Mikkel Bruun Zangenberg

I dag skal Fri Kritik handle om kvinder og sex, magt og penge, vold og kærlighed. Altså alt det, der virkelig betyder noget her i livet. Resten er lidt geopolitik og en smule klimakrise, det er småtterier i sammenligning. Eller rettere, alle de ting hænger nøje sammen, som franske Bruno Latour skrev i et essay for et par år siden.

I 1913 foreslog patriarken Sigmund Freud i værket Totem og tabu, at alle sønner på et tidspunkt må begå et symbolsk fadermord for at komme til verden som mænd i deres egen ret. Det er noget, som henholdsvis Victor Boy Lindholm og Daniel Dalgaard bakser med i romanerne En del af hjertet går ud af kroppen (Turbine) og Vulkanø (Gutkind), som vi skal granske lidt nærmere i dag.

For lidt siden debuterede kong Frederik den 10. på Politikens Forlag med en lille bog indeholdende hans kongelige højheds såkaldte Kongeord filtreret gennem den uhyre drevne og meget, meget kapable skribent Jens Andersen. Titlen er også det navn, som Kong Frederik giver sit valgsprog; der straks ved sin fremkomst sarkastisk blev anholdt som noget af et retorisk benspænd – “Forbundne, forpligtet, for Kongeriget Danmark”.

Vi låner alle sammen hinandens og de dødes brugte, men nu genoplivede ord. Selv den simpleste sætning er et slags ”citat” fra kulturens og sprogets grænseløse overflod af vendinger, talemåder og skam også klicheer og floskler. I en berømt tekst betitlet Forfatterens død skrev Roland Barthes: ”Teksten er et væv af citater hentet fra kulturens utallige arnesteder” – her citeret fra Carsten Meiners oversættelse i Roland Barthes, ”Forfatterens død og andre essays”, Kbh., Gyldendal 2004, s.180.

Ballard udkommer som en del af mikroforlaget A Mock Books fantastiske Gaia-serie. Der er noget Linda og Valentin over Ballard – hvis nogle ellers kender Christin og Mézières geniale scifi-tegneserier fra 1970’erne. Vi kan også sige, at Verden under vand er 1960’ernes svar på Joseph Conrads Heart of Darkness – bare endnu mere dystopisk og endnu mere udsyret.

Ho ho ho – om blot fire dage er det juleaften, og kapitalismen fejrer nye triumfer. I den anledning skal vi kort forbi Charles Dickens’ næsten udødelige juleklassiker A Christmas Carol, for på sin egen særlige og meget engelske måde er den uhyre kapitalismekritisk. Uden at Dickens dog på den anden side bliver socialdemokrat og en varm tilhænger af Mette Frederiksen. Hvordan dét nu hænger sammen, skal vi høre mere om om lidt, for først skal vi forbi tre ganske heftige sager.

Ja, beklager ugens titel på Fri Kritik, der behandler litteraturen som en anden overleveret Kristus-figur. Men sagen er den, at den jødiske franske filosof og offentlige intellektuelle Alain Finkielkraut (f. 1949) netop på dansk er udkommet med en serie essays, i hvilke han slår fast, at Vestens litterære kultur er stendød, og at alt går ad Helvede til.

I denne uges Fri Kritik runder litteraturkritiker Mikkel Bruun Zangenberg værker af Anne Carson, Viktor Sklovskij, Martin Bigum og endelig en meget ung James Joyce, hvis prosadebutværk Dubliners fra 1914 nu via Niels Lyngsøs glimrende oversættelse er udkommet som Dublinere (Turbine).

Vi skal runde østrigske Stefan Zweigs roman Verden af i går (1941), og vi skal forbi den græske tragediedigter Sofokles’ totalt uopslidelige superklassiker Kong Ødipus, der nu er gendigtet af et oversætter-dream team, nemlig filologen Jørgen Mejer og digteren Søren Ulrik Thomsen, det er også besørget af Gyldendal. Og så har jeg simpelthen været nødt til at inkludere en lille, let og lys bog, der minder os om, at livet også kan være herligt og vidunderligt, nemlig Anne Marie Borcherts queer kærlighedsromance Lykkelig med M – den udkommer på forlaget OVBIDAT.

Men! Men det er altså helt utroligt befriende at læse en roman, der på ingen måde handler det mindste om forfatteren selv og hans venner, ikke dvæler ved psykiatrien og traumerne, ikke er samtidsaktivistisk, ikke er klassekritisk. Men simpelthen er en fænomenal røverhistorie, helt som de sidst blev skrevet i det nittende århundrede. Jeg har i de sidste to uger opholdt mig i Edens have. For jeg har fået lov til – ligesom dengang jeg var dreng – at træde fuldt og helt ind i et komplet færdigt og formfuldendt romanunivers. Og det er alt sammen Kristian Bang Foss’ skyld.