Christina Lagoni

I denne uges Fri Tænkning ser jeg nærmere på et skifte i opinionen i Moskva. For første gang siden invasionen i februar 2022 udspiller der sig en debat om krigens mål og midler og det betimelige i at fortsætte den igangværende udmattelseskrig. For godt et år siden lød Vladimir Medinskij stor i slaget. Den russiske forhandlingsleder henviste til Den Store Nordiske Krig i det 18. århundrede, da han over for sin ukrainske modpart på et møde i Istanbul gjorde gældende, at Rusland var parat til at fortsætte krigen, så længe man fandt det nødvendigt.  Om det skulle tage et år, to år, tre år eller længere, betød ikke noget, for Rusland var vant til lange udmattelseskrige. Ifølge det britiske medie The Economist sagde Medinskij: “Vi ønsker ikke krig, men vi er parate til at kæmpe i et, to, tre år – så længe det måtte være nødvendigt. Vi kæmpede mod Sverige i 21 år. Hvor længe er I parate til at kæmpe?”  Han tilføjede: ”Måske vil nogle af de tilstedeværende i dette lokale miste flere af deres kære. Rusland er parat til at kæmpe for altid.” I et interview med russisk tv efter forhandlingerne tilføjede Medinskij: ”Den Store Nordiske Krig mod Sverige varede 21 år, men få år efter den brød ud, tilbød Peter Den Store svenskerne en fredsaftale. Hvad sagde svenskerne? Nej, vi vil kæmpe til den sidste svensker.” Den Store Nordiske Krig varede fra 1700 til 1721 og gjorde en ende på Sveriges status som europæisk stormagt, mens Peter den Stores sejr lagde fundamentet til de næste århundreders udvidelse af det russiske imperium.   Ifølge russisk tv advarede Medinskij også ukrainerne om, at hvis ikke man sagde ja til de nuværende russiske betingelser, så ville næste runde omfatte flere territoriale krav fra Moskva end de daværende fem regioner.

Mandag eftermiddag forlød det, at nu ville der ikke gå længe, før Danmark havde en ny regering, og det gjorde der heller ikke. Det tog ikke Mette Frederiksens ministerchauffør ret længe at køre hende fra Marienborg nord for København til Odense Havn, hvor Kongeskibet Dannebrog lå til.  Her blev det bekræftet, hvad de fleste havde haft på fornemmelsen gennem længere tid: At Socialdemokratiet var indgået i en regering med SF, Moderaterne og Radikale Venstre. Det var kulminationen på 69 dages regeringsforhandlinger.  Den følgende dag tog jeg op mod Marienborg, hvor regeringen, sådan officielt, skulle præsenteres klokken 16.  Det foregik udendørs foran rækker af hvide træstole. Med den hvide hovedbygning som bagtæppe gav det anelser af bryllupsceremoni. Lige præcis klokken et minut i fire kunne man ane de fire hovedpersoner komme gående: Mette Frederiksen (S), Martin Lidegaard (RV) og Lars Løkke Rasmussen (M) bar hver jakkesæt i nedtonede, mørke nuancer. Her stak Pia Olsen Dyhr (SF) ud; hun var klædt fra top til tå i en rød mundering, og på den måde lignede hun en ensom rød plet i et mørkt hav.  Det interessante ved tøjvalget er, at det fremgår af officielle billeder, at Pia Olsen Dyhr dagen igennem ellers også havde været iklædt et nedtonet jakkesæt. Dette blev dog skiftet ud, da hun skulle i fjernsynet.  Mette Frederiksen, der nu skulle indtræde statsminister for tredje gang, var den første til at tage ordet. Hun indledte med at takke. 

Som en del af det valgte SVM-regeringen i juni sidste år at afsætte 500 millioner kroner til etableringen af ukrainske forsvarsvirksomheder i Danmark, og den første af dem skulle være forsvarsdarlingen Fire Point, der på rekordtid var blevet et af Ukraines stolteste våben i krigen mod Rusland. Siden beslutningen er det ikke meget, man har hørt om fabrikken, som er ved at blive etableret udenfor Vojens, men nu har ejeren af Fire Point, Denys Shtilierman, fortalt i ukrainske medier, at han forsøger at få godkendt et salg af en stor del af aktierne i Fire Point til en forsvarsvirksomhed ejet af De Forenede Arabiske Emirater.

Det koster at komme i regering - særligt hvis man har higet efter at komme til fadet efter mange år væk fra magtens tinder. Det gælder selvfølgelig også for SF, der ikke har siddet i ministerkontorerne siden partiets kollaps i 2014. Men nu er der andre boller på suppen. 

Europa ventede bare på at blive indtaget af den fremadstormende danske virksomhed. Men der var brug for hjælp. Derfor fik to stjerneiværksættere Innovationsfonden til at spytte skattekroner i den grønne virksomheds relancering, der skulle disrupte madindustrien over hele kontinentet.

Klog af skade fra i fjor havde man valgt at holde lokationen for den anden udgave af Remigration Summit helt og aldeles hemmelig. Det forlød, at arrangementet ville finde sted tæt på Porto, Portugals andenstørste by, men derudover var der sparet på informationerne. Hvis man var tilmeldt begivenheden, kunne man se frem til at få den eksakte adresse at vide, 24 timer før eventet skulle begynde. Et event, der ville samle nogle af de mest højreorienterede af de højreorienterede, for at de kunne give hinanden ret i, at løsningen på sådan cirka samtlige af de problemer, lande på tværs af Europa lider under, er nogle, som immigranterne har haft med sig i bådene. At unge har svært ved at finde bolig? Immigranternes skyld. At kvinder kan være utrygge, når de går rundt om aftenen? Immigranternes skyld. At europæere ikke får nok børn? Immigranternes skyld. For at illustrere disse pointer havde man inviteret en række højreorienterede aktivister, influencere og politikere, der i løbet af lørdag den 30. maj skulle på scenen og tale foran et publikum bestående af omkring 5-600 på forhånd screenede mennesker.

