Christina Lagoni

I Silkeborg er der en ældre, meget kristen mand ved navn Søren Toft-Jensen, som på det sociale medie X giver den i rollen som en rigtig edge lord. Han er imod islam, han mener, at klimaforandringer er fup og fidus, han påstår, at paven er muslim, han er anti-feminist, han vil forbyde børnebøger om transpersoner, han er imod abort, han er imod EU, han støtter Israel, han støtter Trump, han støtter Argentinas præsident, Javier Milei, han er for atomkraft, han kalder Danmarks nye regering for en “rødkløverregering”, han reposter indlæg om konspirationsteorien om befolkningsudskiftning, og han mener, at staten ikke skal bestemme om han må sige “neger” eller ej.  “Det går godt med islamiseringen af Danmark, selvom vi er lidt bagefter England!” skriver en sarkastisk Søren Toft-Jensen på X den 28. marts 2026.  På X foreslår en bruger, at man skal svare “A”, hvis man er enig i, at “islam ikke er en religion. Det er en totalitær, voldelig, ekstremistisk ideologi, og Vesten bør bekæmpe den på samme måde, som vi bekæmpede nazisterne.” “A,” svarer Søren Toft-Jensen.  “Trump har forbløffet Amerika ved at meddele, at han vil tilegne landet til Gud,” skriver en anden bruger på X.  Man kan erklære sig enig i dette forehavende ved enten at svare B) “Nope” eller A) “Yes”.  “A” svarer Søren Toft-Jensen, som åbenlyst er værd at følge, hvis man godt kan lide, når folk maxer ud på ytringsfriheden.  Han skriver også på X, at FN er blevet “en kriminel og voldelig organisation.”  I et andet tweet kalder han FN for en “uduelig, venstreorienteret organisation. Om klimaforandringer har han senest skrevet:  “Klimaet skifter uanset, hvad vi mener og gør. Vi lever fint med en 50-års-hændelse. Hold op med at skræmme børn og usikre mennesker!”  Siden 2013 er det blevet til mere end 9.000 posteringer på X fra Søren Toft-Jensens side, og ofte er han aktiv derinde flere gange om dagen. 

I 2024 overtog staten ansvaret og regningen for det indvendige vedligehold af Kongehusets bygninger.  I december sidste år kom det så frem, at det indvendige vedligehold i 2024 kostede skatteborgerne ekstraregning på i alt 17,4 millioner kroner. Nu kan Frihedsbrevet fortælle, at 3,4 millioner af dem er gået til noget, de fleste nok ville betegne som luksus.

I denne uges Fri Tænkning har jeg talt med den svenske historiker Per Anders Rudling, lektor ved Lund Universitet og forfatter til en bog om de ukrainske nationalister. Dem, som fra Første Verdenskrig og til og med Anden Verdenskrig og derpå i landflygtighed i Vesten formede fortællingen om Ukraines historie i det 20. århundrede, som har haft afgørende indflydelse på historieskrivningen i Ukraine efter Sovjetunionens opløsning i 1991. Der er tale om en yderst selektiv historieskrivning, som de seneste uger har ført til en åben konfrontation med Polen og det officielle Holocaust Museum i Israel, fordi Ukraines statsautoriserede nationalhelte begik massemord på polakker og jøder under Anden Verdenskrig.

Mandag den 6. juli blev det meddelt, at Kim Fournais – der i 1990’erne sammen med Lars Seier Christensen startede, hvad der udviklede sig til Saxo Bank – har solgt sin tilbageværende ejerandel i banken til den schweizisk-brasilianske bank J. Safra Sarasin. I forvejen havde J. Safra Sarasin købt 70 procent af Saxo Bank, for hvad der vurderes til at være en pris på 12 milliarder kroner, og med købet af Fournais resterende 30 procent er det nu virkelig J. Safra Sarasin, som sidder for bordenden i Saxo.  Men hvilken slags bank er J. Safra Sarasin?   “Vi er en privat bank med mere end 180 års erfaring med formue – og værdihåndtering,” skriver banken selv på sin hjemmeside. Og det er jo objektivt set rigtigt nok; banken blev grundlagt i 1841 og blev i 2013 overtaget af Bank Jacob Safra AG, hvoraf følger det navn banken har i dag. Banken Jacob Safra AG var ejet af familien Safra, som oprindeligt stammer fra Syrien, men emigrerede til Brasilien i 1950'erne, hvor de står bag konglomeratet Safra Gruppen (“Grupo Safra”, red.), der blandt andet driver Brasiliens syvende største bank. Det burde ikke være nødvendigt at skrive at Safra-familien er svimlende rige og uhyre magtfulde, og i Brasilien har de været under anklage for at ville bestikke sig til skattefordele, men sagen blev til sidst droppet på grund af manglende bevismateriale. Det er altså ultimativt dette familiedynasti, som gennem J. Safra Sarasin nu ejer Saxo Bank.  

