For enden af denne klamamse får jeg foretræde for Dansk Folkepartis formand Morten Messerschmidt og gennemfører et interview med ham om den for partiet så helt enormt tåkrummende affære, det er med den fælles kronik fra folketingsgruppen, der blev bragt i avisen Jyllands-Posten og sidenhen afpubliceret igen. Det blev kronikken, fordi den utroligt nok rummede direkte citater fra en række politikere og meningsdannere, som de aldrig nogensinde var fremkommet med. Sat sammen med partiets trussel om at ville sagsøge De Radikales leder Martin Lidegaard for at sprede urigtige oplysninger om Dansk Folkepartis politik, er det faktisk så pinlig en udvikling, at man bliver helt svimmel af at tænke på det. Metaforisk sagt svarer det lidt til at beskylde en anden mand for at være en fyldebøtte, for så senere samme aften selv at blive fundet i en syvhestes brandert på Andys Bar med en rød ballon bundet om lillefingeren. Men det kommer jeg til, og det eneste stemningsbillede, jeg vil plante i læsernes hoved ind til da, er synet af en kæmpestor papkasse på Morten Messerschmidts mødebord, som ifølge partiets formand rummer en pakkekalender til Messerschmidts lille, hvide bomuldshund Hugo, som et medlem af Dansk Folkeparti hvert år indsender til partiets leder. Først skal vi tilbage til den tolvte november klokken kvart over 11 om formiddagen, hvor jeg igen nærmede mig Borgen. Hvad der ventede mig, var en fuldkommen begivenhedsløs stuegang, hvor det hele var blevet sat på hold. Fordi kommunal- og regionsvalg. Generalprøven på det kommende folketingsvalg ventede forude, og violinerne var hårdt stemt. Folketinget var derfor blevet strippet for liv. De få folketingsmedlemmer, jeg mødte, enten kom fra et vælgerarrangement eller var på vej til et. Det var alle mand til pumperne. Som for eksempel de konservatives Mette Abildgaard, der var på vej til Helsingør for her at se borgmester Benedikte Kiær spille fodbold. “Knæk og bræk,” sagde jeg til Mette Abildgaard. “Det får jeg ikke brug for,” svarede Mette Abildgaard. Så sikker var hun på, at den var hjemme. Så trissede jeg rundt ude i Provianten for at blive klogere på Morten Messerschmidts trusler om at ville trække de Radikales leder Martin Lidegaard i retten for at tale usandt om Dansk Folkepartis politik – vel nok den bedste julegave man nogensinde kunne give de Radikale. Stridens kerne var et debatmøde i Randers, hvor Martin Lidegaard havde sagt, at Dansk Folkeparti vil “internere og deportere tusindvis af medborgere, bare fordi de har en anden tro eller har en anden hudfarve end de fleste af os, der er i rummet her”. Lidegaards udtalelse kom oven på et opsigtsvækkende interview med Morten Messerschmidt i Weekendavisen, hvor Dansk Folkepartis formand satte tal på de mange tusinde danskere, der skal sendes ud af landet, hvis han får magt, som han har agt. Men Messerschmidt ville ikke have siddende på sig, at dette forehavende på nogen måde drejer sig om hudfarve, og derfor varslede han nu et sagsanlæg mod Martin Lidegaard. Det eneste jeg tog med mig hjem fra Provianten var, at de Radikale havde hyret Rene Offersen som advokat, mens Dansk Folkeparti efter sigende havde sat advokat Carlo Siebert i spil. Det skulle alt sammen være rigtigt nok, men på rygteplanet hørte jeg også, at Offersen spontant skulle have skreget af grin, da han blev præsenteret for Dansk Folkepartis trusler. Som jeg opfattede pointen, var det, at Offersen var helt sikker på, at Dansk Folkeparti kommer til at tabe sagen med et brag. Det samme mener i øvrigt juraprofessor Sten Schaumburg-Müller. Så gik der nogle dage, og så opstod sagen med en kronik fra Dansk Folkepartis folketingsgruppe, der var blevet bragt i Jyllands-Posten torsdag den 13. november under overskriften “Remigration er ikke deportation” for så helt at blive fjernet igen. “Jeg tror, det er første gang, det sker i de ti år, jeg har været debatredaktør,” fortalte avisens kronikredaktør, Henrik Højgaard Sejerkilde, senere til P1 Morgen. Problemet med kronikken var, at den rummede direkte citater fra Venstres Søren Pind, Weekendavisens chefredaktør Martin Krasnik og Enhedslistens politiske ordfører Pelle Dragsted, som de aldrig havde sagt eller skrevet. For eksempel at Søren Pind på Facebook skulle have skrevet, at: “Remigration er et dæknavn for det, nazisterne kaldte Endlösung”. Et andet sted i kronikken stod der, at Martin Krasnik i Weekendavisen har skrevet, at “remigration er en eufemisme for deportation”, og at “det har vi hørt før. I 1930’erne i Tyskland”. Men det har Martin Krasnik aldrig skrevet. Så med andre ord var Dansk Folkeparti havnet midt i det gamle mundheld fra 1970’erne; nemlig læresætningen om, at “det man siger, er man selv, for det står i Aktuelt”, som børn dengang sagde til hinanden. Spørgsmålet var så, hvordan i alverden det kunne lade sig gøre, at et topstyret, moderne politisk parti med en hel kommunikationsafdeling med tidligere chefredaktør på Ekstra Bladet Asger Juhl i spidsen som kommunikationschef var kommet til at træde så meget i spinaten? Når jeg gik op til Dansk Folkeparti i Gul Gang på tredje sal for at finde svar, sagde en ansat i partiet spontant til mig: “Det må du tale med Asger (Juhl, red.) om” og lavede en bevægelse med hænderne, som om vedkommende skubbede en stor pose lort væk fra sig. Men Asger Juhl var væk, og det samme var Morten Messerschmidt, og snart kom der historier ud i pressen om, at partiets ledelse simpelthen var gået i flyverskjul. Men der var heldigvis meget andet at interessere sig for. Og skrive om. Kommunalvalget selvfølgelig. I skrivende stund er det blevet en sport blandt kommentariatets medlemmer at overgå hinanden i hyperbolske skildringer af, hvor stor en katastrofe kommunalvalget endte med at være for Socialdemokraterne. Der er blevet brugt ord som blodbad, kæberasler og nedsmeltning. Alt dette er sandt, og man kan sagtens give den endnu mere gas på klaviaturet. For når man læser i valgets teblade, er det umuligt at overdrive, hvor stor nedturen er for Socialdemokratiet. København er faldet, men det er næsten kun glasur på smertenskagen, for hvad der gør mindst lige så ondt på sosserne, måske endda endnu mere, er tabet af de mindre købstæder, hvor socialdemokraterne har hersket i generationer. Som for eksempel en by som Køge.

