Christina Lagoni

En finanschef i en stor, nødlidende ejendomskoncern spillede bag kulisserne en afgørende rolle, da koncernen blev solgt til finanschefens nevø. Efterfølgende fungerede finanschefen frem til ejendomskoncernens konkurs få måneder senere som skyggedirektør i nevøens nyerhvervede selskab, har skifteretten i Viborg konkluderet. Forløbet og finanschefens rolle heri har indtil i dag været omgivet af både mystik og gætterier. Men nu kan Frihedsbrevet afdække, hvad der skete bag kulisserne. Bliv medlem for at læse hele historien.

Man kan vel næppe synke lavere end at berige sig selv på bekostning af socialt udsatte børn og unge. Men disse personer findes der en del af i Danmark, og hvis du skulle være i tvivl, så dyk ned i Frihedsbrevets afdækning gennem halvandet år. Bliv medlem for at læse hele artiklen

I 2009 offentliggjorde Peter Thiel, amerikansk milliardær og medstifter af en lang række succesfulde tech-virksomheder, heriblandt de herostratisk berømte Palantir og PayPal, et opsigtsvækkende essay, hvor han slog fast, at han ikke længere betragtede frihed og demokrati som forenelige størrelser.  Thiel understregede samtidig, at han stadig så sig selv som ultraliberal og forpligtet på ægte menneskelig frihed som forudsætningen for det højeste gode, men han havde tabt troen på, at det kunne lade sig gøre inden for demokratiets rammer.  Thiel noterede endvidere: “Siden 1920 har den omfattende vækst i velfærdsydelser og udvidelsen af stemmeret til kvinder – to vælgergrupper, det er svært for ultraliberale at få fat i – forvandlet begrebet ‘kapitalistisk demokrati’ til en selvmodsigelse.”   Thiel tilføjede, at finanskrisen i 2008 havde gjort udsigterne endnu mere dystre, eftersom staten havde forsikret alt for meget privat gæld og dermed fået aktørerne på finansmarkederne til at agere uansvarligt, og håndteringen af krisen ville indebære en endnu større rolle for staten.  På den baggrund konkluderede Thiel, at opgaven for ultraliberale fremadrettet måtte være at finde måder at undgå politik på. Thiel pegede på udviklingen af ny teknologi som en vej til frihed og fremskridt i stedet for politik, og han identificerede tre felter, han selv ville fokusere på: cyberspace, det ydre rum og etableringen af nye samfund på åbent hav uden for andre nationers styre og lovgivning.  Thiel fik på puklen for sin bemærkning om kvinders stemmeret, fordi det blev udlagt, som om han mente, at det var en fejltagelse, men det var strengt taget ikke det, han sagde. Han gjorde bare opmærksom på et dokumenteret forhold inden for valgforskningen, nemlig at kvinder og de, der modtager velfærdsydelser, er blandt de grupper, som de ultraliberale har svært ved at få fat i. Reaktionerne var så voldsomme, at Thiel nogle uger senere måtte præcisere, hvad han mente. Her sagde han: “Det ville være absurd at foreslå, at kvinder skulle fratages deres stemmeret, eller at det ville løse de politiske problemer, der plager os. Jeg mener ikke, at nogen gruppe af mennesker skal fratages deres stemmeret, men jeg nærer samtidig ikke det store håb om, at muligheden for at stemme vil forbedre situationen.” Thiel fortsatte: “Stemmeretten er ikke under pres i Amerika, men det er mange andre rettigheder. I Amerika bliver folk fængslet for at tage selv milde former for narkotika, de bliver udsat for tortur af deres egen stat og tvunget til at redde uansvarlige finansvirksomheder.” Thiel tilføjede: “Jeg mener, at politik er alt for intenst. Det er derfor, at jeg er ultraliberal. Politik gør folk vrede, ødelægger forhold og polariserer folks syn på verden. Det bliver os mod dem, gode mennesker mod de andre. Politik handler om indblanding i andre menneskers liv uden deres accept. Det er nok derfor, at ultraliberale tidligere kun har gjort små fremskridt i den politiske sfære. Derfor argumenterer jeg for, at man fokuserer sin energi andetsteds, nemlig på fredelige projekter, som nogle betragter som utopiske.” Bliv medlem af Frihedsbrevet for at læse hele artiklen.

