Christina Lagoni

Det startede som en drøm. Endelig var der resultater for kommunens overvægtige børn. “Børnene tabte sig hurtigt. Det er til at tage og føle på. Det kan forældre også godt lide. Der går nogle år, hvor jeg tænker, at det er supervellykket,” husker Stinne Pauls det. Som sundhedsvejleder i Mariagerfjord Kommune brugte hun vægttabsprogrammet Holbæk-modellen.  En dansk opfindelse, der har gjort overlæge Jens-Christian Holm berømt i lægefaglige kredse som ansigtet på Region Sjællands kamp mod børneovervægt. “Holbæk-modellen kan ændre og forbedre menneskers liv på få minutter,” lyder det svulstigt fra Jens-Christian Holm i sin egen bog Det bedste for barnet – kampen mod overvægt om metoden, der indeholder et omfangsrigt regelkatalog, som børnene skal leve efter. En typisk hverdag kunne se sådan her ud: Maksimalt slik én gang om ugen. Portionsanret maden. Vent tyve minutter med portion nummer to. Og forbud mod at spille computer eller se fjernsyn før klokken 17 og maksimalt to timer om dagen – det er alle dele af Holbæk-modellens doktrin, som indeholder mellem 15-25 punkter. Der er ingen kære mor. “Det er hver dag, hver uge, hver måned – resten af dit liv,” lyder mantraet fra Jens-Christian Holm i DR-programmet Generation XL, der følger overlægens arbejde med overvægtige børn. Og Stinne Pauls var også glad for Jens-Christian Holms opfindelse, indtil hun stod med børn, der græd, når de skulle på vægten hos sundhedsplejersken. “Modellen er meget firkantet. Den er meget tydelig omkring, hvad børn må og ikke må. Vægten kommer til at fylde for meget, og det er sådan noget, der skaber spiseforstyrrelser,” siger Stinne Pauls, der har stoppet samarbejdet med Jens-Christian Holm og i dag tager afstand fra modellen. “Hvis jeg blev spurgt af en familie eller en kommune, der ville bruge modellen, så ville jeg fraråde dem det,” siger Stinne Pauls fra Mariagerfjord – en af de mange kommuner, der har brændt sig på Holbæk-modellen, som ellers er blevet udlagt som lidt af en solstrålehistorie. Frihedsbrevet kan nu tegne et andet billede og føje opsigtsvækkende lag til fortællingen om Jens-Christian Holms opfindelse, som 80 kommuner bruger ifølge Jens-Christian Holm og Region Sjælland. Det svarer til over fire ud af fem af landets 98 kommuner. Det reelle tal er dog milevidt fra 80 kommuner, viser Frihedsbrevets research, der bygger på en rundspørge og dokumenter, vi har fået aktindsigt i hos landets kommuner. 

Han var iført grå striktrøje, mørkeblå jeans og sorte sneakers, og håret var som altid samlet i en hestehale, da 57-årige Michael “Kok” Rosenvold klokken 09:03 mandag morgen satte sig til rette i vidneskranken i Helsingør byrets Sal F.  Bandidos-bossen var mødt i god tid og virkede veloplagt. På bordet foran sig placerede han en sort mappe med papir og pen. Der var så at sige styr på penalhuset. Han fremstod på alle måder klar til afhøring. Uden for salen stod der som på de foregående retsdage en håndfuld politibetjente klar til at guide presse og tilhørere gennem metaldetektoren, gennemrode tasker og klappe på lommer. Og mens fremmødet til den 38 retsdage lange forbudssag gennem noget tid havde været dalende, lod interessen netop denne frostklare februarmorgen til at være i top.

Spørgsmålene, de formentlig stiller hinanden nu, er: Hvordan er det gået så galt for det etablerede, politiske Europa? Og hvordan kan tårernes afmagt veksles til vilje, handling og popularitet? 780 kilometer fra München bor en ung mand, som har et bud. Han hedder Anton Jäger, er forsker i populisme på Oxford University, forfatter til den bredt citerede analyse Hyperpolitik, og han regnes af mange for at være en ny, intellektuel stjerne i Europa.

