Christina Lagoni

PET er bange for, at følsomme oplysninger og dansk DNA kan være endt i de forkerte hænder i Kina. Bekymringen tager afsæt i danske universiteters samarbejde med den kontroversielle kinesiske virksomhed BGI Group. Frihedsbrevet kan nu afsløre, at Aarhus Universitet og Region Hovedstaden sendte 2.940 danskeres og 404 færingers blodprøver til analyse hos netop BGI Group mellem 2011-2016, og Region Hovedstaden, der havde ansvaret for prøverne, kan ikke fremvise de fornødne aftaler. “Klokkeklar skandale,” lyder det fra en ekspert, og Region Hovedstaden beklager forløbet.

En DSB-chef har instrueret medarbejdere i at acceptere fakturaer fra sin underleverandør på beløb, der er op til 15 procent dyrere, end DSB havde forventet. Og det er “dybt problematisk”, vurderer en ekspert i offentlig forvaltning. Selv mener DSB, at instruksen var “nødvendig”.

Da kritikken af Noma var på sit højeste forrige vinter, erobrede René Redzepi dagsordenen ved at vende den negative presse til en opbyggelig nyhed i The New York Times: Ved udgangen af 2024 ville hans “ikke-bæredygtige” restaurant lukke, lød det. Noma skulle gå forrest ad nye, progressive veje.  Forleden annoncerede Noma så, at man igen fra januar 2025 kan nyde alt godt fra havet ved deres nynordiske borde. Det er ikke første gang, at Redzepi & Co. beskyldes for at forføre pressen og sejle under falsk flag. Er det udtryk for kritisabel kynisme – eller effektiv PR?  Med hjælp fra en ilter arbejdskulturkritiker, en brødebetynget amerikansk journalist, en imponeret PR-rådgiver, en skuffet filminstruktør og en saltet aften med tre verdenskvinder på den feterede restaurant tegner Frihedsbrevet et portræt af brandet Noma, som vi kender det.

Den politiske aftale om kontrollen med efterretningstjenesterne skulle give en frisk start oven på hele FE-skandalen. Men allerede før ændringerne er trådt i kraft, står en af de centrale dele af aftalen svækket hen, og ifølge en ekspert med dyb indsigt i området kan konsekvensen være et ineffektivt tilsyn over en længere periode. ”Dette kan i yderste konsekvens betyde, at borgernes værn mod, at efterretningstjenesterne ikke griber unødigt ind i deres ret til privatliv, men holder sig inden for lovens rammer, ikke er effektivt i praksis,” lyder det fra Pernille Boye Koch, national chef hos Institut for Menneskerettigheder, der har forsket i demokratisk kontrol med efterretningstjenester.

På en kornet overvågningsvideo kan man se de sidste sekunder, hvor Jonas Thomsen Sekyere er i live. Få sekunder senere er han ramt af flere knivstik i brystet, lænden og underarmen. Han får derudover flere overfladiske snitsår på højre hånd og i maven. Et andet kamera fanger den formodede gerningsmand, da han flygter ud fra Bakken. Samtidig stavrer Jonas Thomsen Sekyere hen til en ven på dansegulvet, inden han synker sammen.