En af Danmarks mest prominente advokater er nu blevet hyret af statsministerens mand produktionsselskab.  Seabird Production, som Mette Frederiksens mand, Bo Tengberg, er medejer af, er nemlig i gang med at lave en kontroversiel dokumentarfilm på Ukraine og præsident Zelenskyj – og nu skal advokaten Tyge Trier sørge for, at så lidt som muligt om processen bag tilblivelsen af dokumentaren kommer frem i offentligheden. Antikorruptionsekspert undrer sig.

Tidligere i år blev en Grønlands-forening oprettet i den amerikanske kongres med det formål at styrke relationerne mellem USA og Grønland. Officielt afviser foreningens leder og rådgivere at støtte ideen om en amerikansk overtagelse af øen. Men tager man et nærmere kig på foreningen bliver det klart, at den underliggende ånd og målsætning minder om Donald Trumps egne Grønlands-ambitioner. Frihedsbrevet har som det første danske medie talt med sammenslutningens formand og to rådgivere om deres konkrete planer. Amerikanske bestræbelser på at få fingrene i Grønland begrænser sig ikke til Det Hvide Hus eller centraladministrationen. Også Kongressen har kikkerten rettet mod øen. I marts, da Grønlandskrisen var på sit højeste, nedsatte to republikanske medlemmer af USA’s lovgivende forsamling en forening, der skal understøtte Donald Trumps ambition om at få kontrol over Grønland. The Congressional Greenland Caucus, som den uformelle arbejdsgruppe hedder, består af ti republikanere fra Repræsentanternes Hus, to republikanske senatorer og tre udefrakommende rådgivere fra allierede interessegrupper.  De deler Trumps analyse af situationen i Arktis – men de afviser at støtte et køb eller en overtagelse af verdens største ø, fortæller formanden Warren Davidson og to af foreningens rådgivere i interviews med Frihedsbrevet. Foreningen er sat i verden for at styrke relationerne mellem USA og Grønland gennem investeringer, baseaftaler og tættere samarbejde med det grønlandske parlament, Inatsisartut.

