Christina Lagoni

Der blev ikke sparet på superlativerne, da regeringen i sommeren 2024 præsenterede Den Grønne Trepart. Det var en “historisk aftale”, som ville føre til “den største forandring af det danske landskab i over 100 år”, måtte man forstå. Frem mod 2045 skulle der plantes 250.000 hektar skov – et område, der næsten svarer til arealet af Fyn. I dag er det dog begrænset, hvad man ser og hører til treparten. Og det er der måske en grund til.

“De lignede to ninjaer. De kom snigende ind.” Dronerne altså. De to droner på aftenhimlen over Københavns Lufthavn den 22. september sidste år, som satte Danmark på den anden ende. Ordene kommer fra kronvidnet i drone-sagen, nemlig den medarbejder i lufthavnen, som så dem først og slog alarm. “Der er to droner. De er store. Det er ikke legetøj,” meldte hun dengang opad i sikkerhedssystemet i Københavns Lufthavn. Det var de udsagn, der førte til, at luftrummet blev lukket i flere timer for alt andet end nødlandinger. For første gang fortæller hun nu om sagen til pressen. Dermed får offentligheden også for første gang kendskab til, hvordan Københavns Politi håndterede og efterforskede hændelsen over lufthavnen. For hun er blevet afhørt flere gange. Det helt overordnede spørgsmål er selvfølgelig: Var der, eller var der ikke droner? Kronvidnet er overbevist om, at hun så droner. Men politiet er uenige.

Er det kun maden, vinen og tjenernes opmærksomhed, der er interessant for læserne af madanmeldelser? Hvad med alt det, der gør besøget på restauranten muligt? Alt det, der sker bag døren til køkkenet? Aktuelle emner som gratis arbejdskraft, hårde arbejdsvilkår og chikane i restauranternes køkkener bliver set som noget, der ligger uden for anmelderens område. Der er tale om et valg og en prioritering – ikke en nødvendighed. Og der er tale om et valg, der har den konsekvens, at læserne bliver dårligere informeret. Hvis en restaurant kan servere stjernespækket gastronomi, fordi en stor del af arbejdet udføres af ulønnede praktikanter, så er det ikke en irrelevant detalje. Det er en central del af forklaringen på, hvordan fine dining overhovedet kan lade sig gøre. Det ved jeg af egen erfaring fra min elevtid for mere end ti år siden.

En sen eftermiddag i februar gik en 20-årig mand i psykotisk tilstand ind i Kvickly i Taastrup og købte en kniv. Få minutter senere forlod en 40-årig kvinde butikken med sine varer i hånden. Udenfor butikken henvendte den unge mand sig til hende. Hun stoppede op, fordi hun troede, den unge mand ville spørge om vej, men i stedet greb han fat i hende. “Han stak hende i halsen én gang,” står der i den unge mands dom fra Retten i Glostrup. 

Sandheden om dronerne over Danmark lader vente på sig.  Kun en lille gruppe mennesker ved, hvad der virkelig skete, da myndighederne fortalte, at der fløj droner over lufthavne og militære anlæg for nu seks måneder siden. I slutningen af februar stod danskerne til endelig at få svar på i hvert fald Forsvarets version af hændelserne med den længe ventede droneredegørelse. Den blev dog udskudt af forsvarsminister Troels Lund Poulsen (V), et par timer inden folketingsvalget blev udskrevet.  Men nu er der nyt fra tre forskellige politikredse, som har taget del i den højprofilerede efterforskning af droner rundt i Danmark.

Det bliver varmt i sådan en sauna. Op mod 100 grader, angiveligt. Det er varmest i højderne. Deroppe, hvor Michael Vindfeldt (S) sidder. Han sidder rigtigt højt oppe. Michael Vindfeldt har taget en skammel, som han har placeret ovenpå den øverste bænk og så placeret sig selv ovenpå. Han har sågar armene oppe i vejret. Måske er Michael Vindfeldt den af os alle, der befinder sig allerhøjest oppe.  Det tror jeg faktisk, han er.   Han er en saunakyndig mand, siger David Owe. Det er derfor, han er her i dag. Fordi han ofte går i saunagus her på en tagterasse i Vanløse. Dagens to andre særlige gæster er socialdemokrater og stiller op til Folketinget i Københavns Storkreds. Michael Vindfeldt er bare borgmester. På Frederiksberg endda. David Owe er her, fordi han er gusmester. Det er hans gus, Michael Vindfeldt ynder at gå til. Før i tiden var David Owe skuespiller, kendt fra film som Tempelriddernes Skat II (den, der foregår på Gotland) og serier som Ørnen, 2900 Happiness og Vild med dans.  David Owe optræder ikke så meget på ens skærm længere. I år har han lagt stemme til en karakter i børneserien Lotte & Totte. Men ellers bliver det ikke til det store. Nu ejer han Inncercise, hvor vi er i dag. I anledningen af valgkampen har de iværksat en række initiativer, valgkampens frivillige kan for eksempel komme til gratis åndedrætssessioner.  Og så udbyder de et helt nyt koncept; noget, de kalder kandidatgus.  Det er også gratis.  Til gengæld for at det er gratis, bliver saunagussessionerne delvist styret af politikere. Med delvist skal det forstås, at det ikke er alle folkevalgte politikere, der er lige så saunaguskyndige som Michael Vindfeldt.  Det er justitsminister Peter Hummelgaard (S) for eksempel ikke. Han sidder på den nederste bænk i saunaen. Det er der, man sidder, hvis man er nybegynder. Hvis man endnu ikke har lært at stoppe med at bekymre sig og elske varmen.  Ida Auken (S) ligner en, der har prøvet det før. Hun har en filthat med. Det har man typisk, hvis man har prøvet den slags før.  Jeg har ikke en filthat med. 

