Christina Lagoni

Ting, Mette Frederiksen har lavet den 12. november i stedet for at være til COP30 i Brasilien: Ladet sig interviewe til en Alt for damerne-podcast, der handler om, hvilke gode råd man ville give til en yngre udgave af sig selv. Besøgt en folkeskole i den socialdemokratiske by Egedal, hvor Venstre spås en chance for at kunne tage borgmesterposten. På folkeskolen snakkede hun med en 9. klasse om det gode fællesskab, ro og fraværet af skærme. Flankeret af børne- og undervisningsminister Mattias Tesfaye lagde hun dernæst vejen forbi den tekniske skole i det socialdemokratiske Hillerød, hvor de blå også spås en chance for at kunne snuppe borgmesterposten. Besøget bød på en snak om, hvordan man kan gøre det mere attraktivt at tage en erhvervsuddannelse. Dernæst gik turen til Julemærkehjemmet Kildemose, der ligger i den socialdemokratiske kommune Halsnæs. Kommunen er så overbevisende socialdemokratisk, at det kunne virke en anelse overflødigt, da Mette Frederiksen i en Instagram-story nævnte, at man skulle huske at stemme på borgmesteren Steffen Jensen. Så tog hun til Fredensborg, hvor hun skulle brevstemme i selskab med kommunens socialdemokratiske borgmester, Thomas Lykke Pedersen. Alt det ved jeg, fordi jeg er i besiddelse af en telefon, der har adgang til Instagram.

Mandag morgen udførte det ukrainske anti-korruptionsbureau en række ransagninger i hovedstaden Kyiv, blandt andet af en lejlighed i et luksuriøst lejlighedskompleks, der tilhører forretningsmanden Timur Mindich. Timur Mindich er nemlig hovedmistænkt i en omfattende korruptionssag i energisektoren i Ukraine, som de ukrainske anti-korruptionsmyndigheder kalder “Operation Midas”.  Sagen er interessant, fordi Timur Mindich angiveligt skulle være en del af den ukrainske forsvarsvirksomhed Fire Point, der lige nu også er under efterforskning for korruption. Fire Point har som den første ukrainske forsvarsvirksomhed fået tilladelse til at etablere sig i Danmark som en del af en stor forsvarsaftale mellem Danmark og Ukraine, som regeringen har afsat 500 millioner til.

Line Barfod mener, at flere mennesker skal bo i bofællesskaber i hovedstaden, så der bliver plads til flere børnefamilier. Men som Ekstra Bladet i januar kunne fortælle, har overborgmesterkandidat Line Barfod en andelslejlighed på 214 kvadratmeter på Nørrebro, og for nylig kom det frem i samme avis, at hun stadig bor der. Hun ejer lejligheden sammen med sin mand, og de deler altså på papiret den beskedne plads på Nørrebrogade. Frihedsbrevet kan dog nu fortælle, at den røde politiker har den enorme hybel helt for sig selv i mindst halvdelen af året.

Det kor­te af det lan­ge Siden 2021 har Sty­rel­sen for Patient­sik­ker­hed fået fire opsigtsvæk­ken­de advars­ler om den  skan­da­li­se­re­de tid­li­ge­re hjer­ne­for­sker Mile­na Pen­kowa, viser aktind­sig­ter. Beskyld­nin­ger­ne hand­ler om pro­ble­ma­tisk psy­ki­a­tri­vej­led­ning, anbe­fa­lin­ger af can­na­bis-pro­duk­ter og en meget alter­na­tiv til­gang til kræft­be­hand­ling. Nu er den fal­le­re­de stjer­ne­for­sker ble­vet meldt til poli­ti­et af sty­rel­sen.  Fri­heds­bre­vet har for­søgt at få… Continued

