Christina Lagoni

I april 2025 husede et kommunalt ejet kulturhus flere arrangementer med den kontroversielle moské Masjid al-Faruq som vært. Moskéen er foruden at have tætte forbindelser til Hizb ut-Tahrir også berygtet for at være den moské, som Krudttønden-terroristen Omar El-Hussein besøgte, og har også dannet rammer om islamiske prædikener, der opfordrer til drab på jøder. Hos Københavns Kommune, som ejer lokalerne, lyder forklaringen, at kommunen ikke vidste, at lejeren var den omstridte moské.

Præsidenten for en Hells Angels-afdeling på Fyn – toprockeren Nick Carsten Nielsen – har været dybt involveret i en spritny millionrenovering af havnebadet på Islands Brygge. Det dokumenterer billeder, som Frihedsbrevet har taget under byggeriet.  Faktisk har HA-præsidenten ifølge Frihedsbrevets oplysninger fungeret som en form for leder af det kommunale renoveringsprojekt.  Forelagt sagen og Nick Carsten Nielsens status som toprocker oplyser Københavns Kommune, at man ikke har været “bekendt med de her oplyste oplysninger om vedkommende”.

Lars Løkke Rasmussen har sendt sig selv på sommerferie og er – hvis man ser bort fra et par enkelte pip fra partiets sociale medier – praktisk talt gået under jorden.  Han ligger formentlig og grubler over, hvad der møder ham, når han vender snuden hjemover og skal tilbage til dansk politik.  I dag vil jeg derfor benytte lejligheden til at slå fast med cirkustelt-pløkker, hvad Lars Løkke med sikkerhed vender tilbage til og kan forvente sig af Frihedsbrevet på den anden side af sommerferien.   Man kunne nemlig godt fristes til at tro, at Lars Løkke og Moderaterne går rundt og håber, at en god lang sommerferie kan slette de grimme minder om, hvad der egentlig var på dagsordenen, inden den stod på strandtur.  Det er dog – heldigvis, får jeg lyst til at sige – ikke alle hos Moderaterne, der er gået på ferie.  Ja, man kunne faktisk godt mistænke sommerholdet for at have tænkt, at sommer er lig med cirkus, og at et rigtig godt klovneshow sidder i kroppen så længe, at ingen kan huske, hvad der gik forud.

Klokken var 21.36, da politiet efter anmeldelse om skyderi tirsdag aften talstærkt rykkede ud til en parkeringsplads ved boligområdet Grankoglen i Glostrup. Fremme på stedet lå en 30-årig mand tæt ved sin bil og var ramt af skud. Han blev straks kørt til hospitalet i en ambulance. Offeret har tidligere været en del af det kriminelle miljø i Københavns Nordvestkvarter og blev i første omgang meldt i kritisk tilstand. Ifølge Ekstra Bladets oplysninger var han ramt af tre skud i hovedet, hvilket straks udløste rygter på sociale medier om, at han ikke ville overleve. Torsdag gik et familiemedlem til den sårede dog til tasterne med en opdatering: “Min bror har det godt, og operationen gik godt. Han overlever og er inshallah meget snart på benene.” Familiemedlemmet har tidligere også selv været en del af det kriminelle miljø, men er i dag kendt som forfatter og deltager i debatten om unges vej væk fra kriminalitet. Han har også medvirket i film om emnet.

I denne uges Fri Tænkning ser jeg på de seneste to ugers drama i Ukraine, hvor præsident Zelenskyj forsøgte et kup mod antikorruptionsmyndighederne, der er ude med riven efter folk i hans inderkreds. Zelenskyj havde imidlertid gjort regning uden vært. EU’s trusler om stop for finansiering og demonstrationer i flere ukrainske byer fik den ukrainske præsident til at vende på en tallerken, men nu står han svækket tilbage, og de vestlige regeringers officielle fortælling om Ukraine som et demokrati er kollapset. Lad os begynde med Joe Biden. Som USA's vicepræsident aflagde han i marts 2016 et af mange besøg i Kyiv, hvor regeringen ventede på en lånegaranti fra Den Internationale Valutafond på en milliard dollar. Ifølge Bidens egen forklaring advarede han i direkte vendinger den daværende præsident Petro Porosjenko om, at garantien ikke ville blive udstedt, med mindre Porosjenko afsatte landets rigsadvokat.  Og det skulle være her og nu, altså inden Bidens fly seks timer senere lettede fra lufthavnen i Kyiv. Efter lidt debat frem og tilbage gjorde den ukrainske præsident, som Biden krævede. Ifølge Biden og den amerikanske regering skyldtes det, at rigsadvokaten ikke slog tilstrækkeligt hårdt ned på korruption i Ukraine, der var – og er – et ekstremt korrupt land. Det penible i den daværende situation var, at Bidens søn Hunter uden faglige forudsætninger havde fået en plads i bestyrelsen hos det ukrainske energiselskab Burisma til en hyre på 80.000 dollars om måneden, og anklagemyndigheden havde nogle år tidligere efterforsket netop den virksomhed for korruption, men ikke i den periode, hvor Hunter Biden sad i bestyrelsen. Episoden illustrerer en dybest set usund relation mellem Ukraine og Vesten. Som følge af Ukraines totale afhængighed af økonomisk og militær bistand fra USA og EU har Bruxelles og Washington vidtgående indflydelse på Kyivs indenrigspolitik og udnævnelse af personer til nøgleposter. Det så man et kuriøst eksempel på helt tilbage i 2014, da USA's daværende viceudenrigsminister Victoria Nuland i en aflyttet telefonsamtale med den amerikanske ambassadør i Kyiv gjorde det klart, hvem der skulle have posten som Ukraines næste premierminister og i øvrigt bad EU gå ad helvedes til, fordi man i Bruxelles foretrak en anden kandidat. USA fik sin vilje. Og siden da er Vestens kontrol med den politiske proces i Ukraine kun blevet stærkere, selvom den mest foregår bag kulisserne. Hvis man ønsker at anlægge et positivt spin på denne afhængighed, kan man fortælle en historie om, at det er afgørende for bekæmpelse af korruption og magtmisbrug og for at bistå Ukraine på vejen mod EU-medlemskab. Hvis man derimod er knapt så positivt anlagt, kan man pege på, at det gør Ukraine til et vestligt protektorat uden egentlig suverænitet.

