Christina Lagoni

Under efterårets drone-kaos vandt en ny tendens frem i europæiske lande, der påstod at være blevet ramt af dronehændelser. Hvis man havde vanskeligt ved offentligt at bevise hændelserne i sin egen nation, så pegede man i stedet på andre ligesindede NATO-landes indberetninger om droner som en slags bevis for, at det altså også var droner, der hærgede i ens eget land. Den metode tog eksempelvis forsvarsminister Jeppe Bruus (S) i brug, da han den 19. juni præsenterede Forsvarsministeriets droneevaluering sammen med forsvarschef Michael Hyldgaard. “Vi lever i en sikkerhedspolitisk situation, hvor Danmark står overfor flere og mere alvorlige trusler, end vi har gjort i mange år, og hvor Forsvarets Efterretningstjeneste vurderer, at Rusland fører hybridkrig mod NETO og Vesten. Det understreges også af, at der er observeret droner i flere andre lande, herunder i Storbritannien, hvor man fra 2024 til 2025 har set en fordobling i antallet af dronehenvendelser nær et militært område,” sagde forsvarsministeren. Men Frihedsbrevet er nu kommet i besiddelse af dokumenter, der afslører potentielle fejlmeldinger om droner og dermed slækker på den britiske opgørelses troværdighed. Samtidig viser dokumenterne, at der ofte er tale om noget helt andet, når der indberettes droner til myndighederne.

Kasper er faktisk sygemeldt fra sit job som betjent i Københavns Politi, da en håndfuld betjente fra aktionsstyrken en tidlig morgen banker på hans dør.  Aktionsstyrken, der hører under PET, ransager hans lejlighed og anholder ham. “Tyveri af særlig grov beskaffenhed i forbindelse med tjenesten, stillingsmisbrug og besiddelse samt videreoverdragelse af euforiserende stoffer,” lyder sigtelsen.  Kort fortalt mener Den Uafhængige Politiklagemyndighed (DUP), at han og fem andre betjente fra Københavns Politis Station City har drevet en narkoring. At de har stjålet 300.000-500.000 kroner og beslaglagt kokain. “Det har jeg ikke gjort. Man går sådan lidt i panik, for det er fandme en voldsom sigtelse,” fortæller Kasper over en skrattende forbindelse på den krypterede tjeneste Signal. 

“Er du sikker på, at du ikke er homoseksuel?” Spørgsmålet faldt som en delvis henkastet, sjov bemærkning, efter at jeg havde tilbragt en hel aften med fem homoseksuelle mænd i den nordlige slovakiske by Banská Bystrica.  Bag spørgsmålet lå dog et langt større alvor for mændene. De havde stort set aldrig oplevet, at “normale, straight personer” kunne holde ud at overvære og omgås sådan nogle som dem en hel aften.  “Men du er jo også fra Danmark. I er jo alle lidt bøsser,” grinede en anden.  Referencen til den bemærkning skulle findes tidligere på aftenen. Her havde jeg fortalt dem om mine oplevelser i bilkabiner på tværs af kontinentet, hvor konservative stemmer havde beskrevet Danmark som en veritabel ”gay factory” – en fabrik for homoseksualitet og wokeisme, der truer det traditionelle Europa.  For at forstå kulturkløfter som denne, har jeg skiftet flysædet ud med asfalten. På en 10.000 kilometers blaffertur har jeg ladet tilfældige bilister diktere ruten og sovet på mere end 50 private sofaer for at undersøge, hvad der sker med de europæiske værdier uden for magtens korridorer. Svaret fandt jeg blandt andet i en kælder under Banská Bystrica.  At træde ind i byens tehus er som at passere en usynlig membran. Kontrasten til de kolde, pragmatiske gader udenfor er øjeblikkelig. Lydene fra byens larm forsvinder bag en skydedør og erstattes af en dyb, huleagtig stilhed. Luften er tyk af duften fra vandpiber, røgelse og tørrede urter. Overalt hænger farverige, falmede tibetanske bedeflag ud over rummet og danner en symbolsk barriere mod den ydre verdens uro.  Det er et fristed for byens regnbuepersoner i et land, der lige nu strammer grebet markant.  Omkring et af de lave borde sidder en ung fyr i midten af tyverne. I aften er det første gang, at han i et åbent – dog lukket – rum anerkender sin egen seksualitet sammen med sin nye flirt. For hver time der går i dette frirum, fornemmer man, hvordan skuldrene sænkes. Først er det blide strøg på hænderne under bordet. Senere bliver det til længerevarende kys og tydeligt kærlige blikke, der ikke længere holdes tilbage. 

