Har der været fjendtlige droner over Danmark? Det spørgsmål så Folketingets medlemmer frem til at få svar på, da droneredegørelsen skulle lande i forsvarsforligskredsens hænder i sidste uge. Men sådan gik det ikke. For samme dag, som der blev udskrevet valg, meddelte Forsvarsministeriet, at redegørelsen var udskudt. Nu viser det sig, at der ikke kommer svar på de helt centrale spørgsmål i droneforløbet på den her side af et folketingsvalg.

Der er så tomt, så tomt, nede foran Landstingssalen, hvor det var meningen, at Mike Fonseca i torsdags skulle være blevet annonceret som Nye Borgerliges nye folketingsmedlem på et pressemøde. Sådan gik det som bekendt ikke. Pressemødet blev nemlig aflyst. Ikke på grund af det åbenlyse, nemlig at Christiansborg var sat på den anden ende grundet den kollektive forventning om, at folketingsvalget på det tidspunkt, hvor pressemødet var planlagt til, var i gang med at blive skudt i gang. Men fordi man manglede “afklaring”. Dagen hvor Mike Fonseca næsten vækkede Nye Borgerlige op fra de døde Det hele begyndte onsdag, hvor forskellige medier kunne berette om alle mulige slags ting, der handlede om det ellers så livløse parti Nye Borgerlige. Først kunne TV 2 fortælle, at løsgængeren Jeppe Søe var blevet tilbudt at blive formand for partiet. Det kunne de, fordi nogen forsynede dem med en 23-minutter lang skjult optagelse fra et telefonopkald mellem Jeppe Søe og partiets nuværende formand Susanne Borggaard. Jeppe Søe har fortalt til mediet, at han optog opkaldet, da han ville “sikre” sig selv, “hvis de var ude at sige et eller andet, som jeg måske skulle forsvare mig imod senere. Det var vigtigt for mig, at jeg ikke havde været i den slags forhandlinger. Mit mandat er ikke til salg.” Så langt, så godt. Men senere kunne Jyllands-Posten så afsløre, at Nye Borgerlige var lykkedes med at lokke en anden løsgænger over i partiet, nemlig Mike Fonseca, som de fleste nok kender for at være kærester med et barn og at have afslået Lars Løkkes forsøg på at købe hans mandat. Nye Borgerlige havde en stor interessere i at få et folketingsmedlem med ombord, fordi de derved ville være repræsenterede i Folketinget. Den gængse opfattelse var nemlig på dette tidspunkt, at hvis man var repræsenteret i Folketinget, så var man selvfølgelig også opstillingsberettigede til det kommende folketingsvalg. Derfor var Mike Fonseca rigtigt god for partiet, da de på dette tidspunkt blot havde indsamlet 591 vælgererklæringer, hvilket jo er temmelig langt fra de fornødne 20.190, der skal til. Men Nye Borgerlige havde i deres iver efter at få lov til at stille op forglemt at læse det med småt.

Kontroversielt ATP-datterselskab – der sættes i forbindelse med eksorbitante bonusser – beskyldes af kritikere for at agere konkurrenceforvridende. Samtidig viser et internt notat, at Kammeradvokaten ikke er i stand til at vurdere sagen.

Torsdag udskød forsvarsminister og Venstre-formand Troels Lund Poulsen en længe ventet redegørelse i sagen om de påståede fjendtlige droner, der sværmede over lufthavne og militære anlæg i september sidste år. Redegørelsen vil først blive klar og præsenteret for forsvarsordførerne senere i marts, lød det. Man var desværre ikke nået at blive færdig.  Det var godt nok belejligt for regeringen, men ærgerligt for et frit samfund og en ærlig valghandling. For senere samme dag havde statsminister Mette Frederiksen som bekendt en meddelelse af særlig karakter om, at danskerne skal til valg. Når valget bliver udskrevet, ophører alt det normale, og fordi ministerier under en valgkamp ikke må agere politisk, så betyder det også, at denne redegørelse med altovervejende sandsynlighed bliver udskudt til efter valget.  I den anledning vil jeg også komme med en meddelelse af særlig karakter. Nogle ville måske kalde den af særlig polemisk karakter, men det skal ikke holde mig tilbage: Jeg mener, at drone-sagen har potentiale til at blive en skandale af uoverskuelige dimensioner. Og jeg tror, at når vi om fem-ti år kommer til at kigge tilbage på den, så vil den stå som endnu et skoleeksempel på, hvordan medier, myndigheder og politikere ikke skal agere i pressede situationer. Samtidig vil den illustrere, hvor dybt amatørismen stikker i dele af det danske myndighedsapparat. 

