Christina Lagoni

Debatten om chatkontrol ramte sit højdepunkt i Danmark under EU-formandskabet, da daværende justitsminister Peter Hummelgaard forsøgte at presse en kontroversiel version igennem, der ville overvåge alle borgernes kommunikation med hinanden. Flere EU-lande sagde fra, og siden er kampen om overvågning af borgeres kommunikation med hinanden sparket ind i forhandlingslokaler i Bruxelles, hvor henholdsvis Ministerrådet og parlamentet er på hver sin side af forhandlingsbordet. Men efter flere forhandlinger og afstemninger i EU har EU-toppen - ledt an af Ministerrådet og parlamentets formand - taget en kontroversiel, bureaukratisk metode i brug for at presse deres ønskede version af chatkontrol igennem.

Kære læser I denne uges Fri Tænkning skriver jeg om en usædvanlig publicistisk begivenhed: Det britiske ugemagasin The Economist brugte i sidste weekend 11.600 ord – svarende til tre-fire hele sider i Weekendavisen – ledsaget af en videopræsentation og en podcast på at introducere den russiske industrimagnat Andrej Melnitjenko og udsigten til politiske forandringer i Rusland. Det har delt vandene og udløst et oprør blandt The Economists kernepublikum. Hvad handler det om, og hvad er fup og fakta i historien om Melnitjenko? God fornøjelse.

Hvad foregår der bag de lukkede mure på Københavns Politigård? En retssag mod en tidligere korruptionsanklaget betjent fra Københavns Politi giver nu et unikt indblik i én helt særlig afdeling. Betjenten var tiltalt for at bryde våbenloven og lov om euforiserende stoffer, men i sagen dukkede en række opsigtsvækkende detaljer op. Frihedsbrevet kan gennem dokumenter i retssagen nu afdække, hvordan arbejdslivet i en af dansk politis mest profilerede enheder - ifølge betjenten - fungerer i praksis.  Hvordan kokain vejes på kontorpladser uden værnemidler med ledelsens godkendelse - ifølge betjenten med den konsekvens, at man bliver påvirket - og hvordan der afviges fra retningslinjer og actioncards fra Rigspolitiet og Christiansborg, fordi sagsbehandlingen er presset. 

Det er ikke hver dag, man oplever at stå som forfatter til en artikel i sin lokale avis – og slet ikke uden man selv har nogen som helst anelse om det. Men det var lige præcis det mærkværdige scenarie, en nordsjællandsk borger var udsat for, da han for godt et år siden pludselig kunne se sig selv stå som ophavsmand til et kritisk debatindlæg i Sjællandske Nyheder, han ifølge ham selv intet havde med at gøre. Indlægget kredsede om den omstridte nordsjællandske festival Musik i Lejet, og netop debatten om denne var på sit højeste, da debatindlægget landede i mediets indbakke sidste år. Siden da har der ikke været nyt i sagen, men nu viser det sig, at Nordsjællands Politi har sigtet tre personer i sagen. Frihedsbrevet er bekendt med navnene på de sigtede, og det er bestemt ikke hvem som helst, som politiet har mistænkt.

