Christina Lagoni

Vladimir Putin vil snart have det som Palle alene i verden.  Sådan forlød det umiddelbart efter starten på USA's og Israels angreb på Iran og likvideringen af landets religiøse og militære ledelse som følge af en imponerende magtdemonstration, der decimerede Irans militære kapacitet. Vi ignorerer for tankeeksperimentets skyld, at verden ikke længere er delt op i distinkte blokke og alliancer; at det kan skifte fra situation til situation, som vi selv har måttet sande i forhold til USA, og at Rusland, uanset hvad der sker i Iran, sidder med ved bordet i nogle af de seneste årtiers vigtigste internationale nyskabelser, nemlig BRIKS+ og Shanghai Cooperation Organization (SCO).   Den ene såkaldt nære allierede efter den anden faldt, hed det. Først Assad-regimet i Syrien i 2024, dernæst Maduro i Venezuela i januar, dog uden et regimeskifte, og nu Irans ayatollah Ali Khamenei, hvor mange for et par uger siden forestillede sig, at præstestyret ville kollapse, mens flere inklusive præsident Trump selv forudså, at Cuba ville blive den næste i rækken.  Samtidig er Ruslands indflydelse i sit nære udland, ikke mindst i Centralasien og det sydlige Kaukasus, blevet svækket som følge af krigen i Ukraine. Både fordi Ukraine er Kremls udenrigs- og sikkerhedspolitiske prioritet nummer ét, og hovedparten af landets ressourcer kanaliseres den vej, og fordi flere af republikkerne i det tidligere Sovjetunionen har udnyttet situationen til at kigge i andre retninger, uden at Moskva kan gøre så meget. Set fra Moskva vil udfaldet af krigen i Ukraine bestemme landets position i verden i mange år fremover. Hvis man taber krigen, vil det blive mere end almindeligt svært at opretholde forestillingen om Rusland som stormagt.

Torsdag måtte René Redzepi træde tilbage fra sit livsværk.  Danmarks mest indflydelsesrige kok har den seneste uge befundet sig i sit livs shitstorm, efter at 35 tidligere Noma-ansatte har fortalt til The New York Times, at mesterkokken har tyranniseret dem og været voldelig fra 2009-2017. Men Redzepi kommer ikke til at gå sulten i seng.  På ryggen af anklager om brutalt arbejdsmiljø og kummerlige arbejdsforhold har den dekorerede kok nemlig skabt en stor millionformue på Noma og restaurantens brand, som får en professor i virksomhedsetik til at lange hårdt ud efter ham.

Ude foran biografen Imperial på Vesterbro i København strækker køen sig 50 meter, hvilket efterhånden er en lille kø for Liberal Alliances formand, Alex Vanopslagh.   Den andenforreste i køen, en dreng i begyndelsen af 20’erne, fortæller mig, at han har stået der i 45 minutters tid, og at han er kommet hele vejen fra Faxe for at opleve dette i dag: Alex Vanopslaghs show, "Alex med & uden filter", hvor han foran en udsolgt sal vil “fortælle om op- og nedture, bommerter, politiske visioner,” og desuden “svare på jeres spørgsmål – både med og uden filter". Med og uden filter.  Det vender vi tilbage til.  Først skal vi lige skrue tiden tilbage til lørdag den 6. marts, hvor Alex Vanopslagh var i centrum på Kongens Nytorv. Et par dage i forvejen havde han annonceret, at han ville dele plakater, dåseøl og chips ud fra det inderste af Indre By.  Dagen forinden havde jeg mødt Liberal Alliances omrejsende kampagnehold i Aarhus, hvor Alex Vanopslagh er opstillet, og hvor han havde inviteret til fredagsbar på en natklub nede ved åen.  Der stod han både bag baren og delte gratis Ceres-øl ud, men også oppe på scenen, hvor han fortalte røverhistorier og vittigheder som en anden standup-komiker. 

En kendt finansmand er fortid og i åben krig med ledelsen i et dansk investeringsfirma, der har rejst millioner fra velhavende danskere. Nye oplysninger tegner et billede af en virksomhed midt i et stort drama, hvor der er massiv forvirring om ejerforholdene.

Han er kommet til Grønland med fred, millioner af dollars og en stor Trump-fan i maven. Men den ellers taleglade forretningsmand bliver ordknap, når man spørger ham om især to ting: Forholdet til de amerikanske efterretningstjenester og hans rolle i et fejlslagent kup i Sydamerika. Frihedsbrevet har gennemgået flere hundrede siders efterforskningsmateriale og kan på den baggrund kæde ham direkte sammen med kupforsøget under Trumps første præsidentperiode.

Fredag stod Morten Messerschmidt i Faxe på Sydsjælland og talte om benzin- og dieselpriser. Faktisk gav han den som tankpasser og fyldte benzin på folks biler til en spotpris på 9,50 kroner literen. “Jeg vil bruge pengene her, hvor danskerne lever, bor og er. Det er det, det handler om,” lød det fra Messerschmidt, der også udtalte, at han var modstander af den udskamning, som han mener, at ejere af benzin- og dieselbiler bliver udsat for. Men et rigtigt folkeparti må jo favne bredt, og dagen efter, denne lørdag eftermiddag, kan man finde Messerschmidt på cafeen Dan Turèll i København K til lanceringen af sin nye bog, Dansk Forår. Bogreceptionen er arrangeret af magasinet Modstrømmen med chefredaktør Mitchel Oliver Vestergaard i spidsen. Ved siden af tjansen som chefredaktør arbejder han som “personlig SoMe-assistent” for Morten Messerschmidt og kommunikationskonsulent for Dansk Folkeparti. 

