Christina Lagoni

Lad os begynde med et paradoks: Donald Trump og hans tilhængere i det republikanske parti samt traditionelle venstreorienterede, der er optaget af social og økonomisk ulighed, har de seneste ti år kritiseret den identitetspolitiske woke-bølge sønder og sammen, men netop, som denne bølge er ved at aftage, er præsident Trump med sin politik måske i færd med at bane vej for den næste woke-bølge.     Det mener Musa al-Gharbi, professor i sociologi ved Stony Brook University og  forfatter til en rasende interessant ny bog med titlen We Have Never Been Woke og undertitlen The Cultural Contradictions of a New Elite. Titlens “vi” henviser til den tredjedel af den amerikanske befolkning, der ifølge al-Gharbi kan beskrives som “symbol-kapitalister”, altså dem, der er ansat i den såkaldte vidensøkonomi, og som han som universitetsprofessor selv tilhører. Det gælder folk inden for en lang række fag og brancher: Akademikere, journalister, kunstnere, ansatte i IT-branchen, reklamefolk og folk i PR-branchen, kommunikationsfolk, jurister og advokater, ingeniører, ansatte i underholdningsindustrien, konsulent- og forlagsbranchen, lærere og undervisere, ansatte inden for HR og administration, læger og psykiatere, arkitekter og designere, offentligt ansatte, ngo’er og lignende. Al-Gharbi siger: ”Hvis min teori holder, så vil den næste woke-bølge, lige som de tre foregående, blive drevet af to faktorer: Overproduktion af eliter og forarmelse af den brede befolkning. I sin bestræbelse på at bekæmpe wokeness kan Trump med sin politik ende med at bane vejen for en ny woke-bølge.”  Han tilføjer: ”Trump-administrationen er i gang med at fjerne en masse af de symbolske kapitalisters jobs, og man går også til angreb på mange af de institutioner, der normalt ansætter os, og dermed skaber Trump fundamentet for overproduktionen af eliter og således opfyldelsen af den første forudsætning for en ny woke-bølge. Og i det omfang, at Trumps toldafgifter og andre beslutninger fører til en økonomisk ustabilitet, der sætter gang i en recession, kan det føre til en bredere folkelig forarmelse og dermed opfyldelsen af den anden forudsætning for en ny woke-bølge. Det vil jeg holde øje med.”

I denne uge gør jeg to ting for første gang: Den ene er at deltage i arbejdernes internationale kampdag. Den anden er at gå stuegang. Mens Mads Brügger har karantæne fra Christiansborg, fordi han har udvist “manglende situationsforståelse”, har jeg nemlig fået æren af at skulle agere hans vikar. Ret skal være ret, så det hele indledes med, at jeg tager i Føtex for at købe en æske chokolade til en, der har fortjent sådan en. Med den under armen bevæger jeg mig ind på Christiansborg, forbi vagterne og hen til paternosteren, hvor Mohammed Rona fra Moderaterne er i gang med at vise en gruppe rundt. Det gør han meget ofte. Mere end den gennemsnitlige folketingspolitiker, vil jeg tro. Tryllebundne af den rullende elevator opdager gruppen end ikke, at de spærrer for den, men lad dog barnet, tænker jeg. “Den er effektiv,” siger en af dem. “Meget effektiv,” bekræfter Mohammed Rona. Det skulle den også gerne være. Den tog 14 millioner kroner og ni måneder at renovere. Sådan bliver de ved med at stå i en rum tid. Først kigger de på elevatoren, der kommer, så kigger de på elevatoren, der forsvinder, på elevatoren, der kommer, på elevatoren, der forsvinder, og da det er nok, går de et par skridt tilbage, vender rundt om hjørnet og bruger trapperne til at rejse højdemeterne op, hvilket efterlader rulleriet ledigt til mig.

Nordens største teflonfabrik, Accoat, har det seneste år været omdrejningspunkt for en række afsløringer om forurening med de sundhedsfarlige stoffer PFAS. Stofferne er blandt andet blevet fundet i alt fra jord og vand til fugleæg. Igennem hele forløbet har teflonfabrikken fastholdt, at de overholder lovgivningen og deres miljøgodkendelse, og samme forklaring har lydt fra Helsingør Kommune. Nu kan Frihedsbrevet afsløre, at Helsingør Kommune, der er tilsynsmyndighed med virksomheden, har givet forkerte oplysninger til Region Hovedstaden om teflonfabrikkens PFAS-brug.