I denne uges Fri Tænkning ser jeg på, hvordan krigen i Ukraine har drænet russiske ressourcer og muligheden for at varetage Moskvas interesser andre steder i verden. Ifølge Putin-kritiker Dmitrij Nekrasov bør der ikke være anledning til overdreven optimisme i Vesten. Han opfordrer vestlige beslutningstagere og medier til at være opmærksom på de ting, som lykkes for den russiske regering på den økonomiske front. I modsat fald ender vores risikoanalyse som hos den, der køber en lottobillet og regner med at vinde jackpot for at kunne dække alle sine udgifter. 

Det var en begejstret kultur- og fritidsborgmester Mia Nyegaard (RV), der i september 2023 kunne fortælle københavnerne, at de får en triennale. Inspireret af den venetianske Biennale skulle Danmark nu have en kunstfestival med internationalt snit, bare hvert tredje år i stedet for hvert andet år som i Venedig. Armbevægelserne var store nok på det tidspunkt, for samtidig var Mia Nyegaard i gang med at undersøge, om man kunne få OL til København. OL-drømmene måtte siden foldes sammen og lægges væk, men drømmen om en triennale blev til virkelighed. Men forløbet møder nu kritik fra en ekspert antikorruption.

Valgkampens andet store interview fandt sted lige før klokken 15 torsdag, da Mette Frederiksen gik på TV 2 og ikke ville svare på, hvorvidt hun går af som formand, skulle det gå så vidt for sig, at Socialdemokratiet ikke genvandt magten som det skete ved de to forrige folketingsvalg. Men hun understregede dog i interviewet, at hun ikke havde mange flere år i dansk politik i sig. Og at hun jo havde været her i mange år. Det var alt sammen i det andet store interview. Det første store interview fandt sted i Børsen, hvor hun over for den evige politiske journalist Kasper Kildegaard udlagde det, hun også præsenterede fra Folketingets talerstol, da hun kort efter middag indtog den: At Socialdemokratiet – blandt andet – går til valg på en formueskat, og at det er denne, der skal finansiere partiets ellers ufinansierede lilleskole-forslag. Intentionen med skatten er at ramme landets rigeste, forklarede hun til Børsen, og Socialdemokratiet foreslår konkret, at man skal betale 0,5 procent i skat af en formue, hvis den er på mere end 25 millioner kroner (per person). Formuen inkluderer alt lige fra penge i banken til friværdi. Mens den artikel gik i trykken, mødte Lars Løkke Rasmussen (M) den valgfeberinficerede presse, der i klumper fulgte hans færd nede i Vandrehallen ude foran Folketingssalen. “Det er på alle måder en dårlig idé, der er båret af misundelse. Man kan tage et kig til Norge og se den heftige udflytning, der har været fra det norske samfund, for eksempel til Schweiz,” sagde han dér og slog ellers et slag for, at valget, set med hans øjne, blev udskrevet på et ærgerligt tidspunkt, da flere aftaler ikke er vedtaget ved lov.

En stor kontorejendom i det østlige Aalborg fik sidste år en ny ejer. Køberen var en stor entreprenør- og ejendomskoncern. Forud for handlen var gået et langvarigt og tæt parløb mellem Aalborg Kommune og entreprenøren om en lejekontrakt. Et parløb, som betød, at entreprenøren uden konkurrence fik mulighed for at foretage en ejendomsinvestering med begrænset risiko. Storentreprenøren har mulighed for at score en stor økonomisk gevinst gennem et videresalg. En juraprofessor undrer sig over kommunens adfærd.

Dødszonen kaldes den. Der er goldt, koldt og bælgragende mørkt. Østersøens bund i 70-80 meters dybde ligner et post-apokalyptisk skrækscenarie. Dernede ligger Nord Stream-gasrørledningerne. Intet maritimt liv, fire grader varmt vand, ingen sigtbarhed, altså et livsfarligt område for de fleste. Men ikke for en veltrænet og veluddannet teknisk dykker med det rette udstyr – som for eksempel Valeria T., en af de hovedmistænkte ukrainere i sabotagen mod Nord Stream.  “Hun er en meget kvalificeret dykker og instruktør. Det var hun i hvert fald engang,” siger ekspert i dybhavsdykning Jesper Kjøller til Frihedsbrevet på en telefon fra Dubai. 

