Christina Lagoni

Der var ikke nogen, der tog videre notits af det i det magtfulde økonomiudvalg. Flere bemærkede dog, at Slagelses Venstre-borgmester Knud Vincents var meget engageret i at købe landejendommen Kruusesminde, der skulle omdannes til naturskole. Og det skulle gå hurtigt, da den økonomisk trængte kommune skulle spendere de 27 millioner kroner, husker flere. Men der var tilsyneladende ikke nogen i byrådet, der vidste, at Knud Vincents var dybt involveret i, at Slagelse Kommune købte landejendommen af en landmand, som borgmesteren i flere sammenhænge har plejet omgang med. Lige indtil nu. I dag kan Frihedsbrevet løfte sløret for, at Knud Vincents i det skjulte har spillet en central nøglerolle i, at kommunen skulle købe den 260 hektar store landejendom af en landmand, som Knud Vincents – der selv er landmand – kendte fra både en landboorganisation og en Venstre-partiforening.

I Dansk Folkeparti er man ikke kendt for at vige uden om en kritik af Danmarks Radio. I virkeligheden er det en årelang tradition, der handler om at holde øje med, hvad vores alle sammens skattekroner går til. Og hvis der kan findes en politisk slagside blandt det skattefinansierede indhold, står man som god DF’er ikke tilbage for et saftigt indspark. På det seneste har det handlet om DR’s Grønlandsdokumentar eller DR’s Talentholds ansættelse af den 28-årige Harald Toksværd, som nu er blevet fyret igen. Ej at forglemme da en vært på TV Avisen havde en halskæde på, som Dansk Folkeparti mente måtte være et islamisk symbol. Men måske er der alligevel fælles front mellem DR og DF. Sådan var det i hvert fald for nylig, da Frihedsbrevets chefredaktør Mads Brügger gik sin stuegang på Christiansborg. Her oplevede han noget, som først så ganske almindeligt ud. Brügger gik forbi DR’s undersøgende korrespondent Line Gertsen, der var i fuld færd med at interviewe DF’eren Mette Thiesen for rullende kamera. De talte om politiet.

Det siges, at begyndelser er svære, så derfor er det en god ide at have flere bud på skitseblokken.  Jeg har for eksempel den her i baghånden:  “Denne stuegang er noget ud over det sædvanlige. Hvis jeg selv skal sige det. Jeg taler med Ungarns statsminister Viktor Orbán om, hvilket land der er mest demokratisk; Danmark eller Ungarn. Og jeg spørger Kroatiens statsminister Andrej Plenković, om han vil dø for sit land, ligesom at Mette Frederiksen (S) vil dø for Danmark. Desuden er jeg til pressemøde om chatkontrol inde i den dybe stats sakristi, nemlig Justitsministeriet. Og så er jeg øjenvidne til, at en DR-reporter laver indhold til sociale medier for et medlem af Dansk Folkeparti.”  En mindre selfie-journalistisk måde at slå tonen an på er den her:  “Eftersynet af danskernes beskyttelsesrum trækker ud. Det var ellers tilbage i maj måned, længe før at hybridkrigen kom til Danmark, at vores højt elskede beredskabsminister Torsten Schack Pedersen (V) erklærede, at nu skulle nationens beskyttelsesrum tages ud af mølposen og bringes up to date, startende med et eftersyn. Men som Jyllands-Posten har opdaget det, så er eftersynet her 4-5 måneder senere stadig ikke kommet i gang af den utrolige årsag, at Beredskabsministeriet tilsyneladende ikke har været i stand til at formulere noget så basalt som en tjekliste.  “Jeg er utålmodig”, sagde beredskabsministeren forleden dag til TV 2 News om problemet og tilføjede så, at det alligevel var “rettidig omhu”, og så ved vi jo allesammen godt hvad klokken er slået.” Den helt korte begyndelse er den her:  “Dagen før EU-topmødet satte hele statens sikkerhedsapparat sig tungt på Københavns centrum, og ved aftentide lød byen, som metropoler i politistater lyder; der var bomstille. Det var ellers kun i Pyongyang, Nordkoreas hovedstad, at jeg før havde hørt en storby, der var så stille om natten, som København var blevet det, og denne stilhed fyldte mig med en dyb rædsel.” Disse indledninger kan alle sammen noget, men efter moden overvejelse har jeg besluttet mig for at gå med mit fjerde bud:  “De higer og søger i gamle bøger, i oplukte høje, med spejdende øje,” gjorde pressen på Christiansborg. For rygtet sagde nemlig, at den mest magtfulde embedsmand i kongeriget, Statsministerets departementschef Barbara Beatrice Bertelsen, var blevet full blown bims. Jeg havde hørt det, og mine kolleger havde hørt det. Selv de mest loyale BBB-støtter var enige om det; Barbara Bertelsen var blevet helt gak gak på grund af det med dronerne.  Dronerne? Ja, dronerne. Var de der overhovedet, eller var det hele bare en kollektiv luftspejling af vores inderste frygt? Det var til at blive skør af, og det var netop det, som Statsministeriets departementschef var blevet, sagde rygtet. Og hvis hun var gået fra snøvsen, hvad så med den magtsyge herskerinde, som hun tjener under, nemlig socialdemokratismens Jezabel, statsminister Mette Frederiksen?  Dette pikante spørgsmål rungede effektfuldt i Borgens gange, men ligesom med så meget andet i den politiske verden kunne det også sagtens være, at det hele bare var ammestuesnak, som man virkelig burde holde sig for god til at bringe videre.  Derfor må jeg rent principielt tage den dybeste afstand til, at jeg skriver om det her. Personligt var jeg mere optaget af, at jeg skulle ud på en next level stuegang. For hele Ridebanen, som omkranses af Borgen, var blevet fyldt op af enorme, hvide telte. Og i koncentriske ringe omkring denne teltby var der lag på lag af sikkerhedsafspærringer med kontrolposter og snigskytter og maskiner til at scanne tasker og menneskekroppe med. Og fra Tyskland, Frankrig og Sverige var der blevet sendt såkaldte “antidrone-kapaciteter” til København, hvis nu Putin skulle formaste sig til at flyve droner hen over Slotsholmen. 

