Christina Lagoni

I denne uges Fri Tænkning har jeg talt med den svenske historiker Per Anders Rudling, lektor ved Lund Universitet og forfatter til en bog om de ukrainske nationalister. Dem, som fra Første Verdenskrig og til og med Anden Verdenskrig og derpå i landflygtighed i Vesten formede fortællingen om Ukraines historie i det 20. århundrede, som har haft afgørende indflydelse på historieskrivningen i Ukraine efter Sovjetunionens opløsning i 1991. Der er tale om en yderst selektiv historieskrivning, som de seneste uger har ført til en åben konfrontation med Polen og det officielle Holocaust Museum i Israel, fordi Ukraines statsautoriserede nationalhelte begik massemord på polakker og jøder under Anden Verdenskrig.

Mandag den 6. juli blev det meddelt, at Kim Fournais – der i 1990’erne sammen med Lars Seier Christensen startede, hvad der udviklede sig til Saxo Bank – har solgt sin tilbageværende ejerandel i banken til den schweizisk-brasilianske bank J. Safra Sarasin. I forvejen havde J. Safra Sarasin købt 70 procent af Saxo Bank, for hvad der vurderes til at være en pris på 12 milliarder kroner, og med købet af Fournais resterende 30 procent er det nu virkelig J. Safra Sarasin, som sidder for bordenden i Saxo.  Men hvad slags bank er J. Safra Sarasin?   “Vi er en privat bank med mere end 180 års erfaring med formue – og værdihåndtering,” skriver banken selv på sin hjemmeside. Og det er jo objektivt set rigtigt nok; banken blev grundlagt i 1841 og blev i 2013 overtaget af Bank Jacob Safra AG, hvoraf følger det navn banken har i dag. Banken Jacob Safra AG var ejet af familien Safra, som oprindeligt stammer fra Syrien, men emigrerede til Brasilien i 1950'erne, hvor de står bag konglomeratet Safra Gruppen (“Grupo Safra”, red.), der blandt andet driver Brasiliens syvende største bank. Det burde ikke være nødvendigt at skrive at Safra-familien er svimlende rige og uhyre magtfulde, og i Brasilien har de været under anklage for at ville bestikke sig til skattefordele, men sagen blev til sidst droppet på grund af manglende bevismateriale. Det er altså ultimativt dette familiedynasti, som gennem J. Safra Sarasin nu ejer Saxo Bank.  

Europa-Parlamentets bygninger er tæt besat med vandautomater. Disse går bygningens beboere mange gange om dagen hen til, trækker en engangskop, fylder den med koldt vand, drikker måske halvdelen heraf og smider så koppen i den skraldespand, der står lige ved siden af. Selvom der er så mange vandautomater, hænder det, at der er kø. På et tidspunkt står jeg bag en mand, der først skal fylde sit glas, så drikke det hele, så fylde det, så drikke det, så fylde det, så drikke en lille smule, så smide det ud, før jeg afslutningsvis kan komme til. Der bliver brugt mange engangskopper på en vilkårlig dag i Europa-Parlamentet. Ikke kun på vand, der er også mange kaffeautomater. Sådan nogle automater, hvor du trykker på en knap for at få en kaffe med eller uden mælk, og så koster kaffen et symbolsk beløb på lige under en euro. I disse skal man også bruge en engangskop. En kop, der faktisk er identisk med dem, der er at finde i hobevis og frit tilgængelige ved vandautomaterne. Men i kaffeautomaterne er de ikke frit tilgængelige. Dér skal man betale et endnu mere symbolsk beløb, ti cent, for at få en kop udleveret. Men hvis man har sin egen kop med, behøver man ikke at betale dette gebyr. Således kan man gå hen til en af vandautomaterne, tage en identisk engangskop, gå hen til kaffemaskinen og snyde systemet for ti cent. Når jeg fortæller jer dette, er det ikke, fordi de ti cent er vigtige for mig. Ser I, dette kop-bureaukrati har vist sig at være symptomatisk for EU. For det første hviler det på nogle absurde, uigennemskuelige principper. For det andet er der ingen logik i bureaukratiet. For det tredje er det helt enormt nemt at vride nogle penge ud af EU. Fernisering Tirsdag aften bipper jeg mig ind i Europa-Parlamentet, da jeg skal ind og se, hvordan man relativt nemt bruger 6.000 euro.

