Christina Lagoni

Det har mødt hård kritik fra organisationen Danske Patienter, at milliardkoncernen Carelink vandt et udbud om en privat patientrådgivning, som skal vejlede syge danskere om deres rettigheder og klagemuligheder. Kritikken lyder, at Carelink har store kommercielle interessekonflikter i rådgivningen. Eksempelvis kan de have en interesse i at henvise patienter til deres egne tilbud. Derudover afslører flere breve fra læger mistanke om fejlagtig behandling af patienter hos Carelink.  “Carelink Gruppen er udvalgt af Sundhedsstyrelsen efter et frit udbud på markedsvilkår,” skriver Carelink i et svar til Frihedsbrevet

Folketinget er blevet misinformeret.  Det står klart, efter at Frihedsbrevet mandag kunne afsløre, at Aarhus Universitet har tilbageholdt information over for Christina Egelund om deres forretninger i Sydasien, da Uddannelses- og Forskningsministeriet undersøgte sagen om udenlandske studerende på de danske universiteter. Aarhus Universitet har nemlig rekrutteret studerende fra Bangladesh og Nepal via agenter, der opererede lokalt i landene. Det er stik imod, hvad de svarede i undersøgelsen, hvor de afviste det. Nu mener flere politikere, at Folketinget er blevet ført bag lyset, og derfor kræver de en ny undersøgelse.

Stifteren af skotøjsfirmaet Roccamore, Frederikke Antonie Schmidt, har opnået stor succes og indtaget den offentlige debat i Danmark med en mission om ligestilling og diversitet. Nu tegner en lang række tidligere medarbejdere et helt andet billede af iværksætteren. “Jeg fik det fysisk dårligt, når lyden af stiletterne nærmede sig. Man vidste aldrig, hvad der ventede en,” siger en tidligere, kvindelig medarbejder. Frederikke Antonie Schmidt har siden 2014 været en fremadstormende iværksætter med sit skotøjsfirma Roccamore, som er en sammentrækning af de italienske ord roccaforte, der betyder højborg, og amore, der betyder kærlighed. Hun er i medierne blevet fremstillet som en visionær virksomhedsleder, der kæmper for at få flere kvinder ind i bestyrelseslokalerne. “Roccamores mission er at fejre kvinder, der står stærkt og tager deres plads i verden. Og det er også min personlige mission,” som Frederikke Schmidt selv skriver på LinkedIn. Gennem reklamekampagner med profiler som Brian Mikkelsen, Margrethe Vestager, Bjarne Corydon, Morten Albæk og Mia Wagner har hun banet vejen for diskussioner om kvinders begrænsede muligheder i erhvervslivet – og med sin egen virksomhed er hun stormet frem, har solgt flere tusinde stiletter og vundet Børsens Gazellepris i både 2021 og 2022. Skotøjsdirektøren har også medvirket i et utal af podcasts og har nu sin egen af slagsen sammen med den tidligere kortvarige minister og investor kendt fra Løvens Hule Mia Wagner. På Berlingske har Frederikke Schmidt desuden gjort sig som kommentator og klummeskribent, ligesom hun har været en fast del af panelet på TV 2’s erhvervsprogram Business Class. Nu fortæller en lang række af hendes tidligere ansatte, hvordan de har oplevet at arbejde for den profilerede iværksætter. Frihedsbrevet har talt med 13 anonyme kilder, som har arbejdet for Frederikke Schmidt og Roccamore mellem 2018 og 2024 på både hovedkontoret og ude i butikkerne. Ifølge cvr-registret har Roccamore 36 ansatte i dag. Frihedsbrevet har også talt med en, der arbejdede hos Roccamore i så kort tid, at vedkommende ikke havde fået et gennemgående indtryk af stifteren. Samt en anden, der også arbejdede hos Roccamore i kort tid, men havde et godt indtryk af Frederikke Schmidt som chef.

Statsminister Mette Frederiksen (S) og hendes mand‚ Bo Tengberg, er private venner med Ukraines præsident Zelenskyj. Samtidig har filminstruktøren Bo Tengberg de sidste to år været en del af juryen for den ukrainske dokumentarfilmfestival Cinema for Victory. Filmfestivalen er støttet af præsident Zelenskyj og arrangeret af det statslige filmagentur, der hører under det ukrainske kulturministerium.  Men festivalen er blevet beskyldt for at have udvalgt filmene på forhånd, og arrangøren har det seneste år været beskyldt for “statslig kontrol” af filmbranchen i Ukraine Samtidig er Bo Tengberg selv i gang med en dokumentarfilm om krigen i Ukraine, hvilket Ekstra Bladet kunne fortælle torsdag, og det fik formand for Transparency International til at udtale skarp kritik af dokumentarprojektet.

