Christina Lagoni

Den 17. marts landede der et brev i Bianka Zimmermanns e-boks, som for alvor slog revner i hendes tillid til sundhedsvæsenet. Brevet slog fast, at en læge havde slettet en bekymring for kræft i sin mors journal – efter at moderen var død af kræft.  “Det er meget skræmmende, at en læge kan finde på at slette i en journal. Hvis ikke vi kan stole på vores læger, hvem kan vi så stole på,” siger Bianka Zimmermann. Brevet, der var sendt fra Styrelsen for Patientklager, slog ligeledes fast, at den praktiserende læge, der gennem halvandet år havde tilset Bianka Zimmermanns mor, Anita Dahl, havde “handlet under normen for almindelig anerkendt faglig standard.”

En kold februardag i 2021 mødtes en japansk mafiaboss med tre mænd i en københavnsk lagerhal. En handel skulle til at finde sted. Han var kommet for at se på våben, og under sit besøg fik han fremvist både panserværnsraketter, maskingeværer, fuldautomatiske rifler og videoer af missiler, der kan skyde fly og helikoptere ned. Men de tre mænd i lagerhallen var ikke lyssky våbenhandlere. I stedet var det to danske betjente og en amerikansk informant.

 I denne uges Fri Tænkning ser jeg på den aktuelle situation omkring Iran. Det trækker op til økonomisk recession, og præsident Donald Trumps muligheder er begrænsede, så længe Iran sidder med nøglerne til Hormuzstrædet, regimets helt afgørende trumf. Hvis Trump ikke kan levere de nødvendige indrømmelser til præstestyret, kan han føle sig tvunget til at eskalere krigen ved at indsætte tropper på land – med uoverskuelige konsekvenser. Da general Jay Garner i 2003 vendte hjem til USA efter at have haft ansvaret for den indledende amerikanske besættelse af Irak, spurgte præsident George W. Bush, om han ikke havde lyst til at stå i spidsen for håndteringen af den næste militære offensiv på dagsordenen, nemlig Iran.    På det tidspunkt havde USA efter terrorangrebet den 11. september 2001 store planer for en omkalfatring af Mellemøsten i sit eget billede. Det ene autoritære regime efter det andet skulle omstyrtes med militær magt, og i stedet skulle der med kampvogne og missiler indføres folkestyre inspireret af Thomas Jefferson og andre af USA's stiftere. Det skulle ifølge planen sætte gang i en domino-effekt, således at man til sidst ikke ville kunne se forskel på styreformen i Idaho og Illinois på den ene side og Irak og Iran på den anden.   Hele det neokonservative establishment fra vicepræsident Dick Cheney til kommentatorer som Charles Krauthammer, Robert Kagan og Bill Kristol anbefalede præsidenten at fjerne det iranske regime med magt.   Bushs planer for Iran blev imidlertid forpurret af to ting.    For det første gik det ikke med pacificeringen og demokratiseringen af Irak, som hans rådgivere havde forudset, og for det andet konkluderede de amerikanske efterretningstjenester i 2007 med ”stor sikkerhed”, at Iran for flere år siden havde stoppet sit atomprogram.    Det betød ifølge Bush selv, at han militært blev bundet på hænder og fødder og ikke længere kunne retfærdiggøre en invasion af Iran. Man husker, at invasionen af Irak i 2003 netop skete med henvisning til falske efterretninger om, at Irak var i besiddelse af masseødelæggelsesvåben.   I en gennemgang af forholdet mellem USA og Iran siden revolutionen i 1979 i The New Yorker gør historikeren Daniel Immerwahr opmærksom på, at Washington er flippet ud over præstestyret lige fra dets første færd, da ayatollaherne tvang en amerikansk støttet monark til at flygte, etablerede en islamisk republik og holdt 52 amerikanere som gidsler på landets ambassade i Teheran i 444 dage.

Det var bidende koldt udenfor, da de en eftermiddag i starten af februar satte sig til bords på en café i Bredgade. Bestyrelsesformanden og den administrerende direktør mødtes med den potentielle kandidat, der var udset til en nøgleposition i dansk investeringsselskab.

