Christina Lagoni

Som medlem af fagforeningen Dansk Journalistforbund har man en særlig fordel, hvis man er utilfreds med sin arbejdsgiver.  Med åbne øjne omgår Dansk Journalistforbund nemlig reglerne i den danske model og kører rundt og afleverer kuverter med kontanter i til deres medlemmer, når de strejker i strid med overenskomsten og derfor er blevet trukket i løn af deres arbejdsgiver. En gylden regel er ellers, at medarbejdere kun må strejke i forbindelse med overenskomstforhandlinger. Hvis det sker, har forbundet en strejkekasse, der kan dække ens tabte lønindtægter.  Men hvis medarbejderne til gengæld nedlægger arbejdet, mens overenskomsten er gældende – i det, man kalder fredstid – er strejken overenskomststridig. Her bliver medarbejderen trukket i løn uden kompensation fra fagforeningen. “Den slags sager må DJ (Dansk Journalistforbund, red.) ikke støtte, hverken økonomisk eller politisk,” hedder det i et internt dokument fra Dansk Journalistforbund, som Frihedsbrevet er kommet i besiddelse af. 

Seks tidligere ansatte fra den skandaleramte bostedskæde Frisk-Pust fortæller om en kultur med voldsomme magtanvendelser imod de psykisk sårbare beboere på bostederne. De fortæller blandt andet, at personalet flere gange bevidst har undladt at indberette magtanvendelser til myndighederne – andre gange er indberetningerne blevet omskrevet.

Danske læger er vilde med at købe aktier i Novo Nordisk og arbejder i stor stil for medicinalindustrien. Det kan Frihedsbrevet beskrive efter at have lavet en omfattende granskning af de økonomiske bånd, som viser, at Novo Nordisk og andre aktører har udbetalt over 100 millioner kroner til de danske læger siden 2023. Ifølge flere kritikere er læger afkoblet fra den virkelighed, der gælder for andre offentligt ansatte.

124 ansatte hos Nordisk Råd betaler ikke en krone af deres løn til skat. Det har de nordiske politikere besluttet. I stedet betaler de ansatte en afgift af lønnen til Nordisk Råd. Reglen vækker undren blandt skatteeksperter, mens to skatteordførere kalder det “urimeligt” og “tåbeligt”. Selv svarer Nordisk Råd, at den afgift, de ansatte i stedet betaler til Nordisk Råd, kommer alle de nordiske lande til gode.

Fri­heds­bre­vet får kri­tik for annoncevideo Fri­heds­bre­vet brag­te i peri­o­den fra den 26. april til den 15. maj 2024 en annon­ce­vi­deo som en del af Fri­heds­bre­vets kampag­ne ”Ope­ra­tion 5000” om kampag­ne­mål om nye medlemmer. I video­en udtal­te ansvars­ha­ven­de che­fre­dak­tør Mads Brüg­ger, at en for­mand for en orga­ni­sa­tion, som hjæl­per sår­ba­re og udsat­te kvin­der, ”udsæt­ter kvin­der for… Continued

I den støvede horisont uden for den nybyggede villas vinduer er solen på vej ned – men selvom det tiltagende mørke fremhæver maleriernes pangfarver, må Kristian von Hornsleth både sprælle, pege og tysse for at bevare sit publikums opmærksomhed.  “Hvem er det, der snakker?,” halvråber Hornsleth gennem stuen i den til lejligheden lånte villa med et mønstret vægtapet så gyldent, at man på intet tidspunkt glemmer, at det er Dubai, vi befinder os i.  Nok har respektløshed altid været en dyd i Hornsleths værker, men jo ikke over for kunstneren selv, så hvad ligner det at stå og sludre nede i baren, bare fordi den er gratis?  “Ssssh!” Opgaven tager han alvorligt, for i aften er det kunstneren, der har købt billet for at se publikum, ikke omvendt. Dels af nysgerrig, dels af nød: Sagen er, at Kristian von Hornsleth, den arkitektuddannede provokunstner på 61 år, i årtier har levet af at forarge og forføre befolkningen. Hornsleth, du ved, manden, der “privatiserede” 100 britiske hjemløse og stiftede et anpartsselskab, der udelukkende investerer i våbenaktier. Ham, der med et beskedent antal geder overbeviste en hel afrikansk landsby om at tage Hornsleth som efternavn.  Alt sammen for at “spejle” danskernes påståede vulgære, asociale, narcissistiske og kalorielette tilværelse i en verden, der lider. Det er ham, Hornsleth, som tager alle farverne og den bredeste pensel i brug og signerer hvert et produkt med sit eget navn, med dollar-tegn og det tilkøbte “von” i centrum af det hele. Har kritikere fortalt ham, at hans kunst er usmagelig, har han svaret, at det håber han skam også, at vedkommende synes. For den smag er, hvad Hornsleth mener at have udstillet siden slutningen af 1990'erne: Danskernes magelige og vulgære dårligdomme. Vi har lullet os selv i søvn og glemt at tro på andet end os selv, har den underliggende, men også demonstrativt højlydte pointe fra Hornsleth lydt: Vi er for nihilistiske, for kapitalistiske, for egoistiske og individualiserede. For åndeligt dovne. For amerikanske.  Sådan lød hans mantra op gennem de frie 90'ere, de rige 00'ere og i løbet af de globale 10’ere, hvor Hornsleth, trods manglende anerkendelse fra det kunstneriske parnas, har formået at kommercialisere som få af sine kollegaer. MEN. Dén mand vækker ikke længere den nødvendige opsigt hjemme i Danmark.  Det gør han til gengæld herude, i det golde ørkenlandskab, hvor Hornsleth øjner chancen for at genvinde troværdighed som ham, der spidder og spejler sin samtid med provopop og dårlig samvittighed. Hvad fortæller den erkendelse om den danske folkesjæl? At Hornsleth nu erkender, at det hjemlige marked er mættet af hans provokunst, og at han ser et større potentiale i at sælge sine værker til danskere bosiddende i Dubai – et autoritært islamisk regime uden ytringsfrihed og demokrati, et de facto skattely med påstået geopolitisk neutralitet.  Spørgsmålet har naget mig, siden jeg for et par måneder siden hørte om Hornsleths ambition.  For hvis det er sandt, at værdien af Hornsleths kunst, som kunsthistoriker Jonas Bergstrøm beskriver i coffeetable-bogen SUPER CRASH, er, at den er “konfrontatorisk spejlende”, må man nødvendigvis spørge:  Hvad ser vi i Hornsleths spejl anno 2025? Det er det, jeg har inviteret mig selv med til festen og er rejst til Dubai for at observere.

