Fri Hjul

I dag på rundstrækningen i Wollongong satte Evenepoel sit første angreb ind med 75 kilometer til mål og slap fri med en mindre gruppe. Med 40 kilometer til mål slog han til igen og denne gang kun i følgeskab med en enkelt rytter. Dette var han heller ikke tilfreds med. Med 25 kilometer til mål accelererede han endnu en gang og siede sin sidste følgesvend fra. Som han har gjort det til sit varemærke, kørte han væk alene. Jeg har set ham gøre det flere gange nu, og det minder mig om mestrenes mester Fausto Coppi, som var un uomo solo a commando (en mand alene i angreb). At angribe langt fra mål, at vinde med så klar en margin, er et efterstræbt ideal i cykelsporten. Det skyldes, at det er et symbol på at bære ensomheden.

Mens jeg stod langs vejkanten og betragtede enkeltstarten, og en ukendt rytter fra Malta kørte forbi, og jeg hørte publikum sige “Wow, det er den hurtigste, vi har set i dag, han vinder,” og da Yves Lampaert lidt efter kørte forbi, vinderen fra enkeltstarten i København, kiggede folk på en måge ved en skraldespand. Jeg hørte flere blive enige om, at tiderne fra i dag fungerede ligesom kvalifikationen til Formel 1, og at rytterne kørte om pole position til på søndag. Jeg kunne fortsætte længe med lignende observationer. At Wollongong udover sin smukke naturlige beliggenhed og sin interessante minehistorie ellers er en ukarakteristisk by uden et eneste smukt hus eller en eneste smuk kirke, øger min undren over, at løbet er placeret her.

Da jeg så Evenepoel på vej op ad det afsluttende bjerg Peñas Blancas, var hans ansigt blegt, alvorligt, vredt, og hans ærgerrige stil var ikke slået i stykker. Han vil vinde dette løb. Som han styrter, må han fortsætte. Hvis han får kriser i Sierra Nevada i weekenden, må han komme sig over dem. Han vil til Madrid i den røde trøje. Det følte jeg i det blik, jeg mødte, som han passerede forbi i 1200 meters højde i Andalusien i en eksklusiv gruppe bestående af løbets forreste ryttere: Enric Mas, Primož Roglič, Juan Ayuso. Evenepoel og Quick Step Alpha Vinyl havde ladet udbruddet slippe afsted, og flere minutter forinden havde jeg set Richard Carapaz køre forbi. Ecuadorianeren har jeg ikke nævnt med et ord, siden han led det store nederlag på Marmolada i Giro d’Italia. Sådan kan det mærkes, at sæsonen nærmer sig sin afslutning.

Årets Danmark Rundt kørtes over fem etaper fra Sjælland over Fyn til Jylland, hvor løbet sluttede i Vejle. På første etape fra Allerød til Køge var jeg med Brian Holm i Quick Steps bil. Arbejdet som sportsdirektør er intenst. Det kræver overblik og ro, for rollen er vigtigst, når løbet er mest turbulent, uforudsigeligt og farligt. Jeg sagde intet i bilen, men fulgte med blikket landskabet og rejsen fra by til by, hvor rytterne badede sig i glade tilråb og klapsalver fra publikum langs vejkanten. Magnus Cort, der kørte i bjergtrøjen i Tour de France og vandt en etape, var sammen med OL-guldvinderen Michael Mørkøv de ryttere, der blev hyldet mest konsekvent, og hyppigt så jeg bannere og skilte, hvorpå deres navne stod skrevet med store bogstaver. Fra bilruden så jeg tusindvis af smilende ansigter, som mødte rytterne, der ufortrødent gik i gang med endnu en dags arbejde, en ny dag med slid, bevægelse og jagten på sejr.

Det er fjerde gang, jeg ser Remco Evenepoel køre alene mod målstregen som sejrherre. Jeg har oplevet det to gange under Post Nord Danmark Rundt, i foråret under Liège-Bastogne-Liège og i går langs strandpromenaden i Baskerlandets største by San Sebastián. Det er ikke noget, jeg vænner mig til. Hans sejre har et format, som sætter tanker i gang: Hvad kan man nå med sit liv, hvad kan man nå som ung? Her er en mand med selvtillid. Evenepoel er kun 22 år gammel, men han taler med pressen som en succesfuld veteran. Han er rolig og har et afklaret og direkte blik.

