Christina Lagoni

Flere gange om året drager en diligence fra Danmarks Radio af sted til Helsingør for at holde seminar på det eksklusive Marienlyst Strandhotel. Her står den på alt fra faglige oplæg til lerdueskydning, teambuilding og afslapning. Prisen ligger på omkring 3.000 for halvandet døgn pr. person, og nogle gange kan der være 80 mennesker med på et seminar. “En skandale,” mener Pia Kjærsgaard fra Dansk Folkeparti, mens DR selv forklarer, at man overholder sig inden for egne beløbsgrænser og afholder seminarer på sædvanlig vis.

Hvis man i sit naive og idealistiske sind gik rundt og bildte sig selv ind, at Folketinget var åbent for offentligheden, og at pressen frit kunne bevæge sig rundt og berette fra demokratiets højborg, kan man godt tro om igen. Det bliver slået fast med syvtommersøm i en ny afgørelse, som Folketingets Præsidium har truffet, efter at Venstre-politikeren Jan E. Jørgensen har klaget over en reportage, som chefredaktør Mads Brügger skrev fra hans 60-års fødselsdagsreception i Folketinget. Afgørelsen trækker spor tilbage til et hidsigt opgør, der udspillede sig i Rigsdagen for godt 130 år siden. Dengang forsøgte en gruppe nærtagende politikere at lukke ned for presselogens “onde ånd” af en journalist, som skrev ting, de ikke brød sig om. Men inden jeg går i detaljer med den fascinerende historie, vil jeg lige opridse den aktuelle sag. Som den opmærksomme læser nok allerede har sjusset sig frem til, så handler mit nyhedsbrev i dag ikke om de artikler, vi har udgivet den seneste uge. Der er ellers nok at fremhæve. Men præmissen for, at de overhovedet kan blive til, er, at vi har en fri og uafhængig presse i Danmark. Og når huset er under angreb, er det tid til at forsvare sig. I bunden af denne tekst har jeg derfor indsat en række artikler, som jeg håber, du vil læse eller lytte til. Og nu til sagen. Jan E. Jørgensens velbesøgte selv-fejring blev afholdt den 20. februar 2025 i Folketingets mondæne kantine, Snapstinget. På balkortet fandt man blandt andre Jakob Ellemann-Jensen, der slog sig løs som en af snobberne fra Fritz og Poul, Lars Findsen, Bergur Løkke Rasmussen og Mogens Jensen. Sidstnævnte gik helt dybt i buffeten, fremgår det af reportagen. Københavns Drengekor var sågar hidkaldt for at synge “I østen stiger solen op”. Hvad der på overfladen måske lyder som harmløse ingredienser til en reportage, endte dog i en tekst, der mildt sagt ikke stod på ønskelisten hos fødselsdags-Jan. Det aktiverede så meget vrede i ham, at han selv røg til tasterne. Jan E. Jørgensen sendte en officiel klage til Folketingets Præsidium over Mads Brüggers reportage. Der er ikke det, der ikke er galt, fremgår det af Jan E. Jørgensens klage. Brügger var ikke inviteret. Han skriver om gæsterne i et sprog, der er “stødende”, han spørger dem ind til emner, som Jan E. Jørgensen “ikke mener er relevante i forhold til receptionen”, hans deltagelse opfattes som “intimiderende” for gæsterne, og så skriver han tilmed på en måde, der er “injurierende og tarvelig”. Så hvis du ikke allerede har læst reportagen, vil jeg kraftigt opfordre dig til at gøre det. I forvejen afsoner Mads Brügger en dom på tre måneders karantæne fra Folketinget for “manglende situationsforståelse”. Hans brøde var, at han i selskab med Rasmus Paludan gik rundt på Christiansborgs gange og sidenhen gengav i Frihedsbrevet, hvad de havde talt med deltagerne til en torsdagsbar hos de nordatlantiske mandater om. Så måske Jan E. Jørgensen øjnede muligheden