Københavns Kommune betaler selv mere end 250 millioner kroner til indkvartering af fordrevne ukrainere, mens landets andre store kommuner får dækket næsten alle udgifterne af staten. Manglende boliger og få billige muligheder for at indkvartere ukrainerne gør det umuligt for Københavns Kommune at få dækket budgettet, forklarer kommunen. Hvert år støtter den danske stat kommunerne med omtrent 900 millioner kroner for, at de kan dække omkostningerne til ukrainske flygtninge, der er endt i Danmark på grund af krigen.

I begyndelsen af 2020 mødtes Mark Medish med en lille gruppe kollegaer fra den politiske verden i Washington, rådgivere, advokater og folk med udenrigs- og sikkerhedspolitisk erfaring. Den direkte anledning var pandemien, og hvordan den i et valgår kunne påvirke institutioner og politiske beslutninger i USA. Flere af deltagerne havde været vant til at lave risikoanalyser af lande ude i verden, mens deres eget land, USA, altid havde været risikofrit. Det havde ændret sig. Gruppen mødtes flere gange og begyndte at gennemspille scenarier for, hvad der kunne gå galt, og et af dem lignede det drama, der udspillede sig den 6. januar 2021 ved Kongressen i Washington, hvor det i forbindelse med godkendelsen af Donald Trumps valgnederlag til Joe Biden kom til voldelige sammenstød. Til denne uges Fri Tænkning har jeg talt med Mark Medish om det, han beskriver som USA's igangværende forfatningskrise, og som han selv og hans kollegaer de seneste fem år har beskrevet og analyseret i en række essays, seminarer og debatter med fokus på ukonventionelle trusler mod Amerikas politiske orden. Medish har 30 års erfaring fra de politiske inderkredse i Washington. Han er registreret demokrat, og under præsident Bill Clinton i 1990’erne sad han på topposter i Det Hvide Hus og finansministeriet. Siden da har han arbejdet som international advokat og med strategisk rådgivning over det meste af verden, og han har også en fortid som vicepræsident for tænketanken Carnegie i den amerikanske hovedstad. Endelig er han medstifter af foreningen Keep Our Republic, der bedriver folkeoplysning om den amerikanske models fundament og retsstaten.

40.000 kroner for en plads i et advisory board og 190.000 kroner for et foredrag. Der er mange muligheder for at tjene lidt på siden for danske læger, der bijobber for medicinalindustrien. Bare i løbet af de seneste tre år har danske læger sammenlagt fået udbetalt knap 120 millioner kroner af lægemiddelvirksomhederne. Der har ellers siden 2014 været fokus på, at lægernes økonomiske bånd til medicinalindustrien kunne være et habilitetsproblem. Derfor krævede Folketinget, at lægerne indberettede deres lønninger fra selskaberne, så det ville fremgå offentligt af Lægemiddelstyrelsens hjemmeside. “Jeg tror, det er et af de områder, hvor der er brug for øget åbenhed, fordi der kan være tvivl om lægers habilitet,” udtalte daværende sundhedsminister Astrid Krag til DR tilbage i 2013. Men nu – godt 10 år efter, at pligten til at indberette trådte i kraft – kan Frihedsbrevet på baggrund af en gennemgang af data fra Lægemiddelstyrelsen beskrive, hvem medicinalindustriens fire yndlingslæger har været i løbet af de seneste tre år.

Martjin Reuvers er bekymret. Tidligere har hollænderen udviklet computerspil – nu har han på ganske kort tid skabt et digitalt værktøj, der kan tracke soldater og diplomaters adfærd, uden at de ved det. “Hvis jeg kan udvikle det her værktøj alene, er det bekymrende at tænke på, hvad statsmagter eller andre velorganiserede grupper kunne udvikle – og hvad det kunne blive brugt til,” siger han. Martijn Reuvers gik i slutningen af 2024 sammen med den hollandske undersøgende medieplatform Follow The Money for at undersøge, om dating-appen Tinder kunne bruges til andet end at finde den store kærlighed eller den kortvarige flirt – kunne den for eksempel bruges til at overvåge militære styrker? Resultaterne var slående – og det fik flere hollandske eksperter til at kalde Tinder for en “trussel mod den nationale sikkerhed”.  Martijn Reuvers og journalisterne fra Follow The Money havde oprettet tre falske profiler på Tinder, som de placerede i nærheden af hollandske militærbaser ved hjælp af det hjemmebyggede digitale sporingsværktøj. På kort tid identificerede de mere end 400 soldater i områderne omkring baserne. 

