Den 14. november sidste år var børne- og undervisningsminister Mattias Tesfaye (S) i et åbent samråd på Christiansborg. Sagens omdrejningspunkt var et omdiskuteret notat fra Randers Kommune. Eftersom den østjyske kommune skulle spare 18 millioner kroner på specialundervisningsområdet, havde byrådet i august sidste år besluttet, at elever, der skulle starte i skole, “som udgangspunkt” ikke måtte begynde i specialundervisningstilbud. Derfor havde Charlotte Broman Mølbæk fra SF kaldt Mattias Tesfaye i samråd. Hun ville have svar på, hvad ministerens holdning var til aftaler, der prioriterede økonomi over barnet. Et springende punkt i samrådet var, om notatet ville resultere i lovbrud. Det er nemlig ulovligt at nægte børn adgang til bestemte specialundervisningstilbud. Den virkning var Charlotte Broman Mølbæk bekymret for, at notatet ville have. Mattias Tesfaye havde dog tillid til Randers Kommune, hvor partifællen Torben Hansen (S) er borgmester. “Hvis vi bliver gjort opmærksom på, at man kører over for rødt, så er vi selvfølgelig forpligtet til at handle på det,” sagde Mattias Tesfaye. Nu viser en skjult optagelse og 16 sager om psykisk sårbare børns skolestart, at Randers Kommune har kørt over for rødt utallige gange efter samrådet. Kommunen har brudt loven i forbindelse med, at den skulle finde en egnet skole, der kunne rumme de små børns mistrivsel og sårbarhed.

I september tikkede en mail ind i Faraz Abolhosseinis indbakke med overskriften “Påtænkt afgørelse om lederkarantæne”. Han er leder på det sociale tilbud Ungebo – et mindre herberg, der for skattekroner fra flere kommuner leverer kernevelfærd til en række omsorgssvigtede, udsatte og hjemløse unge. Afsenderen af mailen var Socialtilsyn Hovedstaden, som også har inddraget godkendelsen til at drive stedet. “Du må i fem år ikke ansættes som leder af eller indgå i bestyrelsen for tilbud, som er godkendt, eller som søger om godkendelse af socialtilsynet,” lyder det i den påtænkte afgørelse. Selskabet bag Ungebo er nu sat under tvangsopløsning, efter tilsynet har gransket Ungebos økonomi. Her fandt man flere mistænkelige udgifter, som øjensynligt gik til at begunstige lederen selv. Gennemgangen førte til, at tilsynet har konkluderet, at den sociale virksomhed “ikke længere har den fornødne organisatoriske, ledelsesmæssige og økonomiske kvalitet”.

En naturlig del af det at stille et parti op til kommunalvalget er at indgå et valgforbund; en alliance med mere eller mindre ligesindede, der er sat i verden for at mindske stemmespild. En praksis, der kun bruges kun ved kommunal-, regional- og EU-valg for at styrke mindre partiers muligheder for at opnå valg. Ved det kommende kommunalvalg i København er der indgået fire valgforbund: Et mellem alle de blå partier (inklusiv Venstre) samt Kristendemokraterne.  Et mellem Socialdemokratiet, Radikale Venstre og Moderaterne. Sidstnævnte parti står pt. til lige omkring en procent i den nyeste meningsmåling fra Epinion. Så er der et mellem SF, Enhedslisten, Alternativet og partiet Demokraterne, der beskriver sig selv som et parti, der ligger “mellem fløjene [og] arbejder for mere demokrati, et nordisk forbund, grøn omstilling, at intet område i Danmark skal være et såkaldt udkantsområde – og at vores forsvarspolitik skal inkludere en indsats for fredsmægling. Vi vil også, at Danmark skal anerkende Palæstina og arbejde for fred og sikkerhed til både israelere og palæstinensere. Derudover vil vi genindføre Store Bededag og indføre skattefinansieret tandpleje – og selv om vi elsker Europa og verden, så vender vi os imod EU´s udemokratiske opbygning og centralisering af magt”. Med andre ord: lidt af hvert. Sidst er der et valgforbund, der er indgået mellem det, der vist bedst kan beskrives som en blandet landhandel: KaosTV, Hampepartiet, DKP – Kommunisterne, Frie Grønne, Kommunistisk Parti, Skamløse Demokrater og Solidarisk Integritet.

