Christina Lagoni

I denne uges Fri Tænkning ser jeg på den gryende økonomiske krise, som truer med at hive tæppet væk under Ukraine. Det er en krise, hvor EU også risikerer at blive ramt, hvis man, som statsminister Mette Frederiksen i sin egenskab af EU-formand har lagt op til, konfiskerer russiske aktiver i EU – selvom man formelt kalder det noget andet – og giver dem til Ukraine, fordi man ikke selv kan finde pengene til den fortsatte finansiering af krigen og den ukrainske stat, efter at USA har indstillet al finansiel og militær støtte til Ukraine. Denne krise intensiveres, mens der parallelt udspiller sig både en politisk og militær krise i Ukraine, og alt dette foregår, netop som USA har præsenteret en 28-punkts fredsplan for Ukraine, som indebærer en række indrømmelser til Moskva, som er uacceptable for Ukraine og EU. Fredsplanen vil blive revideret undervejs, og dens endelige skæbne er uvis, men i sidste ende vil betingelserne for krigens afslutning blive afgjort af, hvad der sker på slagmarken og i det ukrainske bagland, økonomisk og politisk. Derfor giver det god mening at se nærmere på, hvad der sker på den økonomiske front. En af Ukraines førende historikere, Jaroslav Hrytsak, gav i sidste weekend et opsigtsvækkende interview til den italienske avis Corriere Della Sera, hvor han i forlængelse af flere episoder og bekymrende tendenser advarede om, at Ukraine er tættere på et sammenbrud end nogensinde.  Ifølge Hrytsak er der tale om tre parallelle kriser: En militærkrise, en økonomisk krise og en moralsk og politisk krise. Den 65-årige Hrytsak er professor ved det katolske universitet i Lviv og har været gæsteprofessor ved Harvard University og Columbia University i USA samt ved Det Centraleuropæiske Universitet i Budapest. Han er forfatter til en populær bog om, hvordan det moderne Ukraine blev til, og står også bag en prisvindende biografi om Ivan Franko, digter og en hovedfigur i den anti-marxistiske socialistiske og nationale bevægelse i det vestlige Ukraine i slutningen af det 19. århundrede og begyndelsen af det 20. århundrede. Hrytstak har også siddet i et rådgivende organ for anti-korruptionsmyndighederne i Ukraine. Hrytsak frygter et statssammenbrud forårsaget af de tre parallelle kriser, der for det første er en følge af russernes fremrykning på slagmarken, og som ifølge ham skyldes, at USA har lukket for pengekassen til våben og skruet ned for den politiske støtte til Ukraine.  Selvom det er en vigtig faktor, så er det næppe den eneste forklaring på, at Ukraine er under pres på den militære front. Den ukrainske hær lider under en akut mangel på soldater, og det begynder nu for alvor at kunne mærkes på slagmarken.  Formanden for det ukrainske parlaments forsvarsudvalg, Roman Kostenko, sagde således for nylig til ukrainske medier, at antallet af soldater, der enten er deserteret eller har forladt deres militære enheder, snart vil være lige så stort som antallet af dem, der er indrulleret i de væbnede styrker. Kostenko tilføjede, at 80 procent af de mobiliserede stikker af fra de lejre, hvor man forbereder dem til at blive sendt til fronten. Det er omkring 20.000 af de omkring 25.000, som Ukraine mobiliserer hver måned, heraf en vis andel med magt. Det betyder altså, at den ukrainske militære ledelse reelt tilfører hæren blot 5.000 nye folk om måneden, mens man i snit mister 20.000 mand, enten fordi de bliver slået ihjel, eller fordi de pådrager sig skader, som gør, at de ikke kan sendes tilbage til fronten. Det indebærer, at de ukrainske styrker for hver måned skrumper med cirka 15.000 mand. Man skal ikke have en doktorgrad i matematik for at kunne se, at det regnestykke ikke er bæredygtigt i længden. Det betyder altså, at den ukrainske militære ledelse reelt tilfører hæren blot 5.000 nye folk om måneden, mens man i snit mister 20.000 mand, enten fordi de bliver slået ihjel, eller fordi de pådrager sig skader, som gør, at de ikke kan sendes tilbage til fronten. Det indebærer, at de ukrainske styrker for hver måned skrumper med cirka 15.000 mand. Man skal ikke have en doktorgrad i matematik for at kunne se, at det regnestykke ikke er bæredygtigt i længden.

