Christina Lagoni

En privat virksomhed, der har til formål at støtte og integrere flygtninge, anklages for at love en ung syrisk mand 1.000 kroner og en rejse for at lyve om sit helbred til den kommune, der betalte for hans støtte. Så længe den unge mand modtog støtte, væltede pengene ind fra det offentlige. Fra 2019 til 2025 betalte kommunen sammenlagt 13,8 millioner kroner. Den unge mand føler i dag, at han er blevet brugt som værktøj til at tømme de offentlige kasser for det tocifrede millionbeløb. Bliv medlem af Frihedsbrevet for at læse hele artiklen.

Det var en smal sag at klare sig igennem Folketingets åbning – og den vender jeg tilbage til nedenfor – men selve åbningsdebatten, som afholdes to dage senere, er kun for politiske nørder med stamina i metermål.  For åbningsdebatten er jo et sælsomt, tilbagevendende ritual, der som bekendt varer fra klokken 08 morgen og ofte til ud på den anden side af midnat. Og bortset fra et fåtal af journalister, som er blevet udkommanderet til at bide sig igennem denne Whopper af en sejtrækker, er der kun en person, som har pligt til at være med fra start til slut, og det er selvfølgelig statsministeren. I dette tilfælde Mette Frederiksen (S), som i øvrigt var sprunget ud som konspirationsteoretiker i sin åbningstale, hvilket jeg også vender tilbage til.  Ude i Vandrehallen omkring kl. 17, denne torsdag den 8. oktober, var en vært fra DR’s Aftenshowet ved at gøre klar til noget familievenligt og opbyggeligt journalistik med vores parlamentarikere. En serveringsbakke stod klar med Panodil Zapp, en banan, en sandwich og så videre, og så var ideen ellers den, at vores politikere skulle vælge, hvad de helst ville have med sig ind i salen som et hjælpemiddel til åbningsdebatten.  Som jeg forstår mig på det, jeg nu vil berette om, havde det været en klar aftale med partiet Venstre, at et medlem fra deres folketingsgruppe skulle medvirke i indslaget. Men to timer før sendestart modtog Aftenshowet et afslag fra Venstre om, at ingen fra deres folketingsgruppe ønskede at deltage alligevel. Afslaget blev ikke begrundet, men man tænker jo selvfølgelig sit.  “Sit” i mit tilfælde er først og fremmest, at det som udgangspunkt er en klar foræring at blive skrevet på Aftenshowets balkort, for det er jo ikke ligefrem her, at man bliver udsat for et benhårdt fikseringsinterview. Så hvad var grunden?  Skyldtes det en smålig bitterhed over, at DR samme dag havde bragt en for partiet katastrofal Epinion-måling, som viser, at Venstre nu var helt nede på kun 5,8 procents tilslutning hos vælgerne – hvilket en Voxmeter-måling nogle uger forinden også havde vist? For det er jo fristende for et gammelt magtparti at stikke hovedet i busken, når man endnu engang er blevet målt til at være det mindste parti i hele den Blå Blok, altså lige med undtagelse af Lars Boje Mathiesens enmands-tossebutik.  Eller fik Aftenshowet mon et fur, fordi stemningen i Venstres folketingsgruppe nu var blevet så dårlig og skrøbelig, at man simpelthen ikke længere var i stand til at udvise gode miner til slet spil? For man kan jo ikke vælge en banan i en tilstand af raseri.   En af hovedårsagerne bag denne dårlige stemning var symbolsk nok ikke selv til stede i salen, men var derimod taget en tur til Viborg. Her var Søren Gade (V) nemlig tilsagt som vidne i et højst opsigtsvækkende retsopgør mellem Susan Astani – gift med den kognitivt svækkede, aldrende high society-advokat Christian Kjær – og så Christian Kjærs søn, Philip Kjær.  I retten vidnede formanden for Esbjerg Havn til Susan Astanis fordel og afkræftede, hvad andre vidner ellers sagde, nemlig at Christian Kjær har ønsket at blive skilt fra Susan Astani. Samt at hun har blanket ham af og efterfølgende parkeret ham på et plejehjem, hvor han nu føler sig ensom. I retten påstod Søren Gade derimod, at han ikke kunne genkende dette billede af Christian Kjær og tilføjede så, at han i kommende weekend skal til fest hos Christian Kjær og Susan Astani for at fejre deres kobberbryllup. Hvortil man bare må sige: Det skal nok blive hyggeligt.  Vil du læse resten af artiklen, skal du være medlem af Frihedsbrevet.

Det, der er værd at vide om PET-vagter, er, at de aldrig siger noget, og når de endelig gør, er det ofte så skørt, at man skulle tro, det var løgn. Jeg mindes særligt engang, hvor jeg var inde for at observere optagelserne til Mød Statsministeren i DR-byen; et årligt interview, Kåre Quist begår med statsministeren i anledning af Folketingets åbning. Studiets tilskuerpladser var fyldt op af gymnasieelever, og jeg stod akkurat inden for døren og lavede ikke rigtigt noget. Et par minutter før Mette Frederiksens ankomst, kom et par af hendes PET-vagter hende i forvejen for ligesom at sikre terrænet. Jeg fik så en stunds øjenkontakt med en af vagterne, der så særligt årvågen ud, hvorpå han kom hen til mig, lænede sig ind og hviskespurgte så: “Hvor godt er de her screenede?” På dette tidspunkt var jeg journalist på Euroman og var til stede ved optagelserne, fordi jeg var i gang med at lave et portræt af Kåre Quist, hvilket sidenhen gik i vasken. Jeg havde, med andre ord, ingen forudsætninger for at udtale mig om dette spørgsmål. Det lod jeg mig dog ikke forhindre af, idet jeg svarede: “Det er de slet ikke.” Og så blev PET-vagten snart endnu mere årvågen. Tre år senere, på dagen for Folketingets åbning 2026, kan jeg tilføje endnu en skør PET-vagt-oplevelse til kartoteket.

