Christina Lagoni

Gad Saad er et fænomen. Trods et ordinært professorjob og en nørdet akademisk karriere som ekspert i forbrugeradfærd har han næsten 1,4 millioner følgere på den digitale platform X, hans YouTube-kanal har 377.000 abonnenter med over 44,6 millioner visninger af hans videoer, og Saad er blandt de oftest inviterede gæster på den populære podcast-vært Joe Rogans show, hvor politikere drømmer om at optræde, fordi det har flere lyttere end alle etablerede medier. På sociale medier er Saad bramfri og direkte i sin tone. Han går ikke af vejen for et verbalt slagsmål, hvis han får øje på ting, der ikke falder i hans smag. Sarkasme og satire er blandt hans foretrukne genrer. I sit akademiske liv skriver Saad til gengæld videnskabeligt godkendte artikler med fodnoter og lange argumentationsrækker. Selv siger han om de to facetter af sin personlighed: “Begge dele er naturlige dele af min personlighed. Jeg er meget cerebral, en seriøs akademiker, men jeg er også meget munter og jovial, helt nede på jorden. Jeg er ikke bange for at lave sjov med mig selv, for jeg har en stærk følelse af, hvem jeg er. Når jeg går på sociale medier, præsenterer jeg mig selv for verden, som jeg er. Hvis man kan lide det, fint, hvis ikke, hvad rager det mig?” Han tilføjer: “Jeg elsker, når jeg får breve fra almindelige mennesker, lastbilchaufføren, politimanden eller soldaten, der fortæller, hvordan jeg har ændret deres liv. Det betyder meget mere for mig end breve fra en professor på eliteuniversiteter som Stanford eller Harvard. Ikke fordi jeg ikke er glad for dem, men jeg vil gerne nå ud til så mange mennesker som muligt.”   Gad Saad voksede op i Libanon i 1970’erne, hvor de religiøse spændinger tog til, og døden ofte lurede om det næste gadehjørne. I 1975 eksploderede volden i en borgerkrig, og familien måtte flygte. Den nu 62-årige Saad husker, hvordan han som barn holdt øje med snigskytter på tagene i sit kvarter i Beirut for at finde ud af, hvor han kunne lege i nogenlunde sikkerhed, og hvor han skulle passe på. Han husker også en dag i skolen, hvor en af hans klassekammerater fortalte, at han ville være jødedræber, når han blev stor. De andre børn lo, men det gjorde Gad Saad ikke. Han og hans familie er nemlig jødisk.

Københavns Politi har holdt fast i deres konklusion på efterforskningen af droneobservationerne fra efteråret 2025. De kan hverken påvise eller afvise dronernes tilstedeværelse, og efter politiets pressemøde den 25. juni 2026 noterede justitsminister Nicolai Wammen (S) sig da også, at “det ikke har været muligt at opnå større klarhed over forløbet.” Men større klarhed har man måske alligevel fået, selvom man ikke har delt den med den danske offentlighed.

Det er ikke ligefrem hver dag, at en dansker havner i Verdensbankens sorte bog.  Faktisk er det kun én dansk person, der er blevet sanktioneret af banken. Navnet på denne er Erling Juul Rask.

Stort set alle danske medier gik tidligt tirsdag morgen i breaking. Et russisk krigsskib havde skudt med flares – en form for pyroteknik, som bruges som opmærksomhedssignal til søs – mod en dansk helikopter, der tog billeder af skibet. Folketingets forsvarsordførere blev indkaldt til hemmelig briefing, statsministeren sagde “hybridkrig” – men vi ved fortsat ikke meget om, hvad der egentlig skete. Peter Viggo Jakobsen, lektor ved Forsvarsakademiets Institut for Strategi og Krigsstudier og ph.d. i international politik, siger til Frihedsbrevet, at vi i skrivende stund er lige så utroværdige som russerne. “Lige nu er det ord mod ord,” lyder det.

En ret så bemærkelsesværdig boghandel er begyndt at skabe frygt hos antikvariater verden over. En canadisk virksomhed mistænkes nemlig for at fungere som mellemmand for alverdens techgiganter. Den bliver beskyldt for at opkøbe eksemplarer af stort set alle bøger i verden – herunder sjældne og obskure værker – og sælge dem videre til de store techvirksomheder, som så scanner dem og derefter bruger bøgerne til at gøre deres AI-modeller endnu stærkere. I løbet af den proces bliver bøgerne destrueret. Nu lader det til, at turen er kommet til Danmark.

