Det var SVM-regeringens sidste dage, og flankerne blev lukket af en for en. Valgkanonerne blev trillet ud til kontaktlinjerne, og violinerne blev hårdt stemt.  Forude ventede det endelige opgør.  I den forgangne uge var regeringen sammen med Enhedslisten og SF trådt frem til et doorstep i Finansministeriet og havde her meddelt pressen, at der nu skal udsendes fødevarechecks til de danskere, som har mindst. På bagkanten kom det dog frem, at godt og vel tredive procent af disse 660.000 forventede fødevarechecks bliver udbetalt til den halvdel af befolkningen, der tjener mest … men hvad gør det, når det først og fremmest handlede om at gøre sig til overfor danskerne i en ruf?  Senest har Jyllands-Posten i øvrigt bragt til torvs, at omtrent 150 bandemedlemmer og rockere også kan glæde sig til at få en dejlig fødevarecheck.  “For den, der har, til ham skal der gives, og han skal have overflod,” som der så rigtigt står skrevet i Matthæusevangeliet. 

Hvor ofte går du på kompromis?   Synes du, at man sælger ud af sine værdier, når man går på kompromis, eller har de, der er parate til at indgå kompromiser, i virkeligheden ingen værdier, og netop derfor er de mere bøjelige og letpåvirkelige?   Eller er det at kunne praktisere kompromisets kunst i virkeligheden et aktiv, som er nødvendigt for fredelig sameksistens mellem mennesker og nationer?   Det har jeg talt om med den israelske filosof Avishai Margalit, forfatter til bogen On Compromise and Rotten Compromises, der udkom i 2009, men som med tiden bare er blevet endnu mere aktuel, for vi lever i en tid, hvor kompromiset er en truet art.

Markedsføring med pornostjerner, millionbøder for alvorlige fejl i bekæmpelsen af hvidvask og anklager om svigtende socialt ansvar. Verdens største krypto-kasino har mildt sagt ikke verdens bedste ry, og i 2023 blev deres hjemmeside lukket ned i Danmark efter en dom fra Københavns Byret.  Men ejerne bag det udskældte krypto-kasino har nu fundet en ny vej til det danske marked – denne gang med myndighedernes tilladelse. 

Velfærdskøbmænd med forbindelser til bande- og rockermiljøet scorer millioner på at handle med velfærd til udsatte børn og voksne. Se hele interviewet om de kriminelles fede velfærdsfidus her

Det hele startede i Kolding, hvor den i dag 63-årige dansker John Christensen arbejdede som eksportchef for et firma, der lavede fladskærme. Da firmaet ville udvide til USA, flyttede han til Palm Beach i Florida for at starte filialen. Firmaet gik konkurs i slutningen af 90’erne. Men John Christensen blev boende i Palm Beach, hvor han skulle finde på noget nyt at lave. Sammen med sin kone, som var fotomodel, mødte han flere skuespillere og folk fra underholdningsbranchen, og da han tidligere havde arbejdet på femstjernede hoteller, så han en mulighed for at starte sit eget firma og blive ejendomsforvalter for milliardærerne. John Christensen begyndte at arbejde for nogle af verdens rige og berømte – nogle, som helst ville leve i diskretion væk fra offentlighedens søgelys. Han fik opbygget et kulørt kundekartotek, som blandt andre tæller Steven Spielberg, Celine Dion og en unavngiven royal familie i Abu Dhabi. Og i 2014 fik han en helt speciel kunde – nemlig Jeffrey Epstein.

Til arrangementet Frihedsbrevet LIVE spurgte vi en ekspert og en politiker, hvorfor det kan lade sig gøre, at skattekroner til anbragte børn og voksne på bosteder ender i kriminelles lommer. Med i studiet var Katrine Daugaard, social- og kulturordfører for Liberal Alliance og Kasper Riedl, direktør i Riedl&co, der rådgiver landets kommuner om indkøb på socialområdet. Vi talte med dem om, hvordan svindlen kan få lov at foregå, hvilken rolle kommunerne spiller, og hvem bagmændene er. Du kan se hele arrangementet i videoen i bunden af artiklen.

Han skylder over 1,2 milliarder kroner og er forsvundet for pengejægernes radar. Han er for mange blevet ansigtet på spekulationen og grådigheden, der forvandlede det danske boligmarked til en kolos på lerfødder.

Det hele handler om en caribisk paradisø, som sexforbryderen Jeffrey Epstein ville have. Øen Great St. James, der i 1987 kom i hænderne på den 82-årige rigmand Christian Kjær, der i offentligheden er kendt som arving til cementgiganten FlSmidth og som en mand med tætte forbindelser til Kongehuset, hvor han havde titel af kammerherre og var gode venner med prins Henrik. Frihedsbrevet kan efter at have gennemgået en række af de nye dokumenter, der er blevet frigivet om Jeffrey Epstein, fortælle historien om, hvor langt Epstein var villig til at gå for at få øen.