“Jeg forstår ikke, hvorfor jeg skal dedikere mit liv til at overbevise mere magtfulde mennesker end mig selv om, at jeg er værd at risikere deres ressourcer på.” Det er dén sætning, jeg begynder min ansøgningsvideo til DR Talentholdet med. Jeg sidder nøgen i et badekar fyldt med mine egne bøger, omgivet af stearinlys, menneskekranier og udstoppede dyr. Et halvt år senere gentager jeg sætningen til min leders leders leder, dagen efter hun har fyret mig fra Danmarks Radio. Lidt ironisk, ikke? Spørger jeg hende. Du skal bare ud og være dig selv, siger hun. Det har du jo bevist, ikke er rigtigt, svarer jeg. Derefter siger hun ikke mere. På min finger sidder en sølvring med en menneskekindtand omringet af små stykker sumpgrøn malakit. Hver morgen kysser jeg den, før jeg går hjemmefra, og igen før jeg går i seng. Tanden tilhørte min veninde. Hun var 32 år gammel for to år siden, da hun tog sit eget liv. Hun var blevet fyret fra sit arbejde få uger før. En fyring, der sendte hende ned ad en vanvidsspiral og endte med at slå hende ihjel. Jeg har ikke tænkt mig at unde nogen tilfredsstillelsen ved at tage livet af mig selv. Jeg er heller ikke på jagt efter medynk. Jeg har sat røven i klaskehøjde og har fået en røvfuld. Det er en del af legen. Men det er syret at være et levende menneske med svagheder, skam, angst, vrede og afmagt, når man udadtil er tvunget til at stille op og optræde med stålsat blik og velkalkulerede rubrikcitater uden en kommunikationsafdeling i ryggen. Man bestemmer trods alt sjældent selv, hvornår pressen begynder at ringe. Man må bare tage bedst mulig kontrol over sit narrativ og håbe, at man kan levere det, som offentligheden ønsker sig. På mange måder har mit projekt i debatten været at pege på lige præcis dét. Det umenneskelige element i politik, i offentlig debat og i mediemøllen. De usynlige antagelser og love, som vi ligger under for, når vi går fra privat væsen til offentligt produkt. De uudtalte forhandlinger, der foregår mellem journalister, debattører, politikere, læsere og redaktører. Forhandlinger, der fremstiller en nøje kurateret simulation af virkelighed, men aldrig egentlig virkelighed. Politik og debat er en leg, vi leger – og når man ikke leger med på den rigtige måde, er der konsekvenser.

Det er ikke en langhåret, akademisk diskussion værdigt. Spørgsmålet var meget enkelt at svare på, og der var ikke meget at tage fejl af. Balladen om studerende fra Bangladesh, der valfarter til Danmark og til gengæld polstrer universiteternes økonomi, fordi de studerende selv betaler for deres uddannelse, var begyndt at rulle.  Der bad den ansvarlige minister, uddannelses- og forskningsminister Christina Egelund (M), om et ja eller nej. “Har I selv aktivt gjort noget for at tiltrække flere studerende fra 3. lande, herunder fra Bangladesh og Nepal?” lød det utvetydige spørgsmål, som ministeren i forsommeren bad samtlige danske universiteter om at svare på. Det afviste Aarhus Universitet hårdnakket. Universitetet havde forsøgt at gøre sig til over for studerende fra andre tredjelande, men når det handlede om Bangladesh og Nepal, var der ikke gjort noget som helst. Det var i hvert fald, hvad Aarhus Universitet påstod. Men det passer ikke. I bedste fald gav Aarhus Universitet vildledende oplysninger til ministeren. I værste fald var det en lodret løgn.

Hvorfor skal offentligheden altid spises af med søforklaringer og ikke-svar fra statsminister Mette Frederiksen og resten af regeringen, når det handler om drone-panikken, slettede sms’er og Nord Stream-sagen? Det burde ikke være så svært. Men som altid bliver vi spist af med tågesnak, når spørgsmålene bliver kritiske, og de sande svar potentielt kan få kulisserne til regeringens teaterforestilling til at skifte fra nat til dag og lydtæppet fra Gnags til Wagner.  Ja, omvendt kan man stille sig selv det retoriske spørgsmål om, hvem pokker der vil have lyst til at tilføje nogle ærgerlige kapitler til historien om den fornuftige og handlekraftige statsleder, der har styr på sagerne.  Det er svært ikke at give tankerne frit spil, når vi igen og igen ser det udspille sig for øjnene af os.  Som da Ekstra Bladets Per Mathiesen fangede statsminister Mette Frederiksen på Christiansborg i forbindelse med Folketingets åbning.