Der findes de dage, som er umulige at glemme, og så er der alt det resterende, som passerer, som er at bygge op og vokse, falde fra hinanden, forsøge igen, at køre en nedkørsel og en stigning. Sådan kan Tour de France og livet beskrives og Jonas Vingegaard, den 25-årige Thybo, blev i går kronet som vinder af årets løb som en total kulmination på sit livs slidsomme indsats som cykelrytter i et uforglemmeligt sceneri på Champs-Élysées. På den store boulevard, som er navngivet efter de elysiske marker i den græske mytologi, hvor helte blev stedt til hvile efter deres bedrifter, i den enorme menneskemængde, mens aftensolen sænkede sig bag Napoleons triumfbue, stod dette menneske, som har klaret så mange udfordringer de seneste tre uger og afvist al modstand, i sit livs mest strålende øjeblik, med et bevæget blik i øjnene og oplevede, hvad det vil sige at indfri sine egne forventninger og modtage folkets hyldest.

Etapen i går var en påmindelse om vækkelsen af fascinationen for sejr, nederlag og den store kamp. I sin grundform så vi to gode i mennesker i deres bedste øjeblik, som angreb hinanden med alt, hvad de havde, og hvor den ene til sidst måtte give op. Det var et vindue til de samme gammeldags begreber, som Illiaden omfavner.

Fire af de 10 danskere, der stillede til start, er nu udgået – fra Asgreen med smerter i knæet, over Cort med corona og Fuglsang med et brækket ribben til Mørkøv med sygdom. En af de danskere, der fortsat er med i løbet, kører som en drøm: Mads Pedersen. På etapen til Saint-Étienne, blot to dage efter Vingegaards sejr på Granon og tre dage efter Corts triumf i Megeve, var det Pedersens tur.

En atlet er et symbol på at holde en drøm i live. Drømmen om sejr og styrke. Om at håndtere modgang og nederlag. At prøve alt og nå så langt man kan. Når jeg som det første skriver om drømme, er det, fordi Jonas Vingegaard, som sensationelt vandt gårsdagens store bjergetape i Tour de France og erobrede den gule trøje med mere end to minutter ned til Tadej Pogačar, århundredets cykelrytter, i interviewet efter etapen sagde: “Dette er min drøm.” Her følger min reportage fra den historiske 11. etape.

På trods af at være iført både løbets gule førertrøje og den grønne pointtrøje var van Aert ikke tilfreds på podiet i Sønderborg søndag aften. Jeg så ham i øjnene, og han virkede stolt og bevidst om sin position øverst i hierarkiet, men det skurrede i hans triumftog, at han ikke havde vundet en etape.

Tour de France i Danmark er kørt. Her følger reportagerne fra 2. og 3. etape af løbet, som blev en jubelfest i folkemasser præcis så store, som arrangørerne havde håbet på. Dagene bød på en rørende sejr til en sprinter, som var dømt ude for evigt, styrt på storebæltsbroen, Magnus Cort alene i angreb, holdbussernes chaufførers indbyrdes kapløb for at vinde løbet i løbet og en speciel vinder på løbets 3. etape med en direkte og dyster forbindelse til den foregående dags vinder.

Yves Lampaert vandt overraskende første etape af årets Tour de France i København. Enkeltstarten, som strakte sig over 13 kilometer, blev en dramatisk opvisning i disciplinen, som på fransk kaldes Contre le montre – Kampen mod uret.

I går blev definerende for, hvordan holdpræsentationer i fremtiden kommer til at udfolde sig. Arrangementet, som traditionelt er statisk og akavet, hvor rytterne ofte foretrækker at komme væk så hurtigt som muligt for at komme tilbage i den præstationsoptimerende rutine, blev en total fejring af landevejens helte i fine rammer i Tivoli.

Det har været en dramatisk uge. Årets kulmination er inden for rækkevidde med Tour de France i Danmark, men den turbulens, som altid hersker i cykelsportens univers, har endnu engang sat en uro i alle os, der følger sporten. Først styrtede Kasper Asgreen slemt i Schweiz Rundt og måtte syes i knæet, og derefter kørte Michael Valgren ud over en klippeskrænt i Route d'Occitaniee og kom alvorligt til skade, da han brækkede sit bækken. Asgreen kæmper med tiden for at blive klar ved startstregen på Rådhuspladsen, og Valgren er ude af konkurrence i månedsvis.

Giro d’Italia blev afgjort i søndags, og udgaven, der strakte sig over 3.000 kilometer fra Budapest til Verona, endte med at blive et vindue til afmagt og nederlag, da løbets førende rytter og forhåndsfavorit Richard Carapaz kørte sig ind i sit livs krise på næstsidste etape op ad bjerget Marmolada. Hans føring smuldrede på trods af, at han inden etapen lignede en mand, der ikke var til at slå. I stedet overtog australske Jai Hindley løbets lyserøde førertrøje og blev modsat Carapaz billedet på unedbrydelig styrke. Læs her, hvordan kampen om sejren i den tre uger lange italienske rundtur udfoldede sig.