Der er blæst til krig på Borgen mod kriminelle, der malker kommunekassen med anbragte børn og voksne som værktøj. Regeringen har nu sammen med et bredt flertal i Folketinget lavet en aftale “om styrket indsats mod snyd og svigt”. Men aftalen efterlader flere gabende huller i lovgivningen, så kyniske kriminelle kan fortsætte deres svindel i fremtiden, lyder kritikken fra en ekspert.

Den tidligere spionchef Lars Findsen har i Østre Landsret forklaret, at han brugte journalisten Simon Andersen “operativt” i flere sammenhænge, blandt andet til at stoppe en bogudgivelse og til at “lægge en dæmper på sig selv og holde igen med artikler”. Simon Andersen og hans arbejdsgiver, Berlingske, har efterfølgende sagt, at der ikke var noget at komme efter. Det var muligvis Findsens oplevelse, men ikke virkeligheden, for der var ikke en finger at sætte på journalistikken, og Simon Andersen har ikke lagt en dæmper på sig selv, har forklaringen lydt. Men nu kan Frihedsbrevet bringe helt nye oplysninger, der stiller Simon Andersens og ledelsen på Berlingskes forklaring i et noget andet lys. 

Vigtige oplysninger om asbestforurening blev ikke lagt frem for Folketinget, da et nyt motorvejsprojekt til knap ni milliarder kroner blev stemt igennem i foråret 2024. Siden marts 2023 har Vejdirektoratet ellers været i besiddelse af breve, der i detaljer beskriver, hvordan lastbiler igennem flere år ugentligt dumpede tonsvis af asbestaffald. Adressen er central. For da et bredt flertal i Folketinget vedtog en ny anlægslov for motorvejen, skulle vejen føres direkte hen over adressen, hvor de mange tons asbest lå nedgravet. Men hverken i forslaget til anlægslov eller i miljøkonsekvensvurderingen, der har til formål at kortlægge den nye motorvejs påvirkning af mennesker og natur, nævnes indholdet af brevene.

Med Donald Trumps retur til Det Hvide Hus genopstod også ønsket om, at USA skulle erhverve Grønland. Men denne gang blev truslen mod Rigsfællesskabet væsentligt mere alvorlig.  Trump 2.0 ville nemlig ikke afvise, at han kunne finde på at bruge militær magt for at få fingrene i 98 procent af kongerigets territorium.  Midt i al den ballade forhandlede en dansk rådgivningsgigant i det skjulte med netop det amerikanske militær.  Her underskrev virksomheden en kontrakt på knap seks millioner danske kroner om et projekt på Pituffik-basen, den tidligere Thulebase, i Grønland. 

Den tidligere spionchef Lars Findsen afgav i februar 2022 en forklaring i Østre Landsret bag dobbelt lukkede døre, som offentligheden nu har fået indblik i, hvor særligt Findsens relation til journalisten Simon Andersen har spillet en rolle. Findsen har nemlig forklaret, at han har brugt Simon Andersen “operativt” i flere sammenhænge. Nu kan Frihedsbrevet bringe en ny passage fra retsbogen, som føjer til mystikken om den tætte relation mellem de to.

Til denne uges Fri Tænkning har jeg talt med den amerikanske graverjournalist Jefferson Morley om det seneste års udvikling omkring opklaringen af det 20. århundredes mest opsigtsvækkende mord, nemlig drabet på præsident John F. Kennedy i Dallas den 22. november 1963.  Det skyldes, at præsident Donald Trump for et år siden gav ordre til at frigive alle resterende dokumenter – omkring 80.000 sider.  Den 67-årige Morley er nok den journalist, der ved mest om sagen og i de forløbne tre årtier har dækket den tættest. Han er chefredaktør for JFK Facts, et digitalt medie, der løbende bringer nyt og graver videre i arkiverne. Morley er desuden forfatter til tre biografier om nogle af mordgådens centrale figurer:  James Angleton, chef for CIA’s kontraspionage i perioden 1954-1975; Richard Helms, operativ chef for CIA 1962-1965 og efterretningstjenestens direktør 1966-1973 og Winston Scott, CIA-chef i London og Vesteuropa i årene efter Anden Verdenskrig og derpå i perioden fra 1956 til 1969 stationschef i Mexico, som den påståede gerningsmand Lee Harvey Oswald besøgte, kort før Kennedy blev skudt. Morley arbejder i øjeblikket på en ny bog, som, hvis alt går vel, udkommer senere i år. Her zoomer han ind på Kennedy-mordet med CIA-operationer som sin kameralinse. Fokus vil være på de CIA-topfolk, vi taler om i denne uges Fri Tænkning, som Morley har lært nyt om i det forgangne år, hvilket har bestyrket hans opfattelse af, at nøglen til mordgåden skal findes i CIA.

