Udenlandske studerende har de sidste to år været en fast del af politiets arbejde. Det er strømmet ind med ansøgninger fra særligt Bangladesh og Nepal til de danske universiteter og erhvervsskoler i en årrække. Det har medført en lang række politisager, der hovedsageligt handler om illegalt arbejde. Helt præcist har politiet haft 160 anmeldelser om udenlandske studerende i 2023 og 2024 på tværs af de danske politikredse, viser en opgørelse, Frihedsbrevet har fået aktindsigt i. 61 af sagerne drejer sig om studerende fra Nepal, 42 fra Indien og 35 fra Bangladesh. Især har mange af de studerende gået på Niels Brock – her er det samlet set løbet op i 67 politianmeldelser, mens International Business Academy i Kolding har haft 11 politianmeldelser vedrørende studerende.

I dag skal der kæmpes. Eller procederes, som det retteligt hedder. Lars Findsens advokat Lars Kjeldsen og Anklagemyndighedens advokat Tomas Ilsøe Andersen fra Kammeradvokaten skal argumentere for, hvorfor de mener/ikke mener, at tidligere FE-chef Lars Findsen er blevet krænket i sådan et omfang, at han skal have 50.000 kroner for det.  Krænket af PET, vel at mærke, da PET’s chef, Finn Borch Andersen, til en fortrolig briefing på Christiansborg fortalte partiledere om, at Lars Findsen i sin fritid stjæler cykler og dyrker SM-sex. Det er på baggrund af offentliggørelsen af de oplysninger, at Lars Findsen nu vil have 50.000 kroner i tort. Som en del af søgsmålet havde man fra Lars Findsens lejr i går, til retssagens første dag, indkaldt Dansk Folkepartis formand Morten Messerschmidt, så han kunne fortælle, hvad der rent faktisk skete til briefingen med PET-chefen Finn Borch Andersen.  Om det sagde han følgende: “Jeg gik derfra relativt rystet. Det, jeg husker meget klart, er en beskrivelse fra Finn Borch Andersen af, at Lars Findsen har eller havde et sexliv, der baserer sig på at stjæle cykler, cykler af høj kvalitet, dyre cykler, som så udveksles med hans kæreste, der så, som belønning for cyklerne, giver ham ydelser i form af SM-sex.” Mens cykeltyveriet og SM-sexen før har været fremme i pressen hver for sig, var i går første gang, der skete en decideret kobling mellem de to. Og første gang, at et sommerhus i Nordsjælland blev bragt i spil. Man kunne med andre ord argumentere for, at Lars Findsen ved at vælge at føre denne erstatningssag er kommet til at forårsage sit eget privatliv endnu en krænkelse. I stedet for blot at være en cykeltyv, der var SM-entusiast ved siden af, præsenteres han altså nu som en, der stjæler dyre cykler, som han transporterer til et sommerhus i Nordsjælland, hvor han bruger dem til at bytte sig til SM-sex.

Der er borgfred i Kalundborg for nu. Byens mangeårige borgmester Martin Damm (V) fik på et lukket møde slukket ilden, fjernet utilfredsheden hos modstanderne og sparket det store spørgsmål til hjørne. Kalundborg Kommune afviste alle anklager, der gik på, at kommunens embedsværk var gået for langt ved at agere ejendomsmægler for Novo Nordisk. Det skete på et lukket møde – så offentligheden har ikke mulighed for at validere kommunens forsvarsværk – dog er samtlige af byrådets politikere enige om, at Ankestyrelsen skal vurdere sagen. Nye dokumenter, som Frihedsbrevet har fået aktindsigt i hos Kalundborg Kommune, giver nu et forklaringsproblem for kommunen, vurderer flere eksperter. Dokumenterne bekræfter, at kommunen i udpræget grad har forhandlet direkte med en række af de private grundejere, der solgte til Novo Nordisk.

“Ordentligt godmorgen, ordentligt godmorgen, ordentligt godmorgen.” Sådan indleder Lars Findsen sin dag den 21. oktober med at gå rundt til de fremmødte journalister i Retten i Lyngby og præsentere den bedste udgave af sig selv.  Han er iklædt en blå blazer over en lyseblå skjorte, hvis øverste knapper er efterladt åbne. Midt på panden sidder et par sorte, firkantede læsebriller, som han skiftevis har på, nærstuderer med, tager af, drejer mellem fingrene.  Klokken er lidt i ni, og om lidt begynder hans erstatningssag; næste og måske sidste kapitel i den årelange FE-sag. Det hele handlede oprindeligt om, hvorvidt Lars Findsen, mens han var FE-chef, havde begået landsforræderi.  Sagen begyndte at rulle i august 2020, da flere chefer i FE, herunder Findsen, blev hjemsendt, fordi Tilsynet med Efterretningstjenesterne beskyldte FE for at tilbageholde og give urigtige oplysninger samt muligvis overvåge danskere ulovligt. Det kom kort efter frem, at det handlede om et hemmeligt samarbejde mellem FE og den amerikanske efterretningstjeneste NSA; det, der efterfølgende er blevet kendt som kabelsamarbejdet.  I december 2020 blev der nedsat en undersøgelseskommission, og et år senere, den 9. december 2021, landede Findsen fra en udlandsrejse, hvor han ved gaten i lufthavnen blev mødt af Politiets Aktionsstyrke, der anholdt ham. Han var sigtet for at have lækket statshemmeligheder og forblev varetægtsfængslet indtil den 17. februar 2022.

