Christina Lagoni

Kritikerne stod i kø for at lade omverden vide, hvor lille og ubetydelig en sag Frihedsbrevet havde fat i, da vi for nylig skrev en artikel om DR’s nyhedsdirektør Sandy Frenchs taxaforbrug.  Bunden var nået, lød det fra diverse mediekanoner og X-krigere. Sølle 521 taxature på fem år var det blevet til på skatteydernes regning. Heraf var 142 af turene foretaget mellem hendes hjem på Islands Brygge og DR Byen, der ligger knap to kilometers cykeltur derfra. En af dem, der lød nærmest overbærende og opgivende, da han delte sin holdning, var Ulrik Haagerup, leder af Constructive Institute. Han havde følgende konstruktive indspark i debatten, da han gæstede mediemagasinet Q&Co: “Hvis man gør op, hvor mange det så er om måneden, endsige om ugen, så taler vi komfitterknas,” siger Haagerup og kalder Frihedsbrevets historie for “flueknepperi”.

Fremover skal alle tech-virksomheder og beskedtjenester kunne tvinges til at scanne alle deres brugeres videoer og links, inden de sendes.  I hvert fald hvis det står til Danmark.  Til oktober skal EU’s ministerråd nemlig stemme om et kontroversielt forslag, der af kritikere er døbt chatkontrol. Forslaget er fremsat af det danske EU-formandskab.  Ifølge forslaget skal myndighederne kunne tvinge tjenester som Snapchat, Messenger og Signal til at overvåge deres brugeres beskeder – alt sammen i jagten på pædofile, som deler børnemisbrugmateriale.  Overfor Frihedsbrevet maner justitsminister Peter Hummelgaard (S) dog til besindighed. Han vil ikke have, at den politiske drøm bliver omtalt som “chatkontrol”.

I denne udgave af Fri Tænkning taler jeg med den britiske forsvarsanalytiker, forfatter og ruslandsekspert, Andrew Monaghan. Det gør jeg, fordi Monaghan er aktuel med bogen Blitzkrieg and the Russian Art of War, der handler om russisk krigsførelse og strategi i det 20. og 21. århundrede – altså fra Første Verdenskrig og Den Russiske Borgerkrig i årene efter revolutionen i 1917 over Anden Verdenskrig til senere krige og militæroperationer i Tjekkoslovakiet, Afghanistan, Tjetjenien, Georgien, Syrien og Ukraine.  En af Storbritanniens førende militærhistorikere har anbefalet Monaghans bog med ordene: ”Alle officerer i NATO bør læse den”. Monaghan identificerer en gennemgående spænding i russisk militærhistorie mellem krige, hvor Moskvas mål er et hurtigt knockout-slag og udmattelseskrige. Ofte begynder de som knockout-forsøg, der slår fejl, hvorpå Moskva skifter kurs og satser på at slide fjenden op. Sådan var det med Vinterkrigen mod Finland i 1939, i Tjetjenien i 1994 og 1999 og i Ukraine i 2022, mens Moskva havde succes med massive og hurtige anslag mod Polen i 1939, Manchuriet i 1945 og Tjekkoslovakiet i 1968. Andrew Monaghan forsker i russisk strategi og fremtidige scenarier. Han er knyttet til NATO’s Defense College, og han er også direktør for konsulentvirksomheden AM Research Limited. Monaghan beskriver sit arbejde på denne måde: ”Mit job er at iagttage, vurdere og tolke, hvad russerne har gang i, hvad de pønser på, og hvad deres planer er på baggrund af, hvad de selv siger, og hvad de rent faktisk investerer i og gør.” Lad os begynde med et overordnet spørgsmål, som mange sikkert går og stiller sig selv. Hvad vil Rusland? Hvordan definerer Moskva sejr og nederlag i den igangværende konflikt med Vesten og i krigen i Ukraine? Andrew Monaghan mener, at man i Moskva vurderer succes og fiasko på en række parametre, ikke alene det militære. Økonomi, diplomati, sammenhængskraften i samfundet, mobiliseringen af befolkning og ressourcer ved hjælp af institutioner som kirken, uddannelsesinstitutioner, veterangrupper, folkefronter, medier og andet. Ifølge Monaghan har Rusland et fundamentalt anderledes perspektiv end Vesten på krigen i Ukraine. Han siger: ”I Vesten er det en udbredt opfattelse, at det centrale går ud på, om vi er i stand til at forhandle en afslutning på en krig, der foregår i det østlige Ukraine, mens Moskva ser det som åbningssalven i en trediveårskrig. Man kan sammenligne det med den oprindelige trediveårskrig i det 17. århundrede, eller man kan sammenligne det med perioden fra 1914 til 1945, hvor der var en periode med fred undervejs mellem to verdenskrige. Der er tale om en konfrontation, der vil strække sig over årtier, og som drejer sig om forandring af verden.” - Hvad er målet? ”Et minimumsmål handler om at styrke Ruslands geoøkonomiske position. Man har fået kontrol med Det Azovske Hav nede ved Krim, og det er nu Ruslands indre farvand. Man ønsker at få kontrol med handelsruter fra Sortehavet, neutralisere Ukraine som eksport-konkurrent i regionen. Det er vigtige, indledende elementer, og så vil man holde det euro-atlantiske fællesskab på armslængde. Det handler ikke så meget om Ukraine i sig selv, men om at sikre Ruslands position i verden i bredere forstand.” - Hvordan vil du vurdere det foreløbige resultat set med Moskvas øjne? ”Resultaterne er kommet med enorme omkostninger, men de har som nævnt fået Det Azovske Hav. Europa bekymrer sig om, hvordan et russisk angreb vil folde sig ud, og Putin er blevet inviteret til Alaska. Fra London ser billedet ikke godt ud. Den russiske ledelse mener, at de vinder. Det er dårligt nyt for Kyiv, og det er på mange måder dårligt nyt for den ukrainske befolkning, og det er en stærk påmindelse til europæerne om, hvad krig er for en størrelse, behovet for brug af statens ressourcer til at afskrække, og hvad det kræver. I den forstand ser jeg som brite ikke noget som helst positivt.” - Du sagde, at krigen i Ukraine set med Moskvas øjne synes at være den første salve i en trediveårskrig. Hvad ser du som Ruslands næste skridt i denne strid? ”Hvis den vurdering er korrekt, så taler vi om en strukturel konflikt, der vil vare en generation. Jeg tror, at der vil være en fundamental politisk uenighed om Moldova, som ikke er medlem af NATO. Jeg tror også, at den russiske horisont rækker langt videre, end folk forestiller sig. Vi ser dette som et europæisk problem, men jeg ser ikke en russisk landinvasion af de baltiske lande som det mest realistiske scenarie.”