En tidligere FN-chef gennem 17 år i Danmark er blevet fængslet med krav om tilbagebetaling af over 400 millioner kroner og udlevering til USA i en gigantisk sag om svindel og bestikkelse med FN-midler. Fængslingen ved den spanske højesteret den 13. marts kommer efter en dom i oktober sidste år, hvor FN’s domstol i New York slog fast, at ukrainske Vitaly Vanshelboim har bedraget for 58,8 millioner dollars eller 387 millioner kroner og modtaget 21 millioner kroner i bestikkelse, mens han var souschef i FN-organisationen UNOPS i FN-byen i København. UNOPS er FN’s projektorganisation, der har hovedkvarter i København, hvor 736 personer er ansat.  Sagen er den absolut største bestikkelsessag i Danmarkshistorien og mange gange større end den såkaldte Atea-sag, hvor flere personer i Region Sjælland og it-virksomheden Atea blev dømt for at have givet og modtaget bestikkelse.

“Der er et godt samarbejde mellem DSB og Knorr-Bremse, og vi har en fælles tro på, at vi kommer på plads.” Sådan lød det forhåbningsfulde svar i december fra DSB’s underdirektør for driftsværksteder, Carsten Dam, da Frihedsbrevet sidste år kunne afsløre, at DSB med åbne øjne har betalt overpriser på op til 15 procent for forsinkede vedligeholdelser af togkomponenter hos leverandøren Knorr-Bremse. Overpriser, som skatteyderne vel at mærke har betalt, da DSB er et offentligt selskab. Men nu – knap fire måneder efter underdirektørens forsikringer om, at overfaktureringen ville komme på plads  – er der tilsyneladende ikke sket nogen forbedringer. For udover at Knorr-Bremse i et tilfælde forsøger at få DSB til at punge ud for defekte togkomponenter, er der eksempler på vedligeholdelser, der pludselig er blevet dyrere end normalt. Og det er sket uden nogen forklaring. Det viser mails sendt fra de DSB-ansatte, der godkender fakturaer for toggiganten, som Frihedsbrevet har fået aktindsigt i.

Den skandaleramte bostedskæde Frisk-Pust har modtaget store millionbeløb af landets kommuner for pasning og pleje af nogle af samfundets mest sårbare borgere.  I dag kan Frihedsbrevet så afsløre, at Frisk-Pust har modtaget skattekroner for ydelser, de ikke altid har leveret. Det fortæller flere tidligere medarbejdere til Frihedsbrevet. Deres anklager understøttes af to breve til Socialtilsynet og flere mails fra Frisk-Pust, Frihedsbrevet har fået indsigt i gennem en pårørende til en tidligere beboer samt tidligere ansatte. Vi kan også fortælle, at flere kommuner ikke har ført tilsyn med deres borgere hos Frisk-Pust i flere år. Det er et alvorligt svigt, vurderer en ekspert i socialret.

En svensk mand på 20 samt to danske mænd på 22 og 26 år er blevet tiltalt for at stå bag et usædvanligt drab begået på åben gade midt i København om eftermiddagen 19. oktober 2023. De tre mænd er beskyttet af navneforbud. Derfor er det ikke muligt at beskrive deres identitet yderligere.  Offeret var en 37-årig mand fra Slagelse, og episoden vakte særlig opsigt, fordi øjenvidner hurtigt kunne beskrive gerningsmanden som en ung fyr iført tøj og taske fra forskellige take out-tjenester. Frihedsbrevet har nu fået indblik i anklageskriftet i sagen, og heraf fremgår det, at der efter politiets opfattelse ligger en omfattende planlægning bag attentatet. De to mænd på 22 og 26 mødtes angiveligt med den 20-årige på et tidspunkt før 19. oktober og gav ham en sort affaldssæk, hvor der lå en orange jakke og en orange kasket fra tjenesten Just Eat. Derudover udstyrede de ham med et stjålet el-løbehjul af mærket Ryde og en 9 mm Glock-pistol samt et tilhørende magasin med ammunition.