Faste læsere af bogmærker skal vænne sig til, at det er en ny, der bestyrer disse spalter. Det skal I, fordi det er mig, der har overtaget stafetten efter omstruktureringer på Frihedsbrevet, hvor vi desværre har måttet sige farvel til chefredaktør Jeppe Findalen.  Jeg har ikke fået en helt lige så fin titel, så derfor ændrer nyhedsbrevets navn sig også en smule, men til gengæld har jeg fået æren af at skrive til dig og ikke mindst lede og fordele det journalistiske arbejde her på Frihedsbrevet, hvilket selvfølgelig er en udsøgt fornøjelse.    Mine meritter ud i det journalistiske vil jeg ikke trætte jer helt vildt med, men vil jeg gerne fortælle en kort anekdote: Da jeg var med til at starte Frihedsbrevet i sin tid, lavede jeg en historie om en stor ejendomskonge, der havde gemt millioner af kroner i et hemmeligt selskab i Panama. Da jeg kontaktede denne direktør med ondt i skatten og sagde, at jeg ringede fra Frihedsbrevet, så udbrød han: “Ååh, nej. Ååååh, nej”.

I denne uges Fri Tænkning ser jeg på den amerikanske instruktør Kathryn Bigelows nye film A House of Dynamite om et atomangreb på USA, der netop har haft premiere på Netflix, og på den debat, filmen har udløst. Mandag den 10. oktober 1983 tilbragte USA's daværende præsident Ronald Reagan på sit landsted Camp David i Marylands skovklædte bjerge, hvor han så tv-filmen The Day After. Den handler om følgerne af et atomangreb på USA og foregår i det, der indtil da havde været Kansas City og omegn, og som dengang havde en befolkning på godt en million indbyggere. Filmen gjorde indtryk på præsidenten.  Reagan betroede sin dagbog, at filmen var ”stærkt lavet”, ”meget effektiv” og at den gjorde ham ”virkelig deprimeret”, hvorpå han tilføjede: ”Om den vil være til hjælp for dem, der er imod atomvåben, kan jeg ikke sige. Min egen reaktion var, at vi er nødt til at gøre alt for at kunne afskrække og sikre, at der aldrig bliver atomkrig.” Reagans tilgang indebar altså i første omgang hverken nedrustning eller et ønske om at få afviklet verdens atomvåben, men i stedet var han optaget af at sørge for, at USA havde så mange af dem, at det ville afskrække Sovjetunionen fra at affyre sine atomvåben mod USA. Det var det, man under Den Kolde Krig kaldte MAD, Mutual Assured Destruction, Gensidig Garanteret Ødelæggelse – en strategi, hvor USA og Sovjetunionen havde så mange atomvåben, at de ville være i stand til at svare igen med et totalangreb, hvis modparten skulle finde på at slå til først.  Reagan så filmen endnu engang, da den seks uger senere blev vist i fjernsynet efterfulgt af en debat, hvor hans udenrigsminister George Shultz deltog.

Danmark og Ukraine indgik i juni i år en stor aftale om etablering af ukrainske forsvarsvirksomheder på dansk jord.  Danmark har afsat 500 millioner til at sætte skub i etableringen, og den første virksomhed, der er udvalgt som en del af aftalen, hedder Fire Point. Inden længe etablerer de en fabrik, der skal producere raketbrændstof nær den militære flyvestation Skrydstrup lidt udenfor Vojens. Men den ukrainske virksomheden er nu under efterforskning for korruption, og det er ikke kun det nationale anti-korruptionsbureau, der undersøger sagen.  Det gør også det civile antikorruptionsråd, der er et rådgivende organ under det ukrainske forsvarsministerium. Rådet er sammensat af eksperter, organisationer og politikere, der er udvalgt ved afstemning.  Frihedsbrevet har talt med formanden for rådet, Yuriy Hudymenko, der fortæller om den undersøgelse, de nu er i gang med.

