Christina Lagoni

Hvis man har fulgt med i dansk politik de seneste år, har man ikke kunnet undgå at lægge mærke til Lars Boje Mathiesen. Den indvandrerkritiske politiker har været særdeles dygtig til at markere sig i den offentlige debat, og særligt på Facebook har han et godt tag i vælgerne. Den aarhusianske stemmesluger og fritidsmusiker var en markant profil i Nye Borgerlige – men han forlod partiet i foråret 2023 under et gigantisk og meget velbeskrevet drama.  Kortvarigt var han blevet formand for partiet, men det var han i ikke mere end en måned, før han blev ekskluderet.  Baggrunden var blandt andet et krav om et enormt formandshonorar, som over fire år ville indbringe ham 2,4 millioner kroner.  Frihedsbrevet har tidligere kunnet afdække, hvordan Boje ifølge flere kilder forsøgte at lyve sig til honoraret ved at sige, at han havde opbakning til det i folketingsgruppen.  I dag har Boje stiftet Borgernes Parti, der er opstillingsberettiget til Folketinget, men skeletterne i skabet fra Lars Boje Mathiesens tid i Nye Borgerlige spøger stadig. Den markante politiker fik nemlig Nye Borgerliges partikasse til at refundere udlæg på 35.848 kroner. Det dækkede blandt andet over undertøj, strømper og en MacBook.

Hos Nimbi GameLab – Danmarks Institut for Spiludvikling – uddeler man offentlig støtte til udviklingen af danske computerspil.  Hvem der skal have pengene, er op til bestyrelsen, der er nøje sammensat af animatører, spiludviklere og folk fra computerspilbranchen. Og så er der Christian Walther Øyrabø, der har lavet en virksomhed, der sælger p-skiver og andet elektronisk habengut til biler. Det er Kulturministeriet og altså i sidste ende kulturminister Jakob Engel-Schmidt (M), der har udpeget den lønnede bestyrelse.  I den sammenhæng er det værd at nævne, at Christian Walther Øyrabø var en af pengemændene i Moderaternes erhvervsklub, der var hemmelige, indtil Frihedsbrevet i maj kunne afsløre, hvem der var med til at finansiere Moderaterne. Men håndplukningen af p-skivesælgeren til computerspilinstituttet har intet at gøre med det finansielle bidrag, Øyrabø har givet til Moderatene, hvis man spørger Jakob Engel-Schmidt.  “Det er, fordi han er en af de dygtigste tech-iværksættere, vi har her i landet. Hvis du ser på antallet af virksomheder, der er vokset, så er hans en af dem, der har vokset mest. Og jeg synes, at det er rart, at mennesker, der ved, hvad de taler om, også kan bidrage,” fortæller ministeren til Frihedsbrevet på Folkemødet.

Den californiske journalist og tidligere politiske rådgiver Gil Duran er bekymret og frustreret. Men også lettet over, at verden omsider begynder at lytte.  I årevis har han, nærmest som enmandshær, råbt vagt i gevær om de antidemokratiske ideer, der vinder frem i Silicon Valleys øverste lag. Nu ser han tech-fyrsternes visioner udfolde sig i fuld flor med Donald Trump i Det Hvide Hus.  Det, der engang virkede som hede, science fiction-agtige feberdrømme, præger nu den officielle politik i Washington, siger Duran til Frihedsbrevet og henviser til USA’s nye forhold til Kongeriget Danmark. “Donald Trump har længe været fascineret af Grønland,” siger Duran over en telefonforbindelse.  “Men det, vi ser nu, er, at fortællingen om øens geostrategiske placering og naturressourcerne flettes sammen med tech-verdenens ambitioner om at opbygge nye zoner, netværksstater, i Grønland.” En vision, som USA’s kommende ambassadør i Danmark, Kenneth Alan Howery, efter sigende deler, fortæller tre kilder til Reuters. Howery er en af Silicon Valleys gulddrenge. Den 49-årige iværksætter og investor var med til at grundlægge betalingsløsningen PayPal, som revolutionerede online-handlen, og senere venturefond-giganten Founders Fund med sin nære ven Peter Thiel. Nu står han overfor sit livs måske største og mest komplicerede aftale.  For hvis han bliver godkendt som ambassadør, hvilket ventes at ske i løbet af de næste par måneder, vil Howery formentlig blive Trumps spydspids i mulige forhandlinger om at indlemme Grønland i De Forenede Stater — noget, han ifølge venner var særligt tiltrukket af.

For ni måneder siden kunne Frihedsbrevet afsløre, hvordan overlægen Kristian Kærup Sloth gennem en årrække systematisk havde fejlbehandlet patienter i Regionspsykiatrien Randers. Efter afsløringerne er den øverste ledelse på psykiatrihospitalet i Randers fratrådt sammen med oversygeplejersken på Afsnit C. Det samme er psykiatridirektør Tina Ebler.  Efter Frihedsbrevets første afsløringer begyndte Region Midtjylland at gennemgå mere end 1.500 patientsager. Et tal, der siden er vokset, og i alt er 1.597 patientsager gennemgået i dag. Frihedsbrevet er nu gennem et lækket dokument kommet i besiddelse af konklusionerne af den omfattende undersøgelse, som Region Midtjylland påbegyndte i september 2024. Ud af de 1.597 sager vurderes det, at “i alt 221 patienter" har modtaget en så elendig behandling, at “der kan være sket en skade, der kan berettige til erstatning”.