Til denne uges Fri Tænkning har jeg talt med den britiske økonom og historiker Robert Skidelsky, der siden 1991 har siddet i det britiske parlaments overhus. I de første ti år som konservativ, men siden da har Skidelsky ikke repræsenteret et politisk parti. Han har tidligere været medlem af både Labour og Socialdemokratiet, som han var med til at stifte og forlod, da det i 1988 blev slået sammen med Det Liberale Parti under et nyt navn, Liberaldemokraterne.  Skidelsky blev født i 1939 i Kina, fordi familien drev en kulmine og fabrikker dér, efter at de var blevet tvunget til at forlade Rusland, da bolsjevikkerne i 1917 greb magten, og der udbrød borgerkrig. Skidelsky vendte tilbage til Storbritannien under Anden Verdenskrig efter sammen med sine forældre at have været interneret i Manchuriet og Japan, da landene i 1941 kom i krig som følge af Japans angreb på USA. Skidelsky er forfatter til en biografi om den britiske aristokrat og grundlægger af Den Britiske Fascistiske Union, Oswald Mosley (1896-1980), men er især kendt for sin tre binds biografi om en af det 20. århundredes mest indflydelsesrige økonomer, John Maynard Keynes (1883-1946), der udkom over en periode på næsten 20 år, har vundet flere priser og betragtes som standardværket om Keynes. Vi talte om Donald Trump som diplomat, retfærdig krig og fred, sanktioner som våben, vejen til fred i Ukraine og om Keynes og hans relevans i dag.  

Donald Trump fremstiller sig selv som arbejderklassens populistiske forkæmper, men hans politiske praksis har ofte favoriseret den økonomiske elite.  Ifølge to politologer belønnede Trump de millioner af arbejdervælgere, som stemte på ham i 2016, med ringere rettigheder på arbejdsmarkedet, skattelettelser til de rige og andre tiltag, som synes at have tilgodeset de mest velhavende borgere og virksomheder.  Nu har de stemt på ham igen, tilmed i endnu større omfang. Og denne gang var det ikke hovedsageligt hvide arbejdervælgere i rustbæltsregionen, han vandt; det var næsten to tredjedele af alle vælgere uden videregående uddannelse. Hvordan kan det være, at millioner af lavtuddannede amerikanere – i en tid med galoperende økonomisk ulighed – stemmer på et parti, som tidligere har vist sig at tjene de absolut rigeste amerikaneres økonomiske interesser?  Det spørgsmål har jeg talt med en af de føromtalte politologer om, som har skrevet om samspillet mellem højrepopulisme og den rige overklasse i republikansk politik.

Mangel på reservedele og underbemanding hos DSB’s leverandør har ført til aflysninger af tog og kortere togsæt i hele landet. Blandt andet blev 136 afgange aflyst – bare i uge 33 – som følge af leverandørens mangel på reservedele. DSB indrømmer og erkender problemet.

Indtil videre er kun 69 ud af de i alt 1.229 lukkede minkfarme blevet jævnet med jorden, efter at regeringen i november 2020 besluttede at nedlægge minkerhvervet i forbindelse med coronapandemien. Men på trods af, at så lille et antal af minkfarmene er blevet revet ned, så har et enkelt firma i den grad gjort sig bemærket.  Det viser sig nemlig, at Kingo Karlsen A/S, der er udpeget af Bygningsstyrelsen som et af de firmaer, der skal stå for nedrivningsarbejdet af de efterladte minkfarme, allerede har haft store udfordringer med at håndtere kræftfremkaldende asbestmaterialer efter bogen.

Hvad er det, man siger? “Man må tage, hvad man kan få.” Sådan gælder det i nær sagt alle livets forhold, herunder også i den politiske verden.  Statsminister Mette Frederiksen (S) kunne hverken blive generalsekretær for NATO eller præsident for Det Europæiske Råd, men til gengæld er hun nu blevet gjort til kommandør af første grad af Dannebrogordenen og bør rettelig tituleres Kommandør Frederiksen, hvilket alt andet lige har noget schwung over sig. Meget, meget fint. Men også dyrt for skatteborgerne, for ifølge Politiken ligner det en tanke, at der er blevet handlet i porten, således at kongehuset kort før indgåelsen af finansloven for næste år fik tildelt 36 millioner kroner til “håndtering af merudgifter”, hvilket velsagtens må være den reelle pris for at hænge en orden på Mette Frederiksen og fire andre socialdemokrater. Til gengæld er Kommandør Frederiksen så også den første socialdemokratiske statsminister med kors og bånd og stjerner på, og jeg er sikker på, at Stauning, Jens Otto Krag og Anker hepper på hende fra det hinsides.