Christina Lagoni

I slutningen af august satte Jørgen Boassen sig på et fly til København for at mødes med en dansk rigmand.  Imens det officielle diplomati har haft en high level-arbejdsgruppe, hvis arbejde i sidste uge kulminerede i New York med underskrivelsen af en ny sikkerhedsaftale mellem Grønland, Danmark og USA, har en skjult operation været i gang nedenunder. Det kan Frihedsbrevet nu afsløre på baggrund af en lang række skjulte optagelser.

I det sidste kapitel af sin nye fascinerende bog om rummet som strategisk domæne udfolder major og militæranalytiker Jakob Clod Asmund et billede af ”fremtidens rumkrig”. Kapitlet begynder: ”Den næste krig kan begynde i rummet”. Men da jeg talte med Clod Asmund i den forgangne uge, var der netop sket noget ganske opsigtsvækkende i rummet, som betød, at han i dag ville have ændret titlen på kapitlet til: “Nutidens rumkrig”. USA har nemlig for første gang nogensinde bekræftet, at man har deployeret våben i rummet, selvom rummagterne for længe siden blev enige om, at rummet kun må bruges til fredelige formål. USA's luftforsvarsminister Troy Meink meddelte den 15. september, at USA havde sendt våben til rumkontrol i kredsløb omkring Jorden med henblik på at forsvare egne satellitter og den værnsfælles styrke mod fjendtlige handlinger. Få dage senere sendte Rusland en militærsatellit op fra sin rumbase i Plesetsk i den nordvestlige del af landet uden at informere offentligheden om, hvad det handlede om.  Og ifølge Clod Asmund har Kina allerede demonstreret, at de har såkaldte servicesatellitter, altså satellitter, der kan gribe fat i andre landes satellitter og flytte dem med magt – et rumvåben. Han tilføjer, at Frankrig har et program for udvikling af en såkaldt “bodyguard”-satellit, der skal beskytte militære rumfartøjer, og Tyskland bekendtgjorde for nogle uger siden, at man er gået i gang med at udvikle lignende kapaciteter. Samtidig øver russerne sig på at manøvrere tæt på andre landes satellitter.  Jakob Clod Asmund kommenterer: “Det, jeg kaldte fremtidens rumkrig i min bog, foregår allerede nu, men der er ikke så mange aktører. Det er især USA, Kina og Rusland, der har deployeret våben ude i rummet, hvor de forsøger at genere hinanden, og de nye oplysninger bekræfter bare, hvad de, der følger med, godt kunne stykke sammen i forvejen.” Clod Asmund tilføjer:  “Det handler altsammen om counter-space operations, modrumoperationer. I det konkrete tilfælde fortæller USA som supermagt sine konkurrenter: Nu har vi noget derude, som kan gøre det, I andre arbejder på, og man siger til Kina, at hvis de skulle have planer om at forstyrre amerikanske satellitter, så er man parat til at imødegå den trussel.”

Historien om den palæstinensiske pige Marwa Habib er en tragisk en af slagsen. Hun er nemlig en livsglad og dygtig ung pige, der elsker at lære engelsk og har en drøm om at designe tøj, når hun en dag bliver voksen. Marwa har boet hele sit liv i Gaza, og under de israelske bombardementer har hun lidt enorme tab. Hun har mistet sin nærmeste familie, sit hjem og sit ene ben. Marwa er derfor blevet evakueret fra krigen og er flyttet ind hos sine to tanter. Den forfærdelige situation, som Marwa Habib befinder sig i, er ikke usædvanlig. I Gaza er familieboliger blevet jævnet med jorden og civile er blevet dræbt i massevis. I 2025 kunne FN-organisationen Unicef fortælle, at Palæstina er det land med det højeste antal af børneamputationer. Fortællingen om Marwa Habib skildrer derfor en forfærdelig virkelighed for mange børn i Gaza. Problemet er blot, at meget tyder på, at den i Marwas tilfælde ikke er sand.

Man skal ikke have det store kørekort i politisk analyse for at konkludere, at det står skidt til i Venstre. Rigtig skidt. Flere markante stemmer i partiet har dog forholdt sig i ro og forsøgt at ride stormen af i tavshed. Men sådan spiller klaveret ikke for Venstre-nestoren Claus Hjort Frederiksen.  Han er helt klar i mælet om, hvad han tænker om rebellerne i folketingsgruppen og baglandet, der gik imod formandens linje.

En tidligere minkavler og ejer af et stort pelseri, der i dag er en stor ejendomsinvestor, er netop blevet idømt en længere fængselsstraf for at have medvirket til et forsøg på at vaske kontanter fra narkohandel hvide. Den dømte minkavler har samtidig udsigt til at modtage et kæmpe millionbeløb i nedlukningserstatning fra statskassen.