for at blive kendt som den politiker, der bankede sømmet helt i ligkisten og fik bortvist Frihedsbrevet for bestandigt fra Folketinget. Men helt sådan skulle det ikke gå – og så alligevel. Afgørelsen er kommet. Og den korte opsummering er, at Frihedsbrevet vinder, men at den frie presse alligevel ender som den helt store taber. For det første bliver Jan E. Jørgensens klage afvist af Præsidiet, hvilket måske umiddelbart kan virke en smule overraskende, når nu bødeblokken i forvejen var hevet frem fra inderlommen. Man kan i hvert fald levende forestille sig, at der var flere politikere, der var blevet så glade for at slippe for at blive underkastet et kritisk blik, at de godt ville trække en karantænebillet mere i automaten. Det er selvfølgelig positivt, at en politikers holdning til, hvad et frit medie vælger at skrive, ikke kan afgøre, om man skal smides på porten eller ej. Men. For der er desværre et men. Folketingets Præsidium benytter nemlig anledningen til at stramme reglerne. I forvejen er pressens tilstedeværelse indkapslet i et stramt og fintmasket net af regler, som – hvis nogen sætter en fod forkert – udløser karantæne. Man må eksempelvis ikke filme eller fotografere politikere, uden at de har givet samtykke til det, eller bringe optagelser af, at man forsøger at få en politiker til at svare på et kritisk spørgsmål, medmindre de siger ja.

Oprustningen af det danske forsvar er ikke nok. Skal nationen stå imod Putin, Trump og hvem der ellers gemmer sig af fjender, afkræves danskerne også en “åndelig oprustning”, lyder påstanden fra en håndfuld ministre. Hvad skal det nu betyde? Kan staten blande sig i borgernes dannelse? Bør den? Har den gjort det før? I denne serie om åndelig oprustning undersøger Frihedsbrevet omfanget af regeringens nye sjælekamp. I en håndfuld højstemte minutter torsdag morgen i sidste uge lød hun ikke som landets statsminister, men som en kombination af en hærfører og en sjælehyrde for den menighed, der er danskerne.  Fra Folketingets talerstol indledte Mette Frederiksen årets afslutningsdebat ved at liste en række navne på det, der kunne tolkes som fortroppen i den omsiggribende “åndelige oprustning”, som hun og flere af regeringens ministre på det seneste har påkaldt sig: “Mozart, Edith Piaf og Picasso (...) Marie Curie. Kierkegaard. Marx. Darwin. Rousseau, Luther. Og Hannah Arendt,” opremsede statsministeren med tryk på hvert et navn og fortsatte: “Václav Havel, Stefan Zweig og Hartvig Frisch.” Da holdt Frederiksen en kunstpause og spejdede ud over Folketingssalen, som om hun ventede på, at Kierkegaard, Picasso og de andre ville bekræfte deres fremmøde.  Inden da havde statsministeren mindet tilhørerne om, at “den verdensorden, som vores frihed, tryghed og velstand har hvilet på siden Anden Verdenskrig” er “truet”, og at truslen kræver, at danskerne er villige “til at kæmpe for det”. For hvad? For “et stærkt Danmark” og for “et stærkt Europa”, sagde Frederiksen, inden hun med et for hende ganske atypisk akademisk sprog uddybede, at Europa ikke er “et sted”, men “en idé”. I skudlinjen denne dag stod hverken Krim eller Baltikum, men “Anne Frank, Den lille prins, Einstein, Astrid Lindgren, Thomas Mann (...) Tolkien og J. K. Rowling.” ”Europa er vores åndsliv,” understregede Frederiksen klædt i hvidt jakkesæt og gjorde det klart for alle, at talerstolen denne torsdag var besteget af Salon-Mette og ikke Makrel-Mette, hendes anden og mere folkekære persona. Sidstnævntes vanlige Shu-bi-dua-citater og øvrige referencer i gulvhøjde var fejet bort. I stedet bevæbnede hun sig med tungt retorisk skyts fra øverste europæiske hylde: “Kafka, Ursula Von der Leyen, Jacques Delors, Newton og Inge Lehmann,” fortsatte statsministeren. Blev man undervejs forpustet af alle de tunge navne, er man lovligt undskyldt. Det er man også, hvis man sidder med indtrykket af, at netop åndenød var den fornemmelse, statsministeren ville efterlade tilhørerne med.  