Christina Lagoni

Fra Amerikakajen i Nordhavn i København lagde skibe fra land med kurs mod de forenede amerikanske stater og sejlede tværs over Atlanten, fyldte lasten op, og vendte hjem igen. I dag er det dog Danmarks udenrigsminister, Lars Løkke Rasmussen, og hans parti, der har indtaget havnefronten, helt specifikt Pakhus 11.  Symbolikken virker nærmest til at være for åbenlys til at skulle beskrive. At Lars Løkke er hjemvendt fra USA til kajen i Københavns Havn efter skæbnemødet i Washington med J.D. Vance og Marco Rubio med lasten fuld af al den troværdighed og vælgertække, mange ellers havde konkluderet, han så småt havde mistet. Udenfor det gamle pakhus hænger dagens hovedperson på et banner i sort-hvid på den eneste båd, der har lagt til ved havnefronten. For ikke mange måneder siden var Moderaterne helt nede og suge grundvand tæt på spærregrænsen. De havde dårlige meningsmålinger og fik et elendigt kommunalvalg. Men så kom der al Grønlands-balladen, fistbumps og piberygning, og nu er Moderaterne og Løkke i den grad back in business med nøglen til magten.  Samtlige vægge i hele bygningen er indhyllet i lilla lys – grænsende til pornolys –  prydet med ni store lilla bannere. På gulvet er samme antal borde med lilla stearinlys og bolsjer. Ja, stort set alt er lilla denne aften i Nordhavn.

Frihedsbrevet blev smidt ud, da Lars Boje blev valgt ind.  Dette er en reportage fra en valgaften hos Borgernes Parti, der med det alleryderste af neglene kom ind i Folketinget og nu lover fire år med fuld gas. Ved 19-tiden er de ikke kommet endnu, borgerne fra Borgernes Parti, men alt går efter planen. Partiet har nemlig arrangeret en forfest på baren Old Irish, og desuden har nordjyderne allerede meddelt, at køreturen er for lang, får jeg at vide af kandidat og medstifter Viviane Ellasofie Karlsen. At de har andet at give sig til end at være på Borgen, finder jeg egentlig ret on brand for det under to år gamle parti, der vel må siges at være antitesen til Christiansborg. Det er selve ideen med partiet. Til sammenligning virker Støjbergs Danmarksdemokraterne, der holder til lige ved siden af, som et ældgammelt, strømlinet parti med en fast praksis på en valgaften. Der er flere talere i løbet af aftenen, et godkendt fremmøde fra baglandet, et stort antal medarbejdere, et hæderligt musikanlæg og så selvfølgelig frikadeller ad libitum.

De er her i hobevis. Man har endda hevet en maskot ind, en person i et stort kostume, formet som et orange V, med to store, brune øjne. V for Venstre. Inde på Christiansborg, hele vejen op ad Vandrehallens trappe, står de og flager som en flok royalister til fødselsdag på Amalienborg Slotsplads. Helt ukritiske og lalleglade klumper de sig sammen der og vifter med deres blå flag. På et tidspunkt står de sågar og øver sig i at lave bølgen. Det er dette syn, der møder Venstres formand Troels Lund Poulsen, da han endelig beslutter sig for at ankomme til Christiansborg lidt efter midnat. Forståelsen var, at han først ville ankomme, når Lars Løkke Rasmussen havde holdt sin tale ovre til Moderaternes valgfest, og når valgresultatet desuden lå klar. Begge ting muliggjorde ankomsten, ganske få minutter før den fandt sted.  Valgresultatet lød på 10,1 procent til Venstre, hvilket ikke var så galt endda, når man tænker på, at partiet ved første exit poll, der landede klokken 20, blev spået til under 10 procent af DR. Men valgresultatet er nu alligevel partiets dårligste nogensinde.

Forvirringen i regeringen om drone-sagen er total. Forsvarsministeriet afviser nu på et helt centralt punkt justitsminister Peter Hummelgaards forklaring i sagen.

