Christina Lagoni

I Europa-Parlamentet i Bruxelles arbejder der lige omtrent 10.400 mennesker for at få det hele til at spille.  Der er gulve, der skal pudses, udsagn, der skal noteres, it-information, der skal gives.  Og så er der de 720 folkevalgte, der skal rådgives. I gennemsnit har hver parlamentariker ansat to, der skal hjælpe dem med alt det, man nu engang kan få brug for hjælp til, når man skal bestemme over hele Europa.  Disse ansatte er imidlertid ikke de eneste, politikerne får input fra.  Der er nemlig ikke færre end 9.100 lobbyister, der er i besiddelse af et adgangskort, der giver dem adgang til Europa-Parlamentet.  Og ved første øjekast er der ikke noget, der adskiller dem, der bliver betalt for at påvirke, fra dem, der ikke gør det.  Men så kigger man nærmere. Og nærmere. Og her vil man opdage, at deres adgangskort ikke har den dybe blå farve, der kendetegner EU; den farve, både parlamentarikerne og deres rådgiveres adgangskort har. Nej, det er en anden farve, der er at finde på lobbyisternes kort. Der er tale om farven lortebrun.  Bosses Bodega Der går ikke længe, før jeg støder på mit første lortebrune adgangskort. Det tilhører Jesper Beinov, der er direktør i SMVdanmark. Han har bippet sig ind i Europa-Parlamentet i dag og angivet, at han skal mødes med en rådgiver for Stine Bosse, der er valgt ind for Moderaterne.  Det har han, fordi han skal medvirke i Stine Bosses podcast, Bosses Bodega. Konceptet er, at Stine Bosse og en gæst drikker en øl og snakker om EU. I dag skal de snakke om, hvordan EU kan blive bedre til at understøtte medlemsstaternes små og mellemstore virksomheder.  Det foregår inde i Europa-Parlamentet, hvor der er et hav af podcast- og tv-studier til rådighed. De fleste af dem bliver aldrig rigtig brugt. Oppe på Europa-Parlaments udgave af Christiansborgs vandrehal er der for eksempel et tv-studie, som man kan leje. Jeg har kun set det i brug én gang, hvor nogle kroater fra EPP filmede noget, der skulle forestille et nyhedsprogram.  Bosses Bodega optages på den nederste etage, hvor der også er adskillige studier. Der er vist ikke tale om en egentlig kælder, men man kan aldrig være sikker i Europa-Parlamentet, for indgangen ligger på 2. etage, og i elevatoren kan man også trykke på halve etager.  På gåturen derhen får jeg en snak med Jesper Beinov. 

En institution for udsatte børn og unge har sendt midler, de har modtaget fra det offentlige, til en velgørende forening, hvis forperson nu er sigtet i en sag om indkøb af droner til terror. Ifølge retsdokumenter deltog foreningens forperson også “aktivt i indsamling til støtte for terrororganisationen Hamas.” Nu viser interne dokumenter fra myndighederne, at der rejses bekymring for hvidvask på den samme institution for autistiske børn, der har sendt skattekroner til den kontroversielle forening.

Løsgænger Jacob Harris befinder sig lige nu i et retsdrama, som han allerede mener, at han har vundet.  Ifølge Harris’ udlægning er han renset for en række anklager og kalder et retsmøde i sidste uge for en klokkeklar sejr.  Kuratoren i sagen er dog af anden opfattelse.

En leder af et herberg for hjemløse unge brugte offentlige midler til at dække udgifter til P-bøder, fartbøder, privat husleje, take away og indretning af sin privatbolig. Det viser en økonomisk gennemgang af bostedet Ungebo, som Socialtilsyn Hovedstaden lavede sidste år. Gennemgangen afslørede også en lang række andre “uregelmæssigheder.” “Vi kan bl.a. konstatere, at [ejeren] har indkøbt fire fjernsyn inden for ca. 9 måneder, hvilket må betegnes som usædvanligt for et herberg,” skriver tilsynet i en påtænkt afgørelse om lukning.   Hertil kommer “overførsler af store pengebeløb til udenlandsk konto” og indkøb af en el-bil "købt af tilbudsleder og til brug for tilbudsleder.” Tilsynet meldte også manden til politiet. Men selvom manden med tilsynets ord havde “begunstiget sig selv eller sine nærtstående for midler, der skulle have været anvendt til gavn for tilbuddets beboere,” blev sagen lagt ned af politiet. 

Efter ni måneders efterforskning måtte Københavns Politi så torsdag slå ud med armene og trække på skuldrene på et pressemøde i Politigården. De kan nemlig hverken entydigt påvise eller helt afkræfte, om der var droner over Københavns Lufthavn 22. september.  Politiet hæfter sig nemlig ved, at der i lufthavnens radardata er enkelte uforklarlige radarspor, som de ikke kan afvise kan have været droneaktivitet. Radardataen har Københavns Politi fået analyseret af eksperter på Danmarks Tekniske Universitets afdeling DTU Space. Men uforklarlig støj er helt uundgåeligt, når man analyserer radardata, siger en professor fra DTU Space til Frihedsbrevet. 

