Kristoffer Eriksen

Hver dag går jeg forbi Sørens Værtshus, men jeg går sjældent ind. I fredags gjorde jeg en undtagelse, for på Frihedsbrevet havde vi fernisering på Magtens Voksmuseum, og så var det jo oplagt at varme op på en beværtning, hvor politikere, lobbyister, embedsmænd, journalister og andet godtfolk i en uskøn sammenblanding gerne mødes efter fyraften for at få en lille en. Og hvilket held. For hvem stod lige dér i baren sammen med sin tidligere spindoktor og drak bajere? Rigtigt gættet, det gjorde Rasmus Prehn. Jeg kunne selvfølgelig have passeret ham diskret uden at hilse på, for jeg ved jo godt, at Rasmus Prehn nok ikke ligefrem har mig med i sine aftenbønner.

Grundlæggende mener jeg, at man skal have antidemokratiske tilbøjeligheder, hvis man er af den opfattelse, at det ikke kommer offentligheden ved, hvem der støtter politikerne og deres partier med store beløb. Manglende transparens om pengestrømme til politikere giver simpelthen virkelig gode vækstbetingelser for korruption.

Tilgiv mig, kære læser, men jeg vil starte ugens nyhedsbrev lidt personligt. I sidste uge, da vi på Frihedsbrevet bragte historien om topchefen for den selvbestaltede tech-komet MeeW, der stod med det ene ben i en børsnotering, kunne jeg ikke lade være med at dvæle lidt ved en detalje. Da Dr. Armin Kavousi for alvor trådte ind på den store scene i sommer som succesfuld tech-iværksætter og multitalent, var han 36 år.

Ugen startede med, at Socialdemokratiet fik den værste meningsmåling i mands minde. Hvis der var folketingsvalg i morgen, stod Mette Frederiksen til kun at høste 18,6 procent af stemmerne ifølge Voxmeter. Målingen, som af flere er blevet kaldt en “outlier”, fordi den er så vild, kommer efter måneder med store bededags-ballade og løftebrudssnak. Ugen sluttede med, at Nye Borgerliges formand, Lars Boje Mathiesen, imploderede, og oppositionspartiet synes nu at ligge i ruiner.

Hvem er folkene fra Dansk Folkeparti i virkeligheden? Det spørgsmål har jeg puslet med den seneste uge. Jeg har altid tænkt, at det er rendyrket forstillelse, når Mette Frederiksen fremstiller sig selv på Instagram som en flûtebagende, makrel-i-tomat-gnaskende, vinduespudsende og håndbolddyrkende hyggemoster, der klarer opvasken i hånden iført en vamset sweater. Omvendt har jeg haft det med Dansk Folkeparti. Jeg har tænkt, at kærligheden til det jævne folk var ægte, og at hadet til det elitære var helt autentisk.

Hvis du ligesom jeg er godt og grundig træt af at høre om de københavnske saloner og alt det, der er galt med København, københavnere og københavneri, så vil mit nyhedsbrev denne uge være balsam for sjælen. Med andre ord er denne udgave af Fri Kristoffer ikke noget for Inger Støjberg, ligesom i øvrigt – formoder jeg – alt andet, jeg nogensinde har udgivet.

Det er i grunden utroligt, hvis to af landets absolutte toppolitikere, to tidligere ministre, i ramme alvor troede, at de ikke behøvede at svare skat af deres bijobs, så længe de bare brugte pengene på at føre valgkamp for. Kontorchef i Skat gennem mere end to årtier, Michael Bjørn Hansen, der i dag arbejder som skatteadvokat, mener desuden, at Sofie Carsten Nielsen og Ida Auken bør straffes.

Jeg vil gerne begynde mit nyhedsbrev fra denne uge lidt utraditionelt. Faren ved at skrive og mene noget ugentligt er jo, at det hele til sidst bliver lidt forudsigeligt og ensformigt, og det er der ingen, der gider. Af den grund vil jeg gøre noget for første gang nogensinde: Jeg vil rose den nye SVM-regering. Uironisk og oprigtigt.

Da jeg sidste weekend lå i min seng med tømmermænd og lyttede til den seneste udgave af Flemming Roses nyhedsbrev Fri Tænkning, blev mine tanker sendt på himmelflugt. Folk har jo forskellige cravings, når de har tømmermænd, og jeg medgiver, at Flemming Roses nyhedsbrev måske ikke er det mest oplagte materiale at gå ombord i, når man ligger brak, men ikke desto mindre var det altså det, jeg havde brug for i lørdags.

Forleden læste jeg en artikel af ældre dato i Berlingske, hvor det blev beskrevet, hvordan kong Christian den 7. for mere end 250 år siden afskaffede hele ni helligdage. Ham kan man således takke for, at vi ikke længere har fri fra arbejde på for eksempel 3. juledag, 3. påskedag og Mikkelsdag. Et argument for reformen var, at man vurderede, at det øgede antal arbejdsdage ville medføre en øget cirkulation af penge. Et andet mere moralsk argument gik på, at fridagene blev brugt på spil, druk og hor.