Christina Lagoni

Til denne uges Fri Tænkning har jeg talt med den prisvindende finske forfatter Kjell Westö om hans seneste roman Skumring 41, der foregår i perioden fra januar 1940 til det tidlige efterår 1941.  Westö tilhører det svensktalende mindretal i Finland, finlandssvenskere, som udgør omkring 290.000 borgere svarende til 5,2 procent af befolkningen. Svensk er på linje med finsk et officielt anerkendt sprog i Finland. Skumring 41 er Westös niende roman. Hans bøger er oversat til flere end 20 sprog. Vi talte om Finlands historie i det 20. århundrede, om tabuer og ømme punkter, hvad der adskiller Finland fra de øvrige nordiske lande, og hvorfor Westö i en tid, hvor den autofiktive genre dominerer litteraturen, insisterer på retten til at skrive fiktion og skabe karakterer, der alene er et produkt af forfatterens fantasi. Endelig bad jeg Westö anbefale tre romaner fra en krigstid, som han ikke selv er forfatter til.   Kjell Westö har skrevet romaner i over 30 år. Han har skrevet historiske romaner og samtidsromaner. Han har skrevet romaner om, hvordan det moderne Finland blev til; fra 1890’erne og til selvstændigheden i 1917, om den efterfølgende borgerkrig i 1918 og de urolige og utrygge år frem mod Anden Verdenskrig.  Den 64-årige Westö har også skrevet romaner om Finland i efterkrigstiden, heriblandt Den svovlgule himmel, den første af hans romaner, jeg selv læste, og som blæste mig omkuld.  Men Anden Verdenskrig og Finlands to krige mod Sovjetunionen, den første – vinterkrigen – i 1939 og 1940 og den anden – fortsættelseskrigen – fra sommeren 1941 til 1944, er Westö indtil nu gået i en stor bue udenom. Det tabu bryder han imidlertid i sin seneste roman Skumring 41, der udkom på dansk sidste år. Bogen er dedikeret til forfatterens bedsteforældre på hans fars og mors side: Erling Westö (1911-1940) og Gunnar Hedberg (1912-1941), og netop deres tragiske skæbne og de skygger, det har kastet over familiehistorien, holdt i mange år forfatteren tilbage fra at skrive om den tid.

Det var en spændingens dag, da de nye – og ikke mindst længe ventede – ejendomsvurderinger efter flere års forsinkelse endelig landede den 12. september 2023, og i omegnen af 1,7 millioner danske boligejere kunne få adgang til den vurdering, der skulle gøre op med de historiske og misvisende værdisættelser. Men det tal, der mødte en stor del af de mange danskere, viste sig at skabe større frustration end afklaring. Vurderingerne var spækket med fejl, og i tusindvis af tilfælde var de mere skæve end de vurderinger, myndighederne havde lovet at rette op på.  Siden har medierne afdækket den ene skøre fortælling efter den anden om vurderinger milevidt fra boligernes egentlige markedsværdi.  Men lige så stor energi, medierne lagde i at grave sagerne om de skæve vurderinger frem, lige så meget energi lagde myndigheden bag de famøse ejendomsvurderinger – Vurderingsstyrelsen – i at forberede sig på det mediestormvejr, der lurede i horisonten. For styrelsen var udmærket klar over, at det, der ventede dem, når først vurderingerne blev offentlige, var hård kost.  Frihedsbrevet kan nu give et indblik i, hvad der skete på de indre linjer, da  Vurderingsstyrelsen rustede sig til at komme under beskydning. Dokumenter, som Frihedsbrevet har fået aktindsigt i, tegner et billede af en rådvild styrelse, der var villig til at kaste millioner efter et værn mod kritik for at få en skandalesag til at tage sig lidt bedre ud.

