Christina Lagoni

SF blev stiftet af en tidligere kommunist, og i SF’s principprogram fra 1963 lyder det, at “frigørelse fra NATO, de gamle kolonimagters alliance, og en aktiv neutralisme er Socialistisk Folkepartis alternativ til den nuværende udenrigspolitik”. Daværende formand, stifter Aksel Larsen, gik endda til valg i 1960 på sloganet “afrust vort land”. Men meget vand er løbet gennem den folkesocialistiske å siden da. Nu tager partiet beredvilligt imod penge fra våbenindustrien, ligesom partiet sender indbydelser ud til samme, hvor man kan møde formand Pia Olsen Dyhr. Socialistisk Folkeparti har nemlig startet en erhvervsklub – en pengeklub i folkemunde – ved navn Rød/Grøn Erhvervsklub med en temmelig interessant medlemsliste.

Den 45-årige russiske forfatter Sergej Lebedev betragtes som en af sin generations ypperste. Ifølge The New Review of Books i 2019 “uden tvivl” endda “den bedste” og med historiker Anne Applebausm skudsmål “en af Ruslands mest interessante”.  Allerede debutromanen Ved glemslens rand, der udkom på russisk i 2011, udløste stjerneregn fra anmeldere verden over. Siden da har Lebedev martret sit navn fast på listen af uomgængelige forfattere hos både litterater og historikere. Hans forfatterskab fænger ikke kun på grund af dets skønlitterære kvaliteter, men også fordi det rummer nøglen til at forstå – altså sådan rigtigt begribe – hvad Sovjetunionen var for en størrelse, og hvad Putins Rusland egentlig er.   Sergej Lebedevs fiktion gror ud af hans egen historie som produkt af en typisk sovjetfamilie, der accepterede fortiden, som den var, og tav om dens forbrydelser uden at prøve at bryde fri fra den. Længe troede han, at familien var på den rette side, men familien bar på en blodig hemmelighed. Hans bedstefar var chef for en del af Gulag-lejrene og ansvarlig for titusinder af menneskeskæbner.  Sergej Lebedev kritiserer nådesløst sine egne, russerne, som han holder kollektivt ansvarlige for krigen i Ukraine, hvad enten de er åbenlyse Putin-støtter eller modstandere. Oppositionen har han intet tilovers for. Han betragter dem alle, også den dræbte Alexej Navalnyj, som et bundt kyniske opportunister, der ikke har forstået en brik af Putins Rusland, og som for længst har forspildt chancen for at tvinge Rusland i demokratisk retning. 

I denne uge af Skovbys Notesblok, har jeg rettet øjnene mod weekendens meget omtalte march for Danmark. Jeg har interviewet en af marchens arrangører, den 51-årige iranskfødte Cyrus Razavi, om at marchere blandt andet for remigration. I weekenden sætter jeg kursen mod Aalborg, hvor Socialdemokratiet holder deres årsmøde. Det vil du kunne læse om allerede på mandag. God læsning.

Det stærkt højreorienterede Alternative für Deutschland (AfD) ryddede nærmest bordet, da borgerne i den tyske delstat Sachsen-Anhalt søndag gik til stemmeurnerne til delstatsvalget. AfD og spidskandidaten Ulrich Siegmund fik lige under 44 procent af stemmerne – og det har for mange, herunder også den konservative tyske forbundskansler, Friedrich Merz, formentlig været en noget chokerende opvågnen. Der har imidlertid været bemærkelsesværdigt tavst fra de tunge drenge på den danske højrefløj i Dansk Folkeparti. Det er temmelig pudsigt, eftersom partiet indtil for relativt nyligt har dannet parløb med AfD i Europa-Parlamentet, hvor de har delt gruppe, flere af medlemmerne af partitoppen har festet til AfD-valgfest, og – ikke mindst – fordi flere markante medlemmer af Dansk Folkeparti mange gange har ytret støtte til det tyske parti.

Hvem skal betale de mange milliarder for at tage den landbrugsjord ud af drift, der skal redde vandmiljøet, drikkevandet, klimaet og biodiversiteten? Det foregår der lige nu en stirrekonkurrence mellem staten og landbruget om. Mens parterne ser hinanden i øjnene, er et centralt mål om skovrejsning i Den Grønne Trepart sat på pause, viser en rundspørge, som Frihedsbrevet har lavet til de 23 lokale treparter.  Lokalt peger kommunerne på, at staten er årsagen til, at det nuværende tempo for skovrejsning skyder langt forbi de politiske mål i Den Grønne Trepart.

For godt ni måneder siden kom SF med en overraskende udmelding.  Efter i årtier at have tordnet mod andre partiers erhvervsklubber – de såkaldte pengeklubber, hvor alverdens interessenter og aktører kan betale sig til at komme tæt på magthaverne – besluttede SF nemlig at oprette en selv.  Dermed gik partiet på kompromis med tidligere tiders holdninger og inviterede erhvervslivets tungeste aktører og lobbyorganisationer indenfor i partiets indre cirkel.  Dog med løftet om – modsat andre pengeklubberne i andre partier – fuld åbenhed om medlemmerne.  Nu kan Frihedsbrevet løfte sløret for erhvervsklubbens første fulde medlemsliste, som foreningen bag erhvervsklubben har oplyst til Frihedsbrevet, og som indtil nu har været hemmelig.

