Christina Lagoni

Alle fem danske regioner bruger kinesiske kameraer til overvågning på hospitaler og sygehuse. Det bekræfter de over for Frihedsbrevet. Det har ellers i årevis været bredt kendt, at optagelser med kinesiske kameraer kan risikere at ende i hænderne på det kinesiske styre.  I den nyeste trusselsvurdering “Cybertrussel mod Danmark" er Kina specifikt nævnt som en trussel.  “Det er meget sandsynligt, at fremmede stater også udfører cyberspionage med det formål at fremme egne økonomiske og teknologiske interesser inden for en række kritiske sektorer. Eksempelvis har Kina historisk set udøvet cyberspionage med henblik på teknologioverførsel,” skriver Styrelsen for Samfundssikkerhed, der står bag rapporten. Desuden står “sundhed” nævnt som et af de temaer, hvor man har set en øget trussel fra cyberspionage. “Den største bekymring er selvfølgelig, at de her kameraer potentielt kan bruges til masseovervågning,” siger Jens Myrup Andersen, professor i cybersikkerhed ved Aalborg Universitet.

Den 11. november inviterede den tidligere hjerneforsker Milena Penkowa til foredrag i indre København. Omkring 80 mennesker mødte op til foredraget på Store Kannikestræde, heriblandt Frihedsbrevets muldvarp bevæbnet med en optager. Aftenens tema var ledsmerter. Et emne, som man måtte betale 300 kroner for at få adgang til at høre Penkowa udbrede sig om.  Foredraget kom dog også omkring emner som forebyggelse af kræft, migræne og lupus. Bag arrangeret står også firmaet Braintimize, som Penkowas tætte samarbejdspartner Jesper Pedersen står bag. På firmaets hjemmeside kan man købe de vidundermidler, Penkowa præsenterede i løbet af aftenen. Til dem, der har glemt, hvem Milena Penkowa er, så var hun en stjerneforsker i 00’erne. Men det viste sig, at hun havde pyntet på sine resultater. Sagen blev afsløret i Weekendavisen og er blevet beskrevet som Danmarkshistoriens største sag om videnskabelig svindel. Penkowa har efterfølgende fået frataget sin autorisation. I 2019 blev der sat et punktum i sagen, da byretten stadfæstede, at hun ikke kunne få sin doktorgrad tilbage. Siden har der ikke været mange kritiske skriverier om Penkowa, der i dag har udviklet en forretning, hvor hun tilbyder rådgivning og foredrag – blandt andet henvendt til mennesker ramt af kræft. Råd, som man kan betale sig til gennem Milenas Medlemsklub eller ved at deltage i hendes foredrag. Derudover deler hun ud af sine anbefalinger på Facebook til sine 38.000 følgere.

Mens vestlige virksomheder de seneste år har forladt det russiske marked som konsekvens af landets invasion af Ukraine, er historien en helt anden, når det kommer til en mand ved navn Bent Kjærgaard Jensen. Nu kan Frihedsbrevet fortælle om den mystiske danske storbonde, der godt 350 kilometer syd for Moskva har skabt sig et stadigt ekspanderende landbrugsimperium. Til daglig står han i spidsen for et 7.000 hektar stort landbrug med navnet LLC Datsky Bekon – eller oversat til dansk: Dansk Bacon. Ejerkredsen er bestemt ikke hvem som helst.  Udover Bent Kjærgaard Jensen, og hans ejerandel på 7,26 procent, tæller kredsen otte prominente jyske landbrugskonger, hvoraf en af dem er mangemillionæren Jørgen Tørnæs, der i privaten er gift med den tidligere Venstre-minister Ulla Tørnæs.