Bergur Løkke Rasmussen (M) sidder i regionsrådet i Region Hovedstaden og er med i den politiske følgegruppe om byggeriet af Nordsjællands nye supersygehus i Hillerød. Det er også regionsrådet, der skal hjælpe kommunerne med at opspore og kortlægge jordforurening.  Men samtidig rådgiver han den efterhånden skandaleombruste transportgigant SCT Transport, der transporterer jord fra selvsamme hospitalsbyggeri og nu er anklaget for forurening. Et muligt habilitetsproblem, forklarer en ekspert, som opfordrer til, at det kigges efter i sømmene, men det vil regionsrådsmedlemmet ikke “spilde forvaltningens tid” med.

Beskæftigelsesminister Ane Halsboe-Jørgensen (S) bliver nu hvirvlet ind i ATP’s møgsag om bonusfest hos en række ATP-ansatte. En eksklusiv gruppe af medarbejdere har optjent bonusser på over 500 millioner kroner for at forvalte lønmodtagernes penge i pensionskassens interne kapitalfond ATP PEP. I dag kan Frihedsbrevet afsløre, at beskæftigelsesminister Ane Halsboe-Jørgensen i januar gav Folketinget forkerte oplysninger om lukrative bonusser i ATP. Over for Folketinget har hun nemlig direkte afvist, at der fandtes en bonusordning for de ansatte i kapitalfonden, hvis aflønningsforhold tidligere har vakt stor forargelse. Ifølge ministeren var ordningen blevet afskaffet for flere år siden.  Men det er lodret forkert.  For en række ATP-ansatte optjener stadig store bonusser i kapitalfonden.

I denne måned er de første F-35-kampfly begyndt at patruljere luftrummet over Danmark. Og forsvarsminister Troels Lund Poulsen (V) har sagt, at der skal købes flere jagerfly som dem – de såkaldte stealth-fly – som en del af den lynoprustning, regeringen har igangsat.  De 27 F-35-kampfly, Danmark har købt og bestilt fra USA, kommer nemlig til at udgøre en hjørnesten i det danske forsvar. Men i kølvandet på Donald Trumps politik over for Ukraine, Europa og Rusland har der bredt sig en rædsel for, at USA pludselig kan kortslutte militært udstyr, som er blevet solgt til andre lande, fra distancen.  Tværs over det europæiske kontinent har magthavere stillet sig selv spørgsmålet: Kunne den amerikanske administration finde på at gå så langt som at hæmme NATO-allieredes våbensystemer?  Den nye udenrigspolitiske kurs i USA har især fremkaldt betænkeligheder hos europæere, hvad angår køb af F-35-kampflyene fra den amerikanske producent Lockheed Martin.  Både Portugal og Canada har udtrykt tvivl om, hvorvidt de vil købe den amerikanske våbenmastodonts flagskib, og tyskerne synes også at være på vej tilbage i tænkeboksen.  Wolfgang Ischinger, tidligere topdiplomat og leder af München Sikkerhedskonferencen, sagde sidste måned til Bild, at hvis USA kunne finde på at begrænse de tyske F-35-fly, som de har gjort med Ukraines F-16-fly, “så kan spørgsmålet om at annullere kontrakten komme på tale”. Europas verserende bekymringer fik endnu et nøk opad sidste måned, da Donald Trump, under en præsentation af et andet kampfly fra producenten Boeing, foreslog, at USA fremover bør sælge “nedtonede” fly til sine allierede, fordi “de en dag måske ikke længere er vores allierede”. “Vi foretrækker at skrue ned for dem med omkring ti procent,” sagde præsidenten bag skrivebordet i Det Ovale Kontor. Men spørger man våbenfabrikanten Lockheed Martins tidligere sælger i Danmark, så mener han, at væsentlige nuancer går tabt midt i al paranoiaen – og at der ikke er grund til bekymring. To forsvarseksperter med indgående kendskab til jagerfly, som Frihedsbrevet har talt med, bakker ham op – mens én er mere skeptisk.

I 2015 modtog en ung mand en dom på otte års fængsel. Med et enkelt knivstik havde han dræbt en jævnaldrende mand, og for det modtog han en dom for dødsvold. I forbindelse med Frihedsbrevets afdækning af skandalebostedskæden Frisk-Pust ApS, er navnet på den unge mand, der førte kniven, dukket op. Frihedsbrevet har blandt andet afsløret, at flere beboere er blevet udsat for vold og omsorgssvigt, mens de har boet på bostedskæden, der er grundlagt af den tidligere islamiske ekstremist Khazar Alexander Malik. I bostedskædens papirspor er navnet Amira Smajic, skattejuristen kendt fra Den sorte svane, dukket op. Men problemerne stopper altså ikke her.  I 2023 blev den dødsvoldsdømte mand nemlig ansat som teamleder i en anden virksomhed, som ejerne bag Frisk-Pust-bostederne også ejer, ved navn Frisk-Pust støtte & akutteam ApS.  Selvom dets navn er beslægtet med de skandaleramte bosteder, er selskabet gået fuldstændigt under radaren hos medier og myndigheder.  Det skyldes en juridisk finte, som spænder ben for Socialtilsynets mulighed for at føre tilsyn med akutteamet, der ligesom Frisk-Pust-bostederne leverer velfærd til psykisk syge børn og voksne. Derfor er der heller ikke nogen myndigheder til at føre kontrol med kompetencerne hos medarbejderne i akutteamet – eller deres straffeattester.