Fra Amerikakajen i Nordhavn i København lagde skibe fra land med kurs mod de forenede amerikanske stater og sejlede tværs over Atlanten, fyldte lasten op, og vendte hjem igen. I dag er det dog Danmarks udenrigsminister, Lars Løkke Rasmussen, og hans parti, der har indtaget havnefronten, helt specifikt Pakhus 11.  Symbolikken virker nærmest til at være for åbenlys til at skulle beskrive. At Lars Løkke er hjemvendt fra USA til kajen i Københavns Havn efter skæbnemødet i Washington med J.D. Vance og Marco Rubio med lasten fuld af al den troværdighed og vælgertække, mange ellers havde konkluderet, han så småt havde mistet. Udenfor det gamle pakhus hænger dagens hovedperson på et banner i sort-hvid på den eneste båd, der har lagt til ved havnefronten. For ikke mange måneder siden var Moderaterne helt nede og suge grundvand tæt på spærregrænsen. De havde dårlige meningsmålinger og fik et elendigt kommunalvalg. Men så kom der al Grønlands-balladen, fistbumps og piberygning, og nu er Moderaterne og Løkke i den grad back in business med nøglen til magten.  Samtlige vægge i hele bygningen er indhyllet i lilla lys – grænsende til pornolys –  prydet med ni store lilla bannere. På gulvet er samme antal borde med lilla stearinlys og bolsjer. Ja, stort set alt er lilla denne aften i Nordhavn.

Frihedsbrevet blev smidt ud, da Lars Boje blev valgt ind.  Dette er en reportage fra en valgaften hos Borgernes Parti, der med det alleryderste af neglene kom ind i Folketinget og nu lover fire år med fuld gas. Ved 19-tiden er de ikke kommet endnu, borgerne fra Borgernes Parti, men alt går efter planen. Partiet har nemlig arrangeret en forfest på baren Old Irish, og desuden har nordjyderne allerede meddelt, at køreturen er for lang, får jeg at vide af kandidat og medstifter Viviane Ellasofie Karlsen. At de har andet at give sig til end at være på Borgen, finder jeg egentlig ret on brand for det under to år gamle parti, der vel må siges at være antitesen til Christiansborg. Det er selve ideen med partiet. Til sammenligning virker Støjbergs Danmarksdemokraterne, der holder til lige ved siden af, som et ældgammelt, strømlinet parti med en fast praksis på en valgaften. Der er flere talere i løbet af aftenen, et godkendt fremmøde fra baglandet, et stort antal medarbejdere, et hæderligt musikanlæg og så selvfølgelig frikadeller ad libitum.

De er her i hobevis. Man har endda hevet en maskot ind, en person i et stort kostume, formet som et orange V, med to store, brune øjne. V for Venstre. Inde på Christiansborg, hele vejen op ad Vandrehallens trappe, står de og flager som en flok royalister til fødselsdag på Amalienborg Slotsplads. Helt ukritiske og lalleglade klumper de sig sammen der og vifter med deres blå flag. På et tidspunkt står de sågar og øver sig i at lave bølgen. Det er dette syn, der møder Venstres formand Troels Lund Poulsen, da han endelig beslutter sig for at ankomme til Christiansborg lidt efter midnat. Forståelsen var, at han først ville ankomme, når Lars Løkke Rasmussen havde holdt sin tale ovre til Moderaternes valgfest, og når valgresultatet desuden lå klar. Begge ting muliggjorde ankomsten, ganske få minutter før den fandt sted.  Valgresultatet lød på 10,1 procent til Venstre, hvilket ikke var så galt endda, når man tænker på, at partiet ved første exit poll, der landede klokken 20, blev spået til under 10 procent af DR. Men valgresultatet er nu alligevel partiets dårligste nogensinde.

Forvirringen i regeringen om drone-sagen er total. Forsvarsministeriet afviser nu på et helt centralt punkt justitsminister Peter Hummelgaards forklaring i sagen.

