Julie Gufler

For et år siden udkom min allerførste Fri Kritik, hvor jeg anmeldte digte af japanske Hiromi Itō, den danske debutant Nath Krause og amerikanske Louise Glück, og derfor er det kun passende, at jeg i denne uge igen præsenterer dig, kære læser, for 3 gange ny poesi anno 2024. Nærmere bestemt drejer det sig om debutanten August Bovin Bobergs digtsamling De steder hvor jeg blev født og Ivan Malinowski-antologien Er døden ikke politisk?, som er en samling af den i 1989 afdøde forfatters digte i et nyt udvalg af forfatter Jonas Eika; dertil Christel Wiinblads Deep Purple, som strengt taget ikke er digte, men en på alle måder lyrisk roman med den selverklærede genrebetegnelse “Messe”.

I denne uges Fri Kritik står den på mere samtidslitteratur. Du får i den anledning anmeldelser af to upcoming internationale læserhits, nemlig (oversættelser af) hollandsk-chilenske Benjamín Labatuts længe ventede toer på dansk, Maniac, og japanske Emi Yagis debut, Dagbog fra et tomrum. Fælles for begge bøger er, at de med effektfulde takes på henholdsvis viden- og moderskab begge har et ærinde med det parasitære.

Tillykke med Valentinsdag! Og har du ingen fræk date i aften, så fortvivl ikke: I dagens anledning anmelder jeg C.Y. Frostholms (også kendt som Cyf) nye hybridromans-højsang, Til den ven jeg aldrig har kendt, som på én gang er en personlig rejsedagbog og et portræt af den franske forfatter og fotograf Hervé Guibert, der døde af AIDS som 36-årig i 1991.

I denne uge anmelder jeg fransk-canadiske Marie-Claire Blais’ blodige debutroman Det smukke bæst fra 1959, som udkom i dansk oversættelse i november, samt Christina Hagens spritnye digtbog Pow pow pow; udgivelser, der med 65 års mellemrum begge har et ærinde med den “onde pige”. Hvem hun er, og hvad hun vil (os), bliver vi forhåbentligt klogere på i det følgende.

I dagens Fri Kritik skal det handle om “naturen og andre arter” – som forlaget A Mock Book beskriver deres yderst produktive GAIA-serie, der i løbet af det seneste år er blevet en ret så populær gæst – i hvert fald her hos Fri Kritik. Forlagets næstseneste udgivelse er den engelske nobelpristager Doris Lessings (1919-2013) kultklassiske erindringsbog Katte især, som er et portræt af kattene i hendes liv. Dertil kommer norske Ingvar Ambjørnsens novellesamling En anden stjerne, hvis intense historier om ensom- og hjemløshed foregår i et mere eller mindre affolket fjeld- og fjordlandskab, som ligner forfatterens barndomsegn Larvik.

Debriefing: Når familie og venner skal samles på årets sidste dage, er du så den, der laver alt (så du i det mindste kan få det på din egen måde)?; den der fortæller andre, hvad de skal lave og tage med?; den, der sidder klar ved telefonen og modtager din opgave med from taknemmelighed?; eller den, der sidder tilbage og skummer, fordi du ikke har lavet en dyt, men stadig føler dig kørt over? Velkommen på den anden side af 2023 og til en gang Fri Kritik, hvor vi skal tale om at bestemme.

Juleaften nærmer sig med hastige skridt, og måske går du som mange andre mænd netop nu rundt og klør dig i håret over, hvilken julegave du i år skal købe til din elskede, som hun efterfølgende kan gå ud og bytte til det, hun virkelig vil have? Sådan forholder det sig i hvert fald at dømme efter en særlig genre af passiv-aggressive julereels, der er begyndt at dukke op i mit Instagram-feed.

I denne uges Fri Kritik præsenterer jeg dig for tre bøger, som jeg har sovet med og på; nærmere bestemt Virginia Woolfs (1882-1941) essay Om at være syg, den dansk-tyske fotograf Ann Lass’ fotobog Triple Seven samt det rumænske nobelprishåb Mircea Cărtărescus novellesamling Melancolia.

Egentlig havde jeg til Fri Kritik i denne uge først læst Ghita Nørby og Jim Lyngvilds nye “samtalebog” SHITSTORM (Falco 2023). Jeg skriver samtalebog i gåseøjne, fordi den indeholder meget lidt samtale og en masse enetale, især hvad angår sidstnævnte; her får den gamle selvpromoverende provokatør Lyngvild baghjul af den nye folkeforfører Jim. Jeg har til denne uges Fri Kritik i stedet valgt at præsentere dig for den franske enfant terrible Michel Houellebecqs erindringsessay Nogle måneder i mit liv og Astrid Saalbachs plejehjemsroman Lindely.

Dansk dannelse i en nøddeskal: At gøre det til et troværdighedsproblem at have bøger liggende derhjemme, som man ikke har læst; eller det, at nogen siger, de elsker litteratur, selvom de sjældent eller aldrig læser en bog. Hvad angår det sidste, så peger meget dog på, at den, som siger dette, taler sandt: Litteratur er i dén grad værd at elske – den udvider verden og bevæger os, giver os skønhed og håb. Og hvor mange af os går ikke rundt og bruger en endda meget stor andel af vores tid og opmærksomhed på noget andet end det og dem, vi elsker?