Christina Lagoni

christina@frihedsbrevet.dk

Mary ven­te­de i 996 dage: Ofre for vold og over­greb efter­la­des uden ret­fær­dig­hed i åre­vis

Ofre for vold og seksuelle overgreb må ofte vente længe på retfærdighed.  Der er nemlig sket en stigning i, hvor lang tid der går, fra at man anmelder en forbrydelse, til at gerningsmanden bliver dømt – for seksualforbrydelser gik der i 2023 i gennemsnit 453 dage, mens det for vold lød på 292 dage, viser nye tal fra Justitsministeriet.  Det er på trods af, at flere justitsministre gennem en årrække har lovet at nedbringe ventetiden.  “Det er komplet uforsvarligt og krænkende for ofrene, at det skal tage så lang tid, før man bliver dømt,” siger Danmarksdemokraternes retsordfører, Betina Kastbjerg.

Lars Boje Mat­hie­sen kal­der Trumps valg­ne­der­lag i 2020 “de fak­tu­el­le for­hold”, men på de soci­a­le medi­er afvi­ste han at sva­re ja eller nej 

Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix

Lars Boje Mathiesen fik ret i sin forudsigelse, da han allerede tirsdag morgen erklærede Donald Trump som vinder af det amerikanske præsidentvalg.  “I det her tilfælde er det ren matematik :-),” skrev han på det sociale medie X og henviste til resultaterne for optællingen af de første stemmer i USA’s syv svingstater.  Mindre klar i mælet var partistifteren, da en bruger nogle uger forinden spurgte, om Lars Boje Mathiesen ville svare på, om Donald Trump tabte valget i 2020 “på helt fair vis”.  “Hvor skulle jeg vide det fra,” svarede Boje og kaldte spørgsmålet “langt mere kompliceret” end et simpelt ja/nej-svar.

Hvem er ban­ge for den sto­re styg­ge Trump?

I denne uges Fri Tænkning reflekterer jeg over en meningsmåling, der viser, at danskerne er det land i Europa, hvor opbakningen til Demokraternes kandidat og det amerikanske præsidentvalgs taber, Kamala Harris, har været størst. Desuden ser jeg nærmere på Donald Trumps ambitioner om hurtigst muligt at få gjort en ende på krigen i Ukraine. Er det realistisk, og hvilke alternativer er der?

Fri Mads #135: Okto­be­r­over­ra­skel­sen

Illustration: Malthe Emil Kibsgaard

Som de gode mennesker ovre hos Zetland så rigtigt siger det:  “Vi brænder for at fortælle om det vigtige, der sker i verden, men for tiden taler vi meget med hinanden om, at det er svært at holde modet oppe. Når selv journalisterne får lyst til at slukke for verden, hvad gør man så?”  Ja, hvad gør man så? Hvad gør man, når der er sket noget, der er så forfærdeligt, at man fattes ord? Sandt at sige har jeg selv været på nippet til at give op, hvilket er medvirkende til, at jeg er flere uger bagud med mine reportager fra Folketinget. Man kan godt kalde det en skriveblokering, men det er nok for mildt et udtryk for en tilstand, hvor livet har mistet sin mening.

Send­te tusin­der af dan­ske­re i gælds­hel­ve­de – nu for­sker han i at gøre det let­te­re at krad­se pen­ge ind

Illustration: Malthe Emil Kibsgaard

Forretningsmodellen lyder kynisk. Først sælger du kviklån for hundredvis af millioner kroner til forbrugere, du ved ikke kan betale lånene tilbage.  Dernæst sender du de dårlige betalere til dit eget inkassofirma, hvor du derefter tjener styrtende på rykkergebyrer, renter og afdragsordninger.  Sådan lød forretningsmodellen for en dansk finanskoncern, inden kviklånsloven fik sat en stopper for virksomheden.