Symbolikken var så tyk, at man skulle tro, at socialdemokraterne havde tabt jævneren i sovsen.  Få dage inden kommunalvalget ændrede den københavnske filial af partiet lokalitet for den valgfest, der skulle markere en lang og hård valgkamps afslutning. Oprindeligt var planen, at den skulle holdes i Amager Bio, ligesom den blev gjort det forrige år. Men et par dage inden valget kom der ny besked: Valget skulle i stedet fejres på Arbejdermuseet. “Det er ikke folketingsvalg, det her,” bliver stemmer fra partiet ved at hviske en i ørerne, når man konstaterer, at det ikke ligefrem er et prangende fremmøde, der er tale om her på Arbejdermuseet.  At det ikke skyldes den spåede tilbagegang, må det forstås.  Klokken er lidt efter 19, og om ganske kort tid vil Socialdemokratiets spidskandidat Pernille Rosenkrantz-Theil ankomme og holde sin tale. Det er uhørt tidligt at holde sådan en tale, allerede inden valgstederne lukker. Men det gør Pernille Rosenkrantz-Theil. Det er til tonerne af Edith Piafs “Non, je ne regrette rien”, at overborgmesterkandidaten tages imod af mange firkantede papskilte påtrykt hendes navn, “Pernille Rosenkrantz-Theil”. Talen består af mange sætninger, der egentlig ikke betyder det helt store. “At lede, det er at tage ansvar. At række hånden op når de andre kigger ned i bordet. At stille sig op når de andre bliver siddende. At blive stående når det blæser, og når det er svært,” indleder hun. Og så siger hun tak. Til alle de hjælpende hænder, til alle støtterne.  “Jeg sagde fra starten af, at det ville blive tæt på umuligt. At det ville blive svært endnu engang at skabe det flertal, der skal til, for at der også de næste fire år vil sidde en socialdemokrat på overborgmesterkontoret.” Men: “Jeg sagde også, at hvis vi dør, så dør vi med støvlerne på. Og ved I hvad? De er her endnu,” siger hun, hvilket folk jubler helt ufatteligt højt over.

Det kontroversielle EU-forslag om en “CSA-forordning”, som af kritikere er blevet døbt chatkontrol, blev i slutningen af sidste måned lagt ned af regeringen efter massiv kritik.  Hvis det tidligere forslag blev gennemført, ville myndighederne kunne tvinge alle beskedtjenester i EU til at overvåge, hvilke videoer og links deres brugere deler med hinanden. Den danske regering, som sidder med EU-formandskabet, måtte efter en lang tovtrækning sande, at de ikke kunne få den fornødne opbakning til forslaget i EU. Men i slutningen af sidste uge dukkede der et nyt kompromisforslag til chatkontrol op.  Og nu får den danske regering måske endelig et forslag igennem til forhandling i Europa-Parlamentet. Der skal formentlig allerede stemmes om det nye forslag i det forberedende organ til EU-Rådet i morgen, onsdag – og det ser ud til at få bred opbakning.

I 2019 fik den dengang 37-årige byrådspolitiker Charlotte Lund, som har siddet i Borgerrepræsentationen i København for Enhedslisten i lige knap 12 år, overdraget en lejlighed på Vesterbro af sin far til 15 procent under den offentlige vurdering. De offentlige vurderinger var allerede på daværende tidspunkt kendt for at være alt for lave i forhold til den reelle værdi.  Derfor kunne politikeren og hendes mand overtage en 95 kvadratmeter stor lejlighed klos op ad Kødbyen til den nette sum af 1.657.500 kroner. Og blot to år senere blev parret forgyldt af de stigende priser på det brandvarme boligmarked i København.

I dag er det den 18. november, og der skal stemmes til kommunalvalget (og regionsvalget). Jeg tager min notesblok med til diverse valgfester i aften og slutter inde på Københavns Rådhus, hvor der måske/måske-ikke kan præsenteres en ny overborgmester en gang i de sene nattetimer.  Dansk Folkepartis valgfest skal jeg desværre ikke til, hvilket dog ellers bliver et spændende parti at holde øje med, når resultaterne begynder at tikke ind. I den seneste meningsmåling stod de til i hvert fald to mandater, hvilket allerede er en fordobling sammenlignet med, hvad de fik ved valget i 2021. DF valgte at tage glæderne på forskud i lørdags, hvor de holdt en slags valgfest, da magasinet Modstrømmen inviterede til fri champagne på den Lars Seier-ejede Café Dan Turell i Indre By.  Morten Messerschmidt kom og talte, og gæsterne lignede folk, man for et år siden, ville have gættet på at stemte LA. Modstrømmens udgivelser har desuden skiftevis været finansieret gennem Dansk Folkeparti og Patriots for Europe og laves af partiets kommunikationskonsulent Mitchel Oliver Vestergaard. Men inden vi når til aftenens valgfester, hvor resultaterne skal fejres/ikke-fejres, vil jeg først tage jer igennem, hvad valgkampens sidste dage har budt på.

Lokalpolitikeren Christopher Trung Paulsen (RV) havde besluttet sig. Han så ingen anden udvej end at politianmelde socialrådgiveren Dijana Bøndergaard fra Slagelse Kommune. Han havde læst den ene skandalehistorie efter den anden om socialrådgiveren, der anbragte udsatte børn på bosteder under virksomheden Vidar, der er ejet af Casper Bøndergaard, som er gift med Dijana Bøndergaard. Virksomheden scorede et tocifret millionbeløb, og til sidst blev det for meget for byrådsmedlemmet. Men på de indre linjer mødte han kraftig modstand.

