Christina Lagoni

Det er nok ikke alle, der er bekendt med, at Folketingets formand Søren Gade (V) sidder i spidsen for en kristen fond sammen med en kristen, jysk rigmand, der har særdeles rabiate holdninger.   Fonden tager udgangspunkt i et “kristent menneskesyn”, og i løbet af de sidste syv år har den uddelt støtte til initiativer, der skal lære danskerne om kristne dyder, "ordentlighed" og "karakterdannelse". Men selvom fonden primært støtter initiativer, der prædiker klassiske kristne dyder som ordentlighed og moralsk ansvarlighed, har fondens egen forvaltningspraksis haft en helt anden standard.

Fremmedgørelse er et negativt ladet ord.  At føle sig fremmedgjort indebærer, at man ikke føler sig hjemme.  Man er fremmed, man er udenfor, man oplever distance, og man kan ikke se sig selv i det, der foregår, og derfor rammes man af en følelse af ensomhed og isolation. Hvem har lyst til at føle sig fremmedgjort? Ingen, og dem, der udsættes for den oplevelse, gør, hvad de kan for at overvinde den, eller gør sig anstrengelser for ikke at bringe sig selv i sådan en situation. Man søger fællesskaber, hvor man kan identificere sig med den sag eller de mennesker, man forbinder sig med. Ikke desto mindre opfordrer den amerikanske filosof Todd McGowan os alle til at omfavne fremmedgørelsen, tage den på os, i stedet for at bekæmpe eller undgå den.  Det gør han i en fascinerende bog med titlen 'Embracing Alienation: Why We Shouldn’t Try To Find Ourselves'. Den snart 59-årige McGowan kalder det en personlig bog. Historien begynder i en lille by i Ohio i det amerikanske Midtvesten i 1970’erne, hvor Todd har en oplevelse af ikke at passe ind. Han siger: “Jeg følte mig altid udenfor. Jeg forsøgte at finde vej ind i den ene eller anden gruppe, men det lykkedes aldrig. Og min familie, ikke mine forældre, men slægtninge i den by, hvor jeg voksede op, var – hvordan kan jeg sige det på en pæn måde – tilbagestående, racistiske, kvindehadere og homofober. Alt det værste ved small town America, og jeg følte mig meget fremmed over for alt det, det samme gjorde mine forældre, selvom både jeg og de var konservative. Det er min historie bag tilblivelsen af bogen, den er personlig, men jeg håber også, at den er universel.” McGowan tilføjer: “I gymnasiet blev jeg så tiltrukket af eksistentialisme og Jean-Paul Sartre, og det fik stor indflydelse på mig, selvom eksistentialisme ikke fylder så meget i bogen, fordi jeg siden bevægede mig i en anden retning i min tænkning.”

Fra scenekanten lyder den helt store hyldest.  “I har fået æren af ​​at holde frontlinjen bagved og kæmpe mod vestlige bestræbelser på at svække vores land og økonomien,” lyder ordene fra præsidenten for Kaliningrads Industri- og Handelskammer til den årlige hædring af erhvervstoppen i den russiske eksklave. Anerkendelsen, må man forstå, er af erhvervslivets store bidrag til den russiske nation og til frontlinjens mænd på slagmarkerne. Et erhvervsliv, der er med til at “sikre Ruslands sejr”. Blandt disse erhvervsledere sidder en dansker. 

Der gik ikke lang tid, fra at Forsvarsministeriet efter flere måneder fremlagde deres droneevaluering, til at Forsvarskommandoen stod med et væsentligt forklaringsproblem. Deres tidslinje over episoden fra Borris Skydeterræn – hvor danske soldater skød efter, hvad de antog var en drone – stemte simpelthen ikke overens med hverken politiets eller de civile vidner, som TV 2 havde bragt frem. Forsvarsminister Jeppe Bruus (S) sendte derfor fluks bolden tilbage til Forsvarskommandoen, der blev bedt om at finde ud af, hvorfor Forsvaret havde en anden opfattelse af, hvornår tingene fandt sted, end hvad både politiets log og tidsstemplede sms’er fra vidner godtgjorde. Det er nu over en måned siden, at forsvarsministeren bad Forsvarskommandoen om at kigge på tingene igen, men nu sætter Forsvarsministeriet en deadline på.

Den, der betaler orkestret, bestemmer musikken. Derfor er det en illusion at tro, at Forsvarsakademiet, der hører under forsvarschefen, på linje med landets universiteter kan bedrive fri, uafhængig og kritisk forskning om Forsvaret. Sådan lyder det fra den tidligere forsvarschef Peter Bartram, der i fem år havde kommandoen over Forsvarsakademiet. Den tidligere topfigur mener, at Forsvarsakademiet er som en lus mellem to negle, som på den ene side bedriver kritisk forskning, der bidrager til offentligheden, og på den anden side uddanner officerer.