Bestseller-milliardæren Anders Holch Povlsen har gjort sig en særdeles god handel. Med en investering i den svenske virksomhed Klarna scorede Danmarks rigeste mand milliarder, da virksomheden blev børsnoteret tidligere i år. På mange af de mest populære online-butikker i Danmark kan man benytte Klarna som led i betalingsprocessen. Med ganske få klik kan kunder dele deres betalinger op i flere rater eller benytte sig af en “køb nu, betal senere”-løsning.  Men Klarnas metode til at udstede lån kan være på kant med loven.  For Klarna giver sine kunder lån uden at undersøge, om deres kunder overhovedet er i stand til at tilbagebetale lånet, lyder kritikken.

Som traditionen foreskriver det for en jødisk pige, kunne Hannah Bentow som 12-årig fejre sin bat mitzvah. Den blev holdt med venner og familie i et selskabslokale i forlængelse af Københavns Synagoge den 15. februar 2015. Festlighederne kom dog til en ende, da det blev mål for et terrorangreb. Siden er Hannah Bentow flyttet til Israel med sin familie, hvor hun også har gjort tjeneste som soldat i den israelske hær, IDF. Her fortæller hun om at bo som jøde i Danmark, og hvad der får en til at give sit liv op i det trygge, ukrigeriske velfærdssamfund til fordel for en tilværelse i det spændingsfyldte Israel. Det var kort efter midnat den 15. februar 2015, og i Københavns Synagoges selskabslokale var den 12-årige Hannah Bentow i færd med at fejre sin bat mitzvah, da Omar Abdel Hamid El-Hussein ankom til Krystalgade.  Tidligere på dagen var han dukket op på Krudttønden, et kulturhus på Østerbro, hvor den svenske kunstner Lars Vilks var på scenen for at deltage i et debatmøde om ytringsfrihed og blasfemi; noget, han for alvor havde fået mandat til at tale om, efter at han i 2007 blev verdenskendt for sin afbildning af profeten Muhammed som en rondellhund. Debatmødet havde været i gang i en halv times tid, da Omar Abdel Hamid El-Hussein pludselig åbnede ild. Han nåede at affyre 28 skud i det korte øjeblik, han var til stede.  I angrebet døde filmproduceren Finn Nørgaard, da han forsøgte at overmande Omar Abdel Hamid El-Hussein. Fire betjente blev såret under angrebet. Terroristen flygtede fra stedet i en stjålet bil til Mjølnerparken. Et andet sted i byen var Hannah Bentow og hendes familie i gang med at gøre klar til bat mitzvah-fejringen, da de modtog et opkald fra venner i Israel. De ringede for at høre, om familien Bentow havde tænkt sig at aflyse festen. Det havde de ikke tænkt over. Hvorfor skulle de gøre det? Fordi der var en meget større trussel mod dem nu, pointerede vennerne i telefonen. Mod jøderne. Og inden for de seneste år var det blevet et mønster, at en terrorist først ville angribe noget med ytringsfriheden og så derefter noget jødisk, som man så det med angrebene i 2015 i Paris; først Charlie Hebdo, så et jødisk supermarked.

Hvem har magten?  Sådan lyder titlen på en podcast, hvor stifteren af skofirmaet Roccamore, Frederikke Antonie Schmidt, i samspil med magtfulde personer taler om magt, respekt for kvinder og magtudøvelse på øverste-øverste hylde i samfundet.  Nu fristes man til at spørge, om der i Roccamore-stifterens drejebog for, hvordan man når godt og sikkert til tops, også indgår et kapitel om, at man skal ignorere de mange tidligere ansatte, som beskylder hende for at være en dårlig leder, der mobber, udskammer og råber ad sine ansatte.  Frederikke Antonie Schmidt har nemlig kvitteret med absolut tavshed, efter at Frihedsbrevet for nylig bragte en artikel, hvori 13 tidligere ansatte retter en skarp kritik af hende. De tidligere ansatte – hvoraf flertallet er kvinder – beskriver et ganske horribelt og giftigt arbejdsmiljø.  Som en af dem forklarer det: “Jeg fik det fysisk dårligt, når lyden af stiletterne nærmede sig. Man vidste aldrig, hvad der ventede en.”  Andre beskriver, hvordan Frederikke Antonie Schmidt udøvede mobning og råbte og skreg ad sine ansatte. Det er en voldsom og hård kritik, der bliver rejst. Og så meget desto mere hyklerisk er det, at Roccamore-stifteren ikke vil svare på kritikken.

