Christina Lagoni

Han er tidligere medlem af Folketinget valgt for Det Konservative Folkeparti og var frem til 2010 Danmarks sundhedsminister. Senere fik han en stor karriere inden for det private erhvervsliv med tunge direktørposter, som blandt andet har talt et privathospital, en sædbank og et meget stort ejendomsselskab. CV’et tæller også talrige bestyrelsesposter inden for både den private og den offentlige sektor suppleret med foreninger og organisationer samt et job som seniorrådgiver i pr-virksomheden Influenter.

I denne uges Fri Tænkning gør jeg status på den seneste udvikling i og omkring krigen i Ukraine, hvor det er svært at se en snarlig ende på Europas længste væbnede konflikt siden Anden Verdenskrig.  I bogen Regime Change, to The New York Times-journalisters bestseller om præsident Donald Trumps første år ved magten, er der en scene fra Kreml, hvor Steve Witkoff, Trumps personlige udsending, spørger Vladimir Putin, hvad det er for nogle kruseduller, han sidder og kradser ned på et stykke papir.  Putin viser Witkoff papiret, hvorpå der står ”3+2”. Det var ifølge bogen den formel for en afslutning på krigen i Ukraine, som Witkoff på vegne af Trump havde diskuteret med Putin. “Kan du signere det, så jeg kan tage det med hjem?” spurgte Witkoff. Det gjorde Putin, og den skitserede formel betød, at ukrainske tropper skulle forlade Donetsk-regionen, hvor de på det tidspunkt fortsat kontrollerede omkring 20 pct. inklusive flere store byer, og således opgive i alt tre regioner, nemlig Krim, Donetsk og Luhansk, mens grænsen i de to resterende regioner, Kherson og Zaporizje, som Putin havde gjort krav på siden efteråret 2022, ville blive frosset langs den eksisterende frontlinje. Ifølge Moskva kom det forslag fra Trump, og Kreml accepterede det som anledning til et efterfølgende topmøde i Alaska mellem Trump og Putin. På mødet bekræftede Putin ifølge sin udenrigsminister Sergej Lavrov, at man var parat til at indstille sine krigshandlinger på de aftalte betingelser.  Trumps problem var imidlertid, at han ikke kunne få hverken Ukraine eller Europa med på denne indrømmelse, og derfor har der siden februar 2026 ikke været egentlige forhandlinger. Men selvom det var en streg i regningen for Kreml, så viste forløbet to velkomne tendenser set med Moskvas øjne: For det første at USA ikke længere er almægtig, og for det andet at USA og Europa ser forskelligt på konflikten i Ukraine og ikke altid er i stand til at koordinere sine positioner. De to pointer er blevet yderligere understreget under krigen i Den Persiske Golf, hvor det står klart, at USA hverken kan diktere Iran sin vilje eller finde fælles fodslag med sine europæiske allierede. Hvad det kommer til at betyde for den transatlantiske alliance, vil tiden vise, men man kan med nogenlunde fast grund under fødderne forudsige, at det kommer til at se markant anderledes ud end i anden halvdel af det 20. århundrede. Et år efter topmødet i Alaska står de krigsførende parter i dag længere fra hinanden, og der er ingen tegn på, at de selv med hjælp udefra kan blive enige om et kompromis, som begge kan leve med. Ukraine presser på for at få genoptaget forhandlingerne med henblik på en våbenhvile, men det afviser Rusland. Og mens Trumps plan sidste år indebar territoriale indrømmelser af Ukraine, så er han som følge af en påstået ukrainsk fremgang på slagmarken kommet under pres for at flytte trykket fra Zelenskyj til Putin for at få en våbenhvile.  Planen er, at det skal ske ved hjælp af flere våben og skærpede sanktioner, men Trump har tilsyneladende ikke travlt. Eller rettere, han har i den grad travlt. Så travlt at Ukraine er rykket længere ned på hans dagsorden. 