Et af den tidligere SVM-regerings store numre på kulturområdet var kulturpasset. En slags nålestiksoperation, som var groet i Moderaternes baghave, og som skulle hjælpe de cirka 53.000 unge mellem 15 og 24, der hverken er i beskæftigelse eller under uddannelse. De kunne så i stedet få sig én på opleveren og indløse 1.000 danske kroner om året i 2025 og 2026 til brug på kulturoplevelser. Dengang som nu er spørgsmålet, om kulturpasset har nogen effekt. Nye tal, som Frihedsbrevet har fået udleveret fra Slots- og Kulturstyrelsen, viser til gengæld, hvor mange der er kommet i besiddelse af et kulturpas.

Der var engang, hvor det var Torben Bagge, medierne ringede til, når de største skandaler rullede. Som topfigur i det aarhusianske advokathus TVC var det Torben Bagge, der udlagde teksten, da Panama Papers så dagens lys. Det var det også, da danskerne stiftede bekendtskab med en britisk statsborger ved navn Sanjay Shah, der senere blev hovedskurken i alletiders store skandalesag om svindel med udbytteskat. Sådan er det ikke mere.

I disse dage brager det løs på Refshaleøen, hvor Copenhell samler 40.000 mennesker. Metalmusikken er blevet folkelig og har flyttet sig langt, siden det var ekstrem musik for ekstreme mennesker, som det amerikanske dødsmetalband Morbid Angel i sin tid proklamerede. Nogle danske metalmusikere har dog taget dét kodeks lidt for bogstaveligt. Det viser en vinyludgivelse fra sidste år med gamle optagelser af Hvid Røvfuld Band og Jewthanasia, der ikke lægger skjul på sin nynazistiske agenda. Årets mest omtalte T-shirt bar digteren Frederik Lind Køppen i DR’s Deadline-studie. “De serbiske tjetnikker – for konge og fædreland” stod der med kyrillisk skrift rundt om et våbenskjold bestående af en dobbelthovedet ørn med kongekrone foroven, sværd forneden og et dødningehoved i centrum. Deadline-vært Christian Bennike problematiserede det ikke, for han genkendte hverken motiv eller tekst. Det gjorde til gengæld de medborgere med bosnisk og kroatisk baggrund, der kender symbolikken fra den ekstreme serbiske nationalisme, der har massakrer, krigsforbrydelser og etnisk udrensning på samvittigheden fra den jugoslaviske borgerkrig i 1990’erne. Anledningen i Deadline var ganske vist en debat om højrefløjens litteratur, men T-shirten løb hurtigt med opmærksomheden og løftede sløret for den symbolik, der ofte løber som en understrøm hos den yderliggående højrefløj, og som bærer en række skjulte betydninger.

I denne uges Fri Tænkning ser jeg nærmere på det litterære magasin Grantas aktuelle temanummer om skandinavisk litteratur.  Ferietiden er over os, og ferie er for mange lig med tid til at læse. Ikke pligtlæsning, men litteratur, der tager os med på rejser ud og ind i verdener, vi normalt ikke kommer i kontakt med. Hvis man er på jagt efter litterær inspiration, geografisk og tematisk, er det britiske magasin Granta ikke det værste sted at begynde. Magasinet blev etableret af studerende ved Cambridge University i 1889 med et snævert fokus, men siden 1979 er det blevet til et bredt funderet tidsskrift med en ambition om “at finde og udgive den bedste nye litterære fiktion, erindringer, reportage og poesi fra hele verden.”  Hverken mere eller mindre. De seneste år har Granta udgivet temanumre med litteratur fra Indien, Kina, Canada og Tyskland, mens man tematisk har udforsket emner som konflikt, terapi, vindere og døde venner. Det seneste nummer har Skandinavien som tema, og det er anledningen til, at jeg kastede mig over Granta. Ikke fordi jeg føler noget særligt behov for at se på min danske navle, men fordi jeg finder det interessant, hvordan folk udefra ser på os, især hvis blikket er kritisk: Hvad hæfter man sig ved i skandinavisk litteratur, hvad har man taget med, og hvad man har udeladt? Ifølge redaktionen er man gået i en stor bue uden om det, den afdøde tyske forfatter Hans Magnus Enzensberger kaldte socialdemokratisk litteratur: “Velmenende holdninger, en respektabel klart antifascistisk og demokratisk indstilling (…), harmløs æstetik.” Danmark er repræsenteret af navne som Helle Helle, Asta Olivia Nordenhof, Olga Ravn, Jonas Eika, Malte Tellerup og Søren Ulrik Thomsen. I denne sammenhæng vil jeg imidlertid dvæle ved et finsk, svensk og norsk bidrag. Først et par ord som introduktion til det finske.  

På en stor grund i Brøndby er der blevet opført et massivt boligbyggeri med 173 boliger.  Bygherren mener, at deres vision om at “forene skov, strand, natur og kultur” er “vellykket”. Og bygningen er endda lavet i bæredygtige materialer.  “Her er trygt at færdes,” skriver bygherren om Kirkebjerg Gårdhave. Entreprenøren fortæller stolt om det fælles orangeri, det grønne gårdrum og den store parkeringskælder.  Men hvad hverken bygherren eller entreprenøren fortæller, er, at grunden er forurenet. Det kunne Radio IIII fortælle tidligere på ugen – og nu kan Frihedsbrevet føje flere kapitler til. Frihedsbrevet har også talt med en beboer, som fortæller, at han ikke anede noget om den forurening, som ligger lige under hans hjem. Sagen er opsigtsvækkende, fordi det ikke kan udelukkes, at forureningen kan have helbredsmæssige konsekvenser for ham og de andre indflyttere, som ellers var blevet lovet, at de trygt kunne flytte ind i deres nye hjem.