Kristoffer Eriksen

”Velkommen til pressemøde her på Rigshospitalet. Danmark skal have verdens bedste sundhedsvæsen.” Ambitionerne fejlede ikke noget, da statsminister Mette Frederiksen i slutningen af maj sammen med sundhedsminister Sophie Løhde og udenrigsminister Lars Løkke Rasmussen præsenterede en pakke til det danske sundhedsvæsen på fem milliarder kroner. Pressemøder er – sammen med Instagram og Facebook – Mette Frederiksens foretrukne kommunikationsplatform. Måske fordi hun netop kan sige eller skrive ting som, at “Danmark skal have verdens bedste sundhedsvæsen” uden dernæst at konkretisere, hvordan man præcis skal nå dertil.

Nedrig, ukonstruktiv, letkøbt voksenmobning. En sammenligning med Nicolai Wammen og Snøvsen er simpelthen alt for hård kost for Karsten Lauritzen. Skal jeg komme Lauritzen lidt i møde, kan jeg gå med på, at sammenligningen var både letkøbt og ukonstruktiv. Letkøbt fordi det vist ikke kræver en doktorgrad at kunne se, at Nicolai Wammen er noget af en nedgradering, skulle han gå hen og blive formand for Socialdemokratiet. Og det er heller ikke særligt konstruktivt at konstatere det. Det store spørgsmål er bare, hvorfor en mand, der har brugt hele sit ungdoms- og voksenliv i politik, er blevet bragt i den vildfarelse, at det, som en chefredaktør på et frit medie skriver i sin ugentlige klumme, skal være konstruktivt?

Endnu en uge er gået, hvor tophistorien i dansk politik har været, om landets statsminister Mette Frederiksen mon snart defilerer ned til NATO for at blive generalsekretær. Statsministeren har da heller ikke gjort det store for at sætte en prop i spekulationerne, og hun tilbragte grundlovsdag sammen med CIA og Joe Biden i stedet for på en talerstol et sted i Danmark.

Onsdag var der afslutningsdebat i Folketingssalen. Landets folketingspolitikere er ligesom landets niendeklasseselever blevet sendt på læseferie. Noget var nyt ved denne ellers så traditionsbundne dag. De senere år har det været Folketingets formand, der ringede hele forestillingen i gang, men i år var det i stedet den tidligere stolte ejer af internetdomæner som sexfan.dk, cybersafter.dk og netfisse.dk, Jeppe Søe, der stod på talerstolen og bød velkommen med klokkeværket i hånden.

Efter Moderaterne har ansat den notoriske spindoktor Ulla Østergaard – også kendt som “Spindulla” og “Mutter Skrap” – som ny kommunikationschef, fristes man til at spørge, om der snart er flere ledige sæder i klovnebussen?

I sidste uge bragte vi på Frihedsbrevet en af den slags historier, hvor man må smække sig selv i fjæset med en våd, sammenrullet udgave af Weekendavisen for at være sikker på, at man ikke drømmer. Artiklen handler om en svær PTSD-ramt og selvmordstruet kvinde, der fra 2007 til 2018 er fanget i jobcentrenes kafkaske system, hvor hun på trods af flere lægers ord for, at hun er for syg til nogensinde at varetage et rigtigt arbejde igen, ikke kan få tildelt førtidspension. Grunden til, at kvinden, som jeg af hensyn til hendes tilstand holder anonym her, ikke kunne få tilkendt førtidspension, var, at hun var for syg til at komme i aktivering. Den tragikomiske sandhed er altså, at hun var for syg til at bevise, at hun var for syg til at arbejde.

Det kom som lidt af et chok for mig, da fungerende forsvarsminister Troels Lund Poulsen (V) sammen med forsvarschefen Flemming Lentfer i sidste uge trissede ud foran den danske presse og fortalte, at Forsvaret var i så dårlig en stand, at det ville koste 38 milliarder kroner at få genoprettet tingene. Vist har der efterfølgende været bred omtale af miseren, men jeg har ikke kunnet undgå at fornemme den lidt samme ligegyldighed, som dengang vi åbnede sluserne og hældte kæmpe milliardbeløb ud i forbindelse med coronapandemien. 20 milliarder hér, 30 milliarder dér – hvem tæller, for der kommer jo ikke en regning?

Da jeg i november i dette nyhedsbrev argumenterede for, hvorfor det er meget præcist at kalde Moderaterne for en klovnebus, havde jeg altså ikke forudset, at partiets folketingsmedlemmer uge efter uge ville arbejde benhårdt for at give mig ret.

Hvad er det mon for en drivkraft, der får voksne mennesker til at kaste deres karriere i det danske sundhedsvæsen overbord for at sidde og snage i en 13-årig kidnappet piges patientjournal? Det spørgsmål har jeg gået og mediteret lidt på, siden vi på Frihedsbrevet for nogle dage siden fik et troværdigt og – skulle det vise sig – pålideligt tip om, at et større antal ansatte fra Region Sjælland og Region Hovedstaden var blevet sendt hjem fra arbejde for uberettiget at have åbnet patientjournalen på den pige, der i weekenden blev bortført og reddet, og som hele Danmark pludselig var på fornavn med.

Jeg håber, at du har haft en god påske. Jeg brugte mine fridage på at søge lidt inspiration og læse og lytte til en masse journalistik uden for egen andedam. Derfor vil jeg i denne uge ikke skrive en masse om alt det gode, som vi har udgivet i ugens løb på Frihedsbrevet, som jeg ellers plejer, men i stedet anbefale en podcastserie ude fra Dødsstjernen på Amager. Podcastserien vender jeg tilbage til senere i mit nyhedsbrev.