Som højtstående mafiaboss var han med til at planlægge, beordre og udføre en lang række af de spektakulære og skruppelløse attentater, som i begyndelsen af 1990’erne hærgede Sicilien. Efter 25 år bag tremmer blev han i 2021 prøveløsladt for god opførsel. Under overvågning og med begrænset bevægelsesfrihed.  Men for nylig blev restriktionerne ophævet, og nu er Giovanni Brusca med tilnavnet “Svinet” en fri mand. Og selv om flere føler sig krænket over løsladelsen, peger andre på, at det er en rimelig pris at betale for bekæmpelsen af mafiaen. For de fleste italienere er Brusco synonym med et af de mest kendte bombeattentater i landets nyere historie. Drabet på dommeren Giovanni Falcone, som repræsenterede et hidtil uhørt håb om, at mafiaen kunne bekæmpes. Braget kunne høres over det meste af den sicilianske hovedby Palermo, da den tonstunge bombe tidligt om aftenen den 23. maj 1992 detonerede under Giovanni Falcones bil. Den 53-årige dommer, der var på vej til lufthavnen, blev dræbt på stedet. Det samme gjorde hans hustru og tre livvagter. Timingen var ikke tilfældig. Den såkaldte Maxiproces var under behandling i den italienske højesteret. Affæren blev dengang kendt som verdens største straffesag, og det ville være det 20. århundredes groveste underdrivelse at kalde retsopgøret en torn i øjet på den sicilianske mafia. Ved sagens begyndelse i februar 1986 var 475 mænd tiltalt for alt fra afpresning og drab til narkosmugling og anden form for organiseret kriminalitet. 338 mafiosi blev dømt, heraf flere in absentia, da de aldrig dukkede op i retten. 19 blev idømt fængsel på livstid, mens de øvrige tilsammen fik 2.665 års fængsel.

Til denne uges Fri Tænkning har Flemming Rose læst den schweizisk-italienske forfatter Giuliano da Empolis fascinerende og tankevækkende essay Rovdyrenes tid, der udkom på dansk i den forgangne uge.

ATP prædiker endnu en gang ét, men gør noget andet. I årevis har det nemlig lydt, at pensionskassen vil være bannerfører for en ansvarlig skattepolitik.  Men ATP har alligevel investeret danskernes pensionsmidler side om side med den danske rigmand Hans-Christian Bødker, der har adresse i den schweiziske alpeby Verbier.  Det er foregået i pensionskassens interne kapitalfond, hvor få udvalgte rigmænd har kunnet investere deres formuer sammen med danskernes pensionsmidler under særdeles gode vilkår.  “Der er mange forskellige opfattelser af, hvad ‘skattely’ er, og der findes ikke nogen klar definition,” lyder forsvaret fra ATP.

Hvis man har fulgt med i dansk politik de seneste år, har man ikke kunnet undgå at lægge mærke til Lars Boje Mathiesen. Den indvandrerkritiske politiker har været særdeles dygtig til at markere sig i den offentlige debat, og særligt på Facebook har han et godt tag i vælgerne. Den aarhusianske stemmesluger og fritidsmusiker var en markant profil i Nye Borgerlige – men han forlod partiet i foråret 2023 under et gigantisk og meget velbeskrevet drama.  Kortvarigt var han blevet formand for partiet, men det var han i ikke mere end en måned, før han blev ekskluderet.  Baggrunden var blandt andet et krav om et enormt formandshonorar, som over fire år ville indbringe ham 2,4 millioner kroner.  Frihedsbrevet har tidligere kunnet afdække, hvordan Boje ifølge flere kilder forsøgte at lyve sig til honoraret ved at sige, at han havde opbakning til det i folketingsgruppen.  I dag har Boje stiftet Borgernes Parti, der er opstillingsberettiget til Folketinget, men skeletterne i skabet fra Lars Boje Mathiesens tid i Nye Borgerlige spøger stadig. Den markante politiker fik nemlig Nye Borgerliges partikasse til at refundere udlæg på 35.848 kroner. Det dækkede blandt andet over undertøj, strømper og en MacBook.

Hos Nimbi GameLab – Danmarks Institut for Spiludvikling – uddeler man offentlig støtte til udviklingen af danske computerspil.  Hvem der skal have pengene, er op til bestyrelsen, der er nøje sammensat af animatører, spiludviklere og folk fra computerspilbranchen. Og så er der Christian Walther Øyrabø, der har lavet en virksomhed, der sælger p-skiver og andet elektronisk habengut til biler. Det er Kulturministeriet og altså i sidste ende kulturminister Jakob Engel-Schmidt (M), der har udpeget den lønnede bestyrelse.  I den sammenhæng er det værd at nævne, at Christian Walther Øyrabø var en af pengemændene i Moderaternes erhvervsklub, der var hemmelige, indtil Frihedsbrevet i maj kunne afsløre, hvem der var med til at finansiere Moderaterne. Men håndplukningen af p-skivesælgeren til computerspilinstituttet har intet at gøre med det finansielle bidrag, Øyrabø har givet til Moderatene, hvis man spørger Jakob Engel-Schmidt.  “Det er, fordi han er en af de dygtigste tech-iværksættere, vi har her i landet. Hvis du ser på antallet af virksomheder, der er vokset, så er hans en af dem, der har vokset mest. Og jeg synes, at det er rart, at mennesker, der ved, hvad de taler om, også kan bidrage,” fortæller ministeren til Frihedsbrevet på Folkemødet.

Den californiske journalist og tidligere politiske rådgiver Gil Duran er bekymret og frustreret. Men også lettet over, at verden omsider begynder at lytte.  I årevis har han, nærmest som enmandshær, råbt vagt i gevær om de antidemokratiske ideer, der vinder frem i Silicon Valleys øverste lag. Nu ser han tech-fyrsternes visioner udfolde sig i fuld flor med Donald Trump i Det Hvide Hus.  Det, der engang virkede som hede, science fiction-agtige feberdrømme, præger nu den officielle politik i Washington, siger Duran til Frihedsbrevet og henviser til USA’s nye forhold til Kongeriget Danmark. “Donald Trump har længe været fascineret af Grønland,” siger Duran over en telefonforbindelse.  “Men det, vi ser nu, er, at fortællingen om øens geostrategiske placering og naturressourcerne flettes sammen med tech-verdenens ambitioner om at opbygge nye zoner, netværksstater, i Grønland.” En vision, som USA’s kommende ambassadør i Danmark, Kenneth Alan Howery, efter sigende deler, fortæller tre kilder til Reuters. Howery er en af Silicon Valleys gulddrenge. Den 49-årige iværksætter og investor var med til at grundlægge betalingsløsningen PayPal, som revolutionerede online-handlen, og senere venturefond-giganten Founders Fund med sin nære ven Peter Thiel. Nu står han overfor sit livs måske største og mest komplicerede aftale.  For hvis han bliver godkendt som ambassadør, hvilket ventes at ske i løbet af de næste par måneder, vil Howery formentlig blive Trumps spydspids i mulige forhandlinger om at indlemme Grønland i De Forenede Stater — noget, han ifølge venner var særligt tiltrukket af.