Dette er andet kapitel af Blekingegadens Akademi: En artikelserie i tre dele om den åndelige genfødsel af den berygtede danske bande som i revolutionens navn plyndrede Danmark i to årtier og sendte pengene til en terrorgruppe i Mellemøsten – en praksis, som i forlængelse af Gaza-konflikten nu studeres af en ny generation.  Hvis du ikke har læst eller lyttet til det første kapitel, anbefaler vi, at du gør det først. Artikelserien kan også lyttes som en lydfortælling.  Torkil Lauesens masterclass i Amsterdam i juni var rig på detaljer. Men også på udeladelser.  For mens Torkil Lauesen med stolthed i stemmen indførte den nye generation af revolutionære unge i, hvordan Blekingegadebanden med grundighed og stor kreativitet undgik at blive afsløret gennem to årtier, sprang han behændigt over de blodige og mest ekstreme kapitler i fortællingen om banden. Vil man forstå, hvilke erfaringer og idéer, som den nye generation af revolutionære faktisk dyrker, når de hylder Torkil Lauesen, må vi derfor genfortælle historien om ham og Blekingegadebanden med afsæt i alt det, som han ikke selv fortæller.  Historien om den livslange dedikation til PFLP og verdensrevolutionen begynder i en ørken for et halvt århundrede siden. Begyndelsen, Jordan, 1970 Ved en nedlagt militærflyvebase står et dansk par og observerer en palæstinensisk terrorgruppe udføre en gidseltagning af flere end 400 passagerer fra tre forskellige fly, der er plastret til med sprængstoffer.  Synet er ikke noget, den 47-årige Gotfred Appel fra Taastrup eller hans ti år yngre kæreste, Ulla Hauton, forarges eller rystes af.

Først fik socialrådgiveren Dijana Bøndergaard ansvaret for at anbringe udsatte børn fra Slagelse Kommune i private sociale tilbud. Og derefter faldt valget på velfærdsvirksomheden Vidar. En virksomhed, hvis ejer hedder Casper Bøndergaard, der, som navnet indikerer, har en relation til Dijana Bøndergaard.  De to er gift, og da kommunen pludselig begyndte at sende børn og unge til Vidars akuttilbud, begyndte millionerne også at strømme ind hos Casper Bøndergaard, har Frihedsbrevet tidligere kunnet afsløre.

Nedkastningen af over fire tons våben og ammunition i 1995 har medvirket til, at Danmark og Indien i mange år har haft et usædvanligt køligt forhold. Nu tager den indiske ambassadør til Danmark bladet fra munden i et interview med Frihedsbrevet. “Vi har brug for en løsning,” siger ambassadøren, som vil have den danske statsborger Niels Holck udleveret for den rolle, han spillede i våbennedkastningen.

438 mindreårige er forsvundet fra de danske asylcentre siden den 1. januar 2021, viser nye tal, som Frihedsbrevet har fået aktindsigt i.  Myndighederne svigter, og strukturelt mangler der en indsats, når mindreårige flygtningebørn, der kommer til Danmark uden forældre, forsvinder, lyder kritikken fra generalsekretæren for Red Barnet, Johanne Schmidt-Nielsen. “Disse børn har ret til beskyttelse og sikkerhed,” mener hun og efterlyser nationale retningslinjer for politiet.

Iført partisanertørklæde og med stor selvtilfredshed i stemmen indtog 73-årige Torkil Lauesen for nylig en scene i Amsterdam.  Han gik formentlig ud fra, at det kun var de cirka 100 fremmødte fans og sympatisører fra den yderste venstrefløj i salen, der lyttede med.  Som et af de centrale medlemmer af Blekingegadebanden var Torkil Lauesen med til at begå en række voldsomme røverier i Danmark gennem 1970’erne og 1980’erne; alt sammen for at sende våben og stjålne millioner til terrorgruppen Folkefronten til Palæstinas Befrielse, PFLP.  Og her stod han nu foran en ny generation, der anså ham for at være en blanding mellem en rockstjerne, Che Guevara og Malcolm X.  Han fortalte anekdoter fra den ekstremt voldsparate bandes tid, der gik rent hjem hos publikum. Han opildnede ungdommen til at skride til handling og delte en række sandheder med de fremmødte – eller i hvert fald de sandheder, han havde lyst til at turnere med.  Hvad Torkil Lauesen derimod ikke vidste denne sommeraften i 2025 var, at Frihedsbrevet også var bænket i salen og optog hele det fire timer lange foredrag.