Christina Lagoni

“Jeg var tre år i militæret, men i Algeriet var jeg kun et år. Men i sådan en krig er man konfronteret med det faktum, at man selv kan dø når som helst, og at man også kan komme i den situation selv at skulle dræbe. Man spekulerer selvfølgelig over sådan en problemstilling, det er i hvert fald et foruroligende dilemma at befinde sig i. Men hvis man siger, at det enten er ham eller mig, så foretrækker jeg trods alt, at det er ham. I hvert fald modner det at leve konstant under det pres at dræbe eller blive dræbt. Og det var situationen.” Ordene stammer fra Prins Henrik, den nu afdøde prinsgemal. Kongens far. Mens jeg researchede til Frihedsbrevets podcastserie Prins Henriks Krig, ovre i Rigsarkivet i København, faldt jeg over udtalelsen i et højstemt fødselsdagsinterview med prinsen, skrevet af journalisten Ninka, og bragt i Politiken den 3. april 1994 under overskriften “60 år uden panik”.  Og det er stort set det, Prins Henrik siger om Algeriet i den ombæring, og Ninka har tilsyneladende ingen opfølgende spørgsmål. Som for eksempel om prinsen rettelig siger til hende, at han har slået mennesker ihjel? Det får lov til at stå hen i det uvisse.

I denne uges Fri Tænkning ser jeg på to ting. For det første: Hvad ligger der egentlig bag USA's stop for våbenleverancer til Ukraine? Og for det andet: Hvilke scenarier tegner der sig for Ukraine, når krigen er slut?  I den forbindelse er det værd at notere, at stadig flere iagttagere er af den opfattelse, at krigen kommer til at fortsætte en rum tid endnu, med mindre der sker noget, som ingen har kunnet forudse. I den forgangne uge vakte det forbløffelse og bestyrtelse, at Trump-regeringen ifølge flere amerikanske medier har indstillet sine våbenleverancer til Ukraine. Et par dage senere viste det sig, at stoppet ikke alene gælder Ukraine, men også andre lande, som USA har leveret krudt og kugler til.  Initiativet kom bag både på den ukrainske regering, USA's allierede i Europa og på nogle af Ukraines støtter i Kongressen i Washington. Det amerikanske forsvarsministerium har endnu ikke givet en udtømmende forklaring, men hvis man har fulgt med i, hvad der er blevet sagt af amerikanske politikere og militærfolk de seneste par år, og hvis man sammenholder det med, hvad der er sket ude i verden, siden Trump kom til magten, så burde Pentagons beslutning ikke være kommet bag på nogen. Den vestlige offentlighed har imidlertid gennem længere tid bildt sig ind, at våben og ammunition er noget, der ligesom penge i velfærdsstaten vokser på træerne, og per definition findes i ubegrænsede mængder, og at udsigten til tomme våbenlagre er et problem, der alene gælder Rusland. Sådan forholder det sig selvfølgelig ikke, og det er netop det faktum, amerikanske militærfolk og enkelte politikere gennem længere tid har forsøgt at henlede europæernes og ukrainernes opmærksomhed på.

Det er ikke gået stille for sig, siden Frihedsbrevet kunne afsløre, at Lars Løkke Rasmussen forsøgte at købe Mike Fonsecas folketingsmandat for 370.000 kroner. Udenrigsministeren har mødt hård kritik fra begge sider af Folketingssalen, og Dansk Folkeparti har på den baggrund foreslået en lov, der skal forbyde handel med mandater.  Og ikke nok med, at Mike Fonsecas mandat havde en stor politisk værdi, da regeringen ville miste sit indenrigspolitiske flertal, hvis Moderaterne mistede endnu et mandat, så skulle partiet også vinke farvel til en stor pose penge.

