Christina Lagoni

Lige siden den russiske invasion af Ukraine i 2022 har Vesten forsøgt at ramme Kremls olieindtægter med henblik på at svække Ruslands evne til at føre krig. Det er primært sket på to måder. For det første ved at holde russisk olie væk fra de globale markeder og for det andet ved at presse prisen på russisk olie ned. Den politik har været en blandet succes. For eksempel har EU i stedet for som tidligere at købe olie direkte af Rusland besluttet at importere olie fra Indien, som i virkeligheden er russisk olie. Det har Indien tjent godt på, mens det har kostet EU ekstra.  Til gengæld har Rusland været nødt til at give både Indien og Kina en pæn rabat, dog ikke mere end at indtægterne fra olieeksport stadig skæpper i statskassen. Rusland har fortsat et pænt overskud på sin udenrigshandel, og underskuddet på statsbudgettet er mindre end i de store vestlige lande, selvom sanktionerne har skærpet presset på de offentlige finanser.

I bedste sendetid udstillede TV 2-dokumentaren 'Den sorte svane', at topadvokaten Nicolai Dyhr som kurator var villig til at se gennem fingrene med svindel. Derfor blev nettet strammet om de advokater, der er kommet gennem et eksklusivt nåleøje og er faste kuratorer ved landets skifteretter. De skulle gerne være rene som sne. Men flere af de advokater, som er udpeget til det betroede erhverv, kommer med belastende sager i rygsækken.

En stor nordjysk ejendomskoncern er gået konkurs med et brag og har efterladt sig et milliardstort økonomisk hul. Og Frihedsbrevet har afdækket en mistanke om, at konkursramte TSG Group A/S har været brugt til stråmandsvirksomhed. Nu kan Frihedsbrevet afsløre endnu et forløb, der involverer TSG Group og den fallerede byggematador Jesper Skovsgaard, og som igen fører til en alvorlig mistanke.   

Borgernes Parti har mildt sagt ikke haft en nem første uge i Folketinget. Og nu kan Frihedsbrevet tilføje endnu et kapitel til den fortælling, som handler om endnu en mand, der ikke er verdensmester i at drive virksomhed.   Da Lars Boje Mathiesens Borgernes Parti blev opstillingsberettiget sidste år, var det ellers med beskeden om, at hans parti altså ikke skulle være endnu en klovnebus. I stedet måtte man forstå, at partiet blev drevet som “en professionel virksomhed”, og som bevis for det fortalte partiformanden, at han havde indført en meget lang og streng ansøgningsproces for mulige kandidater simpelthen for at undgå at fylde partiet op med mennesker, der kunne afføde endnu et hånligt øgenavn.

CBS-professoren Søren Friis Hansen kender hvert et komma i selskabsloven, som han har undervist i siden 2001. Derfor kunne han ikke fortsætte som bestyrelsesmedlem i investeringsvirksomheden Capito, da han så, hvad der foregik. Virksomheden har rejst millioner fra velhavende danskere, men Søren Friis Hansen var som bestyrelsesmedlem med egne ord vidne til stribevis af lovovertrædelser i den korte tid, han var med i Capitos bestyrelse på tre personer.

Den 17. marts landede der et brev i Bianka Zimmermanns e-boks, som for alvor slog revner i hendes tillid til sundhedsvæsenet. Brevet slog fast, at en læge havde slettet en bekymring for kræft i sin mors journal – efter at moderen var død af kræft.  “Det er meget skræmmende, at en læge kan finde på at slette i en journal. Hvis ikke vi kan stole på vores læger, hvem kan vi så stole på,” siger Bianka Zimmermann. Brevet, der var sendt fra Styrelsen for Patientklager, slog ligeledes fast, at den praktiserende læge, der gennem halvandet år havde tilset Bianka Zimmermanns mor, Anita Dahl, havde “handlet under normen for almindelig anerkendt faglig standard.”

En kold februardag i 2021 mødtes en japansk mafiaboss med tre mænd i en københavnsk lagerhal. En handel skulle til at finde sted. Han var kommet for at se på våben, og under sit besøg fik han fremvist både panserværnsraketter, maskingeværer, fuldautomatiske rifler og videoer af missiler, der kan skyde fly og helikoptere ned. Men de tre mænd i lagerhallen var ikke lyssky våbenhandlere. I stedet var det to danske betjente og en amerikansk informant.

