Christina Lagoni

En storsvindlende entreprenør med fængselsdomme og med hang til ulovlige eksotiske dyr. Og en anerkendt konkursadvokat med møderet for Højesteret. Mildest talt lyder det som et umage par. Men ikke desto mindre er det makkerparret, der tilsyneladende har fundet sammen i advokatens nu kuldsejlede virksomhed. Bliv medlem for at læse hele artiklen.

Forsvaret var blev taget i en løgn, da offentligheden blev præsenteret for nye og meget opsigtsvækkende oplysninger i dronesagen.  I mangel af bedre ord vil jeg sige, at vi var vidner til en form for flood the zone-strategi.  I ly af løgnen om, at de ikke havde skudt på samme tidspunkt, som et passagerfly passerede militærlejren i Borris, blev vi overdænget med nye og skræmmende informationer fra det store og farlige hybridangreb.  Der var blevet observeret en form for “moderdrone”, og der havde været en decideret biljagt “kort efter” skudafgivelsen, hvor en sort kassevogn var kørt ind på det militære område og forsvundet ud i natten. Kassevognens flugtrute blev præsenteret på et kort, hvor det også var markeret, hvor dronen var. Man kunne altså ikke forstå det på anden måde, end man mente, at der var en sammenhæng.  Efterfølgende fik Forsvaret ros for endelig at fortælle noget, og den skepsis, man hos nogle medier og politikere fornemmede over hele dronesagen, var pludselig forduftet og erstattet af en taknemmelighed over, at de rent faktisk delte oplysninger med offentligheden. Strategien virkede.  Folk virkede overbeviste om, at der måtte være foregået noget. Der var jo gået ren James Bond i den med biljagt og moderdroner. 

Til denne uges Fri Tænkning har jeg talt med den amerikanske historiker Francis Gavin om hans seneste bog Thinking Historically: A Guide to Statecraft and Strategy, der i foråret vandt den prestigiøse Lionel Gelber Prize, som uddeles til årets bedste bog på engelsk om internationale forhold. Gavin er til daglig professor på Johns Hopkins School of Advanced International Studies i Washington D.C., hvor han også er direktør for Henry Kissinger Center for Global Affairs. I sin motivation for prisen noterede juryen: “Thinking Historically er en bog til tiden. Midt i flere eskalerende og gensidigt forbundne kriser, der udfordrer dybt forankrede antagelser og skaber ny usikkerhed, viser Gavin, hvordan det at tænke historisk kan hjælpe os til at se noget af det, vi ellers ville gå glip af.”  Da Henry Kissinger i sin egenskab af national sikkerhedsrådgiver i sommeren 1971 i al hemmelighed rejste til Kina for at gøde jorden for et senere historisk topmøde mellem præsident Nixon og formand Mao, kom han ikke for at belære kineserne eller fortælle dem, hvordan Washington mente, at verden hang sammen.  Nej, under sin første samtale med Kinas daværende regeringschef, Zhou Enlai, lød Kissingers spørgsmål: Fortæl mig, hvordan I ser verden. Hvad ønsker I? Hvordan ser I på USA, fortæl mig, om I er bange for USA og hvorfor. Hvordan læser I jeres egen historie, og den måde den udspiller sig på?  Francis Gavin, der kendte Kissinger personligt og havde et hav af samtaler med den legendariske statsmand på tomandshånd, fortæller denne historie som et eksempel på, hvordan det at kunne tænke historisk stimulerer strategisk empati, altså evnen til at sætte sig i sin modparts sted og se på verden med deres øjne. Kissingers tilgang betød, at han fik en bedre forståelse af kinesernes perspektiv, og det gjorde ham senere til effektiv mægler mellem Beijing og Washington og til en bedre samtalepartner for Beijing.  Gavin siger: “Det betød ikke, at Kissinger var enig i det, kineserne sagde, eller at han støttede kommunistpartiet, selvfølgelig ikke, men han fik en bedre forståelse af, hvor de stod, og hvor de kom fra, og det betyder, at han stadig er afholdt i Kina. Han udviklede en strategisk empati, en forståelse af kinesernes måde at se verden på, som ikke er det samme som sympati.” "Du skelner mellem to centrale begreber. På den ene side taler du om nødvendigheden af at lære at tænke historisk og på den anden side om kultiveringen af en historisk sensibilitet. Du ser dem som forskellige begreber, hvordan det?," spørger jeg. “Historisk sensibilitet er et temperament, en måde at forholde sig til verden på. Det er, som når man for første gang besøger et andet land og føler spændingen og bevidstheden om, at der findes en anden verden end den, man er vant til. Det er på samme måde med historie. Man rejser til forskellige steder og tider, det skærper ens bevidsthed om verden, en nysgerrighed og epistemisk beskedenhed, en ydmyghed og forståelse af, at der findes forskellige perspektiver og forståelse af, hvad der er vigtigt, at tilfældigheder, kontekst og sted former den verden, vi befinder os i. Den historiske sensibilitet opløser den følelse af sikkerhed, som ofte fører til problemer. Alle, der beskæftiger sig med fortiden på en seriøs måde, udvikler sådan et temperament.” Gavin fortsætter: “Men et temperament er ikke nok til at hjælpe dem, der skal træffe vigtige beslutninger med store konsekvenser og står over for en usikker fremtid. Så at tænke historisk indebærer specifikke færdigheder, som den historiske sensibilitet kan hjælpe med at udvikle. Den vigtigste er evnen til at stille bedre spørgsmål med afsæt i den aktuelle situation.” Gavin har til den ende udarbejdet en liste over nogle af de centrale spørgsmål, som god historisk tænkning fordrer:  Hvordan endte vi her? Hvad sker der ellers i en periode? Hvad er forblevet usagt? Hvad er de uartikulerede antagelser om det, man undersøger? Hvordan forstår andre det? Hvorfor er det vigtigt? Var det uundgåeligt? Hvad er de mulige utilsigtede konsekvenser? Bruger vi fortiden korrekt?  Bliv medlem af Frihedsbrevet for at læse hele artiklen.

