Christina Lagoni

Dansk Folkepartis moder Pia Kjærsgaard er en af de mest indflydelsesrige personer i dansk politik gennem de sidste tre årtier.  Men det ville mildt sagt være en overdrivelse at sige, at hendes søn har samme politiske talent.  Det er der jo ingen skam i, for Pia Kjærsgaard er som antydet uden tvivl en af de dygtigste, vi har haft.  Alligevel har hendes søn, Troels Gamst, de seneste år fået en mere og mere fremtrædende rolle i Dansk Folkeparti. Ikke som politiker, naturligvis, men som vellønnet seniorkonsulent i partiets politiske sekretariat. 

Til denne uges Fri Tænkning har jeg talt med Seymour Hersh, der er hovedperson i en ny prisvindende Netflix-dokumentarfilm med titlen Cover-Up. Den 88-årige Hersh har siden slutningen af 1960’erne stået bag snesevis af afsløringer af magtmisbrug og ulovligheder begået af den amerikanske regering. Frihedsbrevet er det første medie i verden, der har fået hul igennem til den journalistiske legende for at tale om filmen og hans enestående karriere.

Retfærdigvis skal det siges, at det ikke var udenrigsminister Lars Løkke Rasmussen (M), der fistbumpede den danske ambassadør til Washington, da de kom ud fra mødet i Eisenhower-bygningen, hvor de havde talt Grønland med udenrigsminister Marco Rubio og vicepræsident J.D. Vance.  Det var faktisk lige omvendt; det var ambassadør Jesper Møller Sørensen, som gav Løkke en knytnævehilsen. Set med diplomatiske lorgnetter en mindre lapsus, som Møller Sørensen nok fortryder i dag.  Løkke skal heller ikke høre et ondt ord for at styrke sig med en tobakscigaret oven på turen ind i løvens hule. Man skal jo, som man siger det i det amerikanske, “ryge dem, hvis man har dem”.  Derimod vil jeg gerne dvæle lidt ved, at Løkke selv, helt uopfordret, til det efterfølgende pressemøde på terrassen foran den danske ambassade sagde, at han “ikke er en Chamberlain” – altså som i den engelske premierminister Neville Chamberlain (1869-1940), der regnes som indbegrebet af en blåøjet og godtroende politiker. Selvfølgelig grundet mødet med Adolf Hitler i München i 1938, der efter Chamberlains opfattelse gik så godt, at han straks fløj hjem og lovede englænderne “fred i vor tid”. Som bekendt var der ikke rigtig hold i den udmelding.  Lars Løkke Rasmussen sagde endda flere gange til pressen, at han ikke var nogen Chamberlain, han var helt vild med at sige det, og som vi ved fra psykologien, så peger det i modsat retning, jo mere man siger, at man ikke er noget.  Og kigger man efter i Neville Chamberlains og Lars Løkke Rasmussens meritter, så er der faktisk ganske mange ligheder imellem dem; som for eksempel en track record som værende pragmatiske, processtærke administratorer. Systemets mænd. Desuden var Chamberlain en aktiv piberyger, og det er jo også noget, som Løkke har taget op på det seneste. Og vel lovede Løkke os ikke “fred i vor tid” – han lovede os derimod en “high level working group” – men ikke så snart var denne famøse arbejdsgruppe blevet meldt ud, før Donald Trump fik det hele til at sprænge i luften mere end nogensinde, og nu fremstår denne arbejdsgruppe mest som et stykke naiv ønsketænkning fra dansk side.  Sidst jeg så Løkke, til endnu et doorstep i Borgen foran det hemmelige, sikrede mødelokale SIKLO, sagde Løkke til journalisternes overraskelse, at denne arbejdsgruppe “nok er noget pumpet op”. Der var snarere, ifølge Løkke, tale om “dialog på et højt niveau”. Altså det, som andre mennesker normalt kalder for diplomati. 

Det stod fuldstændig klart for Pia Kjærsgaard, at det var mærkværdigt og pudsigt, at hun som folketingsmedlem og dermed de facto medarbejdernes chef også var tillidsrepræsentant for Dansk Folkepartis medarbejdere.  Det fremgår af en skjult lydoptagelse fra et personalemøde i partiet, hvor hendes rolle som “tillidsmand” blev adresseret flere gange.