De fleste investorer ville være misundelige. ATP-medarbejdere i datterselskabet ATP Private Equity Partners (ATP PEP) greb muligheden og har nu optjent kæmpebonusser ved at deltage i et lukrativt medinvesteringsprogram. 33 tidligere og nuværende ATP-ansatte i datterselskabet, som er ATP’s interne kapitalfond, er blevet mangemillionærer på programmet.

Det er en af den senere tids mest opsigtsvækkende kulturfejder og kan både ses som en principiel tvist om ytringsfrihed og om retten til egen fortælling.  Men retssagen mellem Sara Omar og Manyar Parwani er nok først og fremmest en historie om et samarbejde, der aldrig nogensinde skulle have været. Det lader til at være det eneste håndfaste faktum, som kan forene retssagens parter, og det eneste, som de mange journalister, familierne og andre tilhørere, der mødte op i retten, kan være enige om. Over 30 timer hen over seks retsdage har der udspillet sig en kamp om, hvilke advokater der bedst kunne sandsynliggøre det virkelige hændelsesforløb mellem filminstruktøren Manyar Parwani og forfatteren Sara Omar. Sagen tager udgangspunkt i et dokumentarfilmsprojekt og et venskab, som gik eftertrykkeligt galt. 

“Hej Lars!” sagde formanden for Esbjerg Havn, da udenrigsminister og partiformand Lars Løkke Rasmussen (M) trådte ind i en ellers tom folketingssal.  Det var onsdag den 18. februar, klokken var lidt i tretten om eftermiddagen, og snart skulle der være ministerspørgetid. De første spørgsmål var til Løkke og kom fra Enhedslistens Trine Pertou Mach og handlede ikke overraskende om det emne, som hun er monomanisk besat af, nemlig palæstinensernes ve og vel.  “Dejligt fredeligt at komme herind,” sagde Løkke til Søren Gade (V), mens han rigtigt tog rummet i besiddelse. Man kunne se på Løkke, at han stadig surfede rundt på bølgen fra tv-serien Udenrigsministeren, hvor den forudsætningsløse tv-seer får indtryk af, at landet ledes af en knusende genial diplomat og statsmand, som opererer på et niveau, der er langt over Mette Frederiksen (S) og Troels Lund Poulsen (V).  Nu kan jeg tage fejl, men det næste Søren Gade sagde, lød unægteligt, som om han sagde‚ “skal vi ikke bare gå i baren?”, men det var jo svært at få til at give mening. Jeg kunne heller ikke tro mine ører, da det lød, som om de to mænd talte om at danse lanciers, men senere den dag opdagede jeg, at slottets beboere snart skal til hofbal, hvorfor de rent faktisk er begyndt at øve sig i at danse lanciers. For eksempel har medlemmerne af Liberal Alliances folketingsgruppe fået undervisning i lanciers ovre i Proviantgården, hvor en danselærer kendt fra tv-programmet Vild med dans var blevet hyret ind. Kender man lidt til begrebet hypervirkelighed, hvor fiktion og virkelighed krydsbefrugter hinanden og frembringer en helt ny virkelighed, som føles mere virkelig end den rigtige virkelighed, vil man kunne nikke genkendende til disse oplysninger. 

I denne uges Fri Tænkning gør jeg status på fire års krig i Ukraine, og jeg gør det med fokus på tabstal. Den officielle vestlige fortælling lyder, at Rusland lider langt større tab end Ukraine, men det udfordrer en ung ph.d.-studerende fra King’s College i London. Vil 2026 blive året, hvor krigen i Ukraine slutter?   På tærsklen til fireåret for den russiske invasion sætter nogle deres lid til, at de igangværende forhandlinger i Geneve vil gøre en ende på krigen, mens andre kalder det spil for galleriet.    De fleste peger fingre af Vladimir Putin, andre gør Volodymyr Zelenskyj til skurken, mens atter andre retter skytset mod enten Donald Trump eller Ukraines allierede i Europa.   Det er selvfølgelig en politisk vigtig diskussion, hvor man skal placere ansvaret, og det kan bruges til at skærpe presset på den ene eller anden aktør, men det er nok en øvelse af begrænset værdi, og den afspejler mest, hvor sympatien hos den enkelte kommentator ligger.   Grundlæggende er det lige nu svært at forestille sig et bæredygtigt kompromis mellem Ukraine og Rusland, som kan gøre en ende på krigshandlingerne og etablere rammerne for en fredsaftale, der kan holde på længere sigt. For ingen af parterne synes at være i en situation, hvor de er villige til at give indrømmelser i forhold til deres officielle krav.

