Christina Lagoni

Oppustede ejendomsprojekter og prisbobler var blandt de helt store grunde til den danske finanskrise. Milliardstore lån fra bankerne kunne ikke betales tilbage. I sidste ende kostede det flere af landets største banker og pengeinstitutter livet og betød, at tusindvis af danskere måtte se deres hårdt tjente opsparinger gå op i røg. Et af de mest spektakulære og omtalte tilfælde er Amagerbanken. I spidsen for banken sad en mand, der hurtigt blev en af de mest centrale hovedpersoner i finanskrisens efterspil:

For nylig bragte det ukrainske medie Ukrainska Pravda et stort portræt af landets tidligere forsvarsminister, den 35-årige Mikhailo Federov, ledsaget af et interview. Federov er født i 1991, så han nåede aldrig at opleve Sovjetunionen. Han voksede i stedet op i det uafhængige Ukraine som en begavet og entreprenant iværksætter, der hele tiden var på udkig efter nye projekter og måder at tjene penge på. I den forbindelse spurgte journalisterne til Fedorovs litterære smag og bøger, der havde gjort indtryk på ham, før han gik ind i politik. Fedorov fremhævede den litterære klassiker Døde sjæle af Nikolaj Gogol (1809-1852), der udkom i 1842, men som noget ganske usædvanligt anførte Federov, at han ikke havde læst den satiriske roman som et litterært mesterværk, men snarere som erhvervslitteratur, som en guide til dem, der pønser på en karriere som driftig forretningsmand.  Det fik dem, der har læst romanen, til at spærre øjnene op eller måske trække på smilebåndet. Kort fortalt handler Døde sjæle nemlig om en inkarneret svindler ved navn Pavel Tjitjikov, der ankommer til en provinsby med det formål at opkøbe ”døde sjæle”, altså livegne bønder, der er døde, men stadig står opført på godsejernes lister som værende i live, og som godsejerne derfor skal betale skat af som af anden privat ejendom. Tjitjikovs iværksætterprojekt går ud på at købe de døde sjæle billigt for derpå, når han på papiret er blevet en stor godsejer med en fiktiv formue, at overføre sine ikkeeksisterende fæstebønder til et nyt dyrkningsområde, pantsætte sit ikkeeksisterende gods til gengæld for et gigantisk banklån og derpå fordufte med alle pengene. Det lyder som et skema, der godt kan have inspireret en ambitiøs bisniz-man som Federov i 2010’ernes Ukraine, eller for den sags skyld i Rusland, hvor korruptionen også er omfattende, men har en lidt anden karakter. Før vi går videre med en status på Ukraines økonomi, er det på sin plads med et par ord om Nikolaj Gogol, som må vende sig i sin grav ved tanken om den krig, der nu udspiller sig mellem Rusland og Ukraine. 