Frihedsbrevet kunne onsdag fortælle, hvordan stifteren af skotøjsfirmaet Roccamore, Frederikke Antonie Schmidt, blev anklaget for giftig ledelse og mobning af sine tidligere medarbejdere. Frederikke Schmidt har i medierne og igennem en lang række kampagner gjort sig som kvindeforkæmper.  Med kilderne mener, at Schmidts behandling af sine tidligere medarbejdere og værdier på de indre linjer står i skarp kontrast til de budskaber, som hun med sit brand har slået sig op på.  Roccamore og Schmidt har med kampagnerne forsøgt at skabe forandring med budskaber om at få flere kvinder ind i bestyrelseslokalerne og i ledende stillinger.  Ligeledes har de slået et slag for mere lige og fair vilkår for kvinder i forbindelse med barsel. De har også kæmpet for respekt for kvinder - både i form af retten til at gå klædt, som man har lyst til - og for færre nedladende kommentarer rettet mod kvinder.  Kilderne tegner dog et helt andet billede af Frederikke Schmidt. De mener, at hendes budskaber er hykleriske og falske. “Kvindekampen var falsk,” sagde en af de tidligere medarbejdere til Frihedsbrevet. De tidligere medarbejdere har fortalt til Frihedsbrevet, at Frederikke Schmidt har råbt og skreget ad sine ansatte, mobbet nogle af dem og krævet lange overarbejdstimer uden betaling. På samme tid fortæller flere kilder, at der i lang tid ikke var betalt barsel i Roccamore. De fleste af Frederikke Schmidts tidligere ansatte er kvinder. Schmidts brand står på ryggen af en lang række kendisser og erhvervsprofiler, som har ageret reklamesøjler for hendes højhælede sko og budskaber i kampagnerne. På listen finder man profiler som medieboss Bjarne Corydon, erhvervsmand og filosof Morten Albæk, skuespiller Ellen Hillingsø, EU’s tidligere konkurrencekommissær Margrethe Vestager, forfatter Leonora Christina Skov, musiker Kira Skov og Podimo stifteren Morten Strunge.

Til denne uges Fri Tænkning har jeg talt med Mikkel Thorup om hans seneste bog Ustyrligt demokrati: Verdens vildeste eksperiment. Thorup er professor i idéhistorie ved Aarhus Universitet og var indtil for nylig den eneste af sin slags i Danmark.  Vi talte om demokratiets krise, forudsætningerne for demokrati, hvordan man kan forestille sig en afvikling af demokratiet, om alternativer til det liberale demokrati, og hvorfor sammenligningen af demokratiets aktuelle krise med 1930’erne er en falsk analogi. Vi talte også om den aktuelle situation i Frankrig og USA, om magtens inderste væsen, hvordan demokratier hader, og hvorfor konspirationsteorier skal ses som magtkritik. Mikkel Thorup havde egentlig regnet med, at han skulle skrive endnu en bog om demokratiet i krise, om demokratiet, der synger på sidste vers, om demokratiet, der befinder sig i sin yderste, terminale fase, men undervejs indså han, at demokratiet på en måde altid har været i krise; at krisen nærmest er en del af demokratiets væsen, og at demokratiet er mere modstandsdygtigt, end mange forestiller sig. Han siger: ”Jeg begyndte at reflektere over, hvorfor dette syn på demokratiet i krise er så udbredt og populært. Hvorfor har så mange haft så stor forkærlighed for dette gennemgående tema? Der har jo altid været nogen, der kunne sælge en bog på ideen om, at demokratiet oplevede sin sidste tid.” Thorup tilføjer: ”Det betyder ikke nødvendigvis, at det er forkert i den aktuelle situation, men det er interessant, at den forestilling altid har fulgt demokratiet.”

