Flemming Rose

Siden Vladimir Putin i 2012 vendte tilbage til posten som præsident, er Rusland blevet mindre frit og mere autoritært, selvom der har været plads til enkelte kritiske medier og en kontrolleret opposition – i 2013 stillede den nu fængslede Aleksej Navalnyj således op til overborgmestervalget i Moskva og fik en tredjedel af stemmerne. Der findes nu en del politiske fanger, og siden Ruslands invasion af Ukraine for næsten et halvt år siden er der vedtaget en række love, som har givet staten flere instrumenter til at slå ned på civilsamfundet, lukke munden på kritiske medier og indespærre den politiske opposition. Eller få dem til at gå i eksil. I denne uges Fri Tænkning ser jeg på, hvor vidtgående regimets undertrykkelse har været siden invasionen i februar.

Den 82-årige forkvinde for Repræsentanternes Hus i Kongressen, Nancy Pelosi, aflagde i den forgangne uge et historisk besøg i Taiwan. Pelosi noterede i en kommentar, at formålet med lynvisitten var at vise støtte til demokrati og frihed. Siden har debatten raset om Pelosis aktion: Har besøget bidraget til styrkelsen af Taiwans demokrati og suverænitet ved at vise den lokale befolkning, at den ikke vil blive ladt i stikken? Eller har det haft den modsatte effekt og bragt både østatens suverænitet, politiske og økonomiske orden i fare? Har besøget øget risikoen for, at Kina vil gribe til militær magt for at gøre en ende på Taiwans de facto selvstændighed, eller har det haft en afskrækkende effekt? Eller måske har Pelosis aktion – sådan som Det Hvide Hus helst vil fremstille det – hverken gjort fra eller til?

Ferietid er læsetid og måske også tid til at se nogle af de film, man aldrig får tid til at kaste sig over i hverdagen, så her følger nogle anbefalinger, som især fokuserer på det forgangne halvårs altdominerende emne – ikke bare her i Fri Tænkning, men over det meste verden; nemlig Ruslands invasion af Ukraine den 22. februar.

Mens vi venter på, om efteråret vil bringe os tættere på en afslutning på krigen i Ukraine – personligt tvivler jeg – retter jeg i denne uges Fri Tænkning blikket mod russisk strategi. For at kaste lys over dette vigtige men ofte underbelyste emne har jeg talt med den britiske sikkerhedsekspert og historiker, Andrew Monaghan. Monaghan er medforfatter og redaktør af en ny antologi med titlen Russian Grand Strategy in the Era of Global Power Competition. Til daglig er han seniorforsker ved tænketanken Royal United Services Institute i London, og han er ligeledes knyttet til NATO’s Defence College.

Det er næppe en nyhed at hævde, at demokratiet er under pres i disse år. Men hvis man påstår, at demokratiet sådan set altid har været i krise, vil nogen nok spidse ører. Og hvis man insisterer på, at demokratiet aldrig har eksisteret som et folkestyre, men altid er blevet brugt af et lille velorganiseret mindretal til at regere og manipulere flertallet; og at forestillingen om folkets vilje og suverænitet er en illusion og altid har været det, vil mange nok spærre øjnene op. Det er ikke desto mindre den britiske forfatter Neema Parvinis påstand. Han fremsætter den i en ny bog med titlen The Populist Delusion. Den er skrevet under indtryk af Brexit og Donald Trumps fire år som præsident i USA. I udgangspunktet blev de to valg set som den almene befolknings oprør og sejr over eliterne, men i sidste ende resulterede det ifølge Parvini ikke i nogen virkelig forandring. Eliterne fortsatte, som om intet var hændt.

Konsensus føles godt, mens uenighed og ubekvemme spørgsmål ofte er forbundet med konflikt og ubehag. Derfor det er fristende at bilde sig ind, at det behagelige og bekvemme er det rigtige, mens det ubehagelige og ubekvemme er forkert. Ifølge Nemeth forholder det sig lige omvendt. Det er særlig vigtigt at være opmærksom på, fordi alle grupper har en tilbøjelighed til over tid at udvikle konsensus og undertrykke dissens og afvigende meninger.

I den forgangne uge fandt et historisk NATO-topmøde sted i Madrid. For 25 år siden, i sommeren 1997, havde jeg selv fornøjelsen af at dække et lignende møde i samme by, hvor Danmark, under statsminister Poul Nyrup Rasmussen (S), havde held til at sikre en ligestilling mellem alle ansøgerlande, hvor det kom an på, om man levede op til optagelseskriterierne – og ikke landenes geografiske placering. Det banede vejen for de baltiske landes optagelse i NATO i 2004. Siden har verden ændret sig radikalt. Årets topmøde involverede en intrige om Sveriges og Finlands ansøgning om medlemskab og Tyrkiets tøven med at åbne døren for de to nordiske lande. I denne uges Fri Tænkning har jeg derfor talt med den tyrkiske forfatter og analytiker Mustafa Akyol om, hvad der rent faktisk sker i Tyrkiet, og hvordan man skal forstå præsident Recep Tayyip Erdogans ageren.

Vi lever i en verden, hvor der bliver stadig mindre tid til at tænke sig om, før vi skal mene noget eller træffe en vigtig beslutning, og i det digitale univers tæller følelser ofte mere end rationelle argumenter. Den forhenværende britiske efterretningschef, David Omand, ser denne udvikling som en potentiel trussel mod demokratiet, fordi det alt sammen gør det lettere at manipulere os og underminerer vores evne til kritisk og rationel tænkning. Omand mener, at vi kan forbedre vores tænkning ved at tage ved lære af den måde, efterretningstjenester analyser verden på. Jeg har derfor til denne uges Fri Tænkning læst David Omands bog How Spies Think: Ten Lessons in Intelligence.

I denne uges Fri Tænkning undersøger jeg, hvem der har tiden på sin side i Ukraine. Er det Zelenskiy, Putin, Biden, Xi, von der Leyen, eller skal vi kigge i helt andre retninger? Sikkert er det, at forestillingen om, hvem tiden arbejder for, har skiftet flere gange. Og det er sandsynligt, at opfattelsen af, hvem der har tiden på sin side, vil ændre sig igen. Jeg ser også på et fænomen, som jeg endnu ikke har set en tilfredsstillende forklaring på: Hvordan kan det være, at en lille økonomi som den russiske – den udgør 1-2 pct. af det globale BNP – kan udløse så voldsomme rystelser i verdensøkonomien, når den bliver ramt af sanktioner?

I denne uge vil jeg fokusere på forholdet mellem Ukraine og EU, og til den ende har jeg talt med Henrik Larsen, som er seniorforsker på Center for Sikkerhedsstudier i Zürich ved Schweiz Forbundsinstitut for Teknologi, en schweizisk pendant til det legendariske Massachusetts Institute of Technology, M.I.T., i Boston, hvor man i forlængelse af det såkaldte Manhattan Project under Anden Verdenskrig har samlet naturvidenskab og samfundsvidenskab for både at kunne forstå de tekniske processer bag atomvåben og de politiske konsekvenser. Men før jeg giver ordet til Henrik Larsen for at høre hans vurdering af Ukraines ansøgning om EU-medlemskab, vil jeg henlede opmærksomheden på et paradoks, som har slået mig, men som stort ingen interesserer sig for.