Christina Lagoni

Symbolikken var så tyk, at man skulle tro, at socialdemokraterne havde tabt jævneren i sovsen.  Få dage inden kommunalvalget ændrede den københavnske filial af partiet lokalitet for den valgfest, der skulle markere en lang og hård valgkamps afslutning. Oprindeligt var planen, at den skulle holdes i Amager Bio, ligesom den blev gjort det forrige år. Men et par dage inden valget kom der ny besked: Valget skulle i stedet fejres på Arbejdermuseet. “Det er ikke folketingsvalg, det her,” bliver stemmer fra partiet ved at hviske en i ørerne, når man konstaterer, at det ikke ligefrem er et prangende fremmøde, der er tale om her på Arbejdermuseet.  At det ikke skyldes den spåede tilbagegang, må det forstås.  Klokken er lidt efter 19, og om ganske kort tid vil Socialdemokratiets spidskandidat Pernille Rosenkrantz-Theil ankomme og holde sin tale. Det er uhørt tidligt at holde sådan en tale, allerede inden valgstederne lukker. Men det gør Pernille Rosenkrantz-Theil. Det er til tonerne af Edith Piafs “Non, je ne regrette rien”, at overborgmesterkandidaten tages imod af mange firkantede papskilte påtrykt hendes navn, “Pernille Rosenkrantz-Theil”. Talen består af mange sætninger, der egentlig ikke betyder det helt store. “At lede, det er at tage ansvar. At række hånden op når de andre kigger ned i bordet. At stille sig op når de andre bliver siddende. At blive stående når det blæser, og når det er svært,” indleder hun. Og så siger hun tak. Til alle de hjælpende hænder, til alle støtterne.  “Jeg sagde fra starten af, at det ville blive tæt på umuligt. At det ville blive svært endnu engang at skabe det flertal, der skal til, for at der også de næste fire år vil sidde en socialdemokrat på overborgmesterkontoret.” Men: “Jeg sagde også, at hvis vi dør, så dør vi med støvlerne på. Og ved I hvad? De er her endnu,” siger hun, hvilket folk jubler helt ufatteligt højt over.

Det kontroversielle EU-forslag om en “CSA-forordning”, som af kritikere er blevet døbt chatkontrol, blev i slutningen af sidste måned lagt ned af regeringen efter massiv kritik.  Hvis det tidligere forslag blev gennemført, ville myndighederne kunne tvinge alle beskedtjenester i EU til at overvåge, hvilke videoer og links deres brugere deler med hinanden. Den danske regering, som sidder med EU-formandskabet, måtte efter en lang tovtrækning sande, at de ikke kunne få den fornødne opbakning til forslaget i EU. Men i slutningen af sidste uge dukkede der et nyt kompromisforslag til chatkontrol op.  Og nu får den danske regering måske endelig et forslag igennem til forhandling i Europa-Parlamentet. Der skal formentlig allerede stemmes om det nye forslag i det forberedende organ til EU-Rådet i morgen, onsdag – og det ser ud til at få bred opbakning.

I 2019 fik den dengang 37-årige byrådspolitiker Charlotte Lund, som har siddet i Borgerrepræsentationen i København for Enhedslisten i lige knap 12 år, overdraget en lejlighed på Vesterbro af sin far til 15 procent under den offentlige vurdering. De offentlige vurderinger var allerede på daværende tidspunkt kendt for at være alt for lave i forhold til den reelle værdi.  Derfor kunne politikeren og hendes mand overtage en 95 kvadratmeter stor lejlighed klos op ad Kødbyen til den nette sum af 1.657.500 kroner. Og blot to år senere blev parret forgyldt af de stigende priser på det brandvarme boligmarked i København.