Det var blevet den første tirsdag i oktober, og som Grundloven kræver det, skulle Folketinget åbnes. Når det var ordnet, fulgte så åbningsdebatten, og så gik de ellers alle sammen på efterårsferie.  Samme procedure som sidste år.  Samme procedure som alle år.  Men der var trods alt nogle ting, der stak ud i landskabet denne tirsdag morgen på Borgen, noget der var usædvanligt, også for den trænede iagttager. For oppe i Vandrehallen, der summede af hektisk aktivitet, var Folketingets formand Søren Gade ved at give et interview til TV 2’s journalist Camilla Stampe. Han havde ellers forsøgt at undgå hende i månedsvis, efter hun for alvor begyndte at grave i Søren Gades nebengesjæft som formand for Esbjerg Havn.  “Det er historisk, det der,” hviskede en ansat hos TV 2 til mig, mens vi på afstand fulgte med i mødet mellem Gade og Stampe.  Længere nede i hallen stod Dansk Folkepartis grundlægger Pia Kjærsgaard i en rosa spadseredragt og strålede af glæde. En ny meningsmåling havde løftet partiet langt op fra spærregrænsen og op mod højder, der indikerede, at DF står til at blive det største parti i blå blok. I forhold til at Pia Kjærsgaards livsværk havde været lige ved at styrte i grus, havde hun således god grund til at føle lettelse.  Hvad skete der ellers? Politiet gik rundt med en bombehund, og inde i Landstingssalen var DR ved at gøre klar til en særudgave af DR2’s program Debatten med alle partilederne minus den præsidentielle statsminister Mette Frederiksen (S). Senere skulle det vise sig, at det mest bemærkelsesværdige ved udsendelsen var, at Lars Boje Mathiesen fra Borgernes Parti til lejligheden havde valgt at iføre sig en blød, humanistisk kloge-Åge-brille.    Ude i Rigsdagsgården havde aktivisten og koranafbrænderen Lars Theilade taget opstilling med et banner, der kræver et forbud mod Islam. Han havde smidt et israelsk flag over skuldrene, lidt som en kappe, og stod og råbte i en megafon.  “Er der nogen, der vil blive fornærmede over, at vi brænder det palæstinensiske flag?” lød det fra Lars Theilade.  Omtrent ti politibetjente fulgte med i alt, hvad Lars Theilade foretog sig.  Så fik han øje på mig, der stod oppe ved Folketingets hovedindgang og røg en cigaret. Han råbte, at jeg var drevet af “nogle meget paranoide forestillinger om lukningen af Radio24syv”, men ikke desto mindre – og desværre, kan man sige – erklærede Lars Theilade, at han elsker mig.  “JEG ELSKER DIG MERE END NOGEN ANDRE!” skreg han.  Tilbage i Vandrehallen var der i mellemtiden gået frilandsmuseum i den. Med det forstås at der pludselig vandrede folk rundt i folkedragter, heriblandt politikeren Zenia Stampe (RV), som efter eget udsagn var klædt i en folkedragt fra Hedebo-egnen (som er området mellem det sydlige København, Roskilde og Køge). I forbifarten fik jeg øje på de Radikales Stinus Lindgreen, der var helt klædt i sort, og som med det lange hår samlet i en hestehale efterhånden godt kunne ligne en russisk ortodoks munk med noget satanisme i ascendanten.   Klokken nærmede sig 10, og folketingspolitikerne kom nu dryppende ovre fra Christiansborgs Slotskirke, hvor de traditionen tro havde været til gudstjeneste. Kendte man sin besøgelsestid som journalist, tog man opstilling ved afspærringsbåndet lige ved trappen, der fører op til Vandrehallen, og håndplukkede blandt politikerne, når de kom forbi.  Hvis de altså havde lyst til at tale med pressen.  Det havde Venstres Jan E. Jørgensen ikke. Han skyndte sig videre sammen med sin ægtefælle, Jane Jørgensen.  Til gengæld ville Danmarksdemokraternes leder Inger Støjberg gerne tale med mig. Jeg benyttede lejligheden til at minde hende om, at hun har sagt, at den partileder i Blå Blok, der får flest stemmer til næste folketingsvalg, skal være kongelig undersøger. Spørgsmålet var så, om hun stadig mener det nu, hvor Dansk Folkeparti har fået førertrøjen på? “Ja da. Selvfølgelig. Jeg står ved mit ord. Jeg mener det samme både før og efter et valg,” svarede hun.  Så kom Dansk Folkepartis formand Morten Messerschmidt gående med sin førstedame, bakkesangerinden Dot Wessman. Jeg spurgte, om han kunne se sig selv i rollen som kongelig undersøger:  “Træerne vokser ikke ind i himlen. Vi afventer folketingsvalget, men det er en god måde at starte folketingsåret på,” svarede Morten Messerschmidt.

Den tidligere sagsbehandler Dijana Bøndergaard fra Slagelse Kommune er blevet politianmeldt, efter Frihedsbrevet har afsløret, at hun har anbragt kommunens børn hos sin ægtefælles sociale virksomhed Vidar. Anbringelserne indbragte hendes mand Casper Bøndergaard et tocifret millionbeløb. Hidtil har Slagelse Kommune forklaret, at Dijana Bøndergaard “ikke varetog økonomisk behandling i sagerne”. Ifølge kommunen er sagerne behandlet efter “gældende praksis i afdelingen, dvs. på visitationsudvalg og med sparring og godkendelse hos tidligere øverste og ansvarlige ledelse”. På overfladen var alt ifølge Slagelse Kommune, som det skulle være. Men nu kan Frihedsbrevet gennem interne dokumenter fra Slagelse Kommune og en vidneberetning fra et udsat barn, som Dijana Bøndergaard anbragte, afsløre, at den skandaliserende sagsbehandler har spillet en central rolle i at forgylde Vidar.

Det har mødt hård kritik fra organisationen Danske Patienter, at milliardkoncernen Carelink vandt et udbud om en privat patientrådgivning, som skal vejlede syge danskere om deres rettigheder og klagemuligheder. Kritikken lyder, at Carelink har store kommercielle interessekonflikter i rådgivningen. Eksempelvis kan de have en interesse i at henvise patienter til deres egne tilbud. Derudover afslører flere breve fra læger mistanke om fejlagtig behandling af patienter hos Carelink.  “Carelink Gruppen er udvalgt af Sundhedsstyrelsen efter et frit udbud på markedsvilkår,” skriver Carelink i et svar til Frihedsbrevet

Folketinget er blevet misinformeret.  Det står klart, efter at Frihedsbrevet mandag kunne afsløre, at Aarhus Universitet har tilbageholdt information over for Christina Egelund om deres forretninger i Sydasien, da Uddannelses- og Forskningsministeriet undersøgte sagen om udenlandske studerende på de danske universiteter. Aarhus Universitet har nemlig rekrutteret studerende fra Bangladesh og Nepal via agenter, der opererede lokalt i landene. Det er stik imod, hvad de svarede i undersøgelsen, hvor de afviste det. Nu mener flere politikere, at Folketinget er blevet ført bag lyset, og derfor kræver de en ny undersøgelse.