For ni måneder siden kunne Frihedsbrevet afsløre, hvordan overlægen Kristian Kærup Sloth gennem en årrække systematisk havde fejlbehandlet patienter i Regionspsykiatrien Randers. Efter afsløringerne er den øverste ledelse på psykiatrihospitalet i Randers fratrådt sammen med oversygeplejersken på Afsnit C. Det samme er psykiatridirektør Tina Ebler.  Efter Frihedsbrevets første afsløringer begyndte Region Midtjylland at gennemgå mere end 1.500 patientsager. Et tal, der siden er vokset, og i alt er 1.597 patientsager gennemgået i dag. Frihedsbrevet er nu gennem et lækket dokument kommet i besiddelse af konklusionerne af den omfattende undersøgelse, som Region Midtjylland påbegyndte i september 2024. Ud af de 1.597 sager vurderes det, at “i alt 221 patienter" har modtaget en så elendig behandling, at “der kan være sket en skade, der kan berettige til erstatning”.

Sideløbende med Amira Smajics rolle som muldvarp i TV 2-dokumentaren Den Sorte Svane var hun samtidig meddeler for politiet.  Men det var ikke kun den kriminelle underverden, hun gav politiet informationer om. Politiet brugte nemlig også Amira Smajic til at overvåge, indsamle og videregive informationer om journalisterne på Frihedsbrevet og TV 2.

På en vindblæst parkeringsplads i Valby lader den kommunistiske revolution vente på sig.  Pladsen tilhører en særlig opbragt fraktion af fagforeningen 3F, som har til huse på samme matrikel, og som denne torsdag har rejst en hvid pavillion i anledning af en noget stedmoderlig fejring af “den såkaldte Grundlov”, som man konsekvent beskriver landets forfatning her på pladsen. Klokken 13.00 skulle det anti-elitære symposium truttes i gang af orkesteret Røde Horn, men det ni mand store orkester inklusiv dirigent kommer stadig langsomt dryssende nede fra skuret.  Afmålt tålmodighed er en dyd her på pladsen; man er vant til at vente på, at folket rejser sig. Mens fortroppen venter, handles der lunkne hof, som drikkes af flasken, og flasker med rødvin, som skænkes i fadølsglas.  I mellemtiden kan vi jo nå at notere, hvorfor også Frihedsbrevet har fundet en plads på bænken:  Som vi skrev i kapitel 1 af artikelserien Regeringens kur mod svaghed i ånden, er udtrykket “åndelig oprustning” blevet den politiske verdens nye yndlingsudtryk.  Det opstod i regeringen, har bredt sig til primært borgerlige kredse – men hvad tænker den rødeste del af befolkningen? De faglærte, de organiserede i Socialdemokratiets ældste bagland og de få, der stemmer til venstre for Enhedslisten? Kan de se en fidus i muligheden for endelig at kunne tale et kollektivt, folkeligt fællesskab op og det amerikanske overherredømme ned, som de i årtier har forsøgt?  Selv Radikale Venstre, kommunisternes gamle med-pascifister, har måttet overgive sig til den nye sværmeriske trend. Forleden afholdt partileder Martin Lidegaard en dagskonference med titlen “Vores indre forsvar” hos foreningen Grundtvigsk Forum på Vartov i København.  Så omsiggribende er begrebet blevet, at Kristeligt Dagblad i sidste uge foretog en analyse, der viser, at 48 procent af danskerne er enige i, at Danmark “har brug for en åndelig oprustning”. 16 procent erklærer sig uenige.  Resten svarer hverken eller, og hvis det skyldes uklarhed om, hvad regeringens ønske helt præcist indebærer, forstår man dem godt. Det er nemlig noget fluffy.  Lidt nærmere kom vi en definition tidligere samme morgen, mens pavillonen i Valby blev sat op. I sin grundlovstale på Rødding Højskole i Sønderjylland gentog statsministeren behovet for en vilje til at genfinde “noget, der bor dybt inde i os”. Noget, der skal hjælpe os “som land og som folk”, blandt andet mod “et uacceptabelt pres” fra USA. Det må da være noget for den yderste venstrefløj. Asfalten, vi har indtaget, tilhører en fraktion af fagforeningen 3F, som tæller omtrent 9.000 bygge-, jord- og miljøarbejdere. Tømrere, murere, snedkere, den slags.  Inden jeg cyklede herud, spurgte jeg en bekendt med erfaring fra 3F’s verden, hvad der kendetegner netop denne gruppe organiserede, rent ideologisk:  “Det er så langt ude på venstrefløjen, du kan komme inden for fagbevægelsen,” svarede vedkommende. Og min bekendtes politiske vurdering synes da også umiddelbar troværdig: I midten af bord- og bænkesættene sælger to yngre mennesker ud af en større bunke ternede kufiya-tørklæder i henholdsvis rød og sort; tørklæderne koster 150 kroner og forsvinder forbløffende hurtigt.  De fleste købere har gråt hår og er i forvejen udsmykket med talrige badges, t-shirts med marxistiske revolutionære skikkelser som Che Guevara og andre former for politiske identitetsmarkører. I den mindre subtile, mere krævende ende finder man en aldrende kvinde, som på ryggen af sin postkasserøde regnfrakke har hæftet et stort, firkantet ark fast med fire store sikkerhedsnåle. “EU er verdens 2. største våbeneksportør – også til diktaturlande,” står der på det.  Dagens konferencier hedder Rikke Carlsson, hun er formand for Danmarks Kommunistiske Parti, som altså stadig eksisterer. Hun beværter arrangementet sammen med 3F og Folkebevægelsen mod EU. Mellem to cigaretter går kommunisternes formand op til podiet og beklager sig over, at “det hele handler om oprustning, og det er hele vores velfærd, der går dertil”. Men så er det godt, at vi findes, tilføjer hun og byder velkommen til dagens første taler:

Kong Frederik har netop fået en ny honnørmarch, som er blevet til efter en åben konkurrence, hvor komponister kunne dyste om, hvem der skrev den bedste march til kongen. Dansk Komponistforening kritiserer forløbet i hårde vendinger. De mener, at konkurrencen var spild af tid, en makaber opfordring til gratis arbejdskraft, og konkurrencen levede desuden ikke op til komponistforeningens retningslinjer i forbindelse med konkurrencer.

