Christina Lagoni

Politikerne i velhaverkommunen Lyngby-Taarbæk nord for København har fået væsentligt færre penge at dele ud under valgkampen. Nu skal kommunen nemlig aflevere over 160 millioner kroner tilbage til dens største uddannelsesinstitution, nemlig Danmarks Tekniske Universitet (DTU). I tirsdags blev det afgjort i Østre Landsret, at man har opkrævet i alt godt 163 millioner – eller 162.675.641,89 kroner – for meget mellem 2018 og 2025.

To Rudersdal-borgere kunne se frem til at spare hele 12.000 kroner i årlig husleje. Hvis altså de stemte på deres udlejer ved kommunalvalget i 2021. Udlejerens navn er Søren Hyldgaard, og ved sidste kommunalvalg stillede han op for Venstre i Rudersdal Kommune. Siden er han skiftet til Moderaterne, hvor han nu er spidskandidat i den igangværende valgkamp. Frihedsbrevet kan i dag fortælle om spidskandidatens forsøg på at købe sig til stemmer på baggrund af en sms-korrespondance, hvor Søren Hyldgaard, der ejer en lang række ejendomme i København og Rudersdal Kommune, tilbyder at sænke huslejen med 500 kroner pr. stemme pr. måned for to af sine lejere i et helt år.

De forbavsede politikere i Vordingborg Kommune kunne nærmest ikke tro deres egne ører. For de vidste ingenting om det verserende skattekaos i kommunen, der har betydet, at personer med handicap ifølge kommunen selv har betalt ejendomsskatten på et sundhedscenter i Vordingborg Kommune. Det er der en god forklaring på. Direktøren Mads Young Christensen – en af tre personer i kommunens direktion – ønskede ikke, at nogen skulle vide noget om den potentielle møgsag. Hverken i kommunens direktion eller blandt politikerne. Det fremgår af et notat fra maj i år, hvor sagen – der nu har set dagens lys efter Frihedsbrevets afsløring – atter var på den interne dagsorden blandt kommunens embedsværk.

Fri­heds­bre­vet får kri­tik for kort svarfrist I en arti­kel bragt i sep­tem­ber 2024 omtal­te Fri­heds­bre­vet, at Køben­havns Kom­mu­ne over en peri­o­de hav­de udbe­talt mere end 1,1 mil­li­ar­der kr. til en ræk­ke sel­ska­ber og fon­de, hvor advo­kat Knud Folds­cha­ck er invol­ve­ret i enten besty­rel­sen eller direktionen. Knud Folds­cha­ck og & Folds­cha­ck Advo­kat­part­ner­sel­skab har kla­get til Pres­se­næv­net… Continued

Den danske kammeradvokataftale er noget helt, helt særligt. Modellen har været en stor guldkalv for et enkelt privat advokatfirma.  I snart et århundrede har advokathuset Poul Schmith nydt godt af rollen som statens foretrukne advokat og tjent fedt på at have de facto monopol som myndighedernes forlængede juridiske arm.  Men statens brug af kammeradvokaten har i årevis været genstand for kritik.  Alene de seneste seks år har Poul Schmith indkasseret næsten fire milliarder skattekroner for at assistere staten i alverdens juridiske sager. Tilbage i december var der dog meget, der tydede på, at et opgør med aftalen fra 1936 lurede i horisonten, og at den – for Danmarks største advokathus – lukrative aftale snart ville være fortid. SVM-regeringen havde i dens regeringsgrundlag varslet et brud med kammeradvokatordningen, og af den grund blev en ekspertgruppe i juni sidste år sat til at se på mulighederne for at ændre på ordningen. Efter blot få måneder lå en rapport klar med konklusionen:  Afskaf kammeradvokattitlen, nedsæt en regeringsadvokat, og sæt flere juridiske opgaver i udbud, så flere advokater får en del af kagen.  Men knap et år – eller 328 dage for at være præcis – efter at rapporten så dagens lys, er opgøret udeblevet.

Lidt kultur har aldrig skadet nogen. Men spørgsmålet er, om en kulturoplevelse kan udrette mirakler og sætte unge mennesker i arbejde og uddannelse? Fra SVM-regeringens spæde start har det efterhånden berømte kulturpas været en mærkesag.  Faktisk kan ideen spores tilbage til en kronik i Politiken, der blev udgivet den 3. april 2022, underskrevet af Lars Løkke Rasmussen og Jon Stephensen.  Kronikørerne lagde ud med at citere Winston Churchill, der efter sigende svarede følgende, da han hørte et forslag om at flytte kulturbudgettet over til Krigsministeriet: “Hvad kæmper vi så for?” “For oprustning er ikke kun milliarder til kugler, krudt og forsvaret,” skrev Stephensen og Løkke.  De fortsatte: “Afgørende frihed er jo at forsvare alle de værdier, et land bygger på og er skabt af. Vores kunst og kultur er symbolet på den frie verden. Sat på spidsen er det jo det, vi kæmper for.” I de to moderate politikeres kronik blev ideen om et kulturpas til unge nævnt. Oprindeligt var det tiltænkt “alle unge”, der skulle have 2.000 kroner at snolde kultur for på deres 15-års fødselsdag.  Men virkeligheden er jo konkret, og efter forhandlinger med Folketingets partier og med kulturlivet blev kulturpasset vedtaget med hiv og sving.  Det er nu endt med at være en løsning, der tilbydes unge mellem 15 og 24, der enten går på FGU (forberedende grunduddannelse) eller arbejder mindre end 18 timer om ugen, og som hverken går i folkeskole eller er indskrevet på en ungdomsuddannelse eller en videregående uddannelse. Det skulle være en målgruppe på 45.000 unge mennesker, der kan få 1.000 kroner at købe kultur for om året i de to forsøgsår 2025 og 2026. Da aftalen var på plads i november 2024, erkendte kulturminister Jakob Engel-Schmidt, at missionen var svær.

