Julie Gufler

Noget af det bedste ved efteråret og at skulle skrive Fri Kritik er nu engang, at man kan sidde med god samvittighed indenfor med en bog uden at skulle bekymre sig om, hvorvidt man burde gå ud og nyde det gode vejr. Lad mig bare være ærlig og sige, at hvor meget jeg end kunne ønske mig det anderledes, så er mit forhold til naturen bare ikke særlig naturligt. Når andre mennesker spørger, om vi skal “gå en tur”, så tænker jeg: “Ja da, men hvor er det mere præcist, vi skal gå hen?” Eller jeg forsøger at tænke på en skov og tænker i stedet på Jumanji og Jurassic Park i fjernsynet, og hvordan det, når nogen har spist popcorn og så rejser sig, ligner, at der har været en fugl.

Jeg anmelder i dag kun to bøger, og dét især fordi 77-årige Jens Smærup Sørensen med Evigt i tiden leverer en veritabel banger af en roman om dansk landbrugs historie set på tværs af ægteparret Lone og Jakobs liv på en gård i Skovby gennem tre forskellige tidsaldre.

Fortæl mig, om du har læst Prousts På sporet af den tabte tid, og jeg skal sige dig, hvem du er. Nej, vel – selvom der stadig hersker snobberi og kanondannelse i dansk kultur (både op- og nedad), er vi i nutidens digitale og globale virkelighed heldigvis kommet til et punkt, hvor det at have eller ikke at have læst et bestemt litterært værk ikke mere er afgørende for din indlemmelse i den litterære offentlighed, endsige relevant i forhold til dine evner eller status som kulturelt væsen. Især ikke en 3.500-siders impressionistisk roman skrevet for over 100 år siden af en astmatisk, hvid mand.

I starten af marts 2016 befandt jeg mig mere eller mindre tilfældigt på Hovedbiblioteket i København, hvor jeg til min glæde opdagede, at der et par timer senere skulle være et møde med forfatteren Peder Frederik Jensen om hans nyligt udkomne bog Vold (Samleren).

Margaret Atwood er verdenskendt som (skuffet) mor til bogen bag den fremtids-dystopiske serie-succes The Handmaid’s Tale om unge, fertile kvinder, der under seksuelt slaveri skal levere børn til en herskende teokratisk-patriarkalsk elite. Såkaldt spekulativ fiktion er dog langtfra det eneste, denne 83-årige bedst-sælgende forfatter, digter, litteraturkritiker og miljøaktivist mestrer.

I denne uges Fri Kritik er jeg så tilbage i La Serenissima med endnu to – utypiske, men ikke desto mindre aktuelle – styks Venedig-litteratur, nemlig danske Christina Hesselholdts roman Til lyden af sin egen tromme og franske Annie Ernaux' korrespondancebog Skriften som kniv, der oprindeligt udkom i 2003 (med nye efterord tilføjet i henholdsvis 2011 or 2021) og nu foreligger i dansk oversættelse som den første bog i Forlaget Etceteras nye nonfiktionsserie RELIEF.

Til dit nye (ferie-)liv har jeg så gemt to helt særlige boganbefalinger, som jeg vil præsentere dig for i denne uges Fri Kritik. Strengt taget er der faktisk tale om tre bøger, nemlig den amerikanske romanforfatter og essayist Marilynne Robinsons nyklassiker Gilead (2004) og billedkunstneren Peter Brandes’ tobinds-skabelses-værk AARHDOM I og II, som udkom i april. Det er værker, som begge har et ærinde med tro og guddommelighed, og som blandt andet er karakteriseret ved, at de med deres tålmodige spørgsmål til og refleksioner over lyset, rummet, øjeblikket, det synlige og usynlige, ansigtet, glæden og sorgen ikke så meget er aktuelle og specifikke, som de er tidløse og universelle. Hvorfor de her i Fri Kritik alligevel er uomgængelige nyheder, bliver vi forhåbentlig klogere på i det følgende.

Læn dig tilbage i sædet, og find popcornene frem, for i dag står den på true crime. Genren, som anmelderne elsker at hade, og læserne hader at elske; er det sådan det er? Eller er det krimien? Hvad er egentlig forskellen på de to genrer? At true crime ikke udelukkende handler om drab og vold mod kvinder, men en gang imellem også går ud over andre minoriteter?!

I denne uges Fri Kritik vil jeg præsentere dig for hele fire nye bøger med det til fælles, at de alle – og umiddelbart på en påfaldende ikke-intimiderende måde – taler om de “nye tider” efter Black Lives Matter og MeToo. Det drejer sig om kønsforskeren Christian Groes’ Da MeToo ramte manden, kritiker på Weekendavisen og tidligere vært på Skønlitteratur på P1, Klaus Rothsteins Den sorte mand. Racisme, woke og hvidhed i dansk litteratur, queer-teoretikeren Eve K. Sedgwicks Paranoid læsning & reparativ læsning og endelig den skotske romanforfatter Ali Smiths Andre tider. Med pistolen for panden må vi hellere kaste os lukt ud i det!

Lad det bare være kendt, at jeg ikke er nogen strandløvinde. Jeg foretrækker i sandhed at sidde på en rigtig stol langt fra ispinde, flipflappere og mænd, der udspyr vandmelonkerner iført sprukne surfershorts. Alligevel har jeg i den forløbne uge tilladt mig at have den tilbagevendende tanke, at de to bøger i denne uges Fri Kritik er nogle rigtige strandbøger.