Christina Lagoni

Det var en begejstret kultur- og fritidsborgmester Mia Nyegaard (RV), der i september 2023 kunne fortælle københavnerne, at de får en triennale. Inspireret af den venetianske Biennale skulle Danmark nu have en kunstfestival med internationalt snit, bare hvert tredje år i stedet for hvert andet år som i Venedig. Armbevægelserne var store nok på det tidspunkt, for samtidig var Mia Nyegaard i gang med at undersøge, om man kunne få OL til København. OL-drømmene måtte siden foldes sammen og lægges væk, men drømmen om en triennale blev til virkelighed. Men forløbet møder nu kritik fra en ekspert antikorruption.

Valgkampens andet store interview fandt sted lige før klokken 15 torsdag, da Mette Frederiksen gik på TV 2 og ikke ville svare på, hvorvidt hun går af som formand, skulle det gå så vidt for sig, at Socialdemokratiet ikke genvandt magten som det skete ved de to forrige folketingsvalg. Men hun understregede dog i interviewet, at hun ikke havde mange flere år i dansk politik i sig. Og at hun jo havde været her i mange år. Det var alt sammen i det andet store interview. Det første store interview fandt sted i Børsen, hvor hun over for den evige politiske journalist Kasper Kildegaard udlagde det, hun også præsenterede fra Folketingets talerstol, da hun kort efter middag indtog den: At Socialdemokratiet – blandt andet – går til valg på en formueskat, og at det er denne, der skal finansiere partiets ellers ufinansierede lilleskole-forslag. Intentionen med skatten er at ramme landets rigeste, forklarede hun til Børsen, og Socialdemokratiet foreslår konkret, at man skal betale 0,5 procent i skat af en formue, hvis den er på mere end 25 millioner kroner (per person). Formuen inkluderer alt lige fra penge i banken til friværdi. Mens den artikel gik i trykken, mødte Lars Løkke Rasmussen (M) den valgfeberinficerede presse, der i klumper fulgte hans færd nede i Vandrehallen ude foran Folketingssalen. “Det er på alle måder en dårlig idé, der er båret af misundelse. Man kan tage et kig til Norge og se den heftige udflytning, der har været fra det norske samfund, for eksempel til Schweiz,” sagde han dér og slog ellers et slag for, at valget, set med hans øjne, blev udskrevet på et ærgerligt tidspunkt, da flere aftaler ikke er vedtaget ved lov.

En stor kontorejendom i det østlige Aalborg fik sidste år en ny ejer. Køberen var en stor entreprenør- og ejendomskoncern. Forud for handlen var gået et langvarigt og tæt parløb mellem Aalborg Kommune og entreprenøren om en lejekontrakt. Et parløb, som betød, at entreprenøren uden konkurrence fik mulighed for at foretage en ejendomsinvestering med begrænset risiko. Storentreprenøren har mulighed for at score en stor økonomisk gevinst gennem et videresalg. En juraprofessor undrer sig over kommunens adfærd.

Dødszonen kaldes den. Der er goldt, koldt og bælgragende mørkt. Østersøens bund i 70-80 meters dybde ligner et post-apokalyptisk skrækscenarie. Dernede ligger Nord Stream-gasrørledningerne. Intet maritimt liv, fire grader varmt vand, ingen sigtbarhed, altså et livsfarligt område for de fleste. Men ikke for en veltrænet og veluddannet teknisk dykker med det rette udstyr – som for eksempel Valeria T., en af de hovedmistænkte ukrainere i sabotagen mod Nord Stream.  “Hun er en meget kvalificeret dykker og instruktør. Det var hun i hvert fald engang,” siger ekspert i dybhavsdykning Jesper Kjøller til Frihedsbrevet på en telefon fra Dubai. 

De fleste investorer ville være misundelige. ATP-medarbejdere i datterselskabet ATP Private Equity Partners (ATP PEP) greb muligheden og har nu optjent kæmpebonusser ved at deltage i et lukrativt medinvesteringsprogram. 33 tidligere og nuværende ATP-ansatte i datterselskabet, som er ATP’s interne kapitalfond, er blevet mangemillionærer på programmet.

Det er en af den senere tids mest opsigtsvækkende kulturfejder og kan både ses som en principiel tvist om ytringsfrihed og om retten til egen fortælling.  Men retssagen mellem Sara Omar og Manyar Parwani er nok først og fremmest en historie om et samarbejde, der aldrig nogensinde skulle have været. Det lader til at være det eneste håndfaste faktum, som kan forene retssagens parter, og det eneste, som de mange journalister, familierne og andre tilhørere, der mødte op i retten, kan være enige om. Over 30 timer hen over seks retsdage har der udspillet sig en kamp om, hvilke advokater der bedst kunne sandsynliggøre det virkelige hændelsesforløb mellem filminstruktøren Manyar Parwani og forfatteren Sara Omar. Sagen tager udgangspunkt i et dokumentarfilmsprojekt og et venskab, som gik eftertrykkeligt galt. 

