Jesper Berg

Verdens centralbanker gør i dag en stor indsats for at kommunikere deres forventninger til fremtiden. Den Amerikanske Centralbank, The Federal Reserve, offentliggør endda sine forventninger til den rente, som de skal fastsætte i løbet af de kommende år. Det sker i form af en figur, hvor forventningerne til renten hos de enkelte medlemmer af ledelsen registreres som en prik. Det er et stort skifte i forhold til en berømt udtalelse fremsat af den navnkundige formand for The Federal Reserve, Alan Greenspan, i 1987. Her sagde chefen for den amerikanske centralbank, at hvis han fremstod klar, så havde man misforstået ham.

Jeg har lige været i Etiopien og Uganda. Det mest slående indtryk er, hvor mange mennesker der er, hvor unge de er, og hvor meget virkelyst, der er. Etiopien har næsten 120 mio. indbyggere, og befolkningen vokser med 3 pct. om året. Uganda har næsten 50 mio. indbyggere og samme befolkningstilvækst. Ånden fra Løvens Hule er også sluppet løs i Afrika; iværksætterdrømmen lever blandt tech-iværksætterne. Landene har et stort potentiale, men af forskellige grunde afspejler det sig ikke i den økonomiske velfærd. Det kigger jeg nærmere på i denne uges fri værdi.

Mange husker sikkert sangen “Afrika” fra 1985, som blev indspillet af en række danske popstjerner nogenlunde samtidig med et lignende amerikansk projekt med Michael Jackson i spidsen: “We Are the World”. Sangen blev også kendt som ”Giv en hånd til Afrika”, for det var nemlig formålet med både det danske og en række lignende internationale projekter det år.

De fleste danskere er gennem deres pensionsopsparing blevet storkapitalister. Danskernes pensionsformue er dobbelt så stor som landets samlede bruttonationalprodukt, og dermed sidder den danske befolkning på en af de største pensionsformuer i verden. I kroner og ører betyder det, at pensionsselskabernes beholdning af aktier og investeringsforeningsbeviser udgør 2.500 milliarder kroner. Derfor har mange danskere en naturlig interesse i udviklingen på aktiemarkedet, men udviklingen på aktiemarkedet er som vejret; mange taler om det, men det er svært at forudsige.

Du og jeg har i mange år levet i en verden, der er blevet stadig mere integreret. De fleste af de varer, vi køber, er sat sammen af komponenter fra vidt forskellige lande. Det har gjort dem billigere, men det har også skabt en større sårbarhed i tilfælde af en krise. Det har vi set under corona-krisen, eller når et skib sætter sig på tværs i Suez-kanalen eller i forbindelse med Ruslands invasion af Ukraine. Det har givet anledning til mere end bare tanker om balancen mellem økonomisk effektivitet og national sikkerhed. I sidste ende kan det få store konsekvenser for dig og mig og den øvrige verden.

De nye ejendomsvurderinger har sat sindene i kog. Det er ikke nyt, at ejendomsvurderinger og de skattemæssige konsekvenser for befolkningen giver anledning til debat. Da man i Storbritannien tilbage i slutningen af 1600-tallet indførte en særlig skat på ejendomme, der havde mere end seks vinduer, talte man om Daylight Robbery, fordi man mente, at staten i bogstaveligste forstand stjal dagslyset – siden da er det blevet en fast vending.

Én gang om året – i slutningen af august – mødes de øverste chefer fra verdens centralbanker i Jackson Hole i den amerikanske delstat Wyoming. Jackson Hole er centralbankernes årlige skovtur. Her får de førende centralbanker mulighed for at fortælle resten af kredsen om deres aktuelle overvejelser. Både chefen for Den Amerikanske Centralbank, Jerome Powell, og Den Europæiske Centralbanks præsident, Christine Lagarde, bekræftede på årets møde deres mål om at få inflationen tilbage på to procent.

Både Den Amerikanske og Den Europæiske Centralbank er bekymrede. Tab på erhvervsejendomme kan hurtigt få en størrelse, der skaber problemer for den finansielle stabilitet. Hvis det finansielle system ikke kan understøtte økonomien, herunder ved at stille de nødvendige lån til rådighed, så er der risiko for et økonomisk tilbageslag, der rammer os alle sammen. Det skriver jeg om i denne uges Fri Værdi.

Kinas demografi er ved at ændre sig. Det begyndte med den såkaldte et barns-politik, men det, der var tænkt som et politisk indgreb i en konkret situation, er nu blevet en del af kinesernes livsstil. Der fødes få børn i Kina, og derfor bliver Kina ældre. Det betyder også, at antallet af kinesere på arbejdsmarkedet falder. Arbejdsstyrken skrumper altså. Det har den konsekvens, at vækstpotentialet reduceres.

Når vi skal betale, bruger vi Dankort, MobilePay, Apple Pay, betalingsservice og lignende. Sedler og mønter udstedt af centralbanker var engang vores foretrukne betalingsmiddel, men det er det ikke længere. Bankerne og teknologivirksomhederne har udviklet smartere instrumenter end fortidens penge, og frygten for at blive irrelevant har tvunget centralbankerne til at genbesøge deres rolle i betalingssystemet. Det rejser principielle spørgsmål om arbejdsdelingen mellem centralbanker og private banker; måske endda om bankernes forretningsmodel.