Christina Lagoni

Hvis man lever i Norden, kan man godt få det indtryk, at demokrati er den globale norm for, hvordan man politisk indretter et samfund, altså et system, hvor der er flere partier, og hvor magten kan skifte ved et valg. Det er imidlertid ikke tilfældet.  Vi tilhører et mindretal.  Det store flertal af verdens lande har et andet politisk system. Det omtales ofte med et fælles ord som autoritært, selvom mangfoldigheden er enorm.  Tag for eksempel Folkerepublikken Kina og Kongedømmet Saudi-Arabien. Kina regeres af et kommunistparti i en et-parti-stat, mens Saudi-Arabien er et absolut monarki, hvor magten går i arv.  Ifølge Julian Waller har de to landes systemer intet til fælles, ud over at vi beskriver dem som autoritære. Der er ingen institutionelle ligheder, ingen kulturelle ligheder og ingen lighed, når det gælder den politiske praksis. De ligner heller ikke hinanden på den måde, deres eliter fungerer på, og den måde politik bliver til på. Han siger: ”Autoritære regimer er alle dem, der ikke er demokratier, og forskellen mellem de to går på, om der er regelmæssige valg, hvor magten kan skifte, men det siger intet om, hvordan Kina er anderledes end Tyrkiet, og hvordan Ungarn adskiller sig fra Tyrkiet. Der skal en anden værktøjskasse til for at sige noget mere specifikt om politik i de lande.”

Udskydelser, udenomssnak, et folketingsvalg og efterfølgende rekordlange regeringsforhandlinger har længe – alt for længe – stået i vejen for, at information om dronehændelserne sidste efterår kunne se dagens lys. Men fredag 19. juni var ventetiden ovre. Således overtog den nyligt udnævnte forsvarsminister Jeppe Bruus (S) aben fra sin forgænger, Troels Lund Poulsen (V), og han skulle gøre offentligheden bare en smule klogere på, hvad der egentlig skete i de skæbnesvangre efterårsdage i 2025, hvor droner - eller i hvert fald meldinger om droner - lukkede luftrummet over flere danske lufthavne, og hvor statsminister Mette Frederiksen (S) erklærede, at der var tale om “hybride angreb”. Og, tja, vi blev vel klogere efter det noget bizarre pressemøde i Forsvarsministeriet fredag. Forsvarschefen og forsvarsminister Jeppe Bruus konkluderer således, at der var tale om droner over Danmark.

Gennem mere end fem år spillede Morten Storm rollen som islamist og infiltrerede terrororganisationen Al-Qaeda på vegne af PET, og han var en nøglefigur i at få likvideret topterroristen Anwar al-Awlaki, der i flere år var leder af Al-Qaeda på den arabiske halvø. Det er i hvert fald Morten Storm egen udlægning, som dog er blevet dokumenteret gennem et utal af bøger, artikler og nyhedsindslag – for PET har aldrig officielt anerkendt Storms arbejde som hemmelig agent. Torsdag fandt der så et noget mindre drabeligt – men for Storm nok lige så vigtigt – opgør sted i Københavns Byret, hvor han har stævnet Ankestyrelsen, som kun har tildelt ham delvis førtidspension.

På et hotel i Nordsjælland er flere hundrede politibetjente samlet i naturskønne omgivelser til et fagligt arrangement – en studiekreds – arrangeret af Politiforbundet, politiets fagforening. Efter dagens faglige aktiviteter ender en politibetjent med at tale over sig til sin tidligere vejleder og kollega. De ting, han fortæller, er så bekymrende, at kollegaen ender med at gå til politiledelsen. 

Til tonerne af dyster musik og med blodrøde tegninger som bagtæppe kan man høre en belarusiske journalist tale med russiske soldater i Ukraine. De russiske soldater ved dog ikke, at de medvirker i en dokumentar på DR, og at DR efterfølgende bruger deres udsagn til at understrege dokumentarens pointe: At der er risiko for, at en krig mellem NATO og Rusland er nært forestående. Journalisten udgiver sig som en regimetro russisk journalist, og soldaternes svar falder fint i tråd med, hvad man sikkert gerne vil høre i Kreml: Vi er klar til at angribe NATO, hvis vi bliver spurgt om det. Men spørgsmålet er, hvad man kan bruge disse udtalelser til, når de stammer fra soldater, der kæmper for et land, hvor ytringsfrihed er en by i Rusland, og om de derfor nogensinde ville sige sandheden til en regimetro-journalist.

Målene i Den Grønne Trepart risikerer at miste sin “troværdighed”, hvis ikke landmændene får en fair kompensation for at omlægge jord til skov, skrev en borgmester til to eks-ministre kort før valget.  Brevet førte til møder og mailudvekslinger mellem departementet og kommunens embedsfolk, som afdækker alvorlige knaster i regeringens grønne ambitioner. Nu viser en mail nye forsinkelser hos minister for natur og dyrevelfærd Christian Rabjerg Madsen (S). Forsinkelserne øger den økonomiske usikkerhed hos landbruget.