Medlem af Europa-Parlamentet for Dansk Folkeparti Anders Vistisen har deltaget som betalt foredragsholder ved en luksuriøs konference i Malaysia, der handlede om skattetænkning og opnåelse af dobbelt statsborgerskab, samt hvordan man gemmer sine penge og sine ædelmetaller væk i skattely og bliver en global borger.  “Jeg oplevede dog ingen på konferencen tale om at unddrage sig skatter,” bedyrer Anders Vistisen over for Frihedsbrevet.  Gør man sig den ulejlighed ved selvsyn at gennemgå programmet for konferencen, kan man hurtigt se, at skattetænkning ikke desto mindre fyldte ganske meget på menuen. Samme dag som Anders Vistisen talte, var der blandt andet et panel med titlen “beskyt dine aktiver globalt”, efterfulgt af et oplæg om “udfordringer ved offshore banking”.

I 2024 blev Amira Smajic landskendt som Den sorte svane i TV 2-dokumentaren af samme navn. I dokumentaren stod hun frem og fortalte, hvordan hun gennem sit job som erhvervsjurist har medvirket til omfattende økonomisk kriminalitet. Som muldvarp for TV 2 afslørede hun, hvordan revisorer og advokater samarbejder med den kriminelle underverden om hvidvask og svindel – også med økonomiske midler fra statskassen. Nu har fortiden indhentet Amira Smajic, der er tiltalt for bedrageri begået i Odense tilbage i 2019. Det viser et anklageskrift, som Frihedsbrevet har fået aktindsigt i. Ifølge anklagemyndigheden har Amira Smajic, sammen med advokaten Julie Bernholdt Moosmand, begået systematisk bedrageri og forsøg på bedrageri mod Lønmodtagernes Garantifond, som udbetaler løn til ansatte i virksomheder, der går konkurs.

I den brede offentlighed har det hidtil været kendt, at den ukrainske forsvarsvirksomhed Fire Point, der snart skal starte en produktion i Danmark, bliver efterforsket for korruption af Ukraines anti-korruptionsbureau. Men nu viser det sig, at virksomheden også er en del af en omfattende korruptionsskandale, som for nylig eksploderede i Ukraine, og som Frihedsbrevet tidligere har beskrevet. Her skulle et kriminelt netværk have begået underslæb i det statslige atomenergiselskab Energoatom, der driver landets fire atomkraftværker. Sikkerhedsdirektøren i Energoatom, Igor Fursenko, er tiltalt for at være en del af det kriminelle netværk, og han skulle samtidig være blevet ansat som administrator i Fire Point som en del af netværkets forsøg på at hvidvaske penge fra Energoatom.

Der er noget ved vores statsminister, som jeg ikke forstår.  Nok har kommunalvalget vist os, at vælgerne for alvor er ved at være godt trætte af hende og Socialdemokratiet. Luften er simpelthen ved at suse ud af den socialdemokratiske ballon, og hvis du vil helt tæt på det fænomen, så skal du læse eller lytte til Frihedsbrevets Mia Skovbys fortrinlige reportage fra valgnatten i København. Hvis der sidder nogle socialdemokrater derude, så vil jeg næsten fraråde jer at hoppe om bord i reportagen. For hvis det katastrofale valg ikke har gjort jer deprimerede nok i forvejen, så vil Mia Skovbys iagttagelser fra partiets valgfest på Arbejdermuseet i København med garanti gøre det.  Den sørgelige fest var kulminationen på et forløb, hvor Mette Frederiksen og resten af toppen af Socialdemokratiet har udvist en nærmest forbløffende politisk umusikalitet og manglende boldøje. Mette Frederiksen ville have sin gode veninde Pernille Rosenkrantz-Theil til at være overborgmester i København, hvor de ikke kan lide Mette Frederiksen. Hvordan skulle Pernille Rosenkrantz-Theil bare en smule troværdigt kunne distancere sig fra Socialdemokratiet på Christiansborg og Mette Frederiksen, som hun ovenikøbet ejer et sommerhus sammen med, når de to er pot og pande?

