Christina Lagoni

Det hele var begyndt at se rimelig forudsigeligt ud. Det bliver en S-SF-M-R-regering, konstaterede de politiske kommentatorer i kor med den største variation bestående i, hvilken rækkefølge de tre partier, der ikke er Socialdemokratiet, blev fremsat i. Samme udsagn blev gentaget, da jeg i forrige uge mødte et socialdemokratisk folketingsmedlem, hvor jeg spurgte, hvilken regering vedkommende mon forudså. “Jeg tror, vi går i regering med Moderaterne, Radikale Venstre og SF. Men det bliver først om et par kongerunder, og det kan godt være, at Troels (Lund Poulsen, red.) lige skal prøve at have den.” Prøve at have den forstået på den måde, at hvis regeringsforhandlingerne fortsætter i samme kurs, vil det ikke være utænkeligt, at Moderaterne for synets skyld vil benytte en tur til kongen til at pege på Troels Lund. Om ikke andet for at i hvert fald kunne sige, at partiet har forsøgt at skabe den regering over midten, de drømmer om. Og ikke den centrum-venstre-regering, vi allesammen går og venter på. I sidste uge besluttede Liberal Alliance sig imidlertid for, at nu måtte der ske noget. Og således gik det til, at Alex Vanopslagh lørdag morgen var at finde på forsiden af Berlingske, hvor han bragte en ny idé til bordet: At der skulle indgås en regering baseret på mandaterne tilhørende Radikale Venstre, Moderaterne, Det Konservative Folkeparti, Venstre, Liberal Alliance, Danmarksdemokraterne og Dansk Folkeparti.

De har gang på gang slået fast, at alt er gået efter bogen. Toppen af det store TVC Advokatfirma har længe været i rampelyset for advokatselskabets involvering i en række opsigtsvækkende ejendomshandler med tråde til en af finanskrisens mest notoriske spekulanter. Gennem en årrække har fire både nuværende og tidligere partnere investeret i og også opkøbt stribevis af faldefærdige ejendomme af et netværk med ejendomsspekulanten Kenneth Schwartz Thomsen i spidsen. Men hvor advokaterne tidligere har afvist ethvert problem med handlerne, tegner den nyeste konkursredegørelse samt en intern mail nu et andet billede.

Nok fordi Troels Trier var død få dage forinden, sad jeg og tænkte på Røde Mor, og hvad dertil hører af hippietanker og kvindekamp og bare fødder.  Nu var jeg havnet hos fjenden, sådan virkede det, hos selve modsætningen til rødstrømper og marxister og andet godtfolk, der i frigørelsens navn gik i flæsket på systembevarende pampere. Nu var jeg i Pilestræde i København K på besøg hos den borgerlige familie Berlingske, der havde allokeret femtesalen til en frisk snak om bagsiden af den seksuelle revolution. Her på Berlingskes øverste etage var progressive, liberale unge kvinder ikke i kridthuset. Der var lagt op til debat med tre borgerlige kvinder: Emilie Jäger, der er politisk redaktør på B.T., Julie Grove, skribent for Berlingske, og Eva Selsing, der er filosof, forfatter og borgerlig debattør hos B.T. 

I denne uges Fri Tænkning ser jeg på et par aktuelle analyser af krigen i Mellemøsten og dernæst på tre scenarier for, hvordan verden vil se ud efter Trump. Det kan være svært at finde hoved og hale på en verden, der er løbet løbsk. Strømmen af nyheder virker som en kakofoni, et hav af mislyde, der stikker i forskellige retninger og varsler kaos og turbulens, og hvor intet er som før. Tag vores forhold til USA.  Indtil for nylig insisterede vores statsminister på, at der aldrig måtte være så meget som et A4-ark mellem Washington og København, men nu udgør USA den største trussel mod Danmarks territoriale integritet, og selvom det kan ændre sig, så vender vi aldrig tilbage til fortidens nære alliance mellem USA og Europa. Eller tag krigen i Mellemøsten.  De lærde strides om, hvem der foreløbig har vundet. Er det USA og Israel, som har lagt store dele af Irans militære kapacitet i ruiner og likvideret store dele af den iranske ledelse, eller er det Iran, som har overlevet seks ugers bombardementer, har taget kvælertag på den globale økonomi og vist verden, at man godt kan overleve et amerikansk forsøg på regimeskifte og tilføje Washingtons nære allierede i regionen alvorlig økonomisk skade?

Peter Hummelgaard har kæmpet en brav kamp for et initiativ, der blandt kritikere hurtigt blev kendt som chatkontrol. Under Danmarks EU-formandskab forsøgte han, trods stor kritik, at få techvirksomhederne til at bryde deres krypteringer på beskedtjenester. Det lykkedes som bekendt ikke, da flere lande nægtede at bidrage til, hvad der af eksperter blev kaldt en “totalovervågning af alle europæiske borgere”. Men siden er kampen fortsat i parlamentet i Bruxelles. Og selvom det ikke lykkedes for Hummelgaard i Bruxelles, så viser Frihedsbrevets kortlægning, at han har langt mere held i overvågningssprøjten indenfor Danmarks grænser, hvor Hummelgaard i sin tid som justitsminister virkelig har skruet op for overvågningen af helt almindelige danskere.

