Mikkel Bruun Zangenberg

Der var for nylig i den hjemlige litterære andedam en debat om, hvilke køn der læser hvilke. En undersøgelse viste (en eller anden undersøgelse ”viser” altid et eller andet), at kvinder overvejende læste både mænd og kvinder, mens mænd stort set kun læste bøger af mænd, typisk faglitteratur, eller for eksempel krimier og historisk lekture. Så var scenen sat for en fuldkommen forudsigelig og kedsommelig pseudo-debat på de sociale medier om, at mænd var fy fy, og kvinder var mægtig gode. Senere viste det sig selvfølgelig, at undersøgelsens resultater var noget mindre forudsigelige og entydige, men da var flokken allerede galoperet videre til næste pseudo-debat. Alt dette blot for at pudse glorien. For i denne uge skal vi forbi tre kvindelige forfattere – og tre meget indbyrdes forskellige kvindelige forfattere.

”Det eneste, der er værd at skrive om, er mord og kærlighed.” Det er en berømt sætning fra en af det dansk-norske geni Aksel Sandemoses romanhovedpersoner. Men i dag skal vi omformulere sætningen en lille smule, sådan at den lyder: Det eneste, der er værd at skrive om, er mord og sex. Det kunne næsten lyde som de digitale avisredaktørers morgenbøn, men det er også indgangen til en ny bog fra Gyldendal, der handler om, hvordan kvinder onanerer.

Jeg tror ikke, de tre unge hovedpersoner i Malte Tellerups tredje roman, 'Spræng fabrikken' (Ovo Press), nødvendigvis har læst Carl Schmitt eller ville være enig med ham. Og så dog. For lige over for hele det etablerede systems accept af den modbydeligt forurenende fabrik Cheminova beslutter de sig for at forbigå den svæklingeagtige palaver for i stedet at handle, at tage sagen i egne hænder. De sprænger simpelthen Cheminova i luften.

Østrigske Thomas Bernhard (1931-1989) indskriver sig i en perlerække af det tyvendes århundredes allerbedste forfattere, der alle udmærker sig ved ikke at have fået Nobelprisen i litteratur. Den er kun gået til de næstbedste og nogle gange endnu værre i nedadgående retning. Proust, Joyce, Kafka, Sandemose derimod – glem det, de var alt for gode og umoralske til Nobelprisen.

Det var aldrig sket for mig før. Der findes simpelthen sådan noget som en filantropidirektør, og nu havde sådan en inviteret mig og min kæreste til Snoop Dogg-koncert i Royal Arena. Jeg kendte intet til Snoop Dogg, intet. Så horisonten var helt tom, åben og fri. Men ind på scenen spankulerede en høj, mager fyr i indiske gevandter; rundt omkring ham vred 5-6 halvnøgne poledancere sig om pæle, og en anden fyr dansede slasket rundt med en enorm, overdimensioneret abemaske på hovedet. Musikken bankede løs, og Snoop Dogg tændte en joint, der lignede en trompet til 5-årige.

Hvad åbner Doktor Glas døren ind til? Meget tæt på i tid skrev polsk-engelske Joseph Conrad Heart of Darkness (på dansk: Mørkets hjerte), hvor han beskriver en dæmonisk rejse dybt ind i Congo og undergangen. Og på sæt og vis er det netop sådan en rejse, Henrik Stangerups morfar Hjalmar Söderberg kortlægger i sin store, korte roman. Jeg brugte ordet ”mesterværk” og binder det nu sammen med Conrads ubestridelige mesterværk, og for en sjælden gangs skyld er det ikke kritikeren, der overdriver. Ordet er på sin plads.

Jeg sad øverst oppe på Landgreven 3 midt i København K, i hjertet af den liberale tænketank CEPOS’ hovedsæde; neonlyset skinnede ned i hovedet på os, en stor flok stole var stillet op, kraftige saltstænger var gavmildt drysset ned i skåle – og ude på sidelinjen stod dagens hovedperson, Alex Ahrendtsen fra Dansk Folkeparti, der netop efter en stresskrise var vendt tilbage til Folketinget, og som tilmed nu havde begået en bog om den hedengangne legende, lagerforvalter Peter Rindal (1923-2009), manden fra folkedybet, der i 60’erne var blevet til en regulær -isme: Rindalisme. Bogen hedder Rindal. Kampen mod kultureliten og velfærdsstaten og er udkommet på forlaget Grønningen 1.

Anna Juul har barslet med endnu en ret stærk tekst efter Penge & Bacon; denne gang en vistnok knap autofiktiv, måske næsten old-school selvbiografisk, tekst (ordet ”selvbiografisk” er nu bandlyst) om at få et hav af psykiske diagnoser, men ingen rigtig hjælp. Den hedder Superskurk (Lindhardt og Ringhof). Ungarske Agota Kristofs I går (Gyldendal) er enigmatisk, trist og syret, og så har vi det pudsige, skønne mesterværk Op i bjergene (Forlaget Atlanten) af schweiziske Ludwig Hohl – en lillebitte sag på 98 små sider, som Hohl skrev og omskrev i samfulde 49 år! Det kan man kalde schweizisk grundighed. Endelig går der et lyslevende lyrisk geni rundt i Københavns gader. Hun hedder Signe Gjessing, og hun barsler med Illuminationen af alt (Gyldendal).

Hvad er det for en bog, alle taler om lige nu? Det er ikke franske Édouard Louis’ autofiktive og selvbiografiske Forvandlingens metode (Gyldendal) – hvor Louis ellers lige forleden fyldte Det Kongelige Biblioteks Dronningesal med 600 åndeløse tilhørere. Det er heller ikke Katrine Marie Guldagers roman om en vred, kvindelig, midaldrende folkeskolelærer, der hedder Birgithe med th (Gyldendal); selvom den ellers er ret synlig på de fleste sociale medier. Og det er slet ikke den amerikansk-filippinske journalist og Nobelprismodtager Maria Ressas How To Stand Up To A Dictator (HarperCollins), selvom den ellers har et forord af selveste George Clooneys viv, den mondæne forsvarsadvokat Amal Clooney.

I dag skal vi meget vidt omkring i Fri Kritik – friheden bringer os til en udsyret tysk science fiction-klassiker fra 1913, til en hjerteskærende amerikansk klassiker fra The Harlem Renaissance (der udkom i 1937), hvorefter vi lander midt i samtidslitteraturen og Paris med franske Édouard Louis. Det, der forbinder disse tre litterære værker, er forskellige ideer om rejsen. Vi står foran et 2023, der udgør endnu et kapitel i menneskehedens vilde og hæsblæsende ekspedition ud i fremtiden, så lad os se, hvad litteraturen gør med ideen om rejsen. Eller måske rejser vi ikke så meget, men vi bliver snarere skudt ud af en kanon. Nu skal vi kigge lidt nærmere på et par af granaterne.