Christina Lagoni

Nu er amerikanerne – og dermed også Trump-tro typer med appetit på overtagelse af den store ø – virkelig landet i Grønland. Med et splinternyt amerikansk konsulat i hjertet af Nuuk med få meter til både parlament og regeringsbygningerne i den arktiske hovedstad, et besøg fra både ambassadør og særlig udsending, mineselskabers millionaftaler, olieeventyr, og så selvfølgelig arbejdsgruppen mellem USA, Danmark og Grønland er der altså nok at se til for tiden for amerikanere med blik mod de nordlige dele af Rigsfællesskabet. Det er i hvert fald det indtryk, amerikanerne rigtig gerne vil give, vurderer Ulrik Pram Gad, der er seniorforsker ved Dansk Institut for Internationale Studier (DIIS) med speciale i Arktis. Men det er i hans optik ikke hele sandheden.

Den amerikanske tech-gigant Palantir spiller en større og større rolle i Danmark, hvor både Rigspolitiet og Politiets Efterretningstjeneste bruger den kontroversielle virksomheds platforme. Men alt imens Danmark har udvidet samarbejdet med Palantir, der også har et kontor i Hellerup, så har en række møgsager ramt politiet i Storbritannien – og her er netop Palantir i centrum for sagerne, der i mange tilfælde taler direkte ind i kritikernes frygt for yderligere samarbejde med tech-virksomheden.

En af Danmarks længst arbejdende kommissioner slår endnu engang rekord. Frihedsbrevet har fået aktindsigt i 2026-budgettet for Undersøgelseskommissionen om Skat, og det bliver endnu engang et rigtig dyrt år for kommissionen, der stadig ikke har en endelig dato for, hvornår arbejdet er færdigt. “Det er meget store beløb, og man er jo nødt til at spørge sig selv, om man ikke godt kunne have fået mere ud af dem andetsteds,” lyder det fra en professor og ekspert i offentlig forvaltningen om regningen. En anden professor er bange for, at beretningen hurtigt “vil gå i glemmebogen eller bliver stof til historietimerne, når man savner noget at tale om”.

Onsdag indgik TV 2 og Dansk Journalistforbund – Medier & Kommunikation (DJ) et forlig på en million kroner, efter forbundet så sent som i 2023 har udbetalt penge til cirka 270 medlemmer under en arbejdsnedlæggelse. TV 2 havde ellers ingen planer om at indlede en sag mod DJ, som havde fortalt dem, at den overenskomststridige praksis ikke var foregået hos TV 2.  Det var en fejl, at TV 2 havde fået den opfattelse, siger forperson for DJ Allan Boye Thulstrup, der erkender, at han har kendt til den hemmelige praksis “ret længe.”

På en afsides vej i et villakvarter i hovedstaden mødes hun med den ene halvdel af et fremadstormende iværksætterægtepar. Året er 2019, og Tina Skalander er draget hjem til Danmark for at aflægge visit hos virksomheden Freshland, der er spået en lys fremtid i dansk erhvervsliv; hos Freshland vil man gøre op med de fordyrende mellemled og levere frugt og grønt direkte fra landmændene til forbrugeren. Tina Skalander bliver mødt af en pragtvilla. Der er et renoveringsarbejde i gang, som senere vil gøre ejendommen mere end 50 millioner kroner værd. Her bor Mathilde Kjærgaard Jakobsen og Filipe Leal. Ægteparret, der står bag Freshland, kommer om få år til at gå ud med et brag i en konkurs, der vil efterlade leverandører og statskassen med mange millioner i klemme.

Han var engang en dominerende skikkelse i den danske ejendomsbranche, men efter et årelangt forløb med kritiske artikler står han skandaliseret og afklædt tilbage. Der bliver dog ved med at dukke nye ting op. Og nu kan Frihedsbrevet således afdække et hidtil ukendt forløb, hvor investorer blev ført bag lyset, inden de sprøjtede 25 millioner kroner i et byggeprojekt, der skulle byggematadorens nu krakkede ejendomskoncern.

Hvis vi har lært noget, altså hvis vi har lært noget af den pludseligt opståede debat om højreorienteret digtning, må det være, at næste gang, man befinder sig på Beograds bud på Strøget og falder over en T-shirt, man synes ser sej ud og overvejer at slå til på, vil man gøre klogt i at spørge ekspedienten ind til, hvad der helt præcist står skrevet med kyrillisk skrift rundt om ørnene og dødningehovederne.  Ups.  Det viste sig at være ultranationalistiske serbere med naziforbindelser og folkemord på samvittigheden, tjetnik-bevægelsen, som den vrede digterdebutant Frederik Lind Køppen stod og reklamerede for på landsdækkende tv, mens han stod i Deadline og læste op fra sin digtsamling Stjernens navn er malurt (Forlaget Umbra, 2026).

