Flemming Rose

Gregory Carleton er professor i kulturhistorie og litteratur på Tufts University i Massachusetts. Han voksede op i Richmond, Virginia, som var Sydstaternes hovedstad under den amerikanske borgerkrig. Her findes flere slagmarker og monumenter knyttet til borgerkrigen, og derfor var Carleton under sin opvækst vidne til, hvordan Amerika reflekterer over sin krigskultur. Det blik på verden tog han med sig til Rusland i 1990’erne, hvor han noterede, at krig var til stede overalt. Kernen i den russiske krigsmyte, siger Carleton, består af forestillingen om Rusland som Guds udvalgte land og det land, der værner om den rette tro samt en permanent bekymring for at blive invaderet.

Med krigen i Ukraine og de krænkelser af menneskerettigheder, som finder sted, er det på sin plads at minde om, at Human Rights Watch har sine rødder i Moskva, og at det var her, man først insisterede på at omsætte Helsingfors-slutaktens ord til handling. Helsingfors-slutakten førte efter Den Kolde Krig til etablering af OSCE, Organisationen for Sikkerhed og Samarbejde i Europa, som de seneste otte år har været til stede i det østlige Ukraine for at monitorere krigens gang. I forlængelse af den historie har jeg til denne uges Fri Tænkning talt med Kenneth Roth, som siden 1993 har været direktør for Human Rights Watch (HRW). HRW er blevet en verdensomspændende organisation med flere hundrede ansatte i 50 lande og et årligt budget på omkring en halv milliard kroner.

I denne uges Fri Tænkning får du to nyhedsbreve i ét. Første del handler om sandsynligheden for, at Putin vil blive afsat ved et kup, mens anden del er et interview med en af Ruslands mest citerede samfundsforskere. Her ser vi tilbage på de seneste 30 års russiske historie og anbefaler, at du læser den britiske forfatter William Goldings roman Fluernes herre fra 1954, hvis du vil forstå den historie og det personalistiske autoritære regime, som Vladimir Putin nu præsiderer over.

Aleksandr Solsjenitsyn, nobelprisvinder i litteratur i 1970 og en af de vigtigste systemkritikere i det 20. århundrede, har haft stor indflydelse på Putins syn på Ukraine. Solsjenitsyn mente, at regioner i det østlige og sydlige Ukraine var historisk russisk land med et russisk flertal, og at der i forbindelse med Sovjetunionens opløsning i 1991 burde have været afholdt folkeafstemninger i disse regioner, hvor de havde haft mulighed for at bestemme, om de ville være en del af Ukraine eller Rusland. Solsjenitsyn argumenterede dengang også for etablering af en ny føderativ stat bestående af Rusland, Ukraine, Belarus og måske Kasakhstan i stedet for det opløste Sovjetunionen. Solsjenitsyn understregede dog samtidig, at Rusland under ingen omstændigheder skulle bruge magt for at holde på Ukraine.

Det føles som en tidsalder eller to siden. I efteråret 1994 krydsede jeg med en lille passagerbåd floden Amur, som udgør grænsen mellem Rusland og Kina i det nordøstlige Asien. Herfra er afstanden til Moskva nogenlunde den samme som fra København til New York. På havnepromenaden på den russiske side af floden var et filmhold i færd med at optage den første russisk-kinesiske spillefilm, siden formand Maos kulturrevolution i 1960’erne, en dramatisk forværring af forholdet mellem Moskva og Beijing og væbnede sammenstød mellem den kinesiske og sovjetiske hær om Damanskij, en lille ø i en biflod til Amur.

I forbindelse med Ruslands invasion af Ukraine i sidste uge skrev EU's udenrigsminister Josep Borrell på Twitter, at russiske oligarker som følge af sanktioner nu kunne se i vejviseren efter shopping i Milano, fester i Saint Tropez og diamanter i Antwerpen. Kommentaren blev hurtigt slettet, men den afslører en udbredt vildfarelse bag Vestens sanktionspolitik. Nemlig at russiske oligarker i kraft af deres rigdom og forbindelser besidder en nærmest mytisk magt. Logikken lyder, at hvis de russiske oligarker som følge af sanktioner ikke længere kan leve et liv i sus og dus i Vesten og bliver ramt på pengepungen, så vil de til sidst blive så frustrerede, at de gør oprør mod Vladimir Putin, afsætter ham og indfører en slags europæiske tilstande for igen at kunne blive lukket ind i det gode selskab i Vesten.

Hvis nogen for 30 år siden havde foreslået et væddemål om Nordkoreas fremtid, var der næppe mange, som ville have satset deres spareskillinger på, at Kim-dynastiet ville være i live i skrivende stund. Jeg mener, dengang var Sovjetunionen lige gået i opløsning. Og Kinas reformator Deng Xiaoping proklamerede, at han var ligeglad med kattens farve, bare den kunne fange mus, og det havde socialismen som bekendt ikke været god til.

Til denne uges Fri Tænkning havde jeg på forhånd annonceret et interview med en af verdens førende eksperter i Nordkorea, Andrej Lankov. Jeg kan desværre ikke holde, hvad jeg lovede, da snakken om en storkrig i Europa kom i vejen. Til gengæld kan jeg love, at Lankovs analyse af Nordkorea er skarp, indsigtsfuld og sine steder politisk ukorrekt, og at jeg snarest vil dele den med dig. Grunden til at jeg har sadlet om i løbet af ugen er selvfølgelig, at USA's præsident Joe Biden forudsagde en russisk invasion af Ukraine den 16. februar kl. 3 om morgenen – som du sikkert har opdaget, fandt den ikke sted. I de forgangne dage har heppekor i forskellige lejre skændtes om, hvad det betyder. Er invasionen udsat og hvorfor? Blev Putin så skræmt af udsigten til sanktioner fra helvede, at han trak følehornene til sig? Var det hele bare bluff for at finde de svage led i den vestlige alliance? Måske var det aldrig planen at invadere Ukraine?

Da jeg for 30 år siden kort efter Sovjetunionens opløsning rejste rundt i Ukraine, virkede landet rigere, gladere og fredeligere end Rusland. Og mens der i Moskva i oktober 1993 udspillede sig en væbnet magtkamp mellem præsident Jeltsin og hans modstandere, gik tingene anderledes civiliseret til i Ukraine. Sommeren 1994 var jeg i Kyiv for at dække Ukraines første valg siden uafhængigheden i december 1991. Den siddende præsident, Leonid Kravtjuk, tabte til Leonid Kutjma og anerkendte sit nederlag, således at Ukraine blev det første land i det tidligere Sovjetunionen, hvor der skete et fredeligt magtskifte.

I dag advarer bekymrede og kritiske røster i USA imidlertid mod et andet kompleks med voksende magt: det diversitets-industrielle kompleks, hvis indflydelse og ressourcer bliver stadigt større. Inden for de seneste årtier er gigantiske bureaukratier vokset frem med fokus på diversitet og inklusion. Det begyndte på universiteterne, men har siden bredt sig til erhvervslivet og nu også til offentlige institutioner, myndigheder og organisationer. Det er et multi-milliardforetagende, som bare vokser og vokser, mens ressourcer til forskning og undervisning har svært ved at følge med. Menige medarbejdere i diversitets-bureaukratiet tjener som regel mere end en universitetslektor, der forsker og underviser. Siden 1970’erne er antallet af universitets-bureaukrater mere end fordoblet. På offentlige universiteter var der i 2018 to bureaukrater for hver forsker og lærer, mens forholdet på private universiteter er endnu mere skævt i bureaukraternes favør.