For enden af denne klamamse får jeg foretræde for Dansk Folkepartis formand Morten Messerschmidt og gennemfører et interview med ham om den for partiet så helt enormt tåkrummende affære, det er med den fælles kronik fra folketingsgruppen, der blev bragt i avisen Jyllands-Posten og sidenhen afpubliceret igen. Det blev kronikken, fordi den utroligt nok rummede direkte citater fra en række politikere og meningsdannere, som de aldrig nogensinde var fremkommet med. Sat sammen med partiets trussel om at ville sagsøge De Radikales leder Martin Lidegaard for at sprede urigtige oplysninger om Dansk Folkepartis politik, er det faktisk så pinlig en udvikling, at man bliver helt svimmel af at tænke på det. Metaforisk sagt svarer det lidt til at beskylde en anden mand for at være en fyldebøtte, for så senere samme aften selv at blive fundet i en syvhestes brandert på Andys Bar med en rød ballon bundet om lillefingeren. Men det kommer jeg til, og det eneste stemningsbillede, jeg vil plante i læsernes hoved ind til da, er synet af en kæmpestor papkasse på Morten Messerschmidts mødebord, som ifølge partiets formand rummer en pakkekalender til Messerschmidts lille, hvide bomuldshund Hugo, som et medlem af Dansk Folkeparti hvert år indsender til partiets leder. Først skal vi tilbage til den tolvte november klokken kvart over 11 om formiddagen, hvor jeg igen nærmede mig Borgen. Hvad der ventede mig, var en fuldkommen begivenhedsløs stuegang, hvor det hele var blevet sat på hold. Fordi kommunal- og regionsvalg. Generalprøven på det kommende folketingsvalg ventede forude, og violinerne var hårdt stemt. Folketinget var derfor blevet strippet for liv. De få folketingsmedlemmer, jeg mødte, enten kom fra et vælgerarrangement eller var på vej til et. Det var alle mand til pumperne. Som for eksempel de konservatives Mette Abildgaard, der var på vej til Helsingør for her at se borgmester Benedikte Kiær spille fodbold. “Knæk og bræk,” sagde jeg til Mette Abildgaard. “Det får jeg ikke brug for,” svarede Mette Abildgaard. Så sikker var hun på, at den var hjemme. Så trissede jeg rundt ude i Provianten for at blive klogere på Morten Messerschmidts trusler om at ville trække de Radikales leder Martin Lidegaard i retten for at tale usandt om Dansk Folkepartis politik – vel nok den bedste julegave man nogensinde kunne give de Radikale. Stridens kerne var et debatmøde i Randers, hvor Martin Lidegaard havde sagt, at Dansk Folkeparti vil “internere og deportere tusindvis af medborgere, bare fordi de har en anden tro eller har en anden hudfarve end de fleste af os, der er i rummet her”. Lidegaards udtalelse kom oven på et opsigtsvækkende interview med Morten Messerschmidt i Weekendavisen, hvor Dansk Folkepartis formand satte tal på de mange tusinde danskere, der skal sendes ud af landet, hvis han får magt, som han har agt. Men Messerschmidt ville ikke have siddende på sig, at dette forehavende på nogen måde drejer sig om hudfarve, og derfor varslede han nu et sagsanlæg mod Martin Lidegaard. Det eneste jeg tog med mig hjem fra Provianten var, at de Radikale havde hyret Rene Offersen som advokat, mens Dansk Folkeparti