Christina Lagoni

Selvom en lang række fodboldspillere har fortalt om at have fået mystiske medicinske behandlinger uden forklaring fra holdets læger, bliver danske fodboldspillere nærmest aldrig testet for doping.  De danske dopingmyndigheder tester nemlig mindre og mindre. “Hvis der er en eller anden Superliga-spiller, som tænker, at nu vil jeg dope mig, så er der en vis sandsynlighed for, at vi ikke opdager det,” erkender Anti Doping Danmark.

I modsætning til cykelsporten, der har en lang dopingskygge hængende over sig, taler man sjældent om doping, når det kommer til verdens største sportsgren. Men hvor udbredt er doping egentlig i fodbold? I en ny artikelserie undersøger Frihedsbrevet, hvad vi ved – og ikke ved – om emnet. I vores arbejde har vi rakt ud til over hundrede nuværende og forhenværende spillere, søgt aktindsigter hos antidopingmyndighederne og dykket ned i videnskabelige rapporter samt talt med eksperter på området. Langt de fleste spillere har ikke ønsket at medvirke. Men omkring 20 spillere medvirker anonymt i artiklerne. Frihedsbrevet er bekendt med deres identiteter, men vi bringer ikke deres navne, da flere af dem stadig arbejder i fodboldmiljøet og frygter konsekvenserne af at medvirke. Størstedelen af kilderne har stoppet deres aktive karrierer indenfor de seneste år. Flere af spillerne fortæller om en medicinsk kultur i udenlandske klubber, hvor behandlinger ikke altid bliver forklaret nærmere. Nogle beskriver intravenøse drop før kampe. Andre fortæller om poser med mystiske piller i forskellige farver.

Lige siden den russiske invasion af Ukraine i 2022 har Vesten forsøgt at ramme Kremls olieindtægter med henblik på at svække Ruslands evne til at føre krig. Det er primært sket på to måder. For det første ved at holde russisk olie væk fra de globale markeder og for det andet ved at presse prisen på russisk olie ned. Den politik har været en blandet succes. For eksempel har EU i stedet for som tidligere at købe olie direkte af Rusland besluttet at importere olie fra Indien, som i virkeligheden er russisk olie. Det har Indien tjent godt på, mens det har kostet EU ekstra.  Til gengæld har Rusland været nødt til at give både Indien og Kina en pæn rabat, dog ikke mere end at indtægterne fra olieeksport stadig skæpper i statskassen. Rusland har fortsat et pænt overskud på sin udenrigshandel, og underskuddet på statsbudgettet er mindre end i de store vestlige lande, selvom sanktionerne har skærpet presset på de offentlige finanser.

I bedste sendetid udstillede TV 2-dokumentaren 'Den sorte svane', at topadvokaten Nicolai Dyhr som kurator var villig til at se gennem fingrene med svindel. Derfor blev nettet strammet om de advokater, der er kommet gennem et eksklusivt nåleøje og er faste kuratorer ved landets skifteretter. De skulle gerne være rene som sne. Men flere af de advokater, som er udpeget til det betroede erhverv, kommer med belastende sager i rygsækken.

En stor nordjysk ejendomskoncern er gået konkurs med et brag og har efterladt sig et milliardstort økonomisk hul. Og Frihedsbrevet har afdækket en mistanke om, at konkursramte TSG Group A/S har været brugt til stråmandsvirksomhed. Nu kan Frihedsbrevet afsløre endnu et forløb, der involverer TSG Group og den fallerede byggematador Jesper Skovsgaard, og som igen fører til en alvorlig mistanke.   

Borgernes Parti har mildt sagt ikke haft en nem første uge i Folketinget. Og nu kan Frihedsbrevet tilføje endnu et kapitel til den fortælling, som handler om endnu en mand, der ikke er verdensmester i at drive virksomhed.   Da Lars Boje Mathiesens Borgernes Parti blev opstillingsberettiget sidste år, var det ellers med beskeden om, at hans parti altså ikke skulle være endnu en klovnebus. I stedet måtte man forstå, at partiet blev drevet som “en professionel virksomhed”, og som bevis for det fortalte partiformanden, at han havde indført en meget lang og streng ansøgningsproces for mulige kandidater simpelthen for at undgå at fylde partiet op med mennesker, der kunne afføde endnu et hånligt øgenavn.

