Christina Lagoni

Igennem flere år er udsatte børn og unge blevet anbragt i et hus på Bågø. Senest har en 13-årig psykisk syg pige i næsten ni måneder været anbragt i huset, der drives af velfærdsmastodonten Carelink.  Mens pigen var i Carelinks varetægt, stak hun flere gange af fra øen, hvor hun blev udnyttet seksuelt. Det er Næstved Kommune, der står bag anbringelsen, der varede fra november til juli i år og kostede 2,5 millioner skattekroner. Penge, der endte hos Carelink.  Nu viser det sig, at anbringelsen af den mindreårige pige ifølge en ekspert var ulovlig.  I et svar til Frihedsbrevet erkender Næstved Kommune, “at den anvendte lovhjemmel”, som den 13-årige pige var anbragt efter, ikke er hensigtsmæssigt ift. den konkrete sag.”

Sammen med en blandet landhandel af blåt godtfolk tilbragte jeg min lørdag i en mørk messehal i udkanten af Fredericia; en overvejende socialdemokratisk by – faktisk fik de fire blå partiformænd, der er samlet her i dag, blot 24,9 procent af de stemmer, Fredericias borgere havde at uddele ved Folketingsvalget i 2022. Men Fredericia er et knudepunkt, rent trafikalt, og det er her Mona Juul (K), Inger Støjberg (DD), Alex Vanopslagh (LA) og Morten Messerschmidt (DF) har valgt, at de vil holde den første, og måske eneste, udgave af det arrangement, de har valgt at kalde Borgerligt Konvent. De fire partiledere har nemlig oprettet en borgerlig supergruppe, der går under navnet Borgerligt Fundament, og foruden at holde dagens arrangement i Messe C har de også skrevet en række fælles kroniker, holdt fælles blå 1. maj og fremsat fælles beslutningsforeslag i Folketinget. Som led i dagens arrangement er de sågar kommet med et udspil om 50 forandringer, de vil foretage i løbet af de første 100 dage i en eventuel kommende blå regerings levetid. Flere af forslagene handler direkte om Mette Frederiksen og den nuværende regering, herunder at bededagen skal tilbage, og koranloven skal væk. Borgerligt Fundaments eksistensberettigelse er at kunne gøre fælles ting som dette. Og hvorfor skal man gøre fælles ting som dette, jamen, det skal man for at vise vælgerne, at der er et alternativ til en Mette Frederiksen-ledet regering. Det er det, de repræsenterer. Det er det, der er gruppens egentlige primus motor; at ikke være Mette Frederiksen.  Og tre af de fire partier har da også udelukket at gå i regering med Socialdemokratiet. Den eneste, der står uden for det spørgsmål og dermed står bag en begyndende revne i lakken, er Konservatives Mona Juul, der står fast på sin ret til ikke at udelukke noget. Sværere er spørgsmålet om udenrigsministeren og Moderaterne-formanden, Lars Løkke Rasmussen, der ifølge Epinions popularitetsmåling er den mest upopulære minister overhovedet; 57 procent af de adspurgte danskere svarede, at de har et negativt syn på ham. Noget, de deler med Morten Messerschmidt, der kategorisk har afvist at ville indgå i en regering med den tidligere statsminister. De tre andre er dog mere vævende i deres svar om, hvorvidt de vil være villige til at bruge hans mandater, skulle de få brug for dette, hvilket de nuværende meningsmålinger tyder på, at de muligvis vil. Mens Mette Frederiksen er en anelse mere populær, er hun bestemt heller ikke en publikumsfavorit. 45 procent er negativt stemt over for hende.  Ser man på tallene, virker det ikke ligefrem som en dårlig ide at stille sig i position som alternativet til disse upopulære skikkelser. Så er spørgsmålet nærmere, om det er bæredygtigt.  Og det er det, de vil forsøge at vise, at det er ved at holde et fælles arrangement en lørdag i Fredericia. Ved ankomst til Messe C i Fredericia mødes man først af et billboard, der byder velkommen fra de fire partiledere. Motivet forestiller dem photoshoppet ind foran en collage af nogle danske ting såsom Den Lille Havfrue, Nyhavn, Dannebrog, et træ og et frimærke. Som en skygge over parkeringspladsen hænger en kæmpe bannerudgave af samme motiv, jeg vil skyde på, det er på størrelse med en håndboldbane, og lader man øjnene vandre længere op i lodret retning, vil man få øje på, at der i flagstængerne i dag er hejst marineblå flag, der pyntes af samlingens navn, Borgerligt Fundament.