Den er god nok; stuegang er tilbage. Eller rettere sagt: Helt væk har det jo aldrig været, nok snarere sat på vågeblus. Så lang tid siden som den 5. august var jeg for eksempel forbi Borgen for at se, om de var ved at komme op i omdrejninger efter sommerferien, men det var de stadig ikke. Det meste spændende, der skete, var, at jeg kom gående forbi et gruppeværelse oppe ved Rød Gang, hvorfra jeg til min overraskelse hørte Enhedslistens Jette Gottlieb råbe:  “JEG SÅ HAM!” Det var så mig, hun mente. Jette Gottlieb var solbrændt og var lige vendt hjem fra en længere ferie i Norge og var nu taget ind til Borgen for at beværte en interskandinavisk sammenkomst, vist nok for Nordisk Råds rødgrønne gruppe.  Selvom det var godt at se hende igen, fik jeg samtidig fantomsmerter ved tanken om, at Jette Gottlieb engang sad nede på sit kontor i Provianten som en slags demokratiets vågekone, og nu var hun væk.  Noget andet der gjorde ondt, var et fænomen, som hos den hedengangne østtyske efterretningstjeneste STASI blev kaldt for zersetzung: Et ord, der direkte oversat betyder “nedbrydning”. Zersetzung var en særlig, hemmelig metode til krigsførsel, hvor man brød ind hos regimets modstandere og så bare ændrede på tingene en lillebitte smule; for eksempel ved at flytte en lænestol en meter til venstre, skifte betrækket på en sofapude ud med noget, der ligner, men alligevel ikke ligner helt. Eller ved at flytte lidt rundt på billederne på væggen. Ganske små forandringer i normalbilledet, således at ofret for zersetzungen kom i tvivl om, hvorvidt han eller hun var ved sin fulde fem, og til sidst gik deres realitetsprincip helt i opløsning.  Det var sådan, jeg havde det med den nye regering. For den lignede SVM-regeringen påfaldende meget, men var det så bare ikke helt alligevel. Der var blevet rykket rundt på nogle små ting, men i det store og hele var det stadig SVM-regeringen, og det selvom valgets klare tale ellers havde været, at danskerne netop havde fået nok af denne SVM-regering.  Men det var sådan set ikke det, jeg ville fortælle om.  Den 12. august vendte jeg tilbage til Folketinget, fordi pressen var blevet lovet et episk bråvallaslag. Som i torden og lynild. Det handlede om krisen nede ved den spanske enklave Ceuta, som i slutningen af juli var blevet overrendt af tusindvis af migranter. Derfor havde Dansk Folkepartis formand Morten Messerschmidt (DF) indkaldt Folketinget til en såkaldt hasteforespørgsel om EU’s ydre grænser. Men Folketinget rider ikke samme dag, som der sadles, og da medlemmerne endelig blev samlet, var situationen nede i Ceuta stort set gået i sin mor igen. Aftrækket havde simpelthen været for langt til at holde spændingskurven oppe, og sværen var blevet blød.  Sad man og fulgte med i debatten, som jeg gjorde oppe fra Presselogen, blev man forundret over, hvor lidt indsigt de danske politikere egentlig havde i situationen i Ceuta samt i spansk migrationspolitik i det hele taget. For eksempel var det ikke rigtigt gået op for mange af tingets medlemmer, at desuagtet at det lyder voldsomt, at Spanien har taget skridt til at legalisere over en million indvandrere, så hører det samtidig med til historien, at langt størstedelen af disse indvandrere kommer fra Latinamerika og derfor taler spansk og er katolikker. Overraskende nok var det tilsyneladende kun Lars Boje Mathiesen fra Borgerens Parti, som havde forstået den side af sagen.  Iklædt et lysegråt jakkesæt forsøgte Morten Messerschmidt derimod at fremmane et billede af, at vi ikke var langt fra situationen i 2015, hvor syriske flygtninge vandrede på de danske motorveje. Men den påstand skød statsminister Mette Frederiksen (S), klædt i en hvid skjorte, straks til jorden.  “Jeg har i al beskedenhed været en drivende kraft for de ændringer, der sker i Europa,” sagde Mette Frederiksen og fortsatte:  “Jeg kommer aldrig til at acceptere, at der er mennesker, der vandrer på de danske motorveje.”  Hun sagde også, at det nu er – citat – “Danmark, der skubber Europa frem,” samt at et ikke nærmere defineret kollektivt “vi” har tænkt sig at “passe på Danmark og på Europa”.  Så det var skam ikke småting, Mette Frederiksen bar på sine skuldre, måtte vi forstå.  Når man kiggede rundt i salen, glimrede SF’erne ved deres fravær, og den anden regeringspart, Det Radikale Venstre, var bestemt heller ikke mødt talstærkt op. Og den evige Løkke (M) var over alle bjerge. Det her var alene en sag mellem Socialdemokraterne og Dansk Folkeparti.  Det hele endte som et antiklimaks. Nok engang var oppositionen for ufokuseret og uforberedt, og Mette Frederiksen for svær at bide skeer med, selvom man ellers skulle tro, at de blå havde lært lektien. Det eneste, som kaldte på smilet, var, når Torsten Gejl fra regeringens støtteparti Alternativet stillede fedterøvsspørgsmål til Mette Frederiksen, som kun skulle tjene til at tage vinden ud af sejlene.  Midt i salen sad DF’eren Allan Feldt og fulgte slagets gang. Han havde fået mundkurv på, efter at han på sociale medier var kommet til at træde gevaldigt i spinaten. Blandt andet havde han delt et billede af nogle posemænd og kaldt dem for “udyr”. Ærgerligt nok ellers, for debatten trængte virkelig til, at Allan Feldt tog bladet fra munden med mere af samme skuffe.  Lyder det kedeligt, er det, fordi det var kedeligt. Dræbende kedeligt faktisk. Ovre hos Berlingske kaldte politisk kommentator Bent Winther da også debatten for en fuser og skrev:  “De blå partier havde fem skud i bøssen. Ingen af dem ramte plet.”  Men det var faktisk heller ikke det, jeg ville fortælle om. 

Der var ikke så lidt, der kom frem på dronepressemødet torsdag aften. Fraværende var både forsvarsminister Jeppe Bruus (S) og forsvarschef Michael Hyldgaard, og i stedet var det hærchef Peter Boysen, der var sat til at udrede trådene, efter den første evaluering havde en helt central fejl. Men alt imens han udredte særligt én tråd, så viklede han os ind i en hel garnnøgle. Han erkendte nemlig, at den første tidslinje havde været lodret forkert, og at man skød, imens et norsk passagerfly fløj ind over lejren. Samtidig fortalte han dog om en mystisk video af et propelfly, som en af soldaterne har filmet, lige før der blev afgivet skud. Den eneste kendte video af hændelserne i Borris-lejren viser altså ifølge personen, der har filmet videoen, et propelfly. Og så fortalte han samtidigt om en mystisk, sort kassevogn, der har kørt hurtigt og hasarderet rundt på det militære område. Læs her Frihedsbrevets grundige og minutiøse gennemgang af hele dronesagen, der bliver mere og mere mystisk.