“Alle medier burde fremlægge bijobberi.”  Sådan sagde den daværende direktør for DR’s distrikter – og nu direktør for Fregatten Jylland – Anne Marie Dohm, kort efter at DR havde indført deres bijobsliste i 2014. Men nu vil Danmarks Radio ikke længere offentliggøre deres medarbejderes mange dobbeltroller. Den seneste version af bijoblisten er fra 2023, og DR fortæller nu til Frihedsbrevet, at de har skrottet listen på baggrund af en ny såkaldt ansættelsesbevislov.  Den bestemmer, at man ikke længere må forbyde sine medarbejdere at bijobbe, medmindre det eksempelvis kan skabe interessekonflikter.  Men ifølge Bjørn Holtze, som er studielektor ved juridisk institut på Aalborg Universitet og ekspert i ansættelsesret, er der ikke noget i loven, som forbyder at udgive en liste over medarbejdernes bijob. “Som jeg ser det, er der ikke noget, som forbyder registrering og offentliggørelse af bibeskæftigelser. Man kunne tværtimod argumentere for, at den netop skal være med til at sikre indsigt i journalisters eventuelle interesser,” siger han til Frihedsbrevet.

Valgstederne i New York lukker, og en halv time senere eksploderer byens ældste øl-gårdhave, Bohemian Hall & Beer Garden, i ekstase. Den lokale helts navn blinker på storskærmen: Zohran Mamdani wins race for mayor.  Der lyder et brøl fra de mere end 1500 fremmødte, der står samlet under glødende lyskæder og efterårsblade i Astoria, Queens, hvor Mamdani bor med sin kone i en toværelseslejlighed. De ræverøde newyorkere springer op, omfavner hinanden, hæver deres telefoner og skilte med teksten “En by, vi har råd til” mod nattehimlen – som for at indfange det øjeblik, hvor politik bliver til eufori, og det utænkelige bliver virkeligt. “Nu er det her,” siger en grædende kvinde ved navn M.J. Geier. “Det har været meget svært i meget lang tid”. “Det er virkelig spændende,” tilføjer hun, inden hun tørrer øjnene og forsvinder bag folkemængden med sin vennegruppe. Spændende bliver det. For New Yorks nyvalgte borgmester – Zohran Mamdani, den 34-årige socialist, som repræsenterer Astoria i delstatens folkeforsamling – får svært ved at levere på sine ekstremt populære løfter. Det erkender flere af hans glædesfyldte tilhængere også i interviews med Frihedsbrevet på valgnatten.

“How did you go bankrupt?” “Two ways. Gradually, then suddenly.” Citatet stammer fra karakteren Mike i Ernest Hemingways Og solen går sin gang og kan overføres til at handle om mange ting i tilværelsen, herunder hvordan parkering pludselig blev et af de, hvis ikke dét, allerstørste temaer i den københavnske valgkamp. Først gradvist.  Og så pludselig var det dét, man snakkede om. Det definerende. Mens folketingsvalg kan vindes på udlændingepolitik, kan dette københavnske kommunalvalg muligvis vindes på parkering. Det var det, der for alvor gjorde en bevidst om, at det var mf’eren Alexander Ryle, man fra Liberal Alliances side havde valgt som spidskandidat i København, da han i et interview med Altinget pludselig foreslog, at man stik imod alle forståelser af partiet skulle bureaukratisere parkeringsreglerne yderligere og gøre de københavnske pladser dyrere. Konkret foreslog han, at en parkeringslicens skulle koste op mod 12.000 kroner årligt mod de 6.000, den koster i dag. "Vi vil gerne skabe et økonomisk incitament for, at flere københavnere overvejer, om de rent faktisk har brug for en bil, eller om de kan få dækket deres behov med en cykel eller offentlig transport," begrundede han forslaget med tilbage i august.