Kong Frederik og dronning Mary kan øjensynligt ikke bare fotograferes af hvem som helst. Derfor har kongeparret sørget for, at deres fotograf gennem mere end 25 år, Steen Evald, har fået eneret på de såkaldte gallaportrætter af dem. Portrætterne hænger blandt andet på ambassader og andre offentlige institutioner, og nu skal de også op på de danske kaserner og andre statslige institutioner.  En opgave, der efter at have været i udbud er endt med direkte tildeling til kong Frederiks faste fotograf. Kongehuset har nemlig gjort klart, at det kun er Steen Evalds billede, der må bruges, og at han har eneret på at fremstille og indramme billedet. Derfor er det kun ham, der kan vinde opgaven.

På et spartansk indrettet kontor midt i Rom, i en snæver sidegade mellem Pantheon og Trevi-fontænen, sidder lederen af en af Europas mest anerkendte udenrigspolitiske tænketanke og taster så eftertrykkeligt på sit hvide tastatur, at lyden runger langt nede ad gangen.  “Buonasera”, siger Nathalie Tocci fra sin sorte kontorstol uden at løfte hverken blik eller finger, “et øjeblik, så er jeg der, bare tag plads ved bordet”. Man kunne også beskrive placeringen sådan, at vi befinder os to kilometer i fugleflugt fra torvet, hvor Cæsar blev snigløbet af Brutus og andre allierede. Og måske ville det være bedst sådan, for ordene, som den 48-årige direktør for Istituto Affari Internazionali sidder og formulerer, handler om netop et fatalt forræderi fra uventet kant: nemlig Amerikas mod Europa og det transatlantiske fællesskab.  Når ordene er blevet til tekster, skal de bringes i den nationale avis La Stampa og engelske The Guardian, bekræfter forfatteren bag fra sin højryggede kontorstol, mens jeg finder mig til rette ved et rundt mødebord i hjørnet.  Her, der og i alskens europæiske medier deler Nathalie Tocci flittigt sit perspektiv på international politik. Særligt spørgsmål, der vedrører europæisk sikkerhed.  Som navnet antyder, er Tocci født i Italien, men hvis hun identificerer sig som europæer, har hun god grund til det: Hun er uddannet i politik, filosofi og økonomi fra universitetet i Oxford og tog sin ph.d. ved London School of Economics.  Hun har siden da forsket og rådgivet ved flere institutioner og desuden fungeret som særlig rådgiver for EU’s udenrigspolitiske chef – fra 2014 for italienske Federica Mogherini og efterfølgende spanske Josep Borrell. I den rolle var Tocci ledende forfatter til EU's stort anlagte “Global Strategy", som blev præsenteret i 2016.  Skulle dét CV give anledning til at tro, at Nathalie Tocci ytrer sig som en mådeholden bureaukrat, skal man tro om:  Det var i netop The Guardian, at jeg tidligere i år noterede mig Nathalie Toccis opsigtsvækkende kritik af den danske regerings såvel som Europas respons til præsident Trumps trusler om at inddrage, eller annektere, Grønland: Europa “fejler”, skrev Tocci, fordi vi tøver med at svare resolut igen, og det kan blive vores nederlag. Danmark såvel som Europa “mangler evnen til at handle”, og det kan blive dyrt for os:  Vi “frygter Trump, og den frygt paralyserer os,” skrev hun velvidende, at man i Danmark såvel som i EU-regi formentlig allerede var i gang med et større diplomatisk arbejde i kulissen.  Men den slags civilisatorisk snilde gavner ikke i mødet med en mand som Trump.: “Trump kan formentlig lugte frygten, og som alle bøller nyder han godt af den og øger indsatsen,” skrev hun og appellerede til, at Mette Frederiksen og hendes kollegaer skruede bissen på: “I stedet for logik er det værd at overveje at svare igen med følelser.” I mødet med Donald Trumps for evigt foranderlige verden bør europæerne generelt, og danskerne i særdeleshed, altså skrue op for de store følelsers modsvar og ned for det kølige, afmålte diplomati.  Håb er ingen strategi, men hævn og vrede kan være et første skridt på vejen, syntes Toccis budskab at lyde i The Guardians spalter.  Den mangeårige sikkerhedsrådgiver læses umiddelbart som en europæer, der har endeligt opgivet på Europas afhængighedsforhold til vores amerikanske allierede, og som ligefrem opfordrer Danmark og ligesindede, Vestlige allierede til at fremskynde bruddet. Det er derfor, jeg har inviteret mig selv forbi for at spørge Tocci, om det kan være sandt.