“Hvis der er nogle russiske eller kinesiske spioner, skal jeg bede jer om at gå,” siger Frank Furedi, hvilket udløser en mild latter fra publikum. Frank Furedi er direktør i tænketanken FSI, som står for Freedom and Sovereignty Initiative Europe; en højreorienteret tænketank, måske nok den mest højreorienterede tænketank, der opererer i Bruxelles. I aften har de inviteret til et arrangement, hvor det skal debatteres, om højrefløjen på tværs af Europa er klar til at gribe magten. Og beskeden fra Frank Furedi er sjov af flere årsager. For det første er FSI vellidt blandt folk, der af deres modstandere gerne beskyldes for at være Putin-venlige; det gælder sådan en som den tidligere mangeårige ungarske premierminister Viktor Orbán. For det andet blev tænketankens forgænger MCC Brussels – tingene har det med at skifte ham i Bruxelles – vistnok infiltreret af en russisk spion. Det er onsdag aften, og der er tale om en slags urpremiere for FSI. I et semi-småt lokale har tænketanken inviteret til sit allerførste arrangement, siden forgængeren ophørte tilbage i sensommeren, som konsekvens af at de ikke længere kunne betale deres medarbejdere løn. Nu er nogenlunde de samme medarbejdere dog tilbage i denne nye højreorienterede tænketank, og i aften skal højrefløjens fremgang på tværs af Europa diskuteres – om de europæiske højrefløjspartier er parate til især de forestående valg, om de er parate til at tage og formidle magten, og om omverdenen er parat til dette. For det er ikke kun i Danmark, at partier på den yderste højrefløj synes at trives ualmindeligt godt. I Frankrig ser man Le Pens Rassemblement National storme frem, spanske Vox måles til at blive det tredjestørste parti, Belgiens Vlaams Belang måles til at blive det største, i Italien er Giorgia Meloni premierminister. Også i Tyskland har den ellers historisk kontroversielle højrefløj medvind i sejlene, og tidligere på måneden blev en politiker fra AfD for første gang nogensinde valgt som formand for parlamentet i en af landets delstater. Og i Storbritannien har Nigel Farages Reform UK længe været målt til at blive det største parti ved et valg. Efter sommerens strabadser, der talte rod i forskellige finanser og en velvillighed hos partiet til at tage imod penge fra en udenlandsk donor, er de dog nu blevet overgået af Labour. Men altså; stadig næststørst. Bliv medlem af Frihedsbrevet for at læse hele artiklen.