Den årlige snak om et magert program på Roskilde Festival er en smule mere intens i år. Billetterne var nemlig ikke udsolgt på forhånd, som de ellers har været siden 2013 – det er sidste års våde vejr, der spøger, siger festivalen selv, og hermed parkeres debatten. Men man må give festivalen, at de har givet en ordentlig luns til den aktivistiske del af venstrefløjen og disket op med et tungt hovednavn.  En gennemvarm tirsdag eftermiddag slog den 22-årige svensker Greta Thunberg nemlig vejen forbi den vestlige sektion af campingområdet.  Der var dækket op til Thunberg i teltet Re:Act, som arrangeres af Rapolitics og Roskilde Festival og Institut for Menneskerettigheder, og hvis forehavende bakkes op af Tuborgfondet og Udenrigsministeriets Oplysnings- og Engagementspulje (OpEn-Puljen). Dagens debat var arrangeret af Operation Dagsværk og skulle forklare de fremmødte, hvad Grønland, klimakrisen og Palæstina har til fælles – og forsøge at komme med svar på spørgsmålet: Hvordan kan vi fremme global solidaritet i en tid, hvor uretfærdigheder og konflikter præger verden mere end nogensinde før? På scenen sad – ved siden af Greta Thunberg – den grønlandske kunstner og aktivist Nina Sikkersoq sammen med Dalia Kababo, som er dansk-palæstinenser og har “spillet en central rolle i Palæstina-mobiliseringen i Danmark”. Ordet blev styret af cand.mag. i kulturmødestudier fra RUC Maya Msafiri.

Hun og hendes søstre får tæsk. Hun får klippet sit krøllede lyse hår af, og rundt om hende bliver kvinder voldtaget og slået ihjel.  Sådan husker bosnisk-muslimske Amira Smajic tiden i en koncentrationslejr under krigen i Jugoslavien, der startede i 1992, da hun var kun fire år gammel.  Amira Smajic beskriver, hvordan hun var underernæret og manglede sine tænder, og selv vurderer hun, at de nok var blevet slået ud, men hun kan ikke huske det. “Vi fik jo tæsk, altså. Vi fik bogstaveligt talt tæsk,” siger hun til Frihedsbrevet. “Det er noget, jeg helst ikke vil huske tilbage på.” Når Amira Smajic fortæller om sine minder fra koncentrationslejren, er det uhyggelige detaljer, der kommer frem. Hun beskriver en dagligdag med ydmygelser og vold, både mod børnene og kvinderne. Amira Smajic fortæller, at hendes familie forsøger at flygte fra krigen i 1992, men at de, ombord på en bus, der skal føre dem ud af landet, bliver adskilt fra Smajics far og bliver sat af i en koncentrationslejr for kvinder og børn.  Efter noget tid i Jugoslavien lukker Røde Kors lejren og flytter familien til Ungarn, hvor de endelig bliver genforenet med faderen, der i mellemtiden har været anbragt i en koncentrationslejr for mænd. Som Amira Smajic husker det, tilbringer de halvandet år i Ungarn, inden de på mirakuløs vis ender på en bus med kurs mod Danmark. Fortællingen om Amira Smajics barndom baserer sig på hendes egne erindringer og beskrivelser, hun har givet til Frihedsbrevet. Frihedsbrevet har ikke haft mulighed for at verificere detaljerne i hendes beretninger.

Selvom der er tårnhøje ambitioner om at opruste massivt på forsvarsmateriel fra øverste politiske hold, er Flyvevåbnet på ny nødsaget til at aflyse vigtig øvelse. Generalmajor er hermetisk lukket om den aflyste øvelse. Interne dokumenter viser, at det handler om besparelser. “Hvis du spørger rundt i Forsvaret, så har de ikke en fornemmelse af, at den der ‘køb, køb, køb’ er trådt igennem,” lyder det fra fagforeningsformand.

“Arbejdsmiljøet i Gribskov Kommune er under pres.” Der blev ikke lagt fingre imellem, da kommunens medarbejdere tilbage i marts måned i år luftede en kras kritik af borgmester Bent Hansen (V) og den øvrige ledelse.  Efter gang på gang at have gjort borgmesteren opmærksom på “en bekymrende ageren” fra byrødderne, stod det ifølge medarbejderne stadig så trægt til med handling fra borgmesteren, at man måtte ty til nye metoder. Derfor udarbejdede de en pressemeddelelse, hvor de krævede, at kommunens top skulle sikre et bedre arbejdsklima.  Men siden da er kritikken bestemt ikke forstummet. Tværtimod. For nu har to af landets mest betydningsfulde fagforeningsspidser meldt sig på banen. En skriftlig henvendelse med forperson for Ansattes Råd i IDA, Malene Matthison-Hansen, og formand i Djøf Offentlig, Johanne Nordmann, som afsendere er nu endt på borgmesterens skrivebord. Her opfordrer de kommunen til at "rette op og sikre et godt arbejdsmiljø”.