Først til et hængeparti.  I sidste uge beskrev jeg, hvordan Socialdemokratiet brugte en anonym kilde ved navn Anni til både at rette kritik mod DF og til at rose Socialdemokratiets politiske ageren, hvad angår fødevarechecken. Hun blev citeret for at sige ting som: “Når jeg regner på det, er mine udgifter til husholdning steget med omkring 30 procent. Jeg har folkepension og ældrecheck, men det er også til uforudsete ting – måske går køleskabet eller vaskemaskinen . Så må jeg skære ned andre steder". Og: “Jeg hørte godt Morten Messerschmidt sige, at syv kroner om dagen ikke betyder noget. Det svarer kun til indkøbsposen. Jeg tænkte, at der ikke er ret mange folkepensionister, der nogensinde køber en pose.” Det indledningsvist mærkværdige var, hvor helt og aldeles perfekt skåret disse citater var. Det næste, og endnu mere pudsige, var så, at Socialdemokratiet ikke ville bidrage med nogen som helst oplysning, der kunne bekræfte, at Anni var en rigtig folkepensionist, der boede i Hobro.  De ville hverken svare på, om hun var socialdemokrat, hvad hendes efternavn var, eller hvordan de havde fundet hende.  På trods af partiets modvilje over for at bevise, at deres kilde var en rigtig person, er det sidenhen lykkedes for Frihedsbrevet at verificere netop dette. 

Jeg håber, at du vil se med, når Friis Arne Petersen og jeg sender Friis' diplomatpost direkte fra Frihedsbrevets studie mandag den 30. marts kl. 20.00. Det er nemlig en verden ude af balance, vi lever i lige nu. Krige og konflikter, økonomisk usikkerhed, klimaforandringer og en verden, hvor det er svært at blive klog på, hvad man skal prioritere. Hvem der er allieret, og hvem der er fjende. Hvem der er vindere, og hvem der er tabere. Det går vi helt tæt på denne aften – hvor vi vil sidde klar til at besvare de spørgsmål, som du måske brænder inde med.

Danske magthavere har gang på gang forsøgt at undgå at svare på spørgsmål om en kontroversiel amerikansk forsvarsvirksomhed med tætte bånd til Trump og de amerikanske efterretningstjenester. Eksempelvis nægter forsvarsminister Troels Lund Poulsen (V) at svare på, om virksomheden har kontrakter med det danske forsvar. Det samme gælder justitsminister Peter Hummelgaard (S), når han bliver spurgt om, den amerikanske virksomhed skal være leverandør til udvidelsen af det softwaresystem, der skal understøtte den udskældte PET-lov.  Men i kulissen har regeringen forsøgt at få et møde op at stå med topchefen i den kontroversielle virksomhed.

Minister tordnede mod lukrative ATP-bonusser. Nu viser det sig, at også ATP-ansatte har scoret 623 millioner kroner i bonus. Blå partier kræver opgør og vil have beskæftigelsesministeren på banen efter Frihedsbrevets afdækning.

Aalborgs eneste overlevende rockerborg huser Comanches MC og er ejet af en person, der selv spiller en central rolle i den fremadstormende gruppering. Klubhuset er kun en enkelt af mandens mange ejendomsinvesteringer. Udover rockerklubbens lokaler ejer han direkte og indirekte en lang række boligejendomme rundt om i Vendsyssel, og så har han også interesser inden for tatovørbranchen.

Endelig var der vind i sejlene. Efter flere år med store skæverter, kunne Danmarks mest udskældte pensionskasse – ATP – vise resultater. Det var i hvert fald den historie, ATP selv ville fortælle, da giganten tidligere i februar præsenterede regnskabet for 2025. Men der er også en anden historie.

Den ene skandalehistorie efter den anden har de senere år klistret sig til en nordsjællandsk transportkæmpe. Virksomheden har været ramt af flere belastende møgsager med beskyldninger om ulovligt dumpet jord og forsøg på at presse en privat borger til tavshed. Nu bliver der føjet et nyt lag til den del af historien, som omhandler aflæsning af jord ved en gammel råstofgrav i Nordsjælland. Region Hovedstaden har nemlig i det skjulte overdraget oplysningerne til politiet, som efterforsker sagen.

