Christina Lagoni

Europa ventede bare på at blive indtaget af den fremadstormende danske virksomhed. Men der var brug for hjælp. Derfor fik to stjerneiværksættere Innovationsfonden til at spytte skattekroner i den grønne virksomheds relancering, der skulle disrupte madindustrien over hele kontinentet.

Klog af skade fra i fjor havde man valgt at holde lokationen for den anden udgave af Remigration Summit helt og aldeles hemmelig. Det forlød, at arrangementet ville finde sted tæt på Porto, Portugals andenstørste by, men derudover var der sparet på informationerne. Hvis man var tilmeldt begivenheden, kunne man se frem til at få den eksakte adresse at vide, 24 timer før eventet skulle begynde. Et event, der ville samle nogle af de mest højreorienterede af de højreorienterede, for at de kunne give hinanden ret i, at løsningen på sådan cirka samtlige af de problemer, lande på tværs af Europa lider under, er nogle, som immigranterne har haft med sig i bådene. At unge har svært ved at finde bolig? Immigranternes skyld. At kvinder kan være utrygge, når de går rundt om aftenen? Immigranternes skyld. At europæere ikke får nok børn? Immigranternes skyld. For at illustrere disse pointer havde man inviteret en række højreorienterede aktivister, influencere og politikere, der i løbet af lørdag den 30. maj skulle på scenen og tale foran et publikum bestående af omkring 5-600 på forhånd screenede mennesker.

Hvad var det, Franz Kafka sagde? “En idiot er en idiot. To idioter er to idioter. Ti tusinde idioter er et politisk parti.” Og denne eftermiddag i Folketinget, hvor jeg sad og slog tiden ihjel i den grønne sofa i bunden af Vandrehallen, som jeg holder så meget af at sidde i, kom netop et medlem af et politisk parti gående forbi.  Eftersom regeringsforhandlingerne trak i langdrag – vi nærmede os snart to måneder – var Folketinget gået helt i stå, og der var så tomt og trist i Borgens indre, at det efterhånden var et særsyn at se en rigtigt levende politiker.  Men her var der sørme en af slagsen, og det var ovenikøbet en fungerende minister, nemlig ældreminister Henrik Frandsen (M). Fordi det var så lang tid siden, at jeg sidst havde set Henrik Frandsen, havde jeg ikke kun fortrængt, hvad han hedder, jeg var ovenikøbet havnet i den uheldige vildfarelse, at han hedder Bjarne. For Henrik Frandsen på en god dag kan jo sagtens ligne en mand, der hedder Bjarne.  “Hej Mads,” sagde Henrik Frandsen, som var afslappet klædt i blå blazer, hvid skjorte og khakifarvede chinos.  “Hej Bjarne,” svarede jeg.  Henrik Frandsen sænkede farten en smule og kiggede forundret på mig og gik så videre. Han skulle ned og hente en skoleklasse, der skulle vises rundt i Folketinget. Resten af dagen ærgrede jeg mig over, at jeg havde kaldt ham for Bjarne, men jeg var også forundret over, at Henrik Frandsen ikke havde spurgt, hvorfor jeg kaldte ham for Bjarne. Måske tænkte han, at det var et snedigt mind game fra min side, som han ikke rigtigt ville blandes ind i.  Hvorom alt er, vil Bjarne … jeg mener Henrik Frandsen … den første juni kunne hæve nok en ministerløn for at have lavet stort set ingenting de seneste par måneder. Ligesom alle de andre fungerede ministre. Ligesom alle Folketingets medlemmer, som var på fuld løn, mens det hele var sat på vågeblus. Hvor mange penge kostede det samfundet, at vores lovgivere i månedsvis bare gik rundt og danderede den? Vi nærmede os nok 40 millioner skattekroner.  Med til historien hører, at Folketinget sådan set sagtens kan arbejde med beslutnings- og lovforslag, uden at der er en regering. Hvis de ellers ville. Men et flertal af gruppeformændene havde besluttet, at det var bedst at vente, til vi får en regering.  Som P1 Morgen har opdaget, har ingen af disse gruppeformænd lyst til at begrunde denne beslutning.  Bevares, en mønt har som bekendt to sider, og fordelen ved at Folketinget var gået i stå var, at det samtidig var glimrende anskuelighedsundervisning i, at det hele faktisk fungerer meget godt uden dem. I Belgien nåede de endda helt op på 541 dage uden en regering, og heller ikke her var landet ved at bryde sammen.