Vid­ste du, at Ukrai­ne-kri­gen har sin helt egen skyg­ge­ver­den, som man sjæl­dent hører om? Den får du nu mulig­hed for at bli­ve klo­ge­re på. Man­dag den 8. decem­ber fra klok­ken 20 til 21 tager jeg en live snak onli­ne med Mar­tin Tamm Ander­sen om Ukrai­ne-kri­gens skyg­ge­si­der – og du kan føl­ge med onli­ne som med­lem… Continued

Hvis du aldrig nogensinde har set en kvadratmeter-hykler før, så kig godt på billedet af Enhedslistens overborgmesterkandidat Line Barfod. Når denne kvadratmeter-hykler skal overbevise vælgerne i København om, at de skal sætte kryds ved hende, så lyder det nogenlunde sådan her:  Der skal være plads til alle i København. Folk skal bo på mindre plads, gerne i bofællesskaber. Enlige og ældre kan sagtens leve på 40 kvadratmeter, så børnefamilierne kan få mere plads. Lejlighederne skal være billigere. Der skal være huslejeloft. Den solidariske tanke om andelsboligerne er for længst ved at gå tabt, og almindelige lønmodtagere kan ikke komme ind i foreningerne.  Når det så bliver virkelighed igen, og det bliver det jo også nogle gange selv for Line Barfod, så kunne en beskrivelse af hendes egen boligsituation lyde nogenlunde sådan her: Line Barfod og hendes mand ejer en andelsbolig på 214 kvadratmeter i et af Københavns mest attraktive kvarterer. Her kan ægteparret brede sig i de store stuer, men det er slet ikke nok kvadratmeter til dem. Line Barfods mand, Klaus Hansen, arbejder som direktør i FilmFyn, og ægterparret råder derfor også over en lejlighed i et charmerende byhus i Svendborg. Og parret er faktisk også medejere af et andet hus i området. I lejligheden i Svendborg er der bopælspligt, hvilket betyder, at manden skal opholde sig mindst 180 dage om året på Fyn. I praksis er han der i hverdagene, men kommer hjem til kvadratmeter-hykleren på Nørrebro i weekenden. Her bor Line Barfod så det meste af året helt alene på en masse dejlig plads. I en dejlig andelslejlighed, som hun kan sælge med en stor millionfortjenste.

Ligesom tankeeksperimentet om Schrödingers kat, der på samme tid er død og i live, befinder Movia sig holdningsmæssigt i det, man i fysikkens verden kalder en superposition. Trafikselskabet står nemlig med lidt af et forklaringsproblem, lyder den krasse kritik fra eksperter, som Frihedsbrevet har talt med. Anledningen er, at det offentligt ejede trafikselskab har købt stort ind af kinesiske elbusser, der skal fragte danskere rundt i hovedstadsområdet. De seneste uger har netop den slags busser været under skarp kritik, efter det er kommet frem, at de kan fjernstyres fra Kina. Det har medført, at man har trukket i nødbremsen i Sverige, der helt er stoppet med at bruge dem, og i Norge har man valgt at fjerne simkort fra busserne. Movia har stadig flere hundrede kinesiske elbusser. Af dem er 262 fra producenten Yutong, som i en svensk NGO’s undersøgelse sættes i forbindelse med høj risiko for tvangsarbejde blandt Kinas muslimske mindretal, uighurerne.  Men et notat, som Frihedsbrevet er i besiddelse af, afslører, at Movia stiller som krav, at underleverandører skal leve op til fri fagforeningsdannelse.

Da Donald Trump i 2016 til manges chok og forundring vandt præsidentvalget i USA, indledte det vestlige establishment en febrilsk jagt på en ny leder af Den Frie Verden. Først overdrog man nøglerne til Den Frie Verden til Tysklands daværende kansler Angela Merkel – det var Hillary Clintons forslag, da hun tabte valget til Trump – men da hendes stjerne begyndte at falme, flyttede man opmærksomheden til en yngre og ambitiøs fransk præsident ved navn Emmanuel Macron. Det gik som bekendt heller ikke så godt, så da Ukraines præsident Volodymyr Zelenskyj i februar i år konfronterede Trump på et herostratisk berømt møde i Det Hvide Hus og for rullende kameraer fremstillede krigen i Ukraine som lysets kamp mod mørket, det gode mod det onde og som demokratiets eksistentielle kamp mod diktaturet, var ikke et øje tørt hos opinionsdannere i den vestlige verden: Zelenskyj kunne nu krones som den ubestridelige leder af Den Frie Verden, en titel, han havde gjort krav på fra krigens start med et dommedags-lignende verdensbillede, der vandt genklang hos eliter på begge sider af Atlanten, hvor man så sig selv som værende involveret i en kamp på liv og død.  Det gjaldt Den Frie Verdens overlevelse. Hverken mere eller mindre. Det virkede så indlysende, naturligt og rigtigt. Knapt så klart var det, at denne episode indskrev sig i en historie med flere end 250 år på bagen. En historie, der ifølge Peter Slezkine begyndte med de første nybyggere, der flygtede til Amerika fra Europas tyranni, fra religiøs forfølgelse, fattigdom og hungersnød for at søge lykken i den nye verden på den anden side af Atlanterhavet og lægge den gamle verden bag sig. Det er her fortællingen om Den Frie Verden og dens fjender begynder; en fortælling der har præget Amerikas selvforståelse og udenrigspolitik, og efter Anden Verdenskrig banede vej for etableringen af et amerikansk imperium, der set med Slezkines øjne har været én stor fejltagelse.