I årevis er børn forsvundet fra det nordsjællandske Børnecenter Sandholm. Men det har hverken fået Nordsjællands Politi eller myndighederne til at slå alarm. Alene i år er seks helt små børn forsvundet fra asylcenteret.  Børnene er såkaldte uledsagede mindreårige, en særlig beskyttet gruppe, som er ankommet til Danmark uden forældre eller familie. Det betyder, at den danske stat har ansvaret for børnene, mens de opholder sig i landet.  På trods af det har Nordsjællands Politi ikke fundet det nødvendigt at forsøge at finde de børn, der forsvinder. Det viser politisager på børnene fra Nordsjællands Politi, som Frihedsbrevet har fået aktindsigt i. I 19 ud af 20 sager, hvor børn under 13 år er forsvundet fra Børnecenter Sandholm i perioden 2021 til 2025, har politiet ikke afhørt et eneste vidne. Politiet har end ikke taget turen ud til Børnecenter Sandholm. I en enkelt sag har de talt med ét vidne; en ansat på asylcenteret.

Det var en tirsdag i midten af august, at jeg igen nærmede mig Folketinget. Jeg havde fået mit skilt tilbage, det privilegerede adgangskort med det blå bånd, som var blevet taget fra mig, da jeg blev idømt tre måneders karantæne fra Christiansborg for … hvad var det nu, det var? … åh jo;  “manglende situationsforståelse”.  Ligesom med fængselsfanger, der typisk udsluses på en søndag, hvor verden ikke kører på fuldt blus og samlet set virker mindre farlig, havde en læser af mine stuegange anbefalet, at jeg vendte tilbage til Borgen på en dag, hvor der ikke skete så meget, at jeg ville blive overstimuleret og gå helt fra snøvsen. Altså i modsætning til at vente til den syvende oktober, hvor Folketinget åbner officielt efter sommerpausen med hele det fulde orgelbrus.  Det var et godt råd, så derfor valgte jeg at dyppe foden i badekarret den 14. august, hvor jeg kunne se, at det eneste, der var på bedding, var et møde i salen. Mødet omhandlede i øvrigt førstebehandlingen af et stykke lovgivning, der kommer til at give forsvarsminister Troels Lund Poulsen (V) og hans lille øjentjener beredskabsminister Torsten Schack Pedersen (V) uhyggeligt meget magt.  I mellemtiden havde jeg haft tid til at tænke det hele igennem. For som vi ved fra formand Mao, er det aldrig for sent med selvkritik. Og når jeg regnede efter, kunne jeg godt se, at jeg faktisk var trådt ved siden af. For mit oprindelige løfte til Frihedsbrevets læsere var jo, at jeg kun ville kigge og aldrig gribe ind, præcis som den intergalaktiske voyeur The Watcher fra Marvels tegneserieunivers bærer sig an.  “He will never interfere,” som løftet lyder på engelsk.  Men det var jo netop det, jeg havde gjort mig skyldig i, da jeg tog Rasmus Paludan med på min stuegang; jeg havde grebet ind og introduceret et stykke udefrakommende virkelighed i Borgens gange, nemlig Rasmus Paludan. Og det var jo denne sociale intervention, der endte med at føre til min karantæne. Så fra nu af var jeg fast besluttet på aldrig mere at gribe ind igen, men kun at kigge. Hvorfor jeg også havde skudt en løs idé om at holde en reception på Borgen i anledning af min tilbagekomst til hjørne.  En anden årsag var, at en opklarende telefonsamtale med Snapstinget havde åbenbaret, at man ikke bare sådan kan holde en reception i Folketinget. Jeg skulle skrive til Folketingets eventafdeling og alt muligt, og for enden af denne vej kunne jeg klart fornemme, at jeg sagtens kunne havne et sted, hvor jeg på ny havde gjort mig skyldig i manglende situationsforståelse. For det er jo sådan, det virker, når man får et rap over nallerne; man bliver håndsky af det.  