Den ene mere gruopvækkende og bekymrende sag efter den anden kommer nemlig frem i lyset, efterhånden som vi på Frihedsbrevet har gravet os ned i sager om anbringelser på en række private bosteder rundt i landet.  Vi har afsløret, hvordan udsatte unge er blevet anbragt på bosteder, som har brudt loven og svigtet deres ansvar. Der er eksempler på, hvordan psykisk syge og sårbare borgere bliver truet med tæsk, får tilbudt puffbars for at dulme nerverne og i det hele taget bliver udsat for alle tænkelige former for svigt.   Vi er også i fuld sving med at kortlægge det ofte snedigt udtænkte spindelvæv af selskaber, som bagmændene har spundet til lejligheden.  Tilsammen tegner sig konturerne af en omfattende skandale, hvor en lille gruppe mennesker trækker store millionbeløb ud til sig selv og ser stort på love og regler.

Danmarks ældste rockerklub, Hells Angels (HA), er kommet i store problemer, efter at organisationens amerikanske hovedkontor er blevet opmærksom på en video, der dokumenterer optagelsen af medlemmer med afrikanske rødder. Så store, at mindst en afdeling risikerer at blive suspenderet fra det internationale broderskab. Det har flere kilder med indblik i miljøet den seneste tid fortalt til Frihedsbrevet. Grundet sagens karakter har kilderne betinget sig anonymitet. Frihedsbrevet har tidligere beskrevet, at optagelsen af tre tidligere medlemmer fra den nedlagte gadebande NNV udløste ballade for de danske HA’ere. Det skete i slutningen af 2023, hvor HA tog problemstillingen op på et såkaldt verdensmøde i Brasilien. Her stod klubben fast på et knæsat princip om, at personer af afrikansk afstamning ikke kan optages.

Til denne uges Fri Tænkning har jeg talt med den politiske filosof Jason Brennan, forfatter til bogen Against Democracy. Brennan er til daglig professor på Georgetown University i Washington D.C., hvor han forsker i grænseområdet mellem filosofi, statskundskab og økonomi med fokus på etisk ledelse og demokratisk teori. Han er også chefredaktør for fagtidsskriftet Philosophy and Public Affairs og forfatter til en lang række bøger. Vi talte om, hvad der er galt med demokratiet, om der findes alternativer, og om hvorfor politisk engagement har det med at få det værste frem i folk og gøre dem dumme, ulykkelige og vrede.  Det er en udbredt opfattelse, at der bør være respekt for politisk engagement i et demokrati; at det er beundringsværdigt at engagere sig lidenskabeligt i politik i et demokrati for at realisere det, man tror på; at vi med ærefrygt bør hylde vores demokratiske styreform. Ifølge Jason Brennan ser virkeligheden anderledes ud. Med henvisning til et hav af studier og eksperimenter i politisk psykologi konkluderer han, at politisk deltagelse i et demokrati underminerer gensidig respekt og hensyntagen. Demokratisk politik får os ofte til at hade hinanden, selv når der ikke er grund til det.  Og endnu værre: Den konflikt mellem dem og os, som præger demokratisk politik, tager vi med os ind på andre områder i samfundet, for eksempel i forbindelse med rekruttering af medarbejdere, hvor studier i USA viser, at demokratiske chefer foretrækker demokratiske medarbejdere i en situation, hvor en jobansøger med republikansk baggrund er klart bedre kvalificeret, og omvendt. I et demokrati som det amerikanske får politiske debatter om trivielle spørgsmål ligeledes ofte et apokalyptisk skær, selv om det ikke drejer sig om eksistentielle anliggender eller om den fundamentale indretning af samfundet: Skal marginalskatten hæves eller sænkes med tre procent? Skal der afsættes fem procent færre eller flere penge til uddannelsessektoren? Det strides politikerne og deres vælgere om, som om jorden er ved at gå under. Jason Brennan mener, at der er tre grunde til, at politik gør os til situationsbestemte fjender. For det første, fordi politiske beslutninger altid omfatter et begrænset antal muligheder; for det andet, fordi politiske beslutninger er monopolistiske; alle tvinges til at acceptere den samme løsning, og for det tredje, fordi politiske beslutninger i sidste ende påtvinges borgerne ufrivilligt og om nødvendigt med magt.  For at illustrere sin pointe spørger Brennan, hvordan det ville være, hvis vi som borgere skulle afholde demokratiske afstemninger om, hvilken pizza vi skal købe, eller hvilken popstjerne vi skal lytte til. Derfor mener Brennan, at vi skal overlade så få anliggender som muligt til det politiske system.

