Når børn forsvinder i Danmark, sættes himmel og jord i bevægelse for at finde dem. Politiet udsender pressemeddelelser og opdaterer den bekymrede befolkning på timebasis, medier går i breaking, pårørende deler opslag i lokale Facebook-grupper, og frivillige møder talstærkt op til eftersøgninger.  Frihedsbrevet kan nu afdække, hvordan 21 helt små uledsagede børn er forsvundet fra Børnecenter Sandholm, der har til huse ved Center Sandholm – også kendt som Sandholmlejren – uden at politiet har slået alarm. I en rapport om et syrisk barns forsvinden bemærker en-medarbejder fra børnecentret:  “Særlig bekymring: Er 7 år gammel.”  Den rapport og 20 lignende har politiet modtaget, tilsyneladende uden at starte en omfattende efterlysning. Alle 21 børn står i hvert fald stadig angivet som forsvundne i politiets kriminalregister. Det afviger i høj grad fra, hvordan man generelt handler på anmeldelser om børn, der forsvinder, mener politiforsker Adam Diderichsen.

Tre unge mænd i alderen 15-20 mistede ved 17-tiden tirsdag livet under et skyderi i en frisørsalon nær Viksala-torvet i Sveriges fjerdestørste by, Uppsala. Flere øjenvidner kunne efterfølgende berette, at de så en person køre fra stedet på et el-løbehjul. Den oplysning har politiet dog hverken villet be- eller afkræfte. Allerede kort efter meldte svensk politi til gengæld ud, at en 16-årig fyr var anholdt i sagen, mistænkt for at stå bag attentatet, som har rystet både Sverige og Danmark.

Lad os begynde med et paradoks: Donald Trump og hans tilhængere i det republikanske parti samt traditionelle venstreorienterede, der er optaget af social og økonomisk ulighed, har de seneste ti år kritiseret den identitetspolitiske woke-bølge sønder og sammen, men netop, som denne bølge er ved at aftage, er præsident Trump med sin politik måske i færd med at bane vej for den næste woke-bølge.     Det mener Musa al-Gharbi, professor i sociologi ved Stony Brook University og  forfatter til en rasende interessant ny bog med titlen We Have Never Been Woke og undertitlen The Cultural Contradictions of a New Elite. Titlens “vi” henviser til den tredjedel af den amerikanske befolkning, der ifølge al-Gharbi kan beskrives som “symbol-kapitalister”, altså dem, der er ansat i den såkaldte vidensøkonomi, og som han som universitetsprofessor selv tilhører. Det gælder folk inden for en lang række fag og brancher: Akademikere, journalister, kunstnere, ansatte i IT-branchen, reklamefolk og folk i PR-branchen, kommunikationsfolk, jurister og advokater, ingeniører, ansatte i underholdningsindustrien, konsulent- og forlagsbranchen, lærere og undervisere, ansatte inden for HR og administration, læger og psykiatere, arkitekter og designere, offentligt ansatte, ngo’er og lignende. Al-Gharbi siger: ”Hvis min teori holder, så vil den næste woke-bølge, lige som de tre foregående, blive drevet af to faktorer: Overproduktion af eliter og forarmelse af den brede befolkning. I sin bestræbelse på at bekæmpe wokeness kan Trump med sin politik ende med at bane vejen for en ny woke-bølge.”  Han tilføjer: ”Trump-administrationen er i gang med at fjerne en masse af de symbolske kapitalisters jobs, og man går også til angreb på mange af de institutioner, der normalt ansætter os, og dermed skaber Trump fundamentet for overproduktionen af eliter og således opfyldelsen af den første forudsætning for en ny woke-bølge. Og i det omfang, at Trumps toldafgifter og andre beslutninger fører til en økonomisk ustabilitet, der sætter gang i en recession, kan det føre til en bredere folkelig forarmelse og dermed opfyldelsen af den anden forudsætning for en ny woke-bølge. Det vil jeg holde øje med.”