Hvad var det, Franz Kafka sagde? “En idiot er en idiot. To idioter er to idioter. Ti tusinde idioter er et politisk parti.” Og denne eftermiddag i Folketinget, hvor jeg sad og slog tiden ihjel i den grønne sofa i bunden af Vandrehallen, som jeg holder så meget af at sidde i, kom netop et medlem af et politisk parti gående forbi.  Eftersom regeringsforhandlingerne trak i langdrag – vi nærmede os snart to måneder – var Folketinget gået helt i stå, og der var så tomt og trist i Borgens indre, at det efterhånden var et særsyn at se en rigtigt levende politiker.  Men her var der sørme en af slagsen, og det var ovenikøbet en fungerende minister, nemlig ældreminister Henrik Frandsen (M). Fordi det var så lang tid siden, at jeg sidst havde set Henrik Frandsen, havde jeg ikke kun fortrængt, hvad han hedder, jeg var ovenikøbet havnet i den uheldige vildfarelse, at han hedder Bjarne. For Henrik Frandsen på en god dag kan jo sagtens ligne en mand, der hedder Bjarne.  “Hej Mads,” sagde Henrik Frandsen, som var afslappet klædt i blå blazer, hvid skjorte og khakifarvede chinos.  “Hej Bjarne,” svarede jeg.  Henrik Frandsen sænkede farten en smule og kiggede forundret på mig og gik så videre. Han skulle ned og hente en skoleklasse, der skulle vises rundt i Folketinget. Resten af dagen ærgrede jeg mig over, at jeg havde kaldt ham for Bjarne, men jeg var også forundret over, at Henrik Frandsen ikke havde spurgt, hvorfor jeg kaldte ham for Bjarne. Måske tænkte han, at det var et snedigt mind game fra min side, som han ikke rigtigt ville blandes ind i.  Hvorom alt er, vil Bjarne … jeg mener Henrik Frandsen … den første juni kunne hæve nok en ministerløn for at have lavet stort set ingenting de seneste par måneder. Ligesom alle de andre fungerede ministre. Ligesom alle Folketingets medlemmer, som var på fuld løn, mens det hele var sat på vågeblus. Hvor mange penge kostede det samfundet, at vores lovgivere i månedsvis bare gik rundt og danderede den? Vi nærmede os nok 40 millioner skattekroner.  Med til historien hører, at Folketinget sådan set sagtens kan arbejde med beslutnings- og lovforslag, uden at der er en regering. Hvis de ellers ville. Men et flertal af gruppeformændene havde besluttet, at det var bedst at vente, til vi får en regering.  Som P1 Morgen har opdaget, har ingen af disse gruppeformænd lyst til at begrunde denne beslutning.  Bevares, en mønt har som bekendt to sider, og fordelen ved at Folketinget var gået i stå var, at det samtidig var glimrende anskuelighedsundervisning i, at det hele faktisk fungerer meget godt uden dem. I Belgien nåede de endda helt op på 541 dage uden en regering, og heller ikke her var landet ved at bryde sammen.

Nu er amerikanerne – og dermed også Trump-tro typer med appetit på overtagelse af den store ø – virkelig landet i Grønland. Med et splinternyt amerikansk konsulat i hjertet af Nuuk med få meter til både parlament og regeringsbygningerne i den arktiske hovedstad, et besøg fra både ambassadør og særlig udsending, mineselskabers millionaftaler, olieeventyr, og så selvfølgelig arbejdsgruppen mellem USA, Danmark og Grønland er der altså nok at se til for tiden for amerikanere med blik mod de nordlige dele af Rigsfællesskabet. Det er i hvert fald det indtryk, amerikanerne rigtig gerne vil give, vurderer Ulrik Pram Gad, der er seniorforsker ved Dansk Institut for Internationale Studier (DIIS) med speciale i Arktis. Men det er i hans optik ikke hele sandheden.

Den amerikanske tech-gigant Palantir spiller en større og større rolle i Danmark, hvor både Rigspolitiet og Politiets Efterretningstjeneste bruger den kontroversielle virksomheds platforme. Men alt imens Danmark har udvidet samarbejdet med Palantir, der også har et kontor i Hellerup, så har en række møgsager ramt politiet i Storbritannien – og her er netop Palantir i centrum for sagerne, der i mange tilfælde taler direkte ind i kritikernes frygt for yderligere samarbejde med tech-virksomheden.

En af Danmarks længst arbejdende kommissioner slår endnu engang rekord. Frihedsbrevet har fået aktindsigt i 2026-budgettet for Undersøgelseskommissionen om Skat, og det bliver endnu engang et rigtig dyrt år for kommissionen, der stadig ikke har en endelig dato for, hvornår arbejdet er færdigt. “Det er meget store beløb, og man er jo nødt til at spørge sig selv, om man ikke godt kunne have fået mere ud af dem andetsteds,” lyder det fra en professor og ekspert i offentlig forvaltningen om regningen. En anden professor er bange for, at beretningen hurtigt “vil gå i glemmebogen eller bliver stof til historietimerne, når man savner noget at tale om”.