Christina Lagoni

I denne måned er de første F-35-kampfly begyndt at patruljere luftrummet over Danmark. Og forsvarsminister Troels Lund Poulsen (V) har sagt, at der skal købes flere jagerfly som dem – de såkaldte stealth-fly – som en del af den lynoprustning, regeringen har igangsat.  De 27 F-35-kampfly, Danmark har købt og bestilt fra USA, kommer nemlig til at udgøre en hjørnesten i det danske forsvar. Men i kølvandet på Donald Trumps politik over for Ukraine, Europa og Rusland har der bredt sig en rædsel for, at USA pludselig kan kortslutte militært udstyr, som er blevet solgt til andre lande, fra distancen.  Tværs over det europæiske kontinent har magthavere stillet sig selv spørgsmålet: Kunne den amerikanske administration finde på at gå så langt som at hæmme NATO-allieredes våbensystemer?  Den nye udenrigspolitiske kurs i USA har især fremkaldt betænkeligheder hos europæere, hvad angår køb af F-35-kampflyene fra den amerikanske producent Lockheed Martin.  Både Portugal og Canada har udtrykt tvivl om, hvorvidt de vil købe den amerikanske våbenmastodonts flagskib, og tyskerne synes også at være på vej tilbage i tænkeboksen.  Wolfgang Ischinger, tidligere topdiplomat og leder af München Sikkerhedskonferencen, sagde sidste måned til Bild, at hvis USA kunne finde på at begrænse de tyske F-35-fly, som de har gjort med Ukraines F-16-fly, “så kan spørgsmålet om at annullere kontrakten komme på tale”. Europas verserende bekymringer fik endnu et nøk opad sidste måned, da Donald Trump, under en præsentation af et andet kampfly fra producenten Boeing, foreslog, at USA fremover bør sælge “nedtonede” fly til sine allierede, fordi “de en dag måske ikke længere er vores allierede”. “Vi foretrækker at skrue ned for dem med omkring ti procent,” sagde præsidenten bag skrivebordet i Det Ovale Kontor. Men spørger man våbenfabrikanten Lockheed Martins tidligere sælger i Danmark, så mener han, at væsentlige nuancer går tabt midt i al paranoiaen – og at der ikke er grund til bekymring. To forsvarseksperter med indgående kendskab til jagerfly, som Frihedsbrevet har talt med, bakker ham op – mens én er mere skeptisk.

I 2015 modtog en ung mand en dom på otte års fængsel. Med et enkelt knivstik havde han dræbt en jævnaldrende mand, og for det modtog han en dom for dødsvold. I forbindelse med Frihedsbrevets afdækning af skandalebostedskæden Frisk-Pust ApS, er navnet på den unge mand, der førte kniven, dukket op. Frihedsbrevet har blandt andet afsløret, at flere beboere er blevet udsat for vold og omsorgssvigt, mens de har boet på bostedskæden, der er grundlagt af den tidligere islamiske ekstremist Khazar Alexander Malik. I bostedskædens papirspor er navnet Amira Smajic, skattejuristen kendt fra Den sorte svane, dukket op. Men problemerne stopper altså ikke her.  I 2023 blev den dødsvoldsdømte mand nemlig ansat som teamleder i en anden virksomhed, som ejerne bag Frisk-Pust-bostederne også ejer, ved navn Frisk-Pust støtte & akutteam ApS.  Selvom dets navn er beslægtet med de skandaleramte bosteder, er selskabet gået fuldstændigt under radaren hos medier og myndigheder.  Det skyldes en juridisk finte, som spænder ben for Socialtilsynets mulighed for at føre tilsyn med akutteamet, der ligesom Frisk-Pust-bostederne leverer velfærd til psykisk syge børn og voksne. Derfor er der heller ikke nogen myndigheder til at føre kontrol med kompetencerne hos medarbejderne i akutteamet – eller deres straffeattester.

Han har bevæget sig i miljøet omkring kapitalfonde i flere årtier. Men Michael Greve kan ikke huske en lignende situation. Han driver kapitalfonden Nordic Investment Opportunities (NIO), der er oppe imod Danmarks obligatoriske pensionskasse ATP.  Dog mener flere eksperter, at ATP tilbyder vilkår, som kan være konkurrenceforvridende. ATP investerer nemlig lønmodtagernes penge side om side med danske milliardærer.  Det sker i den interne kapitalfond ATP Private Equity Partners (ATP PEP), hvor ATP – betinget af at have danskernes tvangsopsparede pensionsmidler i ryggen – kan tilbyde væsentlig mere favorable vilkår for investorerne. “Vi vil gerne konkurrere med andre kommercielle forretninger, men det er staten bare ikke,” siger NIO-direktøren med henvisning til, at ATP har statslige karaktertræk, fordi alle lønmodtagere betaler til pensionskassen.