Det ligger S-borgmesteren Mikael Smed meget på sinde. Samfundets udsatte borgere skal behandles ordentligt. Men i dag kan Frihedsbrevet afdække, at sårbare borgere på borgmesterens vagt er blevet snydt af kommunen ved at bo i kommunens ældre- og plejeboliger. Der er eksempelvis tale om personer med autisme, stofmisbrugere og sårbare, ældre borgere. Det viser sig nemlig, at kommunen på systematisk vis har overfaktureret de udsatte borgere for en lang række ydelser såsom rengøring, ejendomsservice og vedligehold, som kommunens embedsværk selv vurderer det i interne dokumenter. Igen og igen har kommunens embedsværk på indre linjer drøftet den potentielle møgsag, viser dokumenter fra Vordingborg Kommune, der er skjult for offentligheden, men som Frihedsbrevet er i besiddelse af.

Ting, Mette Frederiksen har lavet den 12. november i stedet for at være til COP30 i Brasilien: Ladet sig interviewe til en Alt for damerne-podcast, der handler om, hvilke gode råd man ville give til en yngre udgave af sig selv. Besøgt en folkeskole i den socialdemokratiske by Egedal, hvor Venstre spås en chance for at kunne tage borgmesterposten. På folkeskolen snakkede hun med en 9. klasse om det gode fællesskab, ro og fraværet af skærme. Flankeret af børne- og undervisningsminister Mattias Tesfaye lagde hun dernæst vejen forbi den tekniske skole i det socialdemokratiske Hillerød, hvor de blå også spås en chance for at kunne snuppe borgmesterposten. Besøget bød på en snak om, hvordan man kan gøre det mere attraktivt at tage en erhvervsuddannelse. Dernæst gik turen til Julemærkehjemmet Kildemose, der ligger i den socialdemokratiske kommune Halsnæs. Kommunen er så overbevisende socialdemokratisk, at det kunne virke en anelse overflødigt, da Mette Frederiksen i en Instagram-story nævnte, at man skulle huske at stemme på borgmesteren Steffen Jensen. Så tog hun til Fredensborg, hvor hun skulle brevstemme i selskab med kommunens socialdemokratiske borgmester, Thomas Lykke Pedersen. Alt det ved jeg, fordi jeg er i besiddelse af en telefon, der har adgang til Instagram.

Mandag morgen udførte det ukrainske anti-korruptionsbureau en række ransagninger i hovedstaden Kyiv, blandt andet af en lejlighed i et luksuriøst lejlighedskompleks, der tilhører forretningsmanden Timur Mindich. Timur Mindich er nemlig hovedmistænkt i en omfattende korruptionssag i energisektoren i Ukraine, som de ukrainske anti-korruptionsmyndigheder kalder “Operation Midas”.  Sagen er interessant, fordi Timur Mindich angiveligt skulle være en del af den ukrainske forsvarsvirksomhed Fire Point, der lige nu også er under efterforskning for korruption. Fire Point har som den første ukrainske forsvarsvirksomhed fået tilladelse til at etablere sig i Danmark som en del af en stor forsvarsaftale mellem Danmark og Ukraine, som regeringen har afsat 500 millioner til.

Line Barfod mener, at flere mennesker skal bo i bofællesskaber i hovedstaden, så der bliver plads til flere børnefamilier. Men som Ekstra Bladet i januar kunne fortælle, har overborgmesterkandidat Line Barfod en andelslejlighed på 214 kvadratmeter på Nørrebro, og for nylig kom det frem i samme avis, at hun stadig bor der. Hun ejer lejligheden sammen med sin mand, og de deler altså på papiret den beskedne plads på Nørrebrogade. Frihedsbrevet kan dog nu fortælle, at den røde politiker har den enorme hybel helt for sig selv i mindst halvdelen af året.