Der skal slås langt hårdere ned på de kriminelle, som bruger udsatte børn som værktøj til at tømme kommunekassen for millioner. Det mener retsordfører Lea Wermelin (S), som her fortæller om en række tiltag, der skal bekæmpe de kriminelles økonomiske udnyttelse af vores velfærdssamfund. Men Socialdemokratiet og regeringen undlader at helt at forholde sig til de lovbrud, kommunerne laver, og som udgør forudsætningen for de kriminelles infiltration af vores velfærdsinstitutioner, lyder kritikken fra Liberal Alliance.

Videoovervågning fra en vandpibecafé viser en 14-årig autist blive udsat for en voldsom magtanvendelse af en person kendt fra det kriminelle miljø i København. Manden, der laver magtanvendelsen, er ansat til at tage vare på drengen på et opholdssted. På optagelserne bliver drengen først skubbet og efterfølgende presset hårdt ned bag disken på vandpibecaféen.

I Colombia hedder han Pedro, i Brasilien Igor og i Danmark og Tyskland hedder han Andrés og Gustavo. På de sociale medier kalder han sig selv Mr. Dave. Mr. Dave er et mærkedyr, en playboy og en jetsetter. Man ser ham oftest iklædt designertøj fra top til tå. På Instagram finder man ham bag rattet i en Ferrari eller Mercedes-Benz, i en regnskov med en tigerbaby i skødet, og så er der de mange billeder fra turene med privatfly. Mr. Dave rejser verden rundt på den mest overdådige måde, ofte med en varierende, mindre gruppe venner. Men når det bliver tid til at betale, løber han fra regningen. Denne artikel bygger på samtaler og dokumentation fra en lang række kilder, som har haft berøring med Mr. Dave. Mange af dem er ejere af virksomheder, der handler med luksusydelser. For Mr. Dave er en fusker med hang til luksus, og i slut august meldte han sin ankomst i det københavnske natteliv.

Forsvarskommandoen har øjensynligt svært ved at finde ud af, hvordan de skal forklare episoden ved Borris Skydeterræn, hvor 43 skud blev affyret op i luften den 28. september 2025. De har nu for anden gang fået udskudt den redegørelse, forsvarsminister Jeppe Bruus (S) bad dem om at lave, efter at deres oprindelige tidslinje, der skulle frifinde Forsvaret for at skyde mod et norsk passagerfly, blev hældt totalt ned ad brættet. Lokale vidner og politiets log skød nemlig huller i Forsvarskommandoens forklaring, kunne TV 2 afsløre. Det får nu flere ordførere på Christiansborg til at udtrykke deres utilfredshed med forløbet, hvor det med den seneste udskydelse kommer til at have taget Forsvarskommandoen ét helt år at redegøre for, hvornår, hvordan og hvorfor de skød op i luften.

Gad Saad er et fænomen. Trods et ordinært professorjob og en nørdet akademisk karriere som ekspert i forbrugeradfærd har han næsten 1,4 millioner følgere på den digitale platform X, hans YouTube-kanal har 377.000 abonnenter med over 44,6 millioner visninger af hans videoer, og Saad er blandt de oftest inviterede gæster på den populære podcast-vært Joe Rogans show, hvor politikere drømmer om at optræde, fordi det har flere lyttere end alle etablerede medier. På sociale medier er Saad bramfri og direkte i sin tone. Han går ikke af vejen for et verbalt slagsmål, hvis han får øje på ting, der ikke falder i hans smag. Sarkasme og satire er blandt hans foretrukne genrer. I sit akademiske liv skriver Saad til gengæld videnskabeligt godkendte artikler med fodnoter og lange argumentationsrækker. Selv siger han om de to facetter af sin personlighed: “Begge dele er naturlige dele af min personlighed. Jeg er meget cerebral, en seriøs akademiker, men jeg er også meget munter og jovial, helt nede på jorden. Jeg er ikke bange for at lave sjov med mig selv, for jeg har en stærk følelse af, hvem jeg er. Når jeg går på sociale medier, præsenterer jeg mig selv for verden, som jeg er. Hvis man kan lide det, fint, hvis ikke, hvad rager det mig?” Han tilføjer: “Jeg elsker, når jeg får breve fra almindelige mennesker, lastbilchaufføren, politimanden eller soldaten, der fortæller, hvordan jeg har ændret deres liv. Det betyder meget mere for mig end breve fra en professor på eliteuniversiteter som Stanford eller Harvard. Ikke fordi jeg ikke er glad for dem, men jeg vil gerne nå ud til så mange mennesker som muligt.”   Gad Saad voksede op i Libanon i 1970’erne, hvor de religiøse spændinger tog til, og døden ofte lurede om det næste gadehjørne. I 1975 eksploderede volden i en borgerkrig, og familien måtte flygte. Den nu 62-årige Saad husker, hvordan han som barn holdt øje med snigskytter på tagene i sit kvarter i Beirut for at finde ud af, hvor han kunne lege i nogenlunde sikkerhed, og hvor han skulle passe på. Han husker også en dag i skolen, hvor en af hans klassekammerater fortalte, at han ville være jødedræber, når han blev stor. De andre børn lo, men det gjorde Gad Saad ikke. Han og hans familie er nemlig jødisk.