For de seneste måneder har både hun og flere ministre med varierende elegance forsøgt at formulere, at den “åndelige oprustning faktisk [er] lige så vigtig” som den militære, som statsministeren selv sagde til Kristeligt Dagblad i april. Og hvad betyder det så? Det gav Mattias Tesfaye, Frederiksens partifælle, et bud på allerede i januar. Han var den første til at gnide på lampen:  Den fællespatriotiske ånd forsøgte børne- og undervisningsministeren at fremkalde i et interview i Weekendavisen, hvor han lod sig citere for, at “det er fint med militær oprustning, men hvis ikke der er en tilsvarende åndelig oprustning, så sikrer vi ikke Danmarks, Vestens og Europas suverænitet og sikkerhed”.  Behovet skyldes, uddybede Tesfaye, at danskernes beskyttede tilværelse i ly af “den amerikanske sikkerhedsparaply" siden efterkrigstiden har haft konsekvenser for vores “fædrelandskærlighed” og forståelsen af, “hvem vi er som folk”. Det skal genoptrænes, og det “begynder i skolen”, sagde Tesfaye, og forbandt her den statslige forbindelse mellem kollektivets forsvar og individets dannelse ved at definere folkeskolen som nationens “indre forsvarslinje”.  Samme forbindelse ser hans chef, Mette Frederiksen. I omtalte interview i Kristeligt Dagblad i april var det hverken Ruslands eller Amerikas leder, som statsministerens fremhævede som oprustningens årsag: Hovedskurken var her alle de skærme i folkeskolen og “verdens dygtigste mennesker”, som forsøger at gøre os afhængige af dem. Altså, techgiganterne. I samme interview varslede hun et forbud mod smartphones i folkeskolen. Skurke er der nok af, inde såvel som ude, og når de smukke unge mennesker en dag bliver myndige, venter den nyligt opstrammede værnepligt – og, for flere af dem, tjeneste ved den ydre forsvarslinje. Og skulle enkelte af fremtidens soldater mangle motivation for at ofre sig i tjenesten – eller ligefrem have dristet sig til at reflektere over en personlig af slagsen – er Venstres kirkeminister Morten Dahlin kommet dem til undsætning: “Danske soldater skal kæmpe for kristendommen,” lød rubrikken i et stort interview, Dahlin gav til Berlingske forleden.  Her gav kirkeministeren sit besyv med til definitionen af den åndelige oprustning, for ifølge Dahlin er Frederiksens og Tesfayes fokus på “skolen, dannelsen og litteraturen” ikke tilstrækkelig.  “Bevidstheden om kristendommens værdi mangler vi nu, hvor vi har brug for en dobbelt oprustning af Danmark,” siger Dahlin i interviewet.  Han henviser til en Gallup-rapport om europæernes dalende kampvilje som belæg for, at færre er villige til at “dø for Danmark”. Her kunne man tro, at den liberale minister ville fremhæve ellers hjemmevante begreber om frihed og andre principielle værdier, men nej, vi skal længere ind i sindet. Det er “i kristendommen, troen og den kristne kulturarv, at man finder den kampvilje”, siger Dahlin i Berlingske, hvorefter han selv opsummerer sit bud, som skulle det afleveres på en stentavle: “Og dermed kæmper du selvfølgelig også for kristendommen.”