Nu er amerikanerne – og dermed også Trump-tro typer med appetit på overtagelse af den store ø – virkelig landet i Grønland. Med et splinternyt amerikansk konsulat i hjertet af Nuuk med få meter til både parlament og regeringsbygningerne i den arktiske hovedstad, et besøg fra både ambassadør og særlig udsending, mineselskabers millionaftaler, olieeventyr, og så selvfølgelig arbejdsgruppen mellem USA, Danmark og Grønland er der altså nok at se til for tiden for amerikanere med blik mod de nordlige dele af Rigsfællesskabet. Det er i hvert fald det indtryk, amerikanerne rigtig gerne vil give, vurderer Ulrik Pram Gad, der er seniorforsker ved Dansk Institut for Internationale Studier (DIIS) med speciale i Arktis. Men det er i hans optik ikke hele sandheden.

Den amerikanske tech-gigant Palantir spiller en større og større rolle i Danmark, hvor både Rigspolitiet og Politiets Efterretningstjeneste bruger den kontroversielle virksomheds platforme. Men alt imens Danmark har udvidet samarbejdet med Palantir, der også har et kontor i Hellerup, så har en række møgsager ramt politiet i Storbritannien – og her er netop Palantir i centrum for sagerne, der i mange tilfælde taler direkte ind i kritikernes frygt for yderligere samarbejde med tech-virksomheden.

En af Danmarks længst arbejdende kommissioner slår endnu engang rekord. Frihedsbrevet har fået aktindsigt i 2026-budgettet for Undersøgelseskommissionen om Skat, og det bliver endnu engang et rigtig dyrt år for kommissionen, der stadig ikke har en endelig dato for, hvornår arbejdet er færdigt. “Det er meget store beløb, og man er jo nødt til at spørge sig selv, om man ikke godt kunne have fået mere ud af dem andetsteds,” lyder det fra en professor og ekspert i offentlig forvaltningen om regningen. En anden professor er bange for, at beretningen hurtigt “vil gå i glemmebogen eller bliver stof til historietimerne, når man savner noget at tale om”.

Onsdag indgik TV 2 og Dansk Journalistforbund – Medier & Kommunikation (DJ) et forlig på en million kroner, efter forbundet så sent som i 2023 har udbetalt penge til cirka 270 medlemmer under en arbejdsnedlæggelse. TV 2 havde ellers ingen planer om at indlede en sag mod DJ, som havde fortalt dem, at den overenskomststridige praksis ikke var foregået hos TV 2.  Det var en fejl, at TV 2 havde fået den opfattelse, siger forperson for DJ Allan Boye Thulstrup, der erkender, at han har kendt til den hemmelige praksis “ret længe.”

På en afsides vej i et villakvarter i hovedstaden mødes hun med den ene halvdel af et fremadstormende iværksætterægtepar. Året er 2019, og Tina Skalander er draget hjem til Danmark for at aflægge visit hos virksomheden Freshland, der er spået en lys fremtid i dansk erhvervsliv; hos Freshland vil man gøre op med de fordyrende mellemled og levere frugt og grønt direkte fra landmændene til forbrugeren. Tina Skalander bliver mødt af en pragtvilla. Der er et renoveringsarbejde i gang, som senere vil gøre ejendommen mere end 50 millioner kroner værd. Her bor Mathilde Kjærgaard Jakobsen og Filipe Leal. Ægteparret, der står bag Freshland, kommer om få år til at gå ud med et brag i en konkurs, der vil efterlade leverandører og statskassen med mange millioner i klemme.

Han var engang en dominerende skikkelse i den danske ejendomsbranche, men efter et årelangt forløb med kritiske artikler står han skandaliseret og afklædt tilbage. Der bliver dog ved med at dukke nye ting op. Og nu kan Frihedsbrevet således afdække et hidtil ukendt forløb, hvor investorer blev ført bag lyset, inden de sprøjtede 25 millioner kroner i et byggeprojekt, der skulle byggematadorens nu krakkede ejendomskoncern.

Hvis vi har lært noget, altså hvis vi har lært noget af den pludseligt opståede debat om højreorienteret digtning, må det være, at næste gang, man befinder sig på Beograds bud på Strøget og falder over en T-shirt, man synes ser sej ud og overvejer at slå til på, vil man gøre klogt i at spørge ekspedienten ind til, hvad der helt præcist står skrevet med kyrillisk skrift rundt om ørnene og dødningehovederne.  Ups.  Det viste sig at være ultranationalistiske serbere med naziforbindelser og folkemord på samvittigheden, tjetnik-bevægelsen, som den vrede digterdebutant Frederik Lind Køppen stod og reklamerede for på landsdækkende tv, mens han stod i Deadline og læste op fra sin digtsamling Stjernens navn er malurt (Forlaget Umbra, 2026).