Christina Lagoni

Der bliver talt med store bogstaver i flere breve fra Rigshospitalet til en forening, der samler penge ind til kræftramte børn. I et brev fra februar 2025 beder hospitalet foreningen om at stoppe med den “uretmæssige brug af Rigshospitalets navn og brand”. “Rigshospitalet er for nylig blevet gjort opmærksom på, at denne uretmæssige anvendelse fortsat finder sted. Dette brev skal derfor understrege, at Rigshospitalet på det kraftigste henstiller til, at foreningen omgående stopper den vildledende markedsføring,” står der i brevet. I brevet problematiseres flere andre forhold. Bliv medlem af Frihedsbrevet for at læse historien.

Langt størstedelen af Folketingets medlemmer spiller ingen rolle overhovedet. I modsætning til statsminister Mette Frederiksen (S); hun spiller derimod sig selv. Altså rollen som Mette. Hende, som alle elsker.  Det var blevet tirsdag den 3. november, og klokken nærmede sig tretten nul dut, hvor magtmennesket kendt som Mette Frederiksen skulle til spørgetime i salen, til hvad der var blevet til folketingsårets 11. møde.  Nede i salens inderste kreds sad Inger Støjberg (DD), Troels Lund Poulsen (V) og Mona Juul (K), men ellers var der stort set tomt. Nå ja, Mette Frederiksen var der selvfølgelig også, i dagens anledning klædt i sort.  Vi skal heller ikke glemme løsgængeren Jacob Harris og dennes gamle partiformand Lars Boje Mathiesen (BP), der også begge var til stede. Men bortset fra disse outsiders var der ikke mange af de folkevalgte lovgivere, som ville høre statsministeren svare for sig. Oppe i stolen sad den nye formand, Henrik Frandsen (M), i mørkt jakkesæt og slips. Efter et par indledende formaliteter gav han talestaven videre til Mette Frederiksen, som begyndte med at sige et par ord om cyberangreb og bemærkede herunder, at “alle i Danmark skal forberede sig på cyberangreb og hybridangreb”. “Jeg vil gerne opfordre alle til at være ekstra opmærksomme i den kommende tid,” tilføjede hun. Frygtens flitsbue kunne ikke spændes meget hårdere end det.  Så handlede det om den kommende finanslov. Gratis tandpleje til “dig, der er på førtidspension”, lå ifølge Mette Frederiksen og ventede på os ude i horisonten.  “Vi bevæger os fremad mod at gøre tandpleje gratis for alle danskere,” tilføjede Mette Frederiksen og konstaterede, at dette var “et nyt kapitel for vores velfærdssamfund”. Den første partileder, der fik ordet, var Troels Lund Poulsen, formanden for det samspilsramte, ituslåede parti Venstre.  Med sin distinkte fjedrende gang gik han op til mikrofonen, men ventede man som tilhører, at Trolex endelig ville træde i karakter som en slagfærdig og toneangivende opponent til Mette Frederiksen, blev man slemt skuffet.  “Al begyndelse er svær, også for mig,” sagde Troels Lund Poulsen og takkede andægtigt for statsministerens redegørelse.  Det bedste‚ Troels Lund Poulsen havde at komme med, var et nyt riff på regeringens plan om at sænke momsen på fødevarer. En manøvre, der skal finansieres med en snedigt camoufleret skattestigning. Troels Lund Poulsen forsøgte ihærdigt at få det til at lyde, som om hans hjerte bløder for den “helt almindelige enlige forsørger”, der ifølge ham skal betale 3.000 kroner mere i skat, men den var der ingen, som hoppede på, og da slet ikke Mette Frederiksen. For siden hvornår har Trolex været de enlige mødres ven?  Bliv medlem for at læse hele artiklen.