Den tidligere hjerneforsker Milena Penkowa, som fik frataget sin doktorgrad og autorisation, er igen kommet i myndighedernes søgelys. Det afslører fire bekymringsskrivelser, der strækker sig helt tilbage fra 2021 og er afsendt fra forskellige fagpersoner. Anklagerne er bredspektrede. De strækker sig over en problematisk vejledning af en psykiatripatient til tvivlsom kræftrådgivning og rådgivning om brug af cannabis-tandpasta og dråber. Sidstnævnte førte ifølge en læge til, at en patient fik selvmordstanker og paranoia, fremgår det af et brev til Styrelsen for Patientsikkerhed fra juni i år. Brevet er sendt af en praktiserende læge fra Nyborg Lægehus. Ifølge lægen havde en patient modtaget en såkaldt "cancerpakke" fra Milena Penkowa. Pakken indeholdt et produkt, der havde så høje koncentrationer af D-vitamin, at patienten næsten “fik målt forgiftningsniveau i en blodprøve for D-vitamin,” skriver lægen. Men det var faktisk slet ikke det værste, skriver lægen i sit brev: “Endvidere har hun (Penkowa, red.) solgt cannabis-dråber og tandpasta, som samlet gav meget høje doser, så min patient blev paranoid og fik så voldsomme selvmordstanker, så (navn anonymiseret, red.) måtte indlægges på psykiatrisk afdeling.”

Beklager mit forsinkede udkomme, men jeg har været på en rejse til Washington D.C., USAs hovedstad, for ved selvsyn at opleve, hvad der sker i et samfund, hvor staten er blevet lukket ned. Den korte version af den oplevelse er, at livet i vid udstrækning går videre. Den lidt længere version er, at Washington er blevet til et sted, hvor det altid er søndag, og det eneste, der stikker ud i landskabet, er grupperne af nationalgardister, som på præsident Donald Trumps ordre vandrer hvileløst rundt i gadebilledet. Som sådan gestalter de udmærket tendensen med en tiltagende sammenblanding af militær og politi, som man ser overalt i den vestlige verden.  Nu hvor jeg er tilbage, vil jeg skynde mig at rette op på efterslæbet, selvom det meste af det, som beskrives nedenfor, efterhånden er en rum tid siden.  Derfor vil jeg starte med det nyeste nye, som er dugfriske informationer, der tilgik mig i fredags:   I Borgens gange har jeg nemlig hørt, at medlemmerne af forsvarsforligskredsen i stigende grad undrer sig over, hvad der foregår med den principielle beslutning om, at Søværnets nye fregatter så vidt muligt skal bygges i Danmark. For efter en langvarig øvelse som mundede ud i, at Frederikshavn blev kåret som byen, hvor de nye fregatter skal samles – i øvrigt til stor ærgrelse for formanden for Esbjerg Havn – er det som om, at forsvarsminister Troels Lund Poulsen (V) på det seneste har trukket i en helt anden retning.  For pludselig er det kommet på banen, at den næste generation fregatter måske i stedet for skal bygges og samles i udlandet. Ikke noget der siges højt, men som mærkes på de indre linjer. Ifølge en kilde hænger dette uventede vejrskifte sammen med ekspertudvalget, der rådgiver Troels Lund Poulsen, og det hænger i særdeleshed – siger rygtet – sammen med udvalgets formand, som er A.P. Møller Mærsks tidligere administrerende direktør Søren Skou. Hvilket giver udmærket mening, for går man tilbage i tidslinjen, kan man nemlig se, at Mærsk og Søren Skou tilbage i april måned af deres hjertes godhed tilbød Danmark at få bygget vores nye krigsskibe på rederiets værft ude i Sydkorea, hvilket Troels Lund Poulsen dengang kvitterede for med at sige, at tilbuddet gjorde ham “meget glad”. Siden fulgte så principbeslutningen om, at de danske krigsskibe i stedet skal bygges og samles i Danmark, men her på det seneste har forligskredsen oplevet at blive belært om problemerne med en dansk model af en hidkaldt ekspert fra Mærsk, og der tales også om studieture til udlandet. Spørgsmålet er så, om Søren Skou og Troels Lund Poulsen varetager Danmarks interesser, eller om de snarere varetager A.P. Møller Mærsks interesser?

Den 14. november sidste år var børne- og undervisningsminister Mattias Tesfaye (S) i et åbent samråd på Christiansborg. Sagens omdrejningspunkt var et omdiskuteret notat fra Randers Kommune. Eftersom den østjyske kommune skulle spare 18 millioner kroner på specialundervisningsområdet, havde byrådet i august sidste år besluttet, at elever, der skulle starte i skole, “som udgangspunkt” ikke måtte begynde i specialundervisningstilbud. Derfor havde Charlotte Broman Mølbæk fra SF kaldt Mattias Tesfaye i samråd. Hun ville have svar på, hvad ministerens holdning var til aftaler, der prioriterede økonomi over barnet. Et springende punkt i samrådet var, om notatet ville resultere i lovbrud. Det er nemlig ulovligt at nægte børn adgang til bestemte specialundervisningstilbud. Den virkning var Charlotte Broman Mølbæk bekymret for, at notatet ville have. Mattias Tesfaye havde dog tillid til Randers Kommune, hvor partifællen Torben Hansen (S) er borgmester. “Hvis vi bliver gjort opmærksom på, at man kører over for rødt, så er vi selvfølgelig forpligtet til at handle på det,” sagde Mattias Tesfaye. Nu viser en skjult optagelse og 16 sager om psykisk sårbare børns skolestart, at Randers Kommune har kørt over for rødt utallige gange efter samrådet. Kommunen har brudt loven i forbindelse med, at den skulle finde en egnet skole, der kunne rumme de små børns mistrivsel og sårbarhed.

