Christina Lagoni

Den tidligere hjerneforsker Milena Penkowa, som fik frataget sin doktorgrad og autorisation, er igen kommet i myndighedernes søgelys. Det afslører fire bekymringsskrivelser, der strækker sig helt tilbage fra 2021 og er afsendt fra forskellige fagpersoner. Anklagerne er bredspektrede. De strækker sig over en problematisk vejledning af en psykiatripatient til tvivlsom kræftrådgivning og rådgivning om brug af cannabis-tandpasta og dråber. Sidstnævnte førte ifølge en læge til, at en patient fik selvmordstanker og paranoia, fremgår det af et brev til Styrelsen for Patientsikkerhed fra juni i år. Brevet er sendt af en praktiserende læge fra Nyborg Lægehus. Ifølge lægen havde en patient modtaget en såkaldt "cancerpakke" fra Milena Penkowa. Pakken indeholdt et produkt, der havde så høje koncentrationer af D-vitamin, at patienten næsten “fik målt forgiftningsniveau i en blodprøve for D-vitamin,” skriver lægen. Men det var faktisk slet ikke det værste, skriver lægen i sit brev: “Endvidere har hun (Penkowa, red.) solgt cannabis-dråber og tandpasta, som samlet gav meget høje doser, så min patient blev paranoid og fik så voldsomme selvmordstanker, så (navn anonymiseret, red.) måtte indlægges på psykiatrisk afdeling.”

Beklager mit forsinkede udkomme, men jeg har været på en rejse til Washington D.C., USAs hovedstad, for ved selvsyn at opleve, hvad der sker i et samfund, hvor staten er blevet lukket ned. Den korte version af den oplevelse er, at livet i vid udstrækning går videre. Den lidt længere version er, at Washington er blevet til et sted, hvor det altid er søndag, og det eneste, der stikker ud i landskabet, er grupperne af nationalgardister, som på præsident Donald Trumps ordre vandrer hvileløst rundt i gadebilledet. Som sådan gestalter de udmærket tendensen med en tiltagende sammenblanding af militær og politi, som man ser overalt i den vestlige verden.  Nu hvor jeg er tilbage, vil jeg skynde mig at rette op på efterslæbet, selvom det meste af det, som beskrives nedenfor, efterhånden er en rum tid siden.  Derfor vil jeg starte med det nyeste nye, som er dugfriske informationer, der tilgik mig i fredags:   I Borgens gange har jeg nemlig hørt, at medlemmerne af forsvarsforligskredsen i stigende grad undrer sig over, hvad der foregår med den principielle beslutning om, at Søværnets nye fregatter så vidt muligt skal bygges i Danmark. For efter en langvarig øvelse som mundede ud i, at Frederikshavn blev kåret som byen, hvor de nye fregatter skal samles – i øvrigt til stor ærgrelse for formanden for Esbjerg Havn – er det som om, at forsvarsminister Troels Lund Poulsen (V) på det seneste har trukket i en helt anden retning.  For pludselig er det kommet på banen, at den næste generation fregatter måske i stedet for skal bygges og samles i udlandet. Ikke noget der siges højt, men som mærkes på de indre linjer. Ifølge en kilde hænger dette uventede vejrskifte sammen med ekspertudvalget, der rådgiver Troels Lund Poulsen, og det hænger i særdeleshed – siger rygtet – sammen med udvalgets formand, som er A.P. Møller Mærsks tidligere administrerende direktør Søren Skou. Hvilket giver udmærket mening, for går man tilbage i tidslinjen, kan man nemlig se, at Mærsk og Søren Skou tilbage i april måned af deres hjertes godhed tilbød Danmark at få bygget vores nye krigsskibe på rederiets værft ude i Sydkorea, hvilket Troels Lund Poulsen dengang kvitterede for med at sige, at tilbuddet gjorde ham “meget glad”. Siden fulgte så principbeslutningen om, at de danske krigsskibe i stedet skal bygges og samles i Danmark, men her på det seneste har forligskredsen oplevet at blive belært om problemerne med en dansk model af en hidkaldt ekspert fra Mærsk, og der tales også om studieture til udlandet. Spørgsmålet er så, om Søren Skou og Troels Lund Poulsen varetager Danmarks interesser, eller om de snarere varetager A.P. Møller Mærsks interesser?