Onsdag den 28. maj begynder for mit vedkommende på den lettest mulige måde.  Klokken otte går jeg op ad trapperne til Christiansborg, hvorefter jeg sætter kursen mod Samtaleværelset. Derinde afholdes der hver onsdag andagt, men det er ikke hver onsdag, at der både er besøg fra fronten i Ukraine og samtidig er sang og musik, selvom begge ting efterhånden forekommer mig at være rimelig hyppige herinde på de bonede gulve. Der er noget dejligt ved krigen i Ukraine; at der i denne splittede verden trods alt er nogle ting, der samler. Kongehuset klarer næppe jobbet, det er trods alt omkring en fjerdedel af os, der vil af med dét. Eurovision kan vi slet ikke regne med, det har Danmarks Radio vist bevidst forsøgt at tabe i et årti efterhånden. Og så er der krigen i Mellemøsten, som nogen kalder Israel-Palæstina-konflikten, andre Gaza-krigen, jeg personligt: en hvepserede.  Ja, der er noget fantastisk noget ved de allersimpleste ting, såsom en krig, hvor der er bred enighed om, hvem der er den store, stygge skurk, og hvem der er det lille, stakkels offer.  Her har jeg noget til fælles med det samlede folketing, som også er helt vilde med konflikten i Ukraine. Hver en mulighed benytter de til at invitere ukrainere på besøg – eller selv besøge dem – og der er intet, man hellere vil have til at pryde sin Instagram-profil end et billede med en eller anden ukrainer. Da det gik allervildest for sig, så jeg for et par måneder siden en mf’er iført et par Ukraine-øreringe tage et billede med en ukrainsk soldat. Og noget, de er næsten lige så tossede med som Ukraine, er fællessang. Nogle påstår, at det, ligesom meget andet dårligt, for alvor begyndte under corona. At det var i Phillip Fabers storhedstid, at folketingsmedlemmerne fik smag for den slags. Allersmukkest var det, da Morten Messerschmidt sendte et paragraf 20-spørgsmål til den daværende kulturminister Joy Mogensen, der lød: “Vil ministeren sikre, at Danmarks Radio også bringer morgensang på tv, efter at coronakrisen er slut?” Det gør de mig bekendt desværre ikke længere, men den nuværende kulturminister har også gjort sit for morgensangens udbredelse. I sommeren 2024 lancerede Jakob Engel-Schmidt (M) et landsdækkende morgensanginitiativ for grundskolerne, der havde til formål at genoplive traditionen med morgensang på skolerne og styrke fællesskabet gennem sang. Der blev afsat 10 millioner kroner til projektet, og det var selvfølgelig i samarbejde med Phillip Faber. Projektet tog sin udformning i en pulje, de enkelte skoler kunne søge, og som skulle gå til fx instrumenter eller sanghæfter.  Det mest bizarre ved det hele er nu engang det såkaldte morgensangkorps; et korps bestående af 18 danske veletablerede musikere, som man kan få til at besøge sin skole. Bor man i København, kan man få besøg af Oh Land eller Christopher, mens de på Lolland kan nyde godt af Sigurd fra Sigurds Bjørnetime og Katinka. Selv mener Jakob Engel-Schmidt, at der har været tale om en succes, og han ønsker nu at hæve puljen med fem millioner kroner. Til at udbrede morgensang.  I folkeskolerne. Man har hevet ekstra stole ind i Samtaleværelset i dagens anledning, men end ikke det er nok til at imødekomme det store fremmøde, og det er endda på trods af, at andagten starter noget så tidligt som lidt over otte.  I venstre del af lokalet har en bande af mf’ere indtaget en håndfuld stole, fremmødet tæller blandt andre Bjørn Brandenborg (S), Lars Christian Brask (LA), Jens Meilvang (LA), Lise Bech (DD) og formanden for Folketinget, Esbjerg Havn og Tecleaf, Søren Gade (V). Dette er det tætteste, jeg har befundet mig på formanden for det hele, siden han for to uger siden tog en aktiv beslutning om at undgå pressen som helhed. Også i forrige uge gentog han sine forsvindingsnumre, da pressekorpset stod og ventede på ham ude foran Folketingssalen. Han må have været helt ufatteligt irriterende at lege gemmeleg med som barn.  