Til denne uges Fri Tænkning har jeg talt med britiskfødte David McCourt om hans bog 'The End of Engagement: America’s China and Russia Experts and U.S. Strategy since 1989', og vi kom også ind på hans kommende bog 'The Dragon Defined: How Washington, Canberra, and London Reimagined China', der udkommer til efteråret. McCourt er til daglig professor i sociologi ved University of California-Davis.  De to bøger tager os med bag kulisserne og beskriver, hvordan USA over en årrække bevægede sig fra at have haft fokus på engagement, dialog og samarbejde med Kina og Rusland til en mere konfronterende kurs som led i den stormagtsrivalisering, der nu dominerer den internationale orden.   Vi talte om, hvilken rolle ekspertmiljøer spiller for udformningen af USA’s udenrigspolitik i forhold til Kina og Rusland, de interne og ofte personlige slagsmål mellem eksperter, hvordan ekspertviden bliver til politik, og hvordan miljøet er splittet mellem fortalere for og imod engagement med Kina på den ene side og på den anden mellem dem, der mener, at USA skal forholde sig til Rusland, som det er, og dem der er af den opfattelse, at USA skal bekæmpe det Rusland, som findes, og i stedet arbejde for et Rusland de ønsker. Da Matthew Pottinger for nogle årtier siden arbejdede i Kina som korrespondent for den amerikanske avis The Wall Street Journal, kom han på kant med de lokale myndigheder. Beijing brød sig ikke om hans kritiske dækning af lokal korruption, og han blev ifølge senere rapporter i amerikanske medier udsat for chikane, overvågning og fysisk intimidering. Et af medierne, Politico, fortalte, at netop den erfaring var afgørende for Pottingers syn på Kina, og det fik også betydning, da han i 2017 fik ansvaret for USA's politik i Asien under Donald Trumps første periode som præsident. Den på det tidspunkt 44-årige Pottinger var drivkraften bag en epokegørende omformulering af Washingtons nationale sikkerhedsstrategi. Pottinger mente, at det var en strategisk brøler af USA i 1980’erne og 1990’erne og 2000’erne at fremme Kinas integration i den globale økonomi. Han så landet som en trussel mod USA, og ifølge penneføreren på Trumps nationale sikkerhedsstrategi i 2017 var Pottinger som leder af Asien-kontoret i Det Nationale Sikkerhedsråd den centrale figur bag Washingtons nye kurs, der gjorde op med 40 års ambition om at engagere Beijing og integrere verdens dengang folkerigeste land i en global orden domineret af Washington. En lignende historie kan fortælles om den nu pensionerede amerikanske topdiplomat Daniel Fried, der tilbage i 1980 blev udstationeret på det amerikanske konsulat i det daværende Leningrad, hvor han havde ansvar for kontakten til systemkritikere og andre på kant med regimet, og hvor KGB havde et træningscenter, der ofte brugte det amerikanske konsulat som mål, når de gennemførte overvågnings-øvelser. En kollega til Fried fortæller: “En aften, da Fried var på vej hjem, blev han enten antastet eller fik tæsk. Han følte, at det var planlagt for at give ham en lærestreg, fordi han plejede omgang med dissidenter og den slags, og jeg tror, at det påvirkede ham dybt.”

Skulle man i løbet af den lange sommer have formastet sig til at række ud efter papiravisen, kunne man først i Politiken og sidenhen i Berlingske læse et langt interview med Radikale Venstres nye udlændingeordfører, Magnus Georg Jensen. Over for aviserne udlagde han, hvordan det historisk indvandrervenlige parti nu er gået hen og blevet indvandrerkritisk. Først i Politiken, hvor ordføreren enkelt konstaterede: “Vi bakker op om regeringens faste og stramme udlændingepolitik.” I samme interview gjorde det nyvalgte folketingsmedlem gældende, at dette også betød, at Radikale Venstre nu støttede op om de foreslåede udrejse- og modtagecentre i tredjelande. Et radikalt nybrud og i skarp kontrast til folketingsvalget i 2022, hvor den tidligere ledelse opstillede det som et ultimativt krav, at der ikke ville blive etableret sådan et center i Rwanda, skulle en regering have lyst til at basere sig på midterpartiets mandater. Som bekendt endte Radikale Venstre ikke med at blive støtteparti dengang, og således blev det til tre og et halvt hårde år for partiet. Det var, indtil folketingsvalget kom i 2026 og lagde fundamentet for, at de måneder senere kunne kalde sig et regeringsparti. Som led i dette bakker de nu også op om den udvisningsreform, som Mette Frederiksen bebudede i sin nytårstale ved årsskiftet. Med denne vil regeringen udvise kriminelle udlændinge, der er idømt mere end et års fængsel; et forslag, Institut for Menneskerettigheder vurderer til at være i strid med menneskerettighedskonventionerne. Sagt med andre ord er Radikale Venstre ikke længere det udlændingevenlige parti, de var engang. De har nu meldt sig ind i lejren af partier, for hvem en hård udlændingepolitik er et adelsmærke. Med dette in mente bevægede jeg mig tirsdag den 11. august op mod Egelund Slot, hvor regeringspartiet holdt sit årlige sommergruppemøde.