I denne uges Fri Tænkning ser jeg på den gryende økonomiske krise, som truer med at hive tæppet væk under Ukraine. Det er en krise, hvor EU også risikerer at blive ramt, hvis man, som statsminister Mette Frederiksen i sin egenskab af EU-formand har lagt op til, konfiskerer russiske aktiver i EU – selvom man formelt kalder det noget andet – og giver dem til Ukraine, fordi man ikke selv kan finde pengene til den fortsatte finansiering af krigen og den ukrainske stat, efter at USA har indstillet al finansiel og militær støtte til Ukraine. Denne krise intensiveres, mens der parallelt udspiller sig både en politisk og militær krise i Ukraine, og alt dette foregår, netop som USA har præsenteret en 28-punkts fredsplan for Ukraine, som indebærer en række indrømmelser til Moskva, som er uacceptable for Ukraine og EU. Fredsplanen vil blive revideret undervejs, og dens endelige skæbne er uvis, men i sidste ende vil betingelserne for krigens afslutning blive afgjort af, hvad der sker på slagmarken og i det ukrainske bagland, økonomisk og politisk. Derfor giver det god mening at se nærmere på, hvad der sker på den økonomiske front. En af Ukraines førende historikere, Jaroslav Hrytsak, gav i sidste weekend et opsigtsvækkende interview til den italienske avis Corriere Della Sera, hvor han i forlængelse af flere episoder og bekymrende tendenser advarede om, at Ukraine er tættere på et sammenbrud end nogensinde.  Ifølge Hrytsak er der tale om tre parallelle kriser: En militærkrise, en økonomisk krise og en moralsk og politisk krise. Den 65-årige Hrytsak er professor ved det katolske universitet i Lviv og har været gæsteprofessor ved Harvard University og Columbia University i USA samt ved Det Centraleuropæiske Universitet i Budapest. Han er forfatter til en populær bog om, hvordan det moderne Ukraine blev til, og står også bag en prisvindende biografi om Ivan Franko, digter og en hovedfigur i den anti-marxistiske socialistiske og nationale bevægelse i det vestlige Ukraine i slutningen af det 19. århundrede og begyndelsen af det 20. århundrede. Hrytstak har også siddet i et rådgivende organ for anti-korruptionsmyndighederne i Ukraine. Hrytsak frygter et statssammenbrud forårsaget af de tre parallelle kriser, der for det første er en følge af russernes fremrykning på slagmarken, og som ifølge ham skyldes, at USA har lukket for pengekassen til våben og skruet ned for den politiske støtte til Ukraine.  Selvom det er en vigtig faktor, så er det næppe den eneste forklaring på, at Ukraine er under pres på den militære front. Den ukrainske hær lider under en akut mangel på soldater, og det begynder nu for alvor at kunne mærkes på slagmarken.  Formanden for det ukrainske parlaments forsvarsudvalg, Roman Kostenko, sagde således for nylig til ukrainske medier, at antallet af soldater, der enten er deserteret eller har forladt deres militære enheder, snart vil være lige så stort som antallet af dem, der er indrulleret i de væbnede styrker. Kostenko tilføjede, at 80 procent af de mobiliserede stikker af fra de lejre, hvor man forbereder dem til at blive sendt til fronten. Det er omkring 20.000 af de omkring 25.000, som Ukraine mobiliserer hver måned, heraf en vis andel med magt. Det betyder altså, at den ukrainske militære ledelse reelt tilfører hæren blot 5.000 nye folk om måneden, mens man i snit mister 20.000 mand, enten fordi de bliver slået ihjel, eller fordi de pådrager sig skader, som gør, at de ikke kan sendes tilbage til fronten. Det indebærer, at de ukrainske styrker for hver måned skrumper med cirka 15.000 mand. Man skal ikke have en doktorgrad i matematik for at kunne se, at det regnestykke ikke er bæredygtigt i længden. Det betyder altså, at den ukrainske militære ledelse reelt tilfører hæren blot 5.000 nye folk om måneden, mens man i snit mister 20.000 mand, enten fordi de bliver slået ihjel, eller fordi de pådrager sig skader, som gør, at de ikke kan sendes tilbage til fronten. Det indebærer, at de ukrainske styrker for hver måned skrumper med cirka 15.000 mand. Man skal ikke have en doktorgrad i matematik for at kunne se, at det regnestykke ikke er bæredygtigt i længden.