Begivenhederne i Borris-lejren i Vestjylland om aftenen den 28. september sidste år var næsten som taget ud af en James Bond-film, hvis man skal tro Forsvarets forklaring. Danske soldater skød 43 gange op i luften mod det, de mener var en drone - og man kunne nærmest høre de hvinende bildæk fra den mystiske kassevogn, der pludselig forlod stedet, og som Forsvaret satte efter i en gedigen biljagt. Det var i hvert fald det indtryk, man kunne være efterladt med efter Forsvarets pressemøde på Kastellet i København den 1. oktober, hvor hærchef Peter Boysen første gang fortalte offentligheden om den mystiske sorte kassevogn, der kunne have relevans til droneobservationerne og de deraf følgende famøse skud, som danske soldater sendte afsted mod himlen. Men der er stadig en lang række ubesvarede spørgsmål i sagen, og nu vil ordfører have forsvarsminister Jeppe Bruus (S) på banen.

Nye oplysninger fra politiet om dronehændelserne i Borris-lejren i september sidste år vækker nu undren på Christiansborg. En mystisk kassevogn drønede hasarderet rundt på Forsvarets område i lejren samme aften, som danske soldater skød 43 skud op i luften – men meget tyder på, at Forsvaret ventede flere timer med at anmelde vognen til politiet. Bliv medlem for at læse hele artiklen.

Der er ingen over eller ved siden af Undersøgelseskommissionen om Skat, når det kommer til dyre kommissioner. Gang på gang har kommissionen, der skulle kulegrave Skat efter en lang række skandaler, slået rekord og er suverænt den dyreste kommission i nyere danmarkshistorie, hvis ikke nogensinde. Samtidig er den blandt de længstvarende i kongeriget. Nu viser det sig, at prisen for kommissionen er på vej mod den halve milliard. En “fuldstændig latterlig pris”, hvis man spørger Liberal Alliances Ole Birk Olesen.

En privat virksomhed, der har til formål at støtte og integrere flygtninge, anklages for at love en ung syrisk mand 1.000 kroner og en rejse for at lyve om sit helbred til den kommune, der betalte for hans støtte. Så længe den unge mand modtog støtte, væltede pengene ind fra det offentlige. Fra 2019 til 2025 betalte kommunen sammenlagt 13,8 millioner kroner. Den unge mand føler i dag, at han er blevet brugt som værktøj til at tømme de offentlige kasser for det tocifrede millionbeløb. Bliv medlem af Frihedsbrevet for at læse hele artiklen.