CBS-professoren Søren Friis Hansen kender hvert et komma i selskabsloven, som han har undervist i siden 2001. Derfor kunne han ikke fortsætte som bestyrelsesmedlem i investeringsvirksomheden Capito, da han så, hvad der foregik. Virksomheden har rejst millioner fra velhavende danskere, men Søren Friis Hansen var som bestyrelsesmedlem med egne ord vidne til stribevis af lovovertrædelser i den korte tid, han var med i Capitos bestyrelse på tre personer.

Den 17. marts landede der et brev i Bianka Zimmermanns e-boks, som for alvor slog revner i hendes tillid til sundhedsvæsenet. Brevet slog fast, at en læge havde slettet en bekymring for kræft i sin mors journal – efter at moderen var død af kræft.  “Det er meget skræmmende, at en læge kan finde på at slette i en journal. Hvis ikke vi kan stole på vores læger, hvem kan vi så stole på,” siger Bianka Zimmermann. Brevet, der var sendt fra Styrelsen for Patientklager, slog ligeledes fast, at den praktiserende læge, der gennem halvandet år havde tilset Bianka Zimmermanns mor, Anita Dahl, havde “handlet under normen for almindelig anerkendt faglig standard.”

En kold februardag i 2021 mødtes en japansk mafiaboss med tre mænd i en københavnsk lagerhal. En handel skulle til at finde sted. Han var kommet for at se på våben, og under sit besøg fik han fremvist både panserværnsraketter, maskingeværer, fuldautomatiske rifler og videoer af missiler, der kan skyde fly og helikoptere ned. Men de tre mænd i lagerhallen var ikke lyssky våbenhandlere. I stedet var det to danske betjente og en amerikansk informant.

 I denne uges Fri Tænkning ser jeg på den aktuelle situation omkring Iran. Det trækker op til økonomisk recession, og præsident Donald Trumps muligheder er begrænsede, så længe Iran sidder med nøglerne til Hormuzstrædet, regimets helt afgørende trumf. Hvis Trump ikke kan levere de nødvendige indrømmelser til præstestyret, kan han føle sig tvunget til at eskalere krigen ved at indsætte tropper på land – med uoverskuelige konsekvenser. Da general Jay Garner i 2003 vendte hjem til USA efter at have haft ansvaret for den indledende amerikanske besættelse af Irak, spurgte præsident George W. Bush, om han ikke havde lyst til at stå i spidsen for håndteringen af den næste militære offensiv på dagsordenen, nemlig Iran.    På det tidspunkt havde USA efter terrorangrebet den 11. september 2001 store planer for en omkalfatring af Mellemøsten i sit eget billede. Det ene autoritære regime efter det andet skulle omstyrtes med militær magt, og i stedet skulle der med kampvogne og missiler indføres folkestyre inspireret af Thomas Jefferson og andre af USA's stiftere. Det skulle ifølge planen sætte gang i en domino-effekt, således at man til sidst ikke ville kunne se forskel på styreformen i Idaho og Illinois på den ene side og Irak og Iran på den anden.   Hele det neokonservative establishment fra vicepræsident Dick Cheney til kommentatorer som Charles Krauthammer, Robert Kagan og Bill Kristol anbefalede præsidenten at fjerne det iranske regime med magt.   Bushs planer for Iran blev imidlertid forpurret af to ting.    For det første gik det ikke med pacificeringen og demokratiseringen af Irak, som hans rådgivere havde forudset, og for det andet konkluderede de amerikanske efterretningstjenester i 2007 med ”stor sikkerhed”, at Iran for flere år siden havde stoppet sit atomprogram.    Det betød ifølge Bush selv, at han militært blev bundet på hænder og fødder og ikke længere kunne retfærdiggøre en invasion af Iran. Man husker, at invasionen af Irak i 2003 netop skete med henvisning til falske efterretninger om, at Irak var i besiddelse af masseødelæggelsesvåben.   I en gennemgang af forholdet mellem USA og Iran siden revolutionen i 1979 i The New Yorker gør historikeren Daniel Immerwahr opmærksom på, at Washington er flippet ud over præstestyret lige fra dets første færd, da ayatollaherne tvang en amerikansk støttet monark til at flygte, etablerede en islamisk republik og holdt 52 amerikanere som gidsler på landets ambassade i Teheran i 444 dage.