Stifteren af skotøjsfirmaet Roccamore, Frederikke Antonie Schmidt, har opnået stor succes og indtaget den offentlige debat i Danmark med en mission om ligestilling og diversitet. Nu tegner en lang række tidligere medarbejdere et helt andet billede af iværksætteren. “Jeg fik det fysisk dårligt, når lyden af stiletterne nærmede sig. Man vidste aldrig, hvad der ventede en,” siger en tidligere, kvindelig medarbejder. Frederikke Antonie Schmidt har siden 2014 været en fremadstormende iværksætter med sit skotøjsfirma Roccamore, som er en sammentrækning af de italienske ord roccaforte, der betyder højborg, og amore, der betyder kærlighed. Hun er i medierne blevet fremstillet som en visionær virksomhedsleder, der kæmper for at få flere kvinder ind i bestyrelseslokalerne. “Roccamores mission er at fejre kvinder, der står stærkt og tager deres plads i verden. Og det er også min personlige mission,” som Frederikke Schmidt selv skriver på LinkedIn. Gennem reklamekampagner med profiler som Brian Mikkelsen, Margrethe Vestager, Bjarne Corydon, Morten Albæk og Mia Wagner har hun banet vejen for diskussioner om kvinders begrænsede muligheder i erhvervslivet – og med sin egen virksomhed er hun stormet frem, har solgt flere tusinde stiletter og vundet Børsens Gazellepris i både 2021 og 2022. Skotøjsdirektøren har også medvirket i et utal af podcasts og har nu sin egen af slagsen sammen med den tidligere kortvarige minister og investor kendt fra Løvens Hule Mia Wagner. På Berlingske har Frederikke Schmidt desuden gjort sig som kommentator og klummeskribent, ligesom hun har været en fast del af panelet på TV 2’s erhvervsprogram Business Class. Nu fortæller en lang række af hendes tidligere ansatte, hvordan de har oplevet at arbejde for den profilerede iværksætter. Frihedsbrevet har talt med 13 anonyme kilder, som har arbejdet for Frederikke Schmidt og Roccamore mellem 2018 og 2024 på både hovedkontoret og ude i butikkerne. Ifølge cvr-registret har Roccamore 36 ansatte i dag. Frihedsbrevet har også talt med en, der arbejdede hos Roccamore i så kort tid, at vedkommende ikke havde fået et gennemgående indtryk af stifteren. Samt en anden, der også arbejdede hos Roccamore i kort tid, men havde et godt indtryk af Frederikke Schmidt som chef.

Statsminister Mette Frederiksen (S) og hendes mand‚ Bo Tengberg, er private venner med Ukraines præsident Zelenskyj. Samtidig har filminstruktøren Bo Tengberg de sidste to år været en del af juryen for den ukrainske dokumentarfilmfestival Cinema for Victory. Filmfestivalen er støttet af præsident Zelenskyj og arrangeret af det statslige filmagentur, der hører under det ukrainske kulturministerium.  Men festivalen er blevet beskyldt for at have udvalgt filmene på forhånd, og arrangøren har det seneste år været beskyldt for “statslig kontrol” af filmbranchen i Ukraine Samtidig er Bo Tengberg selv i gang med en dokumentarfilm om krigen i Ukraine, hvilket Ekstra Bladet kunne fortælle torsdag, og det fik formand for Transparency International til at udtale skarp kritik af dokumentarprojektet.

“Jeg forstår ikke, hvorfor jeg skal dedikere mit liv til at overbevise mere magtfulde mennesker end mig selv om, at jeg er værd at risikere deres ressourcer på.” Det er dén sætning, jeg begynder min ansøgningsvideo til DR Talentholdet med. Jeg sidder nøgen i et badekar fyldt med mine egne bøger, omgivet af stearinlys, menneskekranier og udstoppede dyr. Et halvt år senere gentager jeg sætningen til min leders leders leder, dagen efter hun har fyret mig fra Danmarks Radio. Lidt ironisk, ikke? Spørger jeg hende. Du skal bare ud og være dig selv, siger hun. Det har du jo bevist, ikke er rigtigt, svarer jeg. Derefter siger hun ikke mere. På min finger sidder en sølvring med en menneskekindtand omringet af små stykker sumpgrøn malakit. Hver morgen kysser jeg den, før jeg går hjemmefra, og igen før jeg går i seng. Tanden tilhørte min veninde. Hun var 32 år gammel for to år siden, da hun tog sit eget liv. Hun var blevet fyret fra sit arbejde få uger før. En fyring, der sendte hende ned ad en vanvidsspiral og endte med at slå hende ihjel. Jeg har ikke tænkt mig at unde nogen tilfredsstillelsen ved at tage livet af mig selv. Jeg er heller ikke på jagt efter medynk. Jeg har sat røven i klaskehøjde og har fået en røvfuld. Det er en del af legen. Men det er syret at være et levende menneske med svagheder, skam, angst, vrede og afmagt, når man udadtil er tvunget til at stille op og optræde med stålsat blik og velkalkulerede rubrikcitater uden en kommunikationsafdeling i ryggen. Man bestemmer trods alt sjældent selv, hvornår pressen begynder at ringe. Man må bare tage bedst mulig kontrol over sit narrativ og håbe, at man kan levere det, som offentligheden ønsker sig. På mange måder har mit projekt i debatten været at pege på lige præcis dét. Det umenneskelige element i politik, i offentlig debat og i mediemøllen. De usynlige antagelser og love, som vi ligger under for, når vi går fra privat væsen til offentligt produkt. De uudtalte forhandlinger, der foregår mellem journalister, debattører, politikere, læsere og redaktører. Forhandlinger, der fremstiller en nøje kurateret simulation af virkelighed, men aldrig egentlig virkelighed. Politik og debat er en leg, vi leger – og når man ikke leger med på den rigtige måde, er der konsekvenser.