Noget andet, jeg havde brugt min sommerferie på, var at undre mig over, at så få af mine kolleger på Borgen havde protesteret over min karantæne. Det virkede snarere‚ som om de var lettede over at slippe af med mig, for det var hvert fald ikke meget frontgemeinschaft, jeg mærkede fra Presselogens side. Men det skaber jo unægteligt også ro i hønsegården, når der engang imellem forsvinder et uregerligt stykke fjerkræ. I dette tilfælde en rød amerikaner, som vel må være betegnelsen for den høneart, jeg selv tilhører.  De altid flinke folketingsbetjente tog venligt imod mig, og snart stod jeg på den anden side af sikkerhedsslusen. Det føltes rart at være tilbage igen, men også lidt usikkert. Ligesom i en drøm‚ hvor man pludselig befinder sig i sin gamle folkeskole.  Så mødte jeg en kollega fra pressekorpset, der ved selvsyn kunne konstatere, at jeg var tilbage.  “Du er tilbage,” sagde han.  Han fortalte så, at han lige kom fra en briefing med Alex Vanopslagh (LA), som handlede om, hvad der skulle ske til Liberal Alliances sommergruppemøde.  “Men sådan noget bliver du jo ikke inviteret med til,” sagde min kollega og understregede, at jeg ikke var gået glip af noget.  Nu gjaldt det mødet i salen, som var sat til at starte om 10 minutters tid. Men Presselogen, hvorfra jeg normalt følger med i det arbejdende folkestyre, var nu under ombygning, fordi der skulle gøres plads til simultantolkning til grønlandsk, hvilket formanden for Esbjerg Havn – Søren Gade – ellers tilbage i september 2023 havde forklaret til DR, var alt for dyrt. “En af årsagerne er rent praktisk, at så skal vi bygge Folketinget om for godt 40 millioner, og hvis man skulle tage den fulde model, vil det koste yderligere 200 millioner om året,” sagde Søren Gade dengang.  Men efter at USA’s præsident Donald Trump rettede sit dræberblik mod Grønland, er pengene pludselig dukket op, så nu kan Folketingets medlemmer snart høre Aki-Matilda Høegh-Dam holde taler på grønlandsk oversat til dansk, og hun kan høre danske taler oversat til grønlandsk … hvis det da ikke lige var, fordi hun har søgt orlov fra Folketinget for at “kunne optimere sine kræfter” i det grønlandske parlament, hvor hun også har fået en plads. Her er det lige værd at bemærke, at den eneste årsag til hele øvelsen med simultantolkning til grønlandsk i Folketinget er, at Aki-Matilda Høegh-Dam, som er født i Hillerød og taler klingende dansk, har insisteret på at holde sine taler på grønlandsk. Altså lidt som hvis man ringer til værten, som har inviteret til middag, og gør gældende, at man både er veganer og nøddeallergiker og afholdsmand for så helt at blive væk.

På Frihedsbrevet ser vi det som en af vores kerneopgaver at tage vores medlemmer med på en lytter, når de, der har magten, ikke tror, at nogen lytter med – om det så er i en kælder med Lars Løkke, til masterclass med et medlem af Blekingegadebanden, eller når en gammel kending af en løgnhals er på spil igen.  Et andet godt eksempel er, når Folketingets formand, Søren Gade (V), har ordet. Efter han kom for skade at sige sandheden om, hvad han synes om sit job og sine kolleger, og Frihedsbrevet gengav det, er han kommet i modvind.  Enhedslisten og Alternativet har trukket støtten til ham som formand, og der skal nu afholdes en afstemning i Folketinget om, hvorvidt Søren Gade skal genvælges til den prestigefyldte post.  Balladen har stået på i flere måneder og har handlet om, hvorvidt Søren Gade både kan være formand for Folketinget og Esbjerg Havn på en og samme tid.  Men nu har flere partiet altså fået nok, efter at Søren Gade en lun sommeraften i august holdt hof under et arrangement på Tisvilde Kro, hvor Frihedsbrevet sneg sig med og efterfølgende rekonstruerede denne herlige aften i en reportage.

