Christina Lagoni

For godt ni måneder siden kom SF med en overraskende udmelding.  Efter i årtier at have tordnet mod andre partiers erhvervsklubber – de såkaldte pengeklubber, hvor alverdens interessenter og aktører kan betale sig til at komme tæt på magthaverne – besluttede SF nemlig at oprette en selv.  Dermed gik partiet på kompromis med tidligere tiders holdninger og inviterede erhvervslivets tungeste aktører og lobbyorganisationer indenfor i partiets indre cirkel.  Dog med løftet om – modsat andre pengeklubberne i andre partier – fuld åbenhed om medlemmerne.  Nu kan Frihedsbrevet løfte sløret for erhvervsklubbens første fulde medlemsliste, som foreningen bag erhvervsklubben har oplyst til Frihedsbrevet, og som indtil nu har været hemmelig.

For lige at få det formelle på plads først, så er den tyske, 38-årige ruslandsekspert Hanna Notte en akademiker, der virkelig kender sine lus på gangen. Mens hun blev uddannet ph.d. i internationale relationer ved Oxford og desuden tog en bachelor i politisk videnskab ved Cambridge, har hun ad flere omgange både boet, studeret og arbejdet i Rusland. Så sent som dagen før Rusland gik til angreb på Ukraine, den 23. februar 2022, var Hanna Notte i Moskva i sin egenskab af at være forsker i den amerikanske tænketank James Martin Center for Nonproliferation Studies.  “Jeg tror, krigen er på vej,” skrev hun i tekstbesked til en ven fra lufthavnen Sjeremetjevo. Nogle timer senere, da hun landede i Wien, var russiske soldater på vej mod Ukraines hovedstad.  I dag, mere end fire år senere, er hun aktuel med bogen We Shall Outlast Them (W.W. Norton & Company, 2026), som i sin essens handler om det lille russiske ord stoykost. Direkte oversat betyder det modstandskraft, men stoykost er mere end blot det; det er et begreb, som handler om at kunne gennemleve enorm megen modstand og ditto lidelse og alligevel bare mose på. Stå det igennem, simpelthen. For på trods af Vestens sanktioner og ihærdige bestræbelser på at isolere Rusland og gøre landet til en paria, som ingen vil være venner med, har Rusland med held og snilde demonstreret netop stoykost. I stedet for at lukke sig om selv, har Rusland været i stand til at reorientere sin udenrigspolitik i retning af kontinenter og lande, hvor Vesten ikke længere har så meget at skulle have sagt. Eller formuleret på en anden måde: Det har vist sig at være umådeligt svært at få Rusland ned med nakken, endda selvom landet i skrivende stund har status af at være verdens mest sanktionsramte land. Hvoraf følger bogens titel: “Vi kommer til at overleve Jer.”   “Koncis og særdeles læseværdig,” har tidsskriftet Foreign Review skrevet om Hanna Nottes bog, mens tidligere præsident Joe Bidens sikkerhedsrådgiver Jake Sullivan har kaldt den “en masterclass i statskundskab”. Hvad der især gør Hanna Nottes bog anbefalelsesværdig er, at hun selv har været ude i marken, og modsat hvad man traditionelt ville gøre som politolog, ikke har rettet sit fokus mod centrum af tingene. I stedet har hun bevidst opsøgt periferien af det hele; grænselandene Finland og Georgien for eksempel, og nationer som tilhører kategorien Det Globale Syd, herunder Sydafrika og Indien. Men også emiratet Dubai, som er en helt central node for den russiske skyggeflåde. Undervejs taler hun både med præsidenter, ambassadører og aktivister. Og med håndlangere, der går Putins ærinde ude ved frontlinjerne af denne igangværende styrkeprøve mellem Rusland og Vesten. Som for eksempel en journalist fra Den Centralafrikanske Republik, der er flygtet til Frankrig, efter han ikke længere kunne udholde at sprede løgne for Putins lejesoldater fra Wagner Gruppen. 

