Christina Lagoni

Sagen om studerende fra Bangladesh, der har været med til at polstre danske universiteters økonomi, har skabt voldsom ballade. Mette Frederiksen har beskyldt Roskilde Universitet for at føre sin egen udlændingepolitik, og man har nu strammet reglerne for at få lagt en dæmper på valfarten. Nu kan Frihedsbrevet afdække, at en række uddannelsesinstitutioner har skaffet udenlandske studerende via agenter, som de har betalt millioner af kroner. Uddannelsesagenter i Bangladesh og Nepal har nemlig fået fyldt bankkontoen med danske kroner i provision for at have skaffet hundredvis af studerende til et erhvervsakademi i Kolding.

En investering fra Anne Stampe kommer med en meget høj pris. For den erfarne tv-løvinde fra Løvens Hule og stifter af virksomheden Nordic Female Founders er villig til at gå meget langt for at sikre sit gode omdømme. Flere virksomheder, der tidligere har fået en investering fra Anne Stampe, kan nu fortælle, at en investering fra løvinden kommer med en mundkurv, der forhindrer virksomhederne i at udtale sig om deres samarbejde med Anne Stampe offentligt. Og særligt én virksomhed har mærket konsekvenserne.

DR’s nyhedsdirektør Sandy French virkede særdeles overbevisende i sine svar, da Frihedsbrevet i sommer konfronterede hende og DR med hendes mange taxature til og fra hendes hjem, der ligger under to kilometer fra DR Byen. Der var intet at komme efter, passér gaden. Men pludselig har hun øjensynligt ombestemt sig. Der var alligevel noget at komme efter, har hun nu erkendt, efter DR har haft blandt andre Deloitte til at undersøge hendes taxaforbrug.  Her har revisionskæmpen konkluderet, at turene til og fra hjemmet er imod DR’s retningslinjer, og at der er en række taxaudgifter, “hvor det ikke er dokumenteret, at disse har en jobmæssig begrundelse”.  Altså direkte i modstrid med, hvad Sandy French tidligere har forklaret, og som altså nu har fået hende til at tilbagebetale 16.000 kroner.

Lars Løkke Rasmussen er virkelig glad for Gnags-sangen “Når jeg bliver gammel”. Det er også en sang, som betyder meget for medarbejderne i Løkkes parti, Moderaterne, fordi medarbejderne har danset til den i både gode og mindre gode stunder, når de skulle huske på, hvad der egentlig er vigtigt.  Det var nogle af de tunge argumenter, da Moderaterne i februar 2024 forsøgte at overbevise Gnags-frontmand Peter A.G. Nielsen om, at der var god ræson i at lade Moderaterne bruge “Når jeg bliver gammel” i en kampagnevideo.  Peter A.G. Nielsen sagde nej.  Han og de andre Gnags-medlemmer havde for længst aftalt, at deres musik ikke skulle bruges til partipolitik. Det havde sådan set ikke noget med Moderaterne at gøre, sådan var aftalen bare. Og så ville Peter A.G. heller ikke ende som Richard Ragnvald, der sang for Dansk Folkeparti, forklarede han. Fint nok, så var den potte ude, skulle man tro. Men da Peter A.G. for få måneder siden spankulerede forbi en reklamesøjle, kunne han måbende iagttage en plakatkampagne, hvor “Når jeg bliver gammel” minsandten havde sneget sig ind i en Moderaterne-kampagne alligevel. En af de kampagner, Moderaterne har produceret, hvor Peter A.G. mener, at de to første linjer i sangen “Når jeg bliver gammel” bliver misbrugt til politiske budskaber. (Foto: Peter A.G.)

Det er en af landets mest erhvervsvenlige kommuner. Men meget tyder på, at Kalundborg Kommune er gået over langt over grænsen. Gang på gang har Kalundborg Kommune involveret sig som mellemmand i ejendomshandler mellem private grundejere og Novo Nordisk, som Frihedsbrevet har beskrevet den seneste uge. Det må en kommune bare ikke, vurderer eksperter på stribe.  “Der er en rød linje, som Kalundborg Kommune klart træder over, når de blander sig i en sag mellem to private: En lodsejer og Novo Nordisk,” siger juraprofessor Frederik Waage fra Syddansk Universitet, der mener, at den kommunale vagthund Ankestyrelsen skal åbne en sag mod Kalundborg Kommune.