Beklager mit forsinkede udkomme, men jeg har været på en rejse til Washington D.C., USAs hovedstad, for ved selvsyn at opleve, hvad der sker i et samfund, hvor staten er blevet lukket ned. Den korte version af den oplevelse er, at livet i vid udstrækning går videre. Den lidt længere version er, at Washington er blevet til et sted, hvor det altid er søndag, og det eneste, der stikker ud i landskabet, er grupperne af nationalgardister, som på præsident Donald Trumps ordre vandrer hvileløst rundt i gadebilledet. Som sådan gestalter de udmærket tendensen med en tiltagende sammenblanding af militær og politi, som man ser overalt i den vestlige verden.  Nu hvor jeg er tilbage, vil jeg skynde mig at rette op på efterslæbet, selvom det meste af det, som beskrives nedenfor, efterhånden er en rum tid siden.  Derfor vil jeg starte med det nyeste nye, som er dugfriske informationer, der tilgik mig i fredags:   I Borgens gange har jeg nemlig hørt, at medlemmerne af forsvarsforligskredsen i stigende grad undrer sig over, hvad der foregår med den principielle beslutning om, at Søværnets nye fregatter så vidt muligt skal bygges i Danmark. For efter en langvarig øvelse som mundede ud i, at Frederikshavn blev kåret som byen, hvor de nye fregatter skal samles – i øvrigt til stor ærgrelse for formanden for Esbjerg Havn – er det som om, at forsvarsminister Troels Lund Poulsen (V) på det seneste har trukket i en helt anden retning.  For pludselig er det kommet på banen, at den næste generation fregatter måske i stedet for skal bygges og samles i udlandet. Ikke noget der siges højt, men som mærkes på de indre linjer. Ifølge en kilde hænger dette uventede vejrskifte sammen med ekspertudvalget, der rådgiver Troels Lund Poulsen, og det hænger i særdeleshed – siger rygtet – sammen med udvalgets formand, som er A.P. Møller Mærsks tidligere administrerende direktør Søren Skou. Hvilket giver udmærket mening, for går man tilbage i tidslinjen, kan man nemlig se, at Mærsk og Søren Skou tilbage i april måned af deres hjertes godhed tilbød Danmark at få bygget vores nye krigsskibe på rederiets værft ude i Sydkorea, hvilket Troels Lund Poulsen dengang kvitterede for med at sige, at tilbuddet gjorde ham “meget glad”. Siden fulgte så principbeslutningen om, at de danske krigsskibe i stedet skal bygges og samles i Danmark, men her på det seneste har forligskredsen oplevet at blive belært om problemerne med en dansk model af en hidkaldt ekspert fra Mærsk, og der tales også om studieture til udlandet. Spørgsmålet er så, om Søren Skou og Troels Lund Poulsen varetager Danmarks interesser, eller om de snarere varetager A.P. Møller Mærsks interesser?

Den 14. november sidste år var børne- og undervisningsminister Mattias Tesfaye (S) i et åbent samråd på Christiansborg. Sagens omdrejningspunkt var et omdiskuteret notat fra Randers Kommune. Eftersom den østjyske kommune skulle spare 18 millioner kroner på specialundervisningsområdet, havde byrådet i august sidste år besluttet, at elever, der skulle starte i skole, “som udgangspunkt” ikke måtte begynde i specialundervisningstilbud. Derfor havde Charlotte Broman Mølbæk fra SF kaldt Mattias Tesfaye i samråd. Hun ville have svar på, hvad ministerens holdning var til aftaler, der prioriterede økonomi over barnet. Et springende punkt i samrådet var, om notatet ville resultere i lovbrud. Det er nemlig ulovligt at nægte børn adgang til bestemte specialundervisningstilbud. Den virkning var Charlotte Broman Mølbæk bekymret for, at notatet ville have. Mattias Tesfaye havde dog tillid til Randers Kommune, hvor partifællen Torben Hansen (S) er borgmester. “Hvis vi bliver gjort opmærksom på, at man kører over for rødt, så er vi selvfølgelig forpligtet til at handle på det,” sagde Mattias Tesfaye. Nu viser en skjult optagelse og 16 sager om psykisk sårbare børns skolestart, at Randers Kommune har kørt over for rødt utallige gange efter samrådet. Kommunen har brudt loven i forbindelse med, at den skulle finde en egnet skole, der kunne rumme de små børns mistrivsel og sårbarhed.

I september tikkede en mail ind i Faraz Abolhosseinis indbakke med overskriften “Påtænkt afgørelse om lederkarantæne”. Han er leder på det sociale tilbud Ungebo – et mindre herberg, der for skattekroner fra flere kommuner leverer kernevelfærd til en række omsorgssvigtede, udsatte og hjemløse unge. Afsenderen af mailen var Socialtilsyn Hovedstaden, som også har inddraget godkendelsen til at drive stedet. “Du må i fem år ikke ansættes som leder af eller indgå i bestyrelsen for tilbud, som er godkendt, eller som søger om godkendelse af socialtilsynet,” lyder det i den påtænkte afgørelse. Selskabet bag Ungebo er nu sat under tvangsopløsning, efter tilsynet har gransket Ungebos økonomi. Her fandt man flere mistænkelige udgifter, som øjensynligt gik til at begunstige lederen selv. Gennemgangen førte til, at tilsynet har konkluderet, at den sociale virksomhed “ikke længere har den fornødne organisatoriske, ledelsesmæssige og økonomiske kvalitet”.