Sideløbende med Amira Smajics rolle som muldvarp i TV 2-dokumentaren Den Sorte Svane var hun samtidig meddeler for politiet.  Men det var ikke kun den kriminelle underverden, hun gav politiet informationer om. Politiet brugte nemlig også Amira Smajic til at overvåge, indsamle og videregive informationer om journalisterne på Frihedsbrevet og TV 2.

På en vindblæst parkeringsplads i Valby lader den kommunistiske revolution vente på sig.  Pladsen tilhører en særlig opbragt fraktion af fagforeningen 3F, som har til huse på samme matrikel, og som denne torsdag har rejst en hvid pavillion i anledning af en noget stedmoderlig fejring af “den såkaldte Grundlov”, som man konsekvent beskriver landets forfatning her på pladsen. Klokken 13.00 skulle det anti-elitære symposium truttes i gang af orkesteret Røde Horn, men det ni mand store orkester inklusiv dirigent kommer stadig langsomt dryssende nede fra skuret.  Afmålt tålmodighed er en dyd her på pladsen; man er vant til at vente på, at folket rejser sig. Mens fortroppen venter, handles der lunkne hof, som drikkes af flasken, og flasker med rødvin, som skænkes i fadølsglas.  I mellemtiden kan vi jo nå at notere, hvorfor også Frihedsbrevet har fundet en plads på bænken:  Som vi skrev i kapitel 1 af artikelserien Regeringens kur mod svaghed i ånden, er udtrykket “åndelig oprustning” blevet den politiske verdens nye yndlingsudtryk.  Det opstod i regeringen, har bredt sig til primært borgerlige kredse – men hvad tænker den rødeste del af befolkningen? De faglærte, de organiserede i Socialdemokratiets ældste bagland og de få, der stemmer til venstre for Enhedslisten? Kan de se en fidus i muligheden for endelig at kunne tale et kollektivt, folkeligt fællesskab op og det amerikanske overherredømme ned, som de i årtier har forsøgt?  Selv Radikale Venstre, kommunisternes gamle med-pascifister, har måttet overgive sig til den nye sværmeriske trend. Forleden afholdt partileder Martin Lidegaard en dagskonference med titlen “Vores indre forsvar” hos foreningen Grundtvigsk Forum på Vartov i København.  Så omsiggribende er begrebet blevet, at Kristeligt Dagblad i sidste uge foretog en analyse, der viser, at 48 procent af danskerne er enige i, at Danmark “har brug for en åndelig oprustning”. 16 procent erklærer sig uenige.  Resten svarer hverken eller, og hvis det skyldes uklarhed om, hvad regeringens ønske helt præcist indebærer, forstår man dem godt. Det er nemlig noget fluffy.  Lidt nærmere kom vi en definition tidligere samme morgen, mens pavillonen i Valby blev sat op. I sin grundlovstale på Rødding Højskole i Sønderjylland gentog statsministeren behovet for en vilje til at genfinde “noget, der bor dybt inde i os”. Noget, der skal hjælpe os “som land og som folk”, blandt andet mod “et uacceptabelt pres” fra USA. Det må da være noget for den yderste venstrefløj. Asfalten, vi har indtaget, tilhører en fraktion af fagforeningen 3F, som tæller omtrent 9.000 bygge-, jord- og miljøarbejdere. Tømrere, murere, snedkere, den slags.  Inden jeg cyklede herud, spurgte jeg en bekendt med erfaring fra 3F’s verden, hvad der kendetegner netop denne gruppe organiserede, rent ideologisk:  “Det er så langt ude på venstrefløjen, du kan komme inden for fagbevægelsen,” svarede vedkommende. Og min bekendtes politiske vurdering synes da også umiddelbar troværdig: I midten af bord- og bænkesættene sælger to yngre mennesker ud af en større bunke ternede kufiya-tørklæder i henholdsvis rød og sort; tørklæderne koster 150 kroner og forsvinder forbløffende hurtigt.  De fleste købere har gråt hår og er i forvejen udsmykket med talrige badges, t-shirts med marxistiske revolutionære skikkelser som Che Guevara og andre former for politiske identitetsmarkører. I den mindre subtile, mere krævende ende finder man en aldrende kvinde, som på ryggen af sin postkasserøde regnfrakke har hæftet et stort, firkantet ark fast med fire store sikkerhedsnåle. “EU er verdens 2. største våbeneksportør – også til diktaturlande,” står der på det.  Dagens konferencier hedder Rikke Carlsson, hun er formand for Danmarks Kommunistiske Parti, som altså stadig eksisterer. Hun beværter arrangementet sammen med 3F og Folkebevægelsen mod EU. Mellem to cigaretter går kommunisternes formand op til podiet og beklager sig over, at “det hele handler om oprustning, og det er hele vores velfærd, der går dertil”. Men så er det godt, at vi findes, tilføjer hun og byder velkommen til dagens første taler:

Kong Frederik har netop fået en ny honnørmarch, som er blevet til efter en åben konkurrence, hvor komponister kunne dyste om, hvem der skrev den bedste march til kongen. Dansk Komponistforening kritiserer forløbet i hårde vendinger. De mener, at konkurrencen var spild af tid, en makaber opfordring til gratis arbejdskraft, og konkurrencen levede desuden ikke op til komponistforeningens retningslinjer i forbindelse med konkurrencer.