Det er mere end to uger siden, at Danmark blev ramt af sværmende droner over civile lufthavne og militære anlæg.  Men de danske myndigheder virker stadig til at være på bar bund, og danskerne har ikke fået fremlagt et eneste bevis.  Frihedsbrevet gennemgår sagen og kommer med nye oplysninger om Danmarks droneberedskab eller mangel på samme.  Det var en såkaldt “kapabel aktør”, der stod bag, fortalte myndighederne. Hensigten var at vise sig frem, og de sværmede over lufthavne og militære anlæg med både tændte og slukkede lygter. Det var fjendtlige droner, der skulle skræmme os. Aktøren ville os det ondt.  Danmark var ramt af angreb, fortalte statsminister Mette Frederiksen, og justitsminister Peter Hummelgaard sammenlignede hændelserne med tiden efter terrorangrebet 11. september.  Det her var “den nye virkelighed for Danmark,” og det mest alvorlige “risikobillede” siden 2. Verdenskrig, lød det.  Danmark fik hjælp og støtte fra udlandet i forbindelse med det netop afholdte EU-topmøde, og på et pressemøde kunne chefen for Forsvarets Efterretningstjeneste fortælle, at Rusland fører “hybridkrig mod Danmark og Vesten”.  De dystre meldinger kom i kølvandet på, at der også havde været meldinger om, at droner var observeret i flere andre europæiske lande.  De danske myndigheder anede ikke, hvor dronerne kom fra, eller hvor de fløj hen, og talspersonerne havde svært ved at forklare, hvorfor man ikke havde skudt nogen af dronerne ned. Nu skulle Forsvaret skyde dronerne ned med haglgeværer, kunne TV 2 fortælle.

Dette er et debatindlæg og et udtryk for skribentens holdning. Michael Wallin er tidligere chefjurist i Kalundborg Kommune, advokat og ekstern lektor ved Københavns Universitet og Copenhagen Business School. Jeg har som tidligere chefjurist i Kalundborg Kommune fulgt med i de seneste afsløringer i Frihedsbrevet, hvor det er blevet afdækket, hvordan Kalundborg Kommune systematisk har fungeret som partsrepræsentant i forbindelse med ejendomshandler med private borgere. Det er ikke overraskende. Af hensyn til min tavshedspligt og mit virke som advokat kan jeg ikke kommentere enkelte sager, men jeg kan tiltræde vurderingen fra Frederik Waage, professor i forvaltningsret, der fastslår: “Kalundborg Kommune går ind og bliver partsrepræsentant for en privat virksomhed. Det er usagligt – og det er magtfordrejning. […].” I den forbindelse kan jeg som ekstern lektor ved Københavns Universitet tilføje, at selv mine studerende i forvaltningsret kunne regne det ud – selv om de kun lige var startet på jurastudiet. Topembedsmændene i Kalundborg Kommune, hvoraf den ene – kommunaldirektør Jan Lysgaard Thomsen – er jurist, ved det også.

Der var ikke nogen, der tog videre notits af det i det magtfulde økonomiudvalg. Flere bemærkede dog, at Slagelses Venstre-borgmester Knud Vincents var meget engageret i at købe landejendommen Kruusesminde, der skulle omdannes til naturskole. Og det skulle gå hurtigt, da den økonomisk trængte kommune skulle spendere de 27 millioner kroner, husker flere. Men der var tilsyneladende ikke nogen i byrådet, der vidste, at Knud Vincents var dybt involveret i, at Slagelse Kommune købte landejendommen af en landmand, som borgmesteren i flere sammenhænge har plejet omgang med. Lige indtil nu. I dag kan Frihedsbrevet løfte sløret for, at Knud Vincents i det skjulte har spillet en central nøglerolle i, at kommunen skulle købe den 260 hektar store landejendom af en landmand, som Knud Vincents – der selv er landmand – kendte fra både en landboorganisation og en Venstre-partiforening.