I september tikkede en mail ind i Faraz Abolhosseinis indbakke med overskriften “Påtænkt afgørelse om lederkarantæne”. Han er leder på det sociale tilbud Ungebo – et mindre herberg, der for skattekroner fra flere kommuner leverer kernevelfærd til en række omsorgssvigtede, udsatte og hjemløse unge. Afsenderen af mailen var Socialtilsyn Hovedstaden, som også har inddraget godkendelsen til at drive stedet. “Du må i fem år ikke ansættes som leder af eller indgå i bestyrelsen for tilbud, som er godkendt, eller som søger om godkendelse af socialtilsynet,” lyder det i den påtænkte afgørelse. Selskabet bag Ungebo er nu sat under tvangsopløsning, efter tilsynet har gransket Ungebos økonomi. Her fandt man flere mistænkelige udgifter, som øjensynligt gik til at begunstige lederen selv. Gennemgangen førte til, at tilsynet har konkluderet, at den sociale virksomhed “ikke længere har den fornødne organisatoriske, ledelsesmæssige og økonomiske kvalitet”.

En naturlig del af det at stille et parti op til kommunalvalget er at indgå et valgforbund; en alliance med mere eller mindre ligesindede, der er sat i verden for at mindske stemmespild. En praksis, der kun bruges kun ved kommunal-, regional- og EU-valg for at styrke mindre partiers muligheder for at opnå valg. Ved det kommende kommunalvalg i København er der indgået fire valgforbund: Et mellem alle de blå partier (inklusiv Venstre) samt Kristendemokraterne.  Et mellem Socialdemokratiet, Radikale Venstre og Moderaterne. Sidstnævnte parti står pt. til lige omkring en procent i den nyeste meningsmåling fra Epinion. Så er der et mellem SF, Enhedslisten, Alternativet og partiet Demokraterne, der beskriver sig selv som et parti, der ligger “mellem fløjene [og] arbejder for mere demokrati, et nordisk forbund, grøn omstilling, at intet område i Danmark skal være et såkaldt udkantsområde – og at vores forsvarspolitik skal inkludere en indsats for fredsmægling. Vi vil også, at Danmark skal anerkende Palæstina og arbejde for fred og sikkerhed til både israelere og palæstinensere. Derudover vil vi genindføre Store Bededag og indføre skattefinansieret tandpleje – og selv om vi elsker Europa og verden, så vender vi os imod EU´s udemokratiske opbygning og centralisering af magt”. Med andre ord: lidt af hvert. Sidst er der et valgforbund, der er indgået mellem det, der vist bedst kan beskrives som en blandet landhandel: KaosTV, Hampepartiet, DKP – Kommunisterne, Frie Grønne, Kommunistisk Parti, Skamløse Demokrater og Solidarisk Integritet.

Faste læsere af bogmærker skal vænne sig til, at det er en ny, der bestyrer disse spalter. Det skal I, fordi det er mig, der har overtaget stafetten efter omstruktureringer på Frihedsbrevet, hvor vi desværre har måttet sige farvel til chefredaktør Jeppe Findalen.  Jeg har ikke fået en helt lige så fin titel, så derfor ændrer nyhedsbrevets navn sig også en smule, men til gengæld har jeg fået æren af at skrive til dig og ikke mindst lede og fordele det journalistiske arbejde her på Frihedsbrevet, hvilket selvfølgelig er en udsøgt fornøjelse.    Mine meritter ud i det journalistiske vil jeg ikke trætte jer helt vildt med, men vil jeg gerne fortælle en kort anekdote: Da jeg var med til at starte Frihedsbrevet i sin tid, lavede jeg en historie om en stor ejendomskonge, der havde gemt millioner af kroner i et hemmeligt selskab i Panama. Da jeg kontaktede denne direktør med ondt i skatten og sagde, at jeg ringede fra Frihedsbrevet, så udbrød han: “Ååh, nej. Ååååh, nej”.