I denne uge gør jeg to ting for første gang: Den ene er at deltage i arbejdernes internationale kampdag. Den anden er at gå stuegang. Mens Mads Brügger har karantæne fra Christiansborg, fordi han har udvist “manglende situationsforståelse”, har jeg nemlig fået æren af at skulle agere hans vikar. Ret skal være ret, så det hele indledes med, at jeg tager i Føtex for at købe en æske chokolade til en, der har fortjent sådan en. Med den under armen bevæger jeg mig ind på Christiansborg, forbi vagterne og hen til paternosteren, hvor Mohammed Rona fra Moderaterne er i gang med at vise en gruppe rundt. Det gør han meget ofte. Mere end den gennemsnitlige folketingspolitiker, vil jeg tro. Tryllebundne af den rullende elevator opdager gruppen end ikke, at de spærrer for den, men lad dog barnet, tænker jeg. “Den er effektiv,” siger en af dem. “Meget effektiv,” bekræfter Mohammed Rona. Det skulle den også gerne være. Den tog 14 millioner kroner og ni måneder at renovere. Sådan bliver de ved med at stå i en rum tid. Først kigger de på elevatoren, der kommer, så kigger de på elevatoren, der forsvinder, på elevatoren, der kommer, på elevatoren, der forsvinder, og da det er nok, går de et par skridt tilbage, vender rundt om hjørnet og bruger trapperne til at rejse højdemeterne op, hvilket efterlader rulleriet ledigt til mig.

Nordens største teflonfabrik, Accoat, har det seneste år været omdrejningspunkt for en række afsløringer om forurening med de sundhedsfarlige stoffer PFAS. Stofferne er blandt andet blevet fundet i alt fra jord og vand til fugleæg. Igennem hele forløbet har teflonfabrikken fastholdt, at de overholder lovgivningen og deres miljøgodkendelse, og samme forklaring har lydt fra Helsingør Kommune. Nu kan Frihedsbrevet afsløre, at Helsingør Kommune, der er tilsynsmyndighed med virksomheden, har givet forkerte oplysninger til Region Hovedstaden om teflonfabrikkens PFAS-brug.

Bergur Løkke Rasmussen (M) sidder i regionsrådet i Region Hovedstaden og er med i den politiske følgegruppe om byggeriet af Nordsjællands nye supersygehus i Hillerød. Det er også regionsrådet, der skal hjælpe kommunerne med at opspore og kortlægge jordforurening.  Men samtidig rådgiver han den efterhånden skandaleombruste transportgigant SCT Transport, der transporterer jord fra selvsamme hospitalsbyggeri og nu er anklaget for forurening. Et muligt habilitetsproblem, forklarer en ekspert, som opfordrer til, at det kigges efter i sømmene, men det vil regionsrådsmedlemmet ikke “spilde forvaltningens tid” med.

Beskæftigelsesminister Ane Halsboe-Jørgensen (S) bliver nu hvirvlet ind i ATP’s møgsag om bonusfest hos en række ATP-ansatte. En eksklusiv gruppe af medarbejdere har optjent bonusser på over 500 millioner kroner for at forvalte lønmodtagernes penge i pensionskassens interne kapitalfond ATP PEP. I dag kan Frihedsbrevet afsløre, at beskæftigelsesminister Ane Halsboe-Jørgensen i januar gav Folketinget forkerte oplysninger om lukrative bonusser i ATP. Over for Folketinget har hun nemlig direkte afvist, at der fandtes en bonusordning for de ansatte i kapitalfonden, hvis aflønningsforhold tidligere har vakt stor forargelse. Ifølge ministeren var ordningen blevet afskaffet for flere år siden.  Men det er lodret forkert.  For en række ATP-ansatte optjener stadig store bonusser i kapitalfonden.