Vidste du, at der i Bruxelles hersker en aftale med det rene formål at holde den yderste del af højrefløjen uden for indflydelse? Engang var det hele højrefløjen, men efter valget til Europa-Parlamentet i 2024 blev der lobbyet på livet løs. Således er ECR, det er den gruppe, danske Kristoffer Storm (DD) sidder i, ikke længere sat permanent uden for det gode selskab. Og derfor kan ECR – Gruppen af Europæiske Konservative og Reformister, der desuden huserer partier som Sverigedemokraterna og det italienske regeringsparti Fratelli d’Italia – nu godt fremsætte forslag, uden at de på forhånd ved, at størstedelen af de resterende parlamentarikere nok vil stemme det ned. Anderledes ser det ud for Patriots for Europe, hvor DF sidder, og ESN. Ja, flere af deres modstandere gider ikke engang at læse de forslag, der kommer fra dem, for de ved allerede, hvad de kommer til at stemme: nej. Cordon sanitaire kaldes aftales om, at man ikke stemmer noget igennem, der kommer fra den yderste del af Europa-Parlamentets højreflanke, og som i varierende grader er indforstået blandt de partier, der spænder fra kristendemokraterne EPP til parlamentets yderpol til venstre, The Left. Det vil sige, at aftalen er indgået mellem Enhedslisten i vest og Liberal Alliance og Det Konservative Folkeparti i øst. Flere kilder i Europa-Parlamentet nævner, at det før er hændt, at parlamentarikere fra de udstødte grupper er kommet med et ændringsforslag, der har haft et så nobelt formål som at rette på et forkert sat komma. Men lige lidt har det nyttet. Det er også sket, at de er kommet med et ændringsforslag, som egentlig var noget, venstrefløjen kunne se sig selv i. Men grundet cordon sanitaire har de i stedet for at stemme det oprindelige forslag igennem lavet deres egen næsten identiske version – for så at stemme dette igennem. For mange af parlamentarikerne er det nemlig et stålfast princip ikke at stemme noget igennem fra PfE og ESN; to grupper, der tilsammen besidder 112 af parlamentets 720 pladser. Lægger man dertil ECR’s 78 medlemmer oveni, får man en ikke helt ubetydelig mængde højreorienterede europaparlamentarikere; betydeligt flere, end der var inden valget i 2024. Men i Europa-Parlamentet hersker nu stadig en aftale, der har til formål at holde det yderste højre uden for indflydelse. Bliv medlem af Frihedsbrevet for at læse hele artiklen.

Efter længere betænkningstid kunne Moderaterne offentligt bakke op om en ny Lex Løkke, der skal gøre det forbudt at købe mandater. Gruppeformand Morten E. G. Brautsch bedyrede imidlertid, at Lars Løkke Rasmussens kælder-tilbud til Mike Fonseca ikke bliver kriminaliseret. Der var dengang tale om anerkendelsesværdige og sociale hensyn, lød det fra Moderaternes gruppeformand. Men den udlægning klinger hult hos Mike Fonseca, der modtog Løkkes tilbud i kælderen. Bliv medlem af Frihedsbrevet for at læse hele artiklen.

Frank Jensen, der med sine godt 30 år i Politiets Efterretningstjeneste (PET) har bedre indsigt i følsomme sager end de fleste, tager nu bladet fra munden i dronesagen. Myndighedernes og statsministerens kommunikation var for ringe fra start, og det kan ganske enkelt ikke være rigtigt, at danskerne først får nærmere at vide efter flere måneder. Og så endda på en måde, som var svær at forstå, lyder det fra Jensen, der gik på pension i 2012 efter fem år som operativ chef. Bliv medlem for at læse hele artiklen.

Flere B.T.-medarbejdere fortæller nu om at have været indkaldt til sindelagssamtaler, hvor en chef ville vide, hvor medarbejderen stod politisk, og om medarbejderen bakkede op om linjen på B.T. B.T.s chefredaktør, Simon Richard Nielsen, har ellers tidligere afvist, at der på B.T. findes sådanne samtaler. Bliv medlem for at læse artiklen.

En storsvindlende entreprenør med fængselsdomme og med hang til ulovlige eksotiske dyr. Og en anerkendt konkursadvokat med møderet for Højesteret. Mildest talt lyder det som et umage par. Men ikke desto mindre er det makkerparret, der tilsyneladende har fundet sammen i advokatens nu kuldsejlede virksomhed. Bliv medlem for at læse hele artiklen.

Forsvaret var blev taget i en løgn, da offentligheden blev præsenteret for nye og meget opsigtsvækkende oplysninger i dronesagen.  I mangel af bedre ord vil jeg sige, at vi var vidner til en form for flood the zone-strategi.  I ly af løgnen om, at de ikke havde skudt på samme tidspunkt, som et passagerfly passerede militærlejren i Borris, blev vi overdænget med nye og skræmmende informationer fra det store og farlige hybridangreb.  Der var blevet observeret en form for “moderdrone”, og der havde været en decideret biljagt “kort efter” skudafgivelsen, hvor en sort kassevogn var kørt ind på det militære område og forsvundet ud i natten. Kassevognens flugtrute blev præsenteret på et kort, hvor det også var markeret, hvor dronen var. Man kunne altså ikke forstå det på anden måde, end man mente, at der var en sammenhæng.  Efterfølgende fik Forsvaret ros for endelig at fortælle noget, og den skepsis, man hos nogle medier og politikere fornemmede over hele dronesagen, var pludselig forduftet og erstattet af en taknemmelighed over, at de rent faktisk delte oplysninger med offentligheden. Strategien virkede.  Folk virkede overbeviste om, at der måtte være foregået noget. Der var jo gået ren James Bond i den med biljagt og moderdroner. 