Kameraerne rullede på livet løs, mens filmassistenter stormede frem og tilbage torsdag ved frokosttid på havnepromenaden i Pula i Kroatien. Her var man nemlig i fuld sving med at optage en stor spillefilm, der har to Oscar-vindende skuespillere på rollelisten, og det kunne altså ikke mærkes, at en hvis hovedperson dagen forinden var blevet anholdt. For uanset hvilken rolle den ukrainske dykker Volodymyr Z havde at spille i selve filmoptagelsen, så havde han i den grad en hovedrolle i filmens historie. Det vender vi tilbage til. Onsdag morgen klokken 06.10 blev han anholdt på luksushotellet Grand Hotel Brioni på halvøen Verudela, fordi Tyskland har udstedt en arrestordre på ham, da de mener, at han er en af dem, der står bag sabotagen af Nord Stream-rørledningerne.  Frihedsbrevet har besøgt hotellet, og det er af den type, hvor der holder diverse tyske og italienske sportsvogne ude foran, hvor loungeområdet er fyldt med designermøbler og omringet af marmor, og hvor den traditionelle reception er erstattet med tre intime borde, hvor kvinder i smarte jakkesæt tager sig god tid til at checke dig ind på hver deres iPad. Fra netop dette hotel blev han fragtet til den væsentligt mindre pompøse politistation i Pula, og torsdag morgen røg han videre til den kroatiske anklagemyndighed, hvor han blev endeligt identificeret. Herefter var det tilbage på politistationen, indtil han skulle stilles for en dommer, der skulle tage stilling til, om han skulle varetægtsfængsles.  Torsdag aften endte det med en varetægtsfængsling, kunne hans kroatiske advokat Matija Miloš fortælle til Frihedsbrevet og den øvrige fremmødte presse.  Nu har Kroatien 60 dage til at finde ud af, om han skal udleveres til retsforfølgelse i Tyskland, der har udstedt arrestordren på ham.

Der er behov for et fundamentalt opgør med Forsvarsakademiet, lyder det nu fra flere forsvarsordførere. Det sker, efter at Frihedsbrevet har beskrevet, hvordan Forsvarskommandoen er dybt involveret i udgivelserne af forskningsrapporter på Forsvarsakademiet, som har fået hård kritik for ikke at give forskerne den forskningsfrihed og uafhængighed, som akademiet ellers bryster sig af.

Socialminister Monika Rubin (M) og hendes embedsfolk vil ikke svare på spørgsmål i en sag om et blottet hul i lovgivningen. Hullet blev afsløret, da et kendt navn fra fodboldverdenen, med flere sociale virksomheder på CV’et, blev afsløret i omsorgssvigt af udsatte børn og unge. Men inden myndighederne kunne lade hammeren falde, krøb bostedsbossen gennem en juridisk kattelem. Han kan derfor fortsætte med at tage sig af udsatte to-kulturelle piger gennem et andet selskab, han ejer. Nu kræver flere partier en redegørelse i sagen af Monika Rubin.

I Herning vrimler det i disse dage med mænd iklædt diverse mørklødede blazerjakker og hurtigkneppersko – og hist og her også enkelte kvinder i blyantnederdele. De bærer attachetasker, uddeler visitkort, trykker hænder, siger ordet ”capabilities” i næsten hver anden sætning, og så er de våbensælgere, -købere, -producenter og -lobbyister. Onsdag og torsdag er der nemlig ”DALO Industry Days”, som det hedder, arrangeret af Forsvarsministeriets Materiel- og Indkøbsstyrelse. Det er Skandinaviens største forsvarsindustriudstilling, og den tiltrækker folk fra nær og fjern. Så mange, så Herning nærmest er på den anden ende – alle hotelværelser er booket i Herning og omegn, og flere er således forvist til at overnatte mere eller mindre mystiske steder i oplandet i stedet. Men som bekendt er der ingen fest uden en forfest, og det har Dansk Industri fanget. Tirsdag – dagen inden den “rigtige” udstilling går i gang – var der således budt til kalas i messecentret i hjertet af byen. Danish Defence Industry Day. Folk var der nok af. Ukraines ambassadør, Andrii Yanevskyi, den danske forsvarsindustriattaché prins Joachim og derfor en mindre bataljon af PET-vagter, en horde af lobbyister så stor, at der måtte seks langborde til for at holde frokost-rullet kørende – og så en vaskeægte politiker-lobbyist i Bergur Løkke Rasmussen. Mere om ham senere. Det er i parentes bemærket ikke Frihedsbrevet, der har valgt at beskrive arrangementet som en forfest. Det gjorde i stedet flere af de tilstedeværende, da de blev spurgt, hvad det hele egentlig var for noget.

I en papkasse på Rigsarkivet ligger der et ganske særligt brev i en konvolut med en helt særlig afsenderadresse.  Det er sendt fra koncentrationslejren Auschwitz i oktober 1941 og er skrevet af en dansk mand, som var chefdyrlæge i udryddelseslejren i knap to år under krigen. Brevet ligger sammen med en masse anden korrespondance, som tilgik landsretssagfører H.C. Bryld, som var aktiv i det danske nazistparti under besættelsen. Bryld rådgav blandt andet partiet juridisk, ligesom han også var bestyrelsesformand for den nazistiske avis Fædrelandet i flere år. Og her har brevet efter alt at dømme skjult sig, nærmest siden det blev lagt i kassen. Men Frihedsbrevet fandt det og kan nu fortælle om de opsigtsvækkende og uhyggelige linjer skrevet om og fra et af menneskehedens mørkeste kapitler – og skrevet af den mest uhyggelige dansker, du nok aldrig har hørt om.