Hvad har landmænd og partiet Venstre til fælles? Det kan efterhånden være svært at svare helt entydigt på det spørgsmål, men klart står det i hvert fald, at begge har haft noget, der bedst må kunne beskrives som en helvedes uge. En uge, der både har budt på krisemøde for landbruget i Odense, traktordemonstration i København og til sidst, at det landmandsforhadte lovforslag om en ny gødskningslov blev stemt igennem torsdag. Alt det har jeg, journalist Mia Skovby været med til, og i denne udgave af ‘Skovbys Notesblok’ vil jeg tage dig, kære læser, med til alle arrangementerne. Artiklen byder både på overraskende opdagelser om landbrugets stemmer, et gensyn med en gammel kending og traktorer i massevis. God læsning.

Det lyder næsten for paradoksalt til at være sandt. En advokat med ekspertise inden for konkursret, der som kurator i stribevis af konkursboer har hjulpet dem med penge i klemme, bliver nu beskyldt for at have så meget rod i sit selskab, at hans ageren bliver betegnet som “groft uforsvarlig.” Selskabet efterlader desuden en gæld på 3,6 millioner kroner. 

Kort før juleaften 1945 ankom en ny patient til Sindssygehospitalet i Risskov ved Aarhus, i folkemunde kaldet Jydske Asyl. Han havde et langt, gråt skæg, ikke meget hår på hovedet, var dyrlæge på Randers-egnen – og så var den 60-årige Armand Langermann glødende nazist. Få år forinden, midt under Anden Verdenskrig, havde han sågar været SS-Hauptsturmführer i Auschwitz, hvor han var chefdyrlæge med ansvar for nazisternes vagthunde i dødslejren. Men nu var han altså placeret på sindssygehospital til såkaldt “mental observation”. Man skulle finde frem til, om dyrlægen var psykisk syg og i hvilket omfang, så man fra officielt hold kunne tage stilling til, hvordan han skulle straffes for sin tid i tysk uniform. Frihedsbrevet har gennem Rigsarkivet fået adgang til dyrlægens patientjournal, som røber ganske opsigtsvækkende detaljer fra opholdet og om Langermanns verdenssyn og historie. Allerede juleaften – to dage inde i Langermanns ophold – vakte hans nazistiske overbevisning opsigt ifølge journalen.

I slutningen af august udkom den journalistiske researchgruppe Acta Publica med en stor analyse af organiserede kriminelles infiltration af det svenske velfærdssystem. Rapporten undersøger næsten 2.800 private velfærdsvirksomheder og afdækker blandt andet, hvordan Foxtrot-netværket, der står bag flere blodige mord, kan knyttes til en social virksomhed i Stockholm-området, der tager sig af udsatte børn og unge. Det er langt fra første gang, at de kriminelles infiltration af social- og sundhedsområdet er genstand for kulegravninger af medier og myndigheder i Sverige. Siden 2020 har de svenske myndigheder udgivet en række opsigtsvækkende rapporter, der beskriver, hvordan milliarderne fosser ud af velfærdsområdet og ind i den kriminelle økonomi. Mens svenskerne har et ret klart billede af problemets størrelse, ved vi meget lidt om, hvor mange millioner – eller milliarder – skattekroner kriminelle tjener på velfærd herhjemme.

Flemming Trap, bestyrelsesleder hos Dansk Sundhed og Velfærd under Dansk Industri, har gennem sin rådgivningsvirksomhed Trap Consulting hjulpet flere kontroversielle personer med at drive en række skandaleramte bosteder.  Eksempelvis har han hjulpet en tidligere top-islamist med at oprette bosted. I samme periode som han bistod med rådgivning, dukkede Amira Smajic op i bostedets papirspor. Da socialtilsynet ville lukke stedet ned efter flere alvorlige omsorgssvigt, kæmpede Flemming Trap i kulissen for stedets overlevelse, viser en række hidtil ubeskrevne dokumenter. I en mail skriver Flemming Trap til Frihedsbrevet, at han ikke kan “tiltræde den faktuelle præmis, som artiklen bygger på.” Han ønsker derfor hverken at stille op til interview eller svare på spørgsmål. I denne artikel fortæller vi, hvordan de samme rådgivere og revisorer går igen i papirsporet hos flere skumle bosteder.