Til Liberal Alliances reception onsdag aften møder jeg en kollega fra et andet medie, der er på Folkemødet for første gang og vil vide, om foretagendet ligesom har "peaket"? Det har jeg brugt de sidste par dage på at fundere lidt over. For som jeg bekender til ham, er Folkemødet ikke, hvad det har været. Der er ikke længere gratis øl fra Svaneke Bryghus ad libitum i et gavmildt udsnit af teltene.  Jovist, der er stadig debatter, der er flere tusinde programsatte arrangementer for de tre dage, Folkemødet varer. Og der er mennesker. Masser af mennesker. Folket er til stede som aldrig før på Bornholm. Men der er ikke længere noget Hut Li Hut, beværtningen, hvor politikere og godtfolk engang drak øl sammen til langt ud på natten, og som igennem tiden har været grobund for mange sjove anekdoter, hvoraf flertallet har involveret Lars Løkke. Der er stadig den anden notoriske beværtning, Pilen, men den lukker nu klokken 2 af skræk for myndighederne. Jeg mindes de gode dage på Pilen, hvor man fik en gin tonic med Peter Skaarup (DD), som man så passende kunne spilde halvdelen af på dansegulvet, hvor man lige pludselig var gode venner med dem fra Deadline. Og så er der penge i omløb. Mange penge. Overnatningen koster efterhånden så mange penge, at flere politikere har sparet oplevelsen væk, og vi derfor mestendels efterlades med et overtal af folk fra interesseorganisationer. I stedet for, eller måske netop på grund af disse faktorer, er der nu en masse af det, jeg deltog i her. Receptioner, netværksarrangementer, private fester, private middage.

Der var lagt op til den helt store stramning. Tilbage i september præsenterede den nu afgående regering en række tiltag, der skulle skrue ned for antallet af en særlig gruppe udlændinge. Men de planer er sygnet hen, og ministeren på området er tavs.

Til denne uges Fri Tænkning har jeg talt med den amerikanske forfatter Catherine Nichols om et moderne fænomen, nemlig fremkomsten i moderne historier af et skel mellem de gode og de onde drevet af værdier og en vision for, hvordan et samfund bør indrettes. I den forbindelse kunne jeg ikke lade være med at tænke på, at de, der agiterer for en værdibaseret udenrigspolitik, måske bør huske på, at et ofte overset fortilfælde i europæisk historie på sådan en politik er religionskrigene i det 16. og 17. århundrede, som fik europæere af forskellig tro til at myrde løs på hinanden i deres værdiers navn, men det er selvfølgelig en anden historie.  For nogle år siden lagde Catherine Nichols mærke til, at hendes nevø læste en tegneserie baseret på den nordiske mytologi og med guden Thor i en hovedrolle. Hun læste med, og det slog hende, hvor markant forskellen var mellem tegneseriens Thor og så guden fra sagaerne. ”Han spurgte mig, om Thor var god eller ond, og jeg tænkte, det er helt skævt, Thor er jo en gud, og guder kategoriserer man ikke på den måde.”  Tegneseriens Thor var en primitiv og forenklet karakter, en forkæmper for det gode mod det onde og med en såkaldt vision for en bedre verden. En figur forsynet med en særlig moralsk kvalitet i modsætning til Thors fjender, der blev fremstillet som umoralske. I den moderne version var Thor en figur, der kæmpede for sine værdier, mens den oprindelige nordiske mytologis Thor ikke følte sig moralsk hævet over sine fjender, og han hverken kæmpede for sine værdier eller havde blikket rettet mod en lysende fremtid, hvor de onde har tabt og de gode vundet, og alt er fryd og gammen. Nichols undrede sig. Hvordan hang det sammen?  

Den nye overborgmester ville ikke bare se til, mens det blev dyrere og dyrere at bo i København. København skulle være en by for alle.  Derfor ville den nye overborgmester, Sisse Marie Welling (SF), bruge de kommende fire år på at forsøge at løse boligkrisen som den første overborgmester siden Ritt Bjerregaard (S), lød den formulerede mission. “Jeg vil hellere være en borgmester, der ikke lykkedes med opgaven, end en, der ikke prøvede,” forklarede hun til Politiken 25 dage inde i regeringsperioden, hvor Sisse Marie Welling har brudt med over 100 års socialdemokratisk styre i København. Frihedsbrevet kan nu tegne et portræt af Sisse Marie Wellings første halve år som borgmester gennem samtaler med 14 kilder omkring Københavns Rådhus. Hovedparten er medlemmer af Borgerrepræsentationen og kommer fra flere forskellige dele af det politiske spektrum.