Det er ikke en langhåret, akademisk diskussion værdigt. Spørgsmålet var meget enkelt at svare på, og der var ikke meget at tage fejl af. Balladen om studerende fra Bangladesh, der valfarter til Danmark og til gengæld polstrer universiteternes økonomi, fordi de studerende selv betaler for deres uddannelse, var begyndt at rulle.  Der bad den ansvarlige minister, uddannelses- og forskningsminister Christina Egelund (M), om et ja eller nej. “Har I selv aktivt gjort noget for at tiltrække flere studerende fra 3. lande, herunder fra Bangladesh og Nepal?” lød det utvetydige spørgsmål, som ministeren i forsommeren bad samtlige danske universiteter om at svare på. Det afviste Aarhus Universitet hårdnakket. Universitetet havde forsøgt at gøre sig til over for studerende fra andre tredjelande, men når det handlede om Bangladesh og Nepal, var der ikke gjort noget som helst. Det var i hvert fald, hvad Aarhus Universitet påstod. Men det passer ikke. I bedste fald gav Aarhus Universitet vildledende oplysninger til ministeren. I værste fald var det en lodret løgn.

Hvorfor skal offentligheden altid spises af med søforklaringer og ikke-svar fra statsminister Mette Frederiksen og resten af regeringen, når det handler om drone-panikken, slettede sms’er og Nord Stream-sagen? Det burde ikke være så svært. Men som altid bliver vi spist af med tågesnak, når spørgsmålene bliver kritiske, og de sande svar potentielt kan få kulisserne til regeringens teaterforestilling til at skifte fra nat til dag og lydtæppet fra Gnags til Wagner.  Ja, omvendt kan man stille sig selv det retoriske spørgsmål om, hvem pokker der vil have lyst til at tilføje nogle ærgerlige kapitler til historien om den fornuftige og handlekraftige statsleder, der har styr på sagerne.  Det er svært ikke at give tankerne frit spil, når vi igen og igen ser det udspille sig for øjnene af os.  Som da Ekstra Bladets Per Mathiesen fangede statsminister Mette Frederiksen på Christiansborg i forbindelse med Folketingets åbning.

Amerikanerne Tom Dans og Drew Horn skal til møde på den danske ambassade i Washington. Begge mænd havde højtstående stillinger i Donald Trumps forrige administration og var nogle af mændene bag den amerikanske charmeoffensiv i Grønland op til det grønlandske valg tidligere i år.   Møderne sættes i stand, efter at flere danske og udenlandske medier har kunnet berette om en amerikansk påvirkningskampagne i Grønland.  Men mændene afviser, at de er kaldt til møde på grund af mistanke om amerikansk påvirkning. De fortæller begge, at møderne er ud af en række møder mellem dem og ambassaden

Til denne uges Fri Tænkning har jeg talt med den prisvindende finske forfatter Kjell Westö om hans seneste roman Skumring 41, der foregår i perioden fra januar 1940 til det tidlige efterår 1941.  Westö tilhører det svensktalende mindretal i Finland, finlandssvenskere, som udgør omkring 290.000 borgere svarende til 5,2 procent af befolkningen. Svensk er på linje med finsk et officielt anerkendt sprog i Finland. Skumring 41 er Westös niende roman. Hans bøger er oversat til flere end 20 sprog. Vi talte om Finlands historie i det 20. århundrede, om tabuer og ømme punkter, hvad der adskiller Finland fra de øvrige nordiske lande, og hvorfor Westö i en tid, hvor den autofiktive genre dominerer litteraturen, insisterer på retten til at skrive fiktion og skabe karakterer, der alene er et produkt af forfatterens fantasi. Endelig bad jeg Westö anbefale tre romaner fra en krigstid, som han ikke selv er forfatter til.   Kjell Westö har skrevet romaner i over 30 år. Han har skrevet historiske romaner og samtidsromaner. Han har skrevet romaner om, hvordan det moderne Finland blev til; fra 1890’erne og til selvstændigheden i 1917, om den efterfølgende borgerkrig i 1918 og de urolige og utrygge år frem mod Anden Verdenskrig.  Den 64-årige Westö har også skrevet romaner om Finland i efterkrigstiden, heriblandt Den svovlgule himmel, den første af hans romaner, jeg selv læste, og som blæste mig omkuld.  Men Anden Verdenskrig og Finlands to krige mod Sovjetunionen, den første – vinterkrigen – i 1939 og 1940 og den anden – fortsættelseskrigen – fra sommeren 1941 til 1944, er Westö indtil nu gået i en stor bue udenom. Det tabu bryder han imidlertid i sin seneste roman Skumring 41, der udkom på dansk sidste år. Bogen er dedikeret til forfatterens bedsteforældre på hans fars og mors side: Erling Westö (1911-1940) og Gunnar Hedberg (1912-1941), og netop deres tragiske skæbne og de skygger, det har kastet over familiehistorien, holdt i mange år forfatteren tilbage fra at skrive om den tid.

