Mads Brügger

Ambitionerne var kæmpestore fra min side; dette skulle være min stuegang nummer 29, til hvad der er mit nyhedsbrev nummer 100. Betød det så, at jeg nu ville gå helt over gevind som med den britiske forfatter Wilf Self, der tilbage i 1987 blev fyret fra avisen The Observer for at tage heroin ombord på et indenrigsfly som fragtede Tony Blairs kampagnehold til East Midlands? Will Self havde ellers haft som ambition at lave en rigtigt flot gonzo-reportage fra hjertet af britisk politik, men så var det hele kommet lidt ud af kontrol.

Var det snyd at tage på stuegang ovre i Forsvarsministeriet? Muligvis, men det er jo en satellit til planeten Christiansborg, som endda kan ses i fugleflugtslinje fra Folketinget, hvis man stiller sig ved rytterstatuen af kong Frederik 7. og kigger mod øst.

Min syvogtyvende stuegang tog sin begyndelse ved Borgens hovedindgang. Her løb jeg ind i Stinus Lindgreen fra Radikale Venstre. Han var røget ud af Folketinget efter valget, men efter at Sofie Carsten Nielsen lod sig lokke af Dansk Industri og strøg gennem svingdøren for at blive noget så abstrakt – og sikkert også lukrativt – som EU Bio Project Director, var Stinus Lindgreen nu vendt tilbage. Denne dag, den første maj, var hans første dag som genfødt på tinge, men som Stinus Lindgreen selv konstaterede, da jeg mødte ham, skete der absolut ingenting derinde. Stinus Lindgreen havde ret. Der var helt dødt derinde, men det er jo noget, jeg tager i stiv arm.

Tirsdag den 25. april sagde kalenderen. Klokken 12.35 sagde uret. Jeg stod i Vandrehallen i Folketinget. Nedenunder, ved indgangen til Fællessalen, var der gang i en større konference om inklusion og diversitet i de nationale beredskaber. Det var De Danske Beredskaber, som stod for arrangementet, og lige nu var der frokostpause, og alle de medvirkende stod uden for Fællessalen og guffede løs af nogle kæmpestore sandwiches, der lignede dejagtige portobellosvampe.

Hvis Mojitoen ikke allerede var skrantende, for ikke at sige døende, så har Peter Skaarup fra Danmarksdemokraterne nu slået den helt ihjel, og bagefter har han danset på dens grav til lyden af Safri Duos “Samb-Adagio”. Jeg ved det, fordi jeg var selv med, da Mojitoen endegyldigt afgik ved døden – hvilket skete til Peter Skaarups 25 års jubilæum som medlem af Folketinget, der blev afholdt i tirsdags i Snapstinget.

Så blev det torsdag den 30 marts, og klokken var omtrent 12.30 om eftermiddagen, da jeg kiggede forbi Folketinget til nok en stuegang. Det var sidst på ugen, og mine biorytmer hang i bremsen, men der er ingen kære mor, når det gælder opgaven med at dokumentere det arbejdende folkestyre. Så jeg fattede pen og papir og gik til vaflerne.

Denne min stuegang nummer 23 – som så samtidig er mit nyhedsbrev nummer 94 – starter ikke i Folketinget, men i et helt andet parlament, nemlig i den tyske Rigsdag. Eller i resterne af den, der var engang, for vi skal helt tilbage til slutningen af februar 1933, til dengang hvor den unge hollandske kommunist Marinus van der Lubbe var blevet anholdt og sigtet for at være gerningsmanden, der havde stukket ild til den tyske Rigsdag.

Fredag den 17. marts, blot to dage efter datoen for mordet på Julius Cæsar, havde jeg sat fire timer af til at gå stuegang i Folketinget. Dette skulle være min stuegang nummer 22, og min klare forventning var, at nu hvor Uge 10 – den mødefri uge – var overstået, ville Borgen vrimle med virkelystne og friske MF’ere. Nogle af dem måske ovenikøbet solbrændte efter udvalgsrejser til fjerne himmelstrøg?

Hvem skulle have troet muligt, efter en juleferie, der varer en uge længere end almindelige danskeres – samt en dejligt lang vinterferie – at de hårdt prøvede MF'ere skulle trækkes med en såkaldt “Mødefri Uge”, der også går under navnet “Uge 10”? I hvert fald ikke denne skribent. Oprindeligt havde Uge 10 vistnok noget med Nordisk Råd at gøre, men nu er det blevet ugen, hvor MF’erne tager på udvalgsrejser til Langbortistan, eller hvad de nu ellers kan finde på at bruge tiden til. I stedet for Mødefri Uge kunne Uge 10 også bare kaldes for Fri Leg.

Jeg har blandt andet været til tredjebehandling af loven om afskaffelsen af store bededag, og så var jeg med til høring om Dybvad-udvalgets rapport om samspillet mellem medier, politikere og embedsværk. Her hørte jeg Børsens chefredaktør Bjarne Corydon forsvare den eksisterende offentlighedslov, hvilket jo lidt svarer til at være rabbiner og så blæse i basun for Nürnberglovene. Sidst, men ikke mindst har jeg interviewet Danmarksdemokraternes Peter Skaarup, der fortæller nyt om udvalgsarbejdet med at løse den krise, som præger domstolene.