Mads Brügger

Så blev det torsdag den 30 marts, og klokken var omtrent 12.30 om eftermiddagen, da jeg kiggede forbi Folketinget til nok en stuegang. Det var sidst på ugen, og mine biorytmer hang i bremsen, men der er ingen kære mor, når det gælder opgaven med at dokumentere det arbejdende folkestyre. Så jeg fattede pen og papir og gik til vaflerne.

Denne min stuegang nummer 23 – som så samtidig er mit nyhedsbrev nummer 94 – starter ikke i Folketinget, men i et helt andet parlament, nemlig i den tyske Rigsdag. Eller i resterne af den, der var engang, for vi skal helt tilbage til slutningen af februar 1933, til dengang hvor den unge hollandske kommunist Marinus van der Lubbe var blevet anholdt og sigtet for at være gerningsmanden, der havde stukket ild til den tyske Rigsdag.

Fredag den 17. marts, blot to dage efter datoen for mordet på Julius Cæsar, havde jeg sat fire timer af til at gå stuegang i Folketinget. Dette skulle være min stuegang nummer 22, og min klare forventning var, at nu hvor Uge 10 – den mødefri uge – var overstået, ville Borgen vrimle med virkelystne og friske MF’ere. Nogle af dem måske ovenikøbet solbrændte efter udvalgsrejser til fjerne himmelstrøg?

Hvem skulle have troet muligt, efter en juleferie, der varer en uge længere end almindelige danskeres – samt en dejligt lang vinterferie – at de hårdt prøvede MF'ere skulle trækkes med en såkaldt “Mødefri Uge”, der også går under navnet “Uge 10”? I hvert fald ikke denne skribent. Oprindeligt havde Uge 10 vistnok noget med Nordisk Råd at gøre, men nu er det blevet ugen, hvor MF’erne tager på udvalgsrejser til Langbortistan, eller hvad de nu ellers kan finde på at bruge tiden til. I stedet for Mødefri Uge kunne Uge 10 også bare kaldes for Fri Leg.

Jeg har blandt andet været til tredjebehandling af loven om afskaffelsen af store bededag, og så var jeg med til høring om Dybvad-udvalgets rapport om samspillet mellem medier, politikere og embedsværk. Her hørte jeg Børsens chefredaktør Bjarne Corydon forsvare den eksisterende offentlighedslov, hvilket jo lidt svarer til at være rabbiner og så blæse i basun for Nürnberglovene. Sidst, men ikke mindst har jeg interviewet Danmarksdemokraternes Peter Skaarup, der fortæller nyt om udvalgsarbejdet med at løse den krise, som præger domstolene.

Hvis min forrige stuegang i Folketinget var en lidt tynd kop te, så kan jeg til gengæld garantere, at råmaterialet til denne ombæring har potentialet til at blive en slagkraftig irish coffee. Blandt andet skal vi til pressemøde i Statsministeriet, til fest på Marienborg med alle SVM’erne og sluttelig til fredsgudstjeneste i Holmens Kirke. Så det eneste, det kommer an på denne gang, er alene mine evner som fortæller.

Op på sadlen igen! Og lad mig sige det med det samme: Dette nyhedsbrev, som indeholder en beskrivelse af min attende stuegang i Folketinget, er ikke ligefrem et overflødighedshorn af nyheder. Det mest interessante af dét, jeg har opdaget, er nok, at regeringspartierne – altså samtlige medlemmer af S, V og M’s folketingsgrupper – skal ud at spise med kniv og gaffel med hinanden i morgen aften. Det har jeg fået bekræftet af flere kilder, men ingen ville sige hvilken restaurant, der lægger lokaler til arrangementet. Det eneste, jeg ved med sikkerhed, er, at det ikke skal foregå i Folketinget.

Velkommen til mit nyhedsbrev nummer 88, som så samtidig er min syttende stuegang i Folketinget. Jeg har været til Ritt Bjerregaards mindehøjtidelighed, men ikke kun det, for jeg har også været til verdensmålsuge i Fællessalen, hvor jeg mødte Stine Bosse. Bagefter var jeg til doorstep med Granskningsudvalget om Samsam-sagen. Og så opsnappede jeg et rygte om hvad der foregik bag kulissen, da SVM-regeringen var til konference på hotellet KolleKolle. Og tro mig, når jeg skriver, at det er noget, du ikke vil gå glip af.

Allerede i udkanten af Slotsholmen trak det op til løjer. Idet jeg førte min cykel forbi Kanal-Cafeen – et yndet vandhul for den herskende klasse – kom transportminister Thomas Danielsen (V) op fra det nedsænkede værtshus. Han var sammen med, hvad der lignede to lobbyfiduser, og det så ud, som om de havde taget sig en dygtig bid af kagen. Det var torsdag den 26/1, og klokken var nær ved to om eftermiddagen.

Samlede man på socialdemokrater i stedet for bilkort, begyndte min femtende stuegang i Folketinget med, at jeg fik spillet det ene trumfkort i hænde efter det andet. Allerede i indgangspartiet til Folketinget løb jeg ind i justitsminister Peter Hummelgaard, som netop var fyldt fyrre år. Og omme på den anden side af sikkerhedskontrollen kom miljøminister Magnus Heunicke valsende forbi med nogle tjenende ånder på slæb. Alle sagde vi hej til hinanden.