Danmarks udenrigsminister Lars Løkke Rasmussen (M) og konen Sólrun har tjent godt til opsparingen ved at leje en lille del af deres hus i Græsted ud.  En lille “lejlighed” på 37 kvadratmeter til knap 8.000 kroner om måneden.    Frihedsbrevet har talt med den enlige buschauffør Claes Hoppe, der sammen med sin hund har boet på Løkkes matrikel i et år. Han fortæller, at Løkke-parret trods gentagne rykkere ikke kunne fremsende en lejekontrakt, og at lejemålet fremstod beskidt med spindelvæv, da han flyttede ind. Ifølge 50-årige Claes Hoppe blev resten af huset udlejet på Airbnb til mestendels udenlandske håndværkere.

“Nothing is easy  When you build to reach the sky But look how far we′ve come The ground is gone I was afraid of heights till you said,” lyder det fra forsangeren i det coverband, der er blevet placeret på et sidestykke til hovedscenen i Odense Congress Center. Og så kommer de. Stephanie Lose og Troels Lund Poulsen, der desuden har sin datter med på armen, indtager scenen på Venstres landsmøde til tonerne af Jonah Blacksmiths optimistiske “Up”. Og de går og smiler og vinker, mens salen klapper ukritisk af disse to, der har ført dem til de stagnerede 10 procent i meningsmålingerne. I skrivende stund forudser den nyeste meningsmåling fra Voxmeter blot 9,5 procent, men de ligger gerne mellem de ni og 11 procent, hvilket er smerteligt lavere end de 13,3 procent, som de fik ved folketingsvalget i 2022. Det er den 5. oktober, og det er første dag af Venstres landsmøde, der holdes her i weekenden i Odense Congress Center, hvilket er noget atypisk for det gamle bondeparti, der har for vane at holde sin komsammen i Herning. Det er inden for de selvsamme odenseanske mure, at Venstre i juni 2014 holdt det notoriske syv timer lange ekstraordinære hovedbestyrelsesmøde. Mødet kom på baggrund af Lars Løkkes (M) GGGI-skandale og bilagssager, og den endelige udløser for mødet var det elendige EP-valg.