Han opdagede allerede, at den var helt gal under sit introduktionsforløb. Derfor blev frustrationen heller ikke mindre, da hans arbejdsgiver i hans øjne sad på hænderne i miseren, der i sidste uge så dagens lys. Her kunne Frihedsbrevet afsløre, at Vordingborg Kommune har tørret en kæmpe regning af på 20 personer med handicap fra samme botilbud, der har betalt 789.115 kroner i ejendomsskat mellem 2020-2024. Det har Niels Michelsen – én tidligere centralt placeret medarbejder i sagen – vidst, siden han sidste sommer blev ansat som ejendomsadministrator i Vordingborg Kommune. “Jeg gik kommunens budgetter og regnskaber igennem. Jeg studsede over, at ejendomsskatterne var ekstremt høje i en bestemt afdeling,” siger Niels Michelsen, som forinden havde arbejdet 12 år i den almene boligsektor. Han henviser til botilbuddet Bo&Naboskab, som sagen handler om. Her bor 20 personer med funktionsnedsættelse. Niels Michelsen kunne gennem regnskaberne for 2022 og 2023 se, at borgerne – som en del af deres husleje – havde betalt 240.596 kroner i ejendomsskat. Langt mere end tilsvarende afdelinger.

Tidligere nyhedsdirektør i Danmarks Radio, Sandy French, blev i oktober fyret, blandt andet fordi hun havde kørt i taxa i strid med DR's retningslinjer.  En del af Sandy Frenchs forklaring var, at hun i en periode havde et særligt højt taxaforbrug, fordi hun havde benet i gips. Nye taxabilag viser dog, at Sandy French også var glad for at køre i taxa på DR’s regning i flere år før hendes skade. Faktisk var hendes taxaforbrug højere før skaden.

Det vakte stor opsigt i sidste uge, da Donald Trumps tidligere chefstrateg Steve Bannon i et interview med The Economist sagde, at “Trump bliver præsident i ‘28, og det må folk bare vænne sig til”. “Der er en plan,” konstaterede Bannon, selv om USA’s 22. forfatningstillæg klart forhindrer, at en person kan vælges til præsidentembedet mere end to gange – selv med en pause mellem perioderne. Tillægget blev ratificeret af to-tredjedele af USA’s delstater i 1951 efter Franklin D. Roosevelts fire perioder.  Teoretisk set kunne forfatningen ændres for at ophæve det 22. tillæg og tillade en tredje periode. Men at ændre forfatningen i dette tilfælde – med det nødvendige to-tredjedels flertal i begge Kongressens kamre og et flertal af stemmerne i 38 stater – er praktisk talt umuligt. Trump har siden sin valgsejr flirtet med idéen om en tredje periode som præsident. Han sælger kasketter med teksten “Trump 2028” til 50 dollar og har ved flere lejligheder ladet antyde, at en tredje periode kunne være mulig, og at han ville “elske” det.

Foruden de tre realistiske overborgmesterkandidater, gemmer kandidatlisten til valget om Københavns Borgerrepræsentation på en slags journalistisk guldgrube. Jeg vil over de næste uger følge det københavnske valg tæt og inkludere Frihedsbrevets læsere i processen gennem denne serie, der har fået navnet ‘Noter fra en en valgkamp’. Der er tale om mine noter fra den københavnske valgkamp.  Det hele er dog en anelse hæmmet fra start grundet det faktum, at jeg i denne artikels ånd gik hen og brækkede min hånd. Men mere om det senere i artiklen. Pernille Rosenkrantz-Theil, der er overborgmesterkandidat for Socialdemokratiet, har reelt ført valgkamp siden ministerrokaden i august 2024, hvor man rykkede Sophie Hæstorp Andersen fra overborgmesterkontoret til Social- og Boligministeriet, som Rosenkrantz-Theil ellers besad.  På Facebook skrev sidstnævnte på den baggrund: “Det bliver et kæmpe ja! Jeg vil uendeligt gerne være overborgmesterkandidat i København. Og nu er jeg blevet opfordret til at tage springet. Så – JA TAK” Den tid, der er gået fra den melding til nu, har hun ikke spildt, men i stedet brugt på at foreslå det ene rimeligt vilde forslag efter det andet; alt lige fra gratis daginstitutioner i København til at den offentlige transport til Københavns Lufthavn skal gøres markant dyrere.

