Jesper Berg

Frankrigs præsident, Emmanuel Macron, holdt i slutningen af april på Sorbonne Universitet i Paris en tale, der kan blive retningssættende for EU. Tilhængere kalder den visionær. Modstandere siger, at talen er en tilbagevenden til fortidens uhensigtsmæssige politik. Kynikere anfører, at Frankrig har nogle fundamentale økonomiske problemer, som de gerne vil have andre til at hjælpe sig med at løse.

I Europa, herunder i Danmark, udspiller der sig en intens diskussion om bankernes rentefastsættelse, efter at de pengepolitiske renter er begyndt at stige. Bankernes rentefastsættelse påvirker os alle og er derfor også politisk interessant. Den afgør, hvad vi får af rente på vores lønkonto, og hvad vi betaler på vores billån.

Det er blevet dyrt at have en forkærlighed for chokolade. Prisen på råvarer oplever typisk nogle store sving på baggrund af udbud og efterspørgsel – det er der ikke noget atypisk i – men prisen på chokolade, eller rettere kakao, som er den vigtigste ingrediens, er røget op på et niveau, der aldrig er set før.

Sådan lyder overskriften på Den Internationale Valutafonds (IMF) seneste prognose. Derpå følger en uddybning om verdensøkonomiens aktuelle tilstand: modstandsdygtig, men divergerende. Begge dele afspejler IMF’s forbløffelse over, at verdensøkonomien ikke er hårdere ramt af rentestigningerne, men også at der er forskelle på tværs af verden. Det betyder, at ikke alt tegner lige godt, hvis man ser ud i fremtiden.

I løbet af det seneste år har de finansielle markeder haft en skiftende vurdering af, hvor den amerikanske centralbank, Federal Reserve, er på vej hen med sin rentefastsættelse. Den amerikanske centralbank er herren af de finansielle markeder og har historisk sat dagsordenen.

Der er en udbredt forventning om, at Den Europæiske Centralbank (ECB) begynder at sænke den pengepolitiske rente i juni. Hvis altså ikke alle de økonomiske nøgletal kører af sporet de næste måneder. Det gælder i særdeleshed løn- og inflationsudviklingen. Hvis den ikke bliver som forventet, så hænger rentesænkningen i en tynd tråd.

‘r*’ eller ‘r-star’ er et centralt begreb, når centralbankerne skal sætte den pengepolitiske rente. r* er den rente, der på sigt leder til paradisets have for centralbankerne. For centralbanker er det en tilstand, hvor produktionen svarer til økonomiens potentielle kapacitet, og inflationen svarer til centralbankernes mål. Problemet er, at det er svært at bestemme r* – eller bare forstå det, der driver den. Det er ikke en rar erkendelse, hvis man som danske låntagere er dybt afhængige af centralbankernes opfattelse af r*. Jo højere r* er, jo højere skal centralbankerne sætte deres pengepolitiske renter, og jo højere bliver renten på dit realkreditlån.

Den italienske økonomi har historisk set været en af de svageste i euroområdet – blandt andet som følge af stor offentlig gæld, dårlig konkurrenceevne og manglende villighed til at gennemføre reformer. Der har været kritiske situationer, hvor det var ved at gå helt galt. Italien blev kun reddet af andre lande og Den Europæiske Centralbank, fordi alternativet var værre. I øjeblikket nyder Italien imidlertid godt af, at Tysklands økonomiske model er presset af den globale omstilling. Spørgsmålet er, om det varer ved.

Kina har over de seneste år akkumuleret gæld i et omfang, der minder om det, man ser i de rige vestlige lande. Det stiller krav til drastiske politiske indgreb, hvis det ikke skal køre helt af sporet – indgreb, der kommer til at gøre ondt. Gældsudviklingen er tilmed kompleks, og det bliver i sig selv en stor udfordring, når Kina skal forsøge at bekæmpe den.

Kursen på bitcoin over for dollaren nåede en all-time high, før den faldt markant tilbage. Det har tiltrukket spekulative sjæle, og der er noget selvforstærkende ved udviklingen. Spørgsmålet er, hvor længe det kan vare, og om der er noget om snakken – bør man lade sig friste og hoppe med på krypto-investeringsbølgen, eller skal man holde sig langt væk? Det vil jeg se nærmere på i denne uge.