Christina Lagoni

Allerede i slutningen af marts 2025 afleverede den forhenværende topdiplomat Michael Zilmer-Johns det første udkast. En dyster, men ærlig analyse af Danmarks militære sikkerhed og forhold til USA.  “NATO var i dyb krise,” vurderede den tidligere NATO-ambassadør, der åbnede døren på klem for, at alliancen ikke ville overleve, inden Trumps ambitioner om Grønland blev årsag til at dødsdømme den internationale verdensorden, som USA i årtier har stået i spidsen for. Zilmer-rapporten, som den blev kaldt i daglig tale, blev afleveret til toneangivende embedsmænd i både forsvarsstaben, Udenrigsministeriet, Forsvarsministeriet og Finansministeriet samt Grønland og Færøerne. I dag kan Frihedsbrevet afsløre, at Forsvarets øverste ledelse trak i håndbremsen og i månedsvis ikke kunne godkende, at Zilmer-rapporten blev udgivet af Forsvarsakademiet, som til sidst helt droppede at udgive den.

Han har til trods for sin unge alder siden 2018 siddet i Aalborg Byråd valgt for Venstre og er medlem af landsledelsen i Venstres Ungdom.   Og han sidder i bestyrelsen for to kulturelle fyrtårne i Nordjylland, kunstmuseet Kunsten og Utzon Center. På erhvervsfronten indeholder hans CV stillinger såsom direktør, iværksætter, marketingchef, tekstforfatter og kommunikationsmedarbejder i en lang række private virksomheder.

I denne uges Fri Tænkning kigger jeg indad, ser på forskellen på tilladt journalistik og journalistik bedrevet uden tilladelse, undersøger et vildledende spejlbillede og mindes en anekdote af Ronald Reagan, der siger noget om dansk presse i 2026. Den russiske digter Osip Mandelstam forfattede i begyndelsen af 1930 en kort selvbiografisk tekst, som han kaldte Den Fjerde Prosa. Her formulerede Mandelstam et kompromisløst opgør med censur, konformisme og ideologisk ensretning, og det markerede et point of no return i hans forhold til det sovjetiske regime. Teksten pegede samtidig frem mod digterens død i en gennemgangslejr ved Vladivostok nogle år senere.  Teksten, der først blev udgivet i Mandelstams hjemland et halvt århundrede efter hans død, cirkulerede blandt kolleger, og brudstykker nåede også nogle af litteraturens funktionærer. Den Fjerde Prosa placerede definitivt Mandelstam uden for det “gode” selskab, lukkede dørene til de litterære saloner og henviste ham til en tilværelse som subsistensløs.  Han gav afkald på titlen som sovjetisk forfatter, men bruddet indebar også, at han opnåede en indre afklaring og frihed, som gjorde en ende på hans angst for død og forfølgelse. Han forstod bedre end sine samtidige, at katastrofen nærmede sig, og tog sin skæbne på sig. Det endte tragisk, men Mandelstams utvetydige markering af, hvor han stod i forhold til den ydre forfølgelse og ydmygelse, satte ham fri som kunstner, og efter fem års ufrivillig skrivepause begyndte hans poesi igen at flyde med digte, der små 100 år senere står som monumenter i verdenslitteraturen.   I sit opgør med det litterære establishment og bureaukrati noterede Mandelstam i Den Fjerde Prosa:       “Jeg deler alle værker i verdenslitteraturen mellem dem, der er tilladte, og dem, der er skrevet uden tilladelse. Førstnævnte er afskum, sidstnævnte er stjålet luft. Forfattere, der skriver bevidst tilladte ting, har jeg lyst til at spytte i ansigtet og give en på hovedet med min stok.”

Der var ikke dét, de ikke kunne hjælpe med. Selskabet tilbød mandskabsleje, aviskørsel, leje af elektriker, IT-programmering, rengøringsarbejde, murer- og tømrerarbejde, transportvirksomhed, cateringvirksomhed, malerarbejde samt køb og salg af biler. Problemet var bare, at det hele var et stort fupnummer.

Der skal købes, og der skal købes, og så skal der købes, når det drejer sig om oprustningen her til lands – og våbenproducenter fra hele verden står på spring og gør sig til over for Danmark. Særligt de virksomheder, der laver fregatter. Kongeriget står nemlig over for et gigantisk indkøb i den tocifrede milliardklasse af de flydende krigsskibe, og vi mangler fortsat en virksomhed, der kan greje den. Som bekendt er alle kneb gyldige, når det kommer til krig og kærlighed, og eftersom kontrakten og de mange penge tilfalder en – og kun én – våbenproducent, går man gerne langt for at komme længere end konkurrenterne. Et af de kneb, man kan gøre brug af, er selvfølgelig at hyre en dygtig lobbyist til at tale våbenbutikkens sag. Eller i det mindste en lobbyist med forbindelserne i orden.