Til denne uges Fri Tænkning har jeg talt med en af de mest indflydelsesrige stemmer i det, som i USA har fået betegnelsen “Det Nye Højre”. Navnet er Oren Cass, 42 år, økonom og tæt på USA's nuværende vicepræsident J.D. Vance.  Vi talte om, hvad der har været galt med den liberale verdensorden, hvad for en verdensorden, Oren Cass i stedet forestiller sig, og hvem han ser som kandidater til en ny amerikansk ledet blok, og hvilke krav USA bør stille til sine allierede.  Cass giver også sit bud på, hvorfor EU kan få det svært i sådan en ny orden. Endelig forklarer Cass, hvad han ser som problemet med frihandel, hvorfor han går ind for importafgifter, og hvordan han gør regnebrættet op efter et halvt år med præsident Trumps afgifter. Hvilke politiske mål skal det konservative USA forfølge, når Donald Trump forlader scenen?  Eller sagt på en anden måde:  Hvad kommer efter Trump, og hvem og hvad kommer på længere sigt til at tegne Det Republikanske Parti? Det var med ambitionen om at besvare det spørgsmål og øve indflydelse på det konservative Amerikas langsigtede retning, at Oren Cass for fem år siden stiftede tænketanken American Compass.  Før da havde han arbejdet for den konservative tænketank Manhattan Institute i New York, hvor han skrev bogen The Once and Future Worker: A Vision for the Renewal of Work in America, som USA's nuværende vicepræsident J.D. Vance har kaldt ”en blændende bog” og blandt de vigtigste, han nogensinde har læst. J.D. Vance er blandt favoritterne til at vinde nomineringen som Republikanernes kandidat ved det næste præsidentvalg om tre år.  Bogen fik også rosende ord med på vejen af nuværende udenrigsminister Marco Rubio, en potentiel konkurrent til Vance som det Republikanske Partis bud på en præsidentkandidat i 2028. Det er sandsynligt, at Oren Cass og hans revision af forståelsen af, hvad det vil sige at være konservativ i USA, og hvilken rolle USA skal påtage sig i verden, vil få en endnu mere central rolle i Det Republikanske Parti, når Trump er væk. Længere tilbage i sin karriere, nærmere bestemt i 2012, havde Oren Cass en strategisk post i kampagnestaben hos Mitt Romney, da denne sikrede sig nomineringen som Republikanernes præsidentkandidat og senere tabte valget til præsident Obama. I en alder af blot 29 år havde Cass som jurastuderende ansvaret for Romneys indenrigspolitiske forslag, og han fik i den forbindelse til opgave at se på USA's handelspolitik med særligt blik på Kina, fordi Romney var skeptisk over for den daværende kurs. Cass siger: ”Romney mente ikke, at vores samhandel med Kina fungerede, mens konsensus blandt stort set alle økonomer lød, at frihandel med Kina var en vidunderlig ting, så jeg fik til opgave at studere det og finde folk med forskellige holdninger.”

Det er ikke til at overse. Bygningen er praktisk talt plastret til med Slagelse-borgmesteren Knud Vincents og hans partifæller fra Venstre. Det er synet, der møder de cirka 35.000 indbyggere i Slagelse by, hvis de spadserer ned ad gågaden forbi en af de mest prominente adresser i byen. Lige der, på Schweizerpladsen, holder Venstre til i ugerne op til kommunalvalget. De har fået et midlertidigt hovedkvarter i første parket til de mange forbipasserende borgere i Slagelse Kommune. Men partiet nægter at afsløre, hvem den generøse giver er. “Det er en donation. Jeg kan ikke fortælle dig, hvem det er. Det er under beløbsgrænsen for, hvad der skal offentliggøres,” siger formanden for Venstre i Slagelse, Morten Danielsson. Lokalerne, som Venstre har fået stillet til rådighed, er ikke ligefrem billige. Frihedsbrevets research viser, at værdien af lejemålet vil overstige beløbsgrænsen for anonym partistøtte. Det koster nemlig lidt over en kvart million om året at kalde sig indehaver af det centralt beliggende lejemål, afslører en tidligere annonce.