efter sigende havde sat advokat Carlo Siebert i spil. Det skulle alt sammen være rigtigt nok, men på rygteplanet hørte jeg også, at Offersen spontant skulle have skreget af grin, da han blev præsenteret for Dansk Folkepartis trusler. Som jeg opfattede pointen, var det, at Offersen var helt sikker på, at Dansk Folkeparti kommer til at tabe sagen med et brag. Det samme mener i øvrigt juraprofessor Sten Schaumburg-Müller. Så gik der nogle dage, og så opstod sagen med en kronik fra Dansk Folkepartis folketingsgruppe, der var blevet bragt i Jyllands-Posten torsdag den 13. november under overskriften “Remigration er ikke deportation” for så helt at blive fjernet igen. “Jeg tror, det er første gang, det sker i de ti år, jeg har været debatredaktør,” fortalte avisens kronikredaktør, Henrik Højgaard Sejerkilde, senere til P1 Morgen. Problemet med kronikken var, at den rummede direkte citater fra Venstres Søren Pind, Weekendavisens chefredaktør Martin Krasnik og Enhedslistens politiske ordfører Pelle Dragsted, som de aldrig havde sagt eller skrevet. For eksempel at Søren Pind på Facebook skulle have skrevet, at: “Remigration er et dæknavn for det, nazisterne kaldte Endlösung”. Et andet sted i kronikken stod der, at Martin Krasnik i Weekendavisen har skrevet, at “remigration er en eufemisme for deportation”, og at “det har vi hørt før. I 1930’erne i Tyskland”. Men det har Martin Krasnik aldrig skrevet. Så med andre ord var Dansk Folkeparti havnet midt i det gamle mundheld fra 1970’erne; nemlig læresætningen om, at “det man siger, er man selv, for det står i Aktuelt”, som børn dengang sagde til hinanden. Spørgsmålet var så, hvordan i alverden det kunne lade sig gøre, at et topstyret, moderne politisk parti med en hel kommunikationsafdeling med tidligere chefredaktør på Ekstra Bladet Asger Juhl i spidsen som kommunikationschef var kommet til at træde så meget i spinaten? Når jeg gik op til Dansk Folkeparti i Gul Gang på tredje sal for at finde svar, sagde en ansat i partiet spontant til mig: “Det må du tale med Asger (Juhl, red.) om” og lavede en bevægelse med hænderne, som om vedkommende skubbede en stor pose lort væk fra sig. Men Asger Juhl var væk, og det samme var Morten Messerschmidt, og snart kom der historier ud i pressen om, at partiets ledelse simpelthen var gået i flyverskjul. Men der var heldigvis meget andet at interessere sig for. Og skrive om. Kommunalvalget selvfølgelig. I skrivende stund er det blevet en sport blandt kommentariatets medlemmer at overgå hinanden i hyperbolske skildringer af, hvor stor en katastrofe kommunalvalget endte med at være for Socialdemokraterne. Der er blevet brugt ord som blodbad, kæberasler og nedsmeltning. Alt dette er sandt, og man kan sagtens give den endnu mere gas på klaviaturet. For når man læser i valgets teblade, er det umuligt at overdrive, hvor stor nedturen er for Socialdemokratiet. København er faldet, men det er næsten kun glasur på smertenskagen, for hvad der gør mindst lige så ondt på sosserne, måske endda endnu mere, er tabet af de mindre købstæder, hvor socialdemokraterne har hersket i generationer. Som for eksempel en by som Køge.