I denne måned er de første F-35-kampfly begyndt at patruljere luftrummet over Danmark. Og forsvarsminister Troels Lund Poulsen (V) har sagt, at der skal købes flere jagerfly som dem – de såkaldte stealth-fly – som en del af den lynoprustning, regeringen har igangsat.  De 27 F-35-kampfly, Danmark har købt og bestilt fra USA, kommer nemlig til at udgøre en hjørnesten i det danske forsvar. Men i kølvandet på Donald Trumps politik over for Ukraine, Europa og Rusland har der bredt sig en rædsel for, at USA pludselig kan kortslutte militært udstyr, som er blevet solgt til andre lande, fra distancen.  Tværs over det europæiske kontinent har magthavere stillet sig selv spørgsmålet: Kunne den amerikanske administration finde på at gå så langt som at hæmme NATO-allieredes våbensystemer?  Den nye udenrigspolitiske kurs i USA har især fremkaldt betænkeligheder hos europæere, hvad angår køb af F-35-kampflyene fra den amerikanske producent Lockheed Martin.  Både Portugal og Canada har udtrykt tvivl om, hvorvidt de vil købe den amerikanske våbenmastodonts flagskib, og tyskerne synes også at være på vej tilbage i tænkeboksen.  Wolfgang Ischinger, tidligere topdiplomat og leder af München Sikkerhedskonferencen, sagde sidste måned til Bild, at hvis USA kunne finde på at begrænse de tyske F-35-fly, som de har gjort med Ukraines F-16-fly, “så kan spørgsmålet om at annullere kontrakten komme på tale”. Europas verserende bekymringer fik endnu et nøk opad sidste måned, da Donald Trump, under en præsentation af et andet kampfly fra producenten Boeing, foreslog, at USA fremover bør sælge “nedtonede” fly til sine allierede, fordi “de en dag måske ikke længere er vores allierede”. “Vi foretrækker at skrue ned for dem med omkring ti procent,” sagde præsidenten bag skrivebordet i Det Ovale Kontor. Men spørger man våbenfabrikanten Lockheed Martins tidligere sælger i Danmark, så mener han, at væsentlige nuancer går tabt midt i al paranoiaen – og at der ikke er grund til bekymring. To forsvarseksperter med indgående kendskab til jagerfly, som Frihedsbrevet har talt med, bakker ham op – mens én er mere skeptisk.

I 2015 modtog en ung mand en dom på otte års fængsel. Med et enkelt knivstik havde han dræbt en jævnaldrende mand, og for det modtog han en dom for dødsvold. I forbindelse med Frihedsbrevets afdækning af skandalebostedskæden Frisk-Pust ApS, er navnet på den unge mand, der førte kniven, dukket op. Frihedsbrevet har blandt andet afsløret, at flere beboere er blevet udsat for vold og omsorgssvigt, mens de har boet på bostedskæden, der er grundlagt af den tidligere islamiske ekstremist Khazar Alexander Malik. I bostedskædens papirspor er navnet Amira Smajic, skattejuristen kendt fra Den sorte svane, dukket op. Men problemerne stopper altså ikke her.  I 2023 blev den dødsvoldsdømte mand nemlig ansat som teamleder i en anden virksomhed, som ejerne bag Frisk-Pust-bostederne også ejer, ved navn Frisk-Pust støtte & akutteam ApS.  Selvom dets navn er beslægtet med de skandaleramte bosteder, er selskabet gået fuldstændigt under radaren hos medier og myndigheder.  Det skyldes en juridisk finte, som spænder ben for Socialtilsynets mulighed for at føre tilsyn med akutteamet, der ligesom Frisk-Pust-bostederne leverer velfærd til psykisk syge børn og voksne. Derfor er der heller ikke nogen myndigheder til at føre kontrol med kompetencerne hos medarbejderne i akutteamet – eller deres straffeattester.

Han har bevæget sig i miljøet omkring kapitalfonde i flere årtier. Men Michael Greve kan ikke huske en lignende situation. Han driver kapitalfonden Nordic Investment Opportunities (NIO), der er oppe imod Danmarks obligatoriske pensionskasse ATP.  Dog mener flere eksperter, at ATP tilbyder vilkår, som kan være konkurrenceforvridende. ATP investerer nemlig lønmodtagernes penge side om side med danske milliardærer.  Det sker i den interne kapitalfond ATP Private Equity Partners (ATP PEP), hvor ATP – betinget af at have danskernes tvangsopsparede pensionsmidler i ryggen – kan tilbyde væsentlig mere favorable vilkår for investorerne. “Vi vil gerne konkurrere med andre kommercielle forretninger, men det er staten bare ikke,” siger NIO-direktøren med henvisning til, at ATP har statslige karaktertræk, fordi alle lønmodtagere betaler til pensionskassen.