Selvom de havde fået et blankt afslag fra Gnags-frontmand Peter A.G., brugte Moderaterne alligevel “Når jeg bliver gammel” i deres politiske kampagne.  Efter at Peter A.G. havde sagt nej til at blive brugt i en kampagnevideo, pillede Moderaterne sangen ud af deres video. Men de afspillede den på deres årsmøde i 2024, både før og efter kampagnevideoen blev vist, og Lars Løkke Rasmussen indledte sin tale med ordene “Når jeg bliver gammel”. Senere brugte de frasen på en plakat.  Alligevel fastholder Moderaterne, at de bare bruger en metafor, der ikke har noget som helst at gøre med Gnags. “De både lyver og skaber helt bevidst forvirring,” siger Peter A.G.

Sagen om studerende fra Bangladesh, der har været med til at polstre danske universiteters økonomi, har skabt voldsom ballade. Mette Frederiksen har beskyldt Roskilde Universitet for at føre sin egen udlændingepolitik, og man har nu strammet reglerne for at få lagt en dæmper på valfarten. Nu kan Frihedsbrevet afdække, at en række uddannelsesinstitutioner har skaffet udenlandske studerende via agenter, som de har betalt millioner af kroner. Uddannelsesagenter i Bangladesh og Nepal har nemlig fået fyldt bankkontoen med danske kroner i provision for at have skaffet hundredvis af studerende til et erhvervsakademi i Kolding.

En investering fra Anne Stampe kommer med en meget høj pris. For den erfarne tv-løvinde fra Løvens Hule og stifter af virksomheden Nordic Female Founders er villig til at gå meget langt for at sikre sit gode omdømme. Flere virksomheder, der tidligere har fået en investering fra Anne Stampe, kan nu fortælle, at en investering fra løvinden kommer med en mundkurv, der forhindrer virksomhederne i at udtale sig om deres samarbejde med Anne Stampe offentligt. Og særligt én virksomhed har mærket konsekvenserne.

DR’s nyhedsdirektør Sandy French virkede særdeles overbevisende i sine svar, da Frihedsbrevet i sommer konfronterede hende og DR med hendes mange taxature til og fra hendes hjem, der ligger under to kilometer fra DR Byen. Der var intet at komme efter, passér gaden. Men pludselig har hun øjensynligt ombestemt sig. Der var alligevel noget at komme efter, har hun nu erkendt, efter DR har haft blandt andre Deloitte til at undersøge hendes taxaforbrug.  Her har revisionskæmpen konkluderet, at turene til og fra hjemmet er imod DR’s retningslinjer, og at der er en række taxaudgifter, “hvor det ikke er dokumenteret, at disse har en jobmæssig begrundelse”.  Altså direkte i modstrid med, hvad Sandy French tidligere har forklaret, og som altså nu har fået hende til at tilbagebetale 16.000 kroner.