Der er larmende tavshed fra de danske toppolitikere og beslutningstagere, når det kommer til udviklingen i Nord Stream-sagen. Den tyske anklagemyndighed har tidligere på sommeren officielt tiltalt den ukrainske militærmand Serhii K. for krigsforbrydelser, da de mener at kunne dokumentere, at han – sammen med et hold på i alt syv personer – stævnede ud fra lystbådehavnen i Rostock i den omtalte sejlbåd Andromeda, hvorfra de saboterede Nord Stream-gasledningen. Det understreges sågar i tiltalen, at det blev udført “på vegne af den ukrainske stat”. Men det har tilsyneladende ikke givet anledning til refleksion hos den danske regeringstop, der ellers tog det meget alvorligt tilbage i efteråret 2022, hvor Mette Frederiksen meget klart sagde: “Det er sabotage.”

Udlændingedebatten har de sidste mange år været definerende for dansk politik. Og det er den stadig – også for Danmarks nye regering med Socialdemokratiet, SF, Moderaterne og Det Radikale Venstre. Men netop i spørgsmålet om udlændinge og integration står de fire partier ganske forskelligt. Nu kommer to tidligere radikale topfolk med en advarsel over for deres gamle parti. Der venter nemlig et udlændingepolitisk opgør ude i horisonten, hvis ikke midterpartiet passer gevaldigt på. De første sprækker i regeringssamarbejdet er således allerede begyndt at vise sig, og flere elementer i regeringsgrundlaget er blevet eksempler på dette.

I år ville Václav Havel, den tidligere tjekkiske præsident, skuespilforfatter og medstifter af en af verdens mest kendte systemkritiske bevægelser, Charter 77, være fyldt 90 år. Samtidig markerer verden til december 15-året for hans død og til januar 50-året for etableringen af Charter 77, der klandrede det kommunistiske diktatur for ikke at leve op til de forpligtelser, det selv havde påtaget sig i henhold til landets forfatning og Helsingfors-Slutakten fra 1975, hvor alle underskriver-lande bekendte sig til respekt for menneskerettighederne.  Charter 77 var inspireret af Moskva Helsingfors-gruppen, der var blevet stiftet året før og kom til at spille en afgørende rolle i Jerntæppets sidste år, selvom de fleste aktivister enten havnede i fængsel eller i eksil.  Det har jeg brugt som anledning til at genlæse Havels epokegørende essay 'De magtesløses magt', som den senere præsident skrev i efteråret 1978 på sit landsted i Hrádeček i det østlige Bøhmen. Det var egentlig tænkt som et diskussionsoplæg til en antologi om frihedens væsen med reaktioner fra polske og tjekkoslovakiske systemkritikere, som senere udkom som en antologi i undergrundspressen. Havels essay udkom imidlertid først i 1985 på engelsk sammen med andre essays af skribenter fra det daværende Central- og Østeuropa.  Siden har 'De magtesløses magt' opnået status som et af det 20. århundredes vigtigste politiske essays, og det ses som en model for, hvordan individer og grupper uden formel magt kan yde modstand i et repressivt system.  Nogle iagttagere mener, at Havels essay er mere aktuelt end nogensinde og har meget at sige det moderne menneske i en verden drevet af digital overvågning og kontrol. Ja, nogle er af den opfattelse, at Havels analyse er mere relevant i forhold til vores verden end det regime, han levede under. 

Thomas Stentz var i vildrede.  Efter at have fået en skattesag på halsen, skulle direktøren i byggefirmaet PlusMontage hurtigt finde en advokat. Derfor ringede han til Torben Bagge. Han blev egentlig anbefalet en anden advokat med navnet Torben, men da “Skattesagen Torben Bagge” var det første resultat, der dukkede op efter en søgning på nettet, endte han med at tage kontakt til den kendte skatteadvokat. Men det valg har fået store konsekvenser for direktøren, fortæller han i et interview i Frihedsbrevets podcast ‘Du må hellere ringe til Bagge’. Advokaten havde nemlig en chokerende meddelelse til direktøren. 

En kulørt rigmand har alvorligt rod i regnskaberne. Frihedsbrevet kan nu fortælle om brud på både moms-, bogførings- og ikke mindst skattelovgivning i flere af hans selskaber, og et af selskaberne ejer den strandvejsvilla nord for København, der i hvert fald indtil for nylig har været lejet ud til den amerikanske ambassadør. Det er dog langt fra første gang, at rigmanden har brudt loven i sine mange selskaber, ligesom førnævnte strandvejsvilla tidligere har været centrum i en regulær byggeskandale.