Til at starte med bydes den kristne ukrainske menighed velkommen. Derefter vil man gerne have os til at synge “I østen stiger solen op”, så det gør vi. Jeg prøver at lade være, men så vinkler min sidemakker sin salmebog mod mig i det, jeg kun kan tolke som et vink med en vognstang, så jeg ser mig nødsaget til at åbne munden for at mime med.  “Nu vil biskop Antoni dele en andagt med os på norsk,” siger ham, der styrer slagets gang, hvilket jeg ser som en smuk måde at sikre sig på, at vi alle er lige i den forstand, at ingen jo så vil kunne forstå noget som helst. Da denne nordmand, der desuden ligner Frederiksbergs borgmester Michael Vindfeldt (S) utroligt meget, er færdig med at sige en masse norske ting, tager ham, der styrer det hele, ordet tilbage og siger: “Nu synes jeg, vi skal tage et halv minuts stilhed til at tænke over det, biskop Antoni har delt med os,” hvilket den ukrainske tolk så oversætter til det passende sprog. Det er her vigtigt for mig at understrege, at andagten ikke blev oversat. Bagefter siger de fleste deres fadervor, og så bliver vi velsignede, idet der siges; “Herren velsigne jer!” Og så skal vi fandme synge igen. Denne gang en “Amazing grace”, hvor teksten til er blevet uddelt på et stykke papir og desuden oversat. “Julie Lindell vil synge for,” og det gør hun så, men hun synger sådan lidt… lidt for meget for, det er simpelthen ikke muligt at synge fællessang, så meget hun synger for, hvilket selvfølgelig lægger en naturlig dæmper på stemningen. Men da hun er ude over første vers, tager hun det lige et hak ned, og så bliver alle i rummet rigtigt glade, for nu kan de synge med.

I denne uge forsøger jeg at efterprøve en påstand om, at vi i krigen i Ukraine ikke kommer nogen vegne, uden at der lægges pres på Putin – militært og økonomisk. Umiddelbart lyder det logisk, men findes der konkrete eksempler, og hvad indikerer de?  Jeg begyndte afvigte uge med at tænde for P1 Morgen og fangede en snert af Radioavisen, hvor en såkaldt ekspert forklarede lytterne, at præsident Trump efter sidste weekends russiske angreb på Ukraine måske er ved at indse det, som alle andre, der gennem de forgangne tre år har beskæftiget sig med krigen, har sagt hele tiden, nemlig at man uden pres på Putin ingen vegne kommer. Før vi ser nærmere på det udsagn, følger her lidt baggrund om Trump og den aktuelle situation omkring Ukraine. Det, den nævnte ekspert henviste til, var, at Trump i et af sine mange humørskift havde erklæret, at den russiske præsident var blevet vanvittig, fordi russerne havde eskaleret deres angreb på ukrainsk infrastruktur, hvor 12 mennesker blev dræbt, og dagen efter fulgte Trump op med en advarsel til Putin om, at denne legede med ilden, og at han ikke ville afvise nye sanktioner mod Rusland.  Det endte med, at Trump gav Putin en frist på to uger til at demonstrere sin vilje til forhandlinger og fred, noget han har gjort to gange før, hvilket indikerer, at Trump ikke er særlig systematisk, og at der i hans inderkreds findes diametralt modsatte holdninger til, hvordan man skal håndtere krigen i Ukraine – som the Clash synger: “Should I stay, or should I go?”   For godt en måned siden havde Trump efter lignende russiske angreb på den ukrainske hovedstad Kyiv på sociale medier bedt Putin om at stoppe og få lukket en fredsaftale. Derpå havde de to præsidenter en to timer lang telefonsamtale, som de begge kommenterede positivt, og Trumps efterfølgende udtalelser indikerer, at han accepterede Putins tilgang, nemlig at Rusland og Ukraine skal blive enige om en fredsaftale, altså betingelserne for fred, før krigshandlingerne bliver indstillet, mens Ukraine og de europæiske lande kræver en betingelsesløs våbenhvile først og derpå videre snak om en fredsaftale.  