Lars Løkke Rasmussen er virkelig glad for Gnags-sangen “Når jeg bliver gammel”. Det er også en sang, som betyder meget for medarbejderne i Løkkes parti, Moderaterne, fordi medarbejderne har danset til den i både gode og mindre gode stunder, når de skulle huske på, hvad der egentlig er vigtigt.  Det var nogle af de tunge argumenter, da Moderaterne i februar 2024 forsøgte at overbevise Gnags-frontmand Peter A.G. Nielsen om, at der var god ræson i at lade Moderaterne bruge “Når jeg bliver gammel” i en kampagnevideo.  Peter A.G. Nielsen sagde nej.  Han og de andre Gnags-medlemmer havde for længst aftalt, at deres musik ikke skulle bruges til partipolitik. Det havde sådan set ikke noget med Moderaterne at gøre, sådan var aftalen bare. Og så ville Peter A.G. heller ikke ende som Richard Ragnvald, der sang for Dansk Folkeparti, forklarede han. Fint nok, så var den potte ude, skulle man tro. Men da Peter A.G. for få måneder siden spankulerede forbi en reklamesøjle, kunne han måbende iagttage en plakatkampagne, hvor “Når jeg bliver gammel” minsandten havde sneget sig ind i en Moderaterne-kampagne alligevel. En af de kampagner, Moderaterne har produceret, hvor Peter A.G. mener, at de to første linjer i sangen “Når jeg bliver gammel” bliver misbrugt til politiske budskaber. (Foto: Peter A.G.)

Det er en af landets mest erhvervsvenlige kommuner. Men meget tyder på, at Kalundborg Kommune er gået over langt over grænsen. Gang på gang har Kalundborg Kommune involveret sig som mellemmand i ejendomshandler mellem private grundejere og Novo Nordisk, som Frihedsbrevet har beskrevet den seneste uge. Det må en kommune bare ikke, vurderer eksperter på stribe.  “Der er en rød linje, som Kalundborg Kommune klart træder over, når de blander sig i en sag mellem to private: En lodsejer og Novo Nordisk,” siger juraprofessor Frederik Waage fra Syddansk Universitet, der mener, at den kommunale vagthund Ankestyrelsen skal åbne en sag mod Kalundborg Kommune.

Pludselig stod Nepals parlament i flammer. Det kom ud på nyhedsrullen, mens jeg var til samråd med klimaminister Lars Aagaard (M). Dagen efter blev MAGA-bevægelsens unge, hvide håb, Charlie Kirk, dræbt af en snigskytte under et debatarrangement ved et universitet i den amerikanske delstat Utah.  Det hele føltes, som om vi befandt os, som filosoffen Søren Kierkegaard ville have sagt det, på de 70.000 favnes dyb.  Altså helt nede i det mørkeste mørke.  Og så, for at gøre ondt værre, kom dronerne flyvende. Mandag aften i den forgangne uge blev Kastrup Lufthavn lagt ned af en såkaldt “kapabel aktør”, hvad så end denne betegnelse for dronernes bagmænd dækker over. Næste dag, den 23/9 kl. 17, var der orientering til partilederne om dronerne ovre i Justitsministeriet. Det hele var på forhånd indhyllet i et slør af hemmelighedskræmmeri, som gjorde, at man følte sig ført tilbage til de gode gamle corona-dage. For eksempel fik vi kun at vide, at dronerne var “temmeligt store”, men ikke præcis, hvor store de var, og det var også fortroligt, hvor dronerne var fløjet hen. Det eneste der kan siges med sikkerhed er, at vi godt kunne stryge Fætter BR og jydske bonderøve fra listen over mistænkte “kapable aktører”, for ifølge forsvarsminister Troels Lund Poulsen (V) var det ikke “Jens Hansen, der flyver rundt med en Fætter BR-drone.”  Da jeg selv kom forbi Justitsministeriet, var mødet allerede startet, og på gaden udenfor stod nogle journalister og kamerafolk fra DR og TV 2. Når de ringede ind til deres kilder inde i ministeriet for at spørge, hvor længe mødet varede, fik de at vide, at det var “fortroligt”. Som om der ville gå en alarm ovre i Kreml, hvis det kom frem, at mødet ville slutte klokken 18. Eller klokken 19. Journalisterne pressede på alt, hvad de kunne, men lige meget hjalp det; det var en statshemmelighed, hvornår dette møde sluttede.  Hvad mon de lavede derinde? Var der navneopråb for at efterprøve, hvem af partilederne der vil dø for Danmark, sådan som statsminister Mette Frederiksen siger, man skal være parat til at gøre i dette vanvittige interview i dagbladet Børsen?  Eller måske rigspolitichef Thorkild Fogde var i gang med at vise nogle splinternye anti-drone action cards frem? Det var i sandhed strenge tider, og stemningen omkring pressen – og ytringsfriheden i det hele taget – gik desværre også mod syd. Ovre i USA, krævede Krigsministeriet – tidligere kendt som Forsvarsministeriet – nu, at journalister skal sværge ikke at indsamle og viderebringe oplysninger, der ikke på forhånd har været godkendt til offentliggørelse af Pentagon, hvilket reelt set var et forbud mod journalistik. Eller i hvert fald indførelse af censur.