Lad os begynde med et opsigtsvækkende mord.  Den 2. marts 2022 om aftenen får Denys Kirejev et opkald af den ukrainske sikkerhedstjeneste, SBU. Chefen for landets kontraspionage, Oleksandr Poklad, vil gerne mødes med ham.  Tre dage tidligere har den 45-årige Kirejev som medlem af den ukrainske delegation deltaget i de første forhandlinger mellem Kyiv og Moskva i Belarus, efter at russiske tropper den 24. februar indledte deres invasion af Ukraine. Kirejev har en karriere i den finansielle sektor bag sig med topjobs i både ukrainske og vestlige banker, heriblandt Citibank, Rabobank og Credit Lyonnais, men han har også arbejdet for to brødre tæt på den tidligere præsident Viktor Janukovytj, der måtte flygte til Rusland i 2014 efter at være blevet afsat. Derudover er han i dybeste hemmelighed blevet rekrutteret af Ukraines efterretningstjeneste GUR, hvis øverste chef, Kyrylo Budanov, senere afslører, at de efterretninger om de russiske planer, Kirejev leverer umiddelbart før invasionen, sandsynligvis forhindrer hovedstaden Kyivs fald. Ifølge Budanov er det ham, der har bedt Kirejev deltage i forhandlingerne, og han har instrueret sin agent i at gøre, hvad han kan, for at trække dem i langdrag, så Ukraine kan vinde tid til at mobilisere sit forsvar.

Hårene på undertegnede er i konstant rejsning, som jeg bliver hvisket i ørene, at folketingsvalget er på vej, og at det vil blive afholdt i slutningen af marts. Men, siger jeg, fødevarechecken skal først stemmes igennem i marts, og der er statsbesøg i midten af måneden, og hvorfor ville man ikke vente til juni, når alle ser lidt bedre ud, og når fødevarechecksne har fået konti at danse på. Til det gentages sangen: Folketingsvalget bliver afholdt i slutningen af marts. Og selvom jeg er skeptisk, bliver man også nødt til at være forberedt på det værste, og hvis mine kilder får ret, er der sørme ikke lang tid til, at vi skal til stemmeurnerne. Derfor har vi på Frihedsbrevet valgt at overgive os til flokken af politikere og medier, der allerede har indset, at valgkampen er i gang. Vi vil ikke kæmpe imod, når den meterhøje flodbølge rammer os. Vi tilslutter os den og kører med på bølgen. Som jeg gjorde under kommunalvalget, vil jeg følge ihærdigt med i valgkampen, hvorfra jeg vil notere mine observationer og videreformidle dem til jer – Frihedsbrevet abonnenter – i dette format: Noter fra en valgkamp.

På en stille vej i den lollandske by Nakskov ligger et lille gult rækkehus Der er i sig selv ikke noget odiøst i rækkehuset. Men gennemgår man ejendommens ejeroplysninger, er der flere ting, der springer i øjnene. En nærmere granskning viser nemlig, at ejendommen har været centrum for en mystisk bolighandel mellem to virksomheder med bemærkelsesværdige ejere.

Omstridt topchef i dansk selskab, der var spået en glorværdig fremtid, anklager topanalytiker i dansk investeringsbank for at stå bag komplot.

Drew Horn er en alvorlig mand. Hans mørkebrune øjne flakker sjældent, øjenkontakten er intens, og han er afstemt venlig. Hans gestik er perfekt. Øvet, kontrolleret og aldrig overdrevet. Der er tale om en mand, der trods sin uformelle påklædning, jeans og cowboystøvler, som øjensynligt har fået en gedigen omgang medietræning.  Sjældent møder man en mand, som helt kan undgå at holde pauser i sine til tider ganske lange talestrømme, men det kan Drew Horn. Kun ét sted undervejs famler han efter ordene.

Den forladte rockerborg i Aalborg, der engang husede HA's nu nedlagte Aalborg-afdeling, har været under hammeren to gange i de seneste måneder, og to kendte erhvervsfolk var en overgang interesserede i en overtagelse. Det har Frihedsbrevet tidligere afdækket. På baggrund af en omfattende aktindsigt hos Aalborg Kommune kan Frihedsbrevet nu afsløre mere om det forløb, der endte med, at Karl Henrik Frederiksen – i daglig tale Frugt Karl – og Lars Ørbæk opgav at få fingre i rockerborgen kaldet Angels Place – selv om de havde en option på at købe den.