Som så mange andre teenagedrenge yndede han at poste selfies på sociale medier, hvor han var iført designertøj, guldsmykker og dyre bæltetasker slynget over skulderen. Men ifølge dansk politis teori stammede netop denne 15-årige svenske drengs velstand fra en dyster kriminel løbebane, som man normalt ikke forbinder med børn. Efterforskning peger nemlig på, at den 15-årige havde forbindelser til det såkaldte Foxtrot-netværk, der ledes af den internationalt efterlyste Rawa Majid, også kaldet Den Kurdiske Ræv. Mere specifikt mener politiet, at drengen på et tidspunkt tilbød en person 200.000 svenske kroner for at udføre et lejemord i Danmark.

I debatten om krigens gang i Ukraine findes der et populært argument for, at det slet ikke står så skidt til på slagmarken for Ukraine, som sortseerne påstår, og at Rusland på ingen måde er på vej til at vinde krigen. Argumentet lyder:  Fronten er stort set stillestående, altså er der tale om en stillingskrig, hvor ingen af parterne ser ud til at få et afgørende overtag. Videre gør fortalerne for dette argument opmærksom på, at Rusland i dag kontrollerer en mindre del af ukrainsk territorium end i begyndelsen af krigen, så i det store billede er det absurd at påstå, at russerne har fat i den lange ende.  Læg hertil, siger forfægtere af dette synspunkt, at Rusland har lidt gigantiske tab både i menneskeliv, antal sårede og militært isenkram. Moskva, lyder det, har svært ved at erstatte disse tab, så hvis Ukraine holder ud længe nok, så vil man med Vestens hjælp kunne vinde krigen. Holder den analyse? Ikke hvis man konsulterer Alex Vershinin, oberstløjtnant i den amerikanske hær med ti års erfaring ved fronten i Irak og Afghanistan. Han er knyttet til den britiske tænketank Royal United Services Institute (RUSI) med særlig ekspertise i industri-kapacitet og indkøb af materiel og teknologi til nationale forsvar med henblik på at realisere sikkerhedsstrategier. Vershinin har siden krigens start i en række artikler forsøgt at råbe vestlige regeringer op. Ifølge Vershinin er den første del af den anførte argumentation irrelevant for krigens gang; altså spørgsmålet om, hvor stor en del af Ukraine den russiske hær kontrollerer, mens den andel del, nemlig påstanden om, at omfanget af de russiske tab skulle være gigantisk sammenholdt med de ukrainske, sandsynligvis er en sandhed med modifikationer. Sandsynligvis, fordi ingen af de krigsførende parter har offentliggjort deres virkelige tabstal, det er en velbevaret statshemmelighed og en del af informationskrigen, men der findes både på den russiske og ukrainske side uafhængige kilder, der indsamler data, som også bliver analyseret af vestlige iagttagere.  Før vi ser nærmere på Vershinins forklaring på, hvorfor man i Ukraine skal være forsigtig med at vurdere krigens gang ved at fokusere på, hvor meget territorium parterne kontrollerer, og vurdere de sandsynlige tabstal, kaster vi et blik på den bredere baggrund for Vershinins tilgang til moderne krig.

Mens Dansk Journalistforbund arbejder for mere ytringsfrihed og mere åbenhed i samfundet, findes der en noget anden historie internt på arbejdspladsen. Flere kilder fortæller til Frihedsbrevet, at de har fået en dyr tavshedsklausul med ud afd døren, når de er blevet afskediget – dette ofte uden at være blevet advaret på forhånd. Flere medarbejdere beretter desuden om et problematisk arbejdsmiljø, hvor man er bange for at blive fyret, hvis man taler højt om problemerne. Journalistforbundets metoder møder skarp kritik fra flere medarbejdere og fra en arbejdsmarkedsforsker. Forbundet selv afviser at stille op til interview, men fastholder i et skriftligt svar, at tidligere medarbejdere gerne må udtale sig.  “Hvordan vi vil gribe eventuelle fratrædelsessager an fremover, er altid en konkret og individuel vurdering, men vi vil naturligvis – også hvis der rejses kritik af vores fremgangsmåde – se på, om vi skal gøre noget anderledes,” skriver DJ i et skriftligt svar.