I dag er det den 18. november, og der skal stemmes til kommunalvalget (og regionsvalget). Jeg tager min notesblok med til diverse valgfester i aften og slutter inde på Københavns Rådhus, hvor der måske/måske-ikke kan præsenteres en ny overborgmester en gang i de sene nattetimer.  Dansk Folkepartis valgfest skal jeg desværre ikke til, hvilket dog ellers bliver et spændende parti at holde øje med, når resultaterne begynder at tikke ind. I den seneste meningsmåling stod de til i hvert fald to mandater, hvilket allerede er en fordobling sammenlignet med, hvad de fik ved valget i 2021. DF valgte at tage glæderne på forskud i lørdags, hvor de holdt en slags valgfest, da magasinet Modstrømmen inviterede til fri champagne på den Lars Seier-ejede Café Dan Turell i Indre By.  Morten Messerschmidt kom og talte, og gæsterne lignede folk, man for et år siden, ville have gættet på at stemte LA. Modstrømmens udgivelser har desuden skiftevis været finansieret gennem Dansk Folkeparti og Patriots for Europe og laves af partiets kommunikationskonsulent Mitchel Oliver Vestergaard. Men inden vi når til aftenens valgfester, hvor resultaterne skal fejres/ikke-fejres, vil jeg først tage jer igennem, hvad valgkampens sidste dage har budt på.

Lokalpolitikeren Christopher Trung Paulsen (RV) havde besluttet sig. Han så ingen anden udvej end at politianmelde socialrådgiveren Dijana Bøndergaard fra Slagelse Kommune. Han havde læst den ene skandalehistorie efter den anden om socialrådgiveren, der anbragte udsatte børn på bosteder under virksomheden Vidar, der er ejet af Casper Bøndergaard, som er gift med Dijana Bøndergaard. Virksomheden scorede et tocifret millionbeløb, og til sidst blev det for meget for byrådsmedlemmet. Men på de indre linjer mødte han kraftig modstand.

Hvis du aldrig nogensinde har set en kvadratmeter-hykler før, så kig godt på billedet af Enhedslistens overborgmesterkandidat Line Barfod. Når denne kvadratmeter-hykler skal overbevise vælgerne i København om, at de skal sætte kryds ved hende, så lyder det nogenlunde sådan her:  Der skal være plads til alle i København. Folk skal bo på mindre plads, gerne i bofællesskaber. Enlige og ældre kan sagtens leve på 40 kvadratmeter, så børnefamilierne kan få mere plads. Lejlighederne skal være billigere. Der skal være huslejeloft. Den solidariske tanke om andelsboligerne er for længst ved at gå tabt, og almindelige lønmodtagere kan ikke komme ind i foreningerne.  Når det så bliver virkelighed igen, og det bliver det jo også nogle gange selv for Line Barfod, så kunne en beskrivelse af hendes egen boligsituation lyde nogenlunde sådan her: Line Barfod og hendes mand ejer en andelsbolig på 214 kvadratmeter i et af Københavns mest attraktive kvarterer. Her kan ægteparret brede sig i de store stuer, men det er slet ikke nok kvadratmeter til dem. Line Barfods mand, Klaus Hansen, arbejder som direktør i FilmFyn, og ægterparret råder derfor også over en lejlighed i et charmerende byhus i Svendborg. Og parret er faktisk også medejere af et andet hus i området. I lejligheden i Svendborg er der bopælspligt, hvilket betyder, at manden skal opholde sig mindst 180 dage om året på Fyn. I praksis er han der i hverdagene, men kommer hjem til kvadratmeter-hykleren på Nørrebro i weekenden. Her bor Line Barfod så det meste af året helt alene på en masse dejlig plads. I en dejlig andelslejlighed, som hun kan sælge med en stor millionfortjenste.

Ligesom tankeeksperimentet om Schrödingers kat, der på samme tid er død og i live, befinder Movia sig holdningsmæssigt i det, man i fysikkens verden kalder en superposition. Trafikselskabet står nemlig med lidt af et forklaringsproblem, lyder den krasse kritik fra eksperter, som Frihedsbrevet har talt med. Anledningen er, at det offentligt ejede trafikselskab har købt stort ind af kinesiske elbusser, der skal fragte danskere rundt i hovedstadsområdet. De seneste uger har netop den slags busser været under skarp kritik, efter det er kommet frem, at de kan fjernstyres fra Kina. Det har medført, at man har trukket i nødbremsen i Sverige, der helt er stoppet med at bruge dem, og i Norge har man valgt at fjerne simkort fra busserne. Movia har stadig flere hundrede kinesiske elbusser. Af dem er 262 fra producenten Yutong, som i en svensk NGO’s undersøgelse sættes i forbindelse med høj risiko for tvangsarbejde blandt Kinas muslimske mindretal, uighurerne.  Men et notat, som Frihedsbrevet er i besiddelse af, afslører, at Movia stiller som krav, at underleverandører skal leve op til fri fagforeningsdannelse.

