Christina Lagoni

Fra den centralt beliggende byggegrund er der en flot udsigt ud over byen og det omgivende landskab. Den store udsigtsgrund er i dag omdrejningspunktet i en opsigtsvækkende sag om korruption og aftalt spil i millionklassen. Dette er fortællingen om, hvordan et tilsyneladende helt normalt kommunalt grundsalg er endt som en straffesag, hvor to embedsmænd og en entreprenør fra Vendsyssel er på vej på anklagebænken tiltalt for groft bedrageri. Fremstillingen er baseret på straffesagens anklageskrift, som Frihedsbrevet har fået indsigt i, i kombination med andre oplysninger i sagen. Vi skal tilbage til juni 2018.

På overfladen lignede det et selskab med ganske normal erhvervsaktivitet.  Men det viste sig at være et skalkeskjul og del af en større hvidvask-operation, hvor selskaber bag facaden blev anvendt til gennemstrømning af penge med fiktive fakturaer.

Debatten om chatkontrol ramte sit højdepunkt i Danmark under EU-formandskabet, da daværende justitsminister Peter Hummelgaard forsøgte at presse en kontroversiel version igennem, der ville overvåge alle borgernes kommunikation med hinanden. Flere EU-lande sagde fra, og siden er kampen om overvågning af borgeres kommunikation med hinanden sparket ind i forhandlingslokaler i Bruxelles, hvor henholdsvis Ministerrådet og parlamentet er på hver sin side af forhandlingsbordet. Men efter flere forhandlinger og afstemninger i EU har EU-toppen - ledt an af Ministerrådet og parlamentets formand - taget en kontroversiel, bureaukratisk metode i brug for at presse deres ønskede version af chatkontrol igennem.

Kære læser I denne uges Fri Tænkning skriver jeg om en usædvanlig publicistisk begivenhed: Det britiske ugemagasin The Economist brugte i sidste weekend 11.600 ord – svarende til tre-fire hele sider i Weekendavisen – ledsaget af en videopræsentation og en podcast på at introducere den russiske industrimagnat Andrej Melnitjenko og udsigten til politiske forandringer i Rusland. Det har delt vandene og udløst et oprør blandt The Economists kernepublikum. Hvad handler det om, og hvad er fup og fakta i historien om Melnitjenko? God fornøjelse.

Hvad foregår der bag de lukkede mure på Københavns Politigård? En retssag mod en tidligere korruptionsanklaget betjent fra Københavns Politi giver nu et unikt indblik i én helt særlig afdeling. Betjenten var tiltalt for at bryde våbenloven og lov om euforiserende stoffer, men i sagen dukkede en række opsigtsvækkende detaljer op. Frihedsbrevet kan gennem dokumenter i retssagen nu afdække, hvordan arbejdslivet i en af dansk politis mest profilerede enheder - ifølge betjenten - fungerer i praksis.  Hvordan kokain vejes på kontorpladser uden værnemidler med ledelsens godkendelse - ifølge betjenten med den konsekvens, at man bliver påvirket - og hvordan der afviges fra retningslinjer og actioncards fra Rigspolitiet og Christiansborg, fordi sagsbehandlingen er presset. 

Det er ikke hver dag, man oplever at stå som forfatter til en artikel i sin lokale avis – og slet ikke uden man selv har nogen som helst anelse om det. Men det var lige præcis det mærkværdige scenarie, en nordsjællandsk borger var udsat for, da han for godt et år siden pludselig kunne se sig selv stå som ophavsmand til et kritisk debatindlæg i Sjællandske Nyheder, han ifølge ham selv intet havde med at gøre. Indlægget kredsede om den omstridte nordsjællandske festival Musik i Lejet, og netop debatten om denne var på sit højeste, da debatindlægget landede i mediets indbakke sidste år. Siden da har der ikke været nyt i sagen, men nu viser det sig, at Nordsjællands Politi har sigtet tre personer i sagen. Frihedsbrevet er bekendt med navnene på de sigtede, og det er bestemt ikke hvem som helst, som politiet har mistænkt.