For lige at få det formelle på plads først, så er den tyske, 38-årige ruslandsekspert Hanna Notte en akademiker, der virkelig kender sine lus på gangen. Mens hun blev uddannet ph.d. i internationale relationer ved Oxford og desuden tog en bachelor i politisk videnskab ved Cambridge, har hun ad flere omgange både boet, studeret og arbejdet i Rusland. Så sent som dagen før Rusland gik til angreb på Ukraine, den 23. februar 2022, var Hanna Notte i Moskva i sin egenskab af at være forsker i den amerikanske tænketank James Martin Center for Nonproliferation Studies.  “Jeg tror, krigen er på vej,” skrev hun i tekstbesked til en ven fra lufthavnen Sjeremetjevo. Nogle timer senere, da hun landede i Wien, var russiske soldater på vej mod Ukraines hovedstad.  I dag, mere end fire år senere, er hun aktuel med bogen We Shall Outlast Them (W.W. Norton & Company, 2026), som i sin essens handler om det lille russiske ord stoykost. Direkte oversat betyder det modstandskraft, men stoykost er mere end blot det; det er et begreb, som handler om at kunne gennemleve enorm megen modstand og ditto lidelse og alligevel bare mose på. Stå det igennem, simpelthen. For på trods af Vestens sanktioner og ihærdige bestræbelser på at isolere Rusland og gøre landet til en paria, som ingen vil være venner med, har Rusland med stamina og snilde demonstreret netop stoykost. I stedet for at lukke sig om selv, har Rusland været i stand til at reorientere sin udenrigspolitik i retning af kontinenter og lande, hvor Vesten ikke længere har så meget at skulle have sagt. Eller formuleret på en anden måde: Det har vist sig at være umådeligt svært at få Rusland ned med nakken, endda selvom landet i skrivende stund har status af at være verdens mest sanktionsramte land. Hvoraf følger bogens titel: “Vi kommer til at overleve Jer.”   “Koncis og særdeles læseværdig,” har tidsskriftet Foreign Review skrevet om Hanna Nottes bog, mens tidligere præsident Joe Bidens sikkerhedsrådgiver Jake Sullivan har kaldt den “en masterclass i statskundskab”. Hvad der især gør Hanna Nottes bog anbefalelsesværdig er, at hun selv har været ude i marken, og modsat hvad man traditionelt ville gøre som politolog, ikke har rettet sit fokus mod centrum af tingene. I stedet har hun bevidst opsøgt periferien af det hele; grænselandene Finland og Georgien for eksempel, og nationer som tilhører kategorien Det Globale Syd, herunder Sydafrika og Indien. Men også emiratet Dubai, som er en helt central node for den russiske skyggeflåde. Undervejs taler hun både med præsidenter, ambassadører og aktivister. Og med håndlangere, der går Putins ærinde ude ved frontlinjerne af denne igangværende styrkeprøve mellem Rusland og Vesten. Som for eksempel en journalist fra Den Centralafrikanske Republik, der er flygtet til Frankrig, efter han ikke længere kunne udholde at sprede løgne for Putins lejesoldater fra Wagner Gruppen. 

Hvad har landmænd og partiet Venstre til fælles? Det kan efterhånden være svært at svare helt entydigt på det spørgsmål, men klart står det i hvert fald, at begge har haft noget, der bedst må kunne beskrives som en helvedes uge. En uge, der både har budt på krisemøde for landbruget i Odense, traktordemonstration i København og til sidst, at det landmandsforhadte lovforslag om en ny gødskningslov blev stemt igennem torsdag. Alt det har jeg, journalist Mia Skovby været med til, og i denne udgave af ‘Skovbys Notesblok’ vil jeg tage dig, kære læser, med til alle arrangementerne. Artiklen byder både på overraskende opdagelser om landbrugets stemmer, et gensyn med en gammel kending og traktorer i massevis. God læsning.

Det lyder næsten for paradoksalt til at være sandt. En advokat med ekspertise inden for konkursret, der som kurator i stribevis af konkursboer har hjulpet dem med penge i klemme, bliver nu beskyldt for at have så meget rod i sit selskab, at hans ageren bliver betegnet som “groft uforsvarlig.” Selskabet efterlader desuden en gæld på 3,6 millioner kroner. 

Kort før juleaften 1945 ankom en ny patient til Sindssygehospitalet i Risskov ved Aarhus, i folkemunde kaldet Jydske Asyl. Han havde et langt, gråt skæg, ikke meget hår på hovedet, var dyrlæge på Randers-egnen – og så var den 60-årige Armand Langermann glødende nazist. Få år forinden, midt under Anden Verdenskrig, havde han sågar været SS-Hauptsturmführer i Auschwitz, hvor han var chefdyrlæge med ansvar for nazisternes vagthunde i dødslejren. Men nu var han altså placeret på sindssygehospital til såkaldt “mental observation”. Man skulle finde frem til, om dyrlægen var psykisk syg og i hvilket omfang, så man fra officielt hold kunne tage stilling til, hvordan han skulle straffes for sin tid i tysk uniform. Frihedsbrevet har gennem Rigsarkivet fået adgang til dyrlægens patientjournal, som røber ganske opsigtsvækkende detaljer fra opholdet og om Langermanns verdenssyn og historie. Allerede juleaften – to dage inde i Langermanns ophold – vakte hans nazistiske overbevisning opsigt ifølge journalen.