Dagen før præsident Trump lancerede sin toldoffensiv, trådte hans vicerådgiver for national sikkerhed, Alex Wong, op på scenen i en konferencesal få gader fra Det Hvide Hus. Anledningen var det årlige SAFE Summit – et højprofileret seminar om råstoffer, energi og forsyningsikkerhed. Hundredvis af jakkesætklædte embedsfolk, erhvervsledere og sikkerhedspolitiske topfolk var stimlet sammen og sad klar med kaffe og bærbarer ved lange konferenceborde, mens et skarpt, blåt lys fra storskærmen glødede ned over salen. Få minutter inde i åbningstalen kom sætningen, som mange tilsyneladende frygtede – men som Wong gradvist havde bygget op til: “Præsidenten ønsker at opbygge en lys fremtid sammen med Grønland.” Et gisp skar gennem salen. “Sammen kan vi få adgang til de enorme, uudnyttede ressourcer i og omkring Grønland. Og ved at gøre det med amerikanske investeringer og ekspertise, vil det berige det grønlandske folk – og gøre den frie verden mere sikker,” sagde Wong. Bag ham viste den futuristiske storskærm overskriften: Energi og Stormagtsrivalisering, hvilket er dét, det hele drejer sig om nu. I optakten til kommentaren om Grønland forklarede Wong, hvorfor USA nu retter blikket mod det danske territorium.

Mange ting kan se forkerte ud i bagklogskabens ulideligt klare lys. At forgylde pensionskassemedarbejdere med bonusser på op til 500 millioner kroner for at forvalte lønmodtagerens penge er en af dem. Det måtte Danmarks obligatoriske pensionskasse, ATP, sande, da de for fem år siden kæmpede sig gennem en shitstorm for at forklare rimeligheden i bonusaftalerne for ATP’s ansatte. Aftalerne medførte, at der var optjent bonusser på 178 millioner kroner i 2018, og samlet set kunne ATP’s topchefer vente over 500 millioner kroner i bonus, hvoraf størstedelen ville gå til partnerne i ATP’s interne kapitalfond ATP Private Equity Partners (ATP PEP). “Vi sidder og kigger på nogle 10 til 20 år gamle aftaler med nutidens briller. Når vi tager bestik af situationen i dag, er den anderledes,” forklarede Bo Foged i 2020 til Berlingske, hvor han også bekræftede at have sat handling bag ordene ved at have indført et bonusloft 50 millioner kroner. Med andre ord: De gyldne dage med eksorbitante lønfester for lønmodtagernes penge var ovre. Men Frihedsbrevet kan nu afsløre, at ATP’s guldfugle – en række velbetalte partnere i den interne kapitalfond ATP PEP – alligevel har sikret sig millioner i bonus.  Det er sket i pensionskassens egen kapitalfond ATP Private Equity Partners – også kaldet ATP PEP – der gennem investeringer i fonde og virksomheder skal sikre et solidt afkast til danskernes pensioner.  ATP PEP driver i dag i alt ni fonde, men i 2023 stiftede PEP sin første parallelfond, der for første gang lod private rigmænd investere side om side med danskernes pensionsmidler. Og det er netop i én af de parallelfonde, at ATP's egne medarbejdere kan se frem til en millionbonus.

Der er en lille eksklusiv gruppe af danske rigmænd, som er blevet rigtig godt behandlet af ATP. Mens hele Danmarks obligatoriske pensionskasse har præsteret at tabe flere hundrede milliarder af pensionsformuen de seneste år, så har enkelte velhavere nydt godt af at have ATP’s milliarder i ryggen.  Pensionskassens interne kapitalfond – ATP Private Equity Partners (ATP PEP), der investerer i andre kapitalfonde – er nemlig gået langt for at tiltrække en udvalgt skare af danske rigmænd.  Med ATP’s pensionsmidler i ryggen er de velhavende danskere blevet tilbudt at købe sig ind i en af ATP’s fonde på vilkår, der ifølge branchekilder og eksperter er nærmest umulige at konkurrere med. I mange år har det været en velbevaret forretningshemmelighed, hvad vilkårene indebar – indtil nu. 10 udvalgte investorer – ni selskaber, som blandt er ejet af rigmænd, og fagforeningen Lederne – er blevet lokket med at betale en meget lav pris for at få forvaltet deres penge og samtidig investere side om side med ATP’s milliarder i i ATP-fonden ATP PEP IX B.

Københavns Kommune betaler selv mere end 250 millioner kroner til indkvartering af fordrevne ukrainere, mens landets andre store kommuner får dækket næsten alle udgifterne af staten. Manglende boliger og få billige muligheder for at indkvartere ukrainerne gør det umuligt for Københavns Kommune at få dækket budgettet, forklarer kommunen. Hvert år støtter den danske stat kommunerne med omtrent 900 millioner kroner for, at de kan dække omkostningerne til ukrainske flygtninge, der er endt i Danmark på grund af krigen.