Mandag morgen den 31. august så Helle Kærgaard sin datter ånde ud. Døden var planlagt med klinisk nøjagtighed og indtraf i datterens hjem lidt over klokken ni om morgenen. Her bankede to læger på døren til datterens bolig i landsbyen Millinge på Sydfyn. Inden lægerne trådte ind i boligen, havde de en dæmpet samtale med Helle Kærgaard og hendes søn.

Sammen med nogle og tusinde andre mennesker har jeg spenderet min weekend med at være til Socialdemokratiets årsmøde i Aalborg. Et årsmøde, der falder på bagkant af tre dårlige valg for Socialdemokratiet målt efter den socialdemokratiske skala. Særligt har partiet det svært blandt de unge vælgere, og herunder har de det særligt svært med de unge arbejdere. Med udgangspunkt i denne analyse bevægede jeg mig altså til Aalborg, hvilket både bød på en koncert med Fyr og Flamme, en tur i haven for de politiske visioner og flere snakke om, hvad Socialdemokratiet skal gøre for at lokke de unge til sig. Alt det kan du kan læse om i denne udgave af Skovbys Notesblok, der jo almindeligvis udkommer om fredagen, men grundet weekendens strabadser er blevet rykket lidt frem. Her falder det mig også magtpåliggende at nævne, at næste udgave af Skovbys notesblok først udkommer om to uger, da jeg skal en tur sydpå. God læsning.

SF blev stiftet af en tidligere kommunist, og i SF’s principprogram fra 1963 lyder det, at “frigørelse fra NATO, de gamle kolonimagters alliance, og en aktiv neutralisme er Socialistisk Folkepartis alternativ til den nuværende udenrigspolitik”. Daværende formand, stifter Aksel Larsen, gik endda til valg i 1960 på sloganet “afrust vort land”. Men meget vand er løbet gennem den folkesocialistiske å siden da. Nu tager partiet beredvilligt imod penge fra våbenindustrien, ligesom partiet sender indbydelser ud til samme, hvor man kan møde formand Pia Olsen Dyhr. Socialistisk Folkeparti har nemlig startet en erhvervsklub – en pengeklub i folkemunde – ved navn Rød/Grøn Erhvervsklub med en temmelig interessant medlemsliste.

Den 45-årige russiske forfatter Sergej Lebedev betragtes som en af sin generations ypperste. Ifølge The New Review of Books i 2019 “uden tvivl” endda “den bedste” og med historiker Anne Applebausm skudsmål “en af Ruslands mest interessante”.  Allerede debutromanen Ved glemslens rand, der udkom på russisk i 2011, udløste stjerneregn fra anmeldere verden over. Siden da har Lebedev martret sit navn fast på listen af uomgængelige forfattere hos både litterater og historikere. Hans forfatterskab fænger ikke kun på grund af dets skønlitterære kvaliteter, men også fordi det rummer nøglen til at forstå – altså sådan rigtigt begribe – hvad Sovjetunionen var for en størrelse, og hvad Putins Rusland egentlig er.   Sergej Lebedevs fiktion gror ud af hans egen historie som produkt af en typisk sovjetfamilie, der accepterede fortiden, som den var, og tav om dens forbrydelser uden at prøve at bryde fri fra den. Længe troede han, at familien var på den rette side, men familien bar på en blodig hemmelighed. Hans bedstefar var chef for en del af Gulag-lejrene og ansvarlig for titusinder af menneskeskæbner.  Sergej Lebedev kritiserer nådesløst sine egne, russerne, som han holder kollektivt ansvarlige for krigen i Ukraine, hvad enten de er åbenlyse Putin-støtter eller modstandere. Oppositionen har han intet tilovers for. Han betragter dem alle, også den dræbte Alexej Navalnyj, som et bundt kyniske opportunister, der ikke har forstået en brik af Putins Rusland, og som for længst har forspildt chancen for at tvinge Rusland i demokratisk retning. 

I denne uge af Skovbys Notesblok, har jeg rettet øjnene mod weekendens meget omtalte march for Danmark. Jeg har interviewet en af marchens arrangører, den 51-årige iranskfødte Cyrus Razavi, om at marchere blandt andet for remigration. I weekenden sætter jeg kursen mod Aalborg, hvor Socialdemokratiet holder deres årsmøde. Det vil du kunne læse om allerede på mandag. God læsning.