Jeg har i den forgangne uge brugt det meste af min tid på Friis’ diplomatpost, hvor vi har lavet en særudsendelse om resultaterne og konsekvenserne af det på mange måder epokegørende amerikanske midtvejsvalg, men jeg synes ikke, at du skal snydes for Fri Tænkning, så jeg har været i arkivet og fundet nogle artikler frem, der er mindst lige så aktuelle, som da jeg skrev dem. I Fri Tænknings arkiv ligger der over 250 interviews og essays, hvis du skulle have lyst til at gå på opdagelse og for eksempel læse om, hvordan det er gået til, at historiens mest udbredte menneskerettighedskrænkelse ikke har fundet vej til en eneste konvention, der har til formål at beskytte netop de rettigheder. Bliv medlem for at læse hele artiklen.

Hvert år uddeler Europa-Nævnet 20 millioner kroner, som skal bruges på at oplyse offentligheden om Den Europæiske Union og dennes arbejde. Der er ikke tale om midler fra EU; det er noget, der er besluttet på den danske finanslov, og derfor er det altså dine, mine, din søsters, din fars, din kærestes, din fjendes og din kollegas penge, der finansierer, at nogle udvalgte kan gå rundt og oplyse om EU. Udvalgte og udvalgte, man skal jo bare søge om det, og det kan til tider virke til, at der ikke skal vildt meget til for at blive dét: udvalgt. Særligt nemt er det for de politiske partier, der har en særlig pulje dedikeret til dem. Den bærer det passende navn partipuljen. Samtlige partier i Folketinget modtager penge fra puljen, bortset fra Liberal Alliance. Og så er der Borgernes Parti, der ikke har været berettiget til tilskud, inden de blev valgt ind. Beløbene, som de enkelte partier får bevilget på årsbasis, strækker sig fra et par hundrede tusinde til et par millioner. Og der er vidt forskellige måder, partierne bruger pengene på, kan jeg se i deres regnskaber og afrapporteringer, som jeg har fået indsigt i. Det vil jeg fortælle mere om. Nu. Bliv medlem af Frihedsbrevet for at læse hele artiklen.

I et fængsel i diktaturstaten Bahrain sidder Abdulhadi Al-Khawaja. Han er dansk og bahrainsk statsborger og har siden 2011 siddet bag tremmer for sin modstand mod regimet. Trods gentagne forsøg på at få ham ud af fængslet er det endnu ikke lykkedes. Den nu 65-årige Abdulhadi Al-Khawaja er blevet udsat for tortur af bahrainske mænd i uniformer ad flere omgange, siden han blev fængslet den 9. april 2011. Altså for mere end 15 år siden. Den aprildag brød sikkerhedsstyrker fra den mellemøstlige diktaturstat døren ind til Abdulhadi Al-Khawajas lejlighed og tævede ham til bevidstløshed. Han var i en årrække en stemme i det prodemokratiske miljø i landet, var formand for Bahrain Centre for Human Rights, ligesom han tidligere har ageret som koordinator for organisationen Front Line Defenders. Nu puster kommende forhandlinger mellem Bahrain og EU nyt håb i sagen om at få ham frigivet. Bliv medlem af Frihedsbrevet for at læse hele historien

Et mystisk minkavlerselskab, der er ejet via De Britiske Jomfruøer af en i Danmark ukendt erhvervsprofil fra Hongkong, kæmper en indædt kamp for at få fingrene i de mange millioner, der er på højkant i erstatning til tidligere minkavlere. Men selskabet har mødt store problemer på vejen og måske også været lige lovligt kreativt på vejen derhen, afslører selskabets seneste årsregnskab. Selskabets revisor påpeger faktisk det ene alvorlige forhold efter det andet. Bliv medlem af Frihedsbrevet for at læse hele historien.

En velgørende forening bruger kendisser som trækplastre til at samle millioner af kroner ind til kræftramte børn. Men langt størstedelen af de indsamlede midler går til telemarketing. Ifølge foreningens årsrapport går 1,9 millioner kroner til at hjælpe 146 kræftramte børn, men flere af de berørte familier oplyser, at hjælpen, de har modtaget, har været meget begrænset. De to mænd, der står bag indsamlingen, kommer fra Nordsjælland og har begge en fortid, som ikke rimer på altruisme. Den ene dukker op i Paradise Papers, en stor journalistisk afdækning af ultrariges brug af skattely. Den anden er en tidligere ejendomsmægler fra Nordsjælland, som har modtaget en stor bøde for at løbe med kundernes penge.

