Kristoffer Eriksen

En sjælden gang imellem modtager man en pressemeddelelse, som er så langt ude, at den enten lugter af at være satire eller et resultat af, at afsenderen er blevet hacket. Sådan havde jeg det, da jeg læste pressemeddelelsen om, at TV 2 Lorry ville skifte navn til TV 2 Kosmopol. Jeg tænkte simpelthen, at det måtte være fiktion, at man har brugt skattekroner på at udskifte et tåbeligt navn med et nyt endnu mere tåbeligt navn. Men desværre er det ikke satire. Den regionale TV 2-kanal, der i runde tal modtager 70 millioner kroner fra staten om året for at bringe lokalnyheder fra hovedstaden og omegn, vil fremover kaldes for TV 2 Kosmopol.

Man får dagsordensættende journalistik som abonnent på Frihedsbrevet, og ugens bedste eksempel på det er vores historie om Københavns kultur- og fritidsborgmester, Mia Nyegaard fra Radikale Venstre, som vi forleden kunne afsløre i at bedrive en form for ledelse, som hendes medarbejdere fortæller involverer chikane, overfusninger og frygt.

På et ubestemmeligt tidspunkt i de 42 dage, som Jakob Ellemann-Jensen tilbragte sammen med Mette Frederiksen inde i et forhandlingslokale på Marienborg, har han slugt en rød pille. Om det har været ganske frivilligt, eller om Nicolai Wammen i smug har knust den og drysset den i Ellemanns vandglas, ved jeg ikke, men ned er pillen i hvert fald kommet. Når denne pille, som Wammen selv slugte for mange år siden, opløses i blodet, fortrænger den helt lysten til at svare sandfærdigt og oprigtigt på spørgsmål og erstatter med funktioner, som vi mest kender fra science fiction-figurer, hvor alle svar synes forprogrammerede.

Topskattelettelser, en helligdag mindre, flere penge til Forsvaret, farvel til jobcentrene, et SU-år mindre, en frisættelse af den offentlige sektor (hvad det så end skal betyde), skattelettelser til erhvervslivet, flere skattelettelser, klimaafgift på flyrejser og en forøgelse af arbejdsudbuddet med 45.000 for nu bare at nævne et lille udpluk fra studehandlen. En almindelig dansker med en gennemsnitlig indkomst får 30 kroner mere til sig selv om måneden, og de to liter mælk, som man kan købe for det, kan man så rigtigt gå og hygge-gurgle, indtil man får det galt i halsen, fordi det går op for én, at det har været i bytte for den danske retsstat. Det lyder måske dramatisk, men det er ikke mine ord – det er Venstres egne, og dem skal jeg nok komme tilbage til, men først bliver vi lige hængende ved bemeldte pressemøde.

Dette nyhedsbrev er skrevet med moderat feber fra mit sygeleje derhjemme. Posten skal jo ud, og i min febervildelse fik jeg en idé til, hvordan jeg kunne udkomme alligevel uden at belaste mine kolleger, som jo har travlt med at grave historier frem.

Hold da op! Hvis nogen havde sagt til mig, at Frihedsbrevets historie om Theresa Scavenius og alle hendes flyrejser ville blive diskuteret i stort set alle medier i ugevis, så havde jeg siddet med åben mund og polypper. På Frihedsbrevet har vi selvfølgelig hele tiden syntes, at det var en interessant historie, at klimaordføreren for Danmarks klimaparti har fløjet 24 gange, primært mellem København og Aalborg, over de sidste 5 år – oveni hendes private flyrejser til udlandet, som, hun selv anslår, er “et par gange” om året. Theresa Scavenius flyver altså mere end mig selv eller de fleste, jeg kender, og det ser jo unægteligt lidt mærkeligt ud, når hun er klimaordfører for et parti, der opfordrer danskerne til at “Flyve mindre og kysse mere”. Uanset om man mener, at Scavenius’ flyrejser er helt ok eller skamløst hykleri, er det vigtigt at få det frem og sat til debat, for så kan folk jo selv tage stilling.

Polemikken om One Love-armbindet har ydmyget landsholdet voldsomt. Sikke et ansigtstab. DBU-ledelsen og spillerne har sammen opført sig så pinligt, at jeg simpelthen ikke fatter, at nogen stadig gider at tage til Qatar for at klappe ad dem. Tænk, at landsholdet kunne få sig selv til at melde ud med pomp og pragt, at man vil have et armbind på, der repræsenterer ønsket om lige rettigheder til alle, inklusiv LGBTQ+-folket, og så pakke det væk i tasken igen, i det øjeblik FIFA truer med et rap over nallerne. Det er ikke aktivisme. Det er slaptivisme.

Er du på Twitter? Hvis ikke, så kom dog på Twitter for helvede! Det sociale medie er det skøreste forsamlingshus, denne verden har set, og en evig kilde til underholdning. Samtidig er det efterhånden et stort spørgsmålstegn, om Twitter overhovedet overlever, efter rigmand og superfreak Elon Musk har købt den virtuelle tosseanstalt for 44 milliarder dollars. Lige nu er der endda folk, der gætter på, at virksomheden ikke overlever den kommende weekend.

Noget, der øjeblikkeligt får mig til at smile, er at tænke på Mette Thiesen. Det er muligvis en sætning, du aldrig troede, at du skulle læse, men sådan er det altså, og derfor vil jeg skrive lidt om hende, for det kan jo være, at min begejstring smitter. Første gang, jeg sådan rigtigt stiftede bekendtskab med Mette Thiesen, var i 2018, da jeg arbejdede på DR’s faktatjekprogram Detektor. Man kan sige, at Mette Thiesen har været for Detektor, hvad en snusket shawarmabar i Taastrup er for fødevarekontrollen.

Når man har fulgt flittigt med i valgkampen, som jeg har, så er tilstanden i dansk politik lige nu mildt sagt et paradoks. Mette Frederiksen har ikke misset en chance for at betone, hvor alvorlig en situation landet står i med krig i Ukraine, energikrise og inflationen. Det samme er i varierende styrke gjaldet fra de andre partiledere. Og hele Socialdemokratiets effektive valgkampagne har været bygget op om at indgyde frygt hos danskerne. Usikkerhed og frygt. Derfor skulle vi stemme på Mette, for hende kender vi jo, og hende ved vi, hvor vi har. Hun er nemlig god til at samarbejde og klippefast, når det blæser, er vi blevet fortalt igen igen.