Bastian Emil

I den forgangne uge blev der kørt prestigefulde cykelløb i både Frankrig og Italien. De to etapeløb Paris-Nice og Tirreno-Adriatico satte scenen for sæsonens første opgør mellem sportens klassementsryttere.

Cykelsæsonen fortsatte med at vise sit solbeskinnede ansigt i lørdags, da to af fartens verdener mødtes på Piazza del Campo i Siena. Her afsluttedes nyklassikeren Strade Bianche, som også i år leverede et medrivende cykelløb af styrt, marmorstøv fra Toscanas hvide grusveje og en sublim solotriumf. Piazza del Campo er også hjemsted for hestevæddeløbet Palio di Siena, hvor byens 17 distrikter kæmper om prestige to gange om året. Rytterne rider uden sadel i middelalderlige dragter, og tre omgange skal tilbagelægges på den enestående smukke plads.

I skyggen af Ruslands voldelige og tragiske invasion af Ukraine blev den europæiske cykelsæson for alvor åbnet i weekenden. I De Forenede Arabiske Emirater, Frankrig og vigtigst af alt i Belgien blev der kørt løb. Efter at have tilbragt måneder i højdetræningslejre på vulkaner og afsidesliggende, ensomme steder, hvor ambitionerne for den kommende sæson støbes, og hvor intet andet end tanken om at opbygge kroppens fysiske formåen får plads, vendte verdens bedste cykelryttere endelig tilbage til konkurrence.

Jeg har set frem til at sende dette sidste Fri Hjul for i år som opsamling på den overståede sæson. Jeg ønsker at minde om årets højdepunkter. Om at generationen af unge cykelryttere lige nu repræsenterer sportens inderste idealer: at optegne en klar formel for styrkeforholdet mellem de bedste ryttere og for undersøgelsen af grænsen for den menneskelige formåen. At minde om at vinterpausen skal bruges til at opbygge forventningerne til, at den kommende sæson kan overgå den forgangne. Hvad nyttigt er der ellers at bruge disse lange måneders manglende cykelløb til? 

Fra torsdag til lørdag var jeg til det traditionsrige 6-dagesløb, som nu er et 3-dagesløb i Ballerup Super Arena arrangeret af DBC. Oplevelsen er et stilstudie i fart, men også et forsøg på at holde fortiden og minderne om 6-dagesløbet i Forum og fortidens helte som Kay Werner og Evan Klamer i live. Her er min reportage.

Tadej Pogačar fra Komenda i Slovenien er uimodståelig. I går vandt han en solbeskinnet udgave af Lombardiet Rundt. Med et angreb hele 35 kilometer fra mål på løbets hårdeste bjerg Passo di Ganda, kørte han væk fra verdensmesteren Julian Alaphillippe, landsmanden Primož Roglič, sicilianeren Vincenzo Nibali og alle de andre store navne, der i dag forsøgte at erobre sæsonens sidste monument. 

De, som følger mit arbejde, ved, at italiensk cykelsport har en særlig plads i mit hjerte. Den italienske cykelhistorie er knyttet til selve nationens historie med stærke bånd. Således findes fortællinger om cykelryttere, der med deres resultater har afværget oprør, revolutioner og åben kamp i gaderne. Mest berømt er historien om Gino Bartali, som kørte i cykelsportens guldalder i 1940’erne og 1950’erne, og som under Tour de France i 1948 efter et opkald fra Italiens daværende premierminister afværgede en truende konflikt.

Roubaix er et vidunderligt sted!  En lille fransk industriby giver til trods for al sin beskedenhed sportens verden et skue, som bekræfter, at store og svulstige ord som heroisk, tappert, bravt og grusomt med indlysende selvfølgelighed kan bruges til at beskrive cykelryttere og cykelløb.  Det, som trofaste cykeltilhængere havde ventet på i 19 år, skete i dag, da uvejret ramte Nordfrankrig på denne hellige søndag, hvor årets største klassiker blev afgjort. 

Roubaix er et sørgeligt sted. Landskabet er tungt og præget af svær og forladt industri, slid og slæb, krig og slagmark gennem hundrede år. Husene er udfærdiget og støbt i beton med store vinduer med plastik-rammer, og gaderne er uden træer. Jeg kan ikke komme i tanke om andre omstændigheder, hvor et sådant landskab bliver hyldet og romantiseret. Her til aften er det mit yndlingslandskab! Det er det ukueliges æstetik, og det er netop det, der skal til, for at rytternes kørsel bliver virkelig heroisk. 

På Café De Blauwe Kater sidder to ældre mænd og læser i Het Nieuwsblad. De bliver ved med demonstrativt at folde avisen sammen og smække den ned på bordet for lidt efter igen at tage den op og fortsætte læsningen. Som om det er avisens skyld, at franske Julian Alaphillippe blev verdensmester i stedet for en belgier, som alle her havde regnet med. Hvordan kunne det ske? Siger den ene. Hvad skulle vi have gjort anderledes? Svaret er enkelt: I går kunne ingen have slået Alaphillippe. Han kørte offensivt og angreb igen og igen på den kuperede rundstrækning, og til sidst kunne hans rivaler ikke følge ham. Sådan vindes et verdensmesterskab.