I Dansk Folkeparti er man ikke kendt for at vige uden om en kritik af Danmarks Radio. I virkeligheden er det en årelang tradition, der handler om at holde øje med, hvad vores alle sammens skattekroner går til. Og hvis der kan findes en politisk slagside blandt det skattefinansierede indhold, står man som god DF’er ikke tilbage for et saftigt indspark. På det seneste har det handlet om DR’s Grønlandsdokumentar eller DR’s Talentholds ansættelse af den 28-årige Harald Toksværd, som nu er blevet fyret igen. Ej at forglemme da en vært på TV Avisen havde en halskæde på, som Dansk Folkeparti mente måtte være et islamisk symbol. Men måske er der alligevel fælles front mellem DR og DF. Sådan var det i hvert fald for nylig, da Frihedsbrevets chefredaktør Mads Brügger gik sin stuegang på Christiansborg. Her oplevede han noget, som først så ganske almindeligt ud. Brügger gik forbi DR’s undersøgende korrespondent Line Gertsen, der var i fuld færd med at interviewe DF’eren Mette Thiesen for rullende kamera. De talte om politiet.

Det siges, at begyndelser er svære, så derfor er det en god ide at have flere bud på skitseblokken.  Jeg har for eksempel den her i baghånden:  “Denne stuegang er noget ud over det sædvanlige. Hvis jeg selv skal sige det. Jeg taler med Ungarns statsminister Viktor Orbán om, hvilket land der er mest demokratisk; Danmark eller Ungarn. Og jeg spørger Kroatiens statsminister Andrej Plenković, om han vil dø for sit land, ligesom at Mette Frederiksen (S) vil dø for Danmark. Desuden er jeg til pressemøde om chatkontrol inde i den dybe stats sakristi, nemlig Justitsministeriet. Og så er jeg øjenvidne til, at en DR-reporter laver indhold til sociale medier for et medlem af Dansk Folkeparti.”  En mindre selfie-journalistisk måde at slå tonen an på er den her:  “Eftersynet af danskernes beskyttelsesrum trækker ud. Det var ellers tilbage i maj måned, længe før at hybridkrigen kom til Danmark, at vores højt elskede beredskabsminister Torsten Schack Pedersen (V) erklærede, at nu skulle nationens beskyttelsesrum tages ud af mølposen og bringes up to date, startende med et eftersyn. Men som Jyllands-Posten har opdaget det, så er eftersynet her 4-5 måneder senere stadig ikke kommet i gang af den utrolige årsag, at Beredskabsministeriet tilsyneladende ikke har været i stand til at formulere noget så basalt som en tjekliste.  “Jeg er utålmodig”, sagde beredskabsministeren forleden dag til TV 2 News om problemet og tilføjede så, at det alligevel var “rettidig omhu”, og så ved vi jo allesammen godt hvad klokken er slået.” Den helt korte begyndelse er den her:  “Dagen før EU-topmødet satte hele statens sikkerhedsapparat sig tungt på Københavns centrum, og ved aftentide lød byen, som metropoler i politistater lyder; der var bomstille. Det var ellers kun i Pyongyang, Nordkoreas hovedstad, at jeg før havde hørt en storby, der var så stille om natten, som København var blevet det, og denne stilhed fyldte mig med en dyb rædsel.” Disse indledninger kan alle sammen noget, men efter moden overvejelse har jeg besluttet mig for at gå med mit fjerde bud:  “De higer og søger i gamle bøger, i oplukte høje, med spejdende øje,” gjorde pressen på Christiansborg. For rygtet sagde nemlig, at den mest magtfulde embedsmand i kongeriget, Statsministerets departementschef Barbara Beatrice Bertelsen, var blevet full blown bims. Jeg havde hørt det, og mine kolleger havde hørt det. Selv de mest loyale BBB-støtter var enige om det; Barbara Bertelsen var blevet helt gak gak på grund af det med dronerne.  Dronerne? Ja, dronerne. Var de der overhovedet, eller var det hele bare en kollektiv luftspejling af vores inderste frygt? Det var til at blive skør af, og det var netop det, som Statsministeriets departementschef var blevet, sagde rygtet. Og hvis hun var gået fra snøvsen, hvad så med den magtsyge herskerinde, som hun tjener under, nemlig socialdemokratismens Jezabel, statsminister Mette Frederiksen?  Dette pikante spørgsmål rungede effektfuldt i Borgens gange, men ligesom med så meget andet i den politiske verden kunne det også sagtens være, at det hele bare var ammestuesnak, som man virkelig burde holde sig for god til at bringe videre.  Derfor må jeg rent principielt tage den dybeste afstand til, at jeg skriver om det her. Personligt var jeg mere optaget af, at jeg skulle ud på en next level stuegang. For hele Ridebanen, som omkranses af Borgen, var blevet fyldt op af enorme, hvide telte. Og i koncentriske ringe omkring denne teltby var der lag på lag af sikkerhedsafspærringer med kontrolposter og snigskytter og maskiner til at scanne tasker og menneskekroppe med. Og fra Tyskland, Frankrig og Sverige var der blevet sendt såkaldte “antidrone-kapaciteter” til København, hvis nu Putin skulle formaste sig til at flyve droner hen over Slotsholmen. 

