Christina Lagoni

Udadtil har fortællingen om bostedet, der ligger i en gammel Bandidos-rockerborg i Næstved, været en succeshistorie: To mænd med en broget fortid starter et succesfuldt bosted for kriminalitetstruede unge og vinder sågar Børsens Gazelle-pris. Men nu kan et nyt og mindre flatterende kapitel føjes til fortællingen.

Under Den Kolde Krig var det ikke alle danskere, der var bange for Sovjetunionens trusler. En lang række fremtrædende danskere var nemlig så filtret ind i kommunismen, at de var på partiskole i Moskva.  Frihedsbrevet kan efter at have gennemgået flere hundredvis af siders arkivmateriale tage læserne med helt ind på første række på en sovjetisk partiskole for fremtidens kommunistiske ledere fra 70’erne til slutningen af 80’erne.

Da klokken havde slået kvart i to, var han der pludselig. Langs væggen anede man ham. Han var iført en sort skjorte og sort blazer; en mundering, der fik ham til at ligne en bedemand. De andre partiformænd havde siddet troligt i Folketingssalen, siden spørgetimen med statsministeren gik i gang klokken 13, og der sad de ikke engang alene. Flere af dem nød godt af opbakningen fra de af deres partimedlemmer, der må betegnes som de mere vigtige, skulle man rangere partiernes medlemmer efter sådan et kriterie. Ja, flere af pladserne på den bagerste række var sågar optagede. Der havde løsgængere  såsom Jeppe Søe, Jon Stephensen og Mike Fonseca  indfundet sig, men de måtte altså spejde længe efter deres sidemakker. Lars Boje Mathiesen (BP) var ikke dukket op. De eneste andre partiformænd, der ikke var dukket op, var Troels Lund Poulsen (V) og Lars Løkke Rasmussen (M), der af åbenlyse årsager var fritaget.

Mette Frederiksen har som dansk statsminister utvivlsomt sat et solidt aftryk på den moderne Danmarkshistorie. Først med corona, mink og med dertilhørende gentagne anklager om magtfuldkommenhed.  Men så gjorde hun det, som al logik tilsiger, at en magtfuldkommen statsleder ikke ville gøre: Hun delte ud af magtens kage til sine politiske modstandere, der byttede principper ud med ministerbiler. Med Ukraine-krigen stod Europa og Danmark dog også i den farligste situation i nyere tid. Der var brug for ro og brede politiske samarbejder hen over midten med ansvarlige politikere på begge sider af fløjene, lød det.  De irriterende og populistiske yderfløjspartier skulle skæres væk, og magten skulle ledes og fordeles fra “arbejdsfællesskabet” i SVM-regeringen. Den politiske debat var præget af manglende nuancer og alt for sort-hvide forestillinger om tingenes tilstand, måtte man forstå.  SVM-regeringen skulle være en form for “sandhedsregering”, hvor man ikke skulle bruge tid på al den mudderkastning, som den politiske debat ellers var plaget af.

Han er et af de mest toneangivende navne i erhvervslivet gennem de seneste årtier. Når historien om den moderne arbejderbevægelse i Danmark skal skrives, er han en af de mest centrale skikkelser. Nu kan Frihedsbrevet føje nye lag til fortællingen om Danmarks ukronede pensionskonge, der var glødende kommunist og var på elitepartiskole i Moskva under Den Kolde Krig.

Danmark fortsætter med at lukke virksomheder med tætte forbindelser til Trump-regeringen helt ind i hjertet af det danske myndighedsapparat. Rigspolitiet har således i det stille forlænget kontrakten med en kontroversiel, amerikansk forsvarsvirksomhed med forbindelser til Trump-regeringen og de amerikanske efterretningstjenester. Frihedsbrevet kan i dag afdække, hvor mange millioner der er gået til virksomheden de sidste otte år, og at samarbejdet ser ud til at fortsætte ufortrødent.

De danske efterretningstjenester spillede ikke med åbne kort, i forbindelse med at rocker-lærlingen Jesper Steenberg Larsen – i rockermiljøet kendt som ‘Tupac’ – kom ind i Forsvaret og to gange blev sendt til Afghanistan i krig. Faktisk blev han direkte ført bag lyset.

“Så skal der fandeme laves kritisk reportage,” sagde Danmarksdemokraternes strategichef Mark Thorsen, da jeg kom op i presselogen lørdag den 6. december klokken lidt i 13 om eftermiddagen. Nede i salen vrimlede det med voksne og børn, der spændt ventede på, at Hr. Skæg skulle optræde til Folketingets Juletræsfest.  “Ja, det skal der! Det vil nok føre til, at jeg får karantæne på livstid,” svarede jeg Mark Thorsen, og så grinede vi lidt af det. Kort forinden, ved Folketingets hovedindgang, havde jeg mødt den unge rigsborger Mikkel Bjørn fra Dansk Folkeparti. Han var i selskab med Christian Bülow, også fra Dansk Folkeparti, der ligesom Mikkel Bjørn var blevet valgt ind i Københavns Borgerrepræsentation. Bülow sagde, at han var kommet til at sidde ved siden af Frie Grønnes Sikandar Siddique, men tilsyneladende havde Siddique på sociale medier givet udtryk for, at han sidder ved siden af Mikkel Bjørn, men Sikandar Siddique lever jo også i sin helt egen virkelighed. Mere nåede jeg ikke at tale med Bjørn & Bülow, for de skulle op til Dansk Folkepartis hovedbestyrelsesmøde, som altså blev afholdt midt i Folketingets Juletræsfest.

Det var den 13. december, da førende skikkelser fra den amerikanske højrefløj og deres udenlandske allierede samledes til gallamiddag i en balsal ved den amerikanske børs på Manhattan. Den årlige fest, arrangeret af The New York Young Republican Club, er en af de mest mondæne sammenkomster på kalenderen i MAGA-universet. Frihedsbrevet kiggede Trumps loyale støtter over skuldrene ved festen og så, hvordan bevægelsens højreekstremistiske kræfter har fået vokseværk.

Året går på hæld, og jeg er gået på juleferie.  Jeg synes imidlertid ikke, at du skal snydes for Fri Tænkning op mod jul og nytår. Derfor har jeg været en tur i arkivet og fundet en række udgaver af Fri Tænkning fra de forgangne fire og et halvt år, som tiden efter min bedste overbevisning ikke er løbet fra.  Det skyldes ikke mindst, at nogle af emnerne er tidløse og handler om eviggyldige problemstillinger, men ikke kun.