Som så mange andre teenagedrenge yndede han at poste selfies på sociale medier, hvor han var iført designertøj, guldsmykker og dyre bæltetasker slynget over skulderen. Men ifølge dansk politis teori stammede netop denne 15-årige svenske drengs velstand fra en dyster kriminel løbebane, som man normalt ikke forbinder med børn. Efterforskning peger nemlig på, at den 15-årige havde forbindelser til det såkaldte Foxtrot-netværk, der ledes af den internationalt efterlyste Rawa Majid, også kaldet Den Kurdiske Ræv. Mere specifikt mener politiet, at drengen på et tidspunkt tilbød en person 200.000 svenske kroner for at udføre et lejemord i Danmark.

I debatten om krigens gang i Ukraine findes der et populært argument for, at det slet ikke står så skidt til på slagmarken for Ukraine, som sortseerne påstår, og at Rusland på ingen måde er på vej til at vinde krigen. Argumentet lyder:  Fronten er stort set stillestående, altså er der tale om en stillingskrig, hvor ingen af parterne ser ud til at få et afgørende overtag. Videre gør fortalerne for dette argument opmærksom på, at Rusland i dag kontrollerer en mindre del af ukrainsk territorium end i begyndelsen af krigen, så i det store billede er det absurd at påstå, at russerne har fat i den lange ende.  Læg hertil, siger forfægtere af dette synspunkt, at Rusland har lidt gigantiske tab både i menneskeliv, antal sårede og militært isenkram. Moskva, lyder det, har svært ved at erstatte disse tab, så hvis Ukraine holder ud længe nok, så vil man med Vestens hjælp kunne vinde krigen. Holder den analyse? Ikke hvis man konsulterer Alex Vershinin, oberstløjtnant i den amerikanske hær med ti års erfaring ved fronten i Irak og Afghanistan. Han er knyttet til den britiske tænketank Royal United Services Institute (RUSI) med særlig ekspertise i industri-kapacitet og indkøb af materiel og teknologi til nationale forsvar med henblik på at realisere sikkerhedsstrategier. Vershinin har siden krigens start i en række artikler forsøgt at råbe vestlige regeringer op. Ifølge Vershinin er den første del af den anførte argumentation irrelevant for krigens gang; altså spørgsmålet om, hvor stor en del af Ukraine den russiske hær kontrollerer, mens den andel del, nemlig påstanden om, at omfanget af de russiske tab skulle være gigantisk sammenholdt med de ukrainske, sandsynligvis er en sandhed med modifikationer. Sandsynligvis, fordi ingen af de krigsførende parter har offentliggjort deres virkelige tabstal, det er en velbevaret statshemmelighed og en del af informationskrigen, men der findes både på den russiske og ukrainske side uafhængige kilder, der indsamler data, som også bliver analyseret af vestlige iagttagere.  Før vi ser nærmere på Vershinins forklaring på, hvorfor man i Ukraine skal være forsigtig med at vurdere krigens gang ved at fokusere på, hvor meget territorium parterne kontrollerer, og vurdere de sandsynlige tabstal, kaster vi et blik på den bredere baggrund for Vershinins tilgang til moderne krig.

Mens Dansk Journalistforbund arbejder for mere ytringsfrihed og mere åbenhed i samfundet, findes der en noget anden historie internt på arbejdspladsen. Flere kilder fortæller til Frihedsbrevet, at de har fået en dyr tavshedsklausul med ud afd døren, når de er blevet afskediget – dette ofte uden at være blevet advaret på forhånd. Flere medarbejdere beretter desuden om et problematisk arbejdsmiljø, hvor man er bange for at blive fyret, hvis man taler højt om problemerne. Journalistforbundets metoder møder skarp kritik fra flere medarbejdere og fra en arbejdsmarkedsforsker. Forbundet selv afviser at stille op til interview, men fastholder i et skriftligt svar, at tidligere medarbejdere gerne må udtale sig.  “Hvordan vi vil gribe eventuelle fratrædelsessager an fremover, er altid en konkret og individuel vurdering, men vi vil naturligvis – også hvis der rejses kritik af vores fremgangsmåde – se på, om vi skal gøre noget anderledes,” skriver DJ i et skriftligt svar.

