Christina Lagoni

Alle vidste det – ingen var i tvivl. Det begyndte at lugte af et nyt politisk parti, da Lars Løkke Rasmussen stiftede Foreningen af 8. januar 2021. Men længe ville han ikke selv sige det højt. Han skulle købe sig tid. Offentligheden måtte vente flere måneder med at høre mere om projektet. Faktisk helt til Grundlovsdag den 5. juni 2021, hvor Lars Løkke Rasmussen annoncerede sit nye politiske projekt, som han døbte Moderaterne.  Et nyt parti placeret midt i dansk politik, som ikke længere skulle bero på yderfløjene. Det var hverdagens eksperter, de almindelige danskere. En revolution fra midten, lød skudsmålet af Danmarks nye parti, som officielt blev stiftet præcis et år senere. Men Frihedsbrevet kan nu tilføje et andet lag til fortællingen og tage offentligheden med bag kulissen på det, der udadtil blev brandet som en græsrodsbevægelse, men som indadtil havde helt andre ting for øje: At kanalisere store pengestrømme fra anonyme donorer ind i et kommende politisk parti. Gennem en række interne dokumenter, referater og korrespondancer kan man følge arbejdet med finansieringen – og her var det helt centralt, at holde pengemændene langt væk fra offentlighedens søgelys. 

Det er ikke i sig selv et mål for Frihedsbrevet at gøre dem, vi skriver om, sure.  Men det ender alligevel forbløffende ofte i et vredesudbrud og hidsige kommentarer, når vi forsøger at gennemføre et interview. Måske er det bare et vilkår, når vi lever af at bringe skjulte oplysninger frem i lyset og stille kritiske spørgsmål. Således bibragte denne uge endnu et havareret interview til samlingen, da vi fangede den tidligere kvotekonge John-Anker Hametner Larsen. Ud over at være blevet rig på fisk er han også venner med Lars Løkke Rasmussen. Anledningen til, at vi ringede til ham, var, at Frihedsbrevet i denne uge har bragt navnene på en lang række hidtil hemmeligholdte rigmænd, der har doneret penge til Moderaterne.  Vi er kommet i besiddelse af en lang række interne mails, dokumenter og regnskaber. På den baggrund kan vi afsløre det, der på en og samme tid har været en velbevaret hemmelighed i dansk politik og samtidig været det mest indlysende: At en gruppe hemmelige personer med dybe lommer har skudt store pengesummer i Moderaterne og på den måde været med til at gøre det muligt at stable et parti på benene.

Der var tale om en fuldstændig mørklagt aktion, da en efterlyst dansk statsborger kort før jul 2024 blev pågrebet i Libanon. Ifølge flere af hinanden uafhængige kilder til Frihedsbrevet var det lokale specialstyrker, der stod for at få fat i manden. Der havde angiveligt været et tidligere forsøg, som var mislykkedes, og derfor gjorde man denne gang alt for at undgå noget lignende. Efter pågribelsen blev manden ifølge oplysningerne overdraget til danske styrker og under stor diskretion fløjet til Danmark den 20. december, angiveligt i et militærfly. Manden var på daværende tidspunkt 27 år og højt placeret i Loyal To Familia (LTF), som han i øvrigt havde været en del af allerede før 2018, hvor myndighederne indledte forbudssagen mod gadebanden. På et sjældent foto kunne man se ham posere sammen med fire andre mænd. Her var han iført en sweatshirt prydet med titlen “National Nomad” på venstre side af brystet. Titlen indikerer, at manden i hvert fald på daværende tidspunkt indtog en rolle i bandens øverste ledelseslag og for eksempel havde ret til at etablere nye afdelinger.

Til denne uges Fri Tænkning har jeg talt med den finske psykiater Jaakko Seikkula, der er aktuel med bogen 'Hvorfor Dialoger Helbreder – hvad gør dialoger enestående og succesfulde i vanskelige kriser?' Seikkula er professor i psykoterapi ved Jyväskylä Universitet og en internationalt anerkendt familieterapeut og forsker.  Fra 1981 til 1998 var han chefpsykolog ved Keropudas Hospital i Tornio i det vestlige Lapland tæt på polarcirklen, hvor han udviklede en ny behandlingsmetode, som han kalder åben dialog.  Det er en psykoterapeutisk metode, der med udgangspunkt i øjeblikket fokuserer på relationer mellem patienter, behandlere og omgangskredse i behandlingen af mennesker i krise eller med en psykisk lidelse. Resultaterne har været så positive og vedvarende, at metoden nu praktiseres over det meste af verden, selvom den endnu ikke er blevet en del af den etablerede psykiatri.  Jaakko Seikkula er udover den aktuelle bog forfatter til to andre bøger på dansk, 'Åben Dialog og Netværkssamarbejde' fra 2008 og 'Åben Dialog i Relationel Praksis' fra 2014, som blev til i samarbejde med en norsk kollega.