Almindeligvis, når der er sådan nogle åbent hus-arrangementer her på Christiansborg, er der i omegnen af to repræsentanter fra hvert parti, der har stjernestatus af den kaliber, at de nemt kan tillade sig at være til sådan et. Hvis man er interesseret i eksempler på, hvem det kunne være, kan man bare gå ind på Folketingets hjemmeside og finde Socialdemokratiets folketingsgruppe. De har rigtig mange, der burde være til et arrangement som det, der afholdes her i dag. Men de er her ikke.  Faktisk er der ikke rigtig nogen fra Folketinget til stede her på Christiansborg i dag den 5. juni, hvor der har lydt en åben invitation fra Folketinget til den brede befolkning om at komme på besøg, så Grundlovsdagen kan fejres i fællesskab.   Lederne af blå blok er på Fyn til et fællesarrangement. Alex Vanopslagh har endda holdt orlov fra sit barselsorlov for at være til stede, hvor den helt store nyhed virker til at være offentliggørelsen af, at de i september holder, hvad de kalder en fælles borgerlig konvent. Blå blok prøver virkelig at give et indtryk af, at de har forenet sig.  Mens de er på Fyn, er Mette Frederiksen (S) i Sønderjylland på en eller anden højskole, hvor hun holder en grundlovstale om, at børn har for meget skærmtid.  Troels Lund Poulsen (V) er til NATO-møde i Bruxelles, så Stephanie Lose (V) er sendt til Vordingborg, hvor hun siger lidt om nogle huller i en ost og meget om Forsvaret på den forudsigelige måde. Og så kan jeg på Instagram se, at Lars Løkke Rasmussen (M) er til Moderaternes 3-års fødselsdag, hvilket alle på internettet har modtaget en åben invitation til. Den er der virkelig ikke mange, der har indløst, men det har Lars Løkke altså. De er med andre ord ikke på Christiansborg i dag. Men det er der til gengæld rigtig mange andre, der er.  Grundlovsdag på Christiansborg er kulturnat for dem, der er så offentligt ansatte, at de har fri en dag som i dag. Klokken lidt over 10 begynder børnefamilier at strømme igennem sluserne, og der står folketingsbetjente klar med ikke-engangsflag, som de deler ud til enhver.  Oppe i Vandrehallen er der drikkevarer ad libitum, herunder de der kartonvand. Postevand hedder firmaet, og jeg tør ikke tænke på, hvor stor en del af deres årlige omsætning, der kommer fra deres aktiviteter her i Folketinget. Til ethvert arrangement er der gerne fyret et bord op med 50 af sådan nogle.  Jeg hader at være småborgerlig, men jeg tør omvendt ikke at tænke på, hvilket ressourceforbrug Folketinget har på ligegyldigheder af en kartonvand-kaliber.  Der begynder at komme mange børn op ad trapperne, men jeg har til gengæld endnu ikke set én eneste folketingspolitiker foruden lige et af de færøske mandater, Sjúrður Skaale. Nu er det svært for mig at genkende samtlige af de politikere, der befinder sig allerbagerst i Socialdemokratiets bagkatalog, men de er her umiddelbart ikke. Det er ærgerligt, for nede mod Folketingssalens indgangsparti har man placeret en to meter høj grundlov, hvor man bliver opfordret til at skrive sin egen paragraf ind i. På et skilt står teksten “Skriv din egen paragraf! § 90”, og til at ledsage dette er der en forklaring om, at det er meget svært at ændre Grundloven, men at det faktisk godt kan lade sig gøre. Og så opfordres man til at skrive en ekstra paragraf, altså paragraf § 90, idet der hænger nogle papirsedler ved siden af med netop det paragrafnummer på.  Nogen har valgt at udnytte chancen for at få en ny lov i Grundloven til banaliteter, fx er der på en ophængt seddel skrevet “Alle børn må få slek (sic)” og så har Thorbjørn på 5 år skrevet ind i Grundloven, at der skal være “pæne og rene skoletoiletter”. Løsninger, der kræver mere stat, og som man umiddelbart godt ville tænke, de sagtens selv kunne indfri.  Selv udnytter jeg denne mulighed for at skrive en ny paragraf ind i Grundloven markant bedre.  Her er nemlig så kedeligt på Christiansborg i disse dage, det hele handler om ulve, udlændinge og Ukraine, og når det virkelig går kedeligt for sig, så siger partierne noget om pensionsalderen, og det hidser folk sig så op over, som om den politik, de indfører i dag, stadig kommer til at stå, når vi, den vedrører, bliver gamle.  Der mangler lidt spænding for at sige det, som det er.  Et moment af spænding fik vi at mærke i sidste uge, da Folketinget valgte at hæve deres løn med en forklaring om, at de samtidig sænkede deres pension, hvilket vil have en økonomisk effekt i, skal vi se, lige omkring… år 2090.  Dét fik selvfølgelig de danske medier op af stolene, men også det er allerede blevet en smule kedeligt.  Nej, vi har brug for PET-lovens tilbagekomst. Se, den vil kunne sætte gang i noget. Derfor glæder jeg mig til, at Folketingets medlemmer vil opdage, at jeg i dag har fået skrevet en ny paragraf i Grundloven ude i Vandrehallen: “§ 90 PET skal kunne masseovervåge befolkningen”.

Det kan være svært at forstå. Også for en minister. Milliardtab og fejlslagne investeringer har gjort ATP – som inddriver midler fra samtlige lønmodtagere – til en udskældt og omdiskuteret størrelse. Anderledes ser det ud i en lille, fjern afkrog af hele Danmarks pensionskasse, den interne kapitalfond ATP Private Equity Partners (ATP PEP). Her er der store milliardafkast. Men succesen i datterselskabet koster, og det er de danske lønmodtagere, der tager regningen. For millionerne regner ned over medarbejderne i den interne kapitalfond, der kan grine hele vejen til banken. De kan nemlig få udbetalinger på over 700 millioner kroner i bonusser, som Frihedsbrevet tidligere har afsløret. Det er på trods af, at ATP tidligere har sagt, at det var slut med at udbetale bonusser til de ansatte.

Ansatte i DR bliver hyppigt sendt omtrent tre minutters gang væk fra deres egne lokaler, for at holde møder til flere tusinde kroner på et nærliggende hotel, selvom DR Byen er spækket med mødelokaler.  Alene i 2024 blev der afholdt dagsseminarer i nabobygningen ‘Zoku Hotel' for over en kvart million kroner.

Med et enkelt pennestrøg fra Donald Trump blev det tydeligt, at de amerikanske tech-giganter kan påvirkes af præsidentens ønsker. De samme amerikanske tech-giganter dominerer dansk digital infrastruktur, viser en gennemgang, Frihedsbrevet har lavet. I sidste uge deaktiverede Microsoft mailkontoen tilhørende chefanklageren for Den Internationale Domstol (ICC) i Haag, Karim Khan, efter ordre fra præsident Trump, skriver Computerworld og DR.   Microsoft bekræfter over for Frihedsbrevet, at der er sket en såkaldt “frakobling” af en embedsmand fra Den Internationale Domstol. Men tech-giganten ønsker ikke at uddybe yderligere. Milliardvirksomheden har ellers lovet, at den slags tiltag som følge af politisk pres aldrig ville ske.  Senest til en charmeoffensiv i Strasbourg i kølvandet på Donald Trumps indsættelse: Her udtrykte Microsoft stor respekt og støtte til Europa og præsenterede i den forbindelse en række europæiske digitale forpligtelser. Brad Smith, næstformand og direktør for Microsoft Corporation, sagde, at Microsoft ville tage alle midler i brug, hvis europæernes digitale suverænitet skulle gå hen og blive truet, “herunder at føre retssager”. Frihedsbrevet har foretaget en gennemgang af data fra Data Center Map, som er en database over datacentre. Gennemgangen viser, at en tredjedel af de danske datacentre, der er registreret i registeret, er ejet af amerikanske tech-virksomheder. Faktisk er der flere datacentre, der er ejet af amerikanske virksomheder, end danske.