Giro d’Italia går nu ind i sin afgørende fase. Det sker efter mandagens hviledag, som under et tre uger langt etapeløb er en tid for refleksion og et spændingsopbyggende element i den fortælling, som en Grand Tour præsenterer sine følgere. Læs her, hvordan løbet har udviklet sig, og hvad der kan forventes af slagene i alperne i den 105. udgave af Giro d’Italia.

Fra kurslottet Chateau des Therme dybt inde i Ardennernes skove fulgte jeg Quick Step-holdets vej til sejren på nærmeste hold i søndagens monument Liège-Bastogne-Liège. Løbet udviklede sig til en yderst formidabel udgave med tidlige angreb og en belgier i sit livs længe ventede triumf. Men også et alvorligt styrt prægede oplevelsen, og verdensmesteren Alaphillippe styrtede og befinder sig nu på et hospital i Flandern.

I søndags blev forårets største endagsløb, Paris-Roubaix, afgjort på de nordfranske brosten, som det er blevet hvert forår siden 1896 med undtagelse af verdenskrigenes og pandemiens år. Det solbeskinnede grønne landskab kunne ikke stå i større kontrast til sidste års regnfulde kaos. Men dette gav ikke et blidere løb, og det blev den hurtigst kørte udgave nogensinde af l’Enfer du Nord. Løbet lever stadig op til løbsdirektør Jacques Goddets ord beskrivende det som “cykelsportens sidste rene vanvid”, og styrt og støv indhyllede dagen i farlig skønhed, som det gør hvert år. Jeg var til stede på pavéerne og på velodromen i Roubaix.

Belgiens største stjernerytter Wout van Aert, som jeg har brugt så meget tid på at hylde hele foråret frem mod netop dagens løb, og som jeg har præsenteret som sin generations mest lysende klassikerrytter kom slet ikke til start i sit hjemlands vigtigste løb, Flandern Rundt. Dagen før løbet fik han konstateret Covid-19. Først skuffede det mig helt enormt, men senere blev jeg mindet om en vigtig lektie, som cykelsporten har lært mig: Når løbet først køres, er der ikke tid til at tænke på dem, som ikke er med. Eller som det engelske talent Tom Pidcock sagde på startstregen i Antwerpen med poetisk præcision: I can only race against the ones who race. Fra toppen af Oude Kwaremont oplevede jeg den 106. udgave af det belgiske brostensløb.

I morgen køres et af årets vigtigste, hårdeste og mest prestigefulde cykelløb, når de 18 flamske brostensbeklædte hellinge skal overvindes i monumentet Flandern Rundt. For cykelkendere er Flandern Rundt betragtet som et decideret højdepunkt i sæsonen, og alt, hvad der idoliseres i forårsklassikerne af barskhed og vedholdenhed, kommer til udtryk i løbet af de svimlende 275 kilometer. Her udfolder der sig et udskilningsløb, hvor styrt og træthed sorterer de svage fra, og i løbets finale skal favoritterne udfordre hinanden på de legendariske paveer som Kanarienberg, Patersberg og Koppenberg. Endnu engang er Wout van Aert sammen med sin ærkerival Mathieu van der Poel i hovedrollerne, og deres største udfordrer gennem hele forårssæsonen er Kasper Asgreen.

I lørdags blev den 113. udgave af den italienske forårsklassiker Milano-Sanremo afgjort. Løbet blev en vigtig opvisning i en af cykelsportens fineste kvaliteter: Hyldesten til modet. På nedkørslen fra den korte stigning Poggio kort før mål angreb feltets bedste nedkører slovenske Matej Mohoric, og i en uhyggelig magtdemonstration i køreteknik, hvor han flere gange tog så store chancer i svingene, at han nær styrtede, formåede han at opbygge et forspring, som et jagtende favoritfelt ikke kunne lukke.

I den forgangne uge blev der kørt prestigefulde cykelløb i både Frankrig og Italien. De to etapeløb Paris-Nice og Tirreno-Adriatico satte scenen for sæsonens første opgør mellem sportens klassementsryttere.

Cykelsæsonen fortsatte med at vise sit solbeskinnede ansigt i lørdags, da to af fartens verdener mødtes på Piazza del Campo i Siena. Her afsluttedes nyklassikeren Strade Bianche, som også i år leverede et medrivende cykelløb af styrt, marmorstøv fra Toscanas hvide grusveje og en sublim solotriumf. Piazza del Campo er også hjemsted for hestevæddeløbet Palio di Siena, hvor byens 17 distrikter kæmper om prestige to gange om året. Rytterne rider uden sadel i middelalderlige dragter, og tre omgange skal tilbagelægges på den enestående smukke plads.