Amerikanerne Tom Dans og Drew Horn skal til møde på den danske ambassade i Washington. Begge mænd havde højtstående stillinger i Donald Trumps forrige administration og var nogle af mændene bag den amerikanske charmeoffensiv i Grønland op til det grønlandske valg tidligere i år.   Møderne sættes i stand, efter at flere danske og udenlandske medier har kunnet berette om en amerikansk påvirkningskampagne i Grønland.  Men mændene afviser, at de er kaldt til møde på grund af mistanke om amerikansk påvirkning. De fortæller begge, at møderne er ud af en række møder mellem dem og ambassaden

Til denne uges Fri Tænkning har jeg talt med den prisvindende finske forfatter Kjell Westö om hans seneste roman Skumring 41, der foregår i perioden fra januar 1940 til det tidlige efterår 1941.  Westö tilhører det svensktalende mindretal i Finland, finlandssvenskere, som udgør omkring 290.000 borgere svarende til 5,2 procent af befolkningen. Svensk er på linje med finsk et officielt anerkendt sprog i Finland. Skumring 41 er Westös niende roman. Hans bøger er oversat til flere end 20 sprog. Vi talte om Finlands historie i det 20. århundrede, om tabuer og ømme punkter, hvad der adskiller Finland fra de øvrige nordiske lande, og hvorfor Westö i en tid, hvor den autofiktive genre dominerer litteraturen, insisterer på retten til at skrive fiktion og skabe karakterer, der alene er et produkt af forfatterens fantasi. Endelig bad jeg Westö anbefale tre romaner fra en krigstid, som han ikke selv er forfatter til.   Kjell Westö har skrevet romaner i over 30 år. Han har skrevet historiske romaner og samtidsromaner. Han har skrevet romaner om, hvordan det moderne Finland blev til; fra 1890’erne og til selvstændigheden i 1917, om den efterfølgende borgerkrig i 1918 og de urolige og utrygge år frem mod Anden Verdenskrig.  Den 64-årige Westö har også skrevet romaner om Finland i efterkrigstiden, heriblandt Den svovlgule himmel, den første af hans romaner, jeg selv læste, og som blæste mig omkuld.  Men Anden Verdenskrig og Finlands to krige mod Sovjetunionen, den første – vinterkrigen – i 1939 og 1940 og den anden – fortsættelseskrigen – fra sommeren 1941 til 1944, er Westö indtil nu gået i en stor bue udenom. Det tabu bryder han imidlertid i sin seneste roman Skumring 41, der udkom på dansk sidste år. Bogen er dedikeret til forfatterens bedsteforældre på hans fars og mors side: Erling Westö (1911-1940) og Gunnar Hedberg (1912-1941), og netop deres tragiske skæbne og de skygger, det har kastet over familiehistorien, holdt i mange år forfatteren tilbage fra at skrive om den tid.

Det var en spændingens dag, da de nye – og ikke mindst længe ventede – ejendomsvurderinger efter flere års forsinkelse endelig landede den 12. september 2023, og i omegnen af 1,7 millioner danske boligejere kunne få adgang til den vurdering, der skulle gøre op med de historiske og misvisende værdisættelser. Men det tal, der mødte en stor del af de mange danskere, viste sig at skabe større frustration end afklaring. Vurderingerne var spækket med fejl, og i tusindvis af tilfælde var de mere skæve end de vurderinger, myndighederne havde lovet at rette op på.  Siden har medierne afdækket den ene skøre fortælling efter den anden om vurderinger milevidt fra boligernes egentlige markedsværdi.  Men lige så stor energi, medierne lagde i at grave sagerne om de skæve vurderinger frem, lige så meget energi lagde myndigheden bag de famøse ejendomsvurderinger – Vurderingsstyrelsen – i at forberede sig på det mediestormvejr, der lurede i horisonten. For styrelsen var udmærket klar over, at det, der ventede dem, når først vurderingerne blev offentlige, var hård kost.  Frihedsbrevet kan nu give et indblik i, hvad der skete på de indre linjer, da  Vurderingsstyrelsen rustede sig til at komme under beskydning. Dokumenter, som Frihedsbrevet har fået aktindsigt i, tegner et billede af en rådvild styrelse, der var villig til at kaste millioner efter et værn mod kritik for at få en skandalesag til at tage sig lidt bedre ud.