For enden af denne klamamse får jeg foretræde for Dansk Folkepartis formand Morten Messerschmidt og gennemfører et interview med ham om den for partiet så helt enormt tåkrummende affære, det er med den fælles kronik fra folketingsgruppen, der blev bragt i avisen Jyllands-Posten og sidenhen afpubliceret igen. Det blev kronikken, fordi den utroligt nok rummede direkte citater fra en række politikere og meningsdannere, som de aldrig nogensinde var fremkommet med. Sat sammen med partiets trussel om at ville sagsøge De Radikales leder Martin Lidegaard for at sprede urigtige oplysninger om Dansk Folkepartis politik, er det faktisk så pinlig en udvikling, at man bliver helt svimmel af at tænke på det. Metaforisk sagt svarer det lidt til at beskylde en anden mand for at være en fyldebøtte, for så senere samme aften selv at blive fundet i en syvhestes brandert på Andys Bar med en rød ballon bundet om lillefingeren. Men det kommer jeg til, og det eneste stemningsbillede, jeg vil plante i læsernes hoved ind til da, er synet af en kæmpestor papkasse på Morten Messerschmidts mødebord, som ifølge partiets formand rummer en pakkekalender til Messerschmidts lille, hvide bomuldshund Hugo, som et medlem af Dansk Folkeparti hvert år indsender til partiets leder. Først skal vi tilbage til den tolvte november klokken kvart over 11 om formiddagen, hvor jeg igen nærmede mig Borgen. Hvad der ventede mig, var en fuldkommen begivenhedsløs stuegang, hvor det hele var blevet sat på hold. Fordi kommunal- og regionsvalg. Generalprøven på det kommende folketingsvalg ventede forude, og violinerne var hårdt stemt. Folketinget var derfor blevet strippet for liv. De få folketingsmedlemmer, jeg mødte, enten kom fra et vælgerarrangement eller var på vej til et. Det var alle mand til pumperne. Som for eksempel de konservatives Mette Abildgaard, der var på vej til Helsingør for her at se borgmester Benedikte Kiær spille fodbold. “Knæk og bræk,” sagde jeg til Mette Abildgaard. “Det får jeg ikke brug for,” svarede Mette Abildgaard. Så sikker var hun på, at den var hjemme. Så trissede jeg rundt ude i Provianten for at blive klogere på Morten Messerschmidts trusler om at ville trække de Radikales leder Martin Lidegaard i retten for at tale usandt om Dansk Folkepartis politik – vel nok den bedste julegave man nogensinde kunne give de Radikale. Stridens kerne var et debatmøde i Randers, hvor Martin Lidegaard havde sagt, at Dansk Folkeparti vil “internere og deportere tusindvis af medborgere, bare fordi de har en anden tro eller har en anden hudfarve end de fleste af os, der er i rummet her”. Lidegaards udtalelse kom oven på et opsigtsvækkende interview med Morten Messerschmidt i Weekendavisen, hvor Dansk Folkepartis formand satte tal på de mange tusinde danskere, der skal sendes ud af landet, hvis han får magt, som han har agt. Men Messerschmidt ville ikke have siddende på sig, at dette forehavende på nogen måde drejer sig om hudfarve, og derfor varslede han nu et sagsanlæg mod Martin Lidegaard. Det eneste jeg tog med mig hjem fra Provianten var, at de Radikale havde hyret Rene Offersen som advokat, mens Dansk Folkeparti efter sigende havde sat advokat Carlo Siebert i spil. Det skulle alt sammen være rigtigt nok, men på rygteplanet hørte jeg også, at Offersen spontant skulle have skreget af grin, da han blev præsenteret for Dansk Folkepartis