Den konkursramte murer og verdensberømte Trump-fan fra Grønland, 51-årige Jørgen Boassen, er pludselig blevet hvirvlet ind i den rumænske præsidentvalgkamp. Jørgen Boassen fløj nemlig til Rumænien i weekenden for at vise opbakning til en anden erklæret Trump-fan – den rumænske præsidentkandidat George Simion. Selv forklarer Boassen, at det var de amerikanske grønlands-lobbyister fra American Daybreak, der betalte hans tur. Det afviser American Daybreak imidlertid overfor Frihedsbrevet.

Jeg vil afholde mig fra at redegøre alt for meget for, hvad der den 21. maj skete inde i Folketingssalen. Det var dagen for den årlige afslutningsdebat, der begyndte klokken otte om morgenen og varede til klokken halv et om natten, hvilket altså betød, at debatten varede mere end 16 stive timer.  I korte træk kan debatten opsummeres således: Hårdere straffe, udlændinge, Forsvaret, udlændinge, noget om nogle hunde, udlændinge, Gaza, ulve, udlændinge, pensionsalderen. Hvis man er sadistisk af natur og gerne vil læse en udførlig oversigt over, hvad, hvem og hvornår, vil jeg anbefale, at man slår et smut forbi et af dagbladene. For at gøre smerten mindst mulig vil jeg i stedet holde mig til at fremhæve de allermest interessante og sigende begivenheder, der udspillede sig i løbet af den 21. maj på Christiansborg.  Jeg ankommer til Christiansborg lidt efter otte, hvor nogle tilsyneladende har taget ulovlig opstilling ude foran indgangen. “Det er sidste gang, jeg beder jer om at gå nu,” siger en politibetjent til de fire fyre, der ser så usoignerede ud, at man kun kan gisne om deres politiske ståsted. Hvis nu jeg absolut skulle gætte, pistolen for panden og alt det der, så ville mit bud nok være noget om Gaza, ikke mindst grundet de tørklæder, de bærer om halsen. Et emne, der har fået et ekstra skud morfin ind i årerne, da Mette Frederiksen i et Instagram-opslag forleden konkluderede, at den humanitære situation i Gaza er “dybt alarmerende”, hvilket blev understreget med et par knuste hjerte-emojis.  Inde i Folketingssalen har Mette Frederiksen indtaget talerstolen, hvor hun stiller sig selv spørgsmålet:  “Hvad har en ulv, en ældrecheck, fertilitetsbehandling, kørekort til 17-årige og en kølehætte med hinanden at gøre?”  For så at svare: “Det er fem konkrete eksempler på, hvad politik kan,” inden hun begynder at snakke om både ulve og stigende supermarkedspriser. Så nævner hun kræft, inden hun siger: “Alt det, jeg her har nævnt, er eksempler på politiske beslutninger, som skaber konkrete forbedringer for rigtige mennesker.” Og så gør hun noget rigtig irriterende, da hun går i gang med sin næste sætning:  “Jeg kunne også have nævnt de faste teams, vi udbreder i ældreplejen, eller juniormesterlæren, der lige nu gør, at skoletrætte teenagere kan få lov til at arbejde i en virksomhed i stedet for at sidde på skolebænken. Jeg kunne også have nævnt den grønne trepart, der genopretter store dele af den danske natur. Jeg kunne også have nævnt, at vi nu afsætter flere milliarder til vores sundhedsvæsen, end nogen anden regering nogensinde har gjort,” siger hun, som om hun ikke lige har nævnt alle de ting. Efter lidt mere end en halv time er hun færdig med at nævne alle de ting, hun kunne have nævnt, hvis hun ville, og således kan debatten for alvor gå i gang.  Der går ikke lang tid, før man begynder at spotte slikposernes ankomst til Folketingssalen.  Af uransagelige årsager går der slikpose i den, når Folketinget skal samles til både åbnings- og afslutningsdebatten. Det virker til, at de har gang i en intern konkurrence om, hvilket parti der kan lave flest opslag på de sociale medier, hvori der indgår slik.  Det minder mig om dengang, man gik i niende klasse og skulle til de afsluttende skriftlige eksamener. Til de almindelige skoletimer måtte man naturligvis ikke have mad med, men det måtte man altså gerne til eksamenerne, hvilket halvdelen af 9.b’s drenge udnyttede til at tage to poser gifler, tre Dumle-slikkepinde, en pose Stjernemix og tre af de der sorte sambaer med. Bare fordi de kunne. Ligeledes er forskellige partier gået amok.  Kort før frokostpausen klokken 12 møder jeg en, der arbejder for Moderaterne, som står ude foran døren til Folketingssalen med en bakke med rød-hvide slikposer og venter på, at de voksne mennesker kan komme ud at hente dem.  Inger Støjberg har skrevet en personlig hilsen til hver af sine partikollegaer på en pose og uddelt disse. Angiveligt åbnede Susie Jessen (DD) allerede sin klokken 10. Anderledes fornuftig var Mette Abildgaard, der står for de Konservatives. Hun venter med at dele ud til efter frokost. Jeg spørger Sólbjørg Jakobsen (LA), der varetager Alex Vanopslaghs opgaver, mens han er på barsel, om også de har slik med.  “Nej! Ole (Birk Olesen, red.) synes, det er for børnehavet at gå og dele slik ud,” svarer hun. Senere på dagen lægger Socialdemokratiet en video på Instagram, hvor de spørger medlemmerne, hvad de har i deres taske. Uopsigtsvækkende mange af dem går rundt med slik.

