Christina Lagoni

Agenterne fra Politiets Efterretningstjeneste vidste formentlig ikke, at den fortrolige samtale blev foreviget. Men lægen nedfældede præcis, hvad de sagde til ham om hans patient. Én dansk statsborger i midten af tyverne, der påstod at have været hemmelig agent for PET, der havde sendt ham på vigtige opgaver. Det stod i kontrast til, at manden nu var indlagt på et psykiatrisk hospital.

Det burde ikke kunne ske.    Men kameraer fra en kontroversiel kinesisk virksomhed – der i flere lande er bandlyst – har i flere år hængt uregistreret på et dansk hospital. Den kinesiske kæmpe er delvist ejet af den kinesiske stat og er en af Kinas største overvågningsvirksomheder. Den betragtes som kontroversiel, fordi den sættes i ledtog med landets efterretningsvæsen.  Nu viser det sig, at virksomheden har fået frit lejde til at tilgå optagelser, ligesom der er en risiko for, at data er blevet delt med den kinesiske efterretningstjeneste.

Vi har ikke stemt om det. Og ingen har officielt fortalt os, at vi lever under et nyt politisk regime, der er uforeneligt med det liberale demokrati. Men det gør vi altså, siger Jacob Siegel. Ifølge Siegel er det nye regime uforeneligt med fundamentale principper som privat ejendomsret, individuel frihed og selvforvaltning. Det er principper, der er nedfældet i forfatninger overalt i den demokratiske verden, og som opfattes som ukrænkelige, men som ifølge Siegel er ophævet i det politiske regime, der er blevet etableret i takt med, at den digitale teknologi og internettet har bredt sig. Siegel kalder det informationsstaten, The Information State, som er titlen på hans nye bog med undertitlen Politics in the Age of Total Control Hans definition af informationsstaten lyder således: “Det er et politisk regime, der regerer ved hjælp af kontrollen med digitale koder, internettets infrastruktur. Det sker gennem de digitale platformes påbud og håndhævelsen af dem og ved hjælp af de usynlige koder hos disse platforme. Det er fundamentet for informationsstaten som politiske regime.”

En ansat blev fyret, efter at han havde tilberedt bacon på et bosted. Nu anklages bostedet for at praktisere muslimske værdier og for primært at ansætte folk med mellemøstlig baggrund af tidligere ansatte. Bostedet er både hjem for danske og muslimske børn, som er blevt anbragt der af landets kommuner. Lederen på bostedet, der også er viceborgmester i en mellemstor dansk kommune, forklarer, at nogle af beboerne på stedet går meget op i, at svinekød “ikke må være i de samme pander og kasseroller”, som deres mad tilberedes i.

Den har ikke et officielt navn, og stort set alt er tophemmeligt. Vi ved ikke præcis, hvem de er, hvor ofte de mødes, hvor de mødes, hvad de taler om, eller hvad der bliver besluttet.  Bare det at den såkaldt høj-niveau arbejdsgruppe - “high-level working group” i udenrigsminister Lars Løkke Rasmussens (M) ord - med amerikansk, dansk og grønlandsk deltagelse fortsat ikke har noget officielt navn viser måske, at der fra start har været uenighed for hele præmissen for gruppens arbejde og formål.

I slutningen af september var regeringstoppen i Danmark få sekunder fra at aktivere NATO’s artikel 4. Droner fra ukendte, men fjendtlige aktører havde lukket lufthavne landet over. Meldingerne lød, at ingen vidste, hvor de kom fra – men forsvarsminister Troels Lund Poulsen slog på et pressemøde fast, at: “Det, som vi har set nu, det er en systematisk operation. Det er ikke bare Jens Hansen, der flyver med en Fætter BR-drone.” Man skulle nærmest tro, at forsvarsministeren i Belgien, Theo Francken, havde siddet på is og nærstuderet sin kollega Troels Lund Poulsens kampform. For præcis 38 dage efter gik Francken ud i et interview og sagde: "Hvis man ser på, hvordan de droner flyver, hvor de specifikt flyver forbi, og hvor længe de bliver ved med at cirkle over bestemt infrastruktur, er det altså ikke bare Willy eller Dennis, der ved et uheld har trukket sin drone op."