Tilbage i 2022 fik Dansk Folkeparti besøg af Arbejdstilsynet på baggrund af, at der var et så dårligt arbejdsmiljø i partiet, at medarbejdere gik grædende hjem. Nu kigger Arbejdstilsynet i Dansk Folkepartis retning på ny. Det berettes nemlig, at der i de seneste år har været store problemer med arbejdsmiljøet i DF, hvilket, flere peger på, særligt skyldes Pia Kjærsgaard og hendes søn Troels Gamst. Frihedsbrevet er i besiddelse af klagen til Arbejdstilsynet, skjulte optagelser og har snakket med en række personer tæt på partiet, der alt sammen peger på store problemer i DF. Nu aflægger de partiet et besøg på ny.

Verdenseliten var i går vidne til endnu en ekstraordinær optræden fra præsident Donald Trump. I et snedækket Davos i de schweiziske alper, foran regeringsledere, multimilliardærer og alverdens topchefer, roste og truede USA’s præsident skiftevis Europa.  Samtidig fortsatte han med at kræve ejerskab over Grønland – men afviste, for første gang, at bruge militær magt. Kort tid efter sagde han, at han og NATOs generalsekretær, Mark Rutte, var nået frem til en ”rammeaftale” om Grønlands fremtid. En aftale, som ifølge embedsfolk blandt andet vil give USA suverænitet over små landområder med henblik på at opføre militærbaser. Hvad den ”nye rammeaftale”, som NATO og Trump-administrationen efter sigende er blevet enige om, helt konkret består af, er fortsat uvist.   Der er snak om alt fra øget europæisk militær tilstedeværelse til en amerikansk mineralaftale. Rutte sagde efterfølgende, at det ikke blev diskuteret, om Grønland stadig skal være en del af det danske kongerige.

I sin tale til World Economic Forum krævede præsident Trump øjeblikkelige forhandlinger med Danmark om USA’s overtagelse af “det store, smukke stykke is,” som han kalder Grønland. Præsidenten påstod, at Danmark ikke kan forsvare Grønland. Han nævnte blandt andet, at vi efter få timers kamp kapitulerede til Tyskland under 2. Verdenskrig. Han lovede ikke at bruge magt for at overtage Grønland, men ytrede dog også, at NATO-landene ville opleve konsekvenser, hvis de ikke hjælper USA med at få ejerskabet. Men hvad er den sande årsag til, at Trump så gerne vil have fingre i Grønland? Frihedsbrevet har talt med to tidligere rådgivere, som oplevede præsidenten på tæt hold under hans første præsidentperiode. De fortæller om, hvordan Trumps ønske begyndte at tage form – og de siger, at Trump ikke giver den rigtige forklaring til offentligheden, når han forklarer, hvorfor USA har brug for Grønland. Forklaringen skal nemlig findes et andet sted.

Midt under Grønlandskrisen har den danske regering valgt ikke at deltage i World Economic Forum i Schweiz.  Forklaringen fra erhvervsminister Morten Bødskov (S) er, at deltagelsen simpelthen ville blive for dyr, og man har fra den danske regerings side valgt ikke at sende nogen andre.  Men måske er det en såkaldt nødløgn? Frihedsbrevet har talt med en række eksperter, der i hvert fald ikke giver meget for ministerens begrundelse. 

Trumps trusler mod Grønland har vendt alting på hovedet. Ikke mindst for de danske efterretningstjenester, som i årtier har haft et tæt arbejde med deres amerikanske kolleger i efterretningsbranchen. For hvor stiller det efterretningstjenesterne, at vores måske vigtigste samarbejdspartner pludselig blev vores fjende? Frihedsbrevet har talt med to eksperter med indsigt i efterretningshistorie, der nu nævner USA i samme åndedrag som Iran, Rusland og Kina, når man taler om spionagetruslen fra fremmede magter.

Selvom Retslægerådet anbefalede, at han skulle være i misbrugsbehandling, fik en ung, udviklingshæmmet mand fik fri adgang til at drikke alkohol hos bitcoin-bosted. Nu retter mandens mor og tidligere ansatte hårde anklager om svigt og markante mellemøstlige værdier mod bostedets to ejere, Mohamed Latrache og Mohamed El Maghlouk.