Christina Lagoni

I disse dage brager det løs på Refshaleøen, hvor Copenhell samler 40.000 mennesker. Metalmusikken er blevet folkelig og har flyttet sig langt, siden det var ekstrem musik for ekstreme mennesker, som det amerikanske dødsmetalband Morbid Angel i sin tid proklamerede. Nogle danske metalmusikere har dog taget dét kodeks lidt for bogstaveligt. Det viser en vinyludgivelse fra sidste år med gamle optagelser af Hvid Røvfuld Band og Jewthanasia, der ikke lægger skjul på sin nynazistiske agenda. Årets mest omtalte T-shirt bar digteren Frederik Lind Køppen i DR’s Deadline-studie. “De serbiske tjetnikker – for konge og fædreland” stod der med kyrillisk skrift rundt om et våbenskjold bestående af en dobbelthovedet ørn med kongekrone foroven, sværd forneden og et dødningehoved i centrum. Deadline-vært Christian Bennike problematiserede det ikke, for han genkendte hverken motiv eller tekst. Det gjorde til gengæld de medborgere med bosnisk og kroatisk baggrund, der kender symbolikken fra den ekstreme serbiske nationalisme, der har massakrer, krigsforbrydelser og etnisk udrensning på samvittigheden fra den jugoslaviske borgerkrig i 1990’erne. Anledningen i Deadline var ganske vist en debat om højrefløjens litteratur, men T-shirten løb hurtigt med opmærksomheden og løftede sløret for den symbolik, der ofte løber som en understrøm hos den yderliggående højrefløj, og som bærer en række skjulte betydninger.

I denne uges Fri Tænkning ser jeg nærmere på det litterære magasin Grantas aktuelle temanummer om skandinavisk litteratur.  Ferietiden er over os, og ferie er for mange lig med tid til at læse. Ikke pligtlæsning, men litteratur, der tager os med på rejser ud og ind i verdener, vi normalt ikke kommer i kontakt med. Hvis man er på jagt efter litterær inspiration, geografisk og tematisk, er det britiske magasin Granta ikke det værste sted at begynde. Magasinet blev etableret af studerende ved Cambridge University i 1889 med et snævert fokus, men siden 1979 er det blevet til et bredt funderet tidsskrift med en ambition om “at finde og udgive den bedste nye litterære fiktion, erindringer, reportage og poesi fra hele verden.”  Hverken mere eller mindre. De seneste år har Granta udgivet temanumre med litteratur fra Indien, Kina, Canada og Tyskland, mens man tematisk har udforsket emner som konflikt, terapi, vindere og døde venner. Det seneste nummer har Skandinavien som tema, og det er anledningen til, at jeg kastede mig over Granta. Ikke fordi jeg føler noget særligt behov for at se på min danske navle, men fordi jeg finder det interessant, hvordan folk udefra ser på os, især hvis blikket er kritisk: Hvad hæfter man sig ved i skandinavisk litteratur, hvad har man taget med, og hvad man har udeladt? Ifølge redaktionen er man gået i en stor bue uden om det, den afdøde tyske forfatter Hans Magnus Enzensberger kaldte socialdemokratisk litteratur: “Velmenende holdninger, en respektabel klart antifascistisk og demokratisk indstilling (…), harmløs æstetik.” Danmark er repræsenteret af navne som Helle Helle, Asta Olivia Nordenhof, Olga Ravn, Jonas Eika, Malte Tellerup og Søren Ulrik Thomsen. I denne sammenhæng vil jeg imidlertid dvæle ved et finsk, svensk og norsk bidrag. Først et par ord som introduktion til det finske.  

På en stor grund i Brøndby er der blevet opført et massivt boligbyggeri med 173 boliger.  Bygherren mener, at deres vision om at “forene skov, strand, natur og kultur” er “vellykket”. Og bygningen er endda lavet i bæredygtige materialer.  “Her er trygt at færdes,” skriver bygherren om Kirkebjerg Gårdhave. Entreprenøren fortæller stolt om det fælles orangeri, det grønne gårdrum og den store parkeringskælder.  Men hvad hverken bygherren eller entreprenøren fortæller, er, at grunden er forurenet. Det kunne Radio IIII fortælle tidligere på ugen – og nu kan Frihedsbrevet føje flere kapitler til. Frihedsbrevet har også talt med en beboer, som fortæller, at han ikke anede noget om den forurening, som ligger lige under hans hjem. Sagen er opsigtsvækkende, fordi det ikke kan udelukkes, at forureningen kan have helbredsmæssige konsekvenser for ham og de andre indflyttere, som ellers var blevet lovet, at de trygt kunne flytte ind i deres nye hjem.

Årtiets mysterie burde være løst. På et pressemøde i dag fortalte chefpolitiinspektør Søren Thomassen og politiinspektør Mads Helios, at Københavns Politi ikke kan påvise, at der har været droner over Københavns Lufthavn den 22. september 2025. Selvom de ikke kan påvise en eneste drone, vil Københavns Politi dog ikke gå så langt som at afvise, at der var tale om droneaktivitet.