“Hej Lars!” sagde formanden for Esbjerg Havn, da udenrigsminister og partiformand Lars Løkke Rasmussen (M) trådte ind i en ellers tom folketingssal.  Det var onsdag den 18. februar, klokken var lidt i tretten om eftermiddagen, og snart skulle der være ministerspørgetid. De første spørgsmål var til Løkke og kom fra Enhedslistens Trine Pertou Mach og handlede ikke overraskende om det emne, som hun er monomanisk besat af, nemlig palæstinensernes ve og vel.  “Dejligt fredeligt at komme herind,” sagde Løkke til Søren Gade (V), mens han rigtigt tog rummet i besiddelse. Man kunne se på Løkke, at han stadig surfede rundt på bølgen fra tv-serien Udenrigsministeren, hvor den forudsætningsløse tv-seer får indtryk af, at landet ledes af en knusende genial diplomat og statsmand, som opererer på et niveau, der er langt over Mette Frederiksen (S) og Troels Lund Poulsen (V).  Nu kan jeg tage fejl, men det næste Søren Gade sagde, lød unægteligt, som om han sagde‚ “skal vi ikke bare gå i baren?”, men det var jo svært at få til at give mening. Jeg kunne heller ikke tro mine ører, da det lød, som om de to mænd talte om at danse lanciers, men senere den dag opdagede jeg, at slottets beboere snart skal til hofbal, hvorfor de rent faktisk er begyndt at øve sig i at danse lanciers. For eksempel har medlemmerne af Liberal Alliances folketingsgruppe fået undervisning i lanciers ovre i Proviantgården, hvor en danselærer kendt fra tv-programmet Vild med dans var blevet hyret ind. Kender man lidt til begrebet hypervirkelighed, hvor fiktion og virkelighed krydsbefrugter hinanden og frembringer en helt ny virkelighed, som føles mere virkelig end den rigtige virkelighed, vil man kunne nikke genkendende til disse oplysninger. 

I denne uges Fri Tænkning gør jeg status på fire års krig i Ukraine, og jeg gør det med fokus på tabstal. Den officielle vestlige fortælling lyder, at Rusland lider langt større tab end Ukraine, men det udfordrer en ung ph.d.-studerende fra King’s College i London. Vil 2026 blive året, hvor krigen i Ukraine slutter?   På tærsklen til fireåret for den russiske invasion sætter nogle deres lid til, at de igangværende forhandlinger i Geneve vil gøre en ende på krigen, mens andre kalder det spil for galleriet.    De fleste peger fingre af Vladimir Putin, andre gør Volodymyr Zelenskyj til skurken, mens atter andre retter skytset mod enten Donald Trump eller Ukraines allierede i Europa.   Det er selvfølgelig en politisk vigtig diskussion, hvor man skal placere ansvaret, og det kan bruges til at skærpe presset på den ene eller anden aktør, men det er nok en øvelse af begrænset værdi, og den afspejler mest, hvor sympatien hos den enkelte kommentator ligger.   Grundlæggende er det lige nu svært at forestille sig et bæredygtigt kompromis mellem Ukraine og Rusland, som kan gøre en ende på krigshandlingerne og etablere rammerne for en fredsaftale, der kan holde på længere sigt. For ingen af parterne synes at være i en situation, hvor de er villige til at give indrømmelser i forhold til deres officielle krav.

Først til et hængeparti.  I sidste uge beskrev jeg, hvordan Socialdemokratiet brugte en anonym kilde ved navn Anni til både at rette kritik mod DF og til at rose Socialdemokratiets politiske ageren, hvad angår fødevarechecken. Hun blev citeret for at sige ting som: “Når jeg regner på det, er mine udgifter til husholdning steget med omkring 30 procent. Jeg har folkepension og ældrecheck, men det er også til uforudsete ting – måske går køleskabet eller vaskemaskinen . Så må jeg skære ned andre steder". Og: “Jeg hørte godt Morten Messerschmidt sige, at syv kroner om dagen ikke betyder noget. Det svarer kun til indkøbsposen. Jeg tænkte, at der ikke er ret mange folkepensionister, der nogensinde køber en pose.” Det indledningsvist mærkværdige var, hvor helt og aldeles perfekt skåret disse citater var. Det næste, og endnu mere pudsige, var så, at Socialdemokratiet ikke ville bidrage med nogen som helst oplysning, der kunne bekræfte, at Anni var en rigtig folkepensionist, der boede i Hobro.  De ville hverken svare på, om hun var socialdemokrat, hvad hendes efternavn var, eller hvordan de havde fundet hende.  På trods af partiets modvilje over for at bevise, at deres kilde var en rigtig person, er det sidenhen lykkedes for Frihedsbrevet at verificere netop dette. 

Danske magthavere har gang på gang forsøgt at undgå at svare på spørgsmål om en kontroversiel amerikansk forsvarsvirksomhed med tætte bånd til Trump og de amerikanske efterretningstjenester. Eksempelvis nægter forsvarsminister Troels Lund Poulsen (V) at svare på, om virksomheden har kontrakter med det danske forsvar. Det samme gælder justitsminister Peter Hummelgaard (S), når han bliver spurgt om, den amerikanske virksomhed skal være leverandør til udvidelsen af det softwaresystem, der skal understøtte den udskældte PET-lov.  Men i kulissen har regeringen forsøgt at få et møde op at stå med topchefen i den kontroversielle virksomhed.