Den dømte ejendomsfallent Kenneth Schwartz Thomsen har spillet en nøglerolle i skatteadvokaten Torben Bagges boligeventyr, hvor de sammen har opkøbt faldefærdige ejendomme. Gennem en årrække har Bagge – og en række andre prominente navne og medindehavere af det store advokatfirma TVC – således haft den vel nok mest kendte spekulant fra finanskrisen i Danmark til at hjælpe med deres sidegesjæft: Ejendomshandel. Siden da har alle partnerne trukket sig fra det nye forretningseventyr, men et navn er dog stadig at finde på flere af selskabernes papirer; nemlig Torben Bagge. Men ejendomsspekulanten, der i dag er under personlig konkurs, spiller ingen rolle længere, forsikrer Torben Bagge. “Han har intet med det (Torben Bagges ejendomsselskab, red.) at gøre,” siger Torben Bagge. Men Bagges totale afvisning af et nutidigt samarbejde med Schwartz er mildest talt en sandhed med modifikationer. 

Der er godt fyldt i den lille kirke i flækken lidt uden for Næstved.  Folk må passes ind på kryds og tværs, og adskillige klapstole tages i brug for at imødekomme den store interesse, der er i at være til stede her i dag. “Kommer du fra området?” spørger min sidemakker, der ikke tager sig ud som en, der er gået igennem livet tilhørende Guds bedste børn. Jeg svarer, at det gør jeg ikke. At jeg er kommet for Naser Khader.  “Det er jeg også,” tilkendegiver han. På rækken foran er der en, der siger, at vedkommende havde kontaktet Naser Khader for at høre, om det var nødvendigt at købe billetter til i dag. Det havde han svaret, at det ikke var, men det skulle man da nok have indført, konstaterer kirkegængeren.  I dag er ikke som dagene i Fensmark er flest. I dag skal Naser Khader, og ja, det er den Naser Khader, forrette sin første gudstjeneste her i Fensmark Kirke. Har man ikke fulgt med i Naser Khaders udvikling gennem de seneste år, må den førskrevne sætning ligne noget nær en dårlig aprilsnar på den forkerte dato i den forkerte måned.  Men det er det ikke. Den er god nok. Naser Khader er blevet præst. Naser Khader, der i 2001 blev valgt som det første muslimske medlem af Folketinget,  er blevet præst. Et præsteliv Tingene har det med at gå hurtigt i Naser Khaders verden.  I 2023 blev han optaget på præsteuddannelsen ved Københavns Universitet. I efteråret 2025 blev han døbt i Faderens, Sønnens og Helligåndens navn. I slutningen af juni i år blev han ordineret som præst. Og i dag, den 5. juli, tiltræder han så som sognepræst i Fensmark Kirke.  Der er tale om et vikariat, der varer måneden ud, hvorefter han rykker hen til Rønnebæk Kirke, der ligeledes ligger i en flække tæt på Næstved. Altmuligmanden Som jeg sidder i den iltfattige kirke, hvor der hele tiden klappes flere klapstole ud, modtager jeg en mail, der har Naser Khader som afsender.

I halvanden måned nåede Forsvarsministeriet at sidde på den uvildige advokatundersøgelse af Forsvarets indkøb af gummibåde. To dage efter at Frihedsbrevet kunne berette om, at undersøgelsen for længst var landet, lagde ministeriet endelig rapporten frem.  Rapporten afslører systematiske svigt i Forsvarsministeriets Materiel- og Indkøbsstyrelse (FMI) og et forløb, hvor en leverandør uberettiget er blevet hængt ud offentligt.  Liberal Alliances forsvarsordfører, Carsten Bach, sammenligner nu forløbet med Elbit-sagen og kræver svar fra forsvarsministeren.