Den kendte højrefløjsdebattør og omdiskuterede advokat Rasmus Munch Søndergaard er havnet i store problemer.  Advokaternes interne vagthund – Advokatnævnet – har nemlig vurderet, at debattøren, der har fået øgenavnet mælkemanden, "groft" har tilsidesat god advokatskik. Sanktionen bliver begrundet med, at advokaten gik over stregen i en helt bestemt Facebook-video fra januar i år.

Til denne uges Fri Tænkning har jeg talt med en person, der var direkte involveret i de forhandlinger, der i 1989 førte til afslutningen på Den Kolde Krig. Navnet er Jack Matlock, USA's sidste ambassadør i Sovjetunionen. Dem er der ikke mange tilbage af, så jeg er glad for, at det lykkedes at få den snart 97-årige Matlock i tale. Som chef for Sovjetunionen og Europa i det nationale sikkerhedsråd under præsident Ronald Reagan skrev Matlock udkastet til en række historiske taler, som Reagan holdt i 1984. De markerede indledningen på en amerikansk forhandlingsoffensiv, der små seks år senere kulminerede med afslutningen på Den Kolde Krig. Matlock var USA's ambassadør i Moskva fra 1987 til 1991. Han sad med ved bordet, da præsident Bush og partichef Gorbatjov mødtes på Malta i december 1989 kort efter Berlinmurens fald, hvor stridsøksen mellem de lande blev definitivt begravet, og han deltog i forhandlingerne mellem Moskva og Washington om præmisserne for Tysklands genforening, hvor hans daværende chef, udenrigsminister James Baker, udstedte et løfte til Gorbatjov: Hvis Sovjetunionen accepterede et genforenet Tyskland i NATO, så ville alliancen ikke ekspandere videre mod øst. Matlock hørte det fra hestens egen mund. Matlock var udstationeret i Moskva i fire omgange. Første gang i begyndelsen af 1960’erne, derpå som næstkommanderende på den amerikanske ambassade fra 1974 til 1978 og et enkelt år i 1981 og endelig som ambassadør fra 1987 til Sovjetunionens opløsning i 1991. Han har også været ambassadør i Tjekkoslovakiet og gjort tjeneste i en række lande i Afrika. Hjemme i Washington var han direktør for sovjetafdelingen i det amerikanske udenrigsministerium fra 1971 til 1974 og præsident Reagans toprådgiver i det nationale sikkerhedsråd for Europa og Sovjetunionen fra 1983 til 1986. Matlock er forfatter til to banebrydende bøger om afslutningen på Den Kolde Krig og Sovjetunionens opløsning: Autopsy of an Empire: The American Ambassador’s Account of the Collapse of the Soviet Union (1995), en mursten på 838 sider, der læses som en thriller, og Reagan og Gorbatjov – afslutningen på Den Kolde Krig, der udkom på dansk i 2007.

Især én ting sprang i øjnene, da Forsvarskommandoen endelig kom med sin droneevaluering, som blev præsenteret af forsvarsminister Jeppe Bruus (S) og forsvarschef Michael Hyldgaard den 19. juni. I medierne havde der længe været historier om, at de i virkeligheden havde skudt efter et norsk passagerfly, som de troede var en drone. Men det afviste Michael Hyldgaard og Jeppe Bruus, der trak en kanin op ad hatten på pressemødet. Ifølge dem havde Forsvaret nemlig skudt langt senere end først antaget, og det kunne derfor ikke være det norske passagerfly. Kort tid efter kunne TV 2 afsløre, at Forsvarets tidslinje ikke stemte overens med hverken politiets log eller civile vidner, der i stedet pegede på, at Forsvaret rent faktisk affyrede skud på det tidspunkt, hvor det norske passagerfly befandt sig over lejren.