En gruppe på måske otte individer har tirsdag morgen med al sandsynlighed taget fri fra skole for at møde op foran Frederiksberg Byret. Et par stykker af dem er trukket i orange fangedragter, den slags man kender fra Guantanamo-lejren. Hertil har de klistret gaffatape over deres munde, som ikke dækker helt, vistnok i et halvhjertet forsøg på at ligne nogen, der har fået deres ytringsfrihed indskrænket.  Der er, må man forstå, tale om en håndfuld medlemmer fra Radikal Ungdom, og de står med en række skilte. På nogle af dem opfordres der til, at den frie Martin Lidegaard skal frigøres. De har printet et sort-hvidt falskt forbryderfoto af ham, hvor han holder et skilt, hvorpå der står Free Martin. På andre har de printet nogle udsagn ud fra nogle artikler, der videre eksemplificerer, hvorfor den frie mand skal gå fri.  Det er den 18. august, og de er til stede her i dag sammen med en stor del af det politiske pressekorps, fordi Dansk Folkepartis formand, Morten Messerschmidt, har hevet Martin Lidegaard i retten.  Det hele startede tilbage i efteråret, hvor Morten Messerschmidt op mod kommunalvalget gav et længere interview til Weekendavisen. Det interview blev først til en podcast, sidenhen en egentlig artikel, der bar overskriften “Den store udvisning”.  Artiklen handlede om DF’s ønske om at sende udlændinge ud af Danmark.  Den artikel læste Martin Lidegaard en aften, hvorefter han fik kaffen så galt i halsen, at han besluttede sig for, at der måtte handles. Og handlet blev der.  “Dansk Folkeparti vil gennemføre en såkaldt remigration, et begreb, der er født ud af de mest højreekstreme og yderliggående partier i Europa. Alternative für Deutschland. Orbán. Le Pen. Wilders i Holland. Et ekstremt forslag. Så hvorfor er der så stille fra de fleste andre partier i Folketinget? Stilheden larmer,” skrev han indledningsvist på Facebook, hvilket ikke kastede nogen speciel DF-reaktion af sig.  Dette var dog ikke nok. Den 10. november 2025 mødtes de i en tv-transmitteret debat i Randers, der blev afholdt med Clement Kjersgaard som vært og med 2.000 førstegangsvælgere som publikum.  Foran dem gentog Martin Lidegaard sin forargelse. Det gjorde han særligt i to udsagn. Det første er som følger: “Jeg vil sige det også sådan, at vi står lidt ved en skillevej, kære Randers. Den ene vej, det er Frygtens Allé, det er der, Trump, Alternative für Deutschland og Morten Messerschmidt trasker ud af. Der anerkender man ikke engang, at der et klimaproblem. Man vil gerne internere og deportere tusindvis af medborgere, bare fordi de har en anden tro eller har en anden hudfarve end de fleste af os, der er i rummet her.”

Den officielle melding kom i begyndelsen af september sidste år. Midt i den monumentale oprustning af dansk forsvar skulle Forsvarsakademiet vende sig væk fra den eksterne formidling – til offentligheden – for i stedet at lægge mere tyngde i den interne formidling til Forsvaret, der styrker kampkraften, hed det sig. Men i månederne op til kursskiftet var der stor modstand internt på Forsvarsakademiet, hvor der udspillede sig en magtkamp mellem akademiet og Forsvarskommandoen, som Forsvarsakademiet hører under.

Under efterårets drone-kaos vandt en ny tendens frem i europæiske lande, der påstod at være blevet ramt af dronehændelser. Hvis man havde vanskeligt ved offentligt at bevise hændelserne i sin egen nation, så pegede man i stedet på andre ligesindede NATO-landes indberetninger om droner som en slags bevis for, at det altså også var droner, der hærgede i ens eget land. Den metode tog eksempelvis forsvarsminister Jeppe Bruus (S) i brug, da han den 19. juni præsenterede Forsvarsministeriets droneevaluering sammen med forsvarschef Michael Hyldgaard. “Vi lever i en sikkerhedspolitisk situation, hvor Danmark står overfor flere og mere alvorlige trusler, end vi har gjort i mange år, og hvor Forsvarets Efterretningstjeneste vurderer, at Rusland fører hybridkrig mod NETO og Vesten. Det understreges også af, at der er observeret droner i flere andre lande, herunder i Storbritannien, hvor man fra 2024 til 2025 har set en fordobling i antallet af dronehenvendelser nær et militært område,” sagde forsvarsministeren. Men Frihedsbrevet er nu kommet i besiddelse af dokumenter, der afslører potentielle fejlmeldinger om droner og dermed slækker på den britiske opgørelses troværdighed. Samtidig viser dokumenterne, at der ofte er tale om noget helt andet, når der indberettes droner til myndighederne.