Fra ordbogen ved vi, at udtrykket “en attribueringsøvelse” dækker over en øvelse, hvor man tillægger årsager til menneskelig adfærd. Hvis man attribuerer nogen noget, giver man udtryk for den opfattelse, at nogen er ophavsmand til noget eller har en bestemt egenskab, holdning eller rolle.  Som for eksempel hvis man siger, at det var russerne, der sendte droner ind over Danmark tilbage i september 2025. Eller hvis man tager skeen i den anden hånd og siger, at det ikke var russerne, der gjorde det, og at der faktisk slet ikke var nogen droner.  Begrebet “attribueringsøvelse” gjorde for alvor sit indtog i det danske sprog til pressemødet i Forsvarsministeriet i fredags, hvor den nyslåede forsvarsminister Jeppe Bruus (S) og forsvarschef Michael Hyldgaard gav pressekorpset en fuldkommen suveræn masterclass i obfuskering og sort tale.  Igen og igen sagde Michael Hyldgaard, at “dette er ikke en attribueringsøvelse”, altså underforstået, at han ikke ville sige, hvem der stod bag de påståede droner, som satte nationen i alarmberedskab for snart et år siden. Det eneste, de ville sige, var, at der var droner, men vi må ikke se dokumentationen, som ligger bag denne påstand, og af uvisse årsager har Slotsholmen valgt at hemmelighedsstemple rapporten om evalueringen af indsatsen mod dronerne. Som om Tredje Verdenskrig ville bryde ud, hvis og såfremt denne rapport falder i de forkerte hænder. I den forbindelse skal man lige huske på, at mørklægning snildt kan bruges til at dække over egen inkompetence, og det aner mig, at meget af statens refleksmæssige hemmelighedskræmmeri hænger sammen med netop det.  Hvorom alt er, handler journalistik jo i udpræget grad om at attribuere, for det er vel – når alt kommer til alt – selve formålet med faget, nemlig at komme til bunds i, hvem der har gjort hvad. Så denne stuegang vil i høj grad være en attribueringsøvelse.

I årevis har han holdt sig uden for offentlighedens søgelys. Han har gemt sig for statens pengejægere, som gang på gang har forsøgt at opkræve de astronomiske summer, han skylder. Men nu er der opsigtsvækkende nyt om en af de mest flamboyante skikkelser fra den danske finanskrise. 

I 2021 var to besætningsmedlemmer tæt på at miste livet, da en af Søværnets gummibåde kæntrede. Ulykken udløste en større sag om mangler på Søværnets gummibåde, en politianmeldelse af gummibådsleverandøren Pro-Safe på baggrund af “ubekræftede rygter” og en uvildig advokatundersøgelse, der skulle have været færdig i slutningen af 2024. Samtidig mødte daværende Forsvarsminister Troels Lund Poulsen hård kritik, da forsvaret stoppede samarbejdet med Pro-Safe, og opgaverne i stedet overgik til firmaet Copenhagen Group, der ejes af rigmanden Jeppe Handwerk, der er beskrevet som en privat ven af Troels Lund Poulsen.

I forbindelse med en stor sag om svindel på bosteder blev otte mænd anholdt og sigtet for svindel for op mod 89 millioner kroner. Anholdelserne skete sidste uge, hvor politiet slog til på 14 adresser på Sjælland. I forbindelse med anholdelserne var en bostedsleder i besiddelse af en skarpladt pistol. På baggrund af dokumentation fra en række kilder kan Frihedsbrevet nu fortælle, at den bevæbnede bostedsleder kort før anholdelsen blev jagtet af maskerede mænd fra den københavnske underverden.

Med fynd og klem lancerede Københavns overborgmester, Sisse Marie Welling, en taskforce for at komme kommunens problemer med boligmangel til livs. I et tiltrædelsesinterview med Politiken fortalte Welling i januar, at hendes store mission var at skaffe billige boliger til københavnerne, så byen var til at bo i for mennesker med almindelige indkomster. En taskforce skulle der til, og alle partier skulle være med i taskforcen. Målet var at skaffe alle slags boliger, både ejer-, andels- og lejeboliger. Men et svar fra Klima-, Miljø- og Teknikforvaltningen, peger nu i retning af, at taskforcen slet ikke findes.

Hvis man lever i Norden, kan man godt få det indtryk, at demokrati er den globale norm for, hvordan man politisk indretter et samfund, altså et system, hvor der er flere partier, og hvor magten kan skifte ved et valg. Det er imidlertid ikke tilfældet.  Vi tilhører et mindretal.  Det store flertal af verdens lande har et andet politisk system. Det omtales ofte med et fælles ord som autoritært, selvom mangfoldigheden er enorm.  Tag for eksempel Folkerepublikken Kina og Kongedømmet Saudi-Arabien. Kina regeres af et kommunistparti i en et-parti-stat, mens Saudi-Arabien er et absolut monarki, hvor magten går i arv.  Ifølge Julian Waller har de to landes systemer intet til fælles, ud over at vi beskriver dem som autoritære. Der er ingen institutionelle ligheder, ingen kulturelle ligheder og ingen lighed, når det gælder den politiske praksis. De ligner heller ikke hinanden på den måde, deres eliter fungerer på, og den måde politik bliver til på. Han siger: ”Autoritære regimer er alle dem, der ikke er demokratier, og forskellen mellem de to går på, om der er regelmæssige valg, hvor magten kan skifte, men det siger intet om, hvordan Kina er anderledes end Tyrkiet, og hvordan Ungarn adskiller sig fra Tyrkiet. Der skal en anden værktøjskasse til for at sige noget mere specifikt om politik i de lande.”