Dagen før præsident Trump lancerede sin toldoffensiv, trådte hans vicerådgiver for national sikkerhed, Alex Wong, op på scenen i en konferencesal få gader fra Det Hvide Hus. Anledningen var det årlige SAFE Summit – et højprofileret seminar om råstoffer, energi og forsyningsikkerhed. Hundredvis af jakkesætklædte embedsfolk, erhvervsledere og sikkerhedspolitiske topfolk var stimlet sammen og sad klar med kaffe og bærbarer ved lange konferenceborde, mens et skarpt, blåt lys fra storskærmen glødede ned over salen. Få minutter inde i åbningstalen kom sætningen, som mange tilsyneladende frygtede – men som Wong gradvist havde bygget op til: “Præsidenten ønsker at opbygge en lys fremtid sammen med Grønland.” Et gisp skar gennem salen. “Sammen kan vi få adgang til de enorme, uudnyttede ressourcer i og omkring Grønland. Og ved at gøre det med amerikanske investeringer og ekspertise, vil det berige det grønlandske folk – og gøre den frie verden mere sikker,” sagde Wong. Bag ham viste den futuristiske storskærm overskriften: Energi og Stormagtsrivalisering, hvilket er dét, det hele drejer sig om nu. I optakten til kommentaren om Grønland forklarede Wong, hvorfor USA nu retter blikket mod det danske territorium.

Mange ting kan se forkerte ud i bagklogskabens ulideligt klare lys. At forgylde pensionskassemedarbejdere med bonusser på op til 500 millioner kroner for at forvalte lønmodtagerens penge er en af dem. Det måtte Danmarks obligatoriske pensionskasse, ATP, sande, da de for fem år siden kæmpede sig gennem en shitstorm for at forklare rimeligheden i bonusaftalerne for ATP’s ansatte. Aftalerne medførte, at der var optjent bonusser på 178 millioner kroner i 2018, og samlet set kunne ATP’s topchefer vente over 500 millioner kroner i bonus, hvoraf størstedelen ville gå til partnerne i ATP’s interne kapitalfond ATP Private Equity Partners (ATP PEP). “Vi sidder og kigger på nogle 10 til 20 år gamle aftaler med nutidens briller. Når vi tager bestik af situationen i dag, er den anderledes,” forklarede Bo Foged i 2020 til Berlingske, hvor han også bekræftede at have sat handling bag ordene ved at have indført et bonusloft 50 millioner kroner. Med andre ord: De gyldne dage med eksorbitante lønfester for lønmodtagernes penge var ovre. Men Frihedsbrevet kan nu afsløre, at ATP’s guldfugle – en række velbetalte partnere i den interne kapitalfond ATP PEP – alligevel har sikret sig millioner i bonus.  Det er sket i pensionskassens egen kapitalfond ATP Private Equity Partners – også kaldet ATP PEP – der gennem investeringer i fonde og virksomheder skal sikre et solidt afkast til danskernes pensioner.  ATP PEP driver i dag i alt ni fonde, men i 2023 stiftede PEP sin første parallelfond, der for første gang lod private rigmænd investere side om side med danskernes pensionsmidler. Og det er netop i én af de parallelfonde, at ATP's egne medarbejdere kan se frem til en millionbonus.

Der er en lille eksklusiv gruppe af danske rigmænd, som er blevet rigtig godt behandlet af ATP. Mens hele Danmarks obligatoriske pensionskasse har præsteret at tabe flere hundrede milliarder af pensionsformuen de seneste år, så har enkelte velhavere nydt godt af at have ATP’s milliarder i ryggen.  Pensionskassens interne kapitalfond – ATP Private Equity Partners (ATP PEP), der investerer i andre kapitalfonde – er nemlig gået langt for at tiltrække en udvalgt skare af danske rigmænd.  Med ATP’s pensionsmidler i ryggen er de velhavende danskere blevet tilbudt at købe sig ind i en af ATP’s fonde på vilkår, der ifølge branchekilder og eksperter er nærmest umulige at konkurrere med. I mange år har det været en velbevaret forretningshemmelighed, hvad vilkårene indebar – indtil nu. 10 udvalgte investorer – ni selskaber, som blandt er ejet af rigmænd, og fagforeningen Lederne – er blevet lokket med at betale en meget lav pris for at få forvaltet deres penge og samtidig investere side om side med ATP’s milliarder i i ATP-fonden ATP PEP IX B.

Københavns Kommune betaler selv mere end 250 millioner kroner til indkvartering af fordrevne ukrainere, mens landets andre store kommuner får dækket næsten alle udgifterne af staten. Manglende boliger og få billige muligheder for at indkvartere ukrainerne gør det umuligt for Københavns Kommune at få dækket budgettet, forklarer kommunen. Hvert år støtter den danske stat kommunerne med omtrent 900 millioner kroner for, at de kan dække omkostningerne til ukrainske flygtninge, der er endt i Danmark på grund af krigen.

