Mads Brügger

Jeg har været til reception for at fejre udlændinge- og integrationsminister Kaare Dybvad Beks (S) nye bog. Jeg har set den spanske konge sammen med formanden for Esbjerg Havn. Jeg har været til samråd med Udenrigspolitisk Nævn om situationen i Gaza. Og så har jeg været til udvidet spørgetime og hasteforespørgsel med statsminister Mette Frederiksen (S) om FE-skandalen, som samlet set var en mageløs anskueliggørelse af, hvor afmægtigt Folketinget er blevet.

Vi fik at se, for først stod den på frygt, had og lede, nemlig til samråd med udenrigsminister Lars Løkke Rasmussen (M) i Klimaudvalget. Det var her, Løkke skulle stå skoleret og besvare alle de mange spørgsmål, der har rejst sig, efter det er kommet frem, at manden har sat sig i spidsen for noget så besynderligt som et udvalg for havvind inde i Udenrigsministeriet.

Medlemmerne af Folketinget havde efterårsferie i den forgangne uge. Så det har jeg også haft, men jeg har taget arbejde med hjem, så jeg kunne vende tilbage med nok en stuegang fra magtens korridorer. Men det følgende er ikke lettere fermenteret stof alt sammen, for da jeg stod op i morges, var der invitation til pressemødet, hvor Venstres formand, Jakob Ellemann-Jensen, meldte sin afgang. Det ville jeg naturligvis ikke gå glip af, så der er også dagsfrisk materiale på bedding til sidst her i dette mit nyhedsbrev nummer 111.

Det var en uge, som havde det hele: Folketingets åbning, statsministerens tale, åbningsdebatten, starten på det nye folketingsår. Alt, hvad en politisk nørd kan drømme om. Jeg havde glædet mig så meget til denne uge, at jeg flottede mig og købte et nyt jakkesæt til lejligheden; et dobbeltradet sæt i gråt tweed. Som jeg var iført tirsdag formiddag, den tredje oktober, da jeg nok engang kom cyklende ind i Rigsdagsgården. Her var der ordentligt meget gang i den: Der var rullet en rød løber ned fra hovedindgangen, hvorpå de kongelige snart ville defilere forbi. Og i et hjørne for sig, hegnet ind af spærrebånd og politi, stod krudtuglerne fra de Danske Patrioter og hylede og skreg i en megafon. Bag dem hang et stort banner, hvor der stod “Fuck Islam”.

Dette nyhedsbrev bliver en relativt enstrenget affære, men til gengæld vil jeg vove den påstand, at indholdet har en valør, der vejer op for den manglende variation. I hvert fald synes jeg selv, at det, jeg nu vil berette, er interessant nok til at fylde det hele. Og om ikke andet så føjer det en ny facet til historien om bruddet mellem folketingsmedlemmet Jon Stephensen og regeringspartiet Moderaterne.

Fredag den 15. september, sidst på eftermiddagen, gik jeg op til Christiansborgs Slotsplads for at se, hvordan det flaskede sig for Demokratiets Dag – arrangementet, som min karatetræner inde i Borgen, sensei Brian Zinck, stod bag. Umiddelbart ikke så godt, skulle det vise sig. Slotspladsen lå øde hen, på nær nede i bunden, hvor der gik en håndfuld menneskeskikkelser rundt mellem tomme teltpavilloner og grønne beachflags med logoet for Demokratiets Dag påtrykt. Der var også opstillet en pandekagebod og et udskænkningssted, der serverede alkoholfri øl, vin og spiritus.

Selv kiggede jeg forbi udvalgsværelset på anden sal i går, hvor regeringen havde håbet, at de kunne klappe våbenskandalen af med oppositionen ved at give forhenværende forsvarsminister Jakob Ellemann-Jensen (V) en hurtig næse. Den limpind hoppede oppositionen ikke på, og lidt efter stod psykofanten Torsten Schack Pedersen (V) ude på gangen og sagde, at han aldrig i hele sit politiske liv havde oplevet, at en opposition ikke vil give en minister en næse.

Selv har jeg det sådan, at jeg nødig vil undvære de politiske partier i forhold til de helt kolossalt store mængder underholdning, de leverer. For eksempel var det enormt sjovt for undertegnede i den forgangne uge at overvære, hvordan Venstres Torsten Schack Pedersen til samrådet i Finansudvalget om Elbit-sagen – med forsvarsminister Troels Lund Poulsen (V) i den varme stol – her stillede sin partikollega et af de klammeste fedterøvsspørgsmål, som jeg nogensinde har hørt et menneske fyre af.

En slidt, gammel kliché siger, at en uge i politik er lang tid. Det kan selvfølgelig diskuteres – og jeg skal være den første til at skrive under på, at der findes uger i dansk politik, der får DK4’s sendeflade til at minde om Netflix – men sikke en forskel, der har været på forrige uge og så den nærværende.

Selvpineri er at gå rundt inde i Folketinget, mens alle de andre er taget til Folkemøde. Men hav ikke ondt af mig, for jeg ville jo selv. Jeg ville ved selvsyn se, hvem der var blevet tilbage for at passe butikken, mens Folkemødet – som en kæmpestor traktorstråle, der snoede sig fra Allinge til Slotsholmen – havde suget alle politikere, særlige rådgivere, journalister og lobbyister til sig. Svaret på det spørgsmål er såre enkelt; stort set ingen.