Christina Lagoni

Fri Spark kan ikke længere komme uden om Gry Marita og Alf-Inges yngste: Erling Braut Haaland fra lavlandet i det sydvestlige Norge er ved at manifestere sig som en af fodboldhistoriens største målscorere. Fri Spark har talt med to kronvidner til fænomenets udvikling, og af grunde, der forhåbentligt giver mening for andre end Fri Spark, runder vi både norske navnestatistikker, Fjodor Dostojevskij og hedengangen norsk sigøjnerrock.

Siden Ruslands invasion af Ukraine for godt et halvt år siden har Vesten pålagt Rusland den ene sanktionspakke efter den anden i håb om at svække Vladimir Putin så meget, at han ikke længere kan føre krig i Ukraine og ikke har ressourcer til at gøre det andre steder. Desuden har en lang række vestlige virksomheder sanktioneret sig selv ved at forlade det russiske marked. Hvordan er det gået, og hvordan ser fremtiden ud for russisk økonomi? Det ser jeg på i denne uges Fri Tænkning.

I dag skal vi fortælle dig om vores besøg på vinbaren Ved Stranden 10. Velsignet med en beliggenhed midt i brostensdelen af Indre By, hvor der er masser af sol og masser at kigge på, kommer stedet jo godt fra start. Men som bekendt kræver det mere end dejlige dråber og en god location at overvinde vores hjerter…

Det var ikke hvem som helst, den konservative partiformand Søren Pape Poulsen trykkede hænder med under sin meget omdiskuterede private ferie i Den Dominikanske Republik i 2018, mens han var justitsminister. Under besøget poserede Søren Pape Poulsen med justitsministeren i Den Dominikanske Republik Jean Alain Rodríguez Sánchez, der i dag er hovedmistænkt i en kæmpe korruptionssag i det caribiske land. En sag, der strækker sig fra 2016 til 2020. Selvom Søren Pape Poulsen var på ferie, aftalte han og Jean Alain Rodríguez Sánchez at styrke det internationale samarbejde på retsområdet mellem Danmark og Den Dominikanske Republik. Det viser sagens dokumenter, som Frihedsbrevet har fået aktindsigt i. Ifølge en pressemeddelelse fra justitsministeriet i Den Dominikanske Republik deltog flere afdelingschefer fra ministeriet desuden i mødet.

Efter flere dages ophedet debat om statsminister Mette Frederiksens udtalelser om konsekvenserne af Konservatives økonomiske politik dukkede et nyt notat fra Finansministeriet pludselig op på alle større nyhedsmedier torsdag formiddag. Timingen for den pludselige offentliggørelse af Finansministeriets notat er betænkelig, mener Rasmus Jarlov, finansordfører for Konservative. Han hæfter sig ved, at beregningen tilsyneladende er lavet på rekordtid, og det får ham nu til at beskylde regeringen for at misbruge embedsværket til at føre rendyrket partipolitik og valgkamp.

Skal man tro flere af landets politiske analytikere og kommentatorer, er Mette Frederiksen på trods af sin forkerte påstand om Konservatives politik lykkedes med at sætte antallet af offentligt ansatte på dagsordenen. Katten er med andre ord ude af sækken, og flere efterspørger nu svar på, hvor mange færre offentligt ansatte Konservative selv vurderer, at partiets økonomiske politik vil medføre. I et interview med Rasmus Jarlov har Frihedsbrevet forsøgt at blive klogere på netop dette spørgsmål. Det skulle dog vise sig, at være lettere sagt end gjort.

Christian Have er her, der og allevegne og må være en af de travleste mænd i dansk kulturliv. Men selvom han må have travlt som få, er han tilsyneladende til at få fat i, hvis man har brug for et nyt bestyrelsesmedlem eller en ny kommunikationsrådgiver. Sideløbende med en glorværdig karriere som bestyrelsesmedlem i en lang række kulturinstitutioner er Christian Have rejsende i kommunikation og kulturanalyser og beskrives af flere som en af de mest magtfulde mennesker i kulturbranchen. Christian Have formår at arbejde i det skjulte. Han er vellidt, positiv og en mester i at tale kulturen op. Det er derfor, politikerne godt kan lide ham, og derfor han kan være en gevinst for enhver bestyrelse i kulturbranchen. Men når kulturens mest magtfulde personer skal nævnes, er det aldrig Christian Have, der bliver nævnt – selvom han måske burde figurere helt i toppen af magthierarkiet.

I dag skal det handle om kvindekønnet. Tilfældigvis er det sådan, at forfatteren Niels Frank lige har udgivet et stort værk om sin søster Elin, der sidst i marts 2021 blev myrdet af sin mand, som hun var ved at blive skilt fra. Manden skød hende foran parrets to voksne sønner. Det er en tragisk historie, der meget passende har fået titlen Fanden tage dig. Samtidig har digteren Harald Voetmann udgivet nogle virkeligt spøjse digte betitlet Hetærebreve; de er inspireret af en terrakotta-figur af en prostituerets sko fra det 2. århundrede. Under terrakottaskoen står der på græsk ”Følg mig”. Så kunne kunden finde beskeden og følge i sporet på kvinden. I sine digte lader Voetmann hetæren få ordet. Endelig har en af dette lands mest suveræne forfattere, nemlig meget kvindelige Ida Jessen, udgivet en god håndfuld essays, der handler om litteratur, om liv og død og kærlighed, men også visse steder om det med kønnet. Den essaysamling hedder Endnu en bog jeg aldrig skrev, og den skal vi også gennemstrejfe.

Endnu en møgsag rammer velfærdsdirektøren Mette Gadegaard og hendes koncern, der i årevis skovlede penge ind fra det offentlige ved at tilbyde staten ydelser til voldsramte, arbejdsløse, psykisk syge og andre socialt udsatte borgere. I 2020 mistede Mette Gadegaard nemlig en milliondyr behandlingsopgave med kriminelle misbrugere, efter hun flere gange overtrådte reglerne i Herstedvester Fængsel og udviste for meget personlig interesse i flere indsatte.

En af de sager om jihadistiske fremmedkrigere fra Vesten, som har fyldt mest i internationale medier – og i særdeleshed i Storbritannien – er sagen om Shamima Begum. Hun rejste i 2015 til Syrien og blev en del af Islamisk Stat bare 15 år gammel sammen med sine veninder Kadiza Sultana og Amira Abase, som begge er døde. Under sit ophold hos IS blev Begum gift med den hollandske IS-kriger Yago Riedijk, og sammen fik de tre børn, som alle sidenhen er døde. Begum opholder sig nu i den kurdiskkontrollerede fangelejr al-Roj i det nordøstlige Syrien. Sagen er interessant, fordi den viser kompleksiteten i sagerne om de vestlige fremmedkrigere og samtidig på ny rejser spørgsmålet om, hvad vi skal stille op med dem. Derfor stiller jeg i denne uges Fri Jihad skarpt på sagen om Shamima Begum.