Christina Lagoni

I dag er det den 18. november, og der skal stemmes til kommunalvalget (og regionsvalget). Jeg tager min notesblok med til diverse valgfester i aften og slutter inde på Københavns Rådhus, hvor der måske/måske-ikke kan præsenteres en ny overborgmester en gang i de sene nattetimer.  Dansk Folkepartis valgfest skal jeg desværre ikke til, hvilket dog ellers bliver et spændende parti at holde øje med, når resultaterne begynder at tikke ind. I den seneste meningsmåling stod de til i hvert fald to mandater, hvilket allerede er en fordobling sammenlignet med, hvad de fik ved valget i 2021. DF valgte at tage glæderne på forskud i lørdags, hvor de holdt en slags valgfest, da magasinet Modstrømmen inviterede til fri champagne på den Lars Seier-ejede Café Dan Turell i Indre By.  Morten Messerschmidt kom og talte, og gæsterne lignede folk, man for et år siden, ville have gættet på at stemte LA. Modstrømmens udgivelser har desuden skiftevis været finansieret gennem Dansk Folkeparti og Patriots for Europe og laves af partiets kommunikationskonsulent Mitchel Oliver Vestergaard. Men inden vi når til aftenens valgfester, hvor resultaterne skal fejres/ikke-fejres, vil jeg først tage jer igennem, hvad valgkampens sidste dage har budt på.

Lokalpolitikeren Christopher Trung Paulsen (RV) havde besluttet sig. Han så ingen anden udvej end at politianmelde socialrådgiveren Dijana Bøndergaard fra Slagelse Kommune. Han havde læst den ene skandalehistorie efter den anden om socialrådgiveren, der anbragte udsatte børn på bosteder under virksomheden Vidar, der er ejet af Casper Bøndergaard, som er gift med Dijana Bøndergaard. Virksomheden scorede et tocifret millionbeløb, og til sidst blev det for meget for byrådsmedlemmet. Men på de indre linjer mødte han kraftig modstand.

Vid­ste du, at Ukrai­ne-kri­gen har sin helt egen skyg­ge­ver­den, som man sjæl­dent hører om? Den får du nu mulig­hed for at bli­ve klo­ge­re på. Man­dag den 8. decem­ber fra klok­ken 20 til 21 tager jeg en live snak onli­ne med Mar­tin Tamm Ander­sen om Ukrai­ne-kri­gens skyg­ge­si­der – og du kan føl­ge med onli­ne som med­lem… Continued

Hvis du aldrig nogensinde har set en kvadratmeter-hykler før, så kig godt på billedet af Enhedslistens overborgmesterkandidat Line Barfod. Når denne kvadratmeter-hykler skal overbevise vælgerne i København om, at de skal sætte kryds ved hende, så lyder det nogenlunde sådan her:  Der skal være plads til alle i København. Folk skal bo på mindre plads, gerne i bofællesskaber. Enlige og ældre kan sagtens leve på 40 kvadratmeter, så børnefamilierne kan få mere plads. Lejlighederne skal være billigere. Der skal være huslejeloft. Den solidariske tanke om andelsboligerne er for længst ved at gå tabt, og almindelige lønmodtagere kan ikke komme ind i foreningerne.  Når det så bliver virkelighed igen, og det bliver det jo også nogle gange selv for Line Barfod, så kunne en beskrivelse af hendes egen boligsituation lyde nogenlunde sådan her: Line Barfod og hendes mand ejer en andelsbolig på 214 kvadratmeter i et af Københavns mest attraktive kvarterer. Her kan ægteparret brede sig i de store stuer, men det er slet ikke nok kvadratmeter til dem. Line Barfods mand, Klaus Hansen, arbejder som direktør i FilmFyn, og ægterparret råder derfor også over en lejlighed i et charmerende byhus i Svendborg. Og parret er faktisk også medejere af et andet hus i området. I lejligheden i Svendborg er der bopælspligt, hvilket betyder, at manden skal opholde sig mindst 180 dage om året på Fyn. I praksis er han der i hverdagene, men kommer hjem til kvadratmeter-hykleren på Nørrebro i weekenden. Her bor Line Barfod så det meste af året helt alene på en masse dejlig plads. I en dejlig andelslejlighed, som hun kan sælge med en stor millionfortjenste.

Ligesom tankeeksperimentet om Schrödingers kat, der på samme tid er død og i live, befinder Movia sig holdningsmæssigt i det, man i fysikkens verden kalder en superposition. Trafikselskabet står nemlig med lidt af et forklaringsproblem, lyder den krasse kritik fra eksperter, som Frihedsbrevet har talt med. Anledningen er, at det offentligt ejede trafikselskab har købt stort ind af kinesiske elbusser, der skal fragte danskere rundt i hovedstadsområdet. De seneste uger har netop den slags busser været under skarp kritik, efter det er kommet frem, at de kan fjernstyres fra Kina. Det har medført, at man har trukket i nødbremsen i Sverige, der helt er stoppet med at bruge dem, og i Norge har man valgt at fjerne simkort fra busserne. Movia har stadig flere hundrede kinesiske elbusser. Af dem er 262 fra producenten Yutong, som i en svensk NGO’s undersøgelse sættes i forbindelse med høj risiko for tvangsarbejde blandt Kinas muslimske mindretal, uighurerne.  Men et notat, som Frihedsbrevet er i besiddelse af, afslører, at Movia stiller som krav, at underleverandører skal leve op til fri fagforeningsdannelse.