Ifølge Moskva ønsker man en bindende fredsaftale først, fordi man i tilfælde af en betingelsesløs våbenhvile ikke tror på, at man kan få Ukraine og Vesten til at acceptere sine krav til det, som Kreml ser som en varig løsning på konflikten: Permanent ukrainsk neutralitet, reetablering af rettigheder for de russisktalende i Ukraine og for den ukrainske ortodokse kirke samt et loft for, hvor stor en hær og hvilke våben, Ukraine må have. Endelig kræver Rusland, at ukrainske tropper forlader de fire regioner, som Rusland annekterede i efteråret 2022, hvoraf man kun kontrollerer omkring 75-80 procent. De krav kan næppe realiseres uden et ukrainsk kollaps på slagmarken eller et regimeskifte i Kyiv, der indebærer en radikal ændring i Ukraines udenrigs- og sikkerhedspolitiske orientering og en anden samfundsmodel. Kreml er af den opfattelse, at man kan nå sine mål på slagmarken, men siger, at man foretrækker en forhandlingsløsning, hvor man får sine krav opfyldt.  Europæerne har som nævnt sammen med Ukraine argumenteret for en betingelsesløs våbenhvile. Den 11. maj skrev Frankrigs præsident Emmanuel Macron således på sine sociale medier:  ”Der kan ikke være forhandlinger, mens våbnene taler. Der kan ikke være nogen dialog på samme tid, som civile bliver bombet. Der er brug for en våbenhvile, så forhandlinger kan begynde.” Det lyder smukt og rigtigt, men har ingen basis i den historiske erfaring. Krigsførende parter fortsætter som regel med at slås, når de sætter sig til forhandlingsbordet, for ingen ved jo, hvordan forhandlingerne ender, og hvis man under forhandlingerne kan styrke sin position på slagmarken, smitter det selvfølgelig af på ens muligheder ved forhandlingsbordet. Macron burde fra sit eget lands krigshistorie vide, at en betingelsesløs våbenhvile hører til sjældenhederne. Tag for eksempel afslutningen på Første Verdenskrig, hvor Tyskland i november 1918 henvendte sig til USA's præsident Woodrow Wilson med ønske om en våbenhvile. De allierede svarede tyskerne, at det var de parate til, men kun på en række betingelser, som afspejlede situationen på slagmarken, nemlig at den tyske hær var slidt op. Så da tyskerne mødte op i en togvogn i en skov nord for Paris for at forhandle med Macrons landsmand, en marskal ved navn Ferdinand Foch, blev de præsenteret for en lang liste af betingelser, som de var nødt til at sige ja til. Rækken af eksempler fra det 20. århundrede på, at kamphandlinger fortsætter, mens man forhandler, er lang. Den omfatter den sovjetisk-afghanske krig i 1980’erne, to krige med USA's deltagelse, nemlig først Korea-krigen og dernæst Vietnam-krigen, og endnu en krig, hvor Macrons Frankrig var indblandet, nemlig konflikten mellem den franske centralmagt og oprørsbevægelsen i Algeriet, hvor der også blev bombet og skudt, mens man førte forhandlinger. Derfor er der i princippet ingen modsætning mellem på den ene side at opfordre til forhandlinger og føre forhandlinger og på den anden at fortsætte sine bombardementer, selvom det modsatte også kan være tilfældet.

Den stenrige velfærdsboss Casper Bøndergaard fik anbragt børn i sit sociale tilbud af sin egen kone, der var socialrådgiver i Slagelse Kommune. Det er ifølge eksperter ulovligt og et klart brud på habilitetsreglerne.  Nu kan Frihedsbrevet afsløre, at Casper Bøndergaard er dybt filtret ind i Moderaterne og partiets magtfulde pengemand Jens Heimburger.  Mandag dannede en ejendom ejet af Casper Bøndergaard således rammen om et officielt Moderaterne-arrangement.

