Christina Lagoni

Hun havde en underlig, nagende fornemmelse af, at der var noget galt. Derfor valgte Mia Reesen at bruge optageren på sin telefon og dermed forevige mødet på rådhuset.

En virksomhed med adresse i et gårdhus i landsbyen Nåby trækker tråde til den økonomiske og politiske elite i Rusland. Ledelsen i virksomheden Pushkin Development A/S har forbindelse til nogle af verdens rigeste oligarker og Putins gode venner, selskaber i skattely og advokater, der optræder både i Panama Papers og på Ukraines sanktionsliste. Frihedsbrevet tegner et portræt af en skyggefuld virksomhed og dens farverige ledelse, der en måned efter invasionen af Ukraine skiftede adresse fra det royale indre København til den sydsjællandske flække.

Donald Trumps udnævnelse af Louisianas guvernør Jeff Landry som særlig udsending til Grønland virkede ved første øjekast noget specielt. Landry har ingen diplomatisk erfaring og har primært arbejdet med indenrigspolitik i USA's dybe syd.  Men måske er valget mindre mærkeligt, end det ser ud. I noget nær al ubemærkethed er en ny forsyningskæde for sjældne jordarter ved at tage form mellem Grønland og sydstaten Louisiana – med den amerikanske administration som finansieringskilde.

Mette Frederiksens mand, Bo Tengberg, har i løbet af efteråret fået en del opmærksomhed i egen kraft, fordi han er i gang med at lave en kontroversiel dokumentar om Ukraines præsident, Volodymyr Zelenskyj. Kendskabsgraden til filmfotografen er altså strøget i vejret på det seneste – men hvem er Bo Tengberg overhovedet? Og hvordan fik filmfotografen pludselig lov til at lave en film om Zelenskyj? Frihedsbrevet tegner et portræt af Danmarks førstemand.

I ly af mørket troppede ti betjente fra ukraines anti-korruptionsmyndigheder op foran de hvide facader i det pæne regeringskvarter i Bankova Gade i Kyiv, fredag den 28. november. Med en brutalitet, som normalt kun er forbeholdt den ukrainske præsident Volodymyr Zelenskyjs fjender, trængte de ind lejligheden tilhørende Andriy Yermak, der dengang var stabschef for Zelenskyjs kontor, og beslaglagde flere telefoner og computere. Senere på dagen bekræftede både han og anti-korruptionsbureauet, at hans lejlighed blev ransaget som en del af en korruptionsefterforskning, og få timer senere meddelte han sin afgang. På under 24 timer gik Andriy Yermak fra at være præsident Zelenskyjs højre hånd til blot at være endnu et problem, som præsidenten skal forklare.

Udadtil har fortællingen om bostedet, der ligger i en gammel Bandidos-rockerborg i Næstved, været en succeshistorie: To mænd med en broget fortid starter et succesfuldt bosted for kriminalitetstruede unge og vinder sågar Børsens Gazelle-pris. Men nu kan et nyt og mindre flatterende kapitel føjes til fortællingen.

Under Den Kolde Krig var det ikke alle danskere, der var bange for Sovjetunionens trusler. En lang række fremtrædende danskere var nemlig så filtret ind i kommunismen, at de var på partiskole i Moskva.  Frihedsbrevet kan efter at have gennemgået flere hundredvis af siders arkivmateriale tage læserne med helt ind på første række på en sovjetisk partiskole for fremtidens kommunistiske ledere fra 70’erne til slutningen af 80’erne.

Da klokken havde slået kvart i to, var han der pludselig. Langs væggen anede man ham. Han var iført en sort skjorte og sort blazer; en mundering, der fik ham til at ligne en bedemand. De andre partiformænd havde siddet troligt i Folketingssalen, siden spørgetimen med statsministeren gik i gang klokken 13, og der sad de ikke engang alene. Flere af dem nød godt af opbakningen fra de af deres partimedlemmer, der må betegnes som de mere vigtige, skulle man rangere partiernes medlemmer efter sådan et kriterie. Ja, flere af pladserne på den bagerste række var sågar optagede. Der havde løsgængere  såsom Jeppe Søe, Jon Stephensen og Mike Fonseca  indfundet sig, men de måtte altså spejde længe efter deres sidemakker. Lars Boje Mathiesen (BP) var ikke dukket op. De eneste andre partiformænd, der ikke var dukket op, var Troels Lund Poulsen (V) og Lars Løkke Rasmussen (M), der af åbenlyse årsager var fritaget.

Mette Frederiksen har som dansk statsminister utvivlsomt sat et solidt aftryk på den moderne Danmarkshistorie. Først med corona, mink og med dertilhørende gentagne anklager om magtfuldkommenhed.  Men så gjorde hun det, som al logik tilsiger, at en magtfuldkommen statsleder ikke ville gøre: Hun delte ud af magtens kage til sine politiske modstandere, der byttede principper ud med ministerbiler. Med Ukraine-krigen stod Europa og Danmark dog også i den farligste situation i nyere tid. Der var brug for ro og brede politiske samarbejder hen over midten med ansvarlige politikere på begge sider af fløjene, lød det.  De irriterende og populistiske yderfløjspartier skulle skæres væk, og magten skulle ledes og fordeles fra “arbejdsfællesskabet” i SVM-regeringen. Den politiske debat var præget af manglende nuancer og alt for sort-hvide forestillinger om tingenes tilstand, måtte man forstå.  SVM-regeringen skulle være en form for “sandhedsregering”, hvor man ikke skulle bruge tid på al den mudderkastning, som den politiske debat ellers var plaget af.

Han er et af de mest toneangivende navne i erhvervslivet gennem de seneste årtier. Når historien om den moderne arbejderbevægelse i Danmark skal skrives, er han en af de mest centrale skikkelser. Nu kan Frihedsbrevet føje nye lag til fortællingen om Danmarks ukronede pensionskonge, der var glødende kommunist og var på elitepartiskole i Moskva under Den Kolde Krig.