Flemming Rose

I det meste af det 20. århundrede regerede diktatorer ved hjælp af vold. Formålet var at intimidere alle borgere og på den måde opretholde kontrollen med samfundet og bevare magten. Det 20. århundredes typiske tyran var en såkaldt frygt-diktator. I vor tid er der opstået en ny form for diktatur, et såkaldt spin-diktatur. I et spin-diktatur holdes der regelmæssige valg med flere partier, man foretrækker at forme og manipulere opinionen snarere end at gribe til censur, man isolerer sig ikke fra omverdenen, og tyrannen er ofte populær. I et spin-diktatur fastholder man heller ikke magten ved at slå voldeligt ned på protester, men ved at neutralisere borgernes lyst til at protestere. Ifølge professor Daniel Treisman er spin-diktaturet udtryk for en tilpasning til det postindustrielle samfund med dets fokus på service og kommunikation, hvor det er økonomisk ineffektivt at regere ved hjælp af masseundertrykkelse og frygt, men hvor spin-diktatoren heller ikke har lyst til at risikere tabet af magten ved et demokratisk valg.

I denne uges Fri Tænkning reflekterer jeg over den indenrigspolitiske situation i Ukraine i lyset af den seneste udvikling på slagmarken, og så kommenterer jeg en debat i P1-programmet Orientering, som jeg lyttede til i ugen, der gik.

I denne uges Fri Tænkning kommer det ikke til at handle om krigen i Ukraine. Jeg har i stedet talt med historiker og antropolog Birgitte Possing om næsten 200 års kamp for ligestilling mellem mænd og kvinder i Danmark, hvor der siden demokratiets spæde fødsel i midten af det 19. århundrede har tegnet sig et genkendeligt mønster af argumenterne imod kvinder, mens selve argumenterne kan variere fra den ene periode til den anden afhængig af samtiden og de emner, der var på dagsordenen.

Intet tyder på en snarlig afslutning på krigen i Ukraine. De, der med frygt eller håb havde set frem til Vladimir Putins tale i anledning af 77-året for Sovjetunionens sejr over Hitler-Tyskland, måtte se i vejviseren efter signaler om, hvornår og hvordan Putin forestiller sig krigen afsluttet. Men han gjorde det dog klart, at den russiske hær kæmper på sin egen jord, og derfor må det være hans plan at annektere mere ukrainsk territorium. Talen er allerede blev grundigt analyseret. Når jeg alligevel beskæftiger mig med den i denne uges Fri Tænkning, skyldes det et aspekt af Putins tale, som er blevet overset. Jeg tænker på hans beskrivelse af invasionen af Ukraine som et forebyggende eller præventivt angreb, og de associationer til Hitlers angreb på Sovjetunionen i juni 1941 samt debatten om Stalins planer om at slå først, som det vækker.

I denne uges Fri Tænkning reflekterer jeg over, hvordan man skal forstå den udbredte påstand om, at nogen eller noget er på den forkerte eller rigtige side af historien. Jeg ser det som udtryk for snæversyn og storhedsvanvid at påstå den slags, for ingen af os ved, hvordan eftertiden vil dømme os. Kort sagt: Vær på vagt, når nogen påstår, at de har indsigten og det moralske overblik til at placere mennesker og begivenheder på den rigtige eller forkerte side af historien. Det ren bullshit.

I denne uges Fri Tænkning taler jeg med en af USA's mest erfarne diplomater. Navnet er Chas Freeman. Freeman taler arabisk, kinesisk, fransk, spansk, portugisisk, tysk, italiensk og et par andre sprog. Han har siddet på topposter i både udenrigs- og forsvarsministeriet i Washington og har været udstationeret i en lang række lande, heriblandt Kina og Indien. Under Golfkrigen i 1991 var han USA’s ambassadør i det strategisk vigtige Saudi-Arabien, og i 1993-94 havde Freeman i forsvarsministeriet ansvaret for at udvikle en amerikansk strategi for en ny sikkerhedsorden i Europa med NATO som omdrejningspunkt.

Fra tid til anden spørger jeg mig selv, hvad det er, vi er vidne til i Ukraine. Er det begyndelsen på tredje verdenskrig, hvor Ukraine er en brik i et større spil? Eller er det først og fremmest en kamp mellem diktatur og demokrati? Eller handler det alene om en ung stats kamp for uafhængighed?

Krigen i Ukraine har nu varet i snart to måneder, men der er ingen udsigt til en snarlig ende på krigshandlingerne. Den russiske invasion er ikke gået som planlagt, eftersom Ukraine har ydet større modstand end både Moskva og Washington havde ventet. Mark Milley, firestjernet general og chef for USA's væbnede styrker, fortalte således i februar til Kongressen, at Kyiv kunne falde indenfor 72 timer. Det skete som bekendt ikke, og det kan få betydning for Ukraines fremtidige sikkerhed, uanset krigens videre forløb.

Gregory Carleton er professor i kulturhistorie og litteratur på Tufts University i Massachusetts. Han voksede op i Richmond, Virginia, som var Sydstaternes hovedstad under den amerikanske borgerkrig. Her findes flere slagmarker og monumenter knyttet til borgerkrigen, og derfor var Carleton under sin opvækst vidne til, hvordan Amerika reflekterer over sin krigskultur. Det blik på verden tog han med sig til Rusland i 1990’erne, hvor han noterede, at krig var til stede overalt. Kernen i den russiske krigsmyte, siger Carleton, består af forestillingen om Rusland som Guds udvalgte land og det land, der værner om den rette tro samt en permanent bekymring for at blive invaderet.

Med krigen i Ukraine og de krænkelser af menneskerettigheder, som finder sted, er det på sin plads at minde om, at Human Rights Watch har sine rødder i Moskva, og at det var her, man først insisterede på at omsætte Helsingfors-slutaktens ord til handling. Helsingfors-slutakten førte efter Den Kolde Krig til etablering af OSCE, Organisationen for Sikkerhed og Samarbejde i Europa, som de seneste otte år har været til stede i det østlige Ukraine for at monitorere krigens gang. I forlængelse af den historie har jeg til denne uges Fri Tænkning talt med Kenneth Roth, som siden 1993 har været direktør for Human Rights Watch (HRW). HRW er blevet en verdensomspændende organisation med flere hundrede ansatte i 50 lande og et årligt budget på omkring en halv milliard kroner.