Til denne uges Fri Tænkning har jeg talt med den tidligere amerikanske topdiplomat Jim Collins om, hvad der efter afslutningen på Den Kolde Krig gik galt i forholdet mellem USA og Rusland. Jim Collins (født 1939) var USA's ambassadør i Rusland i perioden fra 1997 til 2001, altså i slutningen af Boris Jeltsins periode som præsident og i de første år af Vladimir Putins regeringstid. Han var næstkommanderende på den amerikanske ambassade i Moskva fra 1990 til 1993, da Sovjetunionen gik i opløsning, Den Kolde Krig sluttede, og hvor først Mikhail Gorbatjov og dernæst Jeltsin sad i Kreml, og hvor Rusland indledte overgangen til markedsøkonomi og forsøgte at opbygge demokratiske institutioner.  Under præsident Reagan tjente han i det nationale sikkerhedsråd med ansvar for efterretningspolitik, og han har gennem en lang diplomatisk karriere beskæftiget sig med det meste af verden fra Latinamerika til Asien, Mellemøsten og Europa, men hans særlige ekspertise er det tidligere Sovjetunionen.  Selvom det tog mange år efter afslutningen på Den Kolde Krig, før forholdet mellem USA og Rusland kørte helt af sporet, så mener Jim Collins, at fundamentet for den konflikt mellem Washington og Moskva, vi har været vidne til i snart 20 år, blev lagt fra begyndelsen af, og det skyldes ifølge Collins to forskellige opfattelser af, hvordan Den Kolde Krig endte. Han siger:   ”Den Kolde Krig var ikke en krig i den forstand, vi normalt forestiller os en krig, for eksempel Anden Verdenskrig, hvor soldater kæmper på slagmarken, og det ender med vindere og tabere. Sådan var Den Kolde Krig ikke. Det var en konkurrence mellem to politiske og økonomiske systemer. Der var voldelige episoder, og der blev udkæmpet proxykrige andre steder på kloden, men det var aldrig en krig i klassisk forstand.” Collins tilføjer: ”Jeg siger det, fordi jeg mener, at mange af de problemer, der er opstået siden 1990’erne, hidrører fra en grundlæggende forståelse af, hvad der skete i den periode, hvor det i virkeligheden forholdt sig ganske anderledes.” 

I weekenden befandt jeg mig på et uhelligt tidspunkt på en københavnsk beværtning, da Søren Pind gjorde sin entré. Der gik ikke længe, før Four Jacks-sangen “Mandalay” gjorde sig til kende over højtalerne, hvorpå Søren Pind  ene mand rejste sig op og, ikke bare sang for, men dominerede rummet med sin røst. Der var ikke tale om en mishandling af sangen, men snarere en lettere forbløffende cementering af, at Søren Pind, der nu har været ude af dansk politik i otte år, ikke har tænkt sig at gå i glemmebogen.  “I den sjip-sjap-våde havn! I den sjip-sjap-våde havn!” skrålede han, mens han dirigerede det spontane publikum med sine hænder.  Denne optræden fik mig til at tænke på noget, jeg i vinter læste i Søs Marie Serups bog om Venstres storhed og fald, Vind eller forsvind.  Søs Marie Serup, der er tidligere pressechef i Venstre samt tidligere særlig rådgiver, beskriver en situation, der hændte, kort inden Anders Fogh Rasmussen stoppede som formand for partiet. Snakken om, at Anders Fogh skulle være på vej videre, gik ivrigt, og en dag kom Søren Pind forbi Serups kontor, væltede ind ad døren, slog ud med armene og sagde:  “Lige om lidt kommer Løkke-toget rullende ind på perronen – og jeg skal med.” Det er mange år siden, de ord faldt. Siden da har Løkke-toget kørt til højre og venstre i fuld fart og mødt nogle bump på vejen; adskillige så store, at de næsten afsporede det, men alligevel er det altid lykkedes toget at nå frem til en eller anden form for perron.  I denne uge har Troels Lund Poulsen imidlertid gjort et flot forsøg på at køre det hele af skinnerne. 

Den 3. oktober 2025 offentliggjorde Forsvarets Efterretningstjeneste en ikke-klassificeret vurdering af den hybride trussel mod Danmark, og med den fulgte et pressemøde med FE-chef Thomas Ahrenkiel og forsvarsminister Troels Lund Poulsen (V). “Det er vores vurdering, at Rusland for øjeblikket fører en hybridkrig mod Danmark og Vesten,” lød det fra FE-chefen, der fortsatte: “Det betyder, at Rusland bruger militære midler til blandt andet at lægge pres på os.” Udmeldingen fra Thomas Ahrenkiel kom midt i det dronekaos, Danmark befandt sig i på det tidspunkt – men retorikken fra regeringen og efterretningstjenesterne var på daværende tidspunkt ikke ny. Det begyndte nemlig allerede at tage fart i efteråret 2022, da de to gasrørledninger i Østersøen blev sprængt i luften, nemlig Nord Stream-sabotagen. Statsminister Mette Frederiksen (S) tog på en lyntur til Bruxelles for at diskutere sabotagen, og selvom hun ikke direkte pegede på Rusland som bagmand, var præsident Vladimir Putin alligevel hovedperson. ”Vi skal have fantasi til at forestille os, at der kan ske ting, som vi ikke har haft fantasi til at forestille os. For eksempel et angreb på en gasledning lige uden for dansk territorium og dermed også risiko for hybride angreb eller cyberangreb og andet inden for sikkerhedspolitikken i en bred definition. Det er alvorlige tider for Europa,” sagde hun som reaktion på en tale, Putin holdt få dage inden hendes smuttur til Bruxelles.