På et tidspunkt spørger jeg en rådgiver fra et af de danske kontorer i Europa-Parlamentet ind til blyantspenge; et fast månedligt beløb, som europaparlamentarikerne modtager med henblik på det skal bruges på at holde kontor. I 2026 er beløbet på cirka 37.000 kroner om måneden, og det interessante er, at politikerne og deres kontorer ikke skal vise, hvordan de bruger pengene. Pengene bliver udbetalt af Europa-Parlamentet uden krav om, at der skal indsendes kvitteringer for, hvordan pengene bliver brugt. Jeg har før hørt fra en, der tidligere arbejdede på et af de danske kontorer, at det var rimeligt liberalt, hvad man kunne finde på at bruge dem på: middage, indkøb i Europa-Parlamentets kiosk, flere middage, mange middage. Så jeg spørger den nuværende medarbejder, hvordan det forholder sig med kriterierne for, hvad man må bruge blyantspenge på.  “Jeg kender en, der på et tidspunkt sad med noget, han var i tvivl om, han måtte bruge blyantspenge på,” siger den nuværende medarbejder og fortsætter sin fortælling: “Så han ringede ind til dem, der står for det, og sagde ‘Vi vil gerne bruge pengene på det her, må vi det’? Så sagde personen i den anden ende, ‘Vi har en liste over ting, man ikke må bruge midlerne på, har du tjekket den?’” “Havde han det?” spørger jeg.  “Ja, han fortalte så, at han havde tjekket, og at det ikke stod på listen. Men han var stadig i tvivl. Så sagde de, at de godt kunne undersøge det. Men så skulle de også undersøge det. Og så ville der komme et svar. ‘Vil du gerne have, at vi undersøger det?’ spurgte de ham." ‘Nej, det er okay’, svarede han så.”

I Silkeborg er der en ældre, meget kristen mand ved navn Søren Toft-Jensen, som på det sociale medie X giver den i rollen som en rigtig edge lord. Han er imod islam, han mener, at klimaforandringer er fup og fidus, han påstår, at paven er muslim, han er anti-feminist, han vil forbyde børnebøger om transpersoner, han er imod abort, han er imod EU, han støtter Israel, han støtter Trump, han støtter Argentinas præsident, Javier Milei, han er for atomkraft, han kalder Danmarks nye regering for en “rødkløverregering”, han reposter indlæg om konspirationsteorien om befolkningsudskiftning, og han mener, at staten ikke skal bestemme om han må sige “neger” eller ej.  “Det går godt med islamiseringen af Danmark, selvom vi er lidt bagefter England!” skriver en sarkastisk Søren Toft-Jensen på X den 28. marts 2026.  På X foreslår en bruger, at man skal svare “A”, hvis man er enig i, at “islam ikke er en religion. Det er en totalitær, voldelig, ekstremistisk ideologi, og Vesten bør bekæmpe den på samme måde, som vi bekæmpede nazisterne.” “A,” svarer Søren Toft-Jensen.  “Trump har forbløffet Amerika ved at meddele, at han vil tilegne landet til Gud,” skriver en anden bruger på X.  Man kan erklære sig enig i dette forehavende ved enten at svare B) “Nope” eller A) “Yes”.  “A” svarer Søren Toft-Jensen, som åbenlyst er værd at følge, hvis man godt kan lide, når folk maxer ud på ytringsfriheden.  Han skriver også på X, at FN er blevet “en kriminel og voldelig organisation.”  I et andet tweet kalder han FN for en “uduelig, venstreorienteret organisation. Om klimaforandringer har han senest skrevet:  “Klimaet skifter uanset, hvad vi mener og gør. Vi lever fint med en 50-års-hændelse. Hold op med at skræmme børn og usikre mennesker!”  Siden 2013 er det blevet til mere end 9.000 posteringer på X fra Søren Toft-Jensens side, og ofte er han aktiv derinde flere gange om dagen. 

I 2024 overtog staten ansvaret og regningen for det indvendige vedligehold af Kongehusets bygninger.  I december sidste år kom det så frem, at det indvendige vedligehold i 2024 kostede skatteborgerne ekstraregning på i alt 17,4 millioner kroner. Nu kan Frihedsbrevet fortælle, at 3,4 millioner af dem er gået til noget, de fleste nok ville betegne som luksus.

I denne uges Fri Tænkning har jeg talt med den svenske historiker Per Anders Rudling, lektor ved Lund Universitet og forfatter til en bog om de ukrainske nationalister. Dem, som fra Første Verdenskrig og til og med Anden Verdenskrig og derpå i landflygtighed i Vesten formede fortællingen om Ukraines historie i det 20. århundrede, som har haft afgørende indflydelse på historieskrivningen i Ukraine efter Sovjetunionens opløsning i 1991. Der er tale om en yderst selektiv historieskrivning, som de seneste uger har ført til en åben konfrontation med Polen og det officielle Holocaust Museum i Israel, fordi Ukraines statsautoriserede nationalhelte begik massemord på polakker og jøder under Anden Verdenskrig.