Socialdemokratiets forslag om formueskat er blevet genstand for et voldsomt postyr i valgkampen. Flere fremtrædende velhavere har tordnet imod forslaget, og erhvervsprofiler som Robert Mærsk Uggla og Henrik Andersen fra Vestas har sågar truet med at forlade landet, hvis forslaget bliver til virkelighed. Men i den modsatte grøft bliver forslaget hilst velkommen af en dansk-iransk rigmand, som nu har stemplet ind i debatten. Rigmanden kalder kritikerne “grådige” og tager gerne selv imod et ekstra skattetryk, hvilket har givet anledning til hæder fra profiler som Pelle Dragsted og Mogens Lykketoft.

En stor dansk mæglerkæde afviser at have rådgivet Aalborg Kommune på en måde, så en storentreprenør uden konkurrence fik mulighed for at foretage en ejendomsinvestering med en lille risiko og en stor gevinstmulighed. Det afvises også blankt, at den mægler, der rådgav Aalborg Kommune, skulle have erklæret sig inhabil på grund af personlige relationer til storentreprenøren. Kommunen var bekendt med mæglerens forbindelser, men fandt dem ikke problematiske.  

I foråret 2027 kan Danmark sende 300 udvisningsdømte kriminelle til afsoning i det lejede Gjilan-fængsel i Kosovo.  Aftalen har fra begyndelsen affødt kritik for at være den “dyreste symbolpolitik”, og flere menneskerettighedsorganisationer har udtrykt bekymring for, om retssikkerheden og menneskerettighederne vil blive overholdt.  Kritikken har dog ikke fået justitsminister Peter Hummelgaard (S) til at vakle, og gang på gang har han forsikret om, at de indsatte skal afsone under forhold, der “grundlæggende svarer til forholdene i fængsler i Danmark”. I et interview med lederen af Kosovos kriminalforsorg kom det så for nylig frem, at Gjilan-fængslets nye lokale direktør er en mand, der øjensynlig er garant for alt det, den danske regering ellers lovede, at man ville undgå: Nepotisme, magtmisbrug og bånd til kriminelle miljøer.  Det får nu Enhedslisten, Radikale Venstre og Alternativet til at kritisere planerne i skarpe vendinger.

Jeg har ladet mig fortælle, at det er en fornærmelse, når en journalist beskyldes for mikrofonholderi. Altså den disciplin, hvor man uimodsagt lader en kilde sige, hvad de vil. Men jeg er heldigvis ikke journalist. Jeg er økonom, og jeg ved, at man nogle gange skal lade data tale for sig selv. Derfor skal du nu til at læse intet mindre end varedeklareret mikrofonholderi. Hvad jeg selv ville kalde rå politisk dataindsamling. I denne artikel møder du nemlig en ægte, brændende og oprindelig Trump-støtte. Ikke en ansat i Det Hvide Hus, ikke en tilfældig på gaden, men en fra Mar-a-Lagos inderkreds, som har været med fra starten og ikke har mistet troen. Langt fra. Klokken er 11.30 i Boca Raton. En palmebeplantet by mellem Miami og West Palm Beach, hvor havskildpadder og millionlystbåde deles om kystlinjen. Jeg er inviteret til det ugentlige ELLE-event. Og nej, det er ikke modebladet, selv om der også her er en ganske klar æstetik på spil. Det står derimod for Esther’s Luncheon for Ladies of Excellence (and Men too).  Det ser ud, som du tror. Det ligner lidt kvindeudgaven af den legendariske Simpsons-satire over møder i den lokale republikanske partiforening. Som enhver anden subkultur har også denne sine universelle markører: højt hår, spadseredragter og blomsterprint, plus sine lokale specialiteter, her i form af latino-republikanere med intense, sorte øjne.  På sin vis minder det om danske forsamlinger af politisk aktive. Indforståede jokes, som kun er sjove, hvis du er enig. Samtaler, hvor enkelte ord rummer så meget fælles mening, at det ikke er nødvendigt at sige mere. Samtaler, der skal bekræfte, at de andre er dumme, hvis ikke direkte onde, at vi har det hårdt her i gruppen, men at vi er de gode, og at vi nok skal klare mosten.