I flere år har socialdemokratiske topministre kæmpet for mere overvågning af danskerne. Alt imens, der er blevet debatteret menneskerettigheder og privatliv, har skiftende justitsministre sat flere og flere kameraer op, og på særligt ét område er det gået amok, efter at Peter Hummelgaard (S) blev justitsminister. Frihedsbrevet kan nu fremlægge helt nye tal for antallet af overvågningskameraer og automatiske nummerpladescannere, som Rigspolitiet har sat op siden 2021 – ligesom Frihedsbrevet kan fortælle, at brugen af nye digitale løsninger, som for eksempel ansigtsgenkendelse, er på vej i til alle landets politikredse.

Radikale Venstre var inde til regeringsforhandlinger i Statsministeriet. På min telefon kunne jeg se, at det var den 13/4, klokken 13.16.  Oppe ved Rød Gang kom en sand veteran inden for politisk journalistik, Weekendavisens Hans Mortensen, gående. Han stoppede op, da han fik øje på mig, det eneste andet levende menneske i den ellers tomme gang, og sagde så:  “Her går man på 35. år og kigger efter de samme ting.” Så gik han videre. Hvad kiggede han efter? Formentlig det samme som mig og de andre journalister: Et jærtegn, et auspicie, et omen, der sagde noget om, hvilken vej vinden blæste med regeringsforhandlingerne. For selvom man umiddelbart skulle tro, at det var en smal sag at forhandle en regering på plads, har Mette Frederiksen (S) i rollen som kongelig undersøger lykkedes med at overbevise os alle sammen om, at det at finde frem til et livsdueligt regeringsgrundlag er en mørk, arkaisk og okkult proces, som tager utrolig lang tid. At det ikke kun er en umådelig hård og svær proces, men også et dybt mystisk forløb, som målt i kompleksitet er flere niveauer over den konklave, som skal kåre den næste pave, eller den delegation, som er betroet opgaven med at finde frem til den femtende reinkarnation af Dalai Lama.  Det eneste vi havde at holde os til, alle os der stod udenfor og forsøgte at kigge ind gennem sprækkerne i murværket, var begrebet valgets tale. Altså det, som valget sagde. Når man gik rundt i Borgens gange i disse dage, dukkede dette begreb ofte op. Hvad var valgets tale, og hvad var ikke valgets tale?  Hvad der var helt sikkert var, at valget var et klart nej til en bred regering hen over midten med Socialdemokraterne, Venstre og Moderaterne. SVM-regeringen havde fået et fur af danskerne, og det var derfor, at Pia Olsen Dyhr (SF) en uges tid senere – med rette – sagde til pressen at “midtermonstret” – læs; SVM-regeringen – “er dødt”.  Det var også evident, at valgets tale var et ja til rent drikkevand, et nej til døde pattegrise, et betinget ja til Alex Vanopslagh (LA) på kokain og et ja til en hård udlændingepolitik. Foruden et ja til at genindføre store bededag. Men herfra var det et fortolkningsspørgsmål, hvad valgets tale egentlig var, og hvad det ikke var, men lagde man ørerne til vandrørene, lød det i stigende grad, som om det gik i retning af en rød-lilla, centrum-venstre-regering med S, M, R og SF og med Enhedslisten som parlamentarisk støttehjul. 

Det hele kørte på skinner for den danske PET-agent ‘T’. Han var flyttet til den solrige stat Arizona for at læse på Pima Community College i den amerikanske storby Tucson. I virkeligheden var den danske statsborger flyttet til USA, fordi PET havde udlånt ham til FBI.

Den store nordjyske ejendoms- og byggekoncern TSG Group gik konkurs sidste år og har efterladt sig et milliardstort, økonomisk hul og en mistanke fra kuratellets side om stråmandsvirksomhed. Frihedsbrevet har også afdækket, at Jesper Skovsgaard mange måneder før konkursen i TSG Group slap af med et trecifret milliontab ved at overdrage en lang række tabsgivende byggeselskaber til sin fætter, der lige op til konkursen sendte den tabsgivende byggekoncern videre i hænderne på en konkursramt blomsterhandler fra Fyn. En tidslinje, der fik en regnskabsekspert til at lufte en mistanke om stråmandsvirksomhed. Nu kan Frihedsbrevet afdække endnu et forløb, der involverer den nordjyske ejendomsmatador og en stråmand med en mildest talt broget baggrund.