Europa-Parlamentets bygninger er tæt besat med vandautomater. Disse går bygningens beboere mange gange om dagen hen til, trækker en engangskop, fylder den med koldt vand, drikker måske halvdelen heraf og smider så koppen i den skraldespand, der står lige ved siden af. Selvom der er så mange vandautomater, hænder det, at der er kø. På et tidspunkt står jeg bag en mand, der først skal fylde sit glas, så drikke det hele, så fylde det, så drikke det, så fylde det, så drikke en lille smule, så smide det ud, før jeg afslutningsvis kan komme til. Der bliver brugt mange engangskopper på en vilkårlig dag i Europa-Parlamentet. Ikke kun på vand, der er også mange kaffeautomater. Sådan nogle automater, hvor du trykker på en knap for at få en kaffe med eller uden mælk, og så koster kaffen et symbolsk beløb på lige under en euro. I disse skal man også bruge en engangskop. En kop, der faktisk er identisk med dem, der er at finde i hobevis og frit tilgængelige ved vandautomaterne. Men i kaffeautomaterne er de ikke frit tilgængelige. Dér skal man betale et endnu mere symbolsk beløb, ti cent, for at få en kop udleveret. Men hvis man har sin egen kop med, behøver man ikke at betale dette gebyr. Således kan man gå hen til en af vandautomaterne, tage en identisk engangskop, gå hen til kaffemaskinen og snyde systemet for ti cent. Når jeg fortæller jer dette, er det ikke, fordi de ti cent er vigtige for mig. Ser I, dette kop-bureaukrati har vist sig at være symptomatisk for EU. For det første hviler det på nogle absurde, uigennemskuelige principper. For det andet er der ingen logik i bureaukratiet. For det tredje er det helt enormt nemt at vride nogle penge ud af EU. Fernisering Tirsdag aften bipper jeg mig ind i Europa-Parlamentet, da jeg skal ind og se, hvordan man relativt nemt bruger 6.000 euro.

Den dømte ejendomsfallent Kenneth Schwartz Thomsen har spillet en nøglerolle i skatteadvokaten Torben Bagges boligeventyr, hvor de sammen har opkøbt faldefærdige ejendomme. Gennem en årrække har Bagge – og en række andre prominente navne og medindehavere af det store advokatfirma TVC – således haft den vel nok mest kendte spekulant fra finanskrisen i Danmark til at hjælpe med deres sidegesjæft: Ejendomshandel. Siden da har alle partnerne trukket sig fra det nye forretningseventyr, men et navn er dog stadig at finde på flere af selskabernes papirer; nemlig Torben Bagge. Men ejendomsspekulanten, der i dag er under personlig konkurs, spiller ingen rolle længere, forsikrer Torben Bagge. “Han har intet med det (Torben Bagges ejendomsselskab, red.) at gøre,” siger Torben Bagge. Men Bagges totale afvisning af et nutidigt samarbejde med Schwartz er mildest talt en sandhed med modifikationer. 

Der er godt fyldt i den lille kirke i flækken lidt uden for Næstved.  Folk må passes ind på kryds og tværs, og adskillige klapstole tages i brug for at imødekomme den store interesse, der er i at være til stede her i dag. “Kommer du fra området?” spørger min sidemakker, der ikke tager sig ud som en, der er gået igennem livet tilhørende Guds bedste børn. Jeg svarer, at det gør jeg ikke. At jeg er kommet for Naser Khader.  “Det er jeg også,” tilkendegiver han. På rækken foran er der en, der siger, at vedkommende havde kontaktet Naser Khader for at høre, om det var nødvendigt at købe billetter til i dag. Det havde han svaret, at det ikke var, men det skulle man da nok have indført, konstaterer kirkegængeren.  I dag er ikke som dagene i Fensmark er flest. I dag skal Naser Khader, og ja, det er den Naser Khader, forrette sin første gudstjeneste her i Fensmark Kirke. Har man ikke fulgt med i Naser Khaders udvikling gennem de seneste år, må den førskrevne sætning ligne noget nær en dårlig aprilsnar på den forkerte dato i den forkerte måned.  Men det er det ikke. Den er god nok. Naser Khader er blevet præst. Naser Khader, der i 2001 blev valgt som det første muslimske medlem af Folketinget,  er blevet præst. Et præsteliv Tingene har det med at gå hurtigt i Naser Khaders verden.  I 2023 blev han optaget på præsteuddannelsen ved Københavns Universitet. I efteråret 2025 blev han døbt i Faderens, Sønnens og Helligåndens navn. I slutningen af juni i år blev han ordineret som præst. Og i dag, den 5. juli, tiltræder han så som sognepræst i Fensmark Kirke.  Der er tale om et vikariat, der varer måneden ud, hvorefter han rykker hen til Rønnebæk Kirke, der ligeledes ligger i en flække tæt på Næstved. Altmuligmanden Som jeg sidder i den iltfattige kirke, hvor der hele tiden klappes flere klapstole ud, modtager jeg en mail, der har Naser Khader som afsender.

I halvanden måned nåede Forsvarsministeriet at sidde på den uvildige advokatundersøgelse af Forsvarets indkøb af gummibåde. To dage efter at Frihedsbrevet kunne berette om, at undersøgelsen for længst var landet, lagde ministeriet endelig rapporten frem.  Rapporten afslører systematiske svigt i Forsvarsministeriets Materiel- og Indkøbsstyrelse (FMI) og et forløb, hvor en leverandør uberettiget er blevet hængt ud offentligt.  Liberal Alliances forsvarsordfører, Carsten Bach, sammenligner nu forløbet med Elbit-sagen og kræver svar fra forsvarsministeren.

Til denne uges Fri Tænkning har jeg talt med den tyske journalist og forfatter Norbert Häring om hans nye bog Der Wahrheitskomplex: Wie NGOs im Staatsauftrag unerwünschte Meinungen bekämpfen.

Det hele skete meget hurtigt. Klokken var seks om morgenen, og Den Uafhængige Politiklagemyndighed – også kendt som DUP – bankede på døren med en ransagningskendelse. Pludselig stod fem politimænd og endevendte Henrik og hans kones lejlighed på en adresse nord for København.  Henriks kone sad i sofaen i undertøj og en cardigan, hun lige havde nået at få på i farten. Ægteparret vidste endnu ikke, hvad de ledte efter – for DUP havde ikke sagt, hvorfor lejligheden skulle ransages. “De skulle pille, rode og rage i vores hjem. Og jeg måtte ikke tage tøj på. Efterforskningslederen var modbydelig,” fortæller Henriks kone til Frihedsbrevet.