Johnny, “Skomager”, “Badass”. Kært barn har som bekendt mange navne; således også Hells Angels-veteranen Johnny Engelhof Nielsen, som i den forgangne uge døde, 58 år gammel. Dødsfaldet var naturligt. Forstået på den måde at han under boksetræning forleden fik et ildebefindende og blev overført til et hospital i Marbella-området i Sydspanien, hvor han de seneste mange år har boet. 

CIA har frigivet mere end 60.000 sider hemmeligholdt materiale om mordet på JFK. Men hvad står der egentlig bag de sorte bjælker? Og fører de nye oplysninger verden tættere på en opklaringen af det 20. århundredes mest opsigtsvækkende mord? En af sagens største eksperter, graverjournalisten Jefferson Morley, som Flemming Rose tidligere har interviewet, er i ikke i tvivl. Hør hans vurdering i denne uges Fri Tænkning.

Endnu en overlæge får et påbud af Styrelsen for Patientsikkerhed for sin indblanding i psykiatriskandalen i Region Midtjylland.  Det skete i går, hvor det nye påbud blev tilføjet til overlæge Anders Lindelofs informationer i autorisationsregistret. Lindelof har hidtil været et ubeskrevet blad i den omfattende sag. I dag kom der så endnu en opsigtsvækkende nyhed fra Region Midtjylland. Tina Ebler, der er den øverste direktør for psykiatrien i regionen, fratræder sin stilling som hospitalsdirektør. “Jeg er taknemmelig for at have haft muligheden for at samarbejde med dedikerede og engagerede ledere og medarbejdere i Psykiatrien,” siger Tina Ebler i en pressemeddelelse.

Den sidste uges fejlslagne amerikanske charmeoffensiv i Grønland kan koges ned til én person: Thomas Emanuel Dans.  Det var hans organisation American Daybreak, opkaldt efter ideen om, at en “ny amerikansk dag snart gryr i Grønland,” der sammensatte hele pibetøjet. Og hvis man bedre vil forstå den seneste uges udvikling i trekantsdramaet, er Tom Dans et godt sted at starte. Ikke nok med at den tidligere arktiske kommissær personificerer Donald Trumps igangværende politik mod Rigsfællesskabet med sin fornægtelse og fordrejning af de faktiske forhold – det er også ham, der har orkestreret USA’s træk i det mærkværdige geopolitiske skakspil, der har udspillet sig den sidste uges tid.  Den texanske erhvervsmand har siden januar udført sit freelance-diplomati under dække af, at han blot er en uofficiel erhvervsmand, som elsker Arktis og ønsker at fremme kulturel udveksling mellem Grønland og USA – og tilfældigvis også har arbejdet for Trump og ført valgkamp for ham. Men efter Det Hvide Hus’ charmeoffensiv er blevet aflyst og ændret, og Grønland har fået sammensat en regeringskoalition uden det selvstændighedsivrige parti Naleraq, ser den kulturelle maske ud til at glide mere og mere af hans ansigt.  Nu er Tom Dans frustreret. For det, som han kalder et “godhjertet kulturelt besøg”, har udviklet sig til en PR-fiasko, der ikke ligefrem gør hans store ønske om at indlemme Grønland i USA lettere at realisere. Men ligesom med så mange andre urovækkende udviklinger i Grønlandsagaen, smiler Tom Dans sig igennem det hele og retter skylden mod utaknemmelige grønlændere og danskere. Amerikanernes pres på Grønland er, som Trump udlagde det til et kabinetmøde forleden, intet mindre end venskabeligt. I onsdags ringede Frihedsbrevet til Tom Dans for at høre mere om, hvordan han har fordøjet den sidste uge, hvordan Trump-lejren opfatter, hvad der ligner en fejlslagen charmeoffensiv, og hvad de har på tegnebrættet nu. For Tom Dans er på sin vis et slags vindue ind i MAGA, hvad Grønland angår. Det er ham, der åbner sprækker i marginalerne i Grønland, eksempelvis Jørgen Boassen og Kuno Fencker, som amerikanerne udnytter til at fremme deres sag, og han har USA’s nationale sikkerhedsrådgivers øre og rådgiver folk i Det Hvide Hus løbende om Grønland.