I slutningen af august kunne mediet The Kyiv Independent fortælle, at den ukrainske virksomhed Fire Point er ved at blive undersøgt af landets nationale bureau for anti-korruption, NABU.  Ifølge mediet var Fire Point under mistanke for ulovligt at have oppustet priserne på droner solgt til det ukrainske forsvar.  NABU afviste offentligt i et opslag på Facebook at have rejst en sag imod Fire Point, mens Fire Point bekræftede over for The Kyiv Independent, at der fandtes en undersøgelse, men hævdede, at den var startet på baggrund af rygter.  Få dage efter meddelte den danske regering, at Danmark havde lavet en aftale med netop Fire Point om at etablere et produktionsanlæg nær flyvestation Skrydstrup, der efter planen skal begynde at producere raketbrændstof til det ukrainske forsvar i løbet af december i år.  Etableringen af Fire Points faciliteter kommer som en del af den forsvarsaftale, Danmark underskrev med Ukraine i juni i år. Som et led i aftalen har Danmark sat 500 millioner kroner af til at “sætte fart” på etableringen.

Politikerne i velhaverkommunen Lyngby-Taarbæk nord for København har fået væsentligt færre penge at dele ud under valgkampen. Nu skal kommunen nemlig aflevere over 160 millioner kroner tilbage til dens største uddannelsesinstitution, nemlig Danmarks Tekniske Universitet (DTU). I tirsdags blev det afgjort i Østre Landsret, at man har opkrævet i alt godt 163 millioner – eller 162.675.641,89 kroner – for meget mellem 2018 og 2025.

To Rudersdal-borgere kunne se frem til at spare hele 12.000 kroner i årlig husleje. Hvis altså de stemte på deres udlejer ved kommunalvalget i 2021. Udlejerens navn er Søren Hyldgaard, og ved sidste kommunalvalg stillede han op for Venstre i Rudersdal Kommune. Siden er han skiftet til Moderaterne, hvor han nu er spidskandidat i den igangværende valgkamp. Frihedsbrevet kan i dag fortælle om spidskandidatens forsøg på at købe sig til stemmer på baggrund af en sms-korrespondance, hvor Søren Hyldgaard, der ejer en lang række ejendomme i København og Rudersdal Kommune, tilbyder at sænke huslejen med 500 kroner pr. stemme pr. måned for to af sine lejere i et helt år.

De forbavsede politikere i Vordingborg Kommune kunne nærmest ikke tro deres egne ører. For de vidste ingenting om det verserende skattekaos i kommunen, der har betydet, at personer med handicap ifølge kommunen selv har betalt ejendomsskatten på et sundhedscenter i Vordingborg Kommune. Det er der en god forklaring på. Direktøren Mads Young Christensen – en af tre personer i kommunens direktion – ønskede ikke, at nogen skulle vide noget om den potentielle møgsag. Hverken i kommunens direktion eller blandt politikerne. Det fremgår af et notat fra maj i år, hvor sagen – der nu har set dagens lys efter Frihedsbrevets afsløring – atter var på den interne dagsorden blandt kommunens embedsværk.

Fri­heds­bre­vet får kri­tik for kort svar­frist I en arti­kel bragt i sep­tem­ber 2024 omtal­te Fri­heds­bre­vet, at Køben­havns Kom­mu­ne over en peri­o­de hav­de udbe­talt mere end 1,1 mil­li­ar­der kr. til en ræk­ke sel­ska­ber og fon­de, hvor advo­kat Knud Folds­cha­ck er invol­ve­ret i enten besty­rel­sen eller direk­tio­nen. Knud Folds­cha­ck og & Folds­cha­ck Advo­kat­part­ner­sel­skab har kla­get til Pres­se­næv­net… Continued