En af Danmarks mest prominente advokater er nu blevet hyret af statsministerens mand produktionsselskab.  Seabird Production, som Mette Frederiksens mand, Bo Tengberg, er medejer af, er nemlig i gang med at lave en kontroversiel dokumentarfilm på Ukraine og præsident Zelenskyj – og nu skal advokaten Tyge Trier sørge for, at så lidt som muligt om processen bag tilblivelsen af dokumentaren kommer frem i offentligheden. Antikorruptionsekspert undrer sig.

Tidligere i år blev en Grønlands-forening oprettet i den amerikanske kongres med det formål at styrke relationerne mellem USA og Grønland. Officielt afviser foreningens leder og rådgivere at støtte ideen om en amerikansk overtagelse af øen. Men tager man et nærmere kig på foreningen bliver det klart, at den underliggende ånd og målsætning minder om Donald Trumps egne Grønlands-ambitioner. Frihedsbrevet har som det første danske medie talt med sammenslutningens formand og to rådgivere om deres konkrete planer. Amerikanske bestræbelser på at få fingrene i Grønland begrænser sig ikke til Det Hvide Hus eller centraladministrationen. Også Kongressen har kikkerten rettet mod øen. I marts, da Grønlandskrisen var på sit højeste, nedsatte to republikanske medlemmer af USA’s lovgivende forsamling en forening, der skal understøtte Donald Trumps ambition om at få kontrol over Grønland. The Congressional Greenland Caucus, som den uformelle arbejdsgruppe hedder, består af ti republikanere fra Repræsentanternes Hus, to republikanske senatorer og tre udefrakommende rådgivere fra allierede interessegrupper.  De deler Trumps analyse af situationen i Arktis – men de afviser at støtte et køb eller en overtagelse af verdens største ø, fortæller formanden Warren Davidson og to af foreningens rådgivere i interviews med Frihedsbrevet. Foreningen er sat i verden for at styrke relationerne mellem USA og Grønland gennem investeringer, baseaftaler og tættere samarbejde med det grønlandske parlament, Inatsisartut.

Symbolikken var så tyk, at man skulle tro, at socialdemokraterne havde tabt jævneren i sovsen.  Få dage inden kommunalvalget ændrede den københavnske filial af partiet lokalitet for den valgfest, der skulle markere en lang og hård valgkamps afslutning. Oprindeligt var planen, at den skulle holdes i Amager Bio, ligesom den blev gjort det forrige år. Men et par dage inden valget kom der ny besked: Valget skulle i stedet fejres på Arbejdermuseet. “Det er ikke folketingsvalg, det her,” bliver stemmer fra partiet ved at hviske en i ørerne, når man konstaterer, at det ikke ligefrem er et prangende fremmøde, der er tale om her på Arbejdermuseet.  At det ikke skyldes den spåede tilbagegang, må det forstås.  Klokken er lidt efter 19, og om ganske kort tid vil Socialdemokratiets spidskandidat Pernille Rosenkrantz-Theil ankomme og holde sin tale. Det er uhørt tidligt at holde sådan en tale, allerede inden valgstederne lukker. Men det gør Pernille Rosenkrantz-Theil. Det er til tonerne af Edith Piafs “Non, je ne regrette rien”, at overborgmesterkandidaten tages imod af mange firkantede papskilte påtrykt hendes navn, “Pernille Rosenkrantz-Theil”. Talen består af mange sætninger, der egentlig ikke betyder det helt store. “At lede, det er at tage ansvar. At række hånden op når de andre kigger ned i bordet. At stille sig op når de andre bliver siddende. At blive stående når det blæser, og når det er svært,” indleder hun. Og så siger hun tak. Til alle de hjælpende hænder, til alle støtterne.  “Jeg sagde fra starten af, at det ville blive tæt på umuligt. At det ville blive svært endnu engang at skabe det flertal, der skal til, for at der også de næste fire år vil sidde en socialdemokrat på overborgmesterkontoret.” Men: “Jeg sagde også, at hvis vi dør, så dør vi med støvlerne på. Og ved I hvad? De er her endnu,” siger hun, hvilket folk jubler helt ufatteligt højt over.

Det kontroversielle EU-forslag om en “CSA-forordning”, som af kritikere er blevet døbt chatkontrol, blev i slutningen af sidste måned lagt ned af regeringen efter massiv kritik.  Hvis det tidligere forslag blev gennemført, ville myndighederne kunne tvinge alle beskedtjenester i EU til at overvåge, hvilke videoer og links deres brugere deler med hinanden. Den danske regering, som sidder med EU-formandskabet, måtte efter en lang tovtrækning sande, at de ikke kunne få den fornødne opbakning til forslaget i EU. Men i slutningen af sidste uge dukkede der et nyt kompromisforslag til chatkontrol op.  Og nu får den danske regering måske endelig et forslag igennem til forhandling i Europa-Parlamentet. Der skal formentlig allerede stemmes om det nye forslag i det forberedende organ til EU-Rådet i morgen, onsdag – og det ser ud til at få bred opbakning.