Tech-mogulen Peter Thiel står bag banebrydende virksomheder som PayPal og Palantir og var en tidlig investor i flere af Silicon Valleys største succeser. Men sideløbende med sine forretningseventyr har mangemilliardæren i det seneste årti opereret i kulissen som kongemager på den amerikanske højrefløj.  Det var Thiel, der forbandt Donald Trump med vicepræsident J.D. Vance, og i dag sidder adskillige personer fra Thiels netværk på nøgleposter i Trump-administrationen, hvor de er med til at støbe kuglerne til USA’s indenrigs- og udenrigspolitiske kurs.  Frihedsbrevet har interviewet teknologen Dave Troy om netværkets overstyrmand, deres idéer og præg på Washington. Som det første danske medie har Frihedsbrevet også talt med en anonym kilde, der i årevis forvaltede Thiels personlige formue. Dette er første artikel i Frihedsbrevets artikelserie ‘Trumps tech-milliardærer’.

Flere gange om året drager en diligence fra Danmarks Radio af sted til Helsingør for at holde seminar på det eksklusive Marienlyst Strandhotel. Her står den på alt fra faglige oplæg til lerdueskydning, teambuilding og afslapning. Prisen ligger på omkring 3.000 for halvandet døgn pr. person, og nogle gange kan der være 80 mennesker med på et seminar. “En skandale,” mener Pia Kjærsgaard fra Dansk Folkeparti, mens DR selv forklarer, at man overholder sig inden for egne beløbsgrænser og afholder seminarer på sædvanlig vis.

Hvis man i sit naive og idealistiske sind gik rundt og bildte sig selv ind, at Folketinget var åbent for offentligheden, og at pressen frit kunne bevæge sig rundt og berette fra demokratiets højborg, kan man godt tro om igen. Det bliver slået fast med syvtommersøm i en ny afgørelse, som Folketingets Præsidium har truffet, efter at Venstre-politikeren Jan E. Jørgensen har klaget over en reportage, som chefredaktør Mads Brügger skrev fra hans 60-års fødselsdagsreception i Folketinget. Afgørelsen trækker spor tilbage til et hidsigt opgør, der udspillede sig i Rigsdagen for godt 130 år siden. Dengang forsøgte en gruppe nærtagende politikere at lukke ned for presselogens “onde ånd” af en journalist, som skrev ting, de ikke brød sig om. Men inden jeg går i detaljer med den fascinerende historie, vil jeg lige opridse den aktuelle sag. Som den opmærksomme læser nok allerede har sjusset sig frem til, så handler mit nyhedsbrev i dag ikke om de artikler, vi har udgivet den seneste uge. Der er ellers nok at fremhæve. Men præmissen for, at de overhovedet kan blive til, er, at vi har en fri og uafhængig presse i Danmark. Og når huset er under angreb, er det tid til at forsvare sig. I bunden af denne tekst har jeg derfor indsat en række artikler, som jeg håber, du vil læse eller lytte til. Og nu til sagen. Jan E. Jørgensens velbesøgte selv-fejring blev afholdt den 20. februar 2025 i Folketingets mondæne kantine, Snapstinget. På balkortet fandt man blandt andre Jakob Ellemann-Jensen, der slog sig løs som en af snobberne fra Fritz og Poul, Lars Findsen, Bergur Løkke Rasmussen og Mogens Jensen. Sidstnævnte gik helt dybt i buffeten, fremgår det af reportagen. Københavns Drengekor var sågar hidkaldt for at synge “I østen stiger solen op”. Hvad der på overfladen måske lyder som harmløse ingredienser til en reportage, endte dog i en tekst, der mildt sagt ikke stod på ønskelisten hos fødselsdags-Jan. Det aktiverede så meget vrede i ham, at han selv røg til tasterne. Jan E. Jørgensen sendte en officiel klage til Folketingets Præsidium over Mads Brüggers reportage. Der er ikke det, der ikke er galt, fremgår det af Jan E. Jørgensens klage. Brügger var ikke inviteret. Han skriver om gæsterne i et sprog, der er “stødende”, han spørger dem ind til emner, som Jan E. Jørgensen “ikke mener er relevante i forhold til receptionen”, hans deltagelse opfattes som “intimiderende” for gæsterne, og så skriver han tilmed på en måde, der er “injurierende og tarvelig”. Så hvis du ikke allerede har læst reportagen, vil jeg kraftigt opfordre dig til at gøre det. I forvejen afsoner Mads Brügger en dom på tre måneders karantæne fra Folketinget for “manglende situationsforståelse”. Hans brøde var, at han i selskab med Rasmus Paludan gik rundt på Christiansborgs gange og sidenhen gengav i Frihedsbrevet, hvad de havde talt med deltagerne til en torsdagsbar hos de nordatlantiske mandater om. Så måske Jan E. Jørgensen øjnede muligheden for at blive kendt som den politiker, der bankede sømmet helt i ligkisten og fik bortvist Frihedsbrevet for bestandigt fra Folketinget. Men helt sådan skulle det ikke gå – og så alligevel. Afgørelsen er kommet. Og den korte opsummering er, at Frihedsbrevet vinder, men at den frie presse alligevel ender som den helt store taber. For det første bliver Jan E. Jørgensens klage afvist af Præsidiet, hvilket måske umiddelbart kan virke en smule overraskende, når nu bødeblokken i forvejen var hevet frem fra inderlommen. Man kan i hvert fald levende forestille sig, at der var flere politikere, der var blevet så glade for at slippe for at blive underkastet et kritisk blik, at de godt ville trække en karantænebillet mere i automaten. Det er selvfølgelig positivt, at en politikers holdning til, hvad et frit medie vælger at skrive, ikke kan afgøre, om man skal smides på porten eller ej. Men. For der er desværre et men. Folketingets Præsidium benytter nemlig anledningen til at stramme reglerne. I forvejen er pressens tilstedeværelse indkapslet i et stramt og fintmasket net af regler, som – hvis nogen sætter en fod forkert – udløser karantæne. Man må eksempelvis ikke filme eller fotografere politikere, uden at de har givet samtykke til det, eller bringe optagelser af, at man forsøger at få en politiker til at svare på et kritisk spørgsmål, medmindre de siger ja.