Den danske kammeradvokataftale er noget helt, helt særligt. Modellen har været en stor guldkalv for et enkelt privat advokatfirma.  I snart et århundrede har advokathuset Poul Schmith nydt godt af rollen som statens foretrukne advokat og tjent fedt på at have de facto monopol som myndighedernes forlængede juridiske arm.  Men statens brug af kammeradvokaten har i årevis været genstand for kritik.  Alene de seneste seks år har Poul Schmith indkasseret næsten fire milliarder skattekroner for at assistere staten i alverdens juridiske sager. Tilbage i december var der dog meget, der tydede på, at et opgør med aftalen fra 1936 lurede i horisonten, og at den – for Danmarks største advokathus – lukrative aftale snart ville være fortid. SVM-regeringen havde i dens regeringsgrundlag varslet et brud med kammeradvokatordningen, og af den grund blev en ekspertgruppe i juni sidste år sat til at se på mulighederne for at ændre på ordningen. Efter blot få måneder lå en rapport klar med konklusionen:  Afskaf kammeradvokattitlen, nedsæt en regeringsadvokat, og sæt flere juridiske opgaver i udbud, så flere advokater får en del af kagen.  Men knap et år – eller 328 dage for at være præcis – efter at rapporten så dagens lys, er opgøret udeblevet.

Lidt kultur har aldrig skadet nogen. Men spørgsmålet er, om en kulturoplevelse kan udrette mirakler og sætte unge mennesker i arbejde og uddannelse? Fra SVM-regeringens spæde start har det efterhånden berømte kulturpas været en mærkesag.  Faktisk kan ideen spores tilbage til en kronik i Politiken, der blev udgivet den 3. april 2022, underskrevet af Lars Løkke Rasmussen og Jon Stephensen.  Kronikørerne lagde ud med at citere Winston Churchill, der efter sigende svarede følgende, da han hørte et forslag om at flytte kulturbudgettet over til Krigsministeriet: “Hvad kæmper vi så for?” “For oprustning er ikke kun milliarder til kugler, krudt og forsvaret,” skrev Stephensen og Løkke.  De fortsatte: “Afgørende frihed er jo at forsvare alle de værdier, et land bygger på og er skabt af. Vores kunst og kultur er symbolet på den frie verden. Sat på spidsen er det jo det, vi kæmper for.” I de to moderate politikeres kronik blev ideen om et kulturpas til unge nævnt. Oprindeligt var det tiltænkt “alle unge”, der skulle have 2.000 kroner at snolde kultur for på deres 15-års fødselsdag.  Men virkeligheden er jo konkret, og efter forhandlinger med Folketingets partier og med kulturlivet blev kulturpasset vedtaget med hiv og sving.  Det er nu endt med at være en løsning, der tilbydes unge mellem 15 og 24, der enten går på FGU (forberedende grunduddannelse) eller arbejder mindre end 18 timer om ugen, og som hverken går i folkeskole eller er indskrevet på en ungdomsuddannelse eller en videregående uddannelse. Det skulle være en målgruppe på 45.000 unge mennesker, der kan få 1.000 kroner at købe kultur for om året i de to forsøgsår 2025 og 2026. Da aftalen var på plads i november 2024, erkendte kulturminister Jakob Engel-Schmidt, at missionen var svær.

I årevis har 20 handicappede borgere i Vordingborg Kommune på et botilbud været naboer til kommunens stort anlagte sundhedscenter. Men de omtrent 20 borgere, som bostedet – Bo&Naboskab – kan huse, der lever med handicap og ikke kan tage vare på sig selv, er blevet efterladt med en kæmpe skatteregning. De er blevet tørret af kommunen ved at betale ejendomsskatten på sundhedscenteret, der ligger på samme matrikel. Sådan lyder vurderingen fra kommunen i et internt dokument, som Frihedsbrevet er i besiddelse af og nu kan beskrive. Regnskaberne for botilbuddet fortæller den samme historie.

I sommer, kort før udgivelsen af sin bestsellerbog om Kina, tilbragte Dan Wang fire uger i København med sin kone.  De fredfyldte dage gik med at spise kardemommesnurrer, gå ture gennem Carlsberg Byen og beundre byens funktionalitet. Især infrastrukturen gjorde indtryk, fortæller den canadiske techanalytiker over en Zoom-forbindelse fra San Francisco. Alligevel tog det ikke lang tid, før idyllen krakelerede, og Wangs bekymringer for Europas fremtid tonede frem. “Jeg tænkte, at hvis det her er det bedste, EU har – København, et sted med stærk vækst – så gør det mig ikke ligefrem sprudlende optimistisk for fremtiden,” siger Wang, der er senior fellow ved Stanford Universitys Hoover Institution i Californien. Skulle man destillere Wangs bekymringer, ville det være, at Europa halter bagud økonomisk i forhold til USA og Kina. Kontinentet mangler gåpåmod og visioner for verdens fremtid. I Kina og USA ser de fremad med en dynamik, man ikke finder i Europa eller Japan længere.