Danmarks udenrigsminister Lars Løkke Rasmussen (M) og konen Sólrun har tjent godt til opsparingen ved at leje en lille del af deres hus i Græsted ud.  En lille “lejlighed” på 37 kvadratmeter til knap 8.000 kroner om måneden.    Frihedsbrevet har talt med den enlige buschauffør Claes Hoppe, der sammen med sin hund har boet på Løkkes matrikel i et år. Han fortæller, at Løkke-parret trods gentagne rykkere ikke kunne fremsende en lejekontrakt, og at lejemålet fremstod beskidt med spindelvæv, da han flyttede ind. Ifølge 50-årige Claes Hoppe blev resten af huset udlejet på Airbnb til mestendels udenlandske håndværkere.

“Nothing is easy  When you build to reach the sky But look how far we′ve come The ground is gone I was afraid of heights till you said,” lyder det fra forsangeren i det coverband, der er blevet placeret på et sidestykke til hovedscenen i Odense Congress Center. Og så kommer de. Stephanie Lose og Troels Lund Poulsen, der desuden har sin datter med på armen, indtager scenen på Venstres landsmøde til tonerne af Jonah Blacksmiths optimistiske “Up”. Og de går og smiler og vinker, mens salen klapper ukritisk af disse to, der har ført dem til de stagnerede 10 procent i meningsmålingerne. I skrivende stund forudser den nyeste meningsmåling fra Voxmeter blot 9,5 procent, men de ligger gerne mellem de ni og 11 procent, hvilket er smerteligt lavere end de 13,3 procent, som de fik ved folketingsvalget i 2022. Det er den 5. oktober, og det er første dag af Venstres landsmøde, der holdes her i weekenden i Odense Congress Center, hvilket er noget atypisk for det gamle bondeparti, der har for vane at holde sin komsammen i Herning. Det er inden for de selvsamme odenseanske mure, at Venstre i juni 2014 holdt det notoriske syv timer lange ekstraordinære hovedbestyrelsesmøde. Mødet kom på baggrund af Lars Løkkes (M) GGGI-skandale og bilagssager, og den endelige udløser for mødet var det elendige EP-valg.

I et patosfyldt reklamespot fortæller skuespiller Troels Thorsen, der er kendt fra flere film og tv-serier, hvordan hans demente mor ikke længere kan genkende ham. “Kan det virkelig passe, at vi skal vente flere måneder på en udredning?” spørger han i reklamen, der er blevet sendt på TV 2 og sociale medier. Herefter replicerer en varm mandestemme i en speak: “Vidste du, at du har ret til hurtig udredning? Hos Din Patientguide finder du råd og vejledning om dine patientrettigheder.” Reklamen slutter med at opremse telefonnummeret til Din Patientguide, som Danmarks største velfærdskoncern Carelink driver for finanslovsmidler. Der er bare et meget alvorligt problem.  Reklamens budskab er ifølge regionerne så misvisende, at de har slået alarm til Sundhedsstyrelsen. “Indholdet må betragtes som vildledende,” skriver de fem regioner i et fælles brev til Sundhedsstyrelsen.