Det var en spændingens dag, da de nye – og ikke mindst længe ventede – ejendomsvurderinger efter flere års forsinkelse endelig landede den 12. september 2023, og i omegnen af 1,7 millioner danske boligejere kunne få adgang til den vurdering, der skulle gøre op med de historiske og misvisende værdisættelser. Men det tal, der mødte en stor del af de mange danskere, viste sig at skabe større frustration end afklaring. Vurderingerne var spækket med fejl, og i tusindvis af tilfælde var de mere skæve end de vurderinger, myndighederne havde lovet at rette op på.  Siden har medierne afdækket den ene skøre fortælling efter den anden om vurderinger milevidt fra boligernes egentlige markedsværdi.  Men lige så stor energi, medierne lagde i at grave sagerne om de skæve vurderinger frem, lige så meget energi lagde myndigheden bag de famøse ejendomsvurderinger – Vurderingsstyrelsen – i at forberede sig på det mediestormvejr, der lurede i horisonten. For styrelsen var udmærket klar over, at det, der ventede dem, når først vurderingerne blev offentlige, var hård kost.  Frihedsbrevet kan nu give et indblik i, hvad der skete på de indre linjer, da  Vurderingsstyrelsen rustede sig til at komme under beskydning. Dokumenter, som Frihedsbrevet har fået aktindsigt i, tegner et billede af en rådvild styrelse, der var villig til at kaste millioner efter et værn mod kritik for at få en skandalesag til at tage sig lidt bedre ud.

Det er mere end to uger siden, at Danmark blev ramt af sværmende droner over civile lufthavne og militære anlæg.  Men de danske myndigheder virker stadig til at være på bar bund, og danskerne har ikke fået fremlagt et eneste bevis.  Frihedsbrevet gennemgår sagen og kommer med nye oplysninger om Danmarks droneberedskab eller mangel på samme.  Det var en såkaldt “kapabel aktør”, der stod bag, fortalte myndighederne. Hensigten var at vise sig frem, og de sværmede over lufthavne og militære anlæg med både tændte og slukkede lygter. Det var fjendtlige droner, der skulle skræmme os. Aktøren ville os det ondt.  Danmark var ramt af angreb, fortalte statsminister Mette Frederiksen, og justitsminister Peter Hummelgaard sammenlignede hændelserne med tiden efter terrorangrebet 11. september.  Det her var “den nye virkelighed for Danmark,” og det mest alvorlige “risikobillede” siden 2. Verdenskrig, lød det.  Danmark fik hjælp og støtte fra udlandet i forbindelse med det netop afholdte EU-topmøde, og på et pressemøde kunne chefen for Forsvarets Efterretningstjeneste fortælle, at Rusland fører “hybridkrig mod Danmark og Vesten”.  De dystre meldinger kom i kølvandet på, at der også havde været meldinger om, at droner var observeret i flere andre europæiske lande.  De danske myndigheder anede ikke, hvor dronerne kom fra, eller hvor de fløj hen, og talspersonerne havde svært ved at forklare, hvorfor man ikke havde skudt nogen af dronerne ned. Nu skulle Forsvaret skyde dronerne ned med haglgeværer, kunne TV 2 fortælle.

Dette er et debatindlæg og et udtryk for skribentens holdning. Michael Wallin er tidligere chefjurist i Kalundborg Kommune, advokat og ekstern lektor ved Københavns Universitet og Copenhagen Business School. Jeg har som tidligere chefjurist i Kalundborg Kommune fulgt med i de seneste afsløringer i Frihedsbrevet, hvor det er blevet afdækket, hvordan Kalundborg Kommune systematisk har fungeret som partsrepræsentant i forbindelse med ejendomshandler med private borgere. Det er ikke overraskende. Af hensyn til min tavshedspligt og mit virke som advokat kan jeg ikke kommentere enkelte sager, men jeg kan tiltræde vurderingen fra Frederik Waage, professor i forvaltningsret, der fastslår: “Kalundborg Kommune går ind og bliver partsrepræsentant for en privat virksomhed. Det er usagligt – og det er magtfordrejning. […].” I den forbindelse kan jeg som ekstern lektor ved Københavns Universitet tilføje, at selv mine studerende i forvaltningsret kunne regne det ud – selv om de kun lige var startet på jurastudiet. Topembedsmændene i Kalundborg Kommune, hvoraf den ene – kommunaldirektør Jan Lysgaard Thomsen – er jurist, ved det også.

Der var ikke nogen, der tog videre notits af det i det magtfulde økonomiudvalg. Flere bemærkede dog, at Slagelses Venstre-borgmester Knud Vincents var meget engageret i at købe landejendommen Kruusesminde, der skulle omdannes til naturskole. Og det skulle gå hurtigt, da den økonomisk trængte kommune skulle spendere de 27 millioner kroner, husker flere. Men der var tilsyneladende ikke nogen i byrådet, der vidste, at Knud Vincents var dybt involveret i, at Slagelse Kommune købte landejendommen af en landmand, som borgmesteren i flere sammenhænge har plejet omgang med. Lige indtil nu. I dag kan Frihedsbrevet løfte sløret for, at Knud Vincents i det skjulte har spillet en central nøglerolle i, at kommunen skulle købe den 260 hektar store landejendom af en landmand, som Knud Vincents – der selv er landmand – kendte fra både en landboorganisation og en Venstre-partiforening.