Oprustningen af det danske forsvar er ikke nok. Skal nationen stå imod Putin, Trump og hvem der ellers gemmer sig af fjender, afkræves danskerne også en “åndelig oprustning”, lyder påstanden fra en håndfuld ministre. Hvad skal det nu betyde? Kan staten blande sig i borgernes dannelse? Bør den? Har den gjort det før? I denne serie om åndelig oprustning undersøger Frihedsbrevet omfanget af regeringens nye sjælekamp. I en håndfuld højstemte minutter torsdag morgen i sidste uge lød hun ikke som landets statsminister, men som en kombination af en hærfører og en sjælehyrde for den menighed, der er danskerne.  Fra Folketingets talerstol indledte Mette Frederiksen årets afslutningsdebat ved at liste en række navne på det, der kunne tolkes som fortroppen i den omsiggribende “åndelige oprustning”, som hun og flere af regeringens ministre på det seneste har påkaldt sig: “Mozart, Edith Piaf og Picasso (...) Marie Curie. Kierkegaard. Marx. Darwin. Rousseau, Luther. Og Hannah Arendt,” opremsede statsministeren med tryk på hvert et navn og fortsatte: “Václav Havel, Stefan Zweig og Hartvig Frisch.” Da holdt Frederiksen en kunstpause og spejdede ud over Folketingssalen, som om hun ventede på, at Kierkegaard, Picasso og de andre ville bekræfte deres fremmøde.  Inden da havde statsministeren mindet tilhørerne om, at “den verdensorden, som vores frihed, tryghed og velstand har hvilet på siden Anden Verdenskrig” er “truet”, og at truslen kræver, at danskerne er villige “til at kæmpe for det”. For hvad? For “et stærkt Danmark” og for “et stærkt Europa”, sagde Frederiksen, inden hun med et for hende ganske atypisk akademisk sprog uddybede, at Europa ikke er “et sted”, men “en idé”. I skudlinjen denne dag stod hverken Krim eller Baltikum, men “Anne Frank, Den lille prins, Einstein, Astrid Lindgren, Thomas Mann (...) Tolkien og J. K. Rowling.” ”Europa er vores åndsliv,” understregede Frederiksen klædt i hvidt jakkesæt og gjorde det klart for alle, at talerstolen denne torsdag var besteget af Salon-Mette og ikke Makrel-Mette, hendes anden og mere folkekære persona. Sidstnævntes vanlige Shu-bi-dua-citater og øvrige referencer i gulvhøjde var fejet bort. I stedet bevæbnede hun sig med tungt retorisk skyts fra øverste europæiske hylde: “Kafka, Ursula Von der Leyen, Jacques Delors, Newton og Inge Lehmann,” fortsatte statsministeren. Blev man undervejs forpustet af alle de tunge navne, er man lovligt undskyldt. Det er man også, hvis man sidder med indtrykket af, at netop åndenød var den fornemmelse, statsministeren ville efterlade tilhørerne med.  For de seneste måneder har både hun og flere ministre med varierende elegance forsøgt at formulere, at den “åndelige oprustning faktisk [er] lige så vigtig” som den militære, som statsministeren selv sagde til Kristeligt Dagblad i april. Og hvad betyder det så? Det gav Mattias Tesfaye, Frederiksens partifælle, et bud på allerede i januar. Han var den første til at gnide på lampen:  Den fællespatriotiske ånd forsøgte børne- og undervisningsministeren at fremkalde i et interview i Weekendavisen, hvor han lod sig citere for, at “det er fint med militær oprustning, men hvis ikke der er en tilsvarende åndelig oprustning, så sikrer vi ikke Danmarks, Vestens og Europas suverænitet og sikkerhed”.  Behovet skyldes, uddybede Tesfaye, at danskernes beskyttede tilværelse i ly af “den amerikanske sikkerhedsparaply" siden efterkrigstiden har haft konsekvenser for vores “fædrelandskærlighed” og forståelsen af, “hvem vi er som folk”. Det skal genoptrænes, og det “begynder i skolen”, sagde Tesfaye, og forbandt her den statslige forbindelse mellem kollektivets forsvar og individets dannelse ved at definere folkeskolen som nationens “indre forsvarslinje”.  Samme forbindelse ser hans chef, Mette Frederiksen. I omtalte interview i Kristeligt Dagblad i april var det hverken Ruslands eller Amerikas leder, som statsministerens fremhævede som oprustningens årsag: Hovedskurken var her alle de skærme i folkeskolen og “verdens dygtigste mennesker”, som forsøger at gøre os afhængige af dem. Altså, techgiganterne. I samme interview varslede hun et forbud mod smartphones i folkeskolen. Skurke er der nok af, inde såvel som ude, og når de smukke unge mennesker en dag bliver myndige, venter den nyligt opstrammede værnepligt – og, for flere af dem, tjeneste ved den ydre forsvarslinje. Og skulle enkelte af fremtidens soldater mangle motivation for at ofre sig i tjenesten – eller ligefrem have dristet sig til at reflektere over en personlig af slagsen – er Venstres kirkeminister Morten Dahlin kommet dem til undsætning: “Danske soldater skal kæmpe for kristendommen,” lød rubrikken i et stort interview, Dahlin gav til Berlingske forleden.  Her gav kirkeministeren sit besyv med til definitionen af den åndelige oprustning, for ifølge Dahlin er Frederiksens og Tesfayes fokus på “skolen, dannelsen og litteraturen” ikke tilstrækkelig.  “Bevidstheden om kristendommens værdi mangler vi nu, hvor vi har brug for en dobbelt oprustning af Danmark,” siger Dahlin i interviewet.  Han henviser til en Gallup-rapport om europæernes dalende kampvilje som belæg for, at færre er villige til at “dø for Danmark”. Her kunne man tro, at den liberale minister ville fremhæve ellers hjemmevante begreber om frihed og andre principielle værdier, men nej, vi skal længere ind i sindet. Det er “i kristendommen, troen og den kristne kulturarv, at man finder den kampvilje”, siger Dahlin i Berlingske, hvorefter han selv opsummerer sit bud, som skulle det afleveres på en stentavle: “Og dermed kæmper du selvfølgelig også for kristendommen.”