I fredags cyklede jeg forbi en reklamestander ved et busstoppested på Roskildevej. Inde i den var der et billede af Alex Vanopslagh med et budskab om, at du godt kan eller noget i den dur. På den anden side af glasset var der med sprittusch skrevet grimme ord og tegnet en penis. Jeg tog min telefon frem for at tage et billede, men i nogenlunde samme øjeblik skiftede reklamen til at være af Mette Frederiksen. Dette noterede jeg mig som værende meget symptomatisk for valgkampen, selvom jeg nu kommer til den konklusion, at det var en lettere banal betragtning gjort af undertegnede. Dagen efter, lørdag den 21. marts, hopper jeg op på cyklen igen, denne gang med retning mod Falkoner Centret, hvor Socialdemokratiet har inviteret til pressemøde klokken 12. Forinden havde jeg besluttet mig for, at jeg nu ville købe præmissen om, at folketingsvalget 2026 var et svinevalg. Et valg, der blev truffet i mangel på bedre. Over en bred kam virker der nemlig til at være konsensus om, at denne valgkamp har været ukarakteristisk kedelig. Der har ikke været de store “personangreb”. Meningsmålingerne har ikke rigtigt ændret sig. Der har ikke været nogen rigtig stor sag. Der har ikke været ret meget hykleri. Ikke så meget, der har adskilt partierne fra hinanden. Så skulle det da lige være dem, der gerne vil holde sig gode venner med landbruget, og dem, der ikke vil. Dem, der mener at dette valg handler om grundvand og svin, og dem, der ikke gør. Lørdag passerer jeg den konservative folketingskandidat Niels Peder Ravn, der, tillader jeg mig at sige, så rimeligt færdig ud, som han stod der og delte flyers med sit ansigt ud foran Frederiksberg Centret. Sidst jeg mødte ham, var han i færd med at blive genvalgt til Københavns Borgerrepræsentation, hvor han uforvarende kom til at gøre således, at jeg brækkede min hånd. “Den her valgkamp har været så kedelig,” tilkendegiver han, “meget kedeligere end kommunalvalgkampen.” Niels Peder Ravn har selskab af flere frivillige, og bemærker desuden, at lidt længere henne mod Frederiksberg Centret står Jan E. Jørgensen (V). I sin karakteristiske ‘Stemmer på Jan E.’-dunjakke står han dér og kæmper til det sidste. Det går så sandelig ikke godt for partiet Venstre, hvad angår befolkningens gunst, og derfor er der lige nu stor snak om, at partiet måske nok mister en af deres nuværende to kredsmandater i København. Med al sandsynlighed bliver enten Jan E. Jørgensen eller Linea Søgaard-Lidell ikke genvalgt, så den politiske ordfører har sine grunde til at stå og dele, hvad end han nu engang uddeler, ud. “Hvad har du at give?” spørger jeg ham, da vi stod ansigt til ansigt. “Vent her, jeg har noget til dig,” siger Venstre-manden og går over til nogle papkasser, der er lokaliseret ved hans frivillige.

Hvis Gud har en påvirkningsagent i Danmark, så peger pilen i den grad på én specifik frikirkepræst. Man kan også kalde ham lobbyist for Det Gamle Testamente. Uden at gøre det store væsen af sig har denne i offentligheden relativt ukendte 52-årige mand vundet indflydelse langt inde på Borgen, hvor han plejer omgang med toppolitikere som Ida Auken (S), Søren Gade (V) og Alex Vanopslagh (LA). Desuden deltager han i Folketingets ugentlige morgenandagt, som han ovenikøbet er blevet gjort til tovholder for.  Og så anfører han mindst én cellegruppe med udvalgte folketingspolitikere, som mødes på Borgen for at tale og bede sammen med ham. Samtidig står frikirkepræsten i spidsen for den kristne tænketank Resonantia, der bringer “toneangivende mennesker” sammen for at drøfte åndelige spørgsmål. 

Sidste år blev Aalborg Kommune under stor mediebevågenhed dømt til at betale over 6 millioner kroner tilbage til den lokale ejendomsudvikler TN Udvikling. Virksomheden var ulovligt blevet tvunget til at spytte i kassen til det storstilede kommunale projekt Østerå til gengæld for tilladelsen til at opføre en stor boligejendom. Under retssagen kom der en oplysning frem, der indtil i dag er gået under radaren, men som Frihedsbrevet nu kan fortælle om. Og som får en juraprofessor til at sætte spørgsmålstegn ved, om kommunen har levet op til god forvaltningsskik.  Ejendomsudviklerens advokat bad under retssagen Aalborg Kommune om at redegøre for, i hvor stort omfang en store entreprenør- og ejendomskoncern på linje med hans klient var blevet afkrævet et tilskud til finansieringen af projekt Østerå.