Billige, almene boliger, der er til at betale. Og så endda i rigmandskommunen Frederiksberg. Valgløftet var helt centralt fra byens nuværende socialdemokratiske borgmester, Michael Vindfeldt, der satte sig i borgmesterstolen på Frederiksberg efter mere end 100 års konservativt styre.  “Vi er jo nødt til at sikre, at boligerne også i fremtiden er boliger, der er til at betale for mennesker med almindelige indkomster. Og den eneste mulighed i loven, der kan sikre, at boligerne ikke kan sælges, og at de beholder en stabil husleje, det er at gøre dem til almene boliger,” lød det fra borgmesteren i Fagbladet Boligen i oktober 2019. Nu viser det sig, at løftet om billige almene boliger til Frederiksbergborgerne er endt helt omvendt. Et prestigeprojekt, hvor 546 private lejeboliger er blevet omdannet til almene boliger, og flere er endt med at blive dobbelt så dyre for nye lejere.

“Jeres godkendelse som socialt tilbud ophører tre måneder efter den endelige afgørelse.” Så klar er meldingen fra Socialtilsynet i en påtænkt afgørelse fra den 8. april til bostedskæden Frisk-Pust ApS, som Frihedsbrevet har modtaget. Her skriver Socialtilsyn Øst, at bostedskæden trods en række varslede påbud i 2024 ikke har “formået at løse de væsentlige kvalitetsudfordringer, der har en direkte indvirkning på borgernes daglige liv og udvikling”. “Det er således vores samlede vurdering, at I ikke vurderes at kunne leve op til kravene til opretholdelse af godkendelsen, og at der samtidig ikke er tillid til, at der hos tilbuddets ledelse er den fornødne evne til at rette op på forholdene,” tordner tilsynet. Tilsynets påtænkte dødsdom til bostedskæden kommer efter flere afsløringer i medierne den seneste måned.  Frihedsbrevet kunne som de første afsløre en række alvorlige omsorgssvigt af beboerne i bostedernes varetægt. Eksempelvis har en beboer fået en lussing for at gå i bad uden at få lov, og en ansat er blevet fundet i sengen hos en ung psykisk syg kvinde kun iført underbukser. Vi har også kunnet fortælle, at bostedskæden er blevet grundlagt af den tidligere ekstremistiske islamist Khazar Alexander Malik. Og ved en gennemgang af virksomhedens papirspor er Amira Smajic, hovedpersonen i Den sorte svane, dukket op.

Finanskrisen kan synes langt, langt væk. Men selvom at det i gåseøjne kun er 14 år siden, at Danmarks 8. største bank, Amagerbanken, den 6. februar 2011 måtte dreje nøglen om, så er taxameteret fortsat med at køre hos kuratorerne. Lige indtil december sidste år, hvor Holst Advokater og statens foretrukne advokat – Poul Schmidt, der indtil i sidste år hed Kammeradvokaten – afleverede den sidste regning hos statens skraldespandsselskab Finansiel Stabilitet, der har taget regningen. Oprydningen efter Amagerbanken koster de danske skatteydere 124,393 millioner kroner eksklusiv moms i rene salærer til advokatfirmaer, viser salærindstillingen hos Sø- og Handelsretten, som Frihedsbrevet har fået aktindsigt i.

Nordens største teflonfabrik, ACCOAT, der ligger i stationsbyen Kvistgård i Helsingør Kommune, har i løbet af det seneste år været genstand for en lang række kritiske historier i medierne.  Nu kan Frihedsbrevet fremlægge dokumenter, der viser, at teflongiganten ACCOAT har spredt misinformation til borgerne om deres brug af PFAS.  Eksperter vurderer, at ACCOAT bruger de samme argumenter som lobbyister i Bruxelles, der prøver at forsinke eller stoppe lovgivning, der begrænser brug af PFAS. “Det virker som et bevidst forsøg fra ACCOAT side for at skabe tvivl og neddysse bekymrede borgere," siger Xenia Trier, lektor i miljøkemi på Københavns Universitet til Frihedsbrevet. Hun mener, at ACCOATs påstande er et udtryk for en manglende forståelse af risikoen ved PFAS.

Landets soldater har i årevis råbt om mere i løn. Til stor frustration for flere soldater viser det sig nu, at dekorerede topchefer – til sammenligning med soldaterne – er blevet forgyldt med lukrative lønhop de seneste år. “Hvis man har været den dygtige dreng i klassen, så har man vel fået det, man skal have,” lyder det fra en admiral, der sidste år fik 26.541 kroner mere om måneden, end han gjorde i 2020.