Onsdag den 28. maj begynder for mit vedkommende på den lettest mulige måde.  Klokken otte går jeg op ad trapperne til Christiansborg, hvorefter jeg sætter kursen mod Samtaleværelset. Derinde afholdes der hver onsdag andagt, men det er ikke hver onsdag, at der både er besøg fra fronten i Ukraine og samtidig er sang og musik, selvom begge ting efterhånden forekommer mig at være rimelig hyppige herinde på de bonede gulve. Der er noget dejligt ved krigen i Ukraine; at der i denne splittede verden trods alt er nogle ting, der samler. Kongehuset klarer næppe jobbet, det er trods alt omkring en fjerdedel af os, der vil af med dét. Eurovision kan vi slet ikke regne med, det har Danmarks Radio vist bevidst forsøgt at tabe i et årti efterhånden. Og så er der krigen i Mellemøsten, som nogen kalder Israel-Palæstina-konflikten, andre Gaza-krigen, jeg personligt: en hvepserede.  Ja, der er noget fantastisk noget ved de allersimpleste ting, såsom en krig, hvor der er bred enighed om, hvem der er den store, stygge skurk, og hvem der er det lille, stakkels offer.  Her har jeg noget til fælles med det samlede folketing, som også er helt vilde med konflikten i Ukraine. Hver en mulighed benytter de til at invitere ukrainere på besøg – eller selv besøge dem – og der er intet, man hellere vil have til at pryde sin Instagram-profil end et billede med en eller anden ukrainer. Da det gik allervildest for sig, så jeg for et par måneder siden en mf’er iført et par Ukraine-øreringe tage et billede med en ukrainsk soldat. Og noget, de er næsten lige så tossede med som Ukraine, er fællessang. Nogle påstår, at det, ligesom meget andet dårligt, for alvor begyndte under corona. At det var i Phillip Fabers storhedstid, at folketingsmedlemmerne fik smag for den slags. Allersmukkest var det, da Morten Messerschmidt sendte et paragraf 20-spørgsmål til den daværende kulturminister Joy Mogensen, der lød: “Vil ministeren sikre, at Danmarks Radio også bringer morgensang på tv, efter at coronakrisen er slut?” Det gør de mig bekendt desværre ikke længere, men den nuværende kulturminister har også gjort sit for morgensangens udbredelse. I sommeren 2024 lancerede Jakob Engel-Schmidt (M) et landsdækkende morgensanginitiativ for grundskolerne, der havde til formål at genoplive traditionen med morgensang på skolerne og styrke fællesskabet gennem sang. Der blev afsat 10 millioner kroner til projektet, og det var selvfølgelig i samarbejde med Phillip Faber. Projektet tog sin udformning i en pulje, de enkelte skoler kunne søge, og som skulle gå til fx instrumenter eller sanghæfter.  Det mest bizarre ved det hele er nu engang det såkaldte morgensangkorps; et korps bestående af 18 danske veletablerede musikere, som man kan få til at besøge sin skole. Bor man i København, kan man få besøg af Oh Land eller Christopher, mens de på Lolland kan nyde godt af Sigurd fra Sigurds Bjørnetime og Katinka. Selv mener Jakob Engel-Schmidt, at der har været tale om en succes, og han ønsker nu at hæve puljen med fem millioner kroner. Til at udbrede morgensang.  I folkeskolerne. Man har hevet ekstra stole ind i Samtaleværelset i dagens anledning, men end ikke det er nok til at imødekomme det store fremmøde, og det er endda på trods af, at andagten starter noget så tidligt som lidt over otte.  I venstre del af lokalet har en bande af mf’ere indtaget en håndfuld stole, fremmødet tæller blandt andre Bjørn Brandenborg (S), Lars Christian Brask (LA), Jens Meilvang (LA), Lise Bech (DD) og formanden for Folketinget, Esbjerg Havn og Tecleaf, Søren Gade (V). Dette er det tætteste, jeg har befundet mig på formanden for det hele, siden han for to uger siden tog en aktiv beslutning om at undgå pressen som helhed. Også i forrige uge gentog han sine forsvindingsnumre, da pressekorpset stod og ventede på ham ude foran Folketingssalen. Han må have været helt ufatteligt irriterende at lege gemmeleg med som barn.  Til at starte med bydes den kristne ukrainske menighed velkommen. Derefter vil man gerne have os til at synge “I østen stiger solen op”, så det gør vi. Jeg prøver at lade være, men så vinkler min sidemakker sin salmebog mod mig i det, jeg kun kan tolke som et vink med en vognstang, så jeg ser mig nødsaget til at åbne munden for at mime med.  “Nu vil biskop Antoni dele en andagt med os på norsk,” siger ham, der styrer slagets gang, hvilket jeg ser som en smuk måde at sikre sig på, at vi alle er lige i den forstand, at ingen jo så vil kunne forstå noget som helst. Da denne nordmand, der desuden ligner Frederiksbergs borgmester Michael Vindfeldt (S) utroligt meget, er færdig med at sige en masse norske ting, tager ham, der styrer det hele, ordet tilbage og siger: “Nu synes jeg, vi skal tage et halv minuts stilhed til at tænke over det, biskop Antoni har delt med os,” hvilket den ukrainske tolk så oversætter til det passende sprog. Det er her vigtigt for mig at understrege, at andagten ikke blev oversat. Bagefter siger de fleste deres fadervor, og så bliver vi velsignede, idet der siges; “Herren velsigne jer!” Og så skal vi fandme synge igen. Denne gang en “Amazing grace”, hvor teksten til er blevet uddelt på et stykke papir og desuden oversat. “Julie Lindell vil synge for,” og det gør hun så, men hun synger sådan lidt… lidt for meget for, det er simpelthen ikke muligt at synge fællessang, så meget hun synger for, hvilket selvfølgelig lægger en naturlig dæmper på stemningen. Men da hun er ude over første vers, tager hun det lige et hak ned, og så bliver alle i rummet rigtigt glade, for nu kan de synge med.