Et lille år efter DR afpublicerede den skandaleramte kryolitdokumentar Grønlands hvide guld, var der debat med dokumentarens hovedperson.  Frihedsbrevet var med til arrangementet, hvor det stod klart, at der findes en anden udlægning end den, man finder blandt de fleste økonomer og politikere.  For mens kritikerne mener, at dokumentaren var misvisende og skadelig, mener dokumentarens hovedperson i dag, at reaktionerne kun har bekræftet hende i, at dokumentarens budskab ikke er noget, magthaverne kan lide.

Mens den tidligere spionchef Lars Findsen sad varetægtsfængslet, tog han skrappe metoder i brug. Nye dokumenter viser nemlig, at Findsen forsøgte at få en række velkendte, fremtrædende skikkelser til at lægge pres på statsministeren for at få dæmpet gemytterne. Det viser referaterne fra Findsens forklaring, der ellers blev givet bag dobbeltlukkede døre i Østre Landsret. 

Tirsdag blev et forbud mod den islamistiske organisation Hizb ut-Tahrir endnu engang diskuteret i Folketingssalen, da Danmarksdemokraternes forslag om opløsning skulle behandles. Peter Skaarup (DD) har forsøgt sig med lignende forslag før i regi af Dansk Folkeparti, ligesom flere partier har haft det samme ønske gennem årene. Dog har anklagemyndigheden ikke på noget tidspunkt fundet, at der har været et stærkt nok grundlag til at rejse en sag. Men da regeringen siden har lykkes med at opløse gadebanden LTF ved lov, mente Skaarup, at der nu var en ny farbar vej for en sag mod Hizb ut-Tahrir.

HA’s forladte rockerborg i Aalborg fik tidligere på året en ny ejer.   Men blækket på skødet er knap nok tørt, før den omdiskuterede ejendom i dag er tæt på at blive videresolgt til en ny ejer.  Salgsprisen vil udløse en solid økonomisk gevinst til sælger – efter få ugers ejerskab.  En overgang stod en kendt erhvervsmand med mange jern i ilden sammen med sin forretningspartner på sidelinjen og trippede. Men de to forretningsmænd trak følehornene til sig, da de måtte opgive deres store plan.

I denne uge får Dansk Folkeparti besøg af Arbejdstilsynet. Det sker, efter tidligere medarbejdere har sendt en klage, hvori arbejdsmiljøet udpensles som “horribelt” og præget af “mobning, intimidering og forskelsbehandling.” Problemerne  tilskyndes særligt Pia Kjærsgaard og hendes søn Troels Gamst, der i 2015 gik fra at være socialpædagog til en stilling som konsulent i Dansk Folkepartis sekretariat. En stilling, som flere påpeger, at han ikke ville have, hvis ikke det var for hans mor.  Da Morten Messerschmidt tiltrådte som formand i Dansk Folkeparti, sagde han til Frihedsbrevet, at han ville ændre på partiets “nepotistiske kultur med at ansætte venner og familiemedlemmer.” Tre år senere er det netop den “nepotistiske kultur”, der er årsag til, at arbejdsmiljøet er blevet så “horribelt”, at Arbejdstilsynet har valgt at aflægge partiet besøg.

Dette er satire. Og et eksperiment. Det eksperimentelle består i, at alt indholdet er genereret af kunstig intelligens, og er som sådan uberørt af menneskehænder.  Anledningen bag Projekt X er selvfølgelig Projekt Y, det AI-baserede, borgerlige nyhedsmedie, som en mildt sagt kulørt ejerkreds meldte ud sidste år – med den kontroversielle mediemand Michael Dyrby i spidsen. Fidusen ved Projekt Y er planen om at benytte en særlig AI-teknologi, som medejeren Lars Tvede hævder at være i besiddelse af, til at generere journalistisk indhold. Om dette påfund ender med at blive en dreng eller en pige, må tiden vise, men i mellemtiden er det jo ikke forbudt at lave lidt sjov med Projekt Y. For kan man gøre andet, når man kigger på en ejerkreds, der blandt andre tæller Dansk Folkepartis formand Morten Messerschmidt, tidligere udenrigsminister Anders Samuelsen og rigmanden Lars Seier?  Så derfor Projekt X. I hvert afsnit, som udkommer en gang om ugen, mødes ejerkredsen online for at diskutere den forgangne uges nyhedsstrøm og for sammen at braine på, hvordan det lille nye medie, de barsler med, ville have grebet det an. Ja, i det hele taget for at finde et fælles fodslag.