Salgstalen er den sædvanlige, når endnu et boligprojekt bliver faldbudt på det umættelige, københavnske boligmarked. Men bag byggeprojektet står en personkreds, der er alt andet end sædvanlig inden for den københavnske byggebranche – og som trækker et kringlet spor tilbage til en kendt ejendomsudvikler ramt af konkurskarantæne og hans håndgangne mand. Bliv medlem for at få adgang til hele artiklen.

Da statsminister Mette Frederiksen (S) tirsdag stillede sig på Folketingets talerstol, bed Rasmus Dahlberg, lektor og forsker i samfundssikkerhed og beredskab på RUC, mærke i en særlig passus i talen, hun holdt i forbindelse med Folketingets åbning. Mette Frederiksen sendte nemlig noget af en stikpille afsted til blandt andet de kritiske medier, der har efterspurgt dokumentation for nogle af de hybridangreb, som hun påstår, at Danmark har været udsat for. Det fik Rasmus Dahlberg til at spærre øjnene op, fortæller han til Frihedsbrevet. Bliv medlem for at få adgang til hele artiklen.

På en overvågningsvideo kan man se en politistyrke bevæbnet med rifler og skjolde rykke ind på et kollegium i København. Betjentene bevæger sig mod værelse 228 på kollegiet, hvor en ung mand fra Syrien var flyttet ind 19 dage tidligere. Kort efter indflytningen begyndte der at brede sig nye lyde og lugte, der bekymrede flere beboere på kollegiet.  Først spredte der sig en skarp lugt af ammoniak på gangen. Om natten begyndte beboerne at vågne ved lyden af hamren, banken og forskellige stemmer fra værelset. Bliv medlem for at få adgang til hele artiklen.

Nogen hemmelighed er det nu ikke, at B.T. er et borgerligt medie. Da chefredaktør Simon Richard Nielsen trådte til i efteråret 2023, begyndte en effektiv rebranding: Nu skulle de to bogstaver stå for borgerlig og tabloid, og der skulle laves journalistik til det borgerlige Danmark.  Uanset hvad dét så betyder, har Simon Richard Nielsen flere gange fastholdt, at journalistikken er uafhængig.  Men nu har medarbejderforeningen fået nok af chefredaktørens gode ideer. De føler sig spændt for en borgerlig vogn og mener, at troværdigheden er godt i gang med at forsvinde mellem fingrene.

Der blæser nye vinde ind ad porten, når Folketinget i dag tager hul på en ny sæson og fejrer demokratiet med et kongeligt besøg og med at vælge en ny formand, som efter alt at dømme bliver Moderaternes Henrik Frandsen. Men én ting er ved det gamle. Kritikken fra Europarådets antikorruptions-vagthund er nemlig uændret.

Oppustede ejendomsprojekter og prisbobler var blandt de helt store grunde til den danske finanskrise. Milliardstore lån fra bankerne kunne ikke betales tilbage. I sidste ende kostede det flere af landets største banker og pengeinstitutter livet og betød, at tusindvis af danskere måtte se deres hårdt tjente opsparinger gå op i røg. Et af de mest spektakulære og omtalte tilfælde er Amagerbanken. I spidsen for banken sad en mand, der hurtigt blev en af de mest centrale hovedpersoner i finanskrisens efterspil:

For nylig bragte det ukrainske medie Ukrainska Pravda et stort portræt af landets tidligere forsvarsminister, den 35-årige Mikhailo Federov, ledsaget af et interview. Federov er født i 1991, så han nåede aldrig at opleve Sovjetunionen. Han voksede i stedet op i det uafhængige Ukraine som en begavet og entreprenant iværksætter, der hele tiden var på udkig efter nye projekter og måder at tjene penge på. I den forbindelse spurgte journalisterne til Fedorovs litterære smag og bøger, der havde gjort indtryk på ham, før han gik ind i politik. Fedorov fremhævede den litterære klassiker Døde sjæle af Nikolaj Gogol (1809-1852), der udkom i 1842, men som noget ganske usædvanligt anførte Federov, at han ikke havde læst den satiriske roman som et litterært mesterværk, men snarere som erhvervslitteratur, som en guide til dem, der pønser på en karriere som driftig forretningsmand.  Det fik dem, der har læst romanen, til at spærre øjnene op eller måske trække på smilebåndet. Kort fortalt handler Døde sjæle nemlig om en inkarneret svindler ved navn Pavel Tjitjikov, der ankommer til en provinsby med det formål at opkøbe ”døde sjæle”, altså livegne bønder, der er døde, men stadig står opført på godsejernes lister som værende i live, og som godsejerne derfor skal betale skat af som af anden privat ejendom. Tjitjikovs iværksætterprojekt går ud på at købe de døde sjæle billigt for derpå, når han på papiret er blevet en stor godsejer med en fiktiv formue, at overføre sine ikkeeksisterende fæstebønder til et nyt dyrkningsområde, pantsætte sit ikkeeksisterende gods til gengæld for et gigantisk banklån og derpå fordufte med alle pengene. Det lyder som et skema, der godt kan have inspireret en ambitiøs bisniz-man som Federov i 2010’ernes Ukraine, eller for den sags skyld i Rusland, hvor korruptionen også er omfattende, men har en lidt anden karakter. Før vi går videre med en status på Ukraines økonomi, er det på sin plads med et par ord om Nikolaj Gogol, som må vende sig i sin grav ved tanken om den krig, der nu udspiller sig mellem Rusland og Ukraine.