I denne uge forsøger jeg at efterprøve en påstand om, at vi i krigen i Ukraine ikke kommer nogen vegne, uden at der lægges pres på Putin – militært og økonomisk. Umiddelbart lyder det logisk, men findes der konkrete eksempler, og hvad indikerer de?  Jeg begyndte afvigte uge med at tænde for P1 Morgen og fangede en snert af Radioavisen, hvor en såkaldt ekspert forklarede lytterne, at præsident Trump efter sidste weekends russiske angreb på Ukraine måske er ved at indse det, som alle andre, der gennem de forgangne tre år har beskæftiget sig med krigen, har sagt hele tiden, nemlig at man uden pres på Putin ingen vegne kommer. Før vi ser nærmere på det udsagn, følger her lidt baggrund om Trump og den aktuelle situation omkring Ukraine. Det, den nævnte ekspert henviste til, var, at Trump i et af sine mange humørskift havde erklæret, at den russiske præsident var blevet vanvittig, fordi russerne havde eskaleret deres angreb på ukrainsk infrastruktur, hvor 12 mennesker blev dræbt, og dagen efter fulgte Trump op med en advarsel til Putin om, at denne legede med ilden, og at han ikke ville afvise nye sanktioner mod Rusland.  Det endte med, at Trump gav Putin en frist på to uger til at demonstrere sin vilje til forhandlinger og fred, noget han har gjort to gange før, hvilket indikerer, at Trump ikke er særlig systematisk, og at der i hans inderkreds findes diametralt modsatte holdninger til, hvordan man skal håndtere krigen i Ukraine – som the Clash synger: “Should I stay, or should I go?”   For godt en måned siden havde Trump efter lignende russiske angreb på den ukrainske hovedstad Kyiv på sociale medier bedt Putin om at stoppe og få lukket en fredsaftale. Derpå havde de to præsidenter en to timer lang telefonsamtale, som de begge kommenterede positivt, og Trumps efterfølgende udtalelser indikerer, at han accepterede Putins tilgang, nemlig at Rusland og Ukraine skal blive enige om en fredsaftale, altså betingelserne for fred, før krigshandlingerne bliver indstillet, mens Ukraine og de europæiske lande kræver en betingelsesløs våbenhvile først og derpå videre snak om en fredsaftale.  Ifølge Moskva ønsker man en bindende fredsaftale først, fordi man i tilfælde af en betingelsesløs våbenhvile ikke tror på, at man kan få Ukraine og Vesten til at acceptere sine krav til det, som Kreml ser som en varig løsning på konflikten: Permanent ukrainsk neutralitet, reetablering af rettigheder for de russisktalende i Ukraine og for den ukrainske ortodokse kirke samt et loft for, hvor stor en hær og hvilke våben, Ukraine må have. Endelig kræver Rusland, at ukrainske tropper forlader de fire regioner, som Rusland annekterede i efteråret 2022, hvoraf man kun kontrollerer omkring 75-80 procent. De krav kan næppe realiseres uden et ukrainsk kollaps på slagmarken eller et regimeskifte i Kyiv, der indebærer en radikal ændring i Ukraines udenrigs- og sikkerhedspolitiske orientering og en anden samfundsmodel. Kreml er af den opfattelse, at man kan nå sine mål på slagmarken, men siger, at man foretrækker en forhandlingsløsning, hvor man får sine krav opfyldt.  Europæerne har som nævnt sammen med Ukraine argumenteret for en betingelsesløs våbenhvile. Den 11. maj skrev Frankrigs præsident Emmanuel Macron således på sine sociale medier:  ”Der kan ikke være forhandlinger, mens våbnene taler. Der kan ikke være nogen dialog på samme tid, som civile bliver bombet. Der er brug for en våbenhvile, så forhandlinger kan begynde.” Det lyder smukt og rigtigt, men har ingen basis i den historiske erfaring. Krigsførende parter fortsætter som regel med at slås, når de sætter sig til forhandlingsbordet, for ingen ved jo, hvordan forhandlingerne ender, og hvis man under forhandlingerne kan styrke sin position på slagmarken, smitter det selvfølgelig af på ens muligheder ved forhandlingsbordet. Macron burde fra sit eget lands krigshistorie vide, at en betingelsesløs våbenhvile hører til sjældenhederne. Tag for eksempel afslutningen på Første Verdenskrig, hvor Tyskland i november 1918 henvendte sig til USA's præsident Woodrow Wilson med ønske om en våbenhvile. De allierede svarede tyskerne, at det var de parate til, men kun på en række betingelser, som afspejlede situationen på slagmarken, nemlig at den tyske hær var slidt op. Så da tyskerne mødte op i en togvogn i en skov nord for Paris for at forhandle med Macrons landsmand, en marskal ved navn Ferdinand Foch, blev de præsenteret for en lang liste af betingelser, som de var nødt til at sige ja til. Rækken af eksempler fra det 20. århundrede på, at kamphandlinger fortsætter, mens man forhandler, er lang. Den omfatter den sovjetisk-afghanske krig i 1980’erne, to krige med USA's deltagelse, nemlig først Korea-krigen og dernæst Vietnam-krigen, og endnu en krig, hvor Macrons Frankrig var indblandet, nemlig konflikten mellem den franske centralmagt og oprørsbevægelsen i Algeriet, hvor der også blev bombet og skudt, mens man førte forhandlinger. Derfor er der i princippet ingen modsætning mellem på den ene side at opfordre til forhandlinger og føre forhandlinger og på den anden at fortsætte sine bombardementer, selvom det modsatte også kan være tilfældet.

Den stenrige velfærdsboss Casper Bøndergaard fik anbragt børn i sit sociale tilbud af sin egen kone, der var socialrådgiver i Slagelse Kommune. Det er ifølge eksperter ulovligt og et klart brud på habilitetsreglerne.  Nu kan Frihedsbrevet afsløre, at Casper Bøndergaard er dybt filtret ind i Moderaterne og partiets magtfulde pengemand Jens Heimburger.  Mandag dannede en ejendom ejet af Casper Bøndergaard således rammen om et officielt Moderaterne-arrangement.

En socialrådgiver i Slagelse Kommune har spillet en dobbeltrolle, da hendes partners velfærdsvirksomhed voksede til en lukrativ millionforretning. Socialrådgiveren har nemlig været med til at anbringe socialt udsatte børn hos partnerens virksomhed. Virksomheden hedder Vidar ApS og passer på udsatte børn og unge, der er blevet anbragt uden for hjemmet. Anbringelserne har kostet kommunen flere millioner skattekroner. Det viser en række svar, som Frihedsbrevet har modtaget fra Slagelse Kommune. Sagsbehandlerens dobbeltrolle i anbringelsessagerne er et klart lovbrud, vurderer flere eksperter. “Der er ingen tvivl om, at hun er inhabil. Hvis hun har været med til at sende børn ud til mandens firma, så er det en alvorlig overtrædelse af forvaltningslovens inhabilitetsregler,” siger Frederik Waage, der er professor i forvaltningsret på Syddansk Universitet.

Det er blevet kaldt en skattefinte og et hul i lovgivningen.  Alligevel har en fra den absolutte top hos de danske skattemyndigheder udnyttet reglerne. Helt til grænsen, men måske også over? I hvert fald vil han nu have Skattestyrelsen til at undersøge, om han har overholdt reglerne.   Gældsstyrelsen direktør, David Fjord Nielsen, har således ligesom en lang række andre danskere udnyttet et åbenlyst hul i lovgivningen, der handler om familieoverdragelser.  Som de fleste husker, var de offentlige ejendomsvurderinger fra omkring 2011 i årevis fastfrosset på grund af it-bøvl.  Det betød, at en lang række ejendomme i Danmark havde en forældet og skrupforkert offentlig vurdering, der langt fra fulgte prisen på det frie marked.  Men som bekendt er intet så skidt, at det ikke er godt for noget.  De forældede vurderinger gjorde, at især forældre kunne berige deres børn med millioner af kroner, uden at de skulle betale gaveafgift.