Til denne uges Fri Tænkning har jeg talt med den britiske journalist og forfatter Misha Glenny, der til daglig er rektor for Institut for Humane Videnskaber i Wien, hvor man har fokus på især Europa og demokrati. Den 67-årige Glenny har en fortid som korrespondent for BBC og the Guardian på Balkan og i Østeuropa, og han er forfatter til en række bøger, heriblandt The Balkans: Nationalism, War, and the Great Powers 1804-2011 (2012), og The Fall of Yugoslavia: The Third Balkan War (1992). Glenny er også en førende ekspert, når det gælder mineraler og sjældne jordarter, Kina og USA’s kapløb om at sikre sig en dominerende position inden for den digitale teknologi, ikke mindst inden for kunstig intelligens, og han har også svar på, hvorfor Europa ser ud til at blive den store taber i dette spil. I 2008 udgav Misha Glenny sin internationale bestseller McMafia, der senere blev til en populær britisk tv-serie af samme navn. Det er historien om, hvordan kombinationen af østblokkens sammenbrud, først og fremmest Sovjetunionen og Jugoslavien, og globaliseringens afregulering af pengestrømme og Vestens finansielle institutioner tjente som et optimalt miljø for en ny grænseoverskridende, organiseret kriminalitet. For Glenny er Donald Trumps overtagelse af Det Hvide Hus i Washington på en måde den naturlige kulmination på den udvikling, der begyndte med Sovjetunionens opløsning i 1991 og Jugoslaviens sammenbrud året efter ledsaget af en række krige på Balkan og i Kaukasus. ”Hvis jeg i dag skulle skrive en toer til McMafia, så ville Trump være den her nøglefigur, der gennem sin karriere har bevæget sig mellem den legale og illegale verden, og som har udnyttet sin position, netværk og forbindelser til at overvinde en serie af konkurser, og som også har samarbejdet i Atlantic City med mafiaen i New Jersey.” Glenny tilføjer: ”På en måde er det en passende og nærmest forudsigelig kulmination på de processer, der begyndte med Sovjetunionens opløsning og neoliberalismen på steroider. De to komplementerede hinanden på overraskende og uventet vis.”

I sensommeren 2024 gik Anita Dahl til sin praktiserende læge i Aalestrup Lægehus, syd for Aalborg, fordi hun gennem længere tid havde haft ondt i ryggen.  Den 67-årige kvinde var bekymret for, at smerterne kunne være symptomer på kræft. “Ondt i ryggen og bekymret for om det kunne være tegn på kræft,” står der i et journalnotat fra den 21. august sidste år. Anita Dahl fik ifølge notatet lavet en aftale med en kiropraktor og ordineret noget smertemedicin. Men smerterne blev kun værre. Over de næste måneder blev dosisen flere gange skruet op, Anita Dahl havde svært ved at sove og havde så mange smerter, at hun ikke kunne gå ture med sin hund. Det fremgår af Anita Dahls lægejournal, som Frihedsbrevet har fået adgang til.  Til gengæld står der intet om kræft, andet end at Anita Dahl i 2011 fik brystkræft og både var igennem strålebehandling og kemoterapi og fik fjernet sit ene bryst. “De undersøgte hende ikke for kræft. Hun havde ellers haft brystkræft i flere år, hvor hun var gennem en hård behandling,” siger hendes Bianka Zimmermann, der er Anita Dahls datter. Den 20. april i år blev Anita Dahl undersøgt for kræft på Aalborg Sygehus, der få dage efter kaldte moderen ind til møde for at fortælle, at hun havde så fremskreden kræftsygdom, at det havde spredt sig til knoglerne, leveren og flere andre steder i kroppen. Da sygdommen blev opdaget, stod hun ikke længere til at redde.