I begyndelsen af 2020 mødtes Mark Medish med en lille gruppe kollegaer fra den politiske verden i Washington, rådgivere, advokater og folk med udenrigs- og sikkerhedspolitisk erfaring. Den direkte anledning var pandemien, og hvordan den i et valgår kunne påvirke institutioner og politiske beslutninger i USA. Flere af deltagerne havde været vant til at lave risikoanalyser af lande ude i verden, mens deres eget land, USA, altid havde været risikofrit. Det havde ændret sig. Gruppen mødtes flere gange og begyndte at gennemspille scenarier for, hvad der kunne gå galt, og et af dem lignede det drama, der udspillede sig den 6. januar 2021 ved Kongressen i Washington, hvor det i forbindelse med godkendelsen af Donald Trumps valgnederlag til Joe Biden kom til voldelige sammenstød. Til denne uges Fri Tænkning har jeg talt med Mark Medish om det, han beskriver som USA's igangværende forfatningskrise, og som han selv og hans kollegaer de seneste fem år har beskrevet og analyseret i en række essays, seminarer og debatter med fokus på ukonventionelle trusler mod Amerikas politiske orden. Medish har 30 års erfaring fra de politiske inderkredse i Washington. Han er registreret demokrat, og under præsident Bill Clinton i 1990’erne sad han på topposter i Det Hvide Hus og finansministeriet. Siden da har han arbejdet som international advokat og med strategisk rådgivning over det meste af verden, og han har også en fortid som vicepræsident for tænketanken Carnegie i den amerikanske hovedstad. Endelig er han medstifter af foreningen Keep Our Republic, der bedriver folkeoplysning om den amerikanske models fundament og retsstaten.

40.000 kroner for en plads i et advisory board og 190.000 kroner for et foredrag. Der er mange muligheder for at tjene lidt på siden for danske læger, der bijobber for medicinalindustrien. Bare i løbet af de seneste tre år har danske læger sammenlagt fået udbetalt knap 120 millioner kroner af lægemiddelvirksomhederne. Der har ellers siden 2014 været fokus på, at lægernes økonomiske bånd til medicinalindustrien kunne være et habilitetsproblem. Derfor krævede Folketinget, at lægerne indberettede deres lønninger fra selskaberne, så det ville fremgå offentligt af Lægemiddelstyrelsens hjemmeside. “Jeg tror, det er et af de områder, hvor der er brug for øget åbenhed, fordi der kan være tvivl om lægers habilitet,” udtalte daværende sundhedsminister Astrid Krag til DR tilbage i 2013. Men nu – godt 10 år efter, at pligten til at indberette trådte i kraft – kan Frihedsbrevet på baggrund af en gennemgang af data fra Lægemiddelstyrelsen beskrive, hvem medicinalindustriens fire yndlingslæger har været i løbet af de seneste tre år.

Martjin Reuvers er bekymret. Tidligere har hollænderen udviklet computerspil – nu har han på ganske kort tid skabt et digitalt værktøj, der kan tracke soldater og diplomaters adfærd, uden at de ved det. “Hvis jeg kan udvikle det her værktøj alene, er det bekymrende at tænke på, hvad statsmagter eller andre velorganiserede grupper kunne udvikle – og hvad det kunne blive brugt til,” siger han. Martijn Reuvers gik i slutningen af 2024 sammen med den hollandske undersøgende medieplatform Follow The Money for at undersøge, om dating-appen Tinder kunne bruges til andet end at finde den store kærlighed eller den kortvarige flirt – kunne den for eksempel bruges til at overvåge militære styrker? Resultaterne var slående – og det fik flere hollandske eksperter til at kalde Tinder for en “trussel mod den nationale sikkerhed”.  Martijn Reuvers og journalisterne fra Follow The Money havde oprettet tre falske profiler på Tinder, som de placerede i nærheden af hollandske militærbaser ved hjælp af det hjemmebyggede digitale sporingsværktøj. På kort tid identificerede de mere end 400 soldater i områderne omkring baserne. 