I fredags cyklede jeg forbi en reklamestander ved et busstoppested på Roskildevej. Inde i den var der et billede af Alex Vanopslagh med et budskab om, at du godt kan eller noget i den dur. På den anden side af glasset var der med sprittusch skrevet grimme ord og tegnet en penis. Jeg tog min telefon frem for at tage et billede, men i nogenlunde samme øjeblik skiftede reklamen til at være af Mette Frederiksen. Dette noterede jeg mig som værende meget symptomatisk for valgkampen, selvom jeg nu kommer til den konklusion, at det var en lettere banal betragtning gjort af undertegnede. Dagen efter, lørdag den 21. marts, hopper jeg op på cyklen igen, denne gang med retning mod Falkoner Centret, hvor Socialdemokratiet har inviteret til pressemøde klokken 12. Forinden havde jeg besluttet mig for, at jeg nu ville købe præmissen om, at folketingsvalget 2026 var et svinevalg. Et valg, der blev truffet i mangel på bedre. Over en bred kam virker der nemlig til at være konsensus om, at denne valgkamp har været ukarakteristisk kedelig. Der har ikke været de store “personangreb”. Meningsmålingerne har ikke rigtigt ændret sig. Der har ikke været nogen rigtig stor sag. Der har ikke været ret meget hykleri. Ikke så meget, der har adskilt partierne fra hinanden. Så skulle det da lige være dem, der gerne vil holde sig gode venner med landbruget, og dem, der ikke vil. Dem, der mener at dette valg handler om grundvand og svin, og dem, der ikke gør. Lørdag passerer jeg den konservative folketingskandidat Niels Peder Ravn, der, tillader jeg mig at sige, så rimeligt færdig ud, som han stod der og delte flyers med sit ansigt ud foran Frederiksberg Centret. Sidst jeg mødte ham, var han i færd med at blive genvalgt til Københavns Borgerrepræsentation, hvor han uforvarende kom til at gøre således, at jeg brækkede min hånd. “Den her valgkamp har været så kedelig,” tilkendegiver han, “meget kedeligere end kommunalvalgkampen.” Niels Peder Ravn har selskab af flere frivillige, og bemærker desuden, at lidt længere henne mod Frederiksberg Centret står Jan E. Jørgensen (V). I sin karakteristiske ‘Stemmer på Jan E.’-dunjakke står han dér og kæmper til det sidste. Det går så sandelig ikke godt for partiet Venstre, hvad angår befolkningens gunst, og derfor er der lige nu stor snak om, at partiet måske nok mister en af deres nuværende to kredsmandater i København. Med al sandsynlighed bliver enten Jan E. Jørgensen eller Linea Søgaard-Lidell ikke genvalgt, så den politiske ordfører har sine grunde til at stå og dele, hvad end han nu engang uddeler, ud. “Hvad har du at give?” spørger jeg ham, da vi stod ansigt til ansigt. “Vent her, jeg har noget til dig,” siger Venstre-manden og går over til nogle papkasser, der er lokaliseret ved hans frivillige.

Hvis Gud har en påvirkningsagent i Danmark, så peger pilen i den grad på én specifik frikirkepræst. Man kan også kalde ham lobbyist for Det Gamle Testamente. Uden at gøre det store væsen af sig har denne i offentligheden relativt ukendte 52-årige mand vundet indflydelse langt inde på Borgen, hvor han plejer omgang med toppolitikere som Ida Auken (S), Søren Gade (V) og Alex Vanopslagh (LA). Desuden deltager han i Folketingets ugentlige morgenandagt, som han ovenikøbet er blevet gjort til tovholder for.  Og så anfører han mindst én cellegruppe med udvalgte folketingspolitikere, som mødes på Borgen for at tale og bede sammen med ham. Samtidig står frikirkepræsten i spidsen for den kristne tænketank Resonantia, der bringer “toneangivende mennesker” sammen for at drøfte åndelige spørgsmål.