Fingerneglene på Ungarns LGBT+-fællesskab og dets internationale allierede var næppe så lange, som de kunne have været forud for lørdagens omstridte Pride-optog i hovedstadens gader.  Mange har med rette haft dårlige nerver, for optakten var alt andet end bekymringsfri. Helt frem til klokken 14, hvor deltagerne fandt hinanden på Deák Ferenc-torvet, kunne man se syndigt udsmykkede unge mennesker stå og trippe rastløst under den bagende sol og hviske til hinanden:  Ville premierministeren faktisk håndhæve sit varslede forbud af Priden? Var det alvorligt ment, da han så sent som fredag gentog, at de marcherende kunne vente sig bøder og juridiske konsekvenser? Og ville politiet mon forsvare dem mod de tre annoncerede modprotester? Tidligere på måneden snigløb byens progressive borgmester, Gergely Karácsony, premierministerens forbud ved at re-annoncere den ellers forbudte Pride som en kommunal fejring af frihed i bred forstand. Men ville den forklaring gå? Helt frem til startskuddet var arrangørerne i tvivl. Tilsvarende stor var lettelsen derfor, da bekymringerne blev gjort til skamme: De efterfølgende rapporter berettede hverken om bøder eller vold, men om en historisk stor fest i Budapests gader, som mellem 100.000 og 200.000 mennesker fra hele verden havde fundet vej til. Menneskemængdens signalværdi var da også iøjnefaldende, da jeg undervejs sneg mig uden om ruten for at få et bedre udsyn. Jeg krydsede en alternativ bro over Donau-floden til byens bakkede Buda-side, hvor ruten endte, stillede mig op på en klippeskråning til venstre for det berømte kurbad Gellert. Herfra betragtede jeg de forreste geledder nå til rutens ende, hvor en scene og efterfest ventede. Fra min udkigspost på klippen kunne jeg se optoget fortsætte ud i horisonten. Et par kilometer langs vandet, over Elizabeth-broen og videre ind gennem centrum på byens Pest-side. Det imponerende scenarie har fået vestlige medier over én kam til at konkludere, at Pridens succes er et utvetydigt nederlag for Viktor Orbán og hans kristne, illiberale, nationalkonservative projekt. Men da klokken slog 17.00, og Gellert-klippens berømte katolske kirkeklokker begyndte at bimle og bamle, noterede jeg for mig selv, at synet af den langstrakte, tætte menneskemængde i de smalle gader lignede en regnbuefarvet slange, der snoede sig vej gennem Viktor Orbáns paradis.  Og måske var netop det billedet, som premierministeren håbede at fremkalde, da han forbød festen og pirrede fællesskabets frygt?  Spørgsmålet er nemlig ikke, om Priden blev en succes for deltagerne, eller om deres signal var tydeligt. For svaret på begge dele er utvivlsomt ja. Spørgsmålet er snarere, hvem signalet gavner mest.

Moderaternes magtfulde pengemand – velfærdsmillionæren Jens Heimburger – modtog tilbage i 2021 en advarsel fra en whistleblower i rigmandens virksomhed Carelink.

Otte ud af ni tiltalte mænd fra den nu nedlagte gadebande NNV blev efter en fire måneder lang retssag for nylig kendt skyldige i en sag om drabsplaner mod navngivne medlemmer af rockerklubben Bandidos samt forsøg på at skaffe sprængstoffer og detonatorer til at sprænge klubhuse i luften.  I mandags blev straffen så udmålt i Københavns Byret, og den hårdeste dom, i form af fængsel på livstid og udvisning for bestandig, tilfaldt de to brødre Erhan (31 år) og Ercan Onuran (26 år), der på gerningstidspunktet indtog ledende poster i banden. De øvrige seks blev idømt straffe på mellem fem år og ni måneder og 20 års fængsel. Samtlige har undervejs i sagen nægtet sig skyldige, og dommen blev anket på stedet.