En tidligere FN-chef gennem 17 år i Danmark er blevet fængslet med krav om tilbagebetaling af over 400 millioner kroner og udlevering til USA i en gigantisk sag om svindel og bestikkelse med FN-midler. Fængslingen ved den spanske højesteret den 13. marts kommer efter en dom i oktober sidste år, hvor FN’s domstol i New York slog fast, at ukrainske Vitaly Vanshelboim har bedraget for 58,8 millioner dollars eller 387 millioner kroner og modtaget 21 millioner kroner i bestikkelse, mens han var souschef i FN-organisationen UNOPS i FN-byen i København. UNOPS er FN’s projektorganisation, der har hovedkvarter i København, hvor 736 personer er ansat.  Sagen er den absolut største bestikkelsessag i Danmarkshistorien og mange gange større end den såkaldte Atea-sag, hvor flere personer i Region Sjælland og it-virksomheden Atea blev dømt for at have givet og modtaget bestikkelse.

“Der er et godt samarbejde mellem DSB og Knorr-Bremse, og vi har en fælles tro på, at vi kommer på plads.” Sådan lød det forhåbningsfulde svar i december fra DSB’s underdirektør for driftsværksteder, Carsten Dam, da Frihedsbrevet sidste år kunne afsløre, at DSB med åbne øjne har betalt overpriser på op til 15 procent for forsinkede vedligeholdelser af togkomponenter hos leverandøren Knorr-Bremse. Overpriser, som skatteyderne vel at mærke har betalt, da DSB er et offentligt selskab. Men nu – knap fire måneder efter underdirektørens forsikringer om, at overfaktureringen ville komme på plads  – er der tilsyneladende ikke sket nogen forbedringer. For udover at Knorr-Bremse i et tilfælde forsøger at få DSB til at punge ud for defekte togkomponenter, er der eksempler på vedligeholdelser, der pludselig er blevet dyrere end normalt. Og det er sket uden nogen forklaring. Det viser mails sendt fra de DSB-ansatte, der godkender fakturaer for toggiganten, som Frihedsbrevet har fået aktindsigt i.

Den skandaleramte bostedskæde Frisk-Pust har modtaget store millionbeløb af landets kommuner for pasning og pleje af nogle af samfundets mest sårbare borgere.  I dag kan Frihedsbrevet så afsløre, at Frisk-Pust har modtaget skattekroner for ydelser, de ikke altid har leveret. Det fortæller flere tidligere medarbejdere til Frihedsbrevet. Deres anklager understøttes af to breve til Socialtilsynet og flere mails fra Frisk-Pust, Frihedsbrevet har fået indsigt i gennem en pårørende til en tidligere beboer samt tidligere ansatte. Vi kan også fortælle, at flere kommuner ikke har ført tilsyn med deres borgere hos Frisk-Pust i flere år. Det er et alvorligt svigt, vurderer en ekspert i socialret.

En svensk mand på 20 samt to danske mænd på 22 og 26 år er blevet tiltalt for at stå bag et usædvanligt drab begået på åben gade midt i København om eftermiddagen 19. oktober 2023. De tre mænd er beskyttet af navneforbud. Derfor er det ikke muligt at beskrive deres identitet yderligere.  Offeret var en 37-årig mand fra Slagelse, og episoden vakte særlig opsigt, fordi øjenvidner hurtigt kunne beskrive gerningsmanden som en ung fyr iført tøj og taske fra forskellige take out-tjenester. Frihedsbrevet har nu fået indblik i anklageskriftet i sagen, og heraf fremgår det, at der efter politiets opfattelse ligger en omfattende planlægning bag attentatet. De to mænd på 22 og 26 mødtes angiveligt med den 20-årige på et tidspunkt før 19. oktober og gav ham en sort affaldssæk, hvor der lå en orange jakke og en orange kasket fra tjenesten Just Eat. Derudover udstyrede de ham med et stjålet el-løbehjul af mærket Ryde og en 9 mm Glock-pistol samt et tilhørende magasin med ammunition.