Europapræsidenten for Bandidos MC, Michael “Kok” Rosenvold, døde torsdag morgen, 57 år gammel. Dødsfaldet skete af naturlige årsager, blot en uges tid efter at en anden af den danske rockerverdens markante profiler, Johnny Engelhof Nielsen kaldet “Badass”, gik bort i en alder af 58 år. Dermed er der aktuelt mandefald blandt det, man kan kalde kulturbærerne i de to klubber, der har domineret rygmærkemiljøet herhjemme de seneste fire årtier. Mens Badass de seneste mange år huserede i Sydspanien, holdt Rosenvold sig mestendels hjemme. I årtier boede han med hustru og børn i en strandvejsvilla tæt på klubhuset i Helsingør. Efter at ejendommen i 2023 blev solgt for 6,5 millioner kroner, erhvervede parret et hus i et mere tilbagetrukket område i byen, men ifølge Frihedsbrevets oplysninger nåede han aldrig at tage boligen i anvendelse. Det skyldtes blandt andet, at Rosenvold grundet det midlertidige forbud mod Bandidos var nødt til at varetage sin rolle som europapræsident fra udlandet. Af samme årsag kan man forudse, at hans arvtager formentlig skal findes i udlandet. 

For 10-15 år siden var jeg til et middagsselskab med en højtstående dansk embedsmand. Det meste af aftenen blev der snakket udenrigspolitik, og på et tidspunkt henledte jeg embedsmandens opmærksomhed på det stadigt tættere forhold mellem Kina og Rusland, som nu også omfattede fælles militærøvelser ude i Fjernøsten. Måske, spurgte jeg, er det på tide at følge den udvikling tættere, måske bliver det et problem for os i Vesten? Embedsmanden viftede afværgende med hænderne og sagde: Nej, nej, Rusland og Kina vil aldrig få et tæt forhold, de er dybt mistænksomme overfor hinanden, så det er der ingen grund til at være bekymret for. Som bekendt er det ikke gået, som embedsmanden forudsagde, og lidt af den samme ønsketænkning var vi vidne til for tre år siden efter den russiske invasion af Ukraine, hvor mange i vores del af verden troede, at Kina ville tilslutte sig Vestens fordømmelse af Rusland og lægge sin nabo på is. Kina valgte i stedet en interessedrevet kurs i forhold til krigen, som trumfede normer og værdier – et valg, et flertal af de kinesiske eliter ifølge et nyligt essay på den kinesiske nyhedsside Guancha forfattet af den sikkerhedspolitiske ekspert Chen Yawen er ganske godt tilfredse med.  Samhandlen mellem de to lande er siden krigsudbruddet vokset eksplosivt og rundede sidste år 244,8 milliarder dollar, det højeste nogensinde. I 2021, altså før krigen, tegnede Kina sig for 18 procent af Ruslands samhandel med omverdenen, mens EU stod for godt halvdelen, 51 procent. Sidste år var Kinas andel af Ruslands udenrigshandel vokset til 34 procent, altså næsten en fordobling på bare tre år. For at tage temperaturen på det russisk-kinesiske forhold fra et amerikansk perspektiv har jeg talt med Brian Carlson, der er professor på US Army War College i Pennsylvania, hvor han forsker i sikkerhed i Stillehavsregionen med særligt fokus på forholdet mellem Kina og Rusland.  For en god ordens skyld: I denne sammenhæng taler Brian Carlson på egne vegne, ikke på vegne af det universitet, han er ansat på. Brian Carlson har boet en årrække i både Rusland og Kina, så han kan vurdere situationen set fra både Moskva og Beijing.

For lige at tage sorgerne på forskud‚ så bliver dette min sidste stuegang i et længere stykke tid. I værste fald i hele seks måneder. Jeg er nemlig blevet idømt karantæne af Folketingets præsidium for noget så specielt som  “manglende situationsforståelse”, og hvis man som læser hænger på til slutningen af denne beretning, har jeg tænkt mig at uddybe, hvordan jeg er havnet i denne prekære situation. Men først skal vi tilbage til den 27. marts, om eftermiddagen, hvor jeg i udkanten af Borgens perimeter observerede forhenværende folketingsmedlem og nuværende direktør for Økologisk Landsforening, Rasmus Prehn (S). Han stod i det funklende klare solskin og talte i telefon, og vi fik lige vinket til hinanden, og ved selvsyn kunne jeg konstatere, at Prehn var i bedre humør end nogensinde. Jeg taler om supergodt humør, simpelthen. Der er heller ikke noget, der er så befordrende for folketingsmedlemmernes sindstilstand som at slippe ud af Borgens musehjul og så få sig en ordentlig, fed lobbytjans. Som Kamala Harris sikkert ville sige det, var Rasmus Prehn blevet en person, der nu var “ubebyrdet af det, der kunne have været.” 