 I denne uges Fri Tænkning ser jeg på den aktuelle situation omkring Iran. Det trækker op til økonomisk recession, og præsident Donald Trumps muligheder er begrænsede, så længe Iran sidder med nøglerne til Hormuzstrædet, regimets helt afgørende trumf. Hvis Trump ikke kan levere de nødvendige indrømmelser til præstestyret, kan han føle sig tvunget til at eskalere krigen ved at indsætte tropper på land – med uoverskuelige konsekvenser. Da general Jay Garner i 2003 vendte hjem til USA efter at have haft ansvaret for den indledende amerikanske besættelse af Irak, spurgte præsident George W. Bush, om han ikke havde lyst til at stå i spidsen for håndteringen af den næste militære offensiv på dagsordenen, nemlig Iran.    På det tidspunkt havde USA efter terrorangrebet den 11. september 2001 store planer for en omkalfatring af Mellemøsten i sit eget billede. Det ene autoritære regime efter det andet skulle omstyrtes med militær magt, og i stedet skulle der med kampvogne og missiler indføres folkestyre inspireret af Thomas Jefferson og andre af USA's stiftere. Det skulle ifølge planen sætte gang i en domino-effekt, således at man til sidst ikke ville kunne se forskel på styreformen i Idaho og Illinois på den ene side og Irak og Iran på den anden.   Hele det neokonservative establishment fra vicepræsident Dick Cheney til kommentatorer som Charles Krauthammer, Robert Kagan og Bill Kristol anbefalede præsidenten at fjerne det iranske regime med magt.   Bushs planer for Iran blev imidlertid forpurret af to ting.    For det første gik det ikke med pacificeringen og demokratiseringen af Irak, som hans rådgivere havde forudset, og for det andet konkluderede de amerikanske efterretningstjenester i 2007 med ”stor sikkerhed”, at Iran for flere år siden havde stoppet sit atomprogram.    Det betød ifølge Bush selv, at han militært blev bundet på hænder og fødder og ikke længere kunne retfærdiggøre en invasion af Iran. Man husker, at invasionen af Irak i 2003 netop skete med henvisning til falske efterretninger om, at Irak var i besiddelse af masseødelæggelsesvåben.   I en gennemgang af forholdet mellem USA og Iran siden revolutionen i 1979 i The New Yorker gør historikeren Daniel Immerwahr opmærksom på, at Washington er flippet ud over præstestyret lige fra dets første færd, da ayatollaherne tvang en amerikansk støttet monark til at flygte, etablerede en islamisk republik og holdt 52 amerikanere som gidsler på landets ambassade i Teheran i 444 dage.

Det var bidende koldt udenfor, da de en eftermiddag i starten af februar satte sig til bords på en café i Bredgade. Bestyrelsesformanden og den administrerende direktør mødtes med den potentielle kandidat, der var udset til en nøgleposition i dansk investeringsselskab.

Fra Amerikakajen i Nordhavn i København lagde skibe fra land med kurs mod de forenede amerikanske stater og sejlede tværs over Atlanten, fyldte lasten op, og vendte hjem igen. I dag er det dog Danmarks udenrigsminister, Lars Løkke Rasmussen, og hans parti, der har indtaget havnefronten, helt specifikt Pakhus 11.  Symbolikken virker nærmest til at være for åbenlys til at skulle beskrive. At Lars Løkke er hjemvendt fra USA til kajen i Københavns Havn efter skæbnemødet i Washington med J.D. Vance og Marco Rubio med lasten fuld af al den troværdighed og vælgertække, mange ellers havde konkluderet, han så småt havde mistet. Udenfor det gamle pakhus hænger dagens hovedperson på et banner i sort-hvid på den eneste båd, der har lagt til ved havnefronten. For ikke mange måneder siden var Moderaterne helt nede og suge grundvand tæt på spærregrænsen. De havde dårlige meningsmålinger og fik et elendigt kommunalvalg. Men så kom der al Grønlands-balladen, fistbumps og piberygning, og nu er Moderaterne og Løkke i den grad back in business med nøglen til magten.  Samtlige vægge i hele bygningen er indhyllet i lilla lys – grænsende til pornolys –  prydet med ni store lilla bannere. På gulvet er samme antal borde med lilla stearinlys og bolsjer. Ja, stort set alt er lilla denne aften i Nordhavn.