Han har bevæget sig i miljøet omkring kapitalfonde i flere årtier. Men Michael Greve kan ikke huske en lignende situation. Han driver kapitalfonden Nordic Investment Opportunities (NIO), der er oppe imod Danmarks obligatoriske pensionskasse ATP.  Dog mener flere eksperter, at ATP tilbyder vilkår, som kan være konkurrenceforvridende. ATP investerer nemlig lønmodtagernes penge side om side med danske milliardærer.  Det sker i den interne kapitalfond ATP Private Equity Partners (ATP PEP), hvor ATP – betinget af at have danskernes tvangsopsparede pensionsmidler i ryggen – kan tilbyde væsentlig mere favorable vilkår for investorerne. “Vi vil gerne konkurrere med andre kommercielle forretninger, men det er staten bare ikke,” siger NIO-direktøren med henvisning til, at ATP har statslige karaktertræk, fordi alle lønmodtagere betaler til pensionskassen.

Som så mange andre teenagedrenge yndede han at poste selfies på sociale medier, hvor han var iført designertøj, guldsmykker og dyre bæltetasker slynget over skulderen. Men ifølge dansk politis teori stammede netop denne 15-årige svenske drengs velstand fra en dyster kriminel løbebane, som man normalt ikke forbinder med børn. Efterforskning peger nemlig på, at den 15-årige havde forbindelser til det såkaldte Foxtrot-netværk, der ledes af den internationalt efterlyste Rawa Majid, også kaldet Den Kurdiske Ræv. Mere specifikt mener politiet, at drengen på et tidspunkt tilbød en person 200.000 svenske kroner for at udføre et lejemord i Danmark.

I debatten om krigens gang i Ukraine findes der et populært argument for, at det slet ikke står så skidt til på slagmarken for Ukraine, som sortseerne påstår, og at Rusland på ingen måde er på vej til at vinde krigen. Argumentet lyder:  Fronten er stort set stillestående, altså er der tale om en stillingskrig, hvor ingen af parterne ser ud til at få et afgørende overtag. Videre gør fortalerne for dette argument opmærksom på, at Rusland i dag kontrollerer en mindre del af ukrainsk territorium end i begyndelsen af krigen, så i det store billede er det absurd at påstå, at russerne har fat i den lange ende.  Læg hertil, siger forfægtere af dette synspunkt, at Rusland har lidt gigantiske tab både i menneskeliv, antal sårede og militært isenkram. Moskva, lyder det, har svært ved at erstatte disse tab, så hvis Ukraine holder ud længe nok, så vil man med Vestens hjælp kunne vinde krigen. Holder den analyse? Ikke hvis man konsulterer Alex Vershinin, oberstløjtnant i den amerikanske hær med ti års erfaring ved fronten i Irak og Afghanistan. Han er knyttet til den britiske tænketank Royal United Services Institute (RUSI) med særlig ekspertise i industri-kapacitet og indkøb af materiel og teknologi til nationale forsvar med henblik på at realisere sikkerhedsstrategier. Vershinin har siden krigens start i en række artikler forsøgt at råbe vestlige regeringer op. Ifølge Vershinin er den første del af den anførte argumentation irrelevant for krigens gang; altså spørgsmålet om, hvor stor en del af Ukraine den russiske hær kontrollerer, mens den andel del, nemlig påstanden om, at omfanget af de russiske tab skulle være gigantisk sammenholdt med de ukrainske, sandsynligvis er en sandhed med modifikationer. Sandsynligvis, fordi ingen af de krigsførende parter har offentliggjort deres virkelige tabstal, det er en velbevaret statshemmelighed og en del af informationskrigen, men der findes både på den russiske og ukrainske side uafhængige kilder, der indsamler data, som også bliver analyseret af vestlige iagttagere.  Før vi ser nærmere på Vershinins forklaring på, hvorfor man i Ukraine skal være forsigtig med at vurdere krigens gang ved at fokusere på, hvor meget territorium parterne kontrollerer, og vurdere de sandsynlige tabstal, kaster vi et blik på den bredere baggrund for Vershinins tilgang til moderne krig.