Flemming Rose

I denne uges Fri Tænkning skriver jeg om en bog af den amerikanske sociolog Richard Lachmann. Den handler om USA’s tab af sit globale overherredømme; en proces, der ifølge forfatteren har været undervejs siden slutningen af 1960’erne, og om den løbende debat om USA’s magt og rolle i verden.

Har du hørt om Frankensteins uhyre? Udtrykket stammer fra Mary Shelleys roman Frankenstein fra 1818 om en videnskabsmand ved navn Victor Frankenstein, der i sit laboratorium sætter forskellige legemsdele fra døde mennesker sammen, så de til sidst bliver til et rigtigt menneske, som han bringer til live. I vores sammenhæng er Frankenstein naturligvis Vladimir Putin, og det uhyre, han har næret ved sit bryst, er Jevgenij Prigozjin – ejeren af Wagner-gruppen, den statsfinansierede såkaldte private hær, som med sit mislykkede mytteri i weekenden vendte sig mod sin skaber. Denne uges Fri Tænkning giver et bud på de mulige konsekvenser af weekendens mytteri og ser nærmere på, om Frankensteins uhyre i skikkelse af Prigozjin har svækket Putin eller ej.

Til denne uges Fri Tænkning har jeg talt med den schweizisk-italienske forfatter Giuliano da Empoli, hvis debutroman Troldmanden fra Kreml med Putins politiske rådgiver som hovedperson er blevet en international bestseller.

I denne uges Fri Tænkning har jeg talt med retorikprofessor Lisa Villadsen om undskyldninger: hvorfor det er svært at sige undskyld, hvad vi skal med undskyldninger, hvorfor officielle undskyldninger er vundet frem i det meste af den vestlige verden de seneste årtier, og hvorfor Lisa Villadsen rangerer statsminister Mette Frederiksens undskyldning til godhavnsdrengene i 2019 som den hidtil bedste i denne svære genre.

Til denne udgave af Fri Tænkning har jeg talt med Høgni Hoydal, leder af Færøernes republikanske parti og øernes udenrigsminister. Vi talte om russisk tilstedeværelse i færøsk farvand, om den sikkerhedspolitiske situation i Nordatlanten, rigsfællesskabet og Færøernes kurs mod selvstændighed, Færøernes fremstormende økonomi, sanktionspolitikken, fiskeripolitik og en omstridt fiskeriaftale med Rusland, som netop er blevet fornyet, den interne færøske debat om forholdet til Rusland og danske politikeres kritik af Færøerne.

Lørdag den 7. oktober 2006 – på Vladimir Putins fødselsdag – blev den kendte russiske journalist Anna Politkovskaja myrdet. Hun blev likvideret i elevatoren på vej op til sin lejlighed i Moskva centrum tæt på Den Hviderussiske Banegård. Det skete en sen lørdag eftermiddag, efter at den 48-årige Politkovskaja havde været ude at handle. Morderen efterlod på gerningsstedet sin Makarov-pistol og patronhylstre til de fem kugler, han affyrede. Alt tyder på, at Politkovskaja blev myrdet som følge af sit journalistiske virke. Politkovskaja efterlod sig to børn, Ilja og Vera. I forbindelse med den danske udgivelse af Vera Politkovskajas bog En russisk mor: Anna Politkovskajas liv og kamp for sandheden har jeg talt med hende om hendes mor, tilværelsen i eksil efter den russiske invasion af Ukraine, synet på dagens og fremtidens Rusland, de seneste 30 år og censur. Vera Politkovskaja forlod Rusland i april 2022 sammen med sin datter. De bor nu et sted i Nordeuropa.

Danmark har netop åbnet en ambassade i Georgien, og i den forbindelse besøgte udenrigsminister Lars Løkke Rasmussen for et par uger siden landet. Logikken bag denne strategi er, at krigen i Ukraine har vist, at Vesten skal arbejde for at undgå sikkerhedspolitiske gråzoner i Europa, hvor lande efterlades i et tomrum mellem Rusland og EU/NATO, og på den måde trækkes ind i en destabiliserende geopolitisk konflikt. I den anledning ser jeg i denne uges Fri Tænkning på Georgiens nyere historie og på nogle af de udfordringer, Danmarks og det øvrige Vestens strategi rejser. Det handler ikke mindst om en alt for forenklet forståelse af, hvad der er sket i regionen siden afslutningen på Den Kolde Krig, som i sidste ende vil gøre det svært for Georgien at blive medlem af både EU og NATO inden for sine internationalt anerkendte grænser.

Der går sjældent en dag, uden at vi bliver konfronteret med ord som propaganda, desinformation, misinformation, konspirationsteorier og hjernevask. Ofte er brugen af dem baseret på forestillingen om, at mennesker og samfund er lette at manipulere og vildlede. Man henviser gerne til Tyskland i 1930’erne eller til nutidens informationskrig ved hjælp af den digitale teknologi og sociale medier. Senest har DR begået en dramatisk iscenesat serie af historier om russisk desinformation. Den franske kognitionsforsker Hugo Mercier er uenig i påstanden om, at mennesker er lette ofre for propaganda og manipulation. Jeg talte med ham for et par år siden om hans forskning, og her kan du læse eller lytte til interviewet i en opdateret version.

Til denne uges Fri Tænkning har jeg talt med Andrey Mir, som forsker og underviser i medier, kommunikation og kultur ved York University i Toronto. Mir, der er født og opvokset i det tidligere Sovjetunionen med en uddannelse i lingvistik og erfaring som erhvervsjournalist og redaktør, er forfatter til to bøger. Human as Media: The Emancipation of Authorship (2014) og Postjournalism (2020). I skrivende stund arbejder Mir på en tredje bog om, hvordan det, han kalder ”digital mundtlighed”, er på vej til at blive den nye hardware for vores samfund og afløse det skriftsprog og den trykpresse, som de seneste 500 år har givet os både kapitalisme, demokrati og en faktabaseret, tilstræbt objektiv journalistik.

I går markerede den officielle danske kalender store bededag for sidste gang. Da biskop Hans Bagger indførte helligdagen i 1686, var hensigten, at den skulle bruges til bod, bøn og faste – aktiviteter, der på den ene eller anden måde skulle fremme forladelsen af vores synder, tvinge os til at se vores brister og begrænsninger i øjnene og måske gøre os til bedre mennesker. Al handel og beværtning lukkede ned aftenen før, og i løbet af den særlige bededag ringede kirkeklokkerne ind til hele tre gudstjenester. Som en sidste tribut til store bededag har jeg læst den rumænsk fødte amerikanske filosof Costica Bradatans nye bog om nødvendigheden af at lovprise fiaskoen og nederlaget som en vej til ægte ydmyghed. Ikke fordi det i sig selv har værdi at dyrke sine mangler og begrænsninger, men fordi en mere realistisk vurdering af den enkeltes plads i verden kan bane vej for vigtige indsigter.