I et patosfyldt reklamespot fortæller skuespiller Troels Thorsen, der er kendt fra flere film og tv-serier, hvordan hans demente mor ikke længere kan genkende ham. “Kan det virkelig passe, at vi skal vente flere måneder på en udredning?” spørger han i reklamen, der er blevet sendt på TV 2 og sociale medier. Herefter replicerer en varm mandestemme i en speak: “Vidste du, at du har ret til hurtig udredning? Hos Din Patientguide finder du råd og vejledning om dine patientrettigheder.” Reklamen slutter med at opremse telefonnummeret til Din Patientguide, som Danmarks største velfærdskoncern Carelink driver for finanslovsmidler. Der er bare et meget alvorligt problem.  Reklamens budskab er ifølge regionerne så misvisende, at de har slået alarm til Sundhedsstyrelsen. “Indholdet må betragtes som vildledende,” skriver de fem regioner i et fælles brev til Sundhedsstyrelsen.

Kritikerne stod i kø for at lade omverden vide, hvor lille og ubetydelig en sag Frihedsbrevet havde fat i, da vi for nylig skrev en artikel om DR’s nyhedsdirektør Sandy Frenchs taxaforbrug.  Bunden var nået, lød det fra diverse mediekanoner og X-krigere. Sølle 521 taxature på fem år var det blevet til på skatteydernes regning. Heraf var 142 af turene foretaget mellem hendes hjem på Islands Brygge og DR Byen, der ligger knap to kilometers cykeltur derfra. En af dem, der lød nærmest overbærende og opgivende, da han delte sin holdning, var Ulrik Haagerup, leder af Constructive Institute. Han havde følgende konstruktive indspark i debatten, da han gæstede mediemagasinet Q&Co: “Hvis man gør op, hvor mange det så er om måneden, endsige om ugen, så taler vi komfitterknas,” siger Haagerup og kalder Frihedsbrevets historie for “flueknepperi”.

Fremover skal alle tech-virksomheder og beskedtjenester kunne tvinges til at scanne alle deres brugeres videoer og links, inden de sendes.  I hvert fald hvis det står til Danmark.  Til oktober skal EU’s ministerråd nemlig stemme om et kontroversielt forslag, der af kritikere er døbt chatkontrol. Forslaget er fremsat af det danske EU-formandskab.  Ifølge forslaget skal myndighederne kunne tvinge tjenester som Snapchat, Messenger og Signal til at overvåge deres brugeres beskeder – alt sammen i jagten på pædofile, som deler børnemisbrugmateriale.  Overfor Frihedsbrevet maner justitsminister Peter Hummelgaard (S) dog til besindighed. Han vil ikke have, at den politiske drøm bliver omtalt som “chatkontrol”.