Til denne uges Fri Tænkning har jeg talt med den amerikanske historiker Francis Gavin om hans seneste bog Thinking Historically: A Guide to Statecraft and Strategy, der i foråret vandt den prestigiøse Lionel Gelber Prize, som uddeles til årets bedste bog på engelsk om internationale forhold. Gavin er til daglig professor på Johns Hopkins School of Advanced International Studies i Washington D.C., hvor han også er direktør for Henry Kissinger Center for Global Affairs. I sin motivation for prisen noterede juryen: “Thinking Historically er en bog til tiden. Midt i flere eskalerende og gensidigt forbundne kriser, der udfordrer dybt forankrede antagelser og skaber ny usikkerhed, viser Gavin, hvordan det at tænke historisk kan hjælpe os til at se noget af det, vi ellers ville gå glip af.”  Da Henry Kissinger i sin egenskab af national sikkerhedsrådgiver i sommeren 1971 i al hemmelighed rejste til Kina for at gøde jorden for et senere historisk topmøde mellem præsident Nixon og formand Mao, kom han ikke for at belære kineserne eller fortælle dem, hvordan Washington mente, at verden hang sammen.  Nej, under sin første samtale med Kinas daværende regeringschef, Zhou Enlai, lød Kissingers spørgsmål: Fortæl mig, hvordan I ser verden. Hvad ønsker I? Hvordan ser I på USA, fortæl mig, om I er bange for USA og hvorfor. Hvordan læser I jeres egen historie, og den måde den udspiller sig på?  Francis Gavin, der kendte Kissinger personligt og havde et hav af samtaler med den legendariske statsmand på tomandshånd, fortæller denne historie som et eksempel på, hvordan det at kunne tænke historisk stimulerer strategisk empati, altså evnen til at sætte sig i sin modparts sted og se på verden med deres øjne. Kissingers tilgang betød, at han fik en bedre forståelse af kinesernes perspektiv, og det gjorde ham senere til effektiv mægler mellem Beijing og Washington og til en bedre samtalepartner for Beijing.  Gavin siger: “Det betød ikke, at Kissinger var enig i det, kineserne sagde, eller at han støttede kommunistpartiet, selvfølgelig ikke, men han fik en bedre forståelse af, hvor de stod, og hvor de kom fra, og det betyder, at han stadig er afholdt i Kina. Han udviklede en strategisk empati, en forståelse af kinesernes måde at se verden på, som ikke er det samme som sympati.” "Du skelner mellem to centrale begreber. På den ene side taler du om nødvendigheden af at lære at tænke historisk og på den anden side om kultiveringen af en historisk sensibilitet. Du ser dem som forskellige begreber, hvordan det?," spørger jeg. “Historisk sensibilitet er et temperament, en måde at forholde sig til verden på. Det er, som når man for første gang besøger et andet land og føler spændingen og bevidstheden om, at der findes en anden verden end den, man er vant til. Det er på samme måde med historie. Man rejser til forskellige steder og tider, det skærper ens bevidsthed om verden, en nysgerrighed og epistemisk beskedenhed, en ydmyghed og forståelse af, at der findes forskellige perspektiver og forståelse af, hvad der er vigtigt, at tilfældigheder, kontekst og sted former den verden, vi befinder os i. Den historiske sensibilitet opløser den følelse af sikkerhed, som ofte fører til problemer. Alle, der beskæftiger sig med fortiden på en seriøs måde, udvikler sådan et temperament.” Gavin fortsætter: “Men et temperament er ikke nok til at hjælpe dem, der skal træffe vigtige beslutninger med store konsekvenser og står over for en usikker fremtid. Så at tænke historisk indebærer specifikke færdigheder, som den historiske sensibilitet kan hjælpe med at udvikle. Den vigtigste er evnen til at stille bedre spørgsmål med afsæt i den aktuelle situation.” Gavin har til den ende udarbejdet en liste over nogle af de centrale spørgsmål, som god historisk tænkning fordrer:  Hvordan endte vi her? Hvad sker der ellers i en periode? Hvad er forblevet usagt? Hvad er de uartikulerede antagelser om det, man undersøger? Hvordan forstår andre det? Hvorfor er det vigtigt? Var det uundgåeligt? Hvad er de mulige utilsigtede konsekvenser? Bruger vi fortiden korrekt?  Bliv medlem af Frihedsbrevet for at læse hele artiklen.