Han har gjort alt for gemme sig. Han har skiftet navn og i al diskretion optrådt som skjult bagmand i flere virksomheder. Nu kan Frihedsbrevet føje endnu et kapitel til fortællingen om en af de mest berygtede ejendomsspekulanter fra finanskrisen.

En mistanke om millionsvindel og svigt af udsatte børn får nu myndighederne til at slå hårdt ned på et bosted. Her er kontoen blevet lænset for millioner af skattekroner, mens anbragte borgere er gået sultne i seng. Socialtilsynet mistænker, at der er blevet brugt falske fakturaer, og en revisionsekspert vurderer, at der kan være tale om hvidvask.

Dansk Folkepartis moder Pia Kjærsgaard er en af de mest indflydelsesrige personer i dansk politik gennem de sidste tre årtier.  Men det ville mildt sagt være en overdrivelse at sige, at hendes søn har samme politiske talent.  Det er der jo ingen skam i, for Pia Kjærsgaard er som antydet uden tvivl en af de dygtigste, vi har haft.  Alligevel har hendes søn, Troels Gamst, de seneste år fået en mere og mere fremtrædende rolle i Dansk Folkeparti. Ikke som politiker, naturligvis, men som vellønnet seniorkonsulent i partiets politiske sekretariat. 

Til denne uges Fri Tænkning har jeg talt med Seymour Hersh, der er hovedperson i en ny prisvindende Netflix-dokumentarfilm med titlen Cover-Up. Den 88-årige Hersh har siden slutningen af 1960’erne stået bag snesevis af afsløringer af magtmisbrug og ulovligheder begået af den amerikanske regering. Frihedsbrevet er det første medie i verden, der har fået hul igennem til den journalistiske legende for at tale om filmen og hans enestående karriere.

Retfærdigvis skal det siges, at det ikke var udenrigsminister Lars Løkke Rasmussen (M), der fistbumpede den danske ambassadør til Washington, da de kom ud fra mødet i Eisenhower-bygningen, hvor de havde talt Grønland med udenrigsminister Marco Rubio og vicepræsident J.D. Vance.  Det var faktisk lige omvendt; det var ambassadør Jesper Møller Sørensen, som gav Løkke en knytnævehilsen. Set med diplomatiske lorgnetter en mindre lapsus, som Møller Sørensen nok fortryder i dag.  Løkke skal heller ikke høre et ondt ord for at styrke sig med en tobakscigaret oven på turen ind i løvens hule. Man skal jo, som man siger det i det amerikanske, “ryge dem, hvis man har dem”.  Derimod vil jeg gerne dvæle lidt ved, at Løkke selv, helt uopfordret, til det efterfølgende pressemøde på terrassen foran den danske ambassade sagde, at han “ikke er en Chamberlain” – altså som i den engelske premierminister Neville Chamberlain (1869-1940), der regnes som indbegrebet af en blåøjet og godtroende politiker. Selvfølgelig grundet mødet med Adolf Hitler i München i 1938, der efter Chamberlains opfattelse gik så godt, at han straks fløj hjem og lovede englænderne “fred i vor tid”. Som bekendt var der ikke rigtig hold i den udmelding.  Lars Løkke Rasmussen sagde endda flere gange til pressen, at han ikke var nogen Chamberlain, han var helt vild med at sige det, og som vi ved fra psykologien, så peger det i modsat retning, jo mere man siger, at man ikke er noget.  Og kigger man efter i Neville Chamberlains og Lars Løkke Rasmussens meritter, så er der faktisk ganske mange ligheder imellem dem; som for eksempel en track record som værende pragmatiske, processtærke administratorer. Systemets mænd. Desuden var Chamberlain en aktiv piberyger, og det er jo også noget, som Løkke har taget op på det seneste. Og vel lovede Løkke os ikke “fred i vor tid” – han lovede os derimod en “high level working group” – men ikke så snart var denne famøse arbejdsgruppe blevet meldt ud, før Donald Trump fik det hele til at sprænge i luften mere end nogensinde, og nu fremstår denne arbejdsgruppe mest som et stykke naiv ønsketænkning fra dansk side.  Sidst jeg så Løkke, til endnu et doorstep i Borgen foran det hemmelige, sikrede mødelokale SIKLO, sagde Løkke til journalisternes overraskelse, at denne arbejdsgruppe “nok er noget pumpet op”. Der var snarere, ifølge Løkke, tale om “dialog på et højt niveau”. Altså det, som andre mennesker normalt kalder for diplomati. 

Det stod fuldstændig klart for Pia Kjærsgaard, at det var mærkværdigt og pudsigt, at hun som folketingsmedlem og dermed de facto medarbejdernes chef også var tillidsrepræsentant for Dansk Folkepartis medarbejdere.  Det fremgår af en skjult lydoptagelse fra et personalemøde i partiet, hvor hendes rolle som “tillidsmand” blev adresseret flere gange.