Pludselig stod Nepals parlament i flammer. Det kom ud på nyhedsrullen, mens jeg var til samråd med klimaminister Lars Aagaard (M). Dagen efter blev MAGA-bevægelsens unge, hvide håb, Charlie Kirk, dræbt af en snigskytte under et debatarrangement ved et universitet i den amerikanske delstat Utah.  Det hele føltes, som om vi befandt os, som filosoffen Søren Kierkegaard ville have sagt det, på de 70.000 favnes dyb.  Altså helt nede i det mørkeste mørke.  Og så, for at gøre ondt værre, kom dronerne flyvende. Mandag aften i den forgangne uge blev Kastrup Lufthavn lagt ned af en såkaldt “kapabel aktør”, hvad så end denne betegnelse for dronernes bagmænd dækker over. Næste dag, den 23/9 kl. 17, var der orientering til partilederne om dronerne ovre i Justitsministeriet. Det hele var på forhånd indhyllet i et slør af hemmelighedskræmmeri, som gjorde, at man følte sig ført tilbage til de gode gamle corona-dage. For eksempel fik vi kun at vide, at dronerne var “temmeligt store”, men ikke præcis, hvor store de var, og det var også fortroligt, hvor dronerne var fløjet hen. Det eneste der kan siges med sikkerhed er, at vi godt kunne stryge Fætter BR og jydske bonderøve fra listen over mistænkte “kapable aktører”, for ifølge forsvarsminister Troels Lund Poulsen (V) var det ikke “Jens Hansen, der flyver rundt med en Fætter BR-drone.”  Da jeg selv kom forbi Justitsministeriet, var mødet allerede startet, og på gaden udenfor stod nogle journalister og kamerafolk fra DR og TV 2. Når de ringede ind til deres kilder inde i ministeriet for at spørge, hvor længe mødet varede, fik de at vide, at det var “fortroligt”. Som om der ville gå en alarm ovre i Kreml, hvis det kom frem, at mødet ville slutte klokken 18. Eller klokken 19. Journalisterne pressede på alt, hvad de kunne, men lige meget hjalp det; det var en statshemmelighed, hvornår dette møde sluttede.  Hvad mon de lavede derinde? Var der navneopråb for at efterprøve, hvem af partilederne der vil dø for Danmark, sådan som statsminister Mette Frederiksen siger, man skal være parat til at gøre i dette vanvittige interview i dagbladet Børsen?  Eller måske rigspolitichef Thorkild Fogde var i gang med at vise nogle splinternye anti-drone action cards frem? Det var i sandhed strenge tider, og stemningen omkring pressen – og ytringsfriheden i det hele taget – gik desværre også mod syd. Ovre i USA, krævede Krigsministeriet – tidligere kendt som Forsvarsministeriet – nu, at journalister skal sværge ikke at indsamle og viderebringe oplysninger, der ikke på forhånd har været godkendt til offentliggørelse af Pentagon, hvilket reelt set var et forbud mod journalistik. Eller i hvert fald indførelse af censur.  

Det første, jeg får øje på ude foran Tinghallen i Viborg, er en kvinde, der tager et selfie med en politibil, hvilke er godt repræsenterede her i dag, for inde i Tinghallen holder Dansk Folkeparti deres årsmøde, der foruden dét også fungerer som partiets 30-års fødselsdag.  Om ganske få dage – den 6. oktober – er det nemlig 30 år siden, at Pia Kjærsgaard sammen med Kristian Thulesen Dahl, Ole Donner og Poul Nødgaard stiftede Dansk Folkeparti. Og det vil de fejre her i Viborg. Nogle af dem i hvert fald. For både Ole Donner og Poul Nødgaard gælder det, at de er døde. For Kristian Thulesen Dahl gælder det, at han er så godt som død for partiets top. Og mange af de andre, der har været bærende søjler i Dansk Folkeparti gennem de seneste 30 år, har noget andet at se til, nemlig Danmarksdemokraternes årsmøde, der ligeledes afholdes i dag, dog i Herning. I Tinghallens foyer kan man købe en t-shirt for 25 kroner og en fadøl for det dobbelte. Der er t-shirts i mange varianter og i hvert fald i tre farver (DF-blå, hvid og sort), og de har allesammen hver deres mere eller mindre nationalistiske motiver. Nogle et Dannebrog, hvor der i det hvide kors står “Danskerne først” (“først” står skrevet både vertikalt og horisontalt, “Danskerne” blot horisontalt). På en anden t-shirt står der “Man binder os …” og nedenunder “Nej til censur!”