En naturlig del af det at stille et parti op til kommunalvalget er at indgå et valgforbund; en alliance med mere eller mindre ligesindede, der er sat i verden for at mindske stemmespild. En praksis, der kun bruges kun ved kommunal-, regional- og EU-valg for at styrke mindre partiers muligheder for at opnå valg. Ved det kommende kommunalvalg i København er der indgået fire valgforbund: Et mellem alle de blå partier (inklusiv Venstre) samt Kristendemokraterne.  Et mellem Socialdemokratiet, Radikale Venstre og Moderaterne. Sidstnævnte parti står pt. til lige omkring en procent i den nyeste meningsmåling fra Epinion. Så er der et mellem SF, Enhedslisten, Alternativet og partiet Demokraterne, der beskriver sig selv som et parti, der ligger “mellem fløjene [og] arbejder for mere demokrati, et nordisk forbund, grøn omstilling, at intet område i Danmark skal være et såkaldt udkantsområde – og at vores forsvarspolitik skal inkludere en indsats for fredsmægling. Vi vil også, at Danmark skal anerkende Palæstina og arbejde for fred og sikkerhed til både israelere og palæstinensere. Derudover vil vi genindføre Store Bededag og indføre skattefinansieret tandpleje – og selv om vi elsker Europa og verden, så vender vi os imod EU´s udemokratiske opbygning og centralisering af magt”. Med andre ord: lidt af hvert. Sidst er der et valgforbund, der er indgået mellem det, der vist bedst kan beskrives som en blandet landhandel: KaosTV, Hampepartiet, DKP – Kommunisterne, Frie Grønne, Kommunistisk Parti, Skamløse Demokrater og Solidarisk Integritet.

Faste læsere af bogmærker skal vænne sig til, at det er en ny, der bestyrer disse spalter. Det skal I, fordi det er mig, der har overtaget stafetten efter omstruktureringer på Frihedsbrevet, hvor vi desværre har måttet sige farvel til chefredaktør Jeppe Findalen.  Jeg har ikke fået en helt lige så fin titel, så derfor ændrer nyhedsbrevets navn sig også en smule, men til gengæld har jeg fået æren af at skrive til dig og ikke mindst lede og fordele det journalistiske arbejde her på Frihedsbrevet, hvilket selvfølgelig er en udsøgt fornøjelse.    Mine meritter ud i det journalistiske vil jeg ikke trætte jer helt vildt med, men vil jeg gerne fortælle en kort anekdote: Da jeg var med til at starte Frihedsbrevet i sin tid, lavede jeg en historie om en stor ejendomskonge, der havde gemt millioner af kroner i et hemmeligt selskab i Panama. Da jeg kontaktede denne direktør med ondt i skatten og sagde, at jeg ringede fra Frihedsbrevet, så udbrød han: “Ååh, nej. Ååååh, nej”.

I denne uges Fri Tænkning ser jeg på den amerikanske instruktør Kathryn Bigelows nye film A House of Dynamite om et atomangreb på USA, der netop har haft premiere på Netflix, og på den debat, filmen har udløst. Mandag den 10. oktober 1983 tilbragte USA's daværende præsident Ronald Reagan på sit landsted Camp David i Marylands skovklædte bjerge, hvor han så tv-filmen The Day After. Den handler om følgerne af et atomangreb på USA og foregår i det, der indtil da havde været Kansas City og omegn, og som dengang havde en befolkning på godt en million indbyggere. Filmen gjorde indtryk på præsidenten.  Reagan betroede sin dagbog, at filmen var ”stærkt lavet”, ”meget effektiv” og at den gjorde ham ”virkelig deprimeret”, hvorpå han tilføjede: ”Om den vil være til hjælp for dem, der er imod atomvåben, kan jeg ikke sige. Min egen reaktion var, at vi er nødt til at gøre alt for at kunne afskrække og sikre, at der aldrig bliver atomkrig.” Reagans tilgang indebar altså i første omgang hverken nedrustning eller et ønske om at få afviklet verdens atomvåben, men i stedet var han optaget af at sørge for, at USA havde så mange af dem, at det ville afskrække Sovjetunionen fra at affyre sine atomvåben mod USA. Det var det, man under Den Kolde Krig kaldte MAD, Mutual Assured Destruction, Gensidig Garanteret Ødelæggelse – en strategi, hvor USA og Sovjetunionen havde så mange atomvåben, at de ville være i stand til at svare igen med et totalangreb, hvis modparten skulle finde på at slå til først.  Reagan så filmen endnu engang, da den seks uger senere blev vist i fjernsynet efterfulgt af en debat, hvor hans udenrigsminister George Shultz deltog.