Christina Lagoni

En ansat blev fyret, efter at han havde tilberedt bacon på et bosted. Nu anklages bostedet for at praktisere muslimske værdier og for primært at ansætte folk med mellemøstlig baggrund af tidligere ansatte. Bostedet er både hjem for danske og muslimske børn, som er blevt anbragt der af landets kommuner. Lederen på bostedet, der også er viceborgmester i en mellemstor dansk kommune, forklarer, at nogle af beboerne på stedet går meget op i, at svinekød “ikke må være i de samme pander og kasseroller”, som deres mad tilberedes i.

Den har ikke et officielt navn, og stort set alt er tophemmeligt. Vi ved ikke præcis, hvem de er, hvor ofte de mødes, hvor de mødes, hvad de taler om, eller hvad der bliver besluttet.  Bare det at den såkaldt høj-niveau arbejdsgruppe - “high-level working group” i udenrigsminister Lars Løkke Rasmussens (M) ord - med amerikansk, dansk og grønlandsk deltagelse fortsat ikke har noget officielt navn viser måske, at der fra start har været uenighed for hele præmissen for gruppens arbejde og formål.

I slutningen af september var regeringstoppen i Danmark få sekunder fra at aktivere NATO’s artikel 4. Droner fra ukendte, men fjendtlige aktører havde lukket lufthavne landet over. Meldingerne lød, at ingen vidste, hvor de kom fra – men forsvarsminister Troels Lund Poulsen slog på et pressemøde fast, at: “Det, som vi har set nu, det er en systematisk operation. Det er ikke bare Jens Hansen, der flyver med en Fætter BR-drone.” Man skulle nærmest tro, at forsvarsministeren i Belgien, Theo Francken, havde siddet på is og nærstuderet sin kollega Troels Lund Poulsens kampform. For præcis 38 dage efter gik Francken ud i et interview og sagde: "Hvis man ser på, hvordan de droner flyver, hvor de specifikt flyver forbi, og hvor længe de bliver ved med at cirkle over bestemt infrastruktur, er det altså ikke bare Willy eller Dennis, der ved et uheld har trukket sin drone op."

I flere år har socialdemokratiske topministre kæmpet for mere overvågning af danskerne. Alt imens, der er blevet debatteret menneskerettigheder og privatliv, har skiftende justitsministre sat flere og flere kameraer op, og på særligt ét område er det gået amok, efter at Peter Hummelgaard (S) blev justitsminister. Frihedsbrevet kan nu fremlægge helt nye tal for antallet af overvågningskameraer og automatiske nummerpladescannere, som Rigspolitiet har sat op siden 2021 – ligesom Frihedsbrevet kan fortælle, at brugen af nye digitale løsninger, som for eksempel ansigtsgenkendelse, er på vej i til alle landets politikredse.

Radikale Venstre var inde til regeringsforhandlinger i Statsministeriet. På min telefon kunne jeg se, at det var den 13/4, klokken 13.16.  Oppe ved Rød Gang kom en sand veteran inden for politisk journalistik, Weekendavisens Hans Mortensen, gående. Han stoppede op, da han fik øje på mig, det eneste andet levende menneske i den ellers tomme gang, og sagde så:  “Her går man på 35. år og kigger efter de samme ting.” Så gik han videre. Hvad kiggede han efter? Formentlig det samme som mig og de andre journalister: Et jærtegn, et auspicie, et omen, der sagde noget om, hvilken vej vinden blæste med regeringsforhandlingerne. For selvom man umiddelbart skulle tro, at det var en smal sag at forhandle en regering på plads, har Mette Frederiksen (S) i rollen som kongelig undersøger lykkedes med at overbevise os alle sammen om, at det at finde frem til et livsdueligt regeringsgrundlag er en mørk, arkaisk og okkult proces, som tager utrolig lang tid. At det ikke kun er en umådelig hård og svær proces, men også et dybt mystisk forløb, som målt i kompleksitet er flere niveauer over den konklave, som skal kåre den næste pave, eller den delegation, som er betroet opgaven med at finde frem til den femtende reinkarnation af Dalai Lama.  Det eneste vi havde at holde os til, alle os der stod udenfor og forsøgte at kigge ind gennem sprækkerne i murværket, var begrebet valgets tale. Altså det, som valget sagde. Når man gik rundt i Borgens gange i disse dage, dukkede dette begreb ofte op. Hvad var valgets tale, og hvad var ikke valgets tale?  Hvad der var helt sikkert var, at valget var et klart nej til en bred regering hen over midten med Socialdemokraterne, Venstre og Moderaterne. SVM-regeringen havde fået et fur af danskerne, og det var derfor, at Pia Olsen Dyhr (SF) en uges tid senere – med rette – sagde til pressen at “midtermonstret” – læs; SVM-regeringen – “er dødt”.  Det var også evident, at valgets tale var et ja til rent drikkevand, et nej til døde pattegrise, et betinget ja til Alex Vanopslagh (LA) på kokain og et ja til en hård udlændingepolitik. Foruden et ja til at genindføre store bededag. Men herfra var det et fortolkningsspørgsmål, hvad valgets tale egentlig var, og hvad det ikke var, men lagde man ørerne til vandrørene, lød det i stigende grad, som om det gik i retning af en rød-lilla, centrum-venstre-regering med S, M, R og SF og med Enhedslisten som parlamentarisk støttehjul. 