Kong Frederik og dronning Mary kan øjensynligt ikke bare fotograferes af hvem som helst. Derfor har kongeparret sørget for, at deres fotograf gennem mere end 25 år, Steen Evald, har fået eneret på de såkaldte gallaportrætter af dem. Portrætterne hænger blandt andet på ambassader og andre offentlige institutioner, og nu skal de også op på de danske kaserner og andre statslige institutioner.  En opgave, der efter at have været i udbud er endt med direkte tildeling til kong Frederiks faste fotograf. Kongehuset har nemlig gjort klart, at det kun er Steen Evalds billede, der må bruges, og at han har eneret på at fremstille og indramme billedet. Derfor er det kun ham, der kan vinde opgaven.

På et spartansk indrettet kontor midt i Rom, i en snæver sidegade mellem Pantheon og Trevi-fontænen, sidder lederen af en af Europas mest anerkendte udenrigspolitiske tænketanke og taster så eftertrykkeligt på sit hvide tastatur, at lyden runger langt nede ad gangen.  “Buonasera”, siger Nathalie Tocci fra sin sorte kontorstol uden at løfte hverken blik eller finger, “et øjeblik, så er jeg der, bare tag plads ved bordet”. Man kunne også beskrive placeringen sådan, at vi befinder os to kilometer i fugleflugt fra torvet, hvor Cæsar blev snigløbet af Brutus og andre allierede. Og måske ville det være bedst sådan, for ordene, som den 48-årige direktør for Istituto Affari Internazionali sidder og formulerer, handler om netop et fatalt forræderi fra uventet kant: nemlig Amerikas mod Europa og det transatlantiske fællesskab.  Når ordene er blevet til tekster, skal de bringes i den nationale avis La Stampa og engelske The Guardian, bekræfter forfatteren bag fra sin højryggede kontorstol, mens jeg finder mig til rette ved et rundt mødebord i hjørnet.  Her, der og i alskens europæiske medier deler Nathalie Tocci flittigt sit perspektiv på international politik. Særligt spørgsmål, der vedrører europæisk sikkerhed.  Som navnet antyder, er Tocci født i Italien, men hvis hun identificerer sig som europæer, har hun god grund til det: Hun er uddannet i politik, filosofi og økonomi fra universitetet i Oxford og tog sin ph.d. ved London School of Economics.  Hun har siden da forsket og rådgivet ved flere institutioner og desuden fungeret som særlig rådgiver for EU’s udenrigspolitiske chef – fra 2014 for italienske Federica Mogherini og efterfølgende spanske Josep Borrell. I den rolle var Tocci ledende forfatter til EU's stort anlagte “Global Strategy", som blev præsenteret i 2016.  Skulle dét CV give anledning til at tro, at Nathalie Tocci ytrer sig som en mådeholden bureaukrat, skal man tro om:  Det var i netop The Guardian, at jeg tidligere i år noterede mig Nathalie Toccis opsigtsvækkende kritik af den danske regerings såvel som Europas respons til præsident Trumps trusler om at inddrage, eller annektere, Grønland: Europa “fejler”, skrev Tocci, fordi vi tøver med at svare resolut igen, og det kan blive vores nederlag. Danmark såvel som Europa “mangler evnen til at handle”, og det kan blive dyrt for os:  Vi “frygter Trump, og den frygt paralyserer os,” skrev hun velvidende, at man i Danmark såvel som i EU-regi formentlig allerede var i gang med et større diplomatisk arbejde i kulissen.  Men den slags civilisatorisk snilde gavner ikke i mødet med en mand som Trump.: “Trump kan formentlig lugte frygten, og som alle bøller nyder han godt af den og øger indsatsen,” skrev hun og appellerede til, at Mette Frederiksen og hendes kollegaer skruede bissen på: “I stedet for logik er det værd at overveje at svare igen med følelser.” I mødet med Donald Trumps for evigt foranderlige verden bør europæerne generelt, og danskerne i særdeleshed, altså skrue op for de store følelsers modsvar og ned for det kølige, afmålte diplomati.  Håb er ingen strategi, men hævn og vrede kan være et første skridt på vejen, syntes Toccis budskab at lyde i The Guardians spalter.  Den mangeårige sikkerhedsrådgiver læses umiddelbart som en europæer, der har endeligt opgivet på Europas afhængighedsforhold til vores amerikanske allierede, og som ligefrem opfordrer Danmark og ligesindede, Vestlige allierede til at fremskynde bruddet. Det er derfor, jeg har inviteret mig selv forbi for at spørge Tocci, om det kan være sandt.