Da Donald Trump i 2016 til manges chok og forundring vandt præsidentvalget i USA, indledte det vestlige establishment en febrilsk jagt på en ny leder af Den Frie Verden. Først overdrog man nøglerne til Den Frie Verden til Tysklands daværende kansler Angela Merkel – det var Hillary Clintons forslag, da hun tabte valget til Trump – men da hendes stjerne begyndte at falme, flyttede man opmærksomheden til en yngre og ambitiøs fransk præsident ved navn Emmanuel Macron. Det gik som bekendt heller ikke så godt, så da Ukraines præsident Volodymyr Zelenskyj i februar i år konfronterede Trump på et herostratisk berømt møde i Det Hvide Hus og for rullende kameraer fremstillede krigen i Ukraine som lysets kamp mod mørket, det gode mod det onde og som demokratiets eksistentielle kamp mod diktaturet, var ikke et øje tørt hos opinionsdannere i den vestlige verden: Zelenskyj kunne nu krones som den ubestridelige leder af Den Frie Verden, en titel, han havde gjort krav på fra krigens start med et dommedags-lignende verdensbillede, der vandt genklang hos eliter på begge sider af Atlanten, hvor man så sig selv som værende involveret i en kamp på liv og død.  Det gjaldt Den Frie Verdens overlevelse. Hverken mere eller mindre. Det virkede så indlysende, naturligt og rigtigt. Knapt så klart var det, at denne episode indskrev sig i en historie med flere end 250 år på bagen. En historie, der ifølge Peter Slezkine begyndte med de første nybyggere, der flygtede til Amerika fra Europas tyranni, fra religiøs forfølgelse, fattigdom og hungersnød for at søge lykken i den nye verden på den anden side af Atlanterhavet og lægge den gamle verden bag sig. Det er her fortællingen om Den Frie Verden og dens fjender begynder; en fortælling der har præget Amerikas selvforståelse og udenrigspolitik, og efter Anden Verdenskrig banede vej for etableringen af et amerikansk imperium, der set med Slezkines øjne har været én stor fejltagelse.

Det ligger S-borgmesteren Mikael Smed meget på sinde. Samfundets udsatte borgere skal behandles ordentligt. Men i dag kan Frihedsbrevet afdække, at sårbare borgere på borgmesterens vagt er blevet snydt af kommunen ved at bo i kommunens ældre- og plejeboliger. Der er eksempelvis tale om personer med autisme, stofmisbrugere og sårbare, ældre borgere. Det viser sig nemlig, at kommunen på systematisk vis har overfaktureret de udsatte borgere for en lang række ydelser såsom rengøring, ejendomsservice og vedligehold, som kommunens embedsværk selv vurderer det i interne dokumenter. Igen og igen har kommunens embedsværk på indre linjer drøftet den potentielle møgsag, viser dokumenter fra Vordingborg Kommune, der er skjult for offentligheden, men som Frihedsbrevet er i besiddelse af.

Ting, Mette Frederiksen har lavet den 12. november i stedet for at være til COP30 i Brasilien: Ladet sig interviewe til en Alt for damerne-podcast, der handler om, hvilke gode råd man ville give til en yngre udgave af sig selv. Besøgt en folkeskole i den socialdemokratiske by Egedal, hvor Venstre spås en chance for at kunne tage borgmesterposten. På folkeskolen snakkede hun med en 9. klasse om det gode fællesskab, ro og fraværet af skærme. Flankeret af børne- og undervisningsminister Mattias Tesfaye lagde hun dernæst vejen forbi den tekniske skole i det socialdemokratiske Hillerød, hvor de blå også spås en chance for at kunne snuppe borgmesterposten. Besøget bød på en snak om, hvordan man kan gøre det mere attraktivt at tage en erhvervsuddannelse. Dernæst gik turen til Julemærkehjemmet Kildemose, der ligger i den socialdemokratiske kommune Halsnæs. Kommunen er så overbevisende socialdemokratisk, at det kunne virke en anelse overflødigt, da Mette Frederiksen i en Instagram-story nævnte, at man skulle huske at stemme på borgmesteren Steffen Jensen. Så tog hun til Fredensborg, hvor hun skulle brevstemme i selskab med kommunens socialdemokratiske borgmester, Thomas Lykke Pedersen. Alt det ved jeg, fordi jeg er i besiddelse af en telefon, der har adgang til Instagram.

Mandag morgen udførte det ukrainske anti-korruptionsbureau en række ransagninger i hovedstaden Kyiv, blandt andet af en lejlighed i et luksuriøst lejlighedskompleks, der tilhører forretningsmanden Timur Mindich. Timur Mindich er nemlig hovedmistænkt i en omfattende korruptionssag i energisektoren i Ukraine, som de ukrainske anti-korruptionsmyndigheder kalder “Operation Midas”.  Sagen er interessant, fordi Timur Mindich angiveligt skulle være en del af den ukrainske forsvarsvirksomhed Fire Point, der lige nu også er under efterforskning for korruption. Fire Point har som den første ukrainske forsvarsvirksomhed fået tilladelse til at etablere sig i Danmark som en del af en stor forsvarsaftale mellem Danmark og Ukraine, som regeringen har afsat 500 millioner til.

Line Barfod mener, at flere mennesker skal bo i bofællesskaber i hovedstaden, så der bliver plads til flere børnefamilier. Men som Ekstra Bladet i januar kunne fortælle, har overborgmesterkandidat Line Barfod en andelslejlighed på 214 kvadratmeter på Nørrebro, og for nylig kom det frem i samme avis, at hun stadig bor der. Hun ejer lejligheden sammen med sin mand, og de deler altså på papiret den beskedne plads på Nørrebrogade. Frihedsbrevet kan dog nu fortælle, at den røde politiker har den enorme hybel helt for sig selv i mindst halvdelen af året.