Kristoffer Eriksen

Om bare fire døgn er der folketingsvalg, og jeg skulle lige til at skrive, at når du hører fra mig igen næste fredag, så har Danmark fået en ny regering. Men det kommer nok ikke til at ske. I stedet befinder vi os, når den tid kommer, formentlig midt i en eller anden grad af parlamentarisk kaos, hvor politikerne sidder bag lukkede døre og diskuterer, hvordan de kan forme en regering sammen, selvom de lige har sagt, at de ikke kan lide hinanden, og selvom de har lovet vælgerne noget vidt forskelligt. Er demokratiet ikke bare smukt? Er det ikke en herlig tanke, at Mette Frederiksen og Barbara Bertelsen lige nu er favoritter til at fortsætte deres vilde ridt inde i Statsministeriet, hvor de sammen i løbet af de seneste tre år har smedet den ene skandale efter den anden, og hvor den ene lyver hurtigere, end den anden kan nå at instruere i hvordan man sletter sms’er?

Tillad mig at starte med at præsentere mig selv: Jeg hedder Kristoffer Eriksen og er chefredaktør på Frihedsbrevet. Det her er mit ugentlige nyhedsbrev Fri Kristoffer. I sommer vikarierede jeg på min chefredaktørkollega Mads Brüggers nyhedsbrev, og lad mig bare være ærlig: Det smagte af mere. Samtidig synes jeg, at vi på Frihedsbrevet har nået en omgangshøjde på vores journalistik, som gør, at vi efterhånden trænger til et ugentligt nyhedsbrev, der samler op på og kommenterer de historier, vi bringer. Både som en service til vores medlemmer, da jeg tænker, at det kun er de mest hårdkogte Frihedsbrevet-abonnenter, som i løbet af en uge når at læse eller lytte til alt det, vi udkommer med. Men selvfølgelig også som et udstillingsvindue til alle dem, der ikke ved, hvad der foregår inde bag betalingsmuren, og som er nysgerrige på, hvad man egentlig får for skillingerne, hvis man melder sig under Frihedsbrevets faner.

På mandag er Mads Brügger tilbage, og det er nu altså dejligt, for som Dan Turèll så smukt skrev: Mest af alt holder jeg af hverdagen. Det har ellers været en stor fornøjelse at udkomme fra denne platform hele sommeren, men jeg tror også, at det er meget fint, at vikariatet stopper, inden det for alvor begynder at stige mig til hovedet. Personligt er jeg positivt overrasket over, at kun en håndfuld abonnenter har opsagt deres abonnementer i ren frustration og ærgrelse over mine skriverier, og jeg glæder mig samtidig over, at det kun er blevet til én advokatskrivelse i indbakken.

Hvis du er en af de mange flittige samfundsborgere, der i dag havde første dag tilbage i hamsterhjulet efter en lang, velfortjent sommerferie, så vil jeg lige starte med at ønske dig et stort velkommen tilbage til virkeligheden og en rigtig god arbejdslyst! Det sidste er vigtigt. Især hvis du er sygeplejerske, pædagog eller lærer, for jer bliver der mangel på i fremtiden. Antallet af ansøgninger til de tre uddannelser er nemlig styrtdykket, og det forklarer vores uddannelses- og forskningsminister Jesper Petersen med denne dybsindige analyse: “Der er en tendens i tiden, der tilsiger, at jo mere akademisk en uddannelse er, jo finere er den.” Jesper Petersen er selv meget fin på den, for han har nemlig en bachelor i statskundskab, så måske er det derfor, han føler, at han har regnet verden ud og i ramme alvor tror, at det er uddannelsessnobberi, der har sørget for en nedgang på 18 procent i ansøgninger til sygeplejerskeuddannelsen, og ikke at man som færdiguddannet sygeplejerske har udsigt til at blive aflønnet i honninghjerter, hvis man har ydet en ekstraordinær arbejdsindsats.

Velkommen til mit femte nyhedsbrev som sommervikar på Fri Mads, hvor jeg afslutter min sommermission og giver Mads Brügger en ordentlig kæberasler. I en erkendelse af, at det ikke rigtigt vil lykkes at få nogen andre til at samle handsken op, har jeg set mig nødsaget til at gribe til yderligheder, og jeg gruer faktisk lidt for Mads Brüggers reaktion, når han kommer hjem og opdager det.

Velkommen til ugens nyhedsbrev her på kanalen, som handler en del om tidens helt store nyhedshistorie, nemlig årets Tour de France. Eller, det handler egentlig mest om den sports-washing, som jeg efterhånden synes, at man med rette kan kalde politikernes sygelige behov for at omklamre årets Tour de France på sociale medier. Derudover skal vi forbi et (mislykket) forsøg på at få statsministeren til at tage til genmæle over for Mads Brügger, men først vil jeg som sædvanlig skrive lidt om, hvilke glimrende historier der i øjeblikket udkommer på Frihedsbrevet.

Jeg kan godt savne de somre, hvor den største nyhedshistorie var, at Dansk Folkeparti (igen) ville forbyde halal-kød i offentlige institutioner. Det er på mange måder, som om verden bare var et mere ubekymret og simpelt sted dengang sammenlignet med den forgangne uge, hvor Japans tidligere premierminister Shinzo Abe blev skudt og dræbt på åben gade, mens Storbritanniens premierminister efter utallige forsøg endelig lykkedes med at begå politisk harakiri. Dertil kommer pilotstrejken i SAS og selvfølgelig efterdønningerne af det tragiske masseskyderi i butikscenteret Field’s. Det er til at blive helt forpustet af.

Da vi hilste på hinanden sidste mandag, var jeg godt klar over, at Minkkommissionens beretning kunne gå hen og blive interessant og sprængfarlig læsning, men jeg havde ikke i min vildeste fantasi forestillet mig, at nyhedsugen ville blive så voldsom, at dét, at Kristian Thulesen Dahl nu er stoppet i dansk politik for at blive havnebetjent, kun er værd at nævne for at illustrere, hvor ligegyldigt det egentlig synes at være til sammenligning med alt det, der i øvrigt er sket.

Hvis du af en eller anden grund ikke læste den seneste udgave af Fri Mads til ende, så er det gået din næse forbi, at Mads Brügger er taget på en lang sommerferie, og at jeg – Kristoffer Eriksen – i hans fravær skriver dette nyhedsbrev. Det er på mange måder en vanskelig opgave at vikariere for Mads, der med dette nyhedsbrev har opfundet sin helt egen genre: Der bliver uddelt svirpere til højre og venstre, krydret med lidt research på aktuelle sager og lidt information om, hvad Frihedsbrevets abonnenter har udsigt til at få for sparepengene. Selv har han for nylig kaldt det en “klummelyse”, og det er måske ikke helt ved siden af.

Vi mindes ikke, at vi er gået så tidligt i seng på en valgaften, som det var tilfældet onsdag aften, hvor afstemningen om forsvarsforbeholdet fandt sted. For det var mildest talt en udramatisk affære, der kaldte mere på en god nattesøvn end en sen nat. Allerede klokken 20 stod det nemlig klart, at resultatet ikke ligefrem ville blive en gyser. Den første exit poll viste et overbevisende flertal for at afskaffe forsvarsforbeholdet, og i de følgende timer gik den ene partileder efter den anden hurtigt ud og holdt sin tale.