Den ene mere gruopvækkende og bekymrende sag efter den anden kommer nemlig frem i lyset, efterhånden som vi på Frihedsbrevet har gravet os ned i sager om anbringelser på en række private bosteder rundt i landet.  Vi har afsløret, hvordan udsatte unge er blevet anbragt på bosteder, som har brudt loven og svigtet deres ansvar. Der er eksempler på, hvordan psykisk syge og sårbare borgere bliver truet med tæsk, får tilbudt puffbars for at dulme nerverne og i det hele taget bliver udsat for alle tænkelige former for svigt.   Vi er også i fuld sving med at kortlægge det ofte snedigt udtænkte spindelvæv af selskaber, som bagmændene har spundet til lejligheden.  Tilsammen tegner sig konturerne af en omfattende skandale, hvor en lille gruppe mennesker trækker store millionbeløb ud til sig selv og ser stort på love og regler.

Danmarks ældste rockerklub, Hells Angels (HA), er kommet i store problemer, efter at organisationens amerikanske hovedkontor er blevet opmærksom på en video, der dokumenterer optagelsen af medlemmer med afrikanske rødder. Så store, at mindst en afdeling risikerer at blive suspenderet fra det internationale broderskab. Det har flere kilder med indblik i miljøet den seneste tid fortalt til Frihedsbrevet. Grundet sagens karakter har kilderne betinget sig anonymitet. Frihedsbrevet har tidligere beskrevet, at optagelsen af tre tidligere medlemmer fra den nedlagte gadebande NNV udløste ballade for de danske HA’ere. Det skete i slutningen af 2023, hvor HA tog problemstillingen op på et såkaldt verdensmøde i Brasilien. Her stod klubben fast på et knæsat princip om, at personer af afrikansk afstamning ikke kan optages.

Til denne uges Fri Tænkning har jeg talt med den politiske filosof Jason Brennan, forfatter til bogen Against Democracy. Brennan er til daglig professor på Georgetown University i Washington D.C., hvor han forsker i grænseområdet mellem filosofi, statskundskab og økonomi med fokus på etisk ledelse og demokratisk teori. Han er også chefredaktør for fagtidsskriftet Philosophy and Public Affairs og forfatter til en lang række bøger. Vi talte om, hvad der er galt med demokratiet, om der findes alternativer, og om hvorfor politisk engagement har det med at få det værste frem i folk og gøre dem dumme, ulykkelige og vrede.  Det er en udbredt opfattelse, at der bør være respekt for politisk engagement i et demokrati; at det er beundringsværdigt at engagere sig lidenskabeligt i politik i et demokrati for at realisere det, man tror på; at vi med ærefrygt bør hylde vores demokratiske styreform. Ifølge Jason Brennan ser virkeligheden anderledes ud. Med henvisning til et hav af studier og eksperimenter i politisk psykologi konkluderer han, at politisk deltagelse i et demokrati underminerer gensidig respekt og hensyntagen. Demokratisk politik får os ofte til at hade hinanden, selv når der ikke er grund til det.  Og endnu værre: Den konflikt mellem dem og os, som præger demokratisk politik, tager vi med os ind på andre områder i samfundet, for eksempel i forbindelse med rekruttering af medarbejdere, hvor studier i USA viser, at demokratiske chefer foretrækker demokratiske medarbejdere i en situation, hvor en jobansøger med republikansk baggrund er klart bedre kvalificeret, og omvendt. I et demokrati som det amerikanske får politiske debatter om trivielle spørgsmål ligeledes ofte et apokalyptisk skær, selv om det ikke drejer sig om eksistentielle anliggender eller om den fundamentale indretning af samfundet: Skal marginalskatten hæves eller sænkes med tre procent? Skal der afsættes fem procent færre eller flere penge til uddannelsessektoren? Det strides politikerne og deres vælgere om, som om jorden er ved at gå under. Jason Brennan mener, at der er tre grunde til, at politik gør os til situationsbestemte fjender. For det første, fordi politiske beslutninger altid omfatter et begrænset antal muligheder; for det andet, fordi politiske beslutninger er monopolistiske; alle tvinges til at acceptere den samme løsning, og for det tredje, fordi politiske beslutninger i sidste ende påtvinges borgerne ufrivilligt og om nødvendigt med magt.  For at illustrere sin pointe spørger Brennan, hvordan det ville være, hvis vi som borgere skulle afholde demokratiske afstemninger om, hvilken pizza vi skal købe, eller hvilken popstjerne vi skal lytte til. Derfor mener Brennan, at vi skal overlade så få anliggender som muligt til det politiske system.