Allerede i slutningen af marts 2025 afleverede den forhenværende topdiplomat Michael Zilmer-Johns det første udkast. En dyster, men ærlig analyse af Danmarks militære sikkerhed og forhold til USA.  “NATO var i dyb krise,” vurderede den tidligere NATO-ambassadør, der åbnede døren på klem for, at alliancen ikke ville overleve, inden Trumps ambitioner om Grønland blev årsag til at dødsdømme den internationale verdensorden, som USA i årtier har stået i spidsen for. Zilmer-rapporten, som den blev kaldt i daglig tale, blev afleveret til toneangivende embedsmænd i både forsvarsstaben, Udenrigsministeriet, Forsvarsministeriet og Finansministeriet samt Grønland og Færøerne. I dag kan Frihedsbrevet afsløre, at Forsvarets øverste ledelse trak i håndbremsen og i månedsvis ikke kunne godkende, at Zilmer-rapporten blev udgivet af Forsvarsakademiet, som til sidst helt droppede at udgive den.

Han har til trods for sin unge alder siden 2018 siddet i Aalborg Byråd valgt for Venstre og er medlem af landsledelsen i Venstres Ungdom.   Og han sidder i bestyrelsen for to kulturelle fyrtårne i Nordjylland, kunstmuseet Kunsten og Utzon Center. På erhvervsfronten indeholder hans CV stillinger såsom direktør, iværksætter, marketingchef, tekstforfatter og kommunikationsmedarbejder i en lang række private virksomheder.

I denne uges Fri Tænkning kigger jeg indad, ser på forskellen på tilladt journalistik og journalistik bedrevet uden tilladelse, undersøger et vildledende spejlbillede og mindes en anekdote af Ronald Reagan, der siger noget om dansk presse i 2026. Den russiske digter Osip Mandelstam forfattede i begyndelsen af 1930 en kort selvbiografisk tekst, som han kaldte Den Fjerde Prosa. Her formulerede Mandelstam et kompromisløst opgør med censur, konformisme og ideologisk ensretning, og det markerede et point of no return i hans forhold til det sovjetiske regime. Teksten pegede samtidig frem mod digterens død i en gennemgangslejr ved Vladivostok nogle år senere.  Teksten, der først blev udgivet i Mandelstams hjemland et halvt århundrede efter hans død, cirkulerede blandt kolleger, og brudstykker nåede også nogle af litteraturens funktionærer. Den Fjerde Prosa placerede definitivt Mandelstam uden for det “gode” selskab, lukkede dørene til de litterære saloner og henviste ham til en tilværelse som subsistensløs.  Han gav afkald på titlen som sovjetisk forfatter, men bruddet indebar også, at han opnåede en indre afklaring og frihed, som gjorde en ende på hans angst for død og forfølgelse. Han forstod bedre end sine samtidige, at katastrofen nærmede sig, og tog sin skæbne på sig. Det endte tragisk, men Mandelstams utvetydige markering af, hvor han stod i forhold til den ydre forfølgelse og ydmygelse, satte ham fri som kunstner, og efter fem års ufrivillig skrivepause begyndte hans poesi igen at flyde med digte, der små 100 år senere står som monumenter i verdenslitteraturen.   I sit opgør med det litterære establishment og bureaukrati noterede Mandelstam i Den Fjerde Prosa:       “Jeg deler alle værker i verdenslitteraturen mellem dem, der er tilladte, og dem, der er skrevet uden tilladelse. Førstnævnte er afskum, sidstnævnte er stjålet luft. Forfattere, der skriver bevidst tilladte ting, har jeg lyst til at spytte i ansigtet og give en på hovedet med min stok.”

Der var ikke dét, de ikke kunne hjælpe med. Selskabet tilbød mandskabsleje, aviskørsel, leje af elektriker, IT-programmering, rengøringsarbejde, murer- og tømrerarbejde, transportvirksomhed, cateringvirksomhed, malerarbejde samt køb og salg af biler. Problemet var bare, at det hele var et stort fupnummer.

Der skal købes, og der skal købes, og så skal der købes, når det drejer sig om oprustningen her til lands – og våbenproducenter fra hele verden står på spring og gør sig til over for Danmark. Særligt de virksomheder, der laver fregatter. Kongeriget står nemlig over for et gigantisk indkøb i den tocifrede milliardklasse af de flydende krigsskibe, og vi mangler fortsat en virksomhed, der kan greje den. Som bekendt er alle kneb gyldige, når det kommer til krig og kærlighed, og eftersom kontrakten og de mange penge tilfalder en – og kun én – våbenproducent, går man gerne langt for at komme længere end konkurrenterne. Et af de kneb, man kan gøre brug af, er selvfølgelig at hyre en dygtig lobbyist til at tale våbenbutikkens sag. Eller i det mindste en lobbyist med forbindelserne i orden.