I Dansk Folkeparti er man ikke kendt for at vige uden om en kritik af Danmarks Radio. I virkeligheden er det en årelang tradition, der handler om at holde øje med, hvad vores alle sammens skattekroner går til. Og hvis der kan findes en politisk slagside blandt det skattefinansierede indhold, står man som god DF’er ikke tilbage for et saftigt indspark. På det seneste har det handlet om DR’s Grønlandsdokumentar eller DR’s Talentholds ansættelse af den 28-årige Harald Toksværd, som nu er blevet fyret igen. Ej at forglemme da en vært på TV Avisen havde en halskæde på, som Dansk Folkeparti mente måtte være et islamisk symbol. Men måske er der alligevel fælles front mellem DR og DF. Sådan var det i hvert fald for nylig, da Frihedsbrevets chefredaktør Mads Brügger gik sin stuegang på Christiansborg. Her oplevede han noget, som først så ganske almindeligt ud. Brügger gik forbi DR’s undersøgende korrespondent Line Gertsen, der var i fuld færd med at interviewe DF’eren Mette Thiesen for rullende kamera. De talte om politiet.

Det siges, at begyndelser er svære, så derfor er det en god ide at have flere bud på skitseblokken.  Jeg har for eksempel den her i baghånden:  “Denne stuegang er noget ud over det sædvanlige. Hvis jeg selv skal sige det. Jeg taler med Ungarns statsminister Viktor Orbán om, hvilket land der er mest demokratisk; Danmark eller Ungarn. Og jeg spørger Kroatiens statsminister Andrej Plenković, om han vil dø for sit land, ligesom at Mette Frederiksen (S) vil dø for Danmark. Desuden er jeg til pressemøde om chatkontrol inde i den dybe stats sakristi, nemlig Justitsministeriet. Og så er jeg øjenvidne til, at en DR-reporter laver indhold til sociale medier for et medlem af Dansk Folkeparti.”  En mindre selfie-journalistisk måde at slå tonen an på er den her:  “Eftersynet af danskernes beskyttelsesrum trækker ud. Det var ellers tilbage i maj måned, længe før at hybridkrigen kom til Danmark, at vores højt elskede beredskabsminister Torsten Schack Pedersen (V) erklærede, at nu skulle nationens beskyttelsesrum tages ud af mølposen og bringes up to date, startende med et eftersyn. Men som Jyllands-Posten har opdaget det, så er eftersynet her 4-5 måneder senere stadig ikke kommet i gang af den utrolige årsag, at Beredskabsministeriet tilsyneladende ikke har været i stand til at formulere noget så basalt som en tjekliste.  “Jeg er utålmodig”, sagde beredskabsministeren forleden dag til TV 2 News om problemet og tilføjede så, at det alligevel var “rettidig omhu”, og så ved vi jo allesammen godt hvad klokken er slået.” Den helt korte begyndelse er den her:  “Dagen før EU-topmødet satte hele statens sikkerhedsapparat sig tungt på Københavns centrum, og ved aftentide lød byen, som metropoler i politistater lyder; der var bomstille. Det var ellers kun i Pyongyang, Nordkoreas hovedstad, at jeg før havde hørt en storby, der var så stille om natten, som København var blevet det, og denne stilhed fyldte mig med en dyb rædsel.” Disse indledninger kan alle sammen noget, men efter moden overvejelse har jeg besluttet mig for at gå med mit fjerde bud:  “De higer og søger i gamle bøger, i oplukte høje, med spejdende øje,” gjorde pressen på Christiansborg. For rygtet sagde nemlig, at den mest magtfulde embedsmand i kongeriget, Statsministerets departementschef Barbara Beatrice Bertelsen, var blevet full blown bims. Jeg havde hørt det, og mine kolleger havde hørt det. Selv de mest loyale BBB-støtter var enige om det; Barbara Bertelsen var blevet helt gak gak på grund af det med dronerne.  Dronerne? Ja, dronerne. Var de der overhovedet, eller var det hele bare en kollektiv luftspejling af vores inderste frygt? Det var til at blive skør af, og det var netop det, som Statsministeriets departementschef var blevet, sagde rygtet. Og hvis hun var gået fra snøvsen, hvad så med den magtsyge herskerinde, som hun tjener under, nemlig socialdemokratismens Jezabel, statsminister Mette Frederiksen?  Dette pikante spørgsmål rungede effektfuldt i Borgens gange, men ligesom med så meget andet i den politiske verden kunne det også sagtens være, at det hele bare var ammestuesnak, som man virkelig burde holde sig for god til at bringe videre.  Derfor må jeg rent principielt tage den dybeste afstand til, at jeg skriver om det her. Personligt var jeg mere optaget af, at jeg skulle ud på en next level stuegang. For hele Ridebanen, som omkranses af Borgen, var blevet fyldt op af enorme, hvide telte. Og i koncentriske ringe omkring denne teltby var der lag på lag af sikkerhedsafspærringer med kontrolposter og snigskytter og maskiner til at scanne tasker og menneskekroppe med. Og fra Tyskland, Frankrig og Sverige var der blevet sendt såkaldte “antidrone-kapaciteter” til København, hvis nu Putin skulle formaste sig til at flyve droner hen over Slotsholmen.