Det var ikke en enkeltstående sag, da Frihedsbrevet i sidste uge kunne afsløre, at en topembedsmand i Kalundborg Kommune i det skjulte arbejde for Novo Nordisk. Topembedsmanden – kommunens magtfulde teknik- og udviklingsdirektør Michel van der Linden – forhandlede ikke kun aftalen med den private grundejere Mia Reesen helt i mål, indtil Novo Nordisk blev introduceret på målstregen. Van der Linden og embedsværket i kommunen gjorde nemlig det samme i en række andre bolighandler i området. Frihedsbrevet kan nu beskrive, hvordan Kalundborg Kommune systematisk har opereret på vegne af Novo Nordisk ved at være mellemhandler og ejendomsmægler i adskillige handler i det østlige Kalundborg, hvor Novo Nordisk har brugt et trecifret millionbeløb på at købe grunde af private borgere.  På baggrund af ejendomsoplysninger, mails og vidnesbyrd fra en lang række nuværende og tidligere grundejere i området, kan Frihedsbrevet beskrive en praksis, der er stærkt problematisk, vurderer flere eksperter.

Danskere kigger mod nattehimlen og ser fjendtlige droner – eller også tror de, de ser dem.  Den seneste uges krænkelser af dansk luftrum og dertilhørende frygt for, at fremmede øjne kigger direkte ned på vores kritiske infrastruktur, har udløst panik over hele landet.  Og for at gøre ondt værre lod torsdagens befippede pressemøde fra regeringstoppen kun til at øge bekymringerne.  Men handler det hele kun om droner – eller handler det også om os selv? Frihedsbrevet har talt med den amerikanske sociolog Robert Bartholomew, som er en af verdens førende eksperter i massehysterier og sociale panikker.  Ifølge ham lægger ugens droneobservationer i dansk luftrum sig mere op ad massehysterier, som vi kender dem fra historien, end op ad reelle militære trusler. “Historien gentager sig aldrig, men den rimer,” forklarer Bartholomew til Frihedsbrevet.  “Der har været mange UFO-bølger gennem tiden. Lige nu er droner det nyeste.” Dr. Bartholomew er æreslektor ved Institut for Psykologisk Medicin på University of Auckland i New Zealand og forfatter til adskillige bøger om emner i videnskabens gråzone, heriblandt UFO’er, Bigfoot, søuhyrer og hjemsøgte huse. Det er ikke, fordi Bartholomew selv er gået på jagt efter afskyelige snemænd eller spøgelser – i stedet forsker han i, hvordan kulturelle og sociale fænomener påvirker vores kollektive menneskelige adfærd. Det gælder især i tilfælde af massehysterier, sociale vrangforestillinger og troen på det overnaturlige.

I denne uges Fri Tænkning fortæller jeg om en ny bog af den udenrigspolitiske tænker, Emma Ashford, med titlen First Among Equals: U.S. Foreign Policy in a Multipolar World. Her analyserer Ashford, hvad der er gået galt med amerikansk udenrigspolitik siden afslutningen på Den Kolde Krig, og hvorfor der ikke mere er konsensus om Washingtons udenrigspolitiske kurs, samt hvilke grupper der tegner debatten om en ny amerikansk strategi, og endelig giver forfatteren sit bud på en bæredygtig amerikansk udenrigspolitik videre frem i det 21. århundrede. Ashford mener, at USA skal omfavne en multipolær verden i stedet for at se den som en trussel mod amerikansk dominans, og at Washington på den måde kan befæste en position som den første blandt ligemænd – deraf titlen – ved dels at styrke sine allierede i Europa og Asien i stedet for at forsøge at underminere dem, dels ved at etablere partnerskaber og løsere alliancer, som ikke binder USA og giver større fleksibilitet og manøvrerum for Washington i en turbulent verden.  Emma Ashford er til daglig seniorforsker ved tænketanken The Stimson Center i Washington. Desuden underviser hun i sikkerhedspolitik ved Georgetown University i den amerikanske hovedstad, og hun er også tilknyttet The Modern War Institute på USA's forsvarsakademi i West Point. Ashford skriver en fast klumme i det udenrigspolitiske magasin Foreign Policy og har tidligere udgivet bogen Oil, the State, and War: The Foreign Policies of Petrostates (2022).