Flemming Rose

Til denne uges Fri Tænkning havde jeg på forhånd annonceret et interview med en af verdens førende eksperter i Nordkorea, Andrej Lankov. Jeg kan desværre ikke holde, hvad jeg lovede, da snakken om en storkrig i Europa kom i vejen. Til gengæld kan jeg love, at Lankovs analyse af Nordkorea er skarp, indsigtsfuld og sine steder politisk ukorrekt, og at jeg snarest vil dele den med dig. Grunden til at jeg har sadlet om i løbet af ugen er selvfølgelig, at USA's præsident Joe Biden forudsagde en russisk invasion af Ukraine den 16. februar kl. 3 om morgenen – som du sikkert har opdaget, fandt den ikke sted. I de forgangne dage har heppekor i forskellige lejre skændtes om, hvad det betyder. Er invasionen udsat og hvorfor? Blev Putin så skræmt af udsigten til sanktioner fra helvede, at han trak følehornene til sig? Var det hele bare bluff for at finde de svage led i den vestlige alliance? Måske var det aldrig planen at invadere Ukraine?

Da jeg for 30 år siden kort efter Sovjetunionens opløsning rejste rundt i Ukraine, virkede landet rigere, gladere og fredeligere end Rusland. Og mens der i Moskva i oktober 1993 udspillede sig en væbnet magtkamp mellem præsident Jeltsin og hans modstandere, gik tingene anderledes civiliseret til i Ukraine. Sommeren 1994 var jeg i Kyiv for at dække Ukraines første valg siden uafhængigheden i december 1991. Den siddende præsident, Leonid Kravtjuk, tabte til Leonid Kutjma og anerkendte sit nederlag, således at Ukraine blev det første land i det tidligere Sovjetunionen, hvor der skete et fredeligt magtskifte.

I dag advarer bekymrede og kritiske røster i USA imidlertid mod et andet kompleks med voksende magt: det diversitets-industrielle kompleks, hvis indflydelse og ressourcer bliver stadigt større. Inden for de seneste årtier er gigantiske bureaukratier vokset frem med fokus på diversitet og inklusion. Det begyndte på universiteterne, men har siden bredt sig til erhvervslivet og nu også til offentlige institutioner, myndigheder og organisationer. Det er et multi-milliardforetagende, som bare vokser og vokser, mens ressourcer til forskning og undervisning har svært ved at følge med. Menige medarbejdere i diversitets-bureaukratiet tjener som regel mere end en universitetslektor, der forsker og underviser. Siden 1970’erne er antallet af universitets-bureaukrater mere end fordoblet. På offentlige universiteter var der i 2018 to bureaukrater for hver forsker og lærer, mens forholdet på private universiteter er endnu mere skævt i bureaukraternes favør.

Vi begynder i det skønlitterære hjørne. For godt 400 år siden udkom den første moderne roman – Miguel Cervantes’ geniale Don Quixote. Den handler om en frustreret mand fra den spanske lavadel, der finder sin tilværelse meningsløs og monoton. I sine bestræbelser på at undslippe virkeligheden sluger han alt om riddere og deres spændende liv, som han kan få fingre i. Manden læser så meget, at han til sidst ikke længere kan skelne mellem virkelighed og fiktion. Han antager det potent klingende navn Don Quixote og bliver i sin fantasi til en respektindgydende og handlekraftig ridder.

Michael Møller er en modig mand. Ikke fordi han er parat til sætte livet på spil, gøre farlige ting, som ingen andre tør, eller udfordre voldsmænd. Nej, hans mod er mindre spektakulært, men ganske opsigtsvækkende. I et debatklima, hvor finanssektoren stort set dagligt stemples som grådig, kynisk og uhæderlig, tager professor Møller den udskældte og forhadte sektor i forsvar. Det gør han i en bog med titlen Fakta og fordomme om finanssektoren, som han har skrevet sammen med CBS-kollegaen, Niels Chr. Nielsen.

Siger forkortelsen OSCE dig noget? Det står for Organisationen for Sikkerhed og Samarbejde i Europa. OSCE har sit hovedsæde i Wien og var i denne uge vært for et møde mellem de 57 medlemslande om en række krav til en ny europæisk sikkerhedsorden, som Rusland i december præsenterede USA og omverdenen for. Forud var gået et bilateralt møde mellem Rusland og USA i Genève efterfulgt af et møde mellem NATO og Rusland i Bruxelles.

I denne uge er det et år siden, at en gruppe tilhængere af USA's daværende præsident, Donald Trump, stormede USA's lovgivende forsamling i Washington D.C. Stormen fandt sted i forlængelse af en demonstration, hvor Trump ifølge sine modstandere tilskyndede til angrebet på Kongressen og den vold og død, der fulgte. Et år senere er det stadig en udbredt opfattelse blandt Trumps tilhængere, at valgsejren blev stjålet fra dem, og der er ingen tegn på, at de seneste års polarisering af det amerikanske samfund er aftagende.

Emnet for årets første Fri Tænkning drejer sig om et menneske, som de færreste i Danmark har hørt om. Hans navn er Aleksandr Ljubisjtjev. Han blev født i det russiske imperium i 1890 og døde i Sovjetunionen i 1972. Længe før nutidens snak om time management og anden narrefisse havde Ljubisjtjev udviklet et system, som skabte grundlaget for det mest virkelighedsnære forhold til tid, jeg er stødt på. Ljubisjtjev tog tiden alvorligt, og netop derfor lykkedes det ham at knække dens kode.

Sarotte beskriver sin historie med et billede. Rusland og USA bliver trukket ud på åbent hav af en tidevandsbølge og klamrer sig til et stykke tømmer for ikke at gå til bunds. Sarottes fortælling handler om det øjeblik, hvor parterne må give slip på tømret, da Europa igen bliver et delt kontinent; denne gang med en skillelinje, der er rykket flere hundrede kilometer østpå og med flere lande i en gråzone mellem øst og vest.

Sovjetstatens sammenbrud var det største geopolitiske jordskælv i anden halvdel af det 20. århundrede – med større konsekvenser for verdensordenen end 9/11 – og vi er stadig vidne til efterskælv forskellige steder i det tidligere Sovjetunionen. I øjeblikket er den orden, som opstod i forlængelse af sammenbruddet, og som i virkeligheden var en udvidelse af den vestlige orden i østlig retning, under pres. I en ny bog præsenterer en historiker og et øjenvidne til den udvikling i Sovjetunionen, der i 1991 endte med sovjetstatens opløsning, et nyt blik på dramaet. Vladislav Zubok er født og opvokset i Moskva, men siden sammenbruddet har han tilbragte det meste af sin tid på universiteter i USA og Storbritannien. Han er forfatter til flere bøger om Den Kolde Krig og har nu skrevet sit magnum opus, Collapse: The Fall of the Soviet Union, en mursten på 535 sider, som dækker perioden fra 1983 til og med 1991.