I årevis har 20 handicappede borgere i Vordingborg Kommune på et botilbud været naboer til kommunens stort anlagte sundhedscenter. Men de omtrent 20 borgere, som bostedet – Bo&Naboskab – kan huse, der lever med handicap og ikke kan tage vare på sig selv, er blevet efterladt med en kæmpe skatteregning. De er blevet tørret af kommunen ved at betale ejendomsskatten på sundhedscenteret, der ligger på samme matrikel. Sådan lyder vurderingen fra kommunen i et internt dokument, som Frihedsbrevet er i besiddelse af og nu kan beskrive. Regnskaberne for botilbuddet fortæller den samme historie.

Kære med­lem Vi har brug for din hjælp. Vi vil nem­lig gøre Fri­heds­bre­vet stør­re og stær­ke­re – og det kræ­ver selv­føl­ge­lig fle­re med­lem­mer. For sådan er det, når man på for­hånd siger nej til medi­e­støt­te og annoncer. Det håber vi meget, at du vil hjæl­pe os med.  Der­for har vi gjort det meget nemt for dig at… Continued

I sommer, kort før udgivelsen af sin bestsellerbog om Kina, tilbragte Dan Wang fire uger i København med sin kone.  De fredfyldte dage gik med at spise kardemommesnurrer, gå ture gennem Carlsberg Byen og beundre byens funktionalitet. Især infrastrukturen gjorde indtryk, fortæller den canadiske techanalytiker over en Zoom-forbindelse fra San Francisco. Alligevel tog det ikke lang tid, før idyllen krakelerede, og Wangs bekymringer for Europas fremtid tonede frem. “Jeg tænkte, at hvis det her er det bedste, EU har – København, et sted med stærk vækst – så gør det mig ikke ligefrem sprudlende optimistisk for fremtiden,” siger Wang, der er senior fellow ved Stanford Universitys Hoover Institution i Californien. Skulle man destillere Wangs bekymringer, ville det være, at Europa halter bagud økonomisk i forhold til USA og Kina. Kontinentet mangler gåpåmod og visioner for verdens fremtid. I Kina og USA ser de fremad med en dynamik, man ikke finder i Europa eller Japan længere.

Til denne uges Fri Tænkning har jeg talt med den britiske journalist og forfatter Misha Glenny, der til daglig er rektor for Institut for Humane Videnskaber i Wien, hvor man har fokus på især Europa og demokrati. Den 67-årige Glenny har en fortid som korrespondent for BBC og the Guardian på Balkan og i Østeuropa, og han er forfatter til en række bøger, heriblandt The Balkans: Nationalism, War, and the Great Powers 1804-2011 (2012), og The Fall of Yugoslavia: The Third Balkan War (1992). Glenny er også en førende ekspert, når det gælder mineraler og sjældne jordarter, Kina og USA’s kapløb om at sikre sig en dominerende position inden for den digitale teknologi, ikke mindst inden for kunstig intelligens, og han har også svar på, hvorfor Europa ser ud til at blive den store taber i dette spil. I 2008 udgav Misha Glenny sin internationale bestseller McMafia, der senere blev til en populær britisk tv-serie af samme navn. Det er historien om, hvordan kombinationen af østblokkens sammenbrud, først og fremmest Sovjetunionen og Jugoslavien, og globaliseringens afregulering af pengestrømme og Vestens finansielle institutioner tjente som et optimalt miljø for en ny grænseoverskridende, organiseret kriminalitet. For Glenny er Donald Trumps overtagelse af Det Hvide Hus i Washington på en måde den naturlige kulmination på den udvikling, der begyndte med Sovjetunionens opløsning i 1991 og Jugoslaviens sammenbrud året efter ledsaget af en række krige på Balkan og i Kaukasus. ”Hvis jeg i dag skulle skrive en toer til McMafia, så ville Trump være den her nøglefigur, der gennem sin karriere har bevæget sig mellem den legale og illegale verden, og som har udnyttet sin position, netværk og forbindelser til at overvinde en serie af konkurser, og som også har samarbejdet i Atlantic City med mafiaen i New Jersey.” Glenny tilføjer: ”På en måde er det en passende og nærmest forudsigelig kulmination på de processer, der begyndte med Sovjetunionens opløsning og neoliberalismen på steroider. De to komplementerede hinanden på overraskende og uventet vis.”