Jens Heimburgers stræben efter magt var for 25 år siden så voldsom, at det var med til at koste ham en politisk karriere hos Det Konservative Folkeparti.  Men gennem de seneste år har den kontroversielle og driftige erhvervsmand indtaget en central og meget magtfuld rolle i Moderaterne, hvor han har haft en finger med i spillet alle steder. “Det er ham, der styrer Moderaterne,” lyder det fra en central kilde i miljøet omkring partiet. På baggrund af interne dokumenter og samtaler med en lang række kilder afdækker Frihedsbrevet i denne artikel Heimburgers magt hos regeringspartiet og tegner et portræt af Moderaternes edderkop. 

Flere kommuner har begået en række alvorlige lovbrud og anbragt syge børn og voksne på et ulovligt socialt tilbud, der er blevet forgyldt med millioner af skattekroner. Stedet er blandt andet ejet af den tidligere islamistiske ekstremist Khazar Alexander Malik.  Det sociale tilbud har været forbundet med den skandaleramte bostedskæde Frisk-Pust, men har ikke været lovpligtigt registreret hos socialtilsynet, der altså ikke har kunnet holde øje med stedets kvalitet og de svage borgeres ve og vel.  Vejen Kommune har på bare et år betalt mere end fire millioner skattekroner for, at stedet skulle tage sig af et 14-årigt autistisk barn. Barnet blev tilbudt såkaldte puff bars af personalet, så han ifølge dem var mere “rolig”. En professor i socialret kalder kommunernes arbejde “udueligt” og “en meget, meget grov tilsidesættelse af reglerne”.

Den farverige marketingsmand Bo Bomuld Hamilton-Wittendorff har fået store ordrer fra den offentligt ejede Odense Havn på samlet mindst en million kroner, siger han selv.  Men det er hans svoger, Tony Hamilton, der er vicedirektør for Odense Havn og øverst ansvarlig for salgs- og marketingafdelingen i det kommunalt ejede selskab.  De to har et tæt forhold og nyder ifølge sociale medier hinandens selskab med årlige vinrejser og koncerter. Odense Havn er yderst sparsomme med detaljer om det tætte samarbejde, nægter at udlevere bilag og vil ikke kommentere på ansættelsen eller svare på spørgsmål om den i øvrigt.  “Vi driver havn inden for lovens rammer, og jeg har ikke yderligere kommentarer," siger vicedirektør Tony Hamilton til Frihedsbrevet. Men efter kritik fra en ekspert og flere byrødder, fortæller havnen nu til Frihedsbrevet, at alle nødvendige foranstaltninger er sat i værk for at undgå inhabilitet, havnen nægter dog fortsat at udlevere konkrete detaljer om samarbejdet.

Det var en solstrålehistorie uden lige, da Moderaterne kort tid efter partiets stiftelse tog vælgerne med storm, blev Danmarks tredjestørste parti og nappede 16 mandater ved folketingsvalget i 2022. Med klare politiske dagsordener og en skarp iscenesættelse af partiformand Lars Løkke Rasmussen formåede Moderaterne at få en plads i det gode selskab og skrive sig ind i Danmarkshistorien ved at indtage regeringskontorerne, bare seks måneder efter at partiet – på selveste grundlovsdag den 5. juni 2022– havde set dagens lys. Det har altid blafret i vinden, hvem der støbte det økonomiske fundament bag Moderaterne og Lars Løkke Rasmussen. Der er skrabet millioner af kroner ind gennem den hemmelighedsfulde erhvervsklub Det Erhvervspolitiske Mødested, der er skabt af en forening med det noget ukarakteristiske navn Foreningen af 8. januar 2021, som lagde kimen til det, der blev til Moderaterne på grundlovsdag 5. juni 2022. Men en praksis om mørklagte regnskaber og skjulte erhvervsfolk i pengeklubben har gjort det umuligt for offentligheden at få indblik i, hvilke donorer der gjorde folketingsdrømmen mulig for Lars Løkke og co. Indtil nu. Frihedsbrevet kan i dag afsløre, hvem der i det skjulte har finansieret Løkkes drøm. Vi kan samtidig beskrive den sammensatte gruppe af erhvervsinteresser og rigmænd, der gennem foreningen har postet penge i partiet – og hvor afgørende erhvervsklubbens midler har været for partiets opstart.