I 2019 fik den dengang 37-årige byrådspolitiker Charlotte Lund, som har siddet i Borgerrepræsentationen i København for Enhedslisten i lige knap 12 år, overdraget en lejlighed på Vesterbro af sin far til 15 procent under den offentlige vurdering. De offentlige vurderinger var allerede på daværende tidspunkt kendt for at være alt for lave i forhold til den reelle værdi.  Derfor kunne politikeren og hendes mand overtage en 95 kvadratmeter stor lejlighed klos op ad Kødbyen til den nette sum af 1.657.500 kroner. Og blot to år senere blev parret forgyldt af de stigende priser på det brandvarme boligmarked i København.

I dag er det den 18. november, og der skal stemmes til kommunalvalget (og regionsvalget). Jeg tager min notesblok med til diverse valgfester i aften og slutter inde på Københavns Rådhus, hvor der måske/måske-ikke kan præsenteres en ny overborgmester en gang i de sene nattetimer.  Dansk Folkepartis valgfest skal jeg desværre ikke til, hvilket dog ellers bliver et spændende parti at holde øje med, når resultaterne begynder at tikke ind. I den seneste meningsmåling stod de til i hvert fald to mandater, hvilket allerede er en fordobling sammenlignet med, hvad de fik ved valget i 2021. DF valgte at tage glæderne på forskud i lørdags, hvor de holdt en slags valgfest, da magasinet Modstrømmen inviterede til fri champagne på den Lars Seier-ejede Café Dan Turell i Indre By.  Morten Messerschmidt kom og talte, og gæsterne lignede folk, man for et år siden, ville have gættet på at stemte LA. Modstrømmens udgivelser har desuden skiftevis været finansieret gennem Dansk Folkeparti og Patriots for Europe og laves af partiets kommunikationskonsulent Mitchel Oliver Vestergaard. Men inden vi når til aftenens valgfester, hvor resultaterne skal fejres/ikke-fejres, vil jeg først tage jer igennem, hvad valgkampens sidste dage har budt på.

Lokalpolitikeren Christopher Trung Paulsen (RV) havde besluttet sig. Han så ingen anden udvej end at politianmelde socialrådgiveren Dijana Bøndergaard fra Slagelse Kommune. Han havde læst den ene skandalehistorie efter den anden om socialrådgiveren, der anbragte udsatte børn på bosteder under virksomheden Vidar, der er ejet af Casper Bøndergaard, som er gift med Dijana Bøndergaard. Virksomheden scorede et tocifret millionbeløb, og til sidst blev det for meget for byrådsmedlemmet. Men på de indre linjer mødte han kraftig modstand.

Hvis du aldrig nogensinde har set en kvadratmeter-hykler før, så kig godt på billedet af Enhedslistens overborgmesterkandidat Line Barfod. Når denne kvadratmeter-hykler skal overbevise vælgerne i København om, at de skal sætte kryds ved hende, så lyder det nogenlunde sådan her:  Der skal være plads til alle i København. Folk skal bo på mindre plads, gerne i bofællesskaber. Enlige og ældre kan sagtens leve på 40 kvadratmeter, så børnefamilierne kan få mere plads. Lejlighederne skal være billigere. Der skal være huslejeloft. Den solidariske tanke om andelsboligerne er for længst ved at gå tabt, og almindelige lønmodtagere kan ikke komme ind i foreningerne.  Når det så bliver virkelighed igen, og det bliver det jo også nogle gange selv for Line Barfod, så kunne en beskrivelse af hendes egen boligsituation lyde nogenlunde sådan her: Line Barfod og hendes mand ejer en andelsbolig på 214 kvadratmeter i et af Københavns mest attraktive kvarterer. Her kan ægteparret brede sig i de store stuer, men det er slet ikke nok kvadratmeter til dem. Line Barfods mand, Klaus Hansen, arbejder som direktør i FilmFyn, og ægterparret råder derfor også over en lejlighed i et charmerende byhus i Svendborg. Og parret er faktisk også medejere af et andet hus i området. I lejligheden i Svendborg er der bopælspligt, hvilket betyder, at manden skal opholde sig mindst 180 dage om året på Fyn. I praksis er han der i hverdagene, men kommer hjem til kvadratmeter-hykleren på Nørrebro i weekenden. Her bor Line Barfod så det meste af året helt alene på en masse dejlig plads. I en dejlig andelslejlighed, som hun kan sælge med en stor millionfortjenste.