Det var en smal sag at klare sig igennem Folketingets åbning – og den vender jeg tilbage til nedenfor – men selve åbningsdebatten, som afholdes to dage senere, er kun for politiske nørder med stamina i metermål.  For åbningsdebatten er jo et sælsomt, tilbagevendende ritual, der som bekendt varer fra klokken 08 morgen og ofte til ud på den anden side af midnat. Og bortset fra et fåtal af journalister, som er blevet udkommanderet til at bide sig igennem denne Whopper af en sejtrækker, er der kun en person, som har pligt til at være med fra start til slut, og det er selvfølgelig statsministeren. I dette tilfælde Mette Frederiksen (S), som i øvrigt var sprunget ud som konspirationsteoretiker i sin åbningstale, hvilket jeg også vender tilbage til.  Ude i Vandrehallen omkring kl. 17, denne torsdag den 8. oktober, var en vært fra DR’s Aftenshowet ved at gøre klar til noget familievenligt og opbyggeligt journalistik med vores parlamentarikere. En serveringsbakke stod klar med Panodil Zapp, en banan, en sandwich og så videre, og så var ideen ellers den, at vores politikere skulle vælge, hvad de helst ville have med sig ind i salen som et hjælpemiddel til åbningsdebatten.  Som jeg forstår mig på det, jeg nu vil berette om, havde det været en klar aftale med partiet Venstre, at et medlem fra deres folketingsgruppe skulle medvirke i indslaget. Men to timer før sendestart modtog Aftenshowet et afslag fra Venstre om, at ingen fra deres folketingsgruppe ønskede at deltage alligevel. Afslaget blev ikke begrundet, men man tænker jo selvfølgelig sit.  “Sit” i mit tilfælde er først og fremmest, at det som udgangspunkt er en klar foræring at blive skrevet på Aftenshowets balkort, for det er jo ikke ligefrem her, at man bliver udsat for et benhårdt fikseringsinterview. Så hvad var grunden?  Skyldtes det en smålig bitterhed over, at DR samme dag havde bragt en for partiet katastrofal Epinion-måling, som viser, at Venstre nu var helt nede på kun 5,8 procents tilslutning hos vælgerne – hvilket en Voxmeter-måling nogle uger forinden også havde vist? For det er jo fristende for et gammelt magtparti at stikke hovedet i busken, når man endnu engang er blevet målt til at være det mindste parti i hele den Blå Blok, altså lige med undtagelse af Lars Boje Mathiesens enmands-tossebutik.  Eller fik Aftenshowet mon et fur, fordi stemningen i Venstres folketingsgruppe nu var blevet så dårlig og skrøbelig, at man simpelthen ikke længere var i stand til at udvise gode miner til slet spil? For man kan jo ikke vælge en banan i en tilstand af raseri.   En af hovedårsagerne bag denne dårlige stemning var symbolsk nok ikke selv til stede i salen, men var derimod taget en tur til Viborg. Her var Søren Gade (V) nemlig tilsagt som vidne i et højst opsigtsvækkende retsopgør mellem Susan Astani – gift med den kognitivt svækkede, aldrende high society-advokat Christian Kjær – og så Christian Kjærs søn, Philip Kjær.  I retten vidnede formanden for Esbjerg Havn til Susan Astanis fordel og afkræftede, hvad andre vidner ellers sagde, nemlig at Christian Kjær har ønsket at blive skilt fra Susan Astani. Samt at hun har blanket ham af og efterfølgende parkeret ham på et plejehjem, hvor han nu føler sig ensom. I retten påstod Søren Gade derimod, at han ikke kunne genkende dette billede af Christian Kjær og tilføjede så, at han i kommende weekend skal til fest hos Christian Kjær og Susan Astani for at fejre deres kobberbryllup. Hvortil man bare må sige: Det skal nok blive hyggeligt.  Vil du læse resten af artiklen, skal du være medlem af Frihedsbrevet.

Det, der er værd at vide om PET-vagter, er, at de aldrig siger noget, og når de endelig gør, er det ofte så skørt, at man skulle tro, det var løgn. Jeg mindes særligt engang, hvor jeg var inde for at observere optagelserne til Mød Statsministeren i DR-byen; et årligt interview, Kåre Quist begår med statsministeren i anledning af Folketingets åbning. Studiets tilskuerpladser var fyldt op af gymnasieelever, og jeg stod akkurat inden for døren og lavede ikke rigtigt noget. Et par minutter før Mette Frederiksens ankomst, kom et par af hendes PET-vagter hende i forvejen for ligesom at sikre terrænet. Jeg fik så en stunds øjenkontakt med en af vagterne, der så særligt årvågen ud, hvorpå han kom hen til mig, lænede sig ind og hviskespurgte så: “Hvor godt er de her screenede?” På dette tidspunkt var jeg journalist på Euroman og var til stede ved optagelserne, fordi jeg var i gang med at lave et portræt af Kåre Quist, hvilket sidenhen gik i vasken. Jeg havde, med andre ord, ingen forudsætninger for at udtale mig om dette spørgsmål. Det lod jeg mig dog ikke forhindre af, idet jeg svarede: “Det er de slet ikke.” Og så blev PET-vagten snart endnu mere årvågen. Tre år senere, på dagen for Folketingets åbning 2026, kan jeg tilføje endnu en skør PET-vagt-oplevelse til kartoteket.