Man må give det nyetablerede Ministerium for Natur og Dyrevelfærd, at de kan finde ud af at holde et pressemøde. Der var det pressemøde tilbage i august, hvor ministeren, Christian Rabjerg Madsen (S), skulle annoncere, at man nu havde nedlagt en problemulv. Dette gjorde han ved at holde hele pressemødet foran den netop nedlagte problemulv.  Onsdag den 30. september har ministeriet så en ny opgave, da grisefireparten skal præsenteres. Her har de bedt pressen om at komme til den sydlige del af Valby, hvor Hotel- og Restaurantskolen ligger. Således skal man igennem både skolegård, en fyldt kantine, så hen ad en gang, og her vil man til sidst finde en hvid dør, udsmykket med et skilt, der indikerer, at der bag denne skal være et pressemøde. Hvor et pressemøde jo almindeligvis foregår i varierende grader af normale lokaler, er der her tale om et stort køkken, der antageligt til daglig bruges til undervisning.  I stedet for elever med kokkehuer er der massevis af kameraer placeret bag et sort bånd. Lænende op ad de fleste køkkenborde står journalister i færd med at læse kommissoriet for grisefireparten. Efter at have stået derinde i lidt tid erklærer en af pressemedarbejderne fra ministeriet, at vi nu godt må, såfremt vi har lyst, gå ind og overvære lidt af formødet. I et andet lokale på gangen befinder udenrigsminister Lars Løkke Rasmussen (M), erhvervs- og konkurrencekraftminister Martin Lidegaard (RV), miljøminister Maria Reumert Gjerding (SF) samt natur- og dyreveldfærdsministeren sig. 

Stolen ser ud til så småt at vakle under Henrik Frandsen. Det har ellers længe lignet en formalitet, at Frandsen om blot fem dage efter planen skulle overtage et af landets fineste embeder: formand for Folketinget. Men en regulær møgsag om en lyntilladelse i forbindelse med salget af Frandsens landejendom i Skærbæk i Sønderjylland i hans tid som borgmester har fået flere støttepartier til at overveje deres støtte til ham som Folketingets formand.  Samtidig er en anden betændt historie om seks aflivede grise blusset op igen, som vi på Frihedsbrevet oprullede sidste år. Nu har miseren om Frandsen taget endnu en overraskende drejning. 

I månedsvis har en uofficiel operation udfoldet sig i Grønland. Gennem skjulte lyd- og videooptagelser har Frihedsbrevet afsløret, hvordan mureren og Trump-støtten Jørgen Boassen har forsøgt at skaffe en over 5.000 kvadratmeter stor erhvervsbygning på havnen i Nuuk.  Det hele er foregået, samtidig med at Danmark, Grønland og USA sad i forhandlinger om en ny sikkerhedsaftale, som landene underskrev i sidste uge. Historien om Boassens planer i Nuuk afdækker et uformelt spil i skyggen af diplomatiet, hvor private aktører forsøger at købe sig fodfæste i Nuuk, det vurderer to eksperter, som Frihedsbrevet har talt med.

Alskens skinker og pølser – selv sylte – var linet op til skue, da regeringen onsdag havde indkaldt til pressemøde på Hotel- og Restaurantskolen i Valby i København. Der skulle rettes op, lød det, på tilstanden i de danske grisestalde. Produktionen skal omlægges, og der skal være bedre styr på dyrevelfærden. Både minister for natur og dyrevelfærd Christian Rabjerg Madsen (S), miljøminister Maria Reumert Gjerding (SF), erhvervs- og konkurrencekraftsminister Martin Lidegaard (RV) og udenrigsminister Lars Løkke Rasmussen (M) var også med. Frihedsbrevet deltog selvfølgelig – og havde taget nogle ganske ubehagelige, men dog interessante billeder med. Dem kan du se nederst i artiklen – vi advarer mod voldsomme billeder. Billederne er fra Moderaternes Henrik Frandsens svinestald i det sønderjyske. De er taget i forbindelse med et tilsynsbesøg fra Fødevarestyrelsen tilbage i 2014, da Frandsen var svinebonde.

Spørger man, hvem den første person, man ville sætte i forbindelse med et eksotisk, udenlandsk pyrolyse-eventyr, er, er det nok de færreste, der ville pege på Morten Messerschmidt.  Ikke desto mindre har DF-formanden i årevis været medejer af et selskab, der har investeret massivt i blandt andet CO2-neutral biogas i Indien. Men nu ser eventyret ud til at være gået galt, og DF-formanden ser ud til at miste en stor pose penge.

Den grønlandske Trump-fan Jørgen Boassen har i månedsvis arbejdet på at skaffe amerikanske erhvervsfolk en strategisk attraktiv bygning på havnen i Nuuk.  Det kunne Frihedsbrevet fortælle mandag.  Gennem flere måneder har Frihedsbrevets muldvarp nemlig haft en lang række opkald med Jørgen Boassen om planerne. I flere af samtalerne optræder også Jørgen Boassens private ven, den grønlandske parlamentariker Kuno Fencker fra løsrivelsespartiet Naleraq. Kuno Fencker afviser dog over for Frihedsbrevet, at han skulle have nogen formel rolle i projektet. Men lytter man til de skjulte lydoptagelser, som Frihedsbrevets muldvarp båndede under et Zoom-møde, tegner der sig et andet billede.