Det har længe været noget nær forbudt at have en anden holdning til Ukraine-krigen og truslen fra Rusland end den, regeringen, fremtrædende meningsdannere og såkaldte eksperter har stopfodret den danske befolkning med nærmest uafbrudt i snart fem år. Det så vi igen i denne uge, da forsvarsminister Jeppe Bruus sagde til TV 2, at chefredaktør på forsvarsmediet Olfi, Peter Ernstved Rasmussen, burde trække en lederartikel om Ukraine-krigen tilbage. Ernstveds eneste brøde var, at han havde skrevet noget, som ikke flugtede med regeringens linje. Bruus mente, at artiklen var så “skæv”, at han burde trække den tilbage. Indholdet af Ernstveds artikel er for så vidt fuldstændigt ligegyldigt. Skandalen i denne sag er selvfølgelig, at Jeppe Bruus mener, at en chefredaktør bør trække en leder tilbage, som han er uenig i. Bliv medlem for at læse hele artiklen.

Det vækkede ikke så lidt opsigt, da René Christensen en vinterdag besluttede sig for, at nu ville han ikke længere repræsentere det parti, han ellers havde gået det meste af sit voksenliv og repræsenteret.  Ja, lige omkring 25 år blev det til; han meldte sig jo ind i Dansk Folkeparti allerede i 1999, samme år som den daværende statsminister Poul Nyrup Rasmussen (S) fra talerstolen i Folketingssalen erklærede om partiet, at stuerene, det blev de aldrig.  Siden er det gået op og ned og sidelæns, og der har vist også været et par saltomortaler, og partiet er vist blevet stuerene, men meningsmålingerne taler i hvert fald et sprog, og de siger, at Dansk Folkeparti er det andet mest populære parti i Danmark. Det er efterhånden nemmere at pege på et land i Europa, hvor den yderste højrefløj ikke har kronede dage, og her er Danmark ingen undtagelse. Siden folketingsvalget tidligere på året, hvor partiet voksede med ni mandater, er det kun gået én vej: opad, og dét i heftigt tempo.  Mens flere og flere synes at bekende sig til den yderste højrefløj, er der dog også nogen, der vælger at gå den anden vej. For i 2024 valgte René Christensen, der sad i Folketinget for DF fra 2008 til 2022 og har været byrådsmedlem i Guldborgsund Kommune siden 2006, at melde sig ud af partiet. Og han valgte ikke blot at melde sig ud af Dansk Folkeparti. Han valgte i samme træk at melde sig ind i Moderaterne.  Et kvantespring, skulle man da nok lige mene.  Så hvad får en mand til at vige bort fra den yderste del af højrefløjen i en tid, hvor flere og flere ellers tilslutter sig den?  Blev medlem af Frihedsbrevet for at læse hele artiklen.

Før finanskrisen var han en af Danmarks ubestridte ejendomskonger. Med en anslået formue på over 3,5 milliarder kroner stod han højt på listen over landets rigeste. Til Randers FC’s hjemmekampe kunne storsponsoren se med fra første parket på klubbens VIP-pladser. Og så kunne ejendomskongen også kalde sig ejer af sit eget Le Mans-racerhold. Men man kan vist roligt sige, at hans liv tog en drejning efter finanskrisen. Da boblen bristede, stod han og hans ejendomskoncern tilbage med milliardgæld. I årene efter krisen er han gået personligt konkurs to gange – i to forskellige lande. Siden da har erhvervsmanden holdt sig ude af offentlighedens søgelys og levet en stille tilværelse uden for Danmarks grænser. Meget peger dog i retning af et opsigtsvækkende comeback til erhvervslivet, der involverer krypto, guld og et estisk selskab. Du skal være medlem af Frihedsbrevet for at læse hele artiklen, der også er indtalt.