Armin Kavousi blev ikke kendt for sine fortræffeligheder som hverken iværksætter eller frontfigur i tech-virksomheden MeeW. Det var Kavousis omfattende spind af løgne, der gjorde ham til den ufrivillige hovedperson i en børsskandale i 2023. På målstregen – ni dage før en børsnotering– blev Kavousi afsløret, og hans virksomhed gik nedenom og hjem. Nu er han på spil igen, selvom han har konkurskarantæne. Det kan Frihedsbrevet i dag afsløre ved hjælp af en skjult optagelse, der viser, at Kavousi på ny turnerer med usandheder.

Villaggio La Pescaccia, 3. september, 2025 kl. 22.30 Jeg sidder på dækket ved min flydende hytte i et feriecenter en halv times kørsel fra den italienske badeby Rimini. Ved siden af mig bobler en jacuzzi. Vandet lyser op i en markant skriggrøn farve.  Det blev tændt som noget af det første, da en ekstremt imødekommende mand fra hotelpersonalet skulle vise mig min booking: En “floating suite”, der er en ud af fem flydende hytter på feriecentrets sø, som jeg hurtigt konkluderer med mig selv må være kunstig. “Det er 38 grader,” siger han og viser mig med et grin, hvordan jeg ændrer lyset fra grøn til rød til blå. Men jeg er her ikke for at bade i den lille og lidt sørgelige jacuzzi. For skråt over for min flydende hytte, inde på søens bred, ligger luksustelt nummer 39. Nu bor der nye gæster, fortæller han, men for præcis to uger siden var teltet med to dobbeltsenge, et lille køkken, hems og terrasse med udsigt til søen scene for en storstilet politiaktion, hvor den 49-årige ukrainer Serhii Kuznietsov blev anholdt. Italieneren, der også er bartender på hotellet, hvilket kan mærkes på hans humør, var vidne til aktionen. Han fortæller, at den var udført med stor professionalisme, og at politiet var rullet op på en lille vej tæt på luksusteltet, inden de gik i aktion. Målet for aktionen havde ikke påkaldt ham den store opmærksomhed inden, men han havde vistnok serveret ham kaffe.  Ukrainere var der som sådan ikke noget unormalt ved, fortæller han. Her på stedet var man især inden krigen i Ukraine vant til at få besøg af slavere. “Der kom mange, men ikke mere,” siger han.  Serhii Kuznietsov ankom den 19. august i sin Toyota Land Cruiser med ukrainske nummerplader til det afsides beliggende trestjernede feriecenter, der råder over en sø, tre pools samt jacuzzi tilhørende alle værelser, hytter på vand og land og luksustelte.  Hvad Serhii Kuznietsov formentlig ikke vidste, da han trådte ind på stedet for at feriere med sin kone og to børn på ni og fem, var, at tysk politi den 18. august 2025 – altså blot to dage før hans anholdelse – havde udstedt en europæisk arrestordre på ham, der udløste en alarm, efter at han ligesom jeg skulle aflevere pas i receptionen: “Den sigtede Serhii Kuznietsov er stærkt mistænkt for, sammen med andre medgerningsmænd og på grundlag af en forud fælles udarbejdet plan, senest den 8. september 2022 i havnen i Wiek på Rügen at være gået om bord på sejlyachten ‘Andromeda’,” står der i arrestordren, der fortsætter: “og efterfølgende, i arbejdsdelt udførelse, nordøst og sydøst for øen Bornholm at have anbragt mindst fire sprængladninger, hver på 14 til 27 kilogram, bestående af en blanding af hexogen (RDX) og oktogen (HMX) med tidsudløsere, på de der på cirka 70 til 80 meters dybde på havbunden forløbende rørledninger til gasrørledningerne Nord Stream 1 og Nord Stream 2”.