Til denne uges Fri Tænkning har jeg talt med den tyske journalist og forfatter Norbert Häring om hans nye bog Der Wahrheitskomplex: Wie NGOs im Staatsauftrag unerwünschte Meinungen bekämpfen.

Det hele skete meget hurtigt. Klokken var seks om morgenen, og Den Uafhængige Politiklagemyndighed – også kendt som DUP – bankede på døren med en ransagningskendelse. Pludselig stod fem politimænd og endevendte Henrik og hans kones lejlighed på en adresse nord for København.  Henriks kone sad i sofaen i undertøj og en cardigan, hun lige havde nået at få på i farten. Ægteparret vidste endnu ikke, hvad de ledte efter – for DUP havde ikke sagt, hvorfor lejligheden skulle ransages. “De skulle pille, rode og rage i vores hjem. Og jeg måtte ikke tage tøj på. Efterforskningslederen var modbydelig,” fortæller Henriks kone til Frihedsbrevet.

I Europa-Parlamentet i Bruxelles arbejder der lige omtrent 10.400 mennesker for at få det hele til at spille.  Der er gulve, der skal pudses, udsagn, der skal noteres, it-information, der skal gives.  Og så er der de 720 folkevalgte, der skal rådgives. I gennemsnit har hver parlamentariker ansat to, der skal hjælpe dem med alt det, man nu engang kan få brug for hjælp til, når man skal bestemme over hele Europa.  Disse ansatte er imidlertid ikke de eneste, politikerne får input fra.  Der er nemlig ikke færre end 9.100 lobbyister, der er i besiddelse af et adgangskort, der giver dem adgang til Europa-Parlamentet.  Og ved første øjekast er der ikke noget, der adskiller dem, der bliver betalt for at påvirke, fra dem, der ikke gør det.  Men så kigger man nærmere. Og nærmere. Og her vil man opdage, at deres adgangskort ikke har den dybe blå farve, der kendetegner EU; den farve, både parlamentarikerne og deres rådgiveres adgangskort har. Nej, det er en anden farve, der er at finde på lobbyisternes kort. Der er tale om farven lortebrun.  Bosses Bodega Der går ikke længe, før jeg støder på mit første lortebrune adgangskort. Det tilhører Jesper Beinov, der er direktør i SMVdanmark. Han har bippet sig ind i Europa-Parlamentet i dag og angivet, at han skal mødes med en rådgiver for Stine Bosse, der er valgt ind for Moderaterne.  Det har han, fordi han skal medvirke i Stine Bosses podcast, Bosses Bodega. Konceptet er, at Stine Bosse og en gæst drikker en øl og snakker om EU. I dag skal de snakke om, hvordan EU kan blive bedre til at understøtte medlemsstaternes små og mellemstore virksomheder.  Det foregår inde i Europa-Parlamentet, hvor der er et hav af podcast- og tv-studier til rådighed. De fleste af dem bliver aldrig rigtig brugt. Oppe på Europa-Parlaments udgave af Christiansborgs vandrehal er der for eksempel et tv-studie, som man kan leje. Jeg har kun set det i brug én gang, hvor nogle kroater fra EPP filmede noget, der skulle forestille et nyhedsprogram.  Bosses Bodega optages på den nederste etage, hvor der også er adskillige studier. Der er vist ikke tale om en egentlig kælder, men man kan aldrig være sikker i Europa-Parlamentet, for indgangen ligger på 2. etage, og i elevatoren kan man også trykke på halve etager.  På gåturen derhen får jeg en snak med Jesper Beinov. 

En institution for udsatte børn og unge har sendt midler, de har modtaget fra det offentlige, til en velgørende forening, hvis forperson nu er sigtet i en sag om indkøb af droner til terror. Ifølge retsdokumenter deltog foreningens forperson også “aktivt i indsamling til støtte for terrororganisationen Hamas.” Nu viser interne dokumenter fra myndighederne, at der rejses bekymring for hvidvask på den samme institution for autistiske børn, der har sendt skattekroner til den kontroversielle forening.