I denne udgave af Fri Tænkning taler jeg med den britiske forsvarsanalytiker, forfatter og ruslandsekspert, Andrew Monaghan. Det gør jeg, fordi Monaghan er aktuel med bogen Blitzkrieg and the Russian Art of War, der handler om russisk krigsførelse og strategi i det 20. og 21. århundrede – altså fra Første Verdenskrig og Den Russiske Borgerkrig i årene efter revolutionen i 1917 over Anden Verdenskrig til senere krige og militæroperationer i Tjekkoslovakiet, Afghanistan, Tjetjenien, Georgien, Syrien og Ukraine.  En af Storbritanniens førende militærhistorikere har anbefalet Monaghans bog med ordene: ”Alle officerer i NATO bør læse den”. Monaghan identificerer en gennemgående spænding i russisk militærhistorie mellem krige, hvor Moskvas mål er et hurtigt knockout-slag og udmattelseskrige. Ofte begynder de som knockout-forsøg, der slår fejl, hvorpå Moskva skifter kurs og satser på at slide fjenden op. Sådan var det med Vinterkrigen mod Finland i 1939, i Tjetjenien i 1994 og 1999 og i Ukraine i 2022, mens Moskva havde succes med massive og hurtige anslag mod Polen i 1939, Manchuriet i 1945 og Tjekkoslovakiet i 1968. Andrew Monaghan forsker i russisk strategi og fremtidige scenarier. Han er knyttet til NATO’s Defense College, og han er også direktør for konsulentvirksomheden AM Research Limited. Monaghan beskriver sit arbejde på denne måde: ”Mit job er at iagttage, vurdere og tolke, hvad russerne har gang i, hvad de pønser på, og hvad deres planer er på baggrund af, hvad de selv siger, og hvad de rent faktisk investerer i og gør.” Lad os begynde med et overordnet spørgsmål, som mange sikkert går og stiller sig selv. Hvad vil Rusland? Hvordan definerer Moskva sejr og nederlag i den igangværende konflikt med Vesten og i krigen i Ukraine? Andrew Monaghan mener, at man i Moskva vurderer succes og fiasko på en række parametre, ikke alene det militære. Økonomi, diplomati, sammenhængskraften i samfundet, mobiliseringen af befolkning og ressourcer ved hjælp af institutioner som kirken, uddannelsesinstitutioner, veterangrupper, folkefronter, medier og andet. Ifølge Monaghan har Rusland et fundamentalt anderledes perspektiv end Vesten på krigen i Ukraine. Han siger: ”I Vesten er det en udbredt opfattelse, at det centrale går ud på, om vi er i stand til at forhandle en afslutning på en krig, der foregår i det østlige Ukraine, mens Moskva ser det som åbningssalven i en trediveårskrig. Man kan sammenligne det med den oprindelige trediveårskrig i det 17. århundrede, eller man kan sammenligne det med perioden fra 1914 til 1945, hvor der var en periode med fred undervejs mellem to verdenskrige. Der er tale om en konfrontation, der vil strække sig over årtier, og som drejer sig om forandring af verden.” - Hvad er målet? ”Et minimumsmål handler om at styrke Ruslands geoøkonomiske position. Man har fået kontrol med Det Azovske Hav nede ved Krim, og det er nu Ruslands indre farvand. Man ønsker at få kontrol med handelsruter fra Sortehavet, neutralisere Ukraine som eksport-konkurrent i regionen. Det er vigtige, indledende elementer, og så vil man holde det euro-atlantiske fællesskab på armslængde. Det handler ikke så meget om Ukraine i sig selv, men om at sikre Ruslands position i verden i bredere forstand.” - Hvordan vil du vurdere det foreløbige resultat set med Moskvas øjne? ”Resultaterne er kommet med enorme omkostninger, men de har som nævnt fået Det Azovske Hav. Europa bekymrer sig om, hvordan et russisk angreb vil folde sig ud, og Putin er blevet inviteret til Alaska. Fra London ser billedet ikke godt ud. Den russiske ledelse mener, at de vinder. Det er dårligt nyt for Kyiv, og det er på mange måder dårligt nyt for den ukrainske befolkning, og det er en stærk påmindelse til europæerne om, hvad krig er for en størrelse, behovet for brug af statens ressourcer til at afskrække, og hvad det kræver. I den forstand ser jeg som brite ikke noget som helst positivt.” - Du sagde, at krigen i Ukraine set med Moskvas øjne synes at være den første salve i en trediveårskrig. Hvad ser du som Ruslands næste skridt i denne strid? ”Hvis den vurdering er korrekt, så taler vi om en strukturel konflikt, der vil vare en generation. Jeg tror, at der vil være en fundamental politisk uenighed om Moldova, som ikke er medlem af NATO. Jeg tror også, at den russiske horisont rækker langt videre, end folk forestiller sig. Vi ser dette som et europæisk problem, men jeg ser ikke en russisk landinvasion af de baltiske lande som det mest realistiske scenarie.”

Selvom de havde fået et blankt afslag fra Gnags-frontmand Peter A.G., brugte Moderaterne alligevel “Når jeg bliver gammel” i deres politiske kampagne.  Efter at Peter A.G. havde sagt nej til at blive brugt i en kampagnevideo, pillede Moderaterne sangen ud af deres video. Men de afspillede den på deres årsmøde i 2024, både før og efter kampagnevideoen blev vist, og Lars Løkke Rasmussen indledte sin tale med ordene “Når jeg bliver gammel”. Senere brugte de frasen på en plakat.  Alligevel fastholder Moderaterne, at de bare bruger en metafor, der ikke har noget som helst at gøre med Gnags. “De både lyver og skaber helt bevidst forvirring,” siger Peter A.G.