Der findes to forskellige versioner af et centralt dokument i sagen om den kriseramte Frederikshavn Havn.  Det oprindelige dokument, som havnen sendte til kommunen, i håb om at det ville nå frem til byrådet, og en censureret udgave af samme dokument, hvor datoen og en central passage om, hvordan havnens økonomi kunne reddes, er fjernet. Frihedsbrevet er kommet i besiddelse af begge notater og kan på baggrund af dem afsløre, hvordan kommunens kommunaldirektør, Thomas Eriksen, og den nu daværende borgmester i Frederikshavn Kommune Birgit S. Hansen (S) i flere måneder tilbageholdt det afgørende notat for byrådet. Da byrådet endelig fik adgang til notatet, var det den mørklagte udgave, de fik: Datoen var overstreget, og et afsnit var på mystisk vis forsvundet.  Ifølge Roger Buch, kommunalekspert og forskningslektor på Danmarks Medie- og Journalisthøjskole, der har læst begge udgaver, skylder kommunen en forklaring. “Det giver borgmesteren en kæmpe fordel at kende til materialet i flere måneder før byrådet. Hun har haft tid at tænke og udvikle strategier og løsningsmodeller, hvorimod byrådet ikke har haft samme mulighed for at være velforberedt,” siger han og fortsætter:

Som medlem af fagforeningen Dansk Journalistforbund har man en særlig fordel, hvis man er utilfreds med sin arbejdsgiver.  Med åbne øjne omgår Dansk Journalistforbund nemlig reglerne i den danske model og kører rundt og afleverer kuverter med kontanter i til deres medlemmer, når de strejker i strid med overenskomsten og derfor er blevet trukket i løn af deres arbejdsgiver. En gylden regel er ellers, at medarbejdere kun må strejke i forbindelse med overenskomstforhandlinger. Hvis det sker, har forbundet en strejkekasse, der kan dække ens tabte lønindtægter.  Men hvis medarbejderne til gengæld nedlægger arbejdet, mens overenskomsten er gældende – i det, man kalder fredstid – er strejken overenskomststridig. Her bliver medarbejderen trukket i løn uden kompensation fra fagforeningen. “Den slags sager må DJ (Dansk Journalistforbund, red.) ikke støtte, hverken økonomisk eller politisk,” hedder det i et internt dokument fra Dansk Journalistforbund, som Frihedsbrevet er kommet i besiddelse af. 

Seks tidligere ansatte fra den skandaleramte bostedskæde Frisk-Pust fortæller om en kultur med voldsomme magtanvendelser imod de psykisk sårbare beboere på bostederne. De fortæller blandt andet, at personalet flere gange bevidst har undladt at indberette magtanvendelser til myndighederne – andre gange er indberetningerne blevet omskrevet.

Danske læger er vilde med at købe aktier i Novo Nordisk og arbejder i stor stil for medicinalindustrien. Det kan Frihedsbrevet beskrive efter at have lavet en omfattende granskning af de økonomiske bånd, som viser, at Novo Nordisk og andre aktører har udbetalt over 100 millioner kroner til de danske læger siden 2023. Ifølge flere kritikere er læger afkoblet fra den virkelighed, der gælder for andre offentligt ansatte.

124 ansatte hos Nordisk Råd betaler ikke en krone af deres løn til skat. Det har de nordiske politikere besluttet. I stedet betaler de ansatte en afgift af lønnen til Nordisk Råd. Reglen vækker undren blandt skatteeksperter, mens to skatteordførere kalder det “urimeligt” og “tåbeligt”. Selv svarer Nordisk Råd, at den afgift, de ansatte i stedet betaler til Nordisk Råd, kommer alle de nordiske lande til gode.