trusler. Som jeg opfattede pointen, var det, at Offersen var helt sikker på, at Dansk Folkeparti kommer til at tabe sagen med et brag. Det samme mener i øvrigt juraprofessor Sten Schaumburg-Müller. Så gik der nogle dage, og så opstod sagen med en kronik fra Dansk Folkepartis folketingsgruppe, der var blevet bragt i Jyllands-Posten torsdag den 13. november under overskriften “Remigration er ikke deportation” for så helt at blive fjernet igen. “Jeg tror, det er første gang, det sker i de ti år, jeg har været debatredaktør,” fortalte avisens kronikredaktør, Henrik Højgaard Sejerkilde, senere til P1 Morgen. Problemet med kronikken var, at den rummede direkte citater fra Venstres Søren Pind, Weekendavisens chefredaktør Martin Krasnik og Enhedslistens politiske ordfører Pelle Dragsted, som de aldrig havde sagt eller skrevet. For eksempel at Søren Pind på Facebook skulle have skrevet, at: “Remigration er et dæknavn for det, nazisterne kaldte Endlösung”. Et andet sted i kronikken stod der, at Martin Krasnik i Weekendavisen har skrevet, at “remigration er en eufemisme for deportation”, og at “det har vi hørt før. I 1930’erne i Tyskland”. Men det har Martin Krasnik aldrig skrevet. Så med andre ord var Dansk Folkeparti havnet midt i det gamle mundheld fra 1970’erne; nemlig læresætningen om, at “det man siger, er man selv, for det står i Aktuelt”, som børn dengang sagde til hinanden. Spørgsmålet var så, hvordan i alverden det kunne lade sig gøre, at et topstyret, moderne politisk parti med en hel kommunikationsafdeling med tidligere chefredaktør på Ekstra Bladet Asger Juhl i spidsen som kommunikationschef var kommet til at træde så meget i spinaten? Når jeg gik op til Dansk Folkeparti i Gul Gang på tredje sal for at finde svar, sagde en ansat i partiet spontant til mig: “Det må du tale med Asger (Juhl, red.) om” og lavede en bevægelse med hænderne, som om vedkommende skubbede en stor pose lort væk fra sig. Men Asger Juhl var væk, og det samme var Morten Messerschmidt, og snart kom der historier ud i pressen om, at partiets ledelse simpelthen var gået i flyverskjul. Men der var heldigvis meget andet at interessere sig for. Og skrive om. Kommunalvalget selvfølgelig. I skrivende stund er det blevet en sport blandt kommentariatets medlemmer at overgå hinanden i hyperbolske skildringer af, hvor stor en katastrofe kommunalvalget endte med at være for Socialdemokraterne. Der er blevet brugt ord som blodbad, kæberasler og nedsmeltning. Alt dette er sandt, og man kan sagtens give den endnu mere gas på klaviaturet. For når man læser i valgets teblade, er det umuligt at overdrive, hvor stor nedturen er for Socialdemokratiet. København er faldet, men det er næsten kun glasur på smertenskagen, for hvad der gør mindst lige så ondt på sosserne, måske endda endnu mere, er tabet af de mindre købstæder, hvor socialdemokraterne har hersket i generationer. Som for eksempel en by som Køge.

En af Danmarks mest prominente advokater er nu blevet hyret af statsministerens mand produktionsselskab.  Seabird Production, som Mette Frederiksens mand, Bo Tengberg, er medejer af, er nemlig i gang med at lave en kontroversiel dokumentarfilm på Ukraine og præsident Zelenskyj – og nu skal advokaten Tyge Trier sørge for, at så lidt som muligt om processen bag tilblivelsen af dokumentaren kommer frem i offentligheden. Antikorruptionsekspert undrer sig.