I skyggen af Ruslands voldelige og tragiske invasion af Ukraine blev den europæiske cykelsæson for alvor åbnet i weekenden. I De Forenede Arabiske Emirater, Frankrig og vigtigst af alt i Belgien blev der kørt løb. Efter at have tilbragt måneder i højdetræningslejre på vulkaner og afsidesliggende, ensomme steder, hvor ambitionerne for den kommende sæson støbes, og hvor intet andet end tanken om at opbygge kroppens fysiske formåen får plads, vendte verdens bedste cykelryttere endelig tilbage til konkurrence.

Jeg har set frem til at sende dette sidste Fri Hjul for i år som opsamling på den overståede sæson. Jeg ønsker at minde om årets højdepunkter. Om at generationen af unge cykelryttere lige nu repræsenterer sportens inderste idealer: at optegne en klar formel for styrkeforholdet mellem de bedste ryttere og for undersøgelsen af grænsen for den menneskelige formåen. At minde om at vinterpausen skal bruges til at opbygge forventningerne til, at den kommende sæson kan overgå den forgangne. Hvad nyttigt er der ellers at bruge disse lange måneders manglende cykelløb til? 

Fra torsdag til lørdag var jeg til det traditionsrige 6-dagesløb, som nu er et 3-dagesløb i Ballerup Super Arena arrangeret af DBC. Oplevelsen er et stilstudie i fart, men også et forsøg på at holde fortiden og minderne om 6-dagesløbet i Forum og fortidens helte som Kay Werner og Evan Klamer i live. Her er min reportage.

Tadej Pogačar fra Komenda i Slovenien er uimodståelig. I går vandt han en solbeskinnet udgave af Lombardiet Rundt. Med et angreb hele 35 kilometer fra mål på løbets hårdeste bjerg Passo di Ganda, kørte han væk fra verdensmesteren Julian Alaphillippe, landsmanden Primož Roglič, sicilianeren Vincenzo Nibali og alle de andre store navne, der i dag forsøgte at erobre sæsonens sidste monument. 

De, som følger mit arbejde, ved, at italiensk cykelsport har en særlig plads i mit hjerte. Den italienske cykelhistorie er knyttet til selve nationens historie med stærke bånd. Således findes fortællinger om cykelryttere, der med deres resultater har afværget oprør, revolutioner og åben kamp i gaderne. Mest berømt er historien om Gino Bartali, som kørte i cykelsportens guldalder i 1940’erne og 1950’erne, og som under Tour de France i 1948 efter et opkald fra Italiens daværende premierminister afværgede en truende konflikt.

Roubaix er et vidunderligt sted!  En lille fransk industriby giver til trods for al sin beskedenhed sportens verden et skue, som bekræfter, at store og svulstige ord som heroisk, tappert, bravt og grusomt med indlysende selvfølgelighed kan bruges til at beskrive cykelryttere og cykelløb.  Det, som trofaste cykeltilhængere havde ventet på i 19 år, skete i dag, da uvejret ramte Nordfrankrig på denne hellige søndag, hvor årets største klassiker blev afgjort. 

Roubaix er et sørgeligt sted. Landskabet er tungt og præget af svær og forladt industri, slid og slæb, krig og slagmark gennem hundrede år. Husene er udfærdiget og støbt i beton med store vinduer med plastik-rammer, og gaderne er uden træer. Jeg kan ikke komme i tanke om andre omstændigheder, hvor et sådant landskab bliver hyldet og romantiseret. Her til aften er det mit yndlingslandskab! Det er det ukueliges æstetik, og det er netop det, der skal til, for at rytternes kørsel bliver virkelig heroisk. 

På Café De Blauwe Kater sidder to ældre mænd og læser i Het Nieuwsblad. De bliver ved med demonstrativt at folde avisen sammen og smække den ned på bordet for lidt efter igen at tage den op og fortsætte læsningen. Som om det er avisens skyld, at franske Julian Alaphillippe blev verdensmester i stedet for en belgier, som alle her havde regnet med. Hvordan kunne det ske? Siger den ene. Hvad skulle vi have gjort anderledes? Svaret er enkelt: I går kunne ingen have slået Alaphillippe. Han kørte offensivt og angreb igen og igen på den kuperede rundstrækning, og til sidst kunne hans rivaler ikke følge ham. Sådan vindes et verdensmesterskab.

Aldrig har Danmark som nation præsenteret et bedre hold end det, som står klar ved startstregen i Antwerpen på søndag, når verdensmesterskaberne i landevejsløb skal afgøres. Som en understregning af dette har jeg til min glæde erfaret, at flere belgiere også anser det danske hold for at overgå deres eget landshold, som ellers må betragtes som det stærkeste.