I denne uges Fri Tænkning ser jeg på den amerikanske instruktør Kathryn Bigelows nye film A House of Dynamite om et atomangreb på USA, der netop har haft premiere på Netflix, og på den debat, filmen har udløst. Mandag den 10. oktober 1983 tilbragte USA's daværende præsident Ronald Reagan på sit landsted Camp David i Marylands skovklædte bjerge, hvor han så tv-filmen The Day After. Den handler om følgerne af et atomangreb på USA og foregår i det, der indtil da havde været Kansas City og omegn, og som dengang havde en befolkning på godt en million indbyggere. Filmen gjorde indtryk på præsidenten.  Reagan betroede sin dagbog, at filmen var ”stærkt lavet”, ”meget effektiv” og at den gjorde ham ”virkelig deprimeret”, hvorpå han tilføjede: ”Om den vil være til hjælp for dem, der er imod atomvåben, kan jeg ikke sige. Min egen reaktion var, at vi er nødt til at gøre alt for at kunne afskrække og sikre, at der aldrig bliver atomkrig.” Reagans tilgang indebar altså i første omgang hverken nedrustning eller et ønske om at få afviklet verdens atomvåben, men i stedet var han optaget af at sørge for, at USA havde så mange af dem, at det ville afskrække Sovjetunionen fra at affyre sine atomvåben mod USA. Det var det, man under Den Kolde Krig kaldte MAD, Mutual Assured Destruction, Gensidig Garanteret Ødelæggelse – en strategi, hvor USA og Sovjetunionen havde så mange atomvåben, at de ville være i stand til at svare igen med et totalangreb, hvis modparten skulle finde på at slå til først.  Reagan så filmen endnu engang, da den seks uger senere blev vist i fjernsynet efterfulgt af en debat, hvor hans udenrigsminister George Shultz deltog.

Danmark og Ukraine indgik i juni i år en stor aftale om etablering af ukrainske forsvarsvirksomheder på dansk jord.  Danmark har afsat 500 millioner til at sætte skub i etableringen, og den første virksomhed, der er udvalgt som en del af aftalen, hedder Fire Point. Inden længe etablerer de en fabrik, der skal producere raketbrændstof nær den militære flyvestation Skrydstrup lidt udenfor Vojens. Men den ukrainske virksomheden er nu under efterforskning for korruption, og det er ikke kun det nationale anti-korruptionsbureau, der undersøger sagen.  Det gør også det civile antikorruptionsråd, der er et rådgivende organ under det ukrainske forsvarsministerium. Rådet er sammensat af eksperter, organisationer og politikere, der er udvalgt ved afstemning.  Frihedsbrevet har talt med formanden for rådet, Yuriy Hudymenko, der fortæller om den undersøgelse, de nu er i gang med.

“Alle medier burde fremlægge bijobberi.”  Sådan sagde den daværende direktør for DR’s distrikter – og nu direktør for Fregatten Jylland – Anne Marie Dohm, kort efter at DR havde indført deres bijobsliste i 2014. Men nu vil Danmarks Radio ikke længere offentliggøre deres medarbejderes mange dobbeltroller. Den seneste version af bijoblisten er fra 2023, og DR fortæller nu til Frihedsbrevet, at de har skrottet listen på baggrund af en ny såkaldt ansættelsesbevislov.  Den bestemmer, at man ikke længere må forbyde sine medarbejdere at bijobbe, medmindre det eksempelvis kan skabe interessekonflikter.  Men ifølge Bjørn Holtze, som er studielektor ved juridisk institut på Aalborg Universitet og ekspert i ansættelsesret, er der ikke noget i loven, som forbyder at udgive en liste over medarbejdernes bijob. “Som jeg ser det, er der ikke noget, som forbyder registrering og offentliggørelse af bibeskæftigelser. Man kunne tværtimod argumentere for, at den netop skal være med til at sikre indsigt i journalisters eventuelle interesser,” siger han til Frihedsbrevet.

Valgstederne i New York lukker, og en halv time senere eksploderer byens ældste øl-gårdhave, Bohemian Hall & Beer Garden, i ekstase. Den lokale helts navn blinker på storskærmen: Zohran Mamdani wins race for mayor.  Der lyder et brøl fra de mere end 1500 fremmødte, der står samlet under glødende lyskæder og efterårsblade i Astoria, Queens, hvor Mamdani bor med sin kone i en toværelseslejlighed. De ræverøde newyorkere springer op, omfavner hinanden, hæver deres telefoner og skilte med teksten “En by, vi har råd til” mod nattehimlen – som for at indfange det øjeblik, hvor politik bliver til eufori, og det utænkelige bliver virkeligt. “Nu er det her,” siger en grædende kvinde ved navn M.J. Geier. “Det har været meget svært i meget lang tid”. “Det er virkelig spændende,” tilføjer hun, inden hun tørrer øjnene og forsvinder bag folkemængden med sin vennegruppe. Spændende bliver det. For New Yorks nyvalgte borgmester – Zohran Mamdani, den 34-årige socialist, som repræsenterer Astoria i delstatens folkeforsamling – får svært ved at levere på sine ekstremt populære løfter. Det erkender flere af hans glædesfyldte tilhængere også i interviews med Frihedsbrevet på valgnatten.