Det er næsten umuligt at finde et parti, der har slået hårdere på tromme for et opgør med de hemmelige pengeklubber end SF. Derfor kom det som noget af en overraskelse, da netop SF i december annoncerede, at partiet som det syvende i Folketinget ville etablere deres egen erhvervsklub med titlen "Rød/Grønne erhvervsklub". Med deres egne ord “følte de sig nødsaget” til at stifte den, da de sank for langt bagefter økonomisk sammenlignet med de øvrige partier. Til gengæld kunne partiet dog garantere noget, ingen andre kunne: Fuldkommen åbenhed om medlemmerne af klubben. Men på trods af de pæne hensigter, lader erklæringerne til at være tomme floskler. 

Hver gang Lars Løkke Rasmussen ender i en ny lortesag, tænker jeg på noget, den tidligere chefredaktør på Ekstra Bladet Poul Madsen engang sagde: “Jeg ser et billede af en mand, der ligger nede i kisten. Låget er klappet i, man har bare glemt hammeren til sømmene, og mens man er inde at hente den, kravler han ud og bliver udenrigsminister.” Citatet stammer fra den hedengangne podcast Den, vi taler om, og ordene faldt i en episode fra januar 2023 om Lars Løkke. På det tidspunkt var Lars Løkke aktuelt blevet udnævnt som udenrigsminister, efter at hans karriere ellers havde syntes stendød, på baggrund af at han (endelig) mistede posten som formand for Venstre. Siden da har der været adskillige nye møgsager, der har drejet sig om hans nye parti, Moderaterne, der ved forrige folketingsvalg fik 16 mandater, men siden da har mistet fire af dem.  Jon Stephensen, der i foråret 2023 røg for at have skrevet upassende beskeder til medlemmer af ungdomspartiet. Mike Fonseca, der ved årsskiftet til 2024 røg for at have et forhold til en 15-årig pige. Jeppe Søe, der i efteråret 2024 meldte sig ud af partiet på baggrund af afsløringer om dårlige arbejdsforhold i partiets sekretariat.  Karin Liltorp, der i januar 2024 opdagede, hvor topstyret dansk politik er, og ikke “kunne stå inde for regeringens måde at bedrive politik på”. Og så alt derimellem, at det først kom frem, at Lars Løkke forsøgte at købe Mike Fonsecas mandat, sidenhen at partiet også forsøgte at købe Jon Stephensens. For slet ikke at nævne at myndighederne i februar i år har politianmeldt Lars Løkkes forening Foreningen af 8. januar 2021; en forening, som lyssky pengemænd har doneret penge til Moderaterne igennem. På disse mange sager har meningsmålingerne reageret prompte ved at være gået støt nedad. Det største knæk kom i efteråret 2024, da sagen med arbejdsforholdene i sekretariatet rullede. Når det har gået vildest for sig med dårlig omtale i medierne, har partiet været nede omkring tre procent.  Men der sker altid noget, når sagerne har stået på i lidt tid.  Det begynder at gå opad igen. På trods af at have trukket den ene dårlige meningsmåling efter den anden gennem hele regeringsperioden, står Moderaterne nu lige pludselig … rimelig fint.  Ja, man glemte at sømme kisten til, da Lars Løkkes karriere syntes stendød, kan man argumentere for. Men der er måske nærmere tale om, at der står en gruppe klar med sømudtrækkere. Og hvem er disse mennesker, der gennem den ene lortesag efter den anden holder fast? Det er jeg taget til Moderaternes årsmøde for at forsøge at blive klogere på.

En opsigtsvækkende sag på et bosted på Amager har fået socialtilsynet og politiet på sporet af en bostedskæde, hvis ejere Frihedsbrevet i flere historier har knyttet til svigt og lyssky metoder. Det viser sig, at særligt én kommune har holdt kædens økonomi i gang. Over en periode på seks år har kommunen kastet 315 millioner kroner efter virksomheden, der nu er genstand for en politiefterforskning.

Forleden skete der noget meget urovækkende i Politikens Hus. En seance, der understregede, at det er vigtigt, at Frihedsbrevet eksisterer. Politikens chefredaktør Christian Jensen skulle have en samtale med statsminister Mette Frederiksen. Det er der jo som udgangspunkt intet galt i, og det er ikke, fordi jeg er mavesur over, at det ikke var os, der havde statsministeren på tomandshånd foran et klappende publikum.  Der er og skal være forskel på medier, og Politiken er indiskutabelt en vigtig bidragsyder til den såkaldte demokratiske samtale, som nogle ynder at kalde det. Problemet er, at Christian Jensen mere virkede som en k-popfan til meet and greet end en journalist og chefredaktør, som havde mulighed for at stille statsministeren kritiske spørgsmål.