Fri­heds­bre­vet får kri­tik for annoncevideo Fri­heds­bre­vet brag­te i peri­o­den fra den 26. april til den 15. maj 2024 en annon­ce­vi­deo som en del af Fri­heds­bre­vets kampag­ne ”Ope­ra­tion 5000” om kampag­ne­mål om nye medlemmer. I video­en udtal­te ansvars­ha­ven­de che­fre­dak­tør Mads Brüg­ger, at en for­mand for en orga­ni­sa­tion, som hjæl­per sår­ba­re og udsat­te kvin­der, ”udsæt­ter kvin­der for… Continued

I den støvede horisont uden for den nybyggede villas vinduer er solen på vej ned – men selvom det tiltagende mørke fremhæver maleriernes pangfarver, må Kristian von Hornsleth både sprælle, pege og tysse for at bevare sit publikums opmærksomhed.  “Hvem er det, der snakker?,” halvråber Hornsleth gennem stuen i den til lejligheden lånte villa med et mønstret vægtapet så gyldent, at man på intet tidspunkt glemmer, at det er Dubai, vi befinder os i.  Nok har respektløshed altid været en dyd i Hornsleths værker, men jo ikke over for kunstneren selv, så hvad ligner det at stå og sludre nede i baren, bare fordi den er gratis?  “Ssssh!” Opgaven tager han alvorligt, for i aften er det kunstneren, der har købt billet for at se publikum, ikke omvendt. Dels af nysgerrig, dels af nød: Sagen er, at Kristian von Hornsleth, den arkitektuddannede provokunstner på 61 år, i årtier har levet af at forarge og forføre befolkningen. Hornsleth, du ved, manden, der “privatiserede” 100 britiske hjemløse og stiftede et anpartsselskab, der udelukkende investerer i våbenaktier. Ham, der med et beskedent antal geder overbeviste en hel afrikansk landsby om at tage Hornsleth som efternavn.  Alt sammen for at “spejle” danskernes påståede vulgære, asociale, narcissistiske og kalorielette tilværelse i en verden, der lider. Det er ham, Hornsleth, som tager alle farverne og den bredeste pensel i brug og signerer hvert et produkt med sit eget navn, med dollar-tegn og det tilkøbte “von” i centrum af det hele. Har kritikere fortalt ham, at hans kunst er usmagelig, har han svaret, at det håber han skam også, at vedkommende synes. For den smag er, hvad Hornsleth mener at have udstillet siden slutningen af 1990'erne: Danskernes magelige og vulgære dårligdomme. Vi har lullet os selv i søvn og glemt at tro på andet end os selv, har den underliggende, men også demonstrativt højlydte pointe fra Hornsleth lydt: Vi er for nihilistiske, for kapitalistiske, for egoistiske og individualiserede. For åndeligt dovne. For amerikanske.  Sådan lød hans mantra op gennem de frie 90'ere, de rige 00'ere og i løbet af de globale 10’ere, hvor Hornsleth, trods manglende anerkendelse fra det kunstneriske parnas, har formået at kommercialisere som få af sine kollegaer. MEN. Dén mand vækker ikke længere den nødvendige opsigt hjemme i Danmark.  Det gør han til gengæld herude, i det golde ørkenlandskab, hvor Hornsleth øjner chancen for at genvinde troværdighed som ham, der spidder og spejler sin samtid med provopop og dårlig samvittighed. Hvad fortæller den erkendelse om den danske folkesjæl? At Hornsleth nu erkender, at det hjemlige marked er mættet af hans provokunst, og at han ser et større potentiale i at sælge sine værker til danskere bosiddende i Dubai – et autoritært islamisk regime uden ytringsfrihed og demokrati, et de facto skattely med påstået geopolitisk neutralitet.  Spørgsmålet har naget mig, siden jeg for et par måneder siden hørte om Hornsleths ambition.  For hvis det er sandt, at værdien af Hornsleths kunst, som kunsthistoriker Jonas Bergstrøm beskriver i coffeetable-bogen SUPER CRASH, er, at den er “konfrontatorisk spejlende”, må man nødvendigvis spørge:  Hvad ser vi i Hornsleths spejl anno 2025? Det er det, jeg har inviteret mig selv med til festen og er rejst til Dubai for at observere.

Johnny, “Skomager”, “Badass”. Kært barn har som bekendt mange navne; således også Hells Angels-veteranen Johnny Engelhof Nielsen, som i den forgangne uge døde, 58 år gammel. Dødsfaldet var naturligt. Forstået på den måde at han under boksetræning forleden fik et ildebefindende og blev overført til et hospital i Marbella-området i Sydspanien, hvor han de seneste mange år har boet.