Mikkel Bruun Zangenberg

Kan man, kan vi, tale sammen om sex på måder, der styrer uden om pik og patter på den ene side, og klinisk sexologi på den anden side? Sådan formulerede litteraten og forfatteren Maja Lucas forleden sit ærinde i et interview med Information. Hendes projekt foldes ud i Måden du rører mig på (Gyldendal), et stort anlagt, kringlet værk, der kombinerer samtaler om sex med mange og meget forskellige mennesker, med en slags fiktive og autofiktive digte og tekster om sex og intimitet i forfatterens eget liv.

Det er måske både logisk og naturligt, at vi her på Frihedsbrevet undertiden kredser en smule om, hvad det vil sige at være fri. For hvad er frihed egentlig? Idet Frihedsbrevets motto er, at vi ikke er i lommen på nogen, kun på dig – så antydes det jo, at frihed er frihed fra for eksempel statslig indblanding. Det er det filosofferne kalder negativ frihed, at blive fri for noget.

Har diplomaten Jonas Parello-Plesner skrevet godt om Taiwans betydning for geopolitikken, og har digterne Jacob Kamp Rosendal og Nicolaj Stochholm digtet godt fra og om livet som midaldrende mand? Og hvad forener i givet fald de tre nylige udgivelser, bortset fra noget så statistisk tilfældigt som forfatternes køn, etnicitet og aldersgruppe?

”Det er trods alt enormt, livet. Man farer vild overalt.” – disse urimeligt sande ord falder i sidste års fuldkommen enorme litterære sensation i Frankrig, nemlig opdagelsen af et Céline-manuskript, der blev stjålet fra hans lejlighed i 1944, da han over hals og hoved flygtede fra anklager om at være nazi-sympatisør og kollaboratør. Utroligt nok dukkede manuskriptet op 60 år senere, og det blev sidste år udgivet i hans hjemland, Frankrig. Nu er det imidlertid kommet på dansk under titlen Krig (Gyldendal), og det skal vi høre mere om i denne uges Fri Kritik.

Theis Ørntoft har i barslet med en kæmpe mursten af noget, der er svært at beskrive som andet end Den Store Danske Samtidsroman, garneret med historiske blik lidt tilbage og lidt frem i tid. Den har navnet Jordisk (Gyldendal). Og dén skal vi høre mere om i dag og også om digtene hos en person med det ret så vidunderlige navn, der lyder som lidt af en talefejl, Nynne Roberta Pedersen Pedersen. Mange af Pedersen Pedersens digte er faktisk ret gode – og så har de den fine titel Vi hopper på åkander (Forlaget Antipyrine).

Verden står i flammer. Klimakrisen gør, at alt enten bliver knastørt og brændende hedt, eller drukner i skybrud. Men det er ikke alene verden, der står i flammer. Det gør Koranen også, muslimernes hellige bog. Tosser som Rasmus Paludan fra Stram Kurs har i flere år provokeret ved at tage rundt til ghettoer i Danmark og Sverige og sætte ild til Koranen. Og en masse tosser i ghettoerne er bidt på krogen, sådan at Paludan skal politibeskyttes 24-7. Tosserne har i det hele taget en fest i disse dage.

Folketinget holder ferie, alle danskere holder ferie, og der sker simpelthen ingenting. En filosof ville straks sige, at ingenting er noget, der sker, men gudskelov er min egen hjerne alt for branket til at tænke filosofisk i heden. Derfor skal jeg for en første bemærkning indskrænke mig til at berette, hvad jeg selv læser i sommerferien, og derfra anbefale lidt læsestof. Og min beretning bliver lidt sær, for denne klassisk uddannede elitelitterat (det er min egen alt for smigrende betegnelse om mig selv) burde jo egentlig benytte sommerferien til at læse faglige værker og alt det ypperste fra verdenslitteraturen. Men næ nej. For jeg opdagede for mange år siden, at der lå en sublim lykke gemt i at læse krimier i sommerferien. Og det helt afgørende vigtige er, at disse krimier hverken er for elendige eller for gode.

Nu dukker Derrida pludselig op på dansk. Og det med en tekst, der oprindelig blev holdt som forelæsning på Freud-museet i London i 1994. Senere kom der diverse udvidelser, indledninger og efterord til, og endnu en gang havde Derrida barslet med en ganske lang bog. Men emnet er faktisk dybt interessant og vigtigt. Det angår – meget bredt fortalt – hvordan vi generelt omgås ideen om erindring, det at huske noget. Hver for sig kan vi siges at være omvandrende kataloger over alt, hvad der er sket i vores liv. Hjernen er på en vis måde et kolossalt arkiv, der rummer alt vi nogensinde har set, læst og hørt.

Pyyyyh, kære læser og lytter af Frihedsbrevet: Det var sandelig godt, jeg læste Jokum Rohdes psykedeliske scifi-noir roman Vinterufo (Forlaget Bangsbohave) færdig, mens det var 25 grader varmt, og sveden løb ned ad mig. Strengt taget burde jeg også have drukket en flaske cognac og taget lidt kokain for at komme i den helt rigtige stemning.

Her i Fri Kritik skal vi fulde af ydmyghed forsøge at leve op til Kants fordring. Det gør vi nu ved at gå videre til forfatteren Simon Holm Pedersens barokke og sjove roman Dødsmoden (Gyldendal); ved derfra at spurte videre til Ingeborg Bachmanns noveller i Det tredivte år (Sisysfos), ved at strejfe Samuel Becketts ungdomsessay Proust (Multivers), og ved til slut at annoncere, hvad der skal ske næste gang. Det sidste kræver måske ikke umiddelbart den helt store tankeindsats, men lad os nu se, om ikke vi kan tvinge en lille forkrøblet tanke frem.