Den 14. november sidste år var børne- og undervisningsminister Mattias Tesfaye (S) i et åbent samråd på Christiansborg. Sagens omdrejningspunkt var et omdiskuteret notat fra Randers Kommune. Eftersom den østjyske kommune skulle spare 18 millioner kroner på specialundervisningsområdet, havde byrådet i august sidste år besluttet, at elever, der skulle starte i skole, “som udgangspunkt” ikke måtte begynde i specialundervisningstilbud. Derfor havde Charlotte Broman Mølbæk fra SF kaldt Mattias Tesfaye i samråd. Hun ville have svar på, hvad ministerens holdning var til aftaler, der prioriterede økonomi over barnet. Et springende punkt i samrådet var, om notatet ville resultere i lovbrud. Det er nemlig ulovligt at nægte børn adgang til bestemte specialundervisningstilbud. Den virkning var Charlotte Broman Mølbæk bekymret for, at notatet ville have. Mattias Tesfaye havde dog tillid til Randers Kommune, hvor partifællen Torben Hansen (S) er borgmester. “Hvis vi bliver gjort opmærksom på, at man kører over for rødt, så er vi selvfølgelig forpligtet til at handle på det,” sagde Mattias Tesfaye. Nu viser en skjult optagelse og 16 sager om psykisk sårbare børns skolestart, at Randers Kommune har kørt over for rødt utallige gange efter samrådet. Kommunen har brudt loven i forbindelse med, at den skulle finde en egnet skole, der kunne rumme de små børns mistrivsel og sårbarhed.

I september tikkede en mail ind i Faraz Abolhosseinis indbakke med overskriften “Påtænkt afgørelse om lederkarantæne”. Han er leder på det sociale tilbud Ungebo – et mindre herberg, der for skattekroner fra flere kommuner leverer kernevelfærd til en række omsorgssvigtede, udsatte og hjemløse unge. Afsenderen af mailen var Socialtilsyn Hovedstaden, som også har inddraget godkendelsen til at drive stedet. “Du må i fem år ikke ansættes som leder af eller indgå i bestyrelsen for tilbud, som er godkendt, eller som søger om godkendelse af socialtilsynet,” lyder det i den påtænkte afgørelse. Selskabet bag Ungebo er nu sat under tvangsopløsning, efter tilsynet har gransket Ungebos økonomi. Her fandt man flere mistænkelige udgifter, som øjensynligt gik til at begunstige lederen selv. Gennemgangen førte til, at tilsynet har konkluderet, at den sociale virksomhed “ikke længere har den fornødne organisatoriske, ledelsesmæssige og økonomiske kvalitet”.

En naturlig del af det at stille et parti op til kommunalvalget er at indgå et valgforbund; en alliance med mere eller mindre ligesindede, der er sat i verden for at mindske stemmespild. En praksis, der kun bruges kun ved kommunal-, regional- og EU-valg for at styrke mindre partiers muligheder for at opnå valg. Ved det kommende kommunalvalg i København er der indgået fire valgforbund: Et mellem alle de blå partier (inklusiv Venstre) samt Kristendemokraterne.  Et mellem Socialdemokratiet, Radikale Venstre og Moderaterne. Sidstnævnte parti står pt. til lige omkring en procent i den nyeste meningsmåling fra Epinion. Så er der et mellem SF, Enhedslisten, Alternativet og partiet Demokraterne, der beskriver sig selv som et parti, der ligger “mellem fløjene [og] arbejder for mere demokrati, et nordisk forbund, grøn omstilling, at intet område i Danmark skal være et såkaldt udkantsområde – og at vores forsvarspolitik skal inkludere en indsats for fredsmægling. Vi vil også, at Danmark skal anerkende Palæstina og arbejde for fred og sikkerhed til både israelere og palæstinensere. Derudover vil vi genindføre Store Bededag og indføre skattefinansieret tandpleje – og selv om vi elsker Europa og verden, så vender vi os imod EU´s udemokratiske opbygning og centralisering af magt”. Med andre ord: lidt af hvert. Sidst er der et valgforbund, der er indgået mellem det, der vist bedst kan beskrives som en blandet landhandel: KaosTV, Hampepartiet, DKP – Kommunisterne, Frie Grønne, Kommunistisk Parti, Skamløse Demokrater og Solidarisk Integritet.

Faste læsere af bogmærker skal vænne sig til, at det er en ny, der bestyrer disse spalter. Det skal I, fordi det er mig, der har overtaget stafetten efter omstruktureringer på Frihedsbrevet, hvor vi desværre har måttet sige farvel til chefredaktør Jeppe Findalen.  Jeg har ikke fået en helt lige så fin titel, så derfor ændrer nyhedsbrevets navn sig også en smule, men til gengæld har jeg fået æren af at skrive til dig og ikke mindst lede og fordele det journalistiske arbejde her på Frihedsbrevet, hvilket selvfølgelig er en udsøgt fornøjelse.    Mine meritter ud i det journalistiske vil jeg ikke trætte jer helt vildt med, men vil jeg gerne fortælle en kort anekdote: Da jeg var med til at starte Frihedsbrevet i sin tid, lavede jeg en historie om en stor ejendomskonge, der havde gemt millioner af kroner i et hemmeligt selskab i Panama. Da jeg kontaktede denne direktør med ondt i skatten og sagde, at jeg ringede fra Frihedsbrevet, så udbrød han: “Ååh, nej. Ååååh, nej”.