Radikale Venstre vil kæmpe for et “europæisk opgør med vold mod kvinder” og et forældet kvindesyn.  Men under valgkampen har en af deres kandidater holdt vælgermøde sammen med det pakistanske parti PTI, hvor kvinder ikke var velkomne.  Lederen af partiet har blandt andet udtalt, at den stigende voldtægtsrate i Pakistan skyldtes kvinders påklædning.

Lars Boje Mathiesen har gjort det til det helt store slagnummer for Borgernes Parti. Paroler som mindre islam og frivillig hjemsendelse af muslimer har positioneret Lars Boje Mathiesen som en af de mest toneangivende politikere på udlændingeområdet, der er en af de største slagmarker i dansk politik. I november kom Borgernes Parti med et opsigtsvækkende forslag om at lave en regulær afgift øremærket til muslimer, så de hver måned skulle betale til statskassen for at opholde sig i Danmark. Statsborgere fra Mellemøsten og Nordafrika – hvor hovedparten er muslimer – skulle hver måned aflevere 4.000-5.000 kroner per voksen og 2.000 kroner per barn for at befinde sig på dansk jord. Det ville for første gang i danmarkhistorien vende regnestykket om, proklamerede Lars Boje Mathiesen. Udlændinge ville selv betale deres ophold i Danmark, ligesom en del af pengene fra opholdsafgiften skulle finansiere en hjemrejsefond, der kunne dække udgifterne til hjemsendelse. Men selve ideen om at opkræve muslimer penge hver måned var ikke groet i baghaven hos hverken Lars Boje Mathiesen eller den officielle kreds omkring Borgernes Parti.

Hvis du ikke ved, hvad du skal tage dig til i dag, så har jeg en anbefaling:  Kl. 14 kan man i Malmø i biografen Spegeln se den ukrainske instruktør Sergej Loznitsas nye film De to anklagere, der foregår i Stalins Sovjetunionen i 1937, det år, der mere end noget andet er forbundet med Den Store Terror, en bølge af udrensninger overalt i det sovjetiske samfund, hvor man så folkefjender, sabotører og fremmede agenter overalt, og hvor tusindvis af mennesker med stor entusiasme stak kolleger, venner og bekendte.  Det hemmelige politi, NKVD, fandt på frit opfundne anklager, og de fængslede blev tortureret til at tilstå ting, de ikke havde gjort. I nogle af de efterfølgende skueprocesser fortalte de anklagede i detaljer, hvordan de havde planlagt de mest vanvittige og utænkelige forbrydelser såsom at grave underjordiske tunneller ved grænsen, således at fremmede magter kunne invadere Sovjetunionen, eller organiseret underjordiske spionnetværk i ledtog med fremmede tjenester på et tidspunkt, hvor landets grænser var hermetisk lukkede.     Formålet var at konsolidere Stalins magt, og det blev gjort ved at skabe et klima af frygt, total mistænksomhed og konformisme. Hvis man tror, at dette ikke vedrører os, vil jeg opfordre til at lytte til Danmarks Radios P1 Morgen fra slutningen af september sidste år, da vi på basis af rygter og halvkvædede viser i tre timer blev bombarderet med en katastrofe-fortælling om, at Danmark var under droneangreb. Journalister, som er sat i verden for at tænke kritisk, gik totalt i selvsving. De kastede sig over den mindste informationsbid, som om der var et atommissil på vej mod København. Statsminister Mette Frederiksen advarede os om, at dette kun var starten, og at vi i Europa kun har én primær fjende, og det er Rusland. Derfor bør vi være på vagt og gøre præcis, som hun og hendes regering ønsker. De, der ikke makker ret eller ikke accepterer fortællingen, går fjendens ærinde.   Samme teaterforestilling fik vi, da gasrørledningerne i Østersøen i september 2022 blev sprængt i stykker.    Og under pandemien greb statsministeren til en lignende metode. Hun forsøgte at skræmme os alle fra vid og sans, så vi var parate til at acceptere hvad som helst, og det virkede.