På et tidspunkt spørger jeg en rådgiver fra et af de danske kontorer i Europa-Parlamentet ind til blyantspenge; et fast månedligt beløb, som europaparlamentarikerne modtager med henblik på det skal bruges på at holde kontor. I 2026 er beløbet på cirka 37.000 kroner om måneden, og det interessante er, at politikerne og deres kontorer ikke skal vise, hvordan de bruger pengene. Pengene bliver udbetalt af Europa-Parlamentet uden krav om, at der skal indsendes kvitteringer for, hvordan pengene bliver brugt. Jeg har før hørt fra en, der tidligere arbejdede på et af de danske kontorer, at det var rimeligt liberalt, hvad man kunne finde på at bruge dem på: middage, indkøb i Europa-Parlamentets kiosk, flere middage, mange middage. Så jeg spørger den nuværende medarbejder, hvordan det forholder sig med kriterierne for, hvad man må bruge blyantspenge på.  “Jeg kender en, der på et tidspunkt sad med noget, han var i tvivl om, han måtte bruge blyantspenge på,” siger den nuværende medarbejder og fortsætter sin fortælling: “Så han ringede ind til dem, der står for det, og sagde ‘Vi vil gerne bruge pengene på det her, må vi det’? Så sagde personen i den anden ende, ‘Vi har en liste over ting, man ikke må bruge midlerne på, har du tjekket den?’” “Havde han det?” spørger jeg.  “Ja, han fortalte så, at han havde tjekket, og at det ikke stod på listen. Men han var stadig i tvivl. Så sagde de, at de godt kunne undersøge det. Men så skulle de også undersøge det. Og så ville der komme et svar. ‘Vil du gerne have, at vi undersøger det?’ spurgte de ham." ‘Nej, det er okay’, svarede han så.”

I Silkeborg er der en ældre, meget kristen mand ved navn Søren Toft-Jensen, som på det sociale medie X giver den i rollen som en rigtig edge lord. Han er imod islam, han mener, at klimaforandringer er fup og fidus, han påstår, at paven er muslim, han er anti-feminist, han vil forbyde børnebøger om transpersoner, han er imod abort, han er imod EU, han støtter Israel, han støtter Trump, han støtter Argentinas præsident, Javier Milei, han er for atomkraft, han kalder Danmarks nye regering for en “rødkløverregering”, han reposter indlæg om konspirationsteorien om befolkningsudskiftning, og han mener, at staten ikke skal bestemme om han må sige “neger” eller ej.  “Det går godt med islamiseringen af Danmark, selvom vi er lidt bagefter England!” skriver en sarkastisk Søren Toft-Jensen på X den 28. marts 2026.  På X foreslår en bruger, at man skal svare “A”, hvis man er enig i, at “islam ikke er en religion. Det er en totalitær, voldelig, ekstremistisk ideologi, og Vesten bør bekæmpe den på samme måde, som vi bekæmpede nazisterne.” “A,” svarer Søren Toft-Jensen.  “Trump har forbløffet Amerika ved at meddele, at han vil tilegne landet til Gud,” skriver en anden bruger på X.  Man kan erklære sig enig i dette forehavende ved enten at svare B) “Nope” eller A) “Yes”.  “A” svarer Søren Toft-Jensen, som åbenlyst er værd at følge, hvis man godt kan lide, når folk maxer ud på ytringsfriheden.  Han skriver også på X, at FN er blevet “en kriminel og voldelig organisation.”  I et andet tweet kalder han FN for en “uduelig, venstreorienteret organisation. Om klimaforandringer har han senest skrevet:  “Klimaet skifter uanset, hvad vi mener og gør. Vi lever fint med en 50-års-hændelse. Hold op med at skræmme børn og usikre mennesker!”  Siden 2013 er det blevet til mere end 9.000 posteringer på X fra Søren Toft-Jensens side, og ofte er han aktiv derinde flere gange om dagen. 

I 2024 overtog staten ansvaret og regningen for det indvendige vedligehold af Kongehusets bygninger.  I december sidste år kom det så frem, at det indvendige vedligehold i 2024 kostede skatteborgerne ekstraregning på i alt 17,4 millioner kroner. Nu kan Frihedsbrevet fortælle, at 3,4 millioner af dem er gået til noget, de fleste nok ville betegne som luksus.

I denne uges Fri Tænkning har jeg talt med den svenske historiker Per Anders Rudling, lektor ved Lund Universitet og forfatter til en bog om de ukrainske nationalister. Dem, som fra Første Verdenskrig og til og med Anden Verdenskrig og derpå i landflygtighed i Vesten formede fortællingen om Ukraines historie i det 20. århundrede, som har haft afgørende indflydelse på historieskrivningen i Ukraine efter Sovjetunionens opløsning i 1991. Der er tale om en yderst selektiv historieskrivning, som de seneste uger har ført til en åben konfrontation med Polen og det officielle Holocaust Museum i Israel, fordi Ukraines statsautoriserede nationalhelte begik massemord på polakker og jøder under Anden Verdenskrig.