Et tyrkisk moské-netværk og en kendt byrådspolitiker trækker tråde til et opholdssted, der blandt andet huser ukrainske flygtningebørn.  På opholdsstedet, der er ejet af et kendt navn i fodboldverdenen, har socialtilsynet for nylig konstateret opioidmisbrug, selvmordsforsøg samt en “mellemøstlig kultur og religion”, der er dominerende. En ung fra Ukraine forklarer blandt andet, at man ikke må stege bacon på etagen, hvor han bor. Den unge forklarer til Socialtilsyn Hovedstaden, at han ikke føler sig hjemme på opholdsstedet på grund af sin etnicitet.

Tidligere på ugen kunne Frihedsbrevet afsløre, at Folketingets formand, Søren Gade (V), i syv år har siddet i bestyrelsen for den kristne fond Samfonden, der i hele sin levetid er blevet drevet i strid med fondsloven. På opfordring fra Søren Gade modtog Folketingets Udvalget for Forretningsordenen så et notat fra Samfonden i går, tirsdag, hvor Søren Gade fik serveret en gedigen redningskrans. Folketingets formand havde ingen viden om den manglende anmeldelse, og fonden vil tage det fulde ansvar, lyder det. Men den forklaring holder ikke juridisk.

Forsvarsakademiets dekan, Henrik Breitenbauch, stod med et forklaringsproblem, da han aflivede planerne. Forskere fra Forsvarsakademiet skulle – stik imod hvad dekanen havde proklameret få måneder forinden – alligevel ikke sætte kritisk lys på Forsvarets udfordringer i tre uafhængige og fagfællebedømte rapporter om henholdsvis modstandsdygtighed, Danmarks militære sikkerhed efter Trumps trusler om at overtage Grønland og Kina som stormagt. Men der var en fjerde rapport i rækken. En rapport, som Forsvarsakademiet siden har mørklagt alle oplysninger omkring.

Det er nok ikke alle, der er bekendt med, at Folketingets formand Søren Gade (V) sidder i spidsen for en kristen fond sammen med en kristen, jysk rigmand, der har særdeles rabiate holdninger.   Fonden tager udgangspunkt i et “kristent menneskesyn”, og i løbet af de sidste syv år har den uddelt støtte til initiativer, der skal lære danskerne om kristne dyder, "ordentlighed" og "karakterdannelse". Men selvom fonden primært støtter initiativer, der prædiker klassiske kristne dyder som ordentlighed og moralsk ansvarlighed, har fondens egen forvaltningspraksis haft en helt anden standard.

Fremmedgørelse er et negativt ladet ord.  At føle sig fremmedgjort indebærer, at man ikke føler sig hjemme.  Man er fremmed, man er udenfor, man oplever distance, og man kan ikke se sig selv i det, der foregår, og derfor rammes man af en følelse af ensomhed og isolation. Hvem har lyst til at føle sig fremmedgjort? Ingen, og dem, der udsættes for den oplevelse, gør, hvad de kan for at overvinde den, eller gør sig anstrengelser for ikke at bringe sig selv i sådan en situation. Man søger fællesskaber, hvor man kan identificere sig med den sag eller de mennesker, man forbinder sig med. Ikke desto mindre opfordrer den amerikanske filosof Todd McGowan os alle til at omfavne fremmedgørelsen, tage den på os, i stedet for at bekæmpe eller undgå den.  Det gør han i en fascinerende bog med titlen 'Embracing Alienation: Why We Shouldn’t Try To Find Ourselves'. Den snart 59-årige McGowan kalder det en personlig bog. Historien begynder i en lille by i Ohio i det amerikanske Midtvesten i 1970’erne, hvor Todd har en oplevelse af ikke at passe ind. Han siger: “Jeg følte mig altid udenfor. Jeg forsøgte at finde vej ind i den ene eller anden gruppe, men det lykkedes aldrig. Og min familie, ikke mine forældre, men slægtninge i den by, hvor jeg voksede op, var – hvordan kan jeg sige det på en pæn måde – tilbagestående, racistiske, kvindehadere og homofober. Alt det værste ved small town America, og jeg følte mig meget fremmed over for alt det, det samme gjorde mine forældre, selvom både jeg og de var konservative. Det er min historie bag tilblivelsen af bogen, den er personlig, men jeg håber også, at den er universel.” McGowan tilføjer: “I gymnasiet blev jeg så tiltrukket af eksistentialisme og Jean-Paul Sartre, og det fik stor indflydelse på mig, selvom eksistentialisme ikke fylder så meget i bogen, fordi jeg siden bevægede mig i en anden retning i min tænkning.”