Christina Lagoni

Senest er det kommet frem, at Justitsministeriets departementschef Johan Legarth også er medlem af den celebre kreds af magthavere, der har telefonen kalibreret til at slette sms’er automatisk. Selvfølgelig kan Justitsministeriet ikke fortælle os, hvornår det lige var, at Johan Legarth slog auto-slet til på sin mobilos – på samme måde som Statsministeriet ikke vil fortælle, om tidligere stabschef Martin Rossen også slettede sine sms’er automatisk, da han arbejdede hos statsminister Mette Frederiksen. Efter flere henvendelser fra Frihedsbrevet henviste Statsministeriet til sidst til det ikke-svar, Mette Frederiksen kom med, da Frihedsbrevets Sofie Frøkjær til pressemødet i Spejlsalen i forrige uge spurgte hende, hvorvidt Rossen også var blevet rådgivet til at slette sms’er. “Det ved jeg ikke,” lød Mette Frederiksens lakoniske svar, før hun hastede videre til næste spørgsmål, for den diskussion havde hun faktisk ikke lyst til at gå ind i. 

Justin Carr er ikke bare frisør, han er fodboldspillerfrisør, og enhver, der ser fodbold med jævne mellemrum, kan regne ud, at det er fast arbejde: Professionelle fodboldspillere er, sammen med bankelever og pursere, verdens hyppigst klippede erhvervsgruppe på herresiden. Sommerens slutrunde var Justin Carrs tredje med det engelske landshold. Under EM i Frankrig i 2016 fik han indrettet et værelse kendt som The Barber’s Room på spillerhotellet nord for Paris, ligesom han blev fløjet ind til VM i Rusland to år senere. Den forgangne sommer klippede han samtlige engelske landsholdsspillere med undtagelse af Marcus Rashford, Jadon Sancho og Raheem Sterling, som stillede med eget coiffure-mandskab. Den typiske fodboldspiller bliver klippet én gang om ugen eller én gang hver anden uge, fortæller Justin Carr. Det er med til at få dem til at føle sig klar til kamp. ”Trimmed and down,” kalder han spillernes gængse og enkle behov.

Corona-krisen har på samme måde som først finans- og eurokrisen og dernæst flygtningekrisen splittet EU i to blokke. På den ene side står den nordlige og vestlige del af Europa, mens øst og syd befinder sig på den anden side. I nord og vest har pandemien påvirket folks liv i langt mindre grad end i syd og øst. Det gælder både økonomisk og sundhedsmæssigt, men europæernes syn på frihed er også i opbrud, og her er der både regionale og aldersmæssige forskelle.  

Der gemmer sig næppe mange overvejelser bag vores brug af krydderier. De har jo altid været der, og krydderiblandinger vinder frem på danskernes emhættehylder og i custom skuffer designet til krydderiglas: pizzakrydderi, pastakrydderi, kyllingekrydderi og mexicansk krydderi. I supermarkedet bed jeg forleden dag mærke i, at de største poser og glas med krydderier er færdigblandede produkter, der hedder noget med ”-krydderi”. Det præsenteres altså, som om der er tale om et enkeltstående, nyt krydderi. Jeg undres.

“Hvad nu, hvis smitten bæres af et net af illegale østeuropæiske arbejdere, der i vid udstrækning arbejder på en hel del danske minkfarme? Hvad hvis disse østarbejdere bor sammen under trange forhold og går under radaren både skattemæssigt, boligmæssigt og nu også sundhedsmæssigt?”, skrev Magnus Heunicke i en mail den 22. oktober sidste år, og opfordrede til at undersøge sagen nærmere. Ifølge tidligere enhedschef for statens coronaopsporing Søren Aggestrup er ministerens mistanke ikke overraskende nyt. Længe før den 22. oktober var det nemlig en “helt almindelig opfattelse” i smitteopsporingen, at både legale og illegale østarbejdere bidrog til at sprede smitten.

Behovet for at genindføre restriktioner rejser spørgsmålet, hvordan det går for regeringens andet ben i epidemikontrollen, smitteopsporingen, som ifølge sundhedsministeren skal være blandt “verdens allerstørste og allerbedste”.    Mens epidemien accellerer, er smitteopsporingen nemlig også gradvist blevet større. Indsatsen, der koster 60-70 millioner kroner om måneden, har løbende ansat hundredvis af medarbejdere og har i dag en kapacitet til at opspore 5000 smittede om dagen. I modsætning til sidste vinters kollaps har smitteopsporingen dermed rigeligt med sul på kroppen. Alligevel skal vi ikke regne med, at smitteopsporingen alene kan holde samfundet åbent. Det sagde sundhedsminister Magnus Heunicke til Frihedsbrevet tidligere på ugen.

En lang række kommuner og to regioner har proklameret, at de vil være såkaldt skattelyfri ved at underskrive en erklæring fra interesseorganisationen Oxfam IBIS. Det betyder, at de ikke længere vil sende skattekroner i retning af virksomheder, der benytter sig af skattely. Men skåltalerne har enten været fuldstændigt overflødige eller slet ikke haft nogen effekt.  Frihedsbrevet har kontaktet samtlige af de 19 kommuner samt Region Hovedstaden og Region Sjælland. Ikke én kommune eller region kan sige, at de har fravalgt en leverandør, efter de har underskrevet erklæringen. 

Frihedsbrevet erfarer, at Radio- og tv-nævnet har godkendt Radio LOUDs ønske om ejerskifte og navneændring.  Ifølge Frihedsbrevets oplysninger vil kanalen, der fra januar vil hedde 24syv, dog stadig være underlagt kravet om at sende live-timenyheder, ligesom der ikke uden videre kan produceres podcast, der ikke sendes på DAB.  Nævnet fastholder også, at radiokanalens primære målgruppe er de unge.

I sommer hoppede Mads Brandstrup direkte fra sit job som særlig rådgiver for finansminister Nicolai Wammen (S) – en af de mest magtfulde poster i regeringens stabsapparat – og over i direktørstillingen hos Danske Medier. Socialdemokratiets spinmand skal derfor nu agere mediernes vogter frem for regeringens. Men den evne har Ekstra Bladets chefredaktør Henrik Qvortrup svært ved at få øje på.

En historiker kritiserer i hårde vendinger Jim Lyngvilds måde at formidle historien på i hans vølveudstilling. Han holder sig ikke til de få ting, man faktisk ved fra forskningen, og Lyngvild overdramatiserer, lyder kritikken.  Selv siger Lyngvild, at han har sit på det rene, og han bakkes op af sin museumsdirektør. “De ved jo godt, at jeg har styr på mit shit,” siger Lyngvild og mener, at branchen er ømskindet.