Hvis man ikke skulle lade sine tanker vandre, når man overværer en samtale med en berømt filosof, hvornår så? Sådan rationaliserede jeg i onsdags, da jeg cyklede hjem fra Nørrebro Teater og fandt et behov for at forsvare overfor mig selv, hvorfor jeg allerede havde glemt en god portion af den samtale, jeg netop havde overværet.  På scenen sad filosoffen Peter Sloterdijk, og det var ikke, fordi jeg kedede mig under den tilrejste tyskers oplæsning af sit seneste oversatte værk, Prometheus’ anger. Heller ikke hans klimabevidste meningsudveksling med Minik Rosing, den dansk-grønlandske geolog, som sad placeret over for Sloterdijk, var søvndyssende. Jeg nikkede endda troligt med, da de to kloge herrer indledte deres refleksioner over den antikke myte om titanen Prometheus, som bragte ilden fra himlen til jorden og dermed skænkede menneskeheden evnen til at omsætte energien. En gerning, som Prometheus i dag, ifølge Sloterdijk, ville angre, hvis han så, hvor ansvarsløst vi har håndteret friheden til at udvinde, forbruge og udnytte jordens ressourcer.  Vi har ikke været opgaven voksen, lød det. Værst har den vestlige del af civilisationen været; industrialisering, imperialisme, velstand, storforbrug, altid mere brænde på bålet. Mådehold er en kristen dyd, vi har prædiket, men ikke efterlevet, og prisen er vores egen undergang. Underforstået: Vi har opført os forkælet i sådan en grad, at vi har tabt viljen til at ofre os. Når først man har lært at beherske flammerne, er det ikke så let at underkaste sig dem igen. Det er, som samtalens overskrift lød, “ildens forblændende magt”.

“Vi skal have flere som Eva-Marie.” Sådan lyder det med stor iver fra fortællerstemmen i en velproduceret kampagnevideo for regeringspartiet Moderaterne, der er timet og tilrettelagt efter, at Lars Løkke Rasmussen og kompagni præsenterede det stort anlagte pensionsudspil, som blev lanceret i forlængelse af partiets sommergruppemøde i sidste uge. Ordene i videoen falder, lige efter at Eva-Marie Møller har fortalt, hvor glad hun er for stadig at arbejde, selvom hun er senior. I en alder af 73 år arbejder hun nemlig stadigvæk på freelancebasis som journalist – og altså redaktionel medarbejder – på DR’s flagskibe P1 Morgen og P1 Orientering, som tilsammen har flere hundredetusinde lyttere dagligt. Og det gør hendes medvirken i Moderaternes politiske reklame yderst problematisk for DR, lyder det samstemmende fra flere eksperter.  “Det svækker troværdigheden for DR som institution. Når lytterne tænder for P1 Morgen, skal de ikke være i tvivl om, hvorvidt der er interessekonflikter hos journalisterne,” siger Maria Bendix Wittchen, studielektor i nyhedsjournalistik og ph.d. i presseetik på Roskilde Universitet.

Flere bosteder herhjemme har forbindelser til organiseret kriminalitet. Det viser en lang række afsløringer i Frihedsbrevet. Mens ejerne tjener millioner på at sælge tvivlsomme velfærdsydelser, svigtes de udsatte børn og voksne i deres varetægt. Regeringen vil nu gå i krig mod de kriminelle. Men deres seneste lovændring har resulteret i omfattende nedskæringer, der har efterladt et blødende socialtilsyn, der fører tilsyn med bostederne. Socialminister Sophie Hæstorp Andersen (S) mener dog, at besparelserne vil styrke tilsynet. “Det er på sin plads, at man effektiviserer socialtilsynet på en måde, så de får endnu mere fokus på de brodne kar,” siger ministeren i et interview med Frihedsbrevet. Vi talte med ministeren om privatisering af velfærd, kommunernes ansvar og de store besparelser, som regeringen har lavet hos socialtilsynet.