Poli­ti­ker­nes til­lid til psy­ki­a­tri­top­pen i Region Midtjyl­land er svæk­ket efter skan­da­lesa­ger

Politikernes tillid til hospitalsledelsen i Region Midtjylland skal i dag stå til en foreløbig prøve.  Det sker på et regionsrådsmøde, hvor en foreløbig redegørelse om psykiatriskandalen i Randers er på dagsordenen.  Redegørelsen kommer efter Frihedsbrevets afdækning af, hvordan flere ledelsesniveauer i psykiatrien i Region Midtjylland blev advaret adskillige gange om alvorlige svigt af patienter. Svigt som en tidligere ledende overlæge er anklaget for at bære hovedansvaret for. Frihedsbrevet har afdækket, at Styrelsen for Patientsikkerhed er blevet advaret om overlægen Kristian Kærup Sloth syv gange i sagen uden at opdage de alvorlige fejl, han nu anklages for.

Kam­pen om mar­gi­na­ler­ne: Fri­heds­bre­vets gui­de til det ame­ri­kan­ske valg

Foto: Carol Guzy/Zuma/Ritzau Scanpix, Kevin Lamarque/Reuters/Ritzau Scanpix

Lad os tage et kig på, hvad der skal til for, at de to kandidater, Kamala Harris og Donald Trump, opnår de nødvendige 270 valgmænd, og ikke mindst hvad man bør holde øje med på valgnatten og i dagene, der følger. Tre delstater i Midtvesten – Michigan, Pennsylvania og Wisconsin – havde i generationer fungeret som en "Blå Mur" for demokratiske præsidentkandidater. Men det sluttede i 2016, da Donald Trump vandt dem alle snævert, hvilket muliggjorde hans overraskende sejr over demokraten Hillary Clinton. Trump var den første republikanske kandidat til at gøre det siden 1980'erne.  Fire år senere vandt Joe Biden præsidentskabet ved at genvinde de tre svingstater i rustbæltet, samtidig med at han også sikrede overraskende sejre i Georgia og Arizona – to stater, der historisk set havde stemt republikansk.  Det er stadig de samme svingstater, du skal have for øje, sammen med North Carolina og Nevada. Og for at gøre det hele en tand mere nervepirrende: Ræset i år er endnu tættere end i 2020. Dengang ville et ryk fra Joe Biden til Donald Trump på blot 43.000 stemmer i de tre stater i rustbæltet have været nok til at give Trump sejren.  Kandidaterne har i den sidste uge turneret rundt i landet i forsøg på at vinde støtte fra uafklarede vælgere i de syv svingstater og rykke på marginalerne.

Søren Gades gave­bod slår til igen: Poli­ti­ke­re fik udbe­talt fem mil­li­o­ner ulov­ligt – men skal ikke beta­le dem til­ba­ge 

Illustration: Malthe Emil Kibsgaard

Folketingets medlemmer har i strid med reglerne modtaget fem millioner kroner i kørselsgodtgørelse, som de ikke skulle have haft. Men i stedet for at kræve pengene tilbagebetalt har Folketingets ledelse, anført af Søren Gade (V), besluttet at eftergive beløbet.

Har­ris og Trump bin­der sløj­fe på tumul­ta­risk valg­kamp

Illustration: Malthe Emil Kibsgaard

Aftenens amerikanske præsidentvalg bliver efter alt at dømme som at slå plat eller krone. Det er det tætteste nogensinde i landets historie, og de afgørende svingstater ligger inden for den statistiske usikkerhed, hvilket betyder, at ingen af kandidaterne har en klar føring. Uanset hvad målingerne, sofaeksperterne på X eller betting-hjemmesiderne spår, er der ingen klar favorit, og ingen som ved, hvad der kommer til at ske.  Ikke desto mindre ved vi en hel del om valget. Vi ved, at selv de mindste ryk i en håndfuld svingstater kan gøre forskellen. Vi ved, hvilke emner og vælgergrupper, der har domineret valgkampen og amerikansk politik i bred forstand i Trump-årene. Og vi ved, hvordan vælgerkorpset typisk opfører sig, når Donald Trumps navn står på stemmesedlen.