En socialrådgiver i Slagelse Kommune har spillet en dobbeltrolle, da hendes partners velfærdsvirksomhed voksede til en lukrativ millionforretning. Socialrådgiveren har nemlig været med til at anbringe socialt udsatte børn hos partnerens virksomhed. Virksomheden hedder Vidar ApS og passer på udsatte børn og unge, der er blevet anbragt uden for hjemmet. Anbringelserne har kostet kommunen flere millioner skattekroner. Det viser en række svar, som Frihedsbrevet har modtaget fra Slagelse Kommune. Sagsbehandlerens dobbeltrolle i anbringelsessagerne er et klart lovbrud, vurderer flere eksperter. “Der er ingen tvivl om, at hun er inhabil. Hvis hun har været med til at sende børn ud til mandens firma, så er det en alvorlig overtrædelse af forvaltningslovens inhabilitetsregler,” siger Frederik Waage, der er professor i forvaltningsret på Syddansk Universitet.

Det er blevet kaldt en skattefinte og et hul i lovgivningen.  Alligevel har en fra den absolutte top hos de danske skattemyndigheder udnyttet reglerne. Helt til grænsen, men måske også over? I hvert fald vil han nu have Skattestyrelsen til at undersøge, om han har overholdt reglerne.   Gældsstyrelsen direktør, David Fjord Nielsen, har således ligesom en lang række andre danskere udnyttet et åbenlyst hul i lovgivningen, der handler om familieoverdragelser.  Som de fleste husker, var de offentlige ejendomsvurderinger fra omkring 2011 i årevis fastfrosset på grund af it-bøvl.  Det betød, at en lang række ejendomme i Danmark havde en forældet og skrupforkert offentlig vurdering, der langt fra fulgte prisen på det frie marked.  Men som bekendt er intet så skidt, at det ikke er godt for noget.  De forældede vurderinger gjorde, at især forældre kunne berige deres børn med millioner af kroner, uden at de skulle betale gaveafgift.

Ledelsen i en virksomhed, der lever af at sælge professionelle netværk for ledere i store private virksomheder og det offentlige, er ifølge en lang række kilder roden til massive arbejdsmiljøproblemer. Kilderne fortæller, at personer i ledelsen ofte tog kokain til firmafesterne og udsatte de ansatte for et massivt arbejdspres. Virksomheden F5 anerkender, at der er ledelsesmæssige problemer, men mener, at de “er gode til at håndtere og løse” dem.

Alle vidste det – ingen var i tvivl. Det begyndte at lugte af et nyt politisk parti, da Lars Løkke Rasmussen stiftede Foreningen af 8. januar 2021. Men længe ville han ikke selv sige det højt. Han skulle købe sig tid. Offentligheden måtte vente flere måneder med at høre mere om projektet. Faktisk helt til Grundlovsdag den 5. juni 2021, hvor Lars Løkke Rasmussen annoncerede sit nye politiske projekt, som han døbte Moderaterne.  Et nyt parti placeret midt i dansk politik, som ikke længere skulle bero på yderfløjene. Det var hverdagens eksperter, de almindelige danskere. En revolution fra midten, lød skudsmålet af Danmarks nye parti, som officielt blev stiftet præcis et år senere. Men Frihedsbrevet kan nu tilføje et andet lag til fortællingen og tage offentligheden med bag kulissen på det, der udadtil blev brandet som en græsrodsbevægelse, men som indadtil havde helt andre ting for øje: At kanalisere store pengestrømme fra anonyme donorer ind i et kommende politisk parti. Gennem en række interne dokumenter, referater og korrespondancer kan man følge arbejdet med finansieringen – og her var det helt centralt, at holde pengemændene langt væk fra offentlighedens søgelys.