Da Donald Trump i 2016 til manges chok og forundring vandt præsidentvalget i USA, indledte det vestlige establishment en febrilsk jagt på en ny leder af Den Frie Verden. Først overdrog man nøglerne til Den Frie Verden til Tysklands daværende kansler Angela Merkel – det var Hillary Clintons forslag, da hun tabte valget til Trump – men da hendes stjerne begyndte at falme, flyttede man opmærksomheden til en yngre og ambitiøs fransk præsident ved navn Emmanuel Macron. Det gik som bekendt heller ikke så godt, så da Ukraines præsident Volodymyr Zelenskyj i februar i år konfronterede Trump på et herostratisk berømt møde i Det Hvide Hus og for rullende kameraer fremstillede krigen i Ukraine som lysets kamp mod mørket, det gode mod det onde og som demokratiets eksistentielle kamp mod diktaturet, var ikke et øje tørt hos opinionsdannere i den vestlige verden: Zelenskyj kunne nu krones som den ubestridelige leder af Den Frie Verden, en titel, han havde gjort krav på fra krigens start med et dommedags-lignende verdensbillede, der vandt genklang hos eliter på begge sider af Atlanten, hvor man så sig selv som værende involveret i en kamp på liv og død.  Det gjaldt Den Frie Verdens overlevelse. Hverken mere eller mindre. Det virkede så indlysende, naturligt og rigtigt. Knapt så klart var det, at denne episode indskrev sig i en historie med flere end 250 år på bagen. En historie, der ifølge Peter Slezkine begyndte med de første nybyggere, der flygtede til Amerika fra Europas tyranni, fra religiøs forfølgelse, fattigdom og hungersnød for at søge lykken i den nye verden på den anden side af Atlanterhavet og lægge den gamle verden bag sig. Det er her fortællingen om Den Frie Verden og dens fjender begynder; en fortælling der har præget Amerikas selvforståelse og udenrigspolitik, og efter Anden Verdenskrig banede vej for etableringen af et amerikansk imperium, der set med Slezkines øjne har været én stor fejltagelse.

Det ligger S-borgmesteren Mikael Smed meget på sinde. Samfundets udsatte borgere skal behandles ordentligt. Men i dag kan Frihedsbrevet afdække, at sårbare borgere på borgmesterens vagt er blevet snydt af kommunen ved at bo i kommunens ældre- og plejeboliger. Der er eksempelvis tale om personer med autisme, stofmisbrugere og sårbare, ældre borgere. Det viser sig nemlig, at kommunen på systematisk vis har overfaktureret de udsatte borgere for en lang række ydelser såsom rengøring, ejendomsservice og vedligehold, som kommunens embedsværk selv vurderer det i interne dokumenter. Igen og igen har kommunens embedsværk på indre linjer drøftet den potentielle møgsag, viser dokumenter fra Vordingborg Kommune, der er skjult for offentligheden, men som Frihedsbrevet er i besiddelse af.

Ting, Mette Frederiksen har lavet den 12. november i stedet for at være til COP30 i Brasilien: Ladet sig interviewe til en Alt for damerne-podcast, der handler om, hvilke gode råd man ville give til en yngre udgave af sig selv. Besøgt en folkeskole i den socialdemokratiske by Egedal, hvor Venstre spås en chance for at kunne tage borgmesterposten. På folkeskolen snakkede hun med en 9. klasse om det gode fællesskab, ro og fraværet af skærme. Flankeret af børne- og undervisningsminister Mattias Tesfaye lagde hun dernæst vejen forbi den tekniske skole i det socialdemokratiske Hillerød, hvor de blå også spås en chance for at kunne snuppe borgmesterposten. Besøget bød på en snak om, hvordan man kan gøre det mere attraktivt at tage en erhvervsuddannelse. Dernæst gik turen til Julemærkehjemmet Kildemose, der ligger i den socialdemokratiske kommune Halsnæs. Kommunen er så overbevisende socialdemokratisk, at det kunne virke en anelse overflødigt, da Mette Frederiksen i en Instagram-story nævnte, at man skulle huske at stemme på borgmesteren Steffen Jensen. Så tog hun til Fredensborg, hvor hun skulle brevstemme i selskab med kommunens socialdemokratiske borgmester, Thomas Lykke Pedersen. Alt det ved jeg, fordi jeg er i besiddelse af en telefon, der har adgang til Instagram.