Mandag den 6. juli blev det meddelt, at Kim Fournais – der i 1990’erne sammen med Lars Seier Christensen startede, hvad der udviklede sig til Saxo Bank – har solgt sin tilbageværende ejerandel i banken til den schweizisk-brasilianske bank J. Safra Sarasin. I forvejen havde J. Safra Sarasin købt 70 procent af Saxo Bank, for hvad der vurderes til at være en pris på 12 milliarder kroner, og med købet af Fournais resterende 30 procent er det nu virkelig J. Safra Sarasin, som sidder for bordenden i Saxo.  Men hvilken slags bank er J. Safra Sarasin?   “Vi er en privat bank med mere end 180 års erfaring med formue – og værdihåndtering,” skriver banken selv på sin hjemmeside. Og det er jo objektivt set rigtigt nok; banken blev grundlagt i 1841 og blev i 2013 overtaget af Bank Jacob Safra AG, hvoraf følger det navn banken har i dag. Banken Jacob Safra AG var ejet af familien Safra, som oprindeligt stammer fra Syrien, men emigrerede til Brasilien i 1950'erne, hvor de står bag konglomeratet Safra Gruppen (“Grupo Safra”, red.), der blandt andet driver Brasiliens syvende største bank. Det burde ikke være nødvendigt at skrive at Safra-familien er svimlende rige og uhyre magtfulde, og i Brasilien har de været under anklage for at ville bestikke sig til skattefordele, men sagen blev til sidst droppet på grund af manglende bevismateriale. Det er altså ultimativt dette familiedynasti, som gennem J. Safra Sarasin nu ejer Saxo Bank.  

Europa-Parlamentets bygninger er tæt besat med vandautomater. Disse går bygningens beboere mange gange om dagen hen til, trækker en engangskop, fylder den med koldt vand, drikker måske halvdelen heraf og smider så koppen i den skraldespand, der står lige ved siden af. Selvom der er så mange vandautomater, hænder det, at der er kø. På et tidspunkt står jeg bag en mand, der først skal fylde sit glas, så drikke det hele, så fylde det, så drikke det, så fylde det, så drikke en lille smule, så smide det ud, før jeg afslutningsvis kan komme til. Der bliver brugt mange engangskopper på en vilkårlig dag i Europa-Parlamentet. Ikke kun på vand, der er også mange kaffeautomater. Sådan nogle automater, hvor du trykker på en knap for at få en kaffe med eller uden mælk, og så koster kaffen et symbolsk beløb på lige under en euro. I disse skal man også bruge en engangskop. En kop, der faktisk er identisk med dem, der er at finde i hobevis og frit tilgængelige ved vandautomaterne. Men i kaffeautomaterne er de ikke frit tilgængelige. Dér skal man betale et endnu mere symbolsk beløb, ti cent, for at få en kop udleveret. Men hvis man har sin egen kop med, behøver man ikke at betale dette gebyr. Således kan man gå hen til en af vandautomaterne, tage en identisk engangskop, gå hen til kaffemaskinen og snyde systemet for ti cent. Når jeg fortæller jer dette, er det ikke, fordi de ti cent er vigtige for mig. Ser I, dette kop-bureaukrati har vist sig at være symptomatisk for EU. For det første hviler det på nogle absurde, uigennemskuelige principper. For det andet er der ingen logik i bureaukratiet. For det tredje er det helt enormt nemt at vride nogle penge ud af EU. Fernisering Tirsdag aften bipper jeg mig ind i Europa-Parlamentet, da jeg skal ind og se, hvordan man relativt nemt bruger 6.000 euro.