“SÅ TIL ALLE JER KOMMENTATORER … OG JEG KAN GODT SE DIG, MADS BRÜGGER,” råbte en eksalteret Lars Boje Mathiesen og pegede på mig oppe fra det podie, hvorfra han holdt sin sejrstale. Datoen var den 24. marts, og jeg var taget ind til Borgen for at gå stuegang midt i folketingsvalget. Jeg kunne ikke tro mit eget held. Tænk at blive nævnt ved navns nævnelse i Bojes televiserede sejrstale. Sikke et ridderslag. Det var også smigrende, at Boje så ud, som om han havde lyst til at give mig tæsk. For selv om han gør et stort nummer ud af at fremstå som en tykhudet slagsbror, er sandheden den, at Boje er utroligt forfængelig og som følge deraf både nærtagende og hævngerrig. “VI ER HER! VI ER I FOLKETINGET! BORGERNES PARTI ER I FOLKETINGET,” fortsatte Boje og udløste straks en vild jubel hos BP’erne. Mange viftede ivrigt med deres små papirflag med partiets logo på, der mærkeligt nok minder om det logo, som computerproducenten Hewlett-Packard bruger. Måske ikke så tosset endda, for der findes sikkert et kryds mellem folk, som er rasende over, at deres printerpatron er tom, og så dem der hader muslimer. Kort forinden var jeg blevet smidt ud fra deres valgfest og stod derfor ved indgangen til sidelokalet ved Snapstinget, hvor Boje lod sig fejre. Personen, der smed mig ud – mandeaktivisten og galningen Asger Garde – som styrer den digitale kommunikation for Borgernes Parti, sagde til mig, at hans chef personligt havde dikteret, at navnlig jeg ikke var velkommen. Så hvis man – som jeg jo gør – tænder på negativ opmærksomhed, kunne det ikke blive bedre. Mens jeg er ved fænomenet Asger Garde, har jeg i øvrigt samlet et stykke sladder op om, at han sidenhen er blevet fyret fra sin stilling i Borgernes Partis sekretariat, men det vil Asger Garde hverken af- eller bekræfte. “Jeg har ingen kommentarer til min ansættelsessituation,” skrev han til mig forleden dag, og det er jo alt andet lige et interessant svar.

At Borgernes Parti er en rodebutik, er efterhånden verdens mindste nyhed. Weekenden bød på endnu et tilbageslag, da folketingsmedlemmet Emilie Schytte forlod partiet, efter at Radio4 kunne afsløre hende i at have pyntet på sit CV. Hendes afgang kommer i kølvandet på, at Lars Boje Mathiesen i sidste uge ekskluderede det første folketingsmedlem, Jacob Harris. Det gjorde han, fordi det kom frem i mediet Finans, at Jacob Harris var blevet politianmeldt for “groft uforsvarlig" forretningsførelse og stråmandsvirksomhed i selskabet Krokodille ApS. Sagerne har nok fået de fleste til at undre sig over, hvordan det kunne gå så galt. Især når man tænker på, at Lars Boje Mathiesen har brystet sig af en omfattende screeningsproces af kandidaterne, der altså nu lader til at have været fuldkommen ubrugelig. Frihedsbrevet kan nu fortælle, hvem der var ansvarlig for den påståede meget grundige screening af partiets kandidater.

Hvis man er blandt dem, der interesserer sig for geopolitik og særligt USA’s rolle i samme, kunne man i marts – midt i folketingsvalgkampen – deltage i et brag af et debatmøde på Amager under overskriften “USA kræver total dominans – hvordan kæmper vi imod?”. Mødet blev sågar delt på Enhedslistens hjemmeside, hvor der normalt gives plads til andre arrangementer i parti-regi, herunder uddeling af flyers, dør-til-dør-happenings, valgkampsmøder og lignende. Til mødet skulle et panel bestående af repræsentanter fra flere venstrefløjsgrupper, herunder partiet Enhedslisten, debattere sagerne. En af de fremmødte skiller sig dog noget ud.

Selvom en lang række fodboldspillere har fortalt om at have fået mystiske medicinske behandlinger uden forklaring fra holdets læger, bliver danske fodboldspillere nærmest aldrig testet for doping.  De danske dopingmyndigheder tester nemlig mindre og mindre. “Hvis der er en eller anden Superliga-spiller, som tænker, at nu vil jeg dope mig, så er der en vis sandsynlighed for, at vi ikke opdager det,” erkender Anti Doping Danmark.

I modsætning til cykelsporten, der har en lang dopingskygge hængende over sig, taler man sjældent om doping, når det kommer til verdens største sportsgren. Men hvor udbredt er doping egentlig i fodbold? I en ny artikelserie undersøger Frihedsbrevet, hvad vi ved – og ikke ved – om emnet. I vores arbejde har vi rakt ud til over hundrede nuværende og forhenværende spillere, søgt aktindsigter hos antidopingmyndighederne og dykket ned i videnskabelige rapporter samt talt med eksperter på området. Langt de fleste spillere har ikke ønsket at medvirke. Men omkring 20 spillere medvirker anonymt i artiklerne. Frihedsbrevet er bekendt med deres identiteter, men vi bringer ikke deres navne, da flere af dem stadig arbejder i fodboldmiljøet og frygter konsekvenserne af at medvirke. Størstedelen af kilderne har stoppet deres aktive karrierer indenfor de seneste år. Flere af spillerne fortæller om en medicinsk kultur i udenlandske klubber, hvor behandlinger ikke altid bliver forklaret nærmere. Nogle beskriver intravenøse drop før kampe. Andre fortæller om poser med mystiske piller i forskellige farver.