I denne uges Fri Tænkning ser jeg på den amerikanske instruktør Kathryn Bigelows nye film A House of Dynamite om et atomangreb på USA, der netop har haft premiere på Netflix, og på den debat, filmen har udløst. Mandag den 10. oktober 1983 tilbragte USA's daværende præsident Ronald Reagan på sit landsted Camp David i Marylands skovklædte bjerge, hvor han så tv-filmen The Day After. Den handler om følgerne af et atomangreb på USA og foregår i det, der indtil da havde været Kansas City og omegn, og som dengang havde en befolkning på godt en million indbyggere. Filmen gjorde indtryk på præsidenten.  Reagan betroede sin dagbog, at filmen var ”stærkt lavet”, ”meget effektiv” og at den gjorde ham ”virkelig deprimeret”, hvorpå han tilføjede: ”Om den vil være til hjælp for dem, der er imod atomvåben, kan jeg ikke sige. Min egen reaktion var, at vi er nødt til at gøre alt for at kunne afskrække og sikre, at der aldrig bliver atomkrig.” Reagans tilgang indebar altså i første omgang hverken nedrustning eller et ønske om at få afviklet verdens atomvåben, men i stedet var han optaget af at sørge for, at USA havde så mange af dem, at det ville afskrække Sovjetunionen fra at affyre sine atomvåben mod USA. Det var det, man under Den Kolde Krig kaldte MAD, Mutual Assured Destruction, Gensidig Garanteret Ødelæggelse – en strategi, hvor USA og Sovjetunionen havde så mange atomvåben, at de ville være i stand til at svare igen med et totalangreb, hvis modparten skulle finde på at slå til først.  Reagan så filmen endnu engang, da den seks uger senere blev vist i fjernsynet efterfulgt af en debat, hvor hans udenrigsminister George Shultz deltog.

Danmark og Ukraine indgik i juni i år en stor aftale om etablering af ukrainske forsvarsvirksomheder på dansk jord.  Danmark har afsat 500 millioner til at sætte skub i etableringen, og den første virksomhed, der er udvalgt som en del af aftalen, hedder Fire Point. Inden længe etablerer de en fabrik, der skal producere raketbrændstof nær den militære flyvestation Skrydstrup lidt udenfor Vojens. Men den ukrainske virksomheden er nu under efterforskning for korruption, og det er ikke kun det nationale anti-korruptionsbureau, der undersøger sagen.  Det gør også det civile antikorruptionsråd, der er et rådgivende organ under det ukrainske forsvarsministerium. Rådet er sammensat af eksperter, organisationer og politikere, der er udvalgt ved afstemning.  Frihedsbrevet har talt med formanden for rådet, Yuriy Hudymenko, der fortæller om den undersøgelse, de nu er i gang med.

“Alle medier burde fremlægge bijobberi.”  Sådan sagde den daværende direktør for DR’s distrikter – og nu direktør for Fregatten Jylland – Anne Marie Dohm, kort efter at DR havde indført deres bijobsliste i 2014. Men nu vil Danmarks Radio ikke længere offentliggøre deres medarbejderes mange dobbeltroller. Den seneste version af bijoblisten er fra 2023, og DR fortæller nu til Frihedsbrevet, at de har skrottet listen på baggrund af en ny såkaldt ansættelsesbevislov.  Den bestemmer, at man ikke længere må forbyde sine medarbejdere at bijobbe, medmindre det eksempelvis kan skabe interessekonflikter.  Men ifølge Bjørn Holtze, som er studielektor ved juridisk institut på Aalborg Universitet og ekspert i ansættelsesret, er der ikke noget i loven, som forbyder at udgive en liste over medarbejdernes bijob. “Som jeg ser det, er der ikke noget, som forbyder registrering og offentliggørelse af bibeskæftigelser. Man kunne tværtimod argumentere for, at den netop skal være med til at sikre indsigt i journalisters eventuelle interesser,” siger han til Frihedsbrevet.

Valgstederne i New York lukker, og en halv time senere eksploderer byens ældste øl-gårdhave, Bohemian Hall & Beer Garden, i ekstase. Den lokale helts navn blinker på storskærmen: Zohran Mamdani wins race for mayor.  Der lyder et brøl fra de mere end 1500 fremmødte, der står samlet under glødende lyskæder og efterårsblade i Astoria, Queens, hvor Mamdani bor med sin kone i en toværelseslejlighed. De ræverøde newyorkere springer op, omfavner hinanden, hæver deres telefoner og skilte med teksten “En by, vi har råd til” mod nattehimlen – som for at indfange det øjeblik, hvor politik bliver til eufori, og det utænkelige bliver virkeligt. “Nu er det her,” siger en grædende kvinde ved navn M.J. Geier. “Det har været meget svært i meget lang tid”. “Det er virkelig spændende,” tilføjer hun, inden hun tørrer øjnene og forsvinder bag folkemængden med sin vennegruppe. Spændende bliver det. For New Yorks nyvalgte borgmester – Zohran Mamdani, den 34-årige socialist, som repræsenterer Astoria i delstatens folkeforsamling – får svært ved at levere på sine ekstremt populære løfter. Det erkender flere af hans glædesfyldte tilhængere også i interviews med Frihedsbrevet på valgnatten.