Det er som om, tiøren er faldet for regeringen.  “Det er værre end den kolde krig,” lød det fra statsminister Mette Frederiksen under tirsdagens spørgetime i Folketinget. Måske som en forvarsel til det, regeringen dagen efter kunne løfte sløret for. En såkaldt "lynoprustning" er sat i gang, og med den følger flere milliarder og ekstra beføjelser til forsvarschefen.  Men Forsvaret risikerer at stå med splinternyt isenkram og ingen soldater til at affyre det. Det viser et dataudtræk ved Styrelsen for Arbejdsmarked og Rekruttering, som Frihedsbrevet har foretaget.  Helt kort er konstabler og korporaler almindelige soldater, mens sergenter er at betegne som mellemledere og officerer som ledere.  Tallene viser, at det er gået fra ondt til værre i løbet af 2024, og at det kun er blevet sværere for Forsvaret at rekruttere konstabler og sergenter, mens det for officerer er nogenlunde uændret i forhold til 2023. Og det er på trods af flere milliondyre kampagner med kendte komikere og utallige dyre jobannoncer, som Forsvaret har udsendt over de seneste år.  Der er tale om såkaldte “forgæves rekrutteringer”, som dækker over andelen af rekrutteringsforsøg, hvor man ikke har formået at finde en person til stillingen.

Skeletterne i Region Midtjylland fortsætter med at vælte ud af skabet hos centralt placerede embedsfolk i den sag, som er blevet kaldt “den største psykiatriskandale i nyere tid”. Skandalen tager afsæt i Regionspsykiatrien Randers, hvor en ledende overlæge i årene 2019-2024 har lavet flere meget alvorlige behandlingsfejl. Behandlingsfejl, der knyttes til en række selvmord og overfald.  Frihedsbrevet har allerede afsløret, at ledelsen i Randers igennem flere år fik mindst ti advarsler om overlægen. Den øverste ledelse i psykiatrien i Region Midtjylland modtog mindst fire advarsler om den ledende overlæge. Men advarslerne fik ingen konsekvenser, før en læge i frustration sendte en advarsel til regionens whistleblowerordning.  Efter Frihedsbrevets første afsløringer i sagen satte Region Midtjylland gang i en omfattende undersøgelse af 1.614 patientsager, der knyttes til overlægen. Region Midtjylland havde kun gennemgået de første 555 sager, da embedsfolkene valgte at smide håndklædet i ringen. På et møde den 8. januar blev politikerne i Psykiatri- og Socialudvalget orienteret om beslutningen.  På det tidspunkt havde ingen af politikerne, som Frihedsbrevet har talt med, opfattelsen af, at der var kritik af at stoppe undersøgelsen.

Timer forinden et allerede omtalt stormøde, kaldet “Nyhedsforum”, hvor DR Nyheders chefredaktør Thomas Falbe undskyldte forløbet omkring DR’s dokumentar Grønlands hvide guld, fandt et andet møde sted i DR Byen.  Mødet var mellem DR Nyheders erhvervs- og økonomiredaktion og DR Nyheders øverste ledelse, nyhedsdirektør Sandy French og chefredaktør Thomas Falbe.  Mødet var sat i stand efter voldsom utilfredshed blandt medarbejderne på DR’s erhvervs- og økonomiredaktion. Her var flere af de ansatte journalister blevet sat til at lave nyheder om DR’s stormombruste dokumentar, men allerede lang tid før dokumentaren blev sendt, havde de ansatte råbt vagt i gevær om de centrale tal i dokumentaren. Ifølge Frihedsbrevets oplysninger førte det til, at dele af dokumentaren blev klippet om, men det fik ikke de ansattes kritiske røster til at forstumme – tværtimod. Det var særligt brugen af det samlede omsætningstal på 400 milliarder kroner fra kryolitminen, som journalisterne opponerede imod. 

“Alle unge piger var i farezonen. Han lagde an på stort set alle unge kvinder. Der var fri jagt. Han var helt uhæmmet.” Ordene kommer fra en kvinde, der nu står frem og fortæller om sine oplevelser, da hun for mange år siden arbejdede på forlaget Gyldendal.  Den person, hun taler om, hedder Lars Boesgaard og er for tiden en vidt og bredt omtalt forlagsdirektør på Lindhardt & Ringhof. Omtalen skyldes en række vidnesbyrd fra en række medarbejdere på forlaget under Boesgaards ledelse, der beskrives som grænseoverskridende og seksualiseret. Men nu fortæller flere kilder, at problemerne ikke begrænser sig til Boesgaards tid på Lindhardt & Ringhof. Det er nemlig en stil, han har praktiseret, siden han i 00’erne var chef på Gyldendal. En tidligere chef på Lindhardt & Ringhof, Hans Henrik Schwab, står desuden frem og fortæller indgående om de kulturændringer og om de konkrete episoder, han som mangeårig chef oplevede på forlaget, da Egmont købte Lindhardt & Ringhof og siden indsatte Lars Boesgaard som direktør. For at forstå, hvad kulturen på forlaget er skabt af, og hvorfor Boesgaards ledelsesstil har stået på i så mange år, må man over 20 år tilbage i tid. Til en tid, hvor Lindhardt & Ringhof endnu ikke var blevet købt af Egmont, og hvor Lars Boesgaard stadig var chef på Gyldendal. Til en tid, hvor man kunne blive bedt om at sætte sig på chefens skød, og hvor man med fordel kunne lære sig ikke at stå med ryggen til, når chefen gik forbi.