Det hele kørte på skinner for den danske PET-agent ‘T’. Han var flyttet til den solrige stat Arizona for at læse på Pima Community College i den amerikanske storby Tucson. I virkeligheden var den danske statsborger flyttet til USA, fordi PET havde udlånt ham til FBI.

Den store nordjyske ejendoms- og byggekoncern TSG Group gik konkurs sidste år og har efterladt sig et milliardstort, økonomisk hul og en mistanke fra kuratellets side om stråmandsvirksomhed. Frihedsbrevet har også afdækket, at Jesper Skovsgaard mange måneder før konkursen i TSG Group slap af med et trecifret milliontab ved at overdrage en lang række tabsgivende byggeselskaber til sin fætter, der lige op til konkursen sendte den tabsgivende byggekoncern videre i hænderne på en konkursramt blomsterhandler fra Fyn. En tidslinje, der fik en regnskabsekspert til at lufte en mistanke om stråmandsvirksomhed. Nu kan Frihedsbrevet afdække endnu et forløb, der involverer den nordjyske ejendomsmatador og en stråmand med en mildest talt broget baggrund.

Frihedsbrevets journalist Frederik Tarp Østensgaard er blevet truet med tæsk af Moderaternes formand Lars Løkke Rasmussens gode ven kvotekongen John-Anker Hametner Larsen. Journalistens brøde er, at han i maj ringede til John-Anker Hametner Larsen, fordi han figurerede på listen over Løkkes pengemænd, der gav penge til foreningen bag Moderaterne.  Voldstruslen kommer mange måneder efter denne hændelse og stod råt for usødet i kommentarsporet på et af Frihedsbrevets opslag på sociale medier. 

I denne uges Fri Tænkning ser jeg på to opsigtsvækkende analyser i et førende russisk tidsskrift, som begge identificerer en alarmerende international udvikling, hvor risikoen for en atomkrig er stigende.  Vi lever i en tid præget af krig, men foreløbig er verden sluppet for direkte væbnede sammenstød mellem de stormagter, der er i besiddelse af atomvåben. Sådan en krig forbereder Kina sig imidlertid på ifølge russiske eksperter.  I Ruslands toneangivende udenrigspolitiske tidsskrift Rusland i Global Politik, som indtil bruddet mellem Vesten og Rusland samarbejdede med sin amerikanske pendant, Foreign Affairs, gør eksperterne rede for en omfattende mobilisering af en lang række kapaciteter i Kina, der har stået på de seneste år. De russiske eksperter peger på, at der er en iøjnefaldende modsætning mellem det, den kinesiske ledelse proklamerer officielt, og så det, der reelt foregår på de indre linjer. Udadtil tales der om en inkluderende og retfærdig globalisering og menneskehedens fælles skæbne, men indadtil forbereder Kina sig på apokalyptiske scenarier med en atomkrig som det mest mareridtsagtige.

Journaliserede dokumenter i Forsvarsministeriet tegner nu et billede af, at droneredegørelsen er langt tættere på at være færdig, end der hidtil er givet udtryk for. Faktisk lå der den 26. februar – samme dag Mette Frederiksen udskrev valg – et hav af dokumenter klar til mødet med forligskredsen dagen efter, kan Frihedsbrevet nu fortælle.