Størstedelen af bestyrelsesmedlemmerne i landbrugets fonde er indstillet af landbrugslobbyen, der hvert år modtager millioner i støtte fra selv samme fonde. Og det møder nu kritik fra en ekspert, mens Landbrug & Fødevarer mener, at bestyrelsesmedlemmer sagtens kan varetage deres roller i bestyrelsen helt uafhængigt af Landbrug & Fødevarers interesser.

Det vakte opsigt i dele af den danske presse, da den amerikanske erhvervsmand Andrew ‘Drew’ Horn i sidste uge landede i Nuuk. Men langt fra alt om besøget er blevet fortalt – indtil nu.  Frihedsbrevet har som det første danske medie fået Drew Horn – der er tidligere efterretningsmand og elitesoldat – i tale, og det skal vise sig, at interessen for grønlandsk selvstændighed strækker sig dybt, dybt ind i både centrale dele af det amerikanske erhvervsliv og i USA’s præsident Trumps allernærmeste inderkreds.  Gennem to interviews foretaget med halvanden uges mellemrum kan Frihedsbrevet nu løfte en del af sløret for de store kommercielle og politiske interesser, som øjensynligt spiller en rolle i de amerikanske tilstræbelser for at få Grønland under sig. Og så var han en af dem, der stod i spidsen for Donald Trumps indsats for at erhverve sig Grønland under præsidentens første valgperiode. 

Til denne uges Fri Tænkning har jeg talt med en af Ruslands førende udenrigspolitiske analytikere, Fjodor Lukjanov. Vores snak fandt sted, umiddelbart før Donald Trump ringede til Vladimir Putin og gav det officielle startskud til forhandlinger mellem Moskva og Washington, som hvis alt går, som Trump ønsker, skal munde ud i en afslutning på krigen i Ukraine og et topmøde mellem Putin og Trump – måske i Saudi-Arabien, men det er alt sammen fortsat uvist. Den 58-årige Lukjanov er chefredaktør for Ruslands svar på det amerikanske magasin Foreign Affairs, et job, han har haft siden 2002. Han er desuden vært på et ugentligt udenrigsmagasin på russisk tv, som kan ses på YouTube.  Lukjanov kommenterer også løbende udenrigspolitik i flere russiske medier. Han er forskningsdirektør for tænketanken Valdai Forum, hvor han hvert år interviewer Vladimir Putin, en seance, der sjældent varer under tre timer og transmitteres direkte i russisk tv.  Lukjanov er endvidere formand for den udenrigspolitiske tænketank Council on Foreign and Defense Policy, og han sidder også i bestyrelsen for Russian Council on Foreign Relations, som er knyttet til det russiske udenrigsministerium. Endelig er han forskningsprofessor ved Den Højere Økonomiske Skole i Moskva. Lukjanov er med andre ord tilknyttet en række institutioner, som er involveret i formuleringen af russisk udenrigspolitik, og derfor er han havnet på Ukraines og Canadas sanktionsliste. Det kommer ikke bag på ham. ”Det er desværre en generel tendens. Vi bliver sat på vestlige lister, og det russiske udenrigsministerium svarer igen med sine lister.” Vi talte om Lukjanovs indtryk af sin mangeårige dialog med Putin, om den russiske præsident har forandret sig, om hvorfor Ruslands såkaldte militære specialoperation i Ukraine, der har udviklet sig til en opslidende krig, ikke er den bedste måde at løse et sikkerhedspolitisk problem på, selv hvis krigen skulle ende med en total russisk sejr. Vi talte også om den udbredte opfattelse i Vesten om, at Rusland er på vej til at blive en kinesisk vasalstat, og at Ruslands udenrigspolitiske kurs og udvikling står og falder med Vladimir Putin. Endelig talte vi om baggrunden for bruddet mellem Rusland og Vesten, om det er definitivt og om, hvordan Moskva er ved at tilpasse sin kurs i forhold til det tidligere Sovjetunionen til ny en verden, hvor Rusland ikke længere sidder